LBK nr 309 af 20/03/2025
Skatteministeriet
Emissionsafgiftsloven § 14
Loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 2, stk. 3-6, og § 6, stk. 5 og 6.
Forarbejder til Emissionsafgiftsloven § 14
RetsinformationDet foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf. dog stk. 2.
Det vil medføre, at emissionsafgiftsloven træder i kraft den 1. januar 2025, jf. dog stk. 2, og at de dele af aftalen Grøn skattereform for industrien m.v., som loven gennemfører, træder i kraft den 1. januar 2025.
Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af det foreslåede § 2, stk. 3-6, og § 6, stk. 5 og 6.
§ 2, stk. 3, fastsætter den lavere sats for mineralogiske processer m.v. (dvs. mineralogiske processer, metallurgiske processer, kemisk reduktion og elektrolyse, som er omfattet af bilag 2). Ændringen indebærer, at den lave sats for mineralogiske processer m.v. først vil kunne finde anvendelse, når skatteministeren sætter denne del af loven i kraft. Det skyldes, at den lempede sats i § 2, stk. 3, udgør statsstøtte i medfør af TEUF art. 107, som skal anmeldes til Kommissionen i medfør af TEUF art. 108, og ved anvendelse af Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til klima, miljøbeskyttelse og energi 2022 (2022/C 80/01) med senere ændringer, og som kræver godkendelse af Europa-Kommissionen. Der henvises i øvrigt til pkt. 10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
§ 2, stk. 4, vedrører indeksering af satsen i § 2, stk. 3. § 2, stk. 5 og 6, vedrører virksomhedernes indberetningspligt for udbetalt statsstøtte efter § 2, stk. 3, hvis værdien af afgiftslempelsen udgør over 100.000 euro, samt skatteministerens hjemmel til at fastsætte nærmere regler herom, samt at fastsætte regler om, at virksomheder ikke kan opnå den lave afgiftssats, hvis de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.
§ 6, stk. 5, vedrører virksomhedernes forpligtelse til at udarbejde en særskilt opgørelse af udledningen relateret til mineralogiske processer m.v. § 6, stk. 6, vedrører hjemmel til at skatteministeren kan fastsætte regler vedrørende dokumentation for opgørelse af den afgiftspligtige drivhusgasudledning, der skal angives efter stk. 5.
Det følger således af bestemmelserne, at den lave afgiftssats for mineralogiske processer m.v., som følger af forslagets § 2, stk. 3, først vil kunne finde anvendelse, når skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden ved bekendtgørelse.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at den lavere sats udgør statsstøtte efter TEUF artikel 107, og at den lavere sats først kan træde i kraft, når Kommissionen har truffet afgørelse om, at foranstaltningen ikke udgør uforenelig statsstøtte, den såkaldte stand still-forpligtelse, jf. nærmere bemærkningerne pkt. 10 i de almindelige bemærkninger om forholdet til EU-retten.
Det bemærkes, at aftalen Grøn skattereform for industri m.v. indeholder forskellige indfasningsprofiler af emissionsafgiftssatserne frem mod 2030 for henholdsvis den generelle sats på 375 kr. og den lave sats for mineralogiske processer m.v. på 125 kr. (2022-priser). Dette medfører, at det først er i 2026, at den generelle afgiftssats overstiger afgiftssatsen for mineralogiske processer m.v., hvorfor det først er fra 2026, at den lave sats slår igennem som en afgiftslempelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.