LBK nr 1054 af 21/08/2025
Skatteministeriet
Indkomstregisterloven § 15
§ 1, § 4, stk. 2-5, og §§ 5-14 træder i kraft den 1. juni 2006.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af §§ 2 og 3 og § 4, stk. 1. Herunder kan skatteministeren fastsætte forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for forskellige virksomheder m.v.
Forarbejder til Indkomstregisterloven § 15
RetsinformationBestemmelsen omhandler lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det foreslås (i stk. 1), at §§ 1 og 4, stk. 2-5, samt §§ 5-14 træder i kraft den 1. april 2006. Det vil sige samtlige lovens bestemmelser med undtagelse af bestemmelserne om indberetningspligt, de oplysninger, som skal indberettes, og indberetningsfristerne.
Efter stk. 2 fastsætter skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af reglerne i §§ 2, 3 og 4, stk. 1. Det vil sige lovens bestemmelser om indberetningspligt, de oplysninger, som skal indberettes, og indberetningsrfristerne. Ved fastsættelse af ikrafttrædelsen efter denne regel kan skatteministeren fastsætte forskellige ikrafttrædelsesbestemmelser vedrørende pligten til at indberette til indkomstregistret for forskellige virksomheder mv.
Idéen med disse ikrafttrædelsesregler er, at hjemlen til etablering af indkomstregistret, reglerne om behandling af oplysninger i registret, reglerne om adgang til oplysningerne i registret, indhentning af oplysninger fra andre myndigheder og administration af indkomstregistret træder i kraft den 1. april 2006. Herefter kan arbejdet med etableringen af registret foretages. Imidlertid vil der gå nogen tid, inden arbejdet med etablering af indkomstregistret er nået så langt, at registret kan begynde at modtage indberetninger fra de virksomheder mv., som skal indberette til indkomstregistret.
Herudover foreslås det, at hjemlerne til udstedelse af nærmere regler om indberetning samt reglerne om afgørelser om indberetningspligt, tvangsbøder ved manglende indberetning og straffebestemmelserne træder i kraft den 1. april 2006. Disse regler vil først få betydning for virksomhederne, efterhånden som indberetningspligten træder i kraft. Af hensyn til mulighederne for at anvende reglerne overfor de indberetningspligtige, når indberetningspligten træder i kraft, og uanset at indberetningspligten træder i kraft på forskellige tidspunkter for forskellige virksomheder, foreslås det dog, at reglerne træder i den 1. april 2006.
Endvidere er det hensigtsmæssigt at virksomhederne mv. gradvist over en periode begynder deres indberetning til indkomstregistret, således at indberetningspligten for alle virksomheder ikke indføres på samme tidspunkt. Dette sikres ved, at skatteministeren kan fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for reglerne om indberetning til indkomstregistret og i denne forbindelse kan fastsætte forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for forskellige virksomheder mv.
Det er tanken, at følgende tidsplan vil blive fulgt for så vidt angår indberetningerne til indkomstregistret:
Ultimo 2006 vil modtagelsen af de første dataleverancer kunne ske. Dette vil ske i form at et pilotforsøg, hvor et eller flere lønservicebureauer vil begynde indberetningen til indkomstregistret.
De øvrige dataleverandører vil herefter blive tilsluttet i perioden frem til 1. januar 2008, hvor reglerne om indberetning i deres helhed forventes at ville kunne træde i kraft. Dog således, at der vil kunne skabes dispensationsløsninger for enkelte datalevarandører.
Den fulde implementering på såvel inddatasiden som uddatasiden forventes at ville kunne være foretaget pr. 1. januar 2008.
Denne trinvise etablering af indberetningspligten giver mulighed for en udførlig test såvel i relation til inddatasiden som uddatasiden.
For så vidt angår de lettelser, som er nævnt i pkt. 3.4 i de almindelige bemærkninger, vil disse kunne gennemføres i følgende takt:
1. Indførelse af elektronisk overførsel af skattekort til arbejdsgivere mv. vil kunne træde i kraft, så virksomhederne modtager trækkortet efter den nye ordning inden den første indberetning til indkomstregistret.
2. Bortfald af den månedlige indberetning af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst, vil kunne gennemføres i takt med, at virksomhederne begynder at indberette til indkomstregistret.
3. Automatisk dannelse af A-skatteangivelsen på grundlag af data, som indberettes til indkomstregistret, vil kunne gennemføres i takt med, at virksomhederne begynder at indberette til indkomstregistret
4. Bortfald af den årlige oplysningsseddel til told- og skatteforvaltningen. Dette vil kunne gennemføres med virkning fra 2007 for virksomheder mv., som har begyndt at indberette til indkomstregistret senest den 1. januar 2007. For virksomheder, der tilslutter sig senere, vil oplysningssedlen kunne bortfalde fra og med 2008. Dette skyldes, at bortfaldet af oplysningssedlen forudsætter, at der foretages indberetning til indkomstregistret for hele det pågældende år. I LetLøn eksisterer der en mulighed for at modtage en år-til-dato indberetning ved tilmelding i løbet af året. Hvis denne mulighed bruges, vil oplysningssedlen også kunne bortfalde for 2007 for virksomheder, der tilslutter sig indkomstregistret i løbet af 2007.
5. Lønindeholdelse via skattekortet og en ændret ordning for betaling af 1. og 2. ledighedsdag efter fratrædelse (G-dagsordningen) vil ikke kunne realiseres før den 1. januar 2008, da disse ordninger forudsætter en fuld implementering af indkomstregistret.
De nærmere regler for ikrafttrædelse af de pågældende lettelser vil blive fastsat i den lovgivning, der gennemfører lettelserne. For så vidt angår elektronisk overførsel af skattekort, bortfald af pligten til at indberette om personer, der har modtaget A-indkomst, bortfald af den årlige oplysningsseddel og lønindeholdelse via skattetrækket henvises til det samtidig fremsatte forslag til lov om konsekvensændringer som følge af forslag til lov om et indkomstregister.