LBK nr 1510 af 08/12/2023
Skatteministeriet
Ejendomsvurderingsloven § 71
(Ophævet)
Forarbejder til Ejendomsvurderingsloven § 71
RetsinformationLovforslagets § 71 omhandler de situationer, hvor der ved første vurdering foretaget efter denne lov etableres samlet vurdering mellem ejendomme, der ikke hidtil har været samlet vurderet, eller hvor hidtidig samlet vurdering ikke videreføres.
Stk. 1 omhandler den første af de to situationer, nemlig at samlet vurdering etableres. I et sådant tilfælde findes der vurderinger af de enkelte ejendomme for perioden forud for de nye vurderinger, mens den nye vurdering er foretaget i form af en samlet vurdering. Der er således behov for enten at »samle« de hidtidige vurderinger eller at »adskille« den nye, således at vurderingerne vil kunne sammenlignes.
Da ejendommene i årene forud for de nye vurderinger kan have undergået forandringer, vil den enkleste løsning være at »adskille« den nye vurdering. Det foreslås derfor, at den vurdering, der er foretaget i form af en samlet vurdering ved første vurdering efter denne lov, til brug for sammenligningen med tidligere vurderinger fordeles forholdsmæssigt på de enkelte ejendomme efter den vurdering, der sidst er foretaget i medfør af gældende lovgivning. Fordelingen skal ske for såvel grundværdi som for ejendomsværdi – i de formentlig meget få tilfælde, hvor dette vil være aktuelt. Fordelingen sker som en værdimæssig fordeling.
Stk. 2 omhandler den modsatte situation, nemlig hvor ejendomme hidtil har været samlet vurderet, men hvor samlet vurdering nu ophører. Der findes således ikke individuelle vurderinger af de enkelte ejendomme i den forudgående periode, men alene en samlet vurdering.
Det foreslås, at de pågældende ejendomme til brug for sammenligningen fortsat betragtes som samlet vurderet. Den grundværdi (og evt. ejendomsværdi), der skal lægges til grund for sammenligningen, udgøres således af summen af de værdier, der ved den første vurdering efter denne lov er ansat for de pågældende ejendomme.
Denne »skyggesamvurdering« tjener alene et beregningsteknisk formål. Det er således uden betydning, om ejerkredsen er en anden end før.
En eller flere af de hidtil samlet vurderede ejendomme kan forud for ophør af samlet vurdering have undergået forandringer som omhandlet i lovforslagets § 69. Det foreslås derfor i stk. 3, at sådanne ejendomme skal behandles på samme måde som angivet i bemærkningerne til den pågældende bestemmelse.
De forehold, der er redegjort for i bemærkningerne til lovforslagets § 69, gør sig tilsvarende gældende i de situationer, hvor ejendomme er samlet vurderet. Det foreslås derfor i stk. 3, at der i en sådan situation skal foretages en konkret vurdering af, hvorledes vurderingen af ejendommen ville have været, hvis ejendommen ikke var blevet ændret – i dette eksempel med en mindre grundstørrelse – og at de tidligere vurderinger skal sammenlignes med denne fiktive nye vurdering – en »skyggevurdering« – for ejendommen, hvis ejendommen ikke var blevet ændret. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 69.