LBK nr 1256 af 27/10/2023
Erhvervsministeriet
Investeringsscreeningsloven § 11
En udenlandsk investor, som ikke er omfattet af undtagelserne i § 2, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, kan indgive anmeldelse til Erhvervsstyrelsen af en påtænkt eller gennemført særlig økonomisk aftale med en virksomhed hjemmehørende i Danmark eller en enhed, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, hvis aftalen kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden. § 7, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Forarbejder til Investeringsscreeningsloven § 11
RetsinformationDet foreslås i § 11, at en udenlandsk investor, som ikke er omfattet af undtagelserne i § 2, stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk. 3, kan indgive anmeldelse til Erhvervsstyrelsen af en påtænkt eller gennemført særlig økonomisk aftale med en virksomhed hjemmehørende i Danmark, eller en enhed, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, hvis aftalen kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden. § 7, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Anmeldelse af sådanne aftaler er frivillig for den udenlandske investor, ligesom det er tilfældet for erhvervelser efter den foreslåede § 10, men ligeledes tilsvarende kan Erhvervsstyrelsen, i op til 5 år efter at aftalen er indgået, beslutte at indlede en undersøgelse af en sådan aftale, hvis den ikke anmeldt, jf. den foreslåede § 14, og styrelsen har en formodning om, at investeringen kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden. Hvis aftalen vurderes at kunne udgøre en sådan trussel, kan det bl.a. føre til et påbud om afvikling af aftalen.
Efter definitionen i den foreslåede § 4, nr. 5, omfatter særlige økonomiske aftaler joint ventures samt visse drifts-, service- og leverandøraftaler. Sådanne aftaler er således omfattet af den foreslåede bestemmelse om anmeldelse af særlige økonomiske aftaler, hvis de indgås mellem en udenlandsk investor, jf. den foreslåede § 2, og en dansk virksomhed, jf. den foreslåede § 3, og hvis aftalen giver den udenlandske investor kontrol eller betydelig indflydelse på den danske virksomhed. Begge betingelser skal være opfyldte for, at sådanne særlige økonomiske aftaler omfattes af den foreslåede anmeldelsesordning.
Der skal således for det første være tale om, at den danske virksomhed indgår aftalen med en udenlandsk statsborger, jf. den foreslåede § 2, stk. 1, eller en virksomhed omfattet af den foreslåede § 2, stk. 2 eller en enhed omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 5. Der foreslås dog, at der efter lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt., og § 2 stk. 3, gælder særlige undtagelser for statsborgere og virksomheder fra EU- og EFTA-lande med henblik på at sikre fri udveksling af tjenesteydelser i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EF) 2006/123. Det følger af disse undtagelser, at anmeldelse af særlige økonomiske aftaler ikke gælder i forhold til statsborgere fra EU- og EFTA-lande, jf. § 2, stk. 1, 2 pkt. Anmeldelsesordningen foreslås heller ikke at gælde for virksomheder hjemmehørende i disse lande, medmindre virksomheden er under kontrol eller betydelig indflydelse fra statsborgere fra et land uden for EU eller EFTA, eller af virksomheder, der er hjemmehørende uden for EU eller EFTA, jf. lovforslagets § 2, stk. 3. På samme måde gælder anmeldelse heller ikke for virksomheder hjemmehørende i Danmark, medmindre den danske virksomhed er en dattervirksomhed af en virksomhed, der er hjemmehørende uden for EU og EFTA, jf. den foreslåede § 2, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, eller en virksomhed, som personer eller en virksomhed, der ikke er hjemmehørende i EU og EFTA, har kontrol med eller betydelig indflydelse på, jf. den foreslåede § 2, stk. 2, nr. 3, og stk. 3.
For det andet skal aftalen give den udenlandske investor kontrol eller betydelig indflydelse over den danske virksomhed for at være omfattet af anmeldelsesordningen. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at aftalen giver kontrol eller betydelig indflydelse på afgrænsede aktiviteter eller aktiver i virksomheden, men der skal være tale om kontrol eller betydelig indflydelse på ledelsesmæssige, finansielle, udviklings- eller driftsmæssige forhold på forretningskritiske områder af virksomheden. Det følger heraf, at kontrol eller betydelig indflydelse ikke er begrænset til ledelsesmæssige forhold og beslutninger for virksomheden som helhed, men også vedrører økonomisk indflydelse i virksomheden på forretningskritiske områder, herunder f.eks. virksomhedens udviklingsaktiviteter.
Tilfælde, hvor den udenlandske aktør ved samarbejdet eller aftalen opnår en sikkerhedstruende indsigt i den danske virksomhed, men ikke i øvrigt opnår kontrol eller betydelig indflydelse i den danske virksomhed, omfattes ikke af anmeldelsesordningen.
Der kan være tale om kontrol eller betydelig indflydelse som følge af særlige økonomiske aftaler, hvis den udenlandske investor, herunder danske virksomheder, som er kontrolleret af udenlandske statsborgere eller virksomheder uden for EU og EFTA, kun vanskeligt kan substitueres med en anden leverandør, eller aftalen har en flerårig uopsigelig karakter og dermed indebærer en længerevarende binding. Der kan også være tale om kontrol eller betydelig indflydelse, hvis den udenlandske investor som følge af aftalen opnår mulighed for, f.eks. ved fysisk eller elektronisk adgang at kunne forstyrre driften eller forretningskritiske dele af driften af den danske virksomhed, og dette er af betydning for national sikkerhed eller offentlig orden.
Ligesom for anmeldelse af udenlandske direkte investeringer efter den foreslåede § 10 gælder bestemmelsen om anmeldelse af særlige økonomiske aftaler, som er omfattet af lovforslaget, den udenlandske investor og ikke den danske virksomhed. Den danske virksomhed behøver derfor ikke gennemføre en due diligence-undersøgelse, dvs. en undersøgelse af en virksomhed eller et aktiv inden underskrivelsen af en kontrakt med eller om den pågældende virksomhed, inden den indgår en særlig økonomisk aftale. Dog vil danske virksomheder, som er omfattet af de foreslåede § 2, stk. 2, nr. 2 eller 3, og stk. 3, fordi udenlandske statsborgere eller virksomheder fra lande uden for EU og EFTA har kontrol eller betydelig indflydelse på den danske virksomhed, være omfattet af den foreslåede § 11 om anmeldelse af særlige økonomiske aftaler og den foreslåede § 14 om mulighed for undersøgelse af aftaler, som ikke er anmeldt. Sådanne virksomheder bør derfor undersøge, om der er behov for at anmelde aftalen, inden den indgås.
Det vil således kræve en samlet vurdering af en række forskellige konkrete forhold at afgøre, om en udenlandsk investor ved den særlige økonomiske aftale opnår kontrol eller betydelig indflydelse på forhold i virksomheden, der kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, og hvorfor der derfor er behov for at anmelde aftalen, inden den indgås.
Regler, som fastsættes efter den foreslåede § 7, stk. 2, om nærmere afgrænsning af, hvornår særlige økonomiske aftaler er omfattet af krav om tilladelse efter den foreslåede § 7, stk. 1, vil gælde tilsvarende for afgrænsning af, hvilke særlige økonomiske aftaler der omfattes af den foreslåede bestemmelser om anmeldelse i § 11.