LBK nr 1510 af 08/12/2023
Skatteministeriet
Ejendomsvurderingsloven § 50
Told- og skatteforvaltningen kan i forbindelse med deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a eller partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20 offentliggøre oplysninger om ejendomme, hvis disse oplysninger forventes at være af væsentlig betydning for vurderingen af en eller flere ejendomme.
Forarbejder til Ejendomsvurderingsloven § 50
RetsinformationDer er ikke i den gældende vurderingslov regler, der muliggør, at vurderingsmyndigheden før eller efter vurdering af en eller flere af landets ejendomme offentliggør oplysninger om de faktiske forhold om den vurderede ejendom og andre faste ejendomme, der forventes at blive eller er tillagt væsentlig betydning for den pågældende ejendom.
Efter § 40 i den gældende vurderingslov offentliggør vurderingsmyndigheden resultatet af den almindelige ejendomsvurdering senest 1 måned før udløbet af klagefristen efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt., for de almindelige vurderinger, men ikke grundlaget for resultatet.
I den fremtidige ejendomsvurderingsordning foreslås imidlertid indført mulighed for, at vurderingsmyndigheden, allerede før vurdering foretages, kan gennemføre en deklarationsprocedure, der dels vil understøtte den øgede grad af gennemsigtighed og dialog med ejendomsejerne, der ønskes opnået i den nye ejendomsvurderingsordning, dels vil forbedre mulighederne for, at de nye ejendomsvurderinger foretages på et mere korrekt og fyldestgørende grundlag og med bedre og mere fyldestgørende begrundelser.
Ved denne deklarationsprocedure vil ejendomsejer allerede forud for vurderingen af den pågældendes ejendom blive orienteret om de faktiske oplysninger om pågældendes ejendom og andre af landets ejendomme, der forventes lagt til grund for vurderingen, og ejendomsejeren vil få lejlighed til at berigtige eller berige grundlaget for vurderingen, jf. § 1, nr. 22, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag, hvor bl.a. skatteforvaltningsloven foreslås ændret. Der henvises for en nærmere beskrivelse af den foreslåede deklarationsprocedure til afsnit 2.9.2 i de almindelige bemærkninger til følgelovforslaget og til § 1, nr. 22, i følgelovforslaget med bemærkninger.
Det forventes, at vurderingsmyndigheden endvidere kan få behov for at orientere ejendomsejer om faktiske oplysninger om andre af landets ejendomme end den pågældendes egen ejendom. Den vurderingsmetode, der forventes anvendt, vil således kunne føre til, at ejendomsejer i deklarationen orienteres om relevante oplysninger omkring de handlede naboejendomme, der forventes at indgå i grundlaget for vurderingen af den pågældendes ejendom.
De oplysninger, der vil kunne deklareres efter den foreslåede særlige deklarationsprocedure, vil endvidere kunne være relevante at forelægge for de parter i en vurderingssag, hvor der eventuelt skal foretages partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20.
Det er således nødvendigt, at vurderingsmyndigheden ved deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a, jf. § 1, nr. 22, i følgelovforslaget, samt ved partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20 skal kunne offentliggøre oplysninger om landets faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for førstkommende vurdering af én eller flere ejendomme.
Det foreslås derfor, at vurderingsmyndigheden ved deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a samt ved partshøring efter forvaltningslovens §§ 19 og 20 kan offentliggøre oplysninger om landets faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for førstkommende vurdering af én eller flere ejendomme.
Offentliggørelse vil blandt andet kunne omfatte oplysninger om tidspunktet for salg af fast ejendom, der er foretaget siden den senest forudgående almindelige vurdering, den beregnede kontante købesum og eventuelle beregningsoplysninger for den konkrete ejendom. Offentliggørelsen vil også kunne indeholde andre faktiske oplysninger, samt eventuelle beregninger, der forventes lagt til grund for værdiansættelser eller andre dele af vurderingerne.