LBK nr 1256 af 27/10/2023
Erhvervsministeriet
Investeringsscreeningsloven § 30
Erhvervsstyrelsen kan, når det findes hensigtsmæssigt, offentliggøre, at en kontrol efter §§ 25-27 iværksættes eller er blevet iværksat. Styrelsen kan endvidere offentliggøre resultatet af kontrollen.
Stk. 2. Efterlever en udenlandsk investor ikke et påbud om afvikling af en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale efter § 19 eller § 31, stk. 2, inden for den fastsatte frist, kan Erhvervsstyrelsen offentliggøre dette og informere herom gennem samarbejdsmekanismen efter § 23.
Stk. 3. Offentliggørelsen efter stk. 1 og 2 sker på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Erhvervsstyrelsen bestemmer, hvordan offentliggørelsen sker.
Stk. 4. Offentliggørelse efter stk. 1-3 kan ikke ske, hvis offentliggørelsen vurderes at ville være en trussel mod en igangværende efterforskning eller undersøgelse, eller hvis offentliggørelsen vil forvolde uforholdsmæssig stor skade for den udenlandske investor.
Forarbejder til Investeringsscreeningsloven § 30
RetsinformationEfter § 159 e i årsregnskabsloven og § 23 i selskabsloven kan Erhvervsstyrelsen, når styrelsen finder det hensigtsmæssigt, offentliggøre, at en kontrol iværksættes eller er blevet iværksat, og offentliggøre resultatet af kontrollen.
Efter det foreslåede § 30, stk. 1, 1. pkt., kan Erhvervsstyrelsen, når det findes hensigtsmæssigt, offentliggøre, at en kontrol efter §§ 25-27 iværksættes eller er blevet iværksat.
Efter bestemmelsen kan Erhvervsstyrelsen offentliggøre, at styrelsen har iværksat en kontrolsag, dvs. en verserende kontrol. Kontrollen omfatter overholdelse af aftalte eller fastsatte vilkår for en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale, frivilligt anmeldte investeringer og aftaler samt investeringer og aftaler, der ikke er blevet anmeldt. Styrelsen kan således orientere offentligheden om en igangsat kontrol, inden der er truffet afgørelse. Der kan være tilfælde, hvor oplysningen om, at styrelsen har iværksat en kontrol, vil være af væsentlig offentlig interesse. Endvidere vil risikoen for offentliggørelse kunne bidrage til, at den udenlandske investor giver lovkrævede oplysninger eller efterlever styrelsens påbud om at efterleve aftalte eller fastsatte vilkår.
Erhvervsstyrelsens meddelelse om, at styrelsen har iværksat en kontrol, kan indeholde oplysning om den udenlandske investors navn og eventuelle CVR-nummer samt evt. den formodede overtrædelses art. Der er ikke tale om en systematisk offentliggørelse, men en ordning, hvor Erhvervsstyrelsen i hver enkel sag afvejer hensynene til private eller offentlige interesser og hensynet til den, som oplysningen angår.
Offentliggørelsen skal overholde EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, herunder navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger. For så vidt angår personoplysninger skal vurderingen af offentliggørelsen foretages i henhold til databeskyttelsesforordningens regler og databeskyttelseslovens regler. Dette indebærer bl.a., at oplysningerne alene må være offentligt tilgængelige i den periode, der vurderes at være nødvendig for at opnå formålet med offentliggørelsen.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Erhvervsstyrelsen endvidere kan offentliggøre resultatet af kontrollen.
Erhvervsstyrelsen vil derved kunne offentliggøre hele eller dele af resultatet af en kontrol udført efter de foreslåede §§ 25-27. Offentliggørelsen af resultatet af kontrollen vil indeholde oplysning om den udenlandske investors navn og eventuelle CVR-nummer samt overtrædelsens art og dele af eller hele Erhvervsstyrelsens afgørelse. I tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsen har offentliggjort, at der er iværksat eller vil blive iværksat en kontrol af en virksomhed, vil styrelsen være forpligtet til også at følge denne offentliggjorte meddelelse op med resultatet af kontrollen. Offentliggørelse af resultatet af en kontrol er dog ikke afhængig af, at der forud har været offentliggjort, at styrelsen har iværksat en kontrol. Forslaget forventes at have stor præventiv værdi over for virksomhederne. Endvidere forventes det at have stor betydning for tilliden til Erhvervsstyrelsens kontrol af direkte udenlandske investeringer og særlige økonomiske aftaler som følge af større åbenhed.
Offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse omfatter ikke oplysninger, der vedrører den nationale sikkerhed eller offentlige orden, jf. de foreslåede §§ 38 og 39, i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til eller anmeldelser af udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler, men alene oplysninger om den efterfølgende kontrol.
Det foreslås i stk. 2, at hvis en udenlandsk investor ikke efterlever et påbud om afvikling af en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale efter § 19 eller § 31, stk. 2, inden for den fastsatte frist, kan Erhvervsstyrelsen offentliggøre dette og informere herom gennem samarbejdsmekanismen efter § 23.
Erhvervsstyrelsen kan således ved oplysninger om, at den pågældende udenlandske investor foretager investeringer i andre medlemsstater, afgive bemærkninger om investoren til de øvrige medlemsstater og Kommissionen via forordningens samarbejdsprocedure. Manglende efterlevelse af et påbud om afvikling af en udenlandsk direkte investering vil også indgå i Erhvervsstyrelsens sikkerhedsvurdering af eventuelle andre investeringer fra den pågældende udenlandske investor, jf. lovforslagets § 15, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at offentliggørelsen efter stk. 1 og 2 sker på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.
Efter bestemmelsen vil Erhvervsstyrelsens beslutning om, at en kontrol vil blive eller er blevet iværksat eller resultatet af kontrollen, blive offentliggjort på Erhvervsstyrelsens hjemmeside www.erst.dk.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at Erhvervsstyrelsen bestemmer, hvordan offentliggørelsen sker.
Efter bestemmelsen kan Erhvervsstyrelsen træffe beslutning om et format for offentliggørelsen, som styrelsen finder formålstjenlig og hensigtsmæssig. Det indebærer, at Erhvervsstyrelsen kan offentliggøre kontrolresultatet som et resumé i en meddelelse eller som i den fulde afgørelse.
Som følge af de foreslåede offentliggørelsesbestemmelser i stk. 1 og 2, foreslås det i stk. 4, at offentliggørelse efter stk. 1-3 ikke kan ske, hvis offentliggørelsen vurderes at ville være en trussel mod en igangværende efterforskning eller undersøgelse, eller hvis offentliggørelsen vil forvolde uforholdsmæssig stor skade for den udenlandske investor.
Offentliggørelse af, at en kontrol vil blive eller er iværksat eller offentliggørelse af kontrolresultatet, vil ikke ske i de tilfælde, hvor en offentliggørelse har betydning for en igangværende strafferetlig efterforskning efter anden lovgivning eller straffeloven, hvis formål herved ville kunne forspildes. Det samme gælder i tilfælde af, at efterretningstjenesterne er ved at gennemføre undersøgelser, der vil kunne skades ved en offentliggørelse.
Endelig bør offentliggørelse ikke ske, hvis en offentliggørelse efter en konkret vurdering må antages at ville forvolde uforholdsmæssig stor skade for den pågældende udenlandske investor. Med det foreslåede stk. 4 varetages hensynet til den virksomhed, som afgørelsen vedrører. Det forhold, at offentliggørelse af en juridisk persons navn vil kunne medføre tab af kunder, eller at offentliggørelse vil kunne bane vej for et erstatningskrav mod den udenlandske investor, vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at offentliggørelse ikke kan ske. Undtagelsen bør således kun finde anvendelse på de tilfælde, hvor den fortsatte drift af den udenlandske investors virksomhed vil blive truet, eller hvis meget væsentlige interesser krænkes. Erhvervsstyrelsen vil forud for offentliggørelse kontakte de berørte, herunder hvis det indstilles, at afgørelsen offentliggøres med angivelse af identiteten på den udenlandske investor, hvilket er det altovervejende udgangspunkt. Beslutningen om offentliggørelse med virksomhedens navn er endelig og kan således ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Der henvises til pkt. 5.5.3.-5.5.4. i de almindelige bemærkninger.