Search for a command to run...
LBK nr 531 af 28/05/2013
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Bestyrelsen skal forvalte det selvejende universitets midler sådan, at de bliver til størst mulig gavn for universitetets formål.
Stk. 2. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser kan efter forhandling med klima-, energi- og bygningsministeren fastsætte nærmere regler om universitetets byggevirksomhed og bygningsforhold i øvrigt.
En decentralisering til universitetet af det økonomiske ansvar skaber behov for at præcisere universitetets ansvar for forvaltningen af kapitalapparatet.
Bestemmelsen beskriver målsætningen for bestyrelsens økonomiske forvaltning. Den omfatter alle økonomiske dispositioner fra beskedne enkeltstående driftsdispositioner til omfattende, langsigtede kapitaldispositioner, som investering i fast ejendom eller salg samt indgåelse af lejekontrakter.
Når målsætningen er sat i relation til universitetets formål og derved de overordnede hensyn til varetagelse af universitetets forskning og uddannelse, jf. § 1, stk. 1, skal der ved forvaltningen af universitetets midler tages langsigtede forsknings- og uddannelsesmæssige hensyn og ikke blot hensyn til de i øjeblikket værende brugere, ansatte m.v.
Stk. 2. I Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 809 af 23. oktober 1997 bestemmes, at midler skal anbringes forsvarligt og bedst muligt. I følge bekendtgørelsen er der mulighed for, at midlerne kan anbringes i forskellige typer af værdipapirer, medmindre vedtægterne foreskriver andet.
Med stk. 3 forudsættes det, at forskningsministeren efter forhandling med by- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om universitetets byggevirksomhed. Der skabes her mulighed for at fastsætte regler, der etablerer de nødvendige rammer for universitetets ansvar vedrørende bygninger m.v., samtidig med at der fortsat sikres offentlig indsigt med universitets forvaltning af bygninger m.v.
Bestemmelsen tilsigter ikke en fravigelse fra, at det er universitetsbestyrelsen, der har det overordnede ansvar for bl.a. dispositioner over universitetets bygninger. Sidstnævnte indebærer en fravigelse fra Finansministeriets Budgetvejlednings sædvanlige procedure for forelæggelse af sager om lejemål, ombygning og andre byggearbejder.
Bemyndigelsesbestemmelsen muliggør en tilpasning af den offentlige regulering for byggevirksomhed, jf. statsbyggeloven, til de selveje- og decentraliseringsprincipper, der gælder for universitetet. Endvidere er der mulighed for at tilpasse de cirkulærer og bekendtgørelser, der med hjemmel i ovennævnte lov detailregulerer den offentlige byggevirksomhed, til universitetets forhold.
Det selvejende universitet er, da Budgetvejledningen er gældende for universitetet, tillige omfattet af statsbyggeloven, indtil andet er eventuel bestemmes med hjemmel i stk. 3.
Det betyder, at bestyrelsen i sin bygningsforvaltning skal tilrettelægge og gennemføre universitetets byggevirksomhed efter principper, der svarer til den ordning, der er tilvejebragt ved lov nr. 228 af 19. maj 1971 om Statens Byggevirksomhed (statsbyggeloven), samt de i medfør af loven udstedte retningslinier.
Bestyrelsen skal således udpege en sagkyndig (tilsynsførende) til at forestå et årligt vedligeholdelsessyn og for, at der udarbejdes en flerårig vedligeholdelsesplan. Vedligeholdelse skal ske efter principperne i By- og Boligministeriets cirkulære af 9. juni 1987 om vedligeholdelse af statens bygninger.
Kravet til en sådan systematisk vedligeholdelsesplanlægning vil kræve, at der afsættes ressourcer til vedligeholdelsessyn og vedligeholdelsesplaner i forbindelse med kapitalforvaltningen.