Investeringsscreeningsloven § 21

Det foreslås i § 21, stk. 1, at erhvervsministeren, i det omfang det er nødvendigt for gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov, kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom.

Det kan f.eks. være foranstaltninger efter lovforslagets § 19 eller § 31, stk. 2.

Erhvervsministeren kan efter lovforslagets § 19 give påbud om afvikling af en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale omfattet af lovens §§ 10 og 11, hvis ministeren træffer afgørelse om, at investeringen eller aftalen udgør en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden. Efter den foreslåede § 31, stk. 2, kan Erhvervsstyrelsen give påbud om afvikling af en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale omfattet af §§ 5 eller 7 samt §§ 10 eller 11, hvis styrelsen konstaterer, at vilkår fastsat efter § 17 ikke overholdes, mens den pågældende investering eller aftale opretholdes, eller der ikke er ansøgt om tilladelse til en investering eller aftale i strid med §§ 5 eller 7.

Den foreslåede bestemmelse sikrer at sådanne foranstaltninger kan gennemføres, selvom det vil medføre ekspropriation efter grundlovens § 73.

Det følger af grundlovens § 73, stk. 1, at to overordnede betingelser skal være opfyldt, for at der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand. For det første skal indgrebet være rettet mod »ejendom«, som er beskyttet efter grundlovens § 73. For det andet skal indgrebet være ekspropriativt (der skal være tale om afståelse).

Hvis der er tale om et indgreb, der har karakter af ekspropriation i grundlovens forstand, skal tre betingelser være opfyldt, for at indgrebet er i overensstemmelse med grundloven. Indgrebet skal være krævet af almenvellet, det skal ske ifølge lov, og der skal ydes fuldstændig erstatning til den berørte ejer. Betingelsen om, at et indgreb skal være krævet af almenvellet, vil altid være opfyldt, idet et påbud om afvikling af en investering skal ske ud fra et hensyn til den nationale sikkerhed eller offentlige orden.

Grundloven beskytter ikke blot fysiske personer, men også alle typer af juridiske personer, som er etableret (eller overtaget) af private – selskaber, foreninger, selvejende institutioner m.v. Det er traditionelt antaget, at også staten, kommuner og andre juridiske personer etableret (eller fuldt ud overtaget) af det offentlige er beskyttet. Det fremgår dog af nyere retspraksis, at i hvert fald visse offentlige juridiske personer ikke altid nyder samme beskyttelse som private.

Udtrykket »ejendom« i grundlovens § 73 må forstås i vid betydning. Det er således almindeligt antaget, at bestemmelsen ikke alene beskytter ejendomsret i traditionel forstand. Også begrænsede rådighedsrettigheder, såsom brugsrettigheder, servitutter og panterettigheder, og rettigheder i henhold til private aftaler er beskyttet af grundlovens ejendomsbegreb.

Det er endvidere almindeligt antaget, at bestemmelsen ikke alene beskytter rettigheder af privatretlig karakter, men også særlige rettigheder af erhvervsmæssig karakter stiftet på offentligretligt grundlag, f.eks. næringsrettigheder.

For at der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand, skal der være tale om, at der foretages et ekspropriativt indgreb (afståelse).

Det er i den forbindelse almindeligt antaget i den forfatningsretlige litteratur og i praksis, at lovgivningsmagten – uden at der foreligger ekspropriation – kan regulere udøvelsen af de rettigheder, der er beskyttet af grundlovens § 73, idet lovgivningsmagten bl.a. kan opstille almindelige regler om begrænsninger i borgernes handlefrihed og i deres råden over, hvad de ejer. Det er endvidere antaget, at spørgsmålet om, hvorvidt et indgreb har karakter af ekspropriation, må bero på et samlet skøn over indgrebets beskaffenhed.

Ved ekspropriation efter § 21, stk. 1, kan der erhverves ejendomsret eller brugsret eller pålægges rådighedsindskrænkninger.

Hjemlen til at foretage ekspropriation har et bredt genstandsfelt, der begrænses af, at ekspropriation skal være nødvendigt for at gennemføre foranstaltninger efter loven, der er påkrævet for at forhindre trusler mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden.

Indgreb efter § 21, stk. 1, vil derfor altid have til formål at beskytte den nationale sikkerhed eller offentlige orden. Navnlig det forhold, at påbud om afvikling af en investering eller aftale efter lovforslagets §§ 19 og 31, stk. 2, er begrundet i hensynet til at forhindre trusler mod den nationale sikkerhed og offentlige orden må antages at tale med en vis vægt imod, at der vil være tale om ekspropriation. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at et indgreb efter omstændighederne vil kunne anses for ekspropriativt. Dette vil bero på en konkret vurdering af forholdene i den enkelte sag.

Det foreslås i stk. 2, at hvis gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov udgør et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i de tilfælde hvor en foranstaltning efter loven, der er nødvendig for at forhindre trusler mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, må anses for ekspropriativt, vil foranstaltningen kun kunne gennemføres mod fuldstændig erstatning til den udenlandske investor.

Det foreslås med stk. 3, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved ekspropriation efter stk. 1.

Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse eksempelvis kunne oprettes særlige kommissioner, som skal behandle sager efter stk. 1, herunder regler om, hvordan kommissionerne skal nedsættes, og hvilke regler der skal gælde for sagernes behandling i kommissionerne. Det vil ved udmøntningen af bestemmelsen blive taget udgangspunkt i eksisterende lovgivning om fremgangsmåden ved ekspropriation med de nødvendige tilpasninger, som loven giver anledning til.