LBK nr 1254 af 28/10/2025
Social- og Boligministeriet
Friplejeboligloven § 71
Ved afhændelse af friplejeboliger etableret efter det dagældende § 10, stk. 1, i lov om friplejeboliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 17. august 2011, eller efter denne lovs § 11 a, stk. 1, med tilhørende servicearealer til en fysisk eller juridisk person, som samtidig udlejer friplejeboliger til en anden friplejeboligleverandør til fortsat anvendelse som friplejeboliger, fastsættes prisen for afhændelse af friplejeboliger og servicearealer efter denne lovs § 68, stk. 1 og 5, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Er prisen efter stk. 1 lavere end markedsprisen, fastsættes prisen til markedsprisen, og friplejeboligleverandøren indbetaler afhændelsessummen til Landsbyggefonden med fradrag for prisen for friplejeboliger, som er nævnt i § 68, stk. 1, og prisen for servicearealer, som er nævnt i § 68, stk. 5.
Stk. 3. Ved afhændelse af friplejeboliger etableret ved omdannelse af eksisterende ejendomme efter § 11, stk. 2, hvortil der ydes eller har været ydet offentlig støtte, til en fysisk eller juridisk person, som samtidig udlejer friplejeboliger til en anden friplejeboligleverandør til fortsat anvendelse som friplejeboliger, fastsættes prisen for afhændelse af friplejeboliger og servicearealer efter § 70, stk. 1 og 4, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Er prisen efter stk. 3 lavere end markedsprisen, fastsættes prisen til markedsprisen, og friplejeboligleverandøren indbetaler afhændelsessummen til Landsbyggefonden med fradrag for prisen for friplejeboliger, som er nævnt i § 70, stk. 1, og prisen for servicearealer, som er nævnt i § 70, stk. 4.
Stk. 5. Tilsagnet om ydelsesstøtte og statsgarantien efter § 19 a, stk. 1, eller § 20 bortfalder fra overtagelsesdagen.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Friplejeboligloven § 71
Til stk. 1
Det vurderes ikke at være hverken muligt eller hensigtsmæssigt at forpligte en friplejeboligleverandør til opfylde sin forpligtelse som sådan, indtil udbudsperioden udløber, idet der kan ske ændringer i leverandørens forhold, der gør, at den pågældende ikke kan fortsætte sin virksomhed. Der kan også ske det, at friplejeboligleverandørens certifikation udløber midt i udbudsperioden. Udgangspunktet er, at friplejeboligleverandøren sørger for i tide at få fornyet sin certifikation, således at den pågældende kan fortsætte friplejeboligvirksomheden. Hvis den pågældende imidlertid ikke ønsker at fortsætte, skal ejendommen kunne afhændes til anden side.
En friplejeboligleverandør må således have ret til når som helst at afhænde sin ejendom, ligesom den pågældende må have ret til at afhænde den til en anden friplejeboligleverandør.
En sådan afhændelse foreslås at skulle godkendes af socialministeren, idet det herved sikres, at der afhændes til en anden friplejeboligleverandør, og at afhændelsen sker til den rigtige pris.
Til stk. 2
Det foreslås herefter, at der kun kan afhændes til en friplejeboligleverandør, som mindst er certificeret til at yde pleje og omsorg i samme omfang som den nuværende friplejeboligleverandør. Det foreslås endvidere, at prisen for plejen og servicen ikke må være højere – det vil sige, at prisen for en bestemt ydelse ikke må stige som følge af ejerskiftet. Den nye friplejeboligleverandør forpligtes således til at levere de enkelte ydelser til højst samme pris, som ydelserne blev leveret til på afhændelsestidspunktet.
Den nye friplejeboligleverandør overtager i øvrigt den tidligere leverandørs forpligtelser. Hvis der på afhændelsestidspunktet f.eks. resterer 4 år af udbudsperioden, skal plejen og omsorgen konkurrenceudsættes efter 4 år.
Til stk. 3
Det foreslås, at afhændelse af de forskellige friplejeboligtyper, inkl. de tilhørende servicearealer, skal ske på samme vilkår som ved afhændelse efter udbud, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 68-70.
Til bl.a. tidligere ældreboliger etableret efter ældreboligloven kan der være knyttet servicearealer med tilsagn om løbende støtte, og det foreslås, at prisen for sådanne servicearealer fastsættes til den godkendte anskaffelsessum, som foreslås reguleret efter Danmarks Statistiks totale byggeomkostningsindeks for boliger, jf. forslagets § 86, nr. 4, og at et sådant tilsagn overføres til den nye friplejeboligleverandør fra overtagelsesdagen.
Afhændelse til anden anvendelse end friplejeboliger