LBK nr 1506 af 06/12/2016
Beskæftigelsesministeriet
Etableringsloven § 15
(Ophævet)
Forarbejder til Etableringsloven § 15
RetsinformationDet foreslås i stk. 1, at der ikke indskydes kapital i Udbetaling Danmark, men at Udbetaling Danmark finansierer sine omkostninger til etablering ved låneoptagelse. Styregruppen træffer beslutning om, hvorvidt låneoptagelsen enten skal ske via pengeinstitutter på sædvanlige markedsvilkår eller hos staten. Beskæftigelsesministeren forhandler et statslåns nærmere vilkår med finansministeren. Det forudsættes, at låneaftalen forhandles med henblik på, at et statslån kan optages primo januar 2011.
Det forudsættes, at henholdsvis staten og Udbetaling Danmarks bestyrelse sikrer, at der ved valg af statslån til enhver tid er tilstrækkeligt med midler til rådighed herfra til løbende at dække Udbetaling Danmarks forpligtelser over for Udbetaling Danmarks kreditorer, herunder i tilfælde af, at det besluttes at ophæve loven og nedlægge Udbetaling Danmark inden tidspunktet for opgavernes overgang til Udbetaling Danmark, jf. § 2.
Til baggrund kan det oplyses, at en arbejdsgruppe under ledelse af Finansministeriet har tidligere skønnet omkostningerne til at etablere samlingen af sagsbehandlingen til omkring 370 mio. kr. Skønnet var behæftet med usikkerhed og baserede sig på en anden organisatorisk model, end den organisatoriske model der blev aftalt mellem regeringen og KL i aftalen om kommunernes økonomi for 2011, og som etableres med dette lovforslag.
Styregruppen for Udbetaling Danmark skal tage stilling til et etableringsbudget. Styregruppen skal sikre, at der alene afholdes udgifter, der er helt nødvendige for etableringen af Udbetaling Danmark. Styregruppen skal således varetage kommunernes interesser i at holde etableringsomkostningerne nede, idet kommunerne skal dække disse omkostninger gennem de bidrag til Udbetaling Danmark, som kommunerne skal betale fra tidspunktet for opgavernes overgang til Udbetaling Danmark, jf. § 2, og fremefter. Det er den samlede styregruppe, der har ansvaret for aflæggelse af regnskab i etableringsperioden.
Det foreslås i stk. 3, at der på tidspunktet for de enkelte opgavers overgang til Udbetaling Danmark, indtræder en forpligtelse til, at kommunerne skal betale et administrationsbidrag for driften af sagsbehandlingen, der udføres af Arbejdsmarkedets Tillægspension på vegne af Udbetaling Danmark. Kommunerne betaler således for den samlede administration af alle opgaver jf. § 2, senest ved overgangen af alle opgaver efter § 2.
I takt med at Udbetaling Danmark effektiviserer administrationen af den objektive sagsbehandling, og det kommunale administrationsbidrag dermed overstiger driftsomkostningerne, reduceres administrationsbidraget tilsvarende. Administrationsbidraget reduceres dog først, når de lånefinansierede etableringsomkostninger er tilbagebetalt. Det er hensigten, at etableringsomkostningerne er tilbagebetalt inden for en kortere årrække fra tidspunktet for opgavernes overgang til Udbetaling Danmark.
Såfremt det besluttes at ophæve loven og nedlægge Udbetaling Danmark med virkning efter det tidspunkt, hvor Udbetaling Danmark overtager administrationen af opgaverne jf. § 2, betales en evt. restgæld hidrørende fra etableringen af kommunerne via ekstraordinære bidrag til Udbetaling Danmark.