Lovguiden Logo
Gældende

VEJ nr 9558 af 26/06/2025

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Kødkontrolvejledningen

8. Særlige undersøgelser

Ved sygdomme, som udgør særlige farer for dyr eller menneskers sundhed, skal der ud over den normale PM-kontrol foretages en udvidet undersøgelse.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 24.

Cysticercose:

Kød inficeret med cysticercose skal erklæres uegnet til konsum. Hvis dyret ikke er generelt inficeret med cysticerkus, kan de ikke-inficerede dele dog erklæres egnede til konsum efter at være blevet underkastet en kuldebehandling (frysning).

Alle dyrearter

Ved fund af over 10 levende eller døde tinter skal slagtekroppen samt tilhørende organer kasseres.

Ved fund af 10 eller færre levende eller døde tinter kan krop og organer godkendes efter bortskæring af tinter og frysning af slagtekrop og organer ved ikke over -10 ⷪ C i mindst 10 døgn eller ved en anden kuldebehandling med tilsvarende effekt.

Kvæg

Ungkvæg: Indsnit i tyggemuskulaturen kan undlades hos ungkvæg (kvæg under 8 mdr. gamle) og kvæg under 20 mdr. gamle, hvis de hele deres liv er opdrættet uden adgang til græsgange i en officielt tuberkulosefri medlemsstat).

Andet kvæg: Der er fortsat krav om indsnit i tyggemuskulaturen.

Ved fund af oksetinter (Cysticercus bovis sive inermis) skal tyggemuskulaturen, mellemgulvet og hjertet opblades i tynde skiver. Alle kroppens muskelflader skal undersøges for forekomst af tinter. Hvis der bliver påvist 10 levende eller døde tinter, skal også tungen og muskulaturen under denne undersøges.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 18.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 19, punkt 1 a).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 30.

Trikinose:

Grise, heste og andre arter, der er modtagelige for trikinose, skal undersøges for trikiner.

Bekendtgørelse nr. 1714 af 2015 om trikinundersøgelse af kød, kap. 3, § 7.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 31.

Tuberkulose:

Generelt

Alt kød fra dyr, hvor der ved inspektionen efter slagtning er konstateret lokaliserede forandringer, der ligner tuberkuloide læsioner, i flere forskellige organer eller flere steder på slagtekroppen, skal erklæres uegnet til konsum. Hvis der er konstateret tuberkuloide læsioner i lymfeknuderne i kun ét organ eller én del af slagtekroppen, erklæres dog kun det pågældende organ eller den pågældende del af slagtekroppen og de tilhørende lymfeknuder uegnet til konsum.

Udvidet undersøgelse ved tuberkuloselignende forandringer i efterkontrollen:

Der skal lægges snit i de mandibulære lymfeknuder, i organer og deres lymfeknuder. Endvidere skal slagtekroppen undersøges nærmere for tuberkuløse forandringer.

Formålet ved den udvidede undersøgelse er at fastslå, om de tuberkuløse forandringer kun forekommer lokalt, eller om de er generaliserede. Den udvidede undersøgelse foretages af en embedsdyrlæge.

Grise

Hvis der i PM-kontrollen findes:

  • tuberkuløse forandringer kun i mandibulære lymfeknuder, mave-og tarmkanalen og leveren, skal der foretages lokal kassation og slagtekroppen kan godkendes til menneskeføde.

  • tuberkuløse forandringer i andre organer end dem, som er nævnt ovenfor, indsendes materiale, herunder organer eller stykker af organer med makroskopisk synlige læsioner til Det veterinære seruminstitut , og slagtekroppen kasseres. Den stedlige kødkontrol sender en kontrolrapport til besætningsejeren, hvor denne informeres om, at der er udtaget prøver fra vedkommendes grise, med henblik på undersøgelse for tuberkulose. Det skal fremgå af kontrolrapporten, at landmanden skal videregive denne oplysning til slagteriet ved hver levering til slagtning (sammen med fødevarekædeoplysninger), indtil mistanken om tuberkulose bliver afkræftet

Kvæg

Ved mistanke om tuberkulose hos kreaturer skal følgende lymfeknuder incideres: lnn. cervicales supf., lnn. axillares proprii, lnn. subiliaci, lnn. inguinales supf. et prof., lnn. ischiadici og lnn. popli taei.

Ved fund af forandringer af tuberkuløs natur skal materiale med synlige TB-forandringer (granulomatøse/flæskede eller caseøse forandringer) indsendes til det det veterinære seruminstitut1 , og samtidig skal den relevante veterinærenhed informeres.

Den lokale kødkontrolsektion sender en veterinærkontrolrapport til landmanden, hvor han informeres om, at der er udtaget prøver fra hans dyr, som er sendt til Veterinær Diagnostik, Statens Serum Institut med henblik på undersøgelse for tuberkulose.

Besætningen sættes IKKE under offentligt tilsyn.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 33.

Brucellose:

Dyr, der har reageret positivt eller med inkonklusivt resultat på en brucelloseprøve, eller for hvilke der er andre oplysninger eller grunde til mistanke om infektion, må ikke komme i kontakt med andre dyr og skal slagtes separat fra andre dyr, idet der træffes forholdsregler for at undgå risiko for kontaminering af andre slagtekroppe, slagtelinjen og det tilstedeværende personale på slagteriet.

Kød af dyr, hos hvilke der ved inspektion efter slagtning er konstateret forandringer, der tyder på akut brucellose, erklæres uegnet til konsum. For så vidt angår dyr, der reagerer positivt eller med inkonklusivt resultat på en brucelloseprøve, erklæres yver, kønsorganer og blod uegnet til konsum, også selv om der ikke er konstateret forandringer.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/627, artikel 34.

Detaljer

Relateret indhold