Ejendomsvurderingsloven § 60

Et andet vigtigt redskab i vurderingsarbejdet kan være billedmateriale. Det foreslås derfor i stk. 1, at vurderingsmyndigheden uden forudgående underretning (f.eks. af ejendomsejere eller andre) kan indsamle billedmateriale af ejendomme optaget fra luften eller fra offentligt tilgængelige steder på jorden, når dette er nødvendigt for vurderingsarbejdet.

Ved vurderingsarbejdet forstås i stk. 1 arbejde med vurderinger i bred forstand. Udtrykket omfatter således ikke alene arbejdet med at vurdere de enkelte ejendomme. Vurderingsarbejdet omfatter også den løbende udvikling og forbedring af de metoder og modeller, som anvendes i forbindelse med vurderingerne, ligesom det omfatter andre opgaver, som er nødvendige for, at vurderingsmyndigheden skal kunne foretage retvisende vurderinger.

Ved »told- og skatteforvaltningen« forstås både den myndighed, der skal vurdere de enkelte ejendomme, og andre myndigheder under Skatteministeriets ressort, der varetager vurderingsarbejde i bred forstand. I bemærkningerne nedenfor dækker »vurderingsmyndigheden« således også andre myndigheder under Skatteministeriets ressort, der varetager vurderingsarbejdet i bred forstand, herunder udvikling eller forbedring af metoder og modeller til brug for ejendomsvurdering.

Med »jorden« menes ikke alene landjorden, men også offentligt tilgængelige steder til vands, hvis dette måtte være aktuelt.

Det foreslås videre, at vurderingsmyndigheden vil kunne bemyndige eksterne leverandører til at foretage indsamlingen af billedmateriale. Disse leverandører kan være andre offentlige myndigheder såvel som private aktører, som vil kunne løse opgaven. Indsamlingen vil skulle ske under overholdelse af den til enhver tid gældende persondatalovgivning.

Billedmaterialet vil alene blive taget fra luften eller fra offentligt tilgængelige steder på jorden, og der vil således f.eks. ikke kunne tages billeder fra positioner inde fra bygningen ved denne generelle indsamling af billedmateriale.

Billedmateriale vil også kunne indeholde andre elementer end bygninger og grunde, f.eks. mennesker og biler. Vurderingsmyndigheden vil sikre, at personer, bilers nummerplader og lign. ikke vil kunne genkendes, således at beskyttelsen af borgernes privatliv vil være sikret.

Det har i forbindelse med udarbejdelsen af dette lovforslag været overvejet, om tilvejebringelse af billedmateriale til brug for vurderingsarbejdet kræver den særskilte lovhjemmel, der her søges tilvejebragt. I disse overvejelser har bl.a. indgået det forhold, at billedmateriale vil kunne indgå i vurderingsmyndighedens behandling af konkrete sager og dermed som led i opkrævningen af skat hos borgerne. Dette taler for en særskilt lovhjemmel.

Det kan heller ikke udelukkes, at der af hensyn til straffelovens § 264 a vil være behov for en særskilt hjemmel. Efter denne bestemmelse straffes den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, med bøde eller fængsel i indtil 6 måneder. Spørgsmålet er særligt i relation til billedmateriale tilvejebragt til udviklingsformål behæftet med betydelig usikkerhed, og det foreslås derfor, at der tilvejebringes et sikkert lovgrundlag.

Det foreslås i stk. 2, at vurderingsmyndigheden efter eget skøn vil kunne anvende billedmateriale som nævnt i stk. 1 i vurderingsarbejdet, og at det samme gælder oplysninger, som er tilgængelige i offentlige registre om geografiske forhold (geodata).

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med officialprincippet, og foreslås med henblik på udtrykkeligt at fastsætte, at vurderingsmyndigheden ikke skal være forpligtet til at anvende alt relevant eller tilgængeligt billedmateriale og GIS-kort. Dette under henvisning til, at vurderingsmyndigheden i så fald ville skulle gennemgå billeder og GIS-kort af samtlige landets mere end to millioner ejendomme, før vurderinger blev foretaget, for at konstatere, om der i dette materiale måtte findes oplysninger, der er nødvendige for vurderingen.

En sådan opgave ville medføre meget betydelige administrative omkostninger, der ikke kan forventes at ville afføde en hertil proportional forbedring af grundlaget for vurderingerne. Opgaven ville endvidere ikke være administrerbar. Det er i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at de maskinelle estimeringsmodeller generelt set indeholder en række variable og har så høj en træfsikkerhed, at de skønsmæssige vurderinger foretaget efter denne vurderingsmetode vil være retvisende.

På denne baggrund foreslås det, at anvendelsen af indhentet eller tilgængeligt billedmateriale og oplysninger i offentlige registre om geografiske forhold sker efter vurderingsmyndighedens eget skøn.

Forslaget indebærer, at det billedmateriale m.v., der er omfattet af bestemmelsen, kun skal anvendes, når vurderingsmyndigheden skønner, at dette er relevant og nødvendigt for vurderingsarbejdet.

Forslaget indebærer således, at vurderingsmyndigheden ikke vil have pligt til at gennemgå billeder af samtlige landets mere end to millioner ejendomme eller et tilsvarende antal GIS-kort for at konstatere, om der i dette materiale måtte findes oplysninger, som er nødvendige for vurderingen. I stedet kan vurderingsmyndigheden anvende sådant materiale, når det skønnes fornødent. Dette kunne eksempelvis være tilfældet i forbindelse med manuelle vurderinger eller i forbindelse med behandlingen af klagesager.

Det billedmateriale, der efter stk. 1 kan indhentes, tænkes dermed efter forslaget anvendt i vurderingsarbejdet på samme måde som andre indsamlede data, dvs. at materialet vil skulle anvendes, når dette konkret skønnes nødvendigt.

Billedmateriale kan f.eks. tænkes anvendt efter en konkret vurdering i situationer, hvor vurderingsmyndigheden har konkret årsag til at undersøge, hvorvidt en ejendom på grund af sin stand skal vurderes højere eller lavere end det forslag til vurdering, der fremkommer ved modelberegning på baggrund af registeroplysninger. Stand har en ikke-uvæsentlig betydning for prisdannelsen for ejendomme, og der eksisterer en betydelig variation i standen på ejerboliger, og konkret tvivl om, hvorvidt en ejendoms stand kan begrunde afvigelse fra den modelberegnede vurdering af ejendommen, vil kunne begrunde, at vurderingsmyndigheden efter en konkret vurdering inddrager tilgængeligt billedmateriale ved vurderingen af ejendommen.

Hvis vurderingsmyndigheden på konkret foranledning gennemgår billedmateriale af flere ejendomme med henblik på værdiansættelse af én ejendom, vil gennemgangen af billedmaterialet af de øvrige ejendomme alene skulle foranledige konkret vurdering af en eller flere af disse øvrige ejendomme, hvis materialet åbenlyst giver anledning til dette.

Der findes ikke et register, der indeholder oplysninger om standen af alle landets ejendomme. Hvis der er konkret grundlag for at antage, at en ejendom er i ringe stand, er det imidlertid relevant at undersøge, om den pågældende ejendom er i ringere stand end andre sammenlignelige ejendomme, eller om alle ejendomme, der er indgået i det modelberegnede forslag til en vurdering, er i lige ringe stand. Hvis dette er tilfældet, skal det vurderes, om dette forhold allerede indgår i modelberegningen. Hvis ikke, kan der være grundlag for at korrigere modelberegningen gennem et nedslag.

Et billedmateriale vil kunne tjene som en visuel standsindikator, der vil give vurderingsmyndigheden et bedre grundlag for at udvikle og forbedre ejendomsvurderingssystemet, ligesom det vil give vurderingsmyndigheden et bedre grundlag for at foretage retvisende vurderinger. Et billedmateriale giver i sagens natur kun oplysninger om ejendommenes ydre stand, men ydre stand er generelt en god indikator for ejendommens generelle stand. Inddragelse af oplysninger om ydre stand – og hermed indirekte oplysninger om ejendommens generelle stand – vil således bidrage til en mere retvisende vurdering af ejendomme, hvor vurdering alene baseret på en modelberegning ikke er tilstrækkelig.

Materialet skal således kunne anvendes efter konkret behov med henblik på at sikre mere korrekte og gennemsigtige vurderinger af ejendomme, hvor modelberegninger ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag.

For så vidt angår geografiske forhold som omtalt i forslaget til stk. 2 bemærkes, at der i mange tilfælde vil kunne findes oplysninger i offentlige registre, som efter omstændighederne kan være - men ikke generelt vil være - relevante for vurderingsarbejdet. Det foreslås derfor, at vurderingsmyndigheden også efter et konkret skøn skal kunne anvende sådanne oplysninger.

På tidspunktet for fremsættelsen af dette lovforslag tager bestemmelsen især sigte på anvendelse af de såkaldte GIS-kort. Betegnelsen »GIS« er en forkortelse for Geografisk Informations System. GIS-kortene er digitale kort, hvor der kan søges en række oplysninger om ejendomme og områder, hvoraf nogle kan være nødvendige for vurderingsarbejdet, mens andre er af en anden karakter.

Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til alene at omfatte geografiske oplysninger m.v. fra GIS-kort, idet det ikke er muligt at forudse, hvad det fremover måtte blive muligt at indhente af geografiske oplysninger i offentlige registre. Betegnelsen »geografiske forhold« skal forstås i bred forstand, og dækker ikke alene rene arealmæssige forhold og infrastrukturforhold, men også eksempelvis oplysninger om jordbundsforhold eller oplysninger om risiko for oversvømmelse ved forhøjet vandstand i det omfang, at noget sådant måtte være eller måtte blive registreret.

Det forhold, at vurderingsmyndigheden ikke af egen drift skal undersøge alt foreliggende billedmateriale og geodata, betyder ikke, at vurderingsmyndigheden kan se bort fra oplysninger og materiale bestående af billeddata og geodata, der påberåbes af en ejendomsejer.