Herved bekendtgøres designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 219 af 26. februar 2017, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 670 af 8. juni 2017 og § 2 i lov nr. 1533 af 18. december 20182).
Den, som har frembragt et design (designeren), eller den, til hvem designerens ret er overgået, kan i overensstemmelse med denne lov ved registrering erhverve eneret til designet (designret), jf. § 9.
»design«: et produkts eller en del af et produkts udseende, som er bestemt af de særlige træk ved selve produktet eller dets udsmykning, navnlig for så vidt angår linjer, konturer, farver, form, struktur eller materiale,
»produkt«: en industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet artikel, herunder bl.a. dele, der er bestemt til at blive samlet til et sammensat produkt, samt emballage, udstyr, grafiske symboler og typografiske skrifttyper, men ikke edb-programmer,
»sammensat produkt«: et produkt, der består af flere bestanddele, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og samles igen.
Designret kan kun opnås, hvis designet er nyt og har individuel karakter.
Stk. 2. Et design anses som nyt, hvis intet identisk design er blevet offentligt tilgængeligt før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16. Design skal anses som identiske, hvis deres særlige træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.
Stk. 3. Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, designet giver den informerede bruger, adskiller sig fra det helhedsindtryk, en sådan bruger får af andre design, som er blevet offentligt tilgængelige inden dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16. Ved vurderingen af et designs individuelle karakter skal der tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.
Et design er offentligt tilgængeligt, hvis det er blevet offentliggjort i forbindelse med registrering eller på anden måde er blevet offentliggjort, eller hvis det er blevet udstillet, benyttet kommercielt eller blevet kendt på anden måde.
Stk. 2. Designet anses dog ikke for at være blevet offentligt tilgængeligt
i de tilfælde, hvor fagkredsene inden for den pågældende sektor i Den Europæiske Union gennem deres sædvanlige forretningsførelse ikke med rimelighed kan have fået kendskab til de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, eller
hvis andre har fået kendskab til designet i forbindelse med et udtrykkeligt eller underforstået krav om fortrolighed.
Et design anses ikke for at være blevet offentligt tilgængeligt, såfremt offentliggørelsen er sket inden for 12 måneder før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16
af designeren eller den, til hvem designerens ret er overgået, eller af andre på grundlag af oplysninger, der er meddelt, eller foranstaltninger, der er truffet af designeren eller den, til hvem designerens ret er overgået, eller
som følge af misbrug i forhold til designeren eller den, til hvem designerens ret er overgået.
strider mod et ældre design, som først er blevet offentligt tilgængeligt efter datoen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, og under forudsætning af, at ansøgningsdagen for det ældre design ligger forud for ansøgningsdagen for det yngre design,
uhjemlet
a) gør brug af et af de elementer, der er anført i artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, eller af andre kendetegn, emblemer og våbenskjold end dem, der er omfattet af artikel 6 c i ovennævnte konvention, og som er af særlig offentlig interesse,
b) benytter en andens varemærke, firma eller andet forretningskendetegn,
c) gør brug af et værk, der er ophavsretligt beskyttet,
d) indeholder et ældre design.
Stk. 2. Ved et ældre design forstås et design, der er beskyttet ved
ansøgning eller registrering her i landet,
ansøgning om eller registrering som EF-design,
et ikke registreret EF-design eller
international ansøgning eller registrering med virkning her i landet.
Designret kan ikke opnås til de dele af et produkts udseende, som
udelukkende er bestemt af produktets tekniske funktion, eller som
må reproduceres i deres nøjagtige form og dimensioner, for at det produkt, som designet angår, mekanisk kan kobles til et andet produkt eller placeres i, på, omkring eller bringes i kontakt med et andet produkt, så begge produkter opfylder deres funktion.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, kan der opnås designret til et design, der er nyt og har individuel karakter i overensstemmelse med § 3, hvis designet giver mulighed for en mangfoldig sammenbygning eller sammenkobling af produkter i et modulopbygget system bestående af indbyrdes udskiftelige dele.
Designretten indebærer med de undtagelser, som følger af §§ 10-12, at ingen uden samtykke fra indehaveren af retten kan udnytte designet. En sådan udnyttelse omfatter navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet angår, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.
Stk. 2. Designretten i henhold til stk. 1 omfatter ethvert design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk. Ved vurderingen af designrettens omfang skal der tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet.
eftergørelse i citatøjemed eller til undervisningsbrug, forudsat at sådanne handlinger er forenelige med god forretningsskik og ikke i urimeligt omfang skader den normale udnyttelse af designet, og forudsat at kilden angives.
Designretten omfatter ikke handlinger i forbindelse med designbeskyttede produkter, som af indehaveren eller med dennes samtykke er markedsført inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
Ansøgning om registrering af design indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde oplysning om ansøgerens navn eller firma samt en gengivelse af designet.
Stk. 3. Med ansøgningen kan der tillige indgives en model. I så fald danner modellen grundlag for registrering af designet.
Stk. 4. Søges registrering af en anden end den, der har frembragt designet, skal det efter ansøgerens eller designerens anmodning noteres i designregistret, hvem der har frembragt designet. Hvis designet er et resultat af et samarbejde mellem flere designere, kan en angivelse af den pågældende gruppe af designere erstatte en angivelse af de enkelte designere.
Stk. 5. Med ansøgningen skal følge de fastsatte gebyrer.
En ansøgning kan omfatte flere design, hvis de produkter, for hvilke designene skal anvendes, kan henføres til samme klasse, jf. det internationale arrangement vedrørende klassifikation af industrielle design og modeller undertegnet i Locarno den 8. oktober 1968 (Locarnoarrangementet).
Er et design indeholdt i en ansøgning om designregistrering eller om brugsmodelbeskyttelse i et andet land, som er tilsluttet Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af den industrielle ejendomsret, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og søges designet registreret her i landet inden 6 måneder fra ansøgningsdagen i dette andet land, skal ansøgningen i forhold til § 3 og § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, på ansøgerens anmodning betragtes som indgivet samtidig med ansøgningen i dette andet land.
Stk. 2. Den samme ret til prioritet efter stk. 1 gælder, selv om den tidligere ansøgning om beskyttelse ikke hidrører fra et land, der er tilsluttet konventionen eller WTO, når en tilsvarende prioritet fra en dansk designansøgning indrømmes i det land, hvor den tidligere ansøgning blev indgivet, og lovgivningen i det pågældende land i hovedsagen stemmer overens med Pariserkonventionen.
Stk. 3. Den samme ret til prioritet efter stk. 1 gælder endvidere, hvis designet er indeholdt i en ansøgning om design- eller brugsmodelbeskyttelse her i landet.
Stk. 4. Hvis en ansøgning om registrering af et design indgives her i landet senest 6 måneder efter, at designet for første gang er fremvist på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, skal ansøgningen i forhold til § 3 og § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, på ansøgerens anmodning have prioritet fra denne dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i konventionen angående internationale udstillinger, undertegnet i Paris den 22. november 1928 og senest revideret den 30. november 1972.
Patent- og Varemærkestyrelsen påser, at ansøgningen angår et design, jf. § 2, nr. 1, og at bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 1, ikke er til hinder for registreringen. Endvidere påses, at ansøgningen kun indeholder ét design, jf. dog § 15.
Stk. 2. Ansøgeren kan anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at undersøge andre forhold af betydning for designretten, hvorom styrelsen har kendskab. For anmodningen skal betales det fastsatte gebyr.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter de nærmere regler om undersøgelsen og dens omfang.
Er ansøgningen i overensstemmelse med forskrifterne, og er der intet fundet til hinder for registreringen, registreres designet. Registreringen offentliggøres af Patent- og Varemærkestyrelsen. Offentliggørelsen kan udsættes i indtil 6 måneder fra ansøgningsdagen eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, såfremt ansøgeren anmoder om det i ansøgningen.
Har ansøgeren ikke iagttaget de fastsatte forskrifter for ansøgningen, eller finder Patent- og Varemærkestyrelsen i øvrigt, at der er noget til hinder for registrering, skal ansøgeren underrettes herom og opfordres til inden en nærmere angiven frist at udtale sig eller træffe foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen.
Stk. 2. Undlader ansøgeren inden fristens udløb at udtale sig eller træffe foranstaltninger til berigtigelse af ansøgningen, henlægges denne. Den i stk. 1 nævnte underretning skal indeholde oplysning herom.
Stk. 3. Behandlingen af en ansøgning kan genoptages, hvis ansøgeren inden 2 måneder efter udløbet af den fastsatte frist beder om genoptagelse og fremkommer med sit svar eller berigtiger ansøgningen, samt inden nævnte frist betaler det fastsatte genoptagelsesgebyr. Genoptagelse kan kun ske én gang.
Stk. 4. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen noget til hinder for at imødekomme ansøgningen, og har ansøgeren haft lejlighed til at udtale sig om hindringen, skal ansøgningen afslås, medmindre Patent- og Varemærkestyrelsen finder grund til på ny at give ansøgeren opfordring som omhandlet i stk. 1.
Finder Patent- og Varemærkestyrelsen efter § 19 noget til hinder for registrering, kan designet registreres i ændret form, hvis designet i den ændrede form opfylder betingelserne for beskyttelse og det beholder sin identitet.
Stk. 2. Hvis ansøgeren ikke er enig i Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse i henhold til stk. 1 om registrering i den ændrede form, afslås ansøgningen.
Fra og med den dag designet er registreret, skal sagens akter holdes tilgængelige for enhver.
Stk. 2. Når 6 måneder er forløbet fra ansøgningsdagen eller prioritetsdagen, hvis der er påberåbt prioritet, jf. § 16, skal akterne, selv om offentliggørelse i henhold til § 18 ikke har fundet sted, holdes tilgængelige for enhver. Er der truffet beslutning om henlæggelse eller afslag, må akterne dog ikke holdes tilgængelige, medmindre ansøgeren anmoder om genoptagelse eller påklager det meddelte afslag.
Stk. 3. På anmodning af ansøgeren skal sagens akter gøres tilgængelige tidligere end foreskrevet i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Når sagens akter bliver tilgængelige i henhold til stk. 2 eller 3, skal der ske offentliggørelse herom.
En ansøger, som over for en anden påberåber sig en ansøgning om designregistrering, inden akterne i ansøgningssagen er blevet tilgængelige for enhver, skal efter anmodning give den pågældende adgang til at gøre sig bekendt med akterne.
Stk. 2. Den, som enten ved direkte henvendelse til en anden eller i annoncer eller ved påskrift på produkter eller deres indpakning eller på anden måde angiver, at et design er registreret eller søgt registreret, uden samtidig at angive registreringens eller ansøgningens nummer, skal uden unødigt ophold give den, der anmoder herom, sådan oplysning. Angives det ikke udtrykkeligt, at et design er registreret eller søgt registreret, men er oplysningen egnet til at fremkalde den opfattelse, at dette er tilfældet, skal der efter anmodning uden unødigt ophold gives oplysning om, hvorvidt designet er registreret eller søgt registreret.
. En designregistrering gælder for den eller de perioder på fem år, som ansøgningen er indgivet for, regnet fra ansøgningsdagen. Registreringen kan efter anmodning fornys for yderligere perioder indtil i alt 25 år. Hver periode løber fra udgangen af den forudgående periode.
Stk. 2. Uanset stk. 1 gælder registreringen i højst 15 år for et design til en bestanddel, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at produktet får sit oprindelige udseende igen.
Ansøgning om fornyelse af en designregistrering sker ved indbetaling af det fastsatte fornyelsesgebyr til Patent- og Varemærkestyrelsen tidligst 3 måneder før og senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb. Hvis fornyelsesgebyret først betales efter registreringsperiodens udløb, betales et forhøjet gebyr.
Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen opkræver det fastsatte fornyelsesgebyr hos designindehaveren eller dennes fuldmægtig. Styrelsen er ikke ansvarlig for rettighedstab som følge af manglende opkrævning.
Stk. 3. Er det fastsatte fornyelsesgebyr ikke betalt senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb, skal registreringen udslettes.
Stk. 4. Fornyelse af registreringen skal offentliggøres.
Kapitel 5
Registreringens ophør ved dom eller administrativ prøvning m.v.
Når en designregistrering har fundet sted, kan enhver over for Patent- og Varemærkestyrelsen fremsætte anmodning om hel eller delvis udslettelse af registreringen. Anmodningen kan alene begrundes med, at
registreringen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 1-8,
ansøgningen er ændret i strid med § 14, stk. 2,
betingelserne i § 15 ikke er opfyldt eller
registreringen er opretholdt i mere end 15 år i strid med § 23, stk. 2.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 kan kun fremsættes vedrørende
retten til et design af den, som påstår at være retmæssig indehaver af designet,
de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, litra b-d, af den, der påstår at være retmæssig indehaver af de pågældende rettigheder,
brug af de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3, litra a, af den, der er berørt af brugen.
Stk. 3. Hvis en sag ved domstolene vedrørende et design ikke er endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes en anmodning efter stk. 1 vedrørende det pågældende design. Rejses sag ved domstolene om et design, inden der er truffet endelig afgørelse om anmodningen efter stk. 1 vedrørende samme design, skal Patent- og Varemærkestyrelsen eller Patentankenævnet stille behandlingen af anmodningen i bero, indtil sagen er endeligt afgjort, medmindre anmodningen er fremsat af designindehaveren.
Stk. 4. For anmodning i henhold til stk. 1 skal betales det fastsatte gebyr.
En anmodning efter § 25, stk. 1, skal være ledsaget af dokumentation. Hvis materialet til brug for sådan dokumentation er utilstrækkeligt, kan Patent- og Varemærkestyrelsen forlange yderligere materiale for at tage stilling til anmodningen.
Stk. 2. Hvis anmodningen er fremsat af en anden end indehaveren af designregistreringen, skal indehaveren gøres bekendt med det indgivne materiale og have lejlighed til at udtale sig herom.
En designregistrering kan kendes helt eller delvis ugyldig ved dom, hvis
registreringen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 1-8,
ansøgningen er ændret i strid med § 14, stk. 2,
betingelserne i § 15 ikke er opfyldt eller
registreringen er opretholdt i mere end 15 år i strid med § 23, stk. 2.
Stk. 2. Enhver kan anlægge sag efter stk. 1. Dog kan sag kun anlægges vedrørende
retten til et design af den, som påstår at være retmæssig indehaver af designet,
de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, litra b-d, af den, der påstår at være retmæssig indehaver af de pågældende rettigheder,
brug af de rettigheder, som er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3, litra a, af den, der er berørt af brugen.
Stk. 3. Sager i henhold til stk. 2, nr. 1, skal anlægges inden et år efter, at den pågældende har fået kundskab om registreringen og de øvrige forhold, på hvilke søgsmålet støttes. Var designindehaveren i god tro ved registreringen, eller da designretten overgik til den pågældende, kan sagen ikke rejses senere end 3 år efter registreringen af designet.
Stk. 4. Et design kan erklæres ugyldigt, efter at retten til designet er bortfaldet eller der er givet afkald på designretten.
En designregistrering kan opretholdes i ændret form, hvis designet i den ændrede form opfylder betingelserne for beskyttelse og det beholder sin identitet.
Stk. 2. Hvis designindehaveren ikke er enig i en afgørelse om opretholdelse af registreringen i ændret form eller ikke betaler det fastsatte gebyr for offentliggørelse af ændringen, bliver registreringen udslettet.
Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller registreret design, kan Patent- og Varemærkestyrelsen, hvis styrelsen finder spørgsmålet tvivlsomt, opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning. Underretning herom skal gives i opfordringen.
Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et design, skal Patent- og Varemærkestyrelsen stille behandlingen af sagen i bero, indtil retssagen er endeligt afgjort.
Godtgør nogen over for Patent- og Varemærkestyrelsen, at den pågældende og ikke ansøgeren eller designindehaveren er berettiget til et design, der er omfattet af et ansøgt eller registreret design, skal Patent- og Varemærkestyrelsen overføre ansøgningen eller registreringen til den pågældende, hvis denne anmoder om det. Den, til hvem ansøgningen eller registreringen overføres, skal betale ansøgningsgebyr.
Stk. 2. Er der anmodet om overførelse af en ansøgning eller en registrering, må ansøgningen ikke ændres, henlægges, afslås eller imødekommes, eller registreringen ændres eller udslettes helt eller delvis, før der er taget endelig stilling til spørgsmålet om overførelse.
Er et design registreret for en anden end den, der i henhold til § 1 er berettiget dertil, skal retten, hvis der nedlægges påstand herom af den berettigede, overføre designretten til denne. Tilkommer designretten en anden, skal Patent- og Varemærkestyrelsen overføre registreringen til den berettigede.
Stk. 2. Har den, som frakendes en designregistrering, i god tro udnyttet designet her i landet, eller har den pågældende truffet væsentlige foranstaltninger hertil, er denne berettiget til mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår at fortsætte den påbegyndte eller iværksætte den planlagte udnyttelse med bibeholdelse af dennes almindelige karakter. Samme ret tilkommer under tilsvarende forudsætninger også indehavere af licensrettigheder.
Stk. 3. Rettigheder i henhold til stk. 2 kan kun overgå til andre sammen med den virksomhed, hvori de udnyttes, eller hvori udnyttelsen var tilsigtet.
Foreligger der en hindring for opretholdelse af en designregistrering i henhold til en afgørelse efter § 25, stk. 1, eller en dom, skal registreringen udslettes af Patent- og Varemærkestyrelsen. Styrelsen skal endvidere udslette registreringen, hvis designindehaveren giver afkald på designretten.
Stk. 2. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen på grundlag af en anmodning efter § 25, stk. 1, at der ikke kan ske hel eller delvis udslettelse af registreringen, afslås anmodningen, og registreringen opretholdes.
Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre bortfald af en designregistrering. Styrelsen skal tillige offentliggøre ændringer i designregistreringen som følge af en afgørelse eller en dom om hel eller delvis udslettelse eller om overførelse af designretten til en anden.
Stk. 2. For offentliggørelsen af en registrering i ændret form betales det fastsatte gebyr.
Klage over Patent- og Varemærkestyrelsens endelige afgørelse af en designansøgning kan indgives til Patentankenævnet af ansøgeren. Det samme gælder designindehaveren, hvis en designregistrering udslettes helt eller delvis. Opretholdes en designregistrering i ændret eller uændret form, kan afgørelsen påklages af den, der har fremsat anmodningen om hel eller delvis udslettelse af designregistreringen. Frafalder sidstnævnte sin klage, kan klagen alligevel prøves, når der foreligger særlige grunde hertil.
Klage efter § 34 indgives til Patentankenævnet senest 2 måneder efter, at Patent- og Varemærkestyrelsen har givet den pågældende underretning om afgørelsen. Inden samme frist skal det fastsatte gebyr for klage betales. Sker det ikke, skal klagen afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.
Stk. 2. Patentankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen, som kan indbringes for Patentankenævnet, kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Ønskes en afgørelse, der er truffet af Patentankenævnet, indbragt for domstolene, må sag anlægges senest 2 måneder fra den dag, ankenævnets afgørelse er meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virkning.
Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt gør indgreb i en designret (designindgreb). Dette gælder også indgreb i designrettigheder, som er stiftet i henhold til Rådets forordning om EF-design.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, påtales af den forurettede. Overtrædelser, som omfattes af stk. 2, påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.
Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, skal betale
et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og
en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.
Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.
Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikkeøkonomisk skade.
Med henblik på at forebygge yderligere designindgreb kan retten efter påstand ved dom bl.a. bestemme, at et produkt, der udgør et designindgreb, skal
tilbagekaldes fra handelen,
endeligt fjernes fra handelen,
tilintetgøres,
udleveres til den forurettede eller
ændres på en nærmere angiven måde.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber el.lign., der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende produkter.
Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.
Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.
Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer, redskaber el.lign. i designets beskyttelsestid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis
krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,
foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget og
Udnytter nogen uhjemlet et design, som er søgt registreret, efter at akterne i ansøgningssagen er gjort tilgængelige for enhver, og fører ansøgningen til registrering, finder bestemmelserne om designindgreb tilsvarende anvendelse. Dette gælder dog ikke bestemmelsen i § 38. Den, som har begået designindgreb, før akterne er gjort tilgængelige for enhver, og som derved har haft vinding, skal betale erstatning efter § 37, i det omfang det skønnes rimeligt, dog ikke ud over den vinding, denne må antages at have haft ved designindgrebet.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter stk. 1 indtræder tidligst 1 år efter designets registrering.
I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 37 eller 38, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.
Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.
I sager om designindgreb kan det kun gøres gældende, at designretten ikke foreligger, hvis påstand om registreringens udslettelse nedlægges over for designindehaveren, eventuelt efter at denne er tilstævnet efter reglerne i § 45. Udslettes registreringen, kommer bestemmelserne i §§ 36-39 ikke til anvendelse.
Den, som i de i § 22 nævnte tilfælde undlader at efterkomme, hvad der påhviler denne, eller meddeler urigtig oplysning, straffes med bøde, for så vidt strengere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning, og skal erstatte derved forvoldt skade i det omfang, det skønnes rimeligt.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 36, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
Patent- og Varemærkestyrelsens opgaver vedrørende håndhævelse af designrettigheder og bekæmpelse af piratkopiering varetages af en særlig enhed, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan henvende sig og modtage information og vejledning.
Stk. 2. I konkrete sager om piratkopiering vejleder enheden forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Enheden kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr afgive en skriftlig vejledende udtalelse.
Stk. 3. Enheden bistår politiet og anklagemyndigheden i deres indsats mod piratkopiering.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om enhedens opgaver og organisering m.v.
Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i 1. instans, og Højesteret og landsretterne er EF-designdomstole i 2. instans i henhold til EF-designforordningen. Ved afgørelsen af, om domme afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller landsret, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.
Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-designforordningen meddeles af byretten eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens kapitel 40.
Stk. 2. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud i henhold til EF-designforordningen, der skal have virkning på enhver medlemsstats område, meddeles af Sø- og Handelsretten.
Stk. 3. Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud, der både vedrører et EF-design og andre design beskyttet i medfør af denne lov, meddeles af Sø- og Handelsretten, hvis den midlertidige afgørelse vedrørende EF-designet skal have virkning på enhver medlemsstats område.
Den, som anlægger sag om hel eller delvis udslettelse af en designregistrering eller om overførelse af registreringen, skal meddele dette til Patent- og Varemærkestyrelsen til indførelse i designregistret samt i anbefalet brev give meddelelse om sagsanlægget til enhver licenshaver, der er indført i registret med adresse. En licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i designretten, skal på tilsvarende måde give meddelelse herom til designindehaveren.
Stk. 2. Dokumenterer sagsøgeren ikke i stævningen, at anmeldelse og meddelelser, som er angivet i stk. 1, har fundet sted, kan retten fastsætte en frist til opfyldelse af betingelserne. Oversiddes den fastsatte frist, afvises sagen.
I sager om indgreb i designretten anlagt af designindehaveren skal sagsøgte give meddelelse efter reglerne i § 44, stk. 1, til Patent- og Varemærkestyrelsen og registrerede licenshavere, hvis sagsøgte vil nedlægge påstand om registreringens udslettelse. Bestemmelsen i § 44, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse, således at påstanden om registreringens udslettelse afvises, hvis den fastsatte frist overskrides.
Stk. 2. I sager om designindgreb anlagt af en licenshaver kan sagsøgte tilstævne designindehaveren uden hensyn til dennes værneting og over for indehaveren nedlægge påstand om registreringens udslettelse. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende anvendelse.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan opfordre en ansøger af et design samt en indehaver af et registreret design til at udpege en fuldmægtig, som har bopæl i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), til at repræsentere sig vedrørende ansøgningen eller registreringen. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i designregistret.
Vil en designansøger lide retstab på grund af manglende overholdelse af en frist over for Patent- og Varemærkestyrelsen fastsat i denne lov eller med hjemmel heri, skal Patent- og Varemærkestyrelsen efter anmodning genoprette rettighederne, hvis designansøgeren har udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af den pågældende. Anmodningen skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er bortfaldet, dog senest 1 år efter fristens udløb. Inden for samme frister skal ansøgeren foretage den undladte handling og betale det fastsatte gebyr for genoprettelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis en designindehaver ikke har betalt fornyelsesgebyr inden for den frist, der er fastsat i § 24, stk. 1, idet dog anmodning om genoprettelse skal være indgivet og fornyelsesgebyret være betalt senest 6 måneder efter fristens udløb.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på frister over for Patentankenævnet. Genoprettelse af rettighederne sker ved Patentankenævnet.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på de frister, som er nævnt i § 16.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om designansøgninger og deres behandling, prioritet, deling af designansøgninger og -registreringer, fornyelse af og afkald på samt anmodning om hel eller delvis udslettelse af designregistreringer, designregistrets førelse, udveksling af elektroniske data med Patent- og Varemærkestyrelsen og Patentankenævnet, udgivelse og indhold af Dansk Designtidende samt Patent- og Varemærkestyrelsens forretningsgang. Det kan herunder bestemmes, at Patent- og Varemærkestyrelsens journaler over indkomne ansøgninger skal være tilgængelige for enhver. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke dage der betragtes som lukkedage for Patent- og Varemærkestyrelsen.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af forordningen om EF-design.
Stk. 3. For behandlingen af sager vedrørende EF-design betales et gebyr.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ekspeditioner, publikationer, udskrifter, kurser m.v.
Er et design overgået til en anden, er licens givet, er et design pantsat, er der foretaget udlæg i designet, eller er designindehaver taget under konkursbehandling, skal dette på anmodning indføres i designregistret. Det samme gælder indførelse af navn på frembringer af et design samt af rettigheder i henhold til § 31, stk. 2.
Stk. 2. Med anmodningen om indførelse, ændring eller sletning af oplysninger i designregistret i henhold til stk. 1 skal der foreligge den fornødne dokumentation.
Stk. 3. Ved registrering, der omfatter flere design, jf. § 15, kan overgang af designretten til en anden kun indføres i registret, hvis overgangen omfatter samtlige design.
Stk. 4. Søgsmål vedrørende et design kan altid anlægges mod den, der i registret er indført som designindehaver, og meddelelser fra Patent- og Varemærkestyrelsen kan sendes til indehaveren.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører design og designret.
Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder, bortset fra § 8, ikke for de opgaver, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler om denne servicevirksomhed og betalingen herfor samt om betalingen af gebyr for rykkerskrivelser ved for sen betaling.
Ved en international designregistrering forstås en registrering i henhold til den i Genève den 2. juli 1999 vedtagne ændring af Haag-arrangementet vedrørende international registrering af design (Genève-aftalen).
En international designansøgning indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau. Den internationale designansøgning kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske statsborgere samt af fysiske eller juridiske personer, som er bosat eller hjemmehørende i Danmark, eller som er indehavere af en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Danmark.
Ved indgivelse af en international designansøgning kan der påberåbes prioritet fra et land, som er tilsluttet Pariserkonventionen, eller som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Patent- og Varemærkestyrelsen kan inden den frist, der er fastsat i Genève-aftalen, meddele Det Internationale Bureau helt eller delvis afslag på designets gyldighed i Danmark, hvis designet ikke opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan herunder fastsættes særlige regler om offentliggørelse af de internationalt registrerede design.
Stk. 2. For behandlingen af sager vedrørende international designregistrering betales et gebyr.
For ansøgning om registrering af design betales et gebyr på 1.200 kr., jf. § 13, stk. 5. Ved ansøgning, som omfatter flere design, jf. § 15, betales endvidere et tillægsgebyr på 700 kr. for hvert design ud over det første. For offentliggørelse af design betales et tillægsgebyr på 400 kr. for hver afbildning ud over den første.
Stk. 2. For undersøgelse i henhold til § 17, stk. 2, betales et gebyr på 1.500 kr. Ved ansøgning, som i henhold til § 15 omfatter flere design, betales et tillægsgebyr på 900 kr. for hvert design ud over det første.
Stk. 3. Gebyr for designering af Danmark i en international designregistrering fastsættes i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i Genève-aftalen af 2. juli 1999 under Haag-Arrangementet om international registrering af industrielle design (Genève-aftalen).
For fornyelse af designregistrering, jf. § 24, stk. 1, betales et gebyr på 2.200 kr. for hver periode, jf. § 23. Ved registrering, som i henhold til § 15 omfatter flere design, betales endvidere et tillægsgebyr på 1.100 kr. for hvert design ud over det første.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på fornyelse af registreringer i medfør af § 25, stk. 1, i den hidtil gældende mønsterlov.
Stk. 3. Gebyrer i henhold til stk. 1 eller 2, der betales efter registreringsperiodens udløb og indtil 6 måneder derefter, forhøjes med 20 pct.
Stk. 4. Gebyr for fornyelse af designering af Danmark i en international designregistrering fastsættes i overensstemmelse med Genève-aftalens artikel 17, stk. 2, jf. artikel 7, stk. 1.
For anmodning om administrativ prøvning, herunder af design indeholdt i en registrering, som omfatter flere design, jf. § 15 og § 25, stk. 4, betales for hvert design 3.000 kr.
Stk. 2. For offentliggørelse af en registrering i ændret form betales et grundgebyr på 400 kr., jf. § 33, stk. 2. Der betales endvidere et tillægsgebyr på 400 kr. for hver afbildning ud over den første.
For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om EF-design betales 200 kr., jf. § 49, stk. 3.
Stk. 2. For Patent- og Varemærkestyrelsens ekspedition i sager vedrørende ansøgning om international registrering af design betales 200 kr., jf. § 59, stk. 2.
Gebyrer indbetalt i henhold til §§ 59 a-59 e tilbagebetales ikke, når betalingen er foretaget rettidigt.
Stk. 2. Gebyrer, der ikke er betalt i rette tid, eller som ved fristens udløb er betalt med utilstrækkeligt beløb med den følge, at betalingen ikke kan godkendes, tilbagebetales.
Stk. 3. Afviser Patent- og Varemærkestyrelsen den behandling, der er betalt for, vil der ske tilbagebetaling af gebyrer indbetalt i forbindelse med behandlingen.
Gebyrerne anført i §§ 59 a-59 e er angivet i 2011-niveau.
Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan regulere beløbene anført i §§ 59 a-59 e i overensstemmelse med den generelle pris- og lønudvikling, der anvendes på finansloven. Patent- og Varemærkestyrelsen offentliggør de gældende gebyrer i en prisliste.
Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til dækning af omkostninger forbundet med Patent- og Varemærkestyrelsens administration af andre områder under styrelsens ressortområde, hvor der opkræves gebyrer.
Stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kan overføre indtægter fra gebyrer, der er opkrævet i medfør af denne lov, til Nævnenes Hus til dækning af omkostninger forbundet med Ankenævnet for Patenter og Varemærker.
Loven træder i kraft den 1. oktober 2001. Erhvervsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af kapitel 103).
Stk. 2. Lov om mønstre, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989, ophæves, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Loven finder anvendelse på design, der registreres, og designansøgninger, der indgives, efter lovens ikrafttræden. For mønstre, der er registreret, og mønsteransøgninger, der er indgivet før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.
Stk. 4. Den, som før lovens ikrafttræden i henhold til § 6 i lov om mønstre, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989, udnyttede et mønster erhvervsmæssigt her i landet, eller som har truffet væsentlige foranstaltninger til en sådan udnyttelse, kan fortsætte udnyttelsen af mønsteret.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger4).
Lov nr. 670 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven, lov om Bruxelles I-forordningen m.v. og forskellige andre love (Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af værnetingsaftalekonventionen m.v.)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1533 af 18. december 2018 om ændring af varemærkeloven og forskellige andre love og om ophævelse af fællesmærkeloven (Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af varemærker, varer i transit, overførsel af gebyrindtægter m.v.)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Stk. 2. (Stk. 2-7 udelades)
Patent- og Varemærkestyrelsen, den 29. januar 2019
Sune Stampe Sørensen
/ Anne Rejnhold Jørgensen
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre (EF-Tidende 1998 nr. L 289, s. 28). Loven indeholder desuden bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004 nr. L 195, s. 15).
Denne lovbekendtgørelse indeholder bemærkninger om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser for love, der er vedtaget i slutningen af folketingsåret 2016/2017 samt i folketingsåret 2018/2019. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser for tidligere vedtagne ændringer af designloven findes i lovbekendtørelse nr. 219 af 26. februar 2017. De nedenfor angivne ændringer som følge af § 3 i lov nr. 670 af 8. juni 2017 og § 2 i lov nr. 1533 af 18. december 2018 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Kapitel 10 trådte i kraft den 9. december 2008 ved bekendtgørelse nr. 1079 af 17. november 2008.
Loven blev sat i kraft for Grønland den 1. juli 2010 ved kongelig anordning nr. 656 af 11. juni 2010. Lovens kapitel 10 blev sat i kraft for Grønland den 11. januar 2011 ved bekendtgørelse nr. 1327 af 3. december 2010.
Loven blev sat i kraft for Færøerne den 2. maj 2015 ved kongelig anordning nr. 485 af 21. april 2015. Lovens kapitel 10 blev sat i kraft for Færøerne den 13. april 2016 ved bekendtgørelse nr. 144 af 25. februar 2016.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 1, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, hvem der kan opnå eneret til et design. Endvidere fastslås, at denne eneret opnås ved registrering. Enerettens indhold er fastlagt i forslagets § 9. Det foreslås at ændre terminologien i loven, således at "mønster" erstattes af "design". Samtidig foreslås det at anvende udtrykket "designret" om den eneret, der erhverves i overensstemmelse med loven. Terminologien foreslås ændret, da begrebet "mønster" for mange er misvisende som betegnelse for et produkts udseende, jf. forslaget til § 2.
Til § 2
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 1. Bestemmelsen definerer en række begreber, der anvendes i lovforslaget.
Nr. 1 er en gennemførelse af direktivets artikel 1 (a). Ved præciseringen af begrebet "design" sker der en mindre udvidelse med hensyn til genstanden for det, som kan designbeskyttes i forhold til den gældende lov. Det er nyt, at der gives adgang til at beskytte en del af et produkts udseende, selv om delen ikke udgør en selvstændig vare. Der gives således mulighed for at designbeskytte f.eks. det indvendige af en kuffert, hjørnet af et bord, foden af et bordben m.v. Endvidere vil det være muligt at beskytte en forretningsfacade som en del af et produkt. Det følger tillige af bestemmelsen, at det ikke længere er nødvendigt udtrykkeligt i loven at nævne designbeskyttelse af ornamenter, det vil sige dekorationsmotiver, som er egnet til udsmykning af produkter, da det er muligt at beskytte en del af et produkts udseende. Selv om forslaget ikke medtager udtrykket ornament, vil der således fortsat være mulighed for at designbeskytte ornamenter.
Opremsningen i bestemmelsen af, hvad udseendet til et produkt eller en del af et produkt er bestemt af, er ikke udtømmende. Bestemmelsen angiver de forhold, som sædvanligvis vil danne grundlag for, at et design er egnet til beskyttelse, og ændrer således ikke den gældende retstilstand. De særlige træk er alt, hvad der er med til at bestemme et produkts udseende, det vil sige de tilsigtede virkninger, der kan fornemmes visuelt. Udelukket bliver derigennem sådanne virkninger, som alene opfattes af andre sanser end synet, såsom dufte, smagsstoffer, lydfænomener eller en speciel overfladebehandling, der kræver anvendelse af følesansen. I overensstemmelse med den gældende lov kan både to- og tredimensionale design beskyttes.
Nr. 2 er en gennemførelse af direktivets artikel 1 (b), hvori begrebet "produkt" er defineret. Med bestemmelsen sker der en udvidelse af området for de genstande, som kan omfattes af designbeskyttelse. I den gældende mønsterlov anvendes begrebet "vare". Begrebet "produkt" er imidlertid bredere end "vare", der ifølge den gældende lov alene skal forstås som en omsætningsgenstand. Et produkt, som er egnet til designbeskyttelse, behøver ikke isoleret at være fremstillet med henblik på salg, men kan indgå som en del af et andet produkt. Et produkt behøver heller ikke at være en fysisk genstand, f.eks. kan udseendet af en opsætning i form af et skema eller lignende, som alene vises på et display, herunder skærmbilleder på en computer, beskyttes. Begrebet "udstyr" kan formentlig også omfatte en konkret opsætning af produkter i en forretning, f.eks. en særlig måde at præsentere produkterne på, som er særegen for den pågældende forretning. Hertil kommer, at forslaget som noget nyt i forhold til den gældende lov omfatter grafiske symboler og typografiske skrifttyper. Grafiske symboler kan f.eks. være piktogrammer, såsom motiver på færdselstavler, dødningehoveder på flasker med gift m.v. Typografiske skrifttyper er almindelige skrifttegn, f.eks. bogstaver og tal.
Det ligger i sagens natur, at ikke alle slags produkter kan indgå under designretten. Således kan produkter, der ikke selv kan holde sin oprindelige form, ikke beskyttes, f.eks. væsker, cremer og lignende.
Ifølge forslaget er det en forudsætning, at et produkt er industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet. Dermed kan f.eks. frugter ikke designbeskyttes. Direktivet undtager edb-programmer fra definitionen af et produkt. Denne undtagelse giver ikke anledning til problemer i dansk ret, hvor edb-programmer kan beskyttes i henhold til § 1, stk. 3, i ophavsretsloven.
Nr. 3 er en gennemførelse af direktivets artikel 1 (c). Til brug for fastlæggelse af designbeskyttelsen for reservedele, jf. forslaget til § 4, indeholder bestemmelsen en præcisering af et sammensat produkt, hvorved forstås et produkt, der består af flere bestanddele, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og samles igen. Disse regler har især betydning inden for automobilreservedelsbranchen.
Til § 3
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 3(2), 4 og 5. Bestemmelsen fastsætter de grundlæggende betingelser for, at designretten kan opnås.
Stk. 1 er en gennemførelse af direktivets artikel 3(2). Det følger af bestemmelsen, at designretten kun kan opnås, hvis designet er nyt og har individuel karakter. Kravet om individuel karakter er nyt i forhold til den gældende lov, men må antages ikke at indebære nogen væsentlig ændring i forhold til det eksisterende adskillelseskrav, hvorefter et design skal adskille sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, jf. den gældende lovs § 2, stk. 1.
Stk. 2 er en gennemførelse af direktivets artikel 4. Bestemmelsen fastslår, hvornår et design skal anses som nyt i lovens forstand. Det er fortsat en betingelse, at designet ikke er blevet offentligt tilgængeligt før dagen for ansøgningens indgivelse eller prioritetsdagen. Med hensyn til hvornår et design skal anses som offentligt tilgængeligt, henvises til forslagets §§ 5 og 6. Kriteriet i bestemmelsen er nyt i forhold til den gældende lov, idet der ved nyhedsvurderingen skal tages udgangspunkt i, om et identisk design tidligere er blevet offentligt tilgængeligt, og ikke om et lignende design allerede findes. Ved bedømmelsen af om design er identiske, skal der anlægges en relativ stram betragtning, idet formodningen er, at design er identiske, hvis deres udseende kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.
Stk. 3 er en gennemførelse af direktivets artikel 5. Bestemmelsen fastslår, hvornår et design har individuel karakter. Kravet om individuel karakter gælder foruden nyhedskravet som betingelse for at opnå designret. Ifølge punkt 13 i præamblen til direktivet skal helhedsindtrykket af designet adskille sig "klart" fra helhedsindtrykket af tidligere design. Denne præcisering i præamblen skal lægges til grund ved anvendelse af bestemmelsen. Indførelsen af kravet om individuel karakter medfører formentlig ingen væsentlig ændring i forhold til gældende ret. Bestemmelsen opstiller på samme måde som den gældende lovs § 2, stk. 1, en betingelse om, at designet skal have en vis afstand til kendte design, hvis eneret skal opnås. Bestemmelsen skal forstås på den måde, at forskelle og ligheder principielt har lige stor betydning i forbindelse med forskelsvurderingen. På dette punkt er bestemmelsen også i overensstemmelse med gældende ret.
Det fremgår af bestemmelsen, at den individuelle karakter skal vurderes ud fra den informerede brugers perspektiv. Den gældende lov indeholder ikke en sådan præcisering. Den omstændighed, at vurderingen skal foretages ud fra den informerede brugers perspektiv, indebærer, at brugeren ikke skal være fagmand eller ekspert på området. På den anden side må den pågældende person heller ikke være helt uden kendskab til produktet, dets formål og variationsmuligheder.
Det følger af bestemmelsen, at der ved vurderingen af designets individuelle karakter skal tages hensyn til de valgmuligheder, designeren havde ved udformningen af designet. I overensstemmelse med gældende ret reduceres kravet til individuel karakter, når designeren har begrænsede muligheder for at udvikle et nyt design, fordi produktet stiller helt bestemte funktionelle krav. Eksempelvis er det lettere at opnå designret til fantasiprodukter, f.eks. legetøj, end til telefoner og lettere at opnå designret til hjulkapsler end bildæk, da dæks udseende i et vist omfang er funktionsbestemte på grund af kravene til udformningen af dækkets riller og slidbaner for at opnå den fornødne effekt.
Til § 4
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 3(3) og (4). Bestemmelsen indeholder en særregel for bestanddele til sammensatte produkter, herunder reservedele. Bestemmelsen er samtidig en skærpelse af kravene til opnåelse af designret i forhold til forslagets § 3. Desuden indebærer bestemmelsen, at det på en række områder vil være vanskeligere at opnå designbeskyttelse af reservedele end under de gældende regler. For så vidt angår sammensatte produkter, hvori der indgår sammenkoblinger, henvises til forslagets § 8.
Ved et sammensat produkt forstås et produkt, der består af flere bestanddele, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og samles igen, f.eks. en bil. I direktivets tekst til artikel 3(3) bruges udtrykket "et mønster, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt". Dette er i forslaget udtrykt ved "et design til en bestanddel". Med den foreslåede ordlyd er der ikke tale om en realitetsændring. Forslaget tilsigter alene at gøre bestemmelsen sprogligt lettere at forstå.
Stk. 1, nr. 1, indskrænker i forhold til gældende ret adgangen til at designbeskytte reservedele, da det ifølge forslaget er en betingelse, at den indføjede bestanddel er synlig under normal brug. Denne begrænsning har bl.a. betydning inden for bilindustrien, idet adgangen til at opnå designbeskyttelse begrænses på grund af kravet om synlighed. Det betyder f.eks., at en gearkasse typisk ikke vil kunne designbeskyttes. Hvorvidt en lydpotte kan beskyttes vil afhænge af en konkret vurdering af, i hvilket omfang lydpotten er synlig.
Begrebet "synlighed" bør ikke strækkes for vidt, da det vil medføre, at en række produkter ikke vil kunne designbeskyttes. Kravet om synlighed bør f.eks. ikke medføre, at bestanddelen skal være synlig til enhver tid i forbindelse med den normale brug af det pågældende produkt. Det vil f.eks. være muligt at designbeskytte det indvendige af et handskerum i en bil, det indvendige af en taske m.v.
Stk. 1, nr. 2, fastsætter, at designbeskyttelse kun kan opnås, hvis den synlige del af bestanddelen opfylder de almindelige krav i henhold til forslagets § 3 om nyhed og individuel karakter efter, at bestanddelen er indføjet i det sammensatte produkt, det vil sige, når bestanddelen er korrekt placeret.
Stk. 2 definerer, hvad der skal forstås ved normal brug af et sammensat produkt. Fastlæggelse af den endelige bruger må afgøres på grundlag af en konkret vurdering i forhold til anvendelsen af det sammensatte produkt, f.eks. må en køber af en bil til eget brug betragtes som den endelige bruger i modsætning til forhandleren af bilen. Vedligeholdelse, service og reparation kan ikke betragtes som normal brug, f.eks. af en bil. Uden denne begrænsning vil reglen om synlighed i stk. 1, nr. 1, miste sin betydning.
Til § 5
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 6(1). Det fastsættes i bestemmelsen, hvad der forstås ved begrebet "offentligt tilgængeligt" i forslaget til § 3 vedrørende nyhed og individuel karakter.
Stk. 1 angiver forskellige måder, hvorpå et design kan gøres offentligt tilgængeligt. Et design er blevet gjort offentligt tilgængeligt, hvis Patent- og Varemærkestyrelsen har trykt afbildninger af designet i Dansk Designtidende som led i den foreskrevne måde at gøre omverdenen bekendt med registreringen af designet. Bestemmelsen omfatter også offentliggørelse af designet på andre måder, f.eks. via internettet eller offentliggørelse gennem andre myndigheder. Designet kan også være blevet offentliggjort i Dansk Varemærketidende ved registrering af et vareudstyrsmærke. Ligeledes kan et offentliggjort patent indeholde et design. Bestemmelsen angiver videre, at designet er offentligt tilgængeligt, hvis det af designeren selv eller af andre er blevet udstillet, benyttet kommercielt eller kendt på anden måde, f.eks. ved offentlig tilgængeliggørelse i et fagtidsskrift eller andet litterært værk. I princippet er det således uden betydning, på hvilken måde designet er blevet kendt af omverdenen, dog med de begrænsninger, der følger af stk. 2. Om skånefrist henvises til § 6.
Stk. 2, nr. 1, indeholder en modifikation til det objektive og globale nyhedskrav, som i dag stilles i forbindelse med beskyttelsen af et design. Offentliggørelsen er ikke nyhedsskadelig, hvis fagkredsene inden for den relevante branche i EU ikke med rimelighed kan have fået kendskab til designet. Hvis et design f.eks. er blevet offentligt tilgængeligt i Kina, er det ikke sikkert, at dette design er nyhedsskadeligt, idet der først må tages stilling til, om den relevante fagkreds i EU har fået eller kunne have fået kendskab til designet. Hvis designet således har været vist på en messe i Kina, hvor branchefolk fra medlemsstaterne i EU har deltaget, vil designet være nyhedsskadeligt for en dansk designansøgning. Bestemmelsen bør ikke anvendes for snævert, da det vil kunne føre til en urimelig begrænsning i nyhedskravet.
Stk. 2, nr. 2, giver indehaveren mulighed for at vise sit design til andre, f.eks. med henblik på kommercialiseringen af designet, uden at risikere, at forevisningen medfører, at designet anses som kendt. Parterne behøver ikke udtrykkeligt at have aftalt, at designet skal være hemmeligt. Det er formentlig tilstrækkeligt, at der findes en handelskutyme inden for den pågældende branche, der betyder, at nyudviklede design kun forevises under fortrolighed.
Til § 6
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 6(2) og (3). Bestemmelsen indeholder en undtagelse til forslagets § 5, stk. 1.
Med de udtrykkeligt nævnte tilfælde i nr. 1 og 2 er der næppe situationer, hvor en offentliggørelse inden for 12-måneders-fristen vil være nyhedsskadelig.
Nr. 1 indeholder en såkaldt skånefrist, som kan få stor praktisk betydning for indehaveren af et design. Skånefristen er en nydannelse i dansk designret. Sigtet med bestemmelsen er, at offentlig tilgængeliggørelse et hvilket som helst sted i verden, der sker af indehaveren eller på dennes foranledning, ikke skal forhindre beskyttelse af designet ved registrering, hvis ansøgningen indgives senest 12 måneder efter offentliggørelsen. Da der gælder en 6-måneders-frist ved påberåbelse af prioritet fra en udenlandsk ansøgning, jf. § 16, indebærer forslaget, at der reelt kan forløbe op til 18 måneder fra offentliggørelsen i et EØS-land eller et andet land, som anerkender en tilsvarende skånefrist, inden Patent- og Varemærkestyrelsen modtager ansøgningen. Forslaget gør det muligt for en indehaver at teste sit design på markedet eller på anden måde gøre designet kendt. Hvis designet findes at have kommerciel værdi, er det inden for 12-måneders-perioden fortsat muligt at få designet registreret. Hvis designet derimod ikke får succes, eller hvis designet viser sig at have en meget kort levetid på markedet, behøver indehaveren ikke ofre tid og penge på en designansøgning. Endvidere har skånefristen den betydning, at private ansøgere, der ikke kender eneretssystemet og betydningen af hemmeligholdelse, gives en mulighed for at få beskyttelse, selv om de har gjort deres design offentligt tilgængeligt og først senere bliver opmærksomme på, at designet bør registreres.
Indførelse af skånefristen betyder tillige, at den gældende lovs § 3, nr. 2, hvorefter en ansøgers forevisning af designet inden for de sidste 6 måneder før indgivelse af ansøgningen på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling ikke er nyhedsskadelig, bliver overflødiggjort. Derimod indeholder forslaget en ny bestemmelse om udstillingsprioritet, jf. § 16, stk. 4.
Andre end indehaveren kan også gøre designet offentligt tilgængeligt, uden at offentliggørelsen vil være nyhedsskadelig. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis indehaveren har givet oplysninger om designet til et nyhedsmedie, som derefter gør designet kendt. Perioden på 12 måneder er anset for at være et rimeligt tidsrum til at imødekomme behovet for en prøveperiode, ligesom det ikke vil være rimeligt at udstrække perioden længere over for tredjemand.
Nr. 2 svarer til den gældende lovs § 3, nr. 1, idet fristen dog er forlænget fra 6 til 12 måneder som følge af direktivet. Bestemmelsen i direktivets artikel 6(3) indeholder ikke som i den gældende lov et krav om "åbenbart" misbrug. Det er tvivlsomt, om udeladelsen af dette krav får nogen væsentlig praktisk betydning ved anvendelse af bestemmelsen. I udtrykket "misbrug" ligger, at indehaveren ikke må være medskyldig i, at designet er gjort tilgængeligt. Misbrug kan f.eks. være industrispionage, en tidligere medarbejders udnyttelse af designet i en ny virksomhed eller offentliggørelse af fortrolige oplysninger i henhold til forslagets § 5, stk. 2, nr. 2.
Til § 7
Bestemmelsen tager udgangspunkt i direktivets artikel 8 og 11. Gennemførelsen af direktivets artikel 8 og 11 skal ses i sammenhæng med forslaget til §§ 17, 25 og 27. Artikel 11(2) indeholder fakultative regler, som medlemslandene således kan vælge at indføre. Det drejer sig om bestemmelser, der allerede findes i den gældende lov, og som foreslås opretholdt i lovforslaget af hensyn til ældre rettighedshavere.
Stk. 1 indeholder alene en opremsning af de forhold, som udelukker designret. Hvilke betingelser designet skal opfylde i forbindelse med registrering, er fastsat i forslaget til § 17, stk. 1. Ved vurderingen af om designret kan opnås, forudsættes det således, at der foreligger et design, jf. forslagets § 2, nr. 1. Det følger af forslagets § 3, at der ikke kan opnås designret, hvis designet strider mod andre offentliggjorte design.
Stk. 1, nr. 1, er en gennemførelse af direktivets artikel 8 og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 1. Bestemmelsen er formuleret i overensstemmelse med direktivets tekst i artikel 8. Der tilsigtes ikke herved nogen realitetsændring i forhold til den gældende lov. Direktivet indebærer ikke en harmonisering af begreberne "offentlig orden eller sædelighed". Disse begreber skal fortsat fastlægges i overensstemmelse med de moralkodeks m.v., der gælder i den enkelte medlemsstat. Registrering af design, der strider mod offentlig orden eller sædelighed, vil blive afvist ex officio af Patent- og Varemærkestyrelsen, jf. forslaget til § 17, stk. 1.
Stk. 1, nr. 2, er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1)(d) og erstatter den gældende lovs § 2, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen angår forholdet mellem et design, som søges registreret, og et andet design, som endnu ikke er blevet gjort offentligt tilgængeligt, f.eks. på grund af en anmodning om udsættelse af offentliggørelsen efter § 18, 2. pkt. Her vil det andet design være nyhedsskadeligt, hvis ansøgningsdagen for dette design ligger forud for ansøgningsdagen for det førstnævnte design. Bestemmelsen omfatter ikke kun danske design, men også EF-design og internationale design i henhold til Genève-aftalen, hvor Danmark er omfattet af designeringen. Det er en forudsætning, at det ældre design senere bliver gjort offentligt tilgængeligt. Hvis ansøgningen om eller registreringen af det ældre design tilbagetages, henlægges eller registrering nægtes, er det ældre design ikke længere til hinder for, at designretten kan opnås til det yngre design.
Stk. 1, nr. 3, litra a, er affattet i overensstemmelse med direktivets artikel 11(2)(c) og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra a. Den foreslåede formulering er anvendt på grund af direktivets udtrykkelige henvisning til artikel 6 c i Pariserkonventionen. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring med forslaget.
Stk. 1, nr. 3, litra b, bygger på direktivets artikel 11(2)(a) og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra b. Selv om det ikke udtrykkeligt nævnes, omfatter bestemmelsen formentlig anden mands navn, portræt eller afbildning af anden mands faste ejendom i lighed med den gældende lovs § 4, nr. 2, litra b. Det er imidlertid uafklaret, hvor langt begrebet "kendetegn" i direktivets artikel 11(2)(a) kan udstrækkes.
Stk. 1, nr. 3, litra c, er affattet i overensstemmelse med artikel 11(2)(b) i direktivet og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra c. Det må antages, at implementeringen af direktivet ikke medfører nogen realitetsændring.
Stk. 1, nr. 3, litra d, erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra d. Direktivet nævner ikke udtrykkeligt denne situation. Det følger dog forudsætningsvis, at ældre rettigheder er til hinder for opnåelse af designret. Det følger endvidere af forslagets § 9, at indehaveren af den ældre designret kan forbyde udnyttelsen af designet.
Selv om forslaget benytter en anden terminologi end den gældende lov, er der ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret. Bestemmelsen omfatter f.eks. det tilfælde, hvor et designbeskyttet emblem er indeholdt i en designansøgning vedrørende en jakke, hvor jakken ud fra en helhedsvurdering opfylder kravene til designbeskyttelse. Her vil jakken alligevel ikke kunne opnå beskyttelse, medmindre emblemet fjernes, eller der gives samtykke til udnyttelsen af designet for emblemet af indehaveren.
Stk. 2 klarlægger, hvad der forstås ved et ældre design efter stk. 1, nr. 2, og nr. 3, litra d. Bestemmelsen tager i nr. 2 og 3 højde for indførelse af EF-design og får dermed først virkning, når forordningen om EF-design træder i kraft. På samme måde tager bestemmelsen i nr. 4 højde for, at Danmark tilslutter sig Genève-aftalen om international registrering af design, jf. forslaget til kapitel 10.
Til § 8
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 7.
Stk. 1, nr. 1, fastslår, at der ikke kan opnås designret til de dele af et produkts udseende, der alene er bestemt af en teknisk funktion, hvilket er i overensstemmelse med gældende praksis. En egentlig beskyttelse af tekniske principper kan alene ydes via patent- eller brugsmodellovgivningen. Grænsedragningen kan være vanskelig i praksis.
Stk. 1, nr. 2, vedrører designretten til sammenkoblingsdele mellem forskellige produkter. Designretten kan ifølge bestemmelsen ikke udstrækkes til den del af et produkts udseende, som er afgørende for, at produktet kan sammenkobles med et andet produkt, f.eks. kanter og profiler. Formålet med bestemmelsen er at forhindre producenter i at opnå designbeskyttelse til sammenkoblingsdelen af et produkt. Herigennem ville producenten kunne monopolisere salget af andre produkter, fordi de skal passe til producentens produkt, f.eks. en støvsugerslange, der skal fastgøres i en støvsuger. Bestemmelsen har f.eks. betydning på reservedelsmarkedet, hvor en række reservedele ikke vil kunne designbeskyttes, fordi det væsentligste ved disse reservedele er sammenkoblingsdelen.
Stk. 2 er en undtagelse til stk. 1, nr. 2, og omfatter f.eks. byggeklodser, der kan anvendes i mange kombinationer, således som det kendes fra legetøjsmarkedet.
Til § 9
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 9 og 12(1). Bestemmelsen præciserer indholdet af designretten.
Stk. 1 er en gennemførelse af direktivets artikel 12 (1). I overensstemmelse med den gældende mønsterlovs § 5 fastslår bestemmelsen, at designretten giver adgang til at forbyde andre, der ikke har indehaverens samtykke, at udnytte designet. Forslaget er i overensstemmelse med den traditionelle måde at angive enerettens indhold på inden for immaterialretten. Hermed bliver det væsentligste indhold af designretten knyttet til et forbud mod, at andre uden samtykke kan udnytte designet erhvervsmæssigt, jf. eksemplerne i 2. pkt. Det følger af forholdets natur, at indehaveren selv kan udnytte designet, jf. direktivets artikel 12(1), der udtrykkeligt angiver dette.
De forhold, der nævnes i 2. pkt. som eksempler på udnyttelse, er ikke udtømmende som i den gældende lovs § 5. Bestemmelsen indeholder derfor en udvidelse i forhold til gældende ret, idet den omfatter enhver erhvervsmæssig udnyttelse. Det er imidlertid tvivlsomt, om udvidelsen vil få betydning i praksis. Forbudet mod andres uhjemlede udnyttelse af designet skal ses i sammenhæng med de indskrænkninger i designretten, som fremgår af forslaget til §§ 10-12. Disse undtagelser omfatter bl.a. udnyttelse af designet i privat øjemed og udnyttelse i forbindelse med forsøg.
Stk. 2, 1. pkt., er en gennemførelse af direktivets artikel 9(1). Bestemmelsen angiver, hvor langt omfanget af eneretten i stk. 1 kan udstrækkes i forhold til andre design. Den gældende lovs § 5, stk. 2, fastslår, at mønsterretten kun omfatter varer af samme eller lignende art. Lovforslaget indeholder ikke en sådan begrænsning. Det er her afgørende, hvilket helhedsindtryk den informerede bruger har af de pågældende design. Designretten omfatter således alle design, der efter den informerede brugers opfattelse giver samme helhedsindtryk, som det beskyttede design. Det vil sige, at ansøgerens klasseangivelse i henhold til Locarno-arrangementet ikke længere er bestemmende for beskyttelsens udstrækning til forskellige produktområder. Med hensyn til begrebet "den informerede bruger" henvises til bemærkningerne til forslagets § 3, stk. 3.
Stk. 2, 2. pkt., er en gennemførelse af direktivets artikel 9(2). Bestemmelsen fastslår, at designerens valgmuligheder ved udviklingen af designet skal lægges til grund ved vurderingen af beskyttelsesomfanget, jf. forslaget til § 3, stk. 3. Hvor designeren kun har meget få valgmuligheder i forbindelse med udformningen af et produktets udseende, fordi det skal opfylde en bestemt funktion, vil designretten alligevel kunne gøres gældende, selv om helhedsindtrykket ikke adskiller sig fra helhedsindtrykket af andre design i samme omfang, som det ellers kræves.
Til § 10
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 13(1). Bestemmelsen angiver indskrænkninger i designretten.
Nr. 1 fastslår, at designretten ikke er til hinder for andres udnyttelse af designet til private formål. Det er i overensstemmelse med § 5 i den gældende lov, hvor det følger modsætningsvis af ordlyden "erhvervsmæssigt". Det er normalt også uden betydning for indehaveren af designretten, at private handlinger ikke kan forbydes, f.eks. fremstilling af et eksemplar af designet til eget brug.
Nr. 2 fastslår, at designretten ikke er til hinder for, at designet anvendes i forsøgsøjemed. En lignende bestemmelse findes i patentlovens § 3, stk. 3, nr. 3, men ikke i den gældende lov. Formålet med bestemmelsen er, at der gives adgang til at prøve designets anvendelighed og videreudviklingsmuligheder. Herigennem gives der også adgang til såkaldt "reverse engineering", hvorved der er mulighed for at analysere designet med henblik på produktudvikling. Hvis et designbeskyttet produkt anvendes som hjælpemiddel i forbindelse med forsøg ved forskning, vil forholdet ikke være omfattet af undtagelsen. Bestemmelsen vil næppe få samme betydning som inden for patentretten, men reglen gør det klart, at et beskyttet design ikke udelukker forsøg, som angår designet.
Nr. 3 fastslår, at designretten ikke forhindrer, at designet gengives ved citering eller anvendes i undervisning, hvis det sker på en loyal måde. Det er f.eks. tilladt at gengive et design i et faglitterært tidsskrift under forudsætning af, at kilden angives. En lignende bestemmelse findes i ophavsretlovens § 22, men ikke i den gældende lov.
Til § 11
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 13(2). Bestemmelsen angiver indskrænkninger i designretten.
Forslaget er mere vidtgående end § 7 i den gældende lov, der kun hjemler adgang til at indføre reservedele og tilbehør til luftfartøjer hjemmehørende i en fremmed stat med henblik på reparation af disse luftfartøjer, hvis der findes en gensidig aftale herom. Baggrunden for bestemmelsen er konventionen angående international civil luftfart (Chicago-konventionen), jf. bekendtgørelse C. nr. 17 af 30. marts 1948, artikel 27 og betænkningen s. 110. Konventionen indeholder alene minimumsbestemmelser på området.
Det er ikke fundet nødvendigt at foretage en sondring mellem EU-stater og andre stater. Det foreslås derfor at opgive kravet om gensidighed i relation til stater uden for EU's territorium, da bestemmelsen ikke forventes at få betydning i praksis. Endvidere udvides bestemmelsen til at omfatte skibe. Opgivelse af kravet om gensidighed skal ses i lyset af den internationalisering, som finder sted.
Til § 12
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 15. Den gældende lov indeholder ingen regler om konsumption.
Med bestemmelsen fastslås regional konsumption inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det vil sige, at designretten ikke kan gøres gældende for så vidt angår produkter, som er indført her til landet efter, at de har været gjort til genstand for et lovligt salg af rettighedshaveren eller med dennes samtykke i andre EØS-lande. Modsætningsvis følger det af bestemmelsen, at parallelimport til Danmark af designbeskyttede produkter ikke kan finde sted fra et land uden for EØS-området, uanset at et produkt, som er omfattet af designbeskyttelsen, er bragt i omsætning i det pågældende land af indehaveren af designretten eller af en anden med indehaverens samtykke.
Til kapitel 2
Ansøgning om registrering af design
Til § 13
Bestemmelsen angiver den myndighed, som en designansøgning skal indgives til, samt krav til ansøgningens indhold. Det materiale og de oplysninger, der skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen, er ikke så omfattende som i henhold til den gældende lovs § 10, stk. 2 og 3. Der er ikke fundet behov for at opretholde et krav om, at ansøgningen skal indeholde oplysning om, hvem der har frembragt designet. Dette anses for at være et internt anliggende mellem ansøgeren og designeren, jf. stk. 4 om notering af designeren i designregistret. Det er heller ikke fundet nødvendigt, at ansøgeren skal afgive en nyhedserklæring, da det i praksis er vanskeligt at gøre ansvaret for erklæringen gældende over for ansøgeren.
Stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 10, stk. 1.
Stk. 2 fastslår, hvad ansøgningen som minimum skal indeholde. Ansøgerens navn eller firma skal angives i ansøgningen, da oplysningerne er nødvendige af hensyn til identifikation af ansøgeren, bl.a. til brug for brevveksling mellem den pågældende og Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal endvidere indeholde en gengivelse af designet. Uden en gengivelse af designet i form af afbildninger eller model er det ikke muligt at tage stilling til en ansøgning om designregistrering, og ansøgningen vil derfor ikke kunne anses for indgivet. En ansøgning med gengivelse af designet vil få en ansøgningsdato, som er den afgørende dato i forhold til de rettigheder, der knyttes til designregistreringen, jf. § 14, stk. 1. Herudover skal ansøgeren bl.a. angive det produkt, som designet søges registreret for, samt oplyse den eller de klasser, hvortil produktet skal henføres i det internationale klassificeringssystem (Locarno-arrangementet). De nævnte krav vil blive præciseret i bekendtgørelse om ansøgning og registrering af design.
Stk. 3 angiver, at ansøgeren tillige kan indlevere en model. Det er op til ansøgeren, om denne vil indlevere en model, hvorimod afbildninger altid skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Visse produkter kan være så vanskelige at gengive helt tilfredsstillende, at det kan være en fordel, at en model foreligger. Hvis der indleveres en model, er det modellen, som er afgørende for omfanget af designbeskyttelsen, selv om det er afbildningerne, som offentliggøres i Dansk Designtidende.
Stk. 4 indeholder en fakultativ bestemmelse, hvorefter ansøgeren eller designeren kan anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at indføre i designregistret, hvem der har frembragt designet. Designeren har således ret til at blive nævnt i Patent- og Varemærkestyrelsens designregister, hvis denne anmoder herom. Det kan endvidere efter anmodning indføres i designregistret, at designet er frembragt af flere designere i et teamwork. Hvis mange designere har været fælles om at frembringe designet, kan styrelsen dog af praktiske grunde angive en fælles betegnelse for gruppen af designere i registret. En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 19 i forslaget til forordning om EF-design.
Stk. 5 fastslår, at der skal betales gebyr i forbindelse med indgivelse af en ansøgning. Patent- og Varemærkestyrelsen påbegynder ikke behandlingen af ansøgningen, før gebyrerne er betalt til styrelsen.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 1. Bestemmelsen definerer en række begreber, der anvendes i
lovforslaget.
Nr. 1
er en gennemførelse af direktivets artikel 1 (a). Ved præciseringen af begrebet "design" sker der en mindre udvidelse med hensyn
til genstanden for det, som kan designbeskyttes i forhold til den gældende lov. Det er nyt, at der gives adgang til at beskytte en
del af et produkts udseende, selv om delen ikke udgør en selvstændig vare. Der gives således mulighed for at designbeskytte f.eks.
det indvendige af en kuffert, hjørnet af et bord, foden af et bordben m.v. Endvidere vil det være muligt at beskytte en
forretningsfacade som en del af et produkt. Det følger tillige af bestemmelsen, at det ikke længere er nødvendigt udtrykkeligt i
loven at nævne designbeskyttelse af ornamenter, det vil sige dekorationsmotiver, som er egnet til udsmykning af produkter, da det
er muligt at beskytte en del af et produkts udseende. Selv om forslaget ikke medtager udtrykket ornament, vil der således fortsat
være mulighed for at designbeskytte ornamenter.
Opremsningen i bestemmelsen af, hvad udseendet til et produkt eller en del af et produkt er bestemt af, er ikke udtømmende.
Bestemmelsen angiver de forhold, som sædvanligvis vil danne grundlag for, at et design er egnet til beskyttelse, og ændrer således
ikke den gældende retstilstand. De særlige træk er alt, hvad der er med til at bestemme et produkts udseende, det vil sige de
tilsigtede virkninger, der kan fornemmes visuelt. Udelukket bliver derigennem sådanne virkninger, som alene opfattes af andre
sanser end synet, såsom dufte, smagsstoffer, lydfænomener eller en speciel overfladebehandling, der kræver anvendelse af
følesansen. I overensstemmelse med den gældende lov kan både to- og tredimensionale design beskyttes.
Nr. 2
er en gennemførelse af direktivets artikel 1 (b), hvori begrebet "produkt" er defineret. Med bestemmelsen sker der en udvidelse af
området for de genstande, som kan omfattes af designbeskyttelse. I den gældende mønsterlov anvendes begrebet "vare". Begrebet
"produkt" er imidlertid bredere end "vare", der ifølge den gældende lov alene skal forstås som en omsætningsgenstand. Et produkt,
som er egnet til designbeskyttelse, behøver ikke isoleret at være fremstillet med henblik på salg, men kan indgå som en del af et
andet produkt. Et produkt behøver heller ikke at være en fysisk genstand, f.eks. kan udseendet af en opsætning i form af et skema
eller lignende, som alene vises på et display, herunder skærmbilleder på en computer, beskyttes. Begrebet "udstyr" kan formentlig
også omfatte en konkret opsætning af produkter i en forretning, f.eks. en særlig måde at præsentere produkterne på, som er særegen
for den pågældende forretning. Hertil kommer, at forslaget som noget nyt i forhold til den gældende lov omfatter grafiske symboler
og typografiske skrifttyper. Grafiske symboler kan f.eks. være piktogrammer, såsom motiver på færdselstavler, dødningehoveder på
flasker med gift m.v. Typografiske skrifttyper er almindelige skrifttegn, f.eks. bogstaver og tal.
Det ligger i sagens natur, at ikke alle slags produkter kan indgå under designretten. Således kan produkter, der ikke selv kan
holde sin oprindelige form, ikke beskyttes, f.eks. væsker, cremer og lignende.
Ifølge forslaget er det en forudsætning, at et produkt er industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet. Dermed kan f.eks.
frugter ikke designbeskyttes. Direktivet undtager edb-programmer fra definitionen af et produkt. Denne undtagelse giver ikke
anledning til problemer i dansk ret, hvor edb-programmer kan beskyttes i henhold til § 1, stk. 3, i ophavsretsloven.
Nr. 3
er en gennemførelse af direktivets artikel 1 (c). Til brug for fastlæggelse af designbeskyttelsen for reservedele, jf. forslaget
til § 4, indeholder bestemmelsen en præcisering af et sammensat produkt, hvorved forstås et produkt, der består af flere
bestanddele, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og samles igen. Disse regler har især betydning inden for
automobilreservedelsbranchen.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 3(2), 4 og 5. Bestemmelsen fastsætter de grundlæggende betingelser
for, at designretten kan opnås.
Stk. 1
er en gennemførelse af direktivets artikel 3(2). Det følger af bestemmelsen, at designretten kun kan opnås, hvis designet er nyt
og har individuel karakter. Kravet om individuel karakter er nyt i forhold til den gældende lov, men må antages ikke at indebære
nogen væsentlig ændring i forhold til det eksisterende adskillelseskrav, hvorefter et design skal adskille sig væsentligt fra,
hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, jf. den gældende lovs § 2, stk. 1.
Stk. 2
er en gennemførelse af direktivets artikel 4. Bestemmelsen fastslår, hvornår et design skal anses som nyt i lovens forstand. Det
er fortsat en betingelse, at designet ikke er blevet offentligt tilgængeligt før dagen for ansøgningens indgivelse eller
prioritetsdagen. Med hensyn til hvornår et design skal anses som offentligt tilgængeligt, henvises til forslagets §§ 5 og 6.
Kriteriet i bestemmelsen er nyt i forhold til den gældende lov, idet der ved nyhedsvurderingen skal tages udgangspunkt i, om et
identisk design tidligere er blevet offentligt tilgængeligt, og ikke om et lignende design allerede findes. Ved bedømmelsen af om
design er identiske, skal der anlægges en relativ stram betragtning, idet formodningen er, at design er identiske, hvis deres
udseende kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.
Stk. 3
er en gennemførelse af direktivets artikel 5. Bestemmelsen fastslår, hvornår et design har individuel karakter. Kravet om
individuel karakter gælder foruden nyhedskravet som betingelse for at opnå designret. Ifølge punkt 13 i præamblen til direktivet
skal helhedsindtrykket af designet adskille sig "klart" fra helhedsindtrykket af tidligere design. Denne præcisering i præamblen
skal lægges til grund ved anvendelse af bestemmelsen. Indførelsen af kravet om individuel karakter medfører formentlig ingen
væsentlig ændring i forhold til gældende ret. Bestemmelsen opstiller på samme måde som den gældende lovs § 2, stk. 1, en
betingelse om, at designet skal have en vis afstand til kendte design, hvis eneret skal opnås. Bestemmelsen skal forstås på den
måde, at forskelle og ligheder principielt har lige stor betydning i forbindelse med forskelsvurderingen. På dette punkt er
bestemmelsen også i overensstemmelse med gældende ret.
Det fremgår af bestemmelsen, at den individuelle karakter skal vurderes ud fra den informerede brugers perspektiv. Den
gældende lov indeholder ikke en sådan præcisering. Den omstændighed, at vurderingen skal foretages ud fra den informerede brugers
perspektiv, indebærer, at brugeren ikke skal være fagmand eller ekspert på området. På den anden side må den pågældende person
heller ikke være helt uden kendskab til produktet, dets formål og variationsmuligheder.
Det følger af bestemmelsen, at der ved vurderingen af designets individuelle karakter skal tages hensyn til de valgmuligheder,
designeren havde ved udformningen af designet. I overensstemmelse med gældende ret reduceres kravet til individuel karakter, når
designeren har begrænsede muligheder for at udvikle et nyt design, fordi produktet stiller helt bestemte funktionelle krav.
Eksempelvis er det lettere at opnå designret til fantasiprodukter, f.eks. legetøj, end til telefoner og lettere at opnå designret
til hjulkapsler end bildæk, da dæks udseende i et vist omfang er funktionsbestemte på grund af kravene til udformningen af dækkets
riller og slidbaner for at opnå den fornødne effekt.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 3(3) og (4). Bestemmelsen indeholder en særregel for bestanddele til
sammensatte produkter, herunder reservedele. Bestemmelsen er samtidig en skærpelse af kravene til opnåelse af designret i forhold
til forslagets § 3. Desuden indebærer bestemmelsen, at det på en række områder vil være vanskeligere at opnå designbeskyttelse af
reservedele end under de gældende regler. For så vidt angår sammensatte produkter, hvori der indgår sammenkoblinger, henvises til
forslagets § 8.
Ved et sammensat produkt forstås et produkt, der består af flere bestanddele, som kan udskiftes, således at produktet kan
skilles ad og samles igen, f.eks. en bil. I direktivets tekst til artikel 3(3) bruges udtrykket "et mønster, der finder anvendelse
på eller indgår i et produkt". Dette er i forslaget udtrykt ved "et design til en bestanddel". Med den foreslåede ordlyd er der
ikke tale om en realitetsændring. Forslaget tilsigter alene at gøre bestemmelsen sprogligt lettere at forstå.
Stk. 1, nr. 1,
indskrænker i forhold til gældende ret adgangen til at designbeskytte reservedele, da det ifølge forslaget er en betingelse, at
den indføjede bestanddel er synlig under normal brug. Denne begrænsning har bl.a. betydning inden for bilindustrien, idet adgangen
til at opnå designbeskyttelse begrænses på grund af kravet om synlighed. Det betyder f.eks., at en gearkasse typisk ikke vil kunne
designbeskyttes. Hvorvidt en lydpotte kan beskyttes vil afhænge af en konkret vurdering af, i hvilket omfang lydpotten er synlig.
Begrebet "synlighed" bør ikke strækkes for vidt, da det vil medføre, at en række produkter ikke vil kunne designbeskyttes.
Kravet om synlighed bør f.eks. ikke medføre, at bestanddelen skal være synlig til enhver tid i forbindelse med den normale brug af
det pågældende produkt. Det vil f.eks. være muligt at designbeskytte det indvendige af et handskerum i en bil, det indvendige af
en taske m.v.
Stk. 1, nr. 2,
fastsætter, at designbeskyttelse kun kan opnås, hvis den synlige del af bestanddelen opfylder de almindelige krav i henhold til
forslagets § 3 om nyhed og individuel karakter efter, at bestanddelen er indføjet i det sammensatte produkt, det vil sige, når
bestanddelen er korrekt placeret.
Stk. 2
definerer, hvad der skal forstås ved normal brug af et sammensat produkt. Fastlæggelse af den endelige bruger må afgøres på
grundlag af en konkret vurdering i forhold til anvendelsen af det sammensatte produkt, f.eks. må en køber af en bil til eget brug
betragtes som den endelige bruger i modsætning til forhandleren af bilen. Vedligeholdelse, service og reparation kan ikke
betragtes som normal brug, f.eks. af en bil. Uden denne begrænsning vil reglen om synlighed i stk. 1, nr. 1, miste sin betydning.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 6(1). Det fastsættes i bestemmelsen, hvad der forstås ved begrebet
"offentligt tilgængeligt" i forslaget til § 3 vedrørende nyhed og individuel karakter.
Stk. 1
angiver forskellige måder, hvorpå et design kan gøres offentligt tilgængeligt. Et design er blevet gjort offentligt tilgængeligt,
hvis Patent- og Varemærkestyrelsen har trykt afbildninger af designet i Dansk Designtidende som led i den foreskrevne måde at gøre
omverdenen bekendt med registreringen af designet. Bestemmelsen omfatter også offentliggørelse af designet på andre måder, f.eks.
via internettet eller offentliggørelse gennem andre myndigheder. Designet kan også være blevet offentliggjort i Dansk
Varemærketidende ved registrering af et vareudstyrsmærke. Ligeledes kan et offentliggjort patent indeholde et design. Bestemmelsen
angiver videre, at designet er offentligt tilgængeligt, hvis det af designeren selv eller af andre er blevet udstillet, benyttet
kommercielt eller kendt på anden måde, f.eks. ved offentlig tilgængeliggørelse i et fagtidsskrift eller andet litterært værk. I
princippet er det således uden betydning, på hvilken måde designet er blevet kendt af omverdenen, dog med de begrænsninger, der
følger af stk. 2. Om skånefrist henvises til § 6.
Stk. 2, nr. 1,
indeholder en modifikation til det objektive og globale nyhedskrav, som i dag stilles i forbindelse med beskyttelsen af et design.
Offentliggørelsen er ikke nyhedsskadelig, hvis fagkredsene inden for den relevante branche i EU ikke med rimelighed kan have fået
kendskab til designet. Hvis et design f.eks. er blevet offentligt tilgængeligt i Kina, er det ikke sikkert, at dette design er
nyhedsskadeligt, idet der først må tages stilling til, om den relevante fagkreds i EU har fået eller kunne have fået kendskab til
designet. Hvis designet således har været vist på en messe i Kina, hvor branchefolk fra medlemsstaterne i EU har deltaget, vil
designet være nyhedsskadeligt for en dansk designansøgning. Bestemmelsen bør ikke anvendes for snævert, da det vil kunne føre til
en urimelig begrænsning i nyhedskravet.
Stk. 2, nr. 2,
giver indehaveren mulighed for at vise sit design til andre, f.eks. med henblik på kommercialiseringen af designet, uden at
risikere, at forevisningen medfører, at designet anses som kendt. Parterne behøver ikke udtrykkeligt at have aftalt, at designet
skal være hemmeligt. Det er formentlig tilstrækkeligt, at der findes en handelskutyme inden for den pågældende branche, der
betyder, at nyudviklede design kun forevises under fortrolighed.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 6(2) og (3). Bestemmelsen indeholder en undtagelse til forslagets § 5,
stk. 1.
Med de udtrykkeligt nævnte tilfælde i nr. 1 og 2 er der næppe situationer, hvor en offentliggørelse inden for
12-måneders-fristen vil være nyhedsskadelig.
Nr. 1
indeholder en såkaldt skånefrist, som kan få stor praktisk betydning for indehaveren af et design. Skånefristen er en nydannelse i
dansk designret. Sigtet med bestemmelsen er, at offentlig tilgængeliggørelse et hvilket som helst sted i verden, der sker af
indehaveren eller på dennes foranledning, ikke skal forhindre beskyttelse af designet ved registrering, hvis ansøgningen indgives
senest 12 måneder efter offentliggørelsen. Da der gælder en 6-måneders-frist ved påberåbelse af prioritet fra en udenlandsk
ansøgning, jf. § 16, indebærer forslaget, at der reelt kan forløbe op til 18 måneder fra offentliggørelsen i et EØS-land eller et
andet land, som anerkender en tilsvarende skånefrist, inden Patent- og Varemærkestyrelsen modtager ansøgningen. Forslaget gør det
muligt for en indehaver at teste sit design på markedet eller på anden måde gøre designet kendt. Hvis designet findes at have
kommerciel værdi, er det inden for 12-måneders-perioden fortsat muligt at få designet registreret. Hvis designet derimod ikke får
succes, eller hvis designet viser sig at have en meget kort levetid på markedet, behøver indehaveren ikke ofre tid og penge på en
designansøgning. Endvidere har skånefristen den betydning, at private ansøgere, der ikke kender eneretssystemet og betydningen af
hemmeligholdelse, gives en mulighed for at få beskyttelse, selv om de har gjort deres design offentligt tilgængeligt og først
senere bliver opmærksomme på, at designet bør registreres.
Indførelse af skånefristen betyder tillige, at den gældende lovs § 3, nr. 2, hvorefter en ansøgers forevisning af designet
inden for de sidste 6 måneder før indgivelse af ansøgningen på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling ikke
er nyhedsskadelig, bliver overflødiggjort. Derimod indeholder forslaget en ny bestemmelse om udstillingsprioritet, jf. § 16, stk.
4.
Andre end indehaveren kan også gøre designet offentligt tilgængeligt, uden at offentliggørelsen vil være nyhedsskadelig. Det
vil f.eks. være tilfældet, hvis indehaveren har givet oplysninger om designet til et nyhedsmedie, som derefter gør designet kendt.
Perioden på 12 måneder er anset for at være et rimeligt tidsrum til at imødekomme behovet for en prøveperiode, ligesom det ikke
vil være rimeligt at udstrække perioden længere over for tredjemand.
Nr. 2
svarer til den gældende lovs § 3, nr. 1, idet fristen dog er forlænget fra 6 til 12 måneder som følge af direktivet. Bestemmelsen
i direktivets artikel 6(3) indeholder ikke som i den gældende lov et krav om "åbenbart" misbrug. Det er tvivlsomt, om udeladelsen
af dette krav får nogen væsentlig praktisk betydning ved anvendelse af bestemmelsen. I udtrykket "misbrug" ligger, at indehaveren
ikke må være medskyldig i, at designet er gjort tilgængeligt. Misbrug kan f.eks. være industrispionage, en tidligere medarbejders
udnyttelse af designet i en ny virksomhed eller offentliggørelse af fortrolige oplysninger i henhold til forslagets § 5, stk. 2,
nr. 2.
Bestemmelsen tager udgangspunkt i direktivets artikel 8 og 11. Gennemførelsen af direktivets artikel 8 og 11 skal ses i
sammenhæng med forslaget til §§ 17, 25 og 27. Artikel 11(2) indeholder fakultative regler, som medlemslandene således kan vælge at
indføre. Det drejer sig om bestemmelser, der allerede findes i den gældende lov, og som foreslås opretholdt i lovforslaget af
hensyn til ældre rettighedshavere.
Stk. 1
indeholder alene en opremsning af de forhold, som udelukker designret. Hvilke betingelser designet skal opfylde i forbindelse med
registrering, er fastsat i forslaget til § 17, stk. 1. Ved vurderingen af om designret kan opnås, forudsættes det således, at der
foreligger et design, jf. forslagets § 2, nr. 1. Det følger af forslagets § 3, at der ikke kan opnås designret, hvis designet
strider mod andre offentliggjorte design.
Stk. 1, nr. 1,
er en gennemførelse af direktivets artikel 8 og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 1. Bestemmelsen er formuleret i
overensstemmelse med direktivets tekst i artikel 8. Der tilsigtes ikke herved nogen realitetsændring i forhold til den gældende
lov. Direktivet indebærer ikke en harmonisering af begreberne "offentlig orden eller sædelighed". Disse begreber skal fortsat
fastlægges i overensstemmelse med de moralkodeks m.v., der gælder i den enkelte medlemsstat. Registrering af design, der strider
mod offentlig orden eller sædelighed, vil blive afvist ex officio af Patent- og Varemærkestyrelsen, jf. forslaget til § 17, stk.
1.
Stk. 1, nr. 2,
er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1)(d) og erstatter den gældende lovs § 2, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen angår forholdet mellem et design, som søges registreret, og et andet design, som endnu ikke er blevet gjort
offentligt tilgængeligt, f.eks. på grund af en anmodning om udsættelse af offentliggørelsen efter § 18, 2. pkt. Her vil det andet
design være nyhedsskadeligt, hvis ansøgningsdagen for dette design ligger forud for ansøgningsdagen for det førstnævnte design.
Bestemmelsen omfatter ikke kun danske design, men også EF-design og internationale design i henhold til Genève-aftalen, hvor
Danmark er omfattet af designeringen. Det er en forudsætning, at det ældre design senere bliver gjort offentligt tilgængeligt.
Hvis ansøgningen om eller registreringen af det ældre design tilbagetages, henlægges eller registrering nægtes, er det ældre
design ikke længere til hinder for, at designretten kan opnås til det yngre design.
Stk. 1, nr. 3, litra a,
er affattet i overensstemmelse med direktivets artikel 11(2)(c) og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra a. Den foreslåede
formulering er anvendt på grund af direktivets udtrykkelige henvisning til artikel 6 c i Pariserkonventionen. Der er ikke
tilsigtet nogen realitetsændring med forslaget.
Stk. 1, nr. 3, litra b,
bygger på direktivets artikel 11(2)(a) og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra b. Selv om det ikke udtrykkeligt nævnes,
omfatter bestemmelsen formentlig anden mands navn, portræt eller afbildning af anden mands faste ejendom i lighed med den gældende
lovs § 4, nr. 2, litra b. Det er imidlertid uafklaret, hvor langt begrebet "kendetegn" i direktivets artikel 11(2)(a) kan
udstrækkes.
Stk. 1, nr. 3, litra c,
er affattet i overensstemmelse med artikel 11(2)(b) i direktivet og erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra c. Det må
antages, at implementeringen af direktivet ikke medfører nogen realitetsændring.
Stk. 1, nr. 3, litra d,
erstatter den gældende lovs § 4, nr. 2, litra d. Direktivet nævner ikke udtrykkeligt denne situation. Det følger dog
forudsætningsvis, at ældre rettigheder er til hinder for opnåelse af designret. Det følger endvidere af forslagets § 9, at
indehaveren af den ældre designret kan forbyde udnyttelsen af designet.
Selv om forslaget benytter en anden terminologi end den gældende lov, er der ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i
forhold til gældende ret. Bestemmelsen omfatter f.eks. det tilfælde, hvor et designbeskyttet emblem er indeholdt i en
designansøgning vedrørende en jakke, hvor jakken ud fra en helhedsvurdering opfylder kravene til designbeskyttelse. Her vil jakken
alligevel ikke kunne opnå beskyttelse, medmindre emblemet fjernes, eller der gives samtykke til udnyttelsen af designet for
emblemet af indehaveren.
Stk. 2
klarlægger, hvad der forstås ved et ældre design efter stk. 1, nr. 2, og nr. 3, litra d. Bestemmelsen tager i nr. 2 og 3 højde for
indførelse af EF-design og får dermed først virkning, når forordningen om EF-design træder i kraft. På samme måde tager
bestemmelsen i nr. 4 højde for, at Danmark tilslutter sig Genève-aftalen om international registrering af design, jf. forslaget
til kapitel 10.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 7.
Stk. 1, nr. 1,
fastslår, at der ikke kan opnås designret til de dele af et produkts udseende, der alene er bestemt af en teknisk funktion,
hvilket er i overensstemmelse med gældende praksis. En egentlig beskyttelse af tekniske principper kan alene ydes via patent-
eller brugsmodellovgivningen. Grænsedragningen kan være vanskelig i praksis.
Stk. 1, nr. 2,
vedrører designretten til sammenkoblingsdele mellem forskellige produkter. Designretten kan ifølge bestemmelsen ikke udstrækkes
til den del af et produkts udseende, som er afgørende for, at produktet kan sammenkobles med et andet produkt, f.eks. kanter og
profiler. Formålet med bestemmelsen er at forhindre producenter i at opnå designbeskyttelse til sammenkoblingsdelen af et produkt.
Herigennem ville producenten kunne monopolisere salget af andre produkter, fordi de skal passe til producentens produkt, f.eks. en
støvsugerslange, der skal fastgøres i en støvsuger. Bestemmelsen har f.eks. betydning på reservedelsmarkedet, hvor en række
reservedele ikke vil kunne designbeskyttes, fordi det væsentligste ved disse reservedele er sammenkoblingsdelen.
Stk. 2
er en undtagelse til stk. 1, nr. 2, og omfatter f.eks. byggeklodser, der kan anvendes i mange kombinationer, således som det
kendes fra legetøjsmarkedet.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 9 og 12(1). Bestemmelsen præciserer indholdet af designretten.
Stk. 1
er en gennemførelse af direktivets artikel 12 (1). I overensstemmelse med den gældende mønsterlovs § 5 fastslår bestemmelsen, at
designretten giver adgang til at forbyde andre, der ikke har indehaverens samtykke, at udnytte designet. Forslaget er i
overensstemmelse med den traditionelle måde at angive enerettens indhold på inden for immaterialretten. Hermed bliver det
væsentligste indhold af designretten knyttet til et forbud mod, at andre uden samtykke kan udnytte designet erhvervsmæssigt, jf.
eksemplerne i 2. pkt. Det følger af forholdets natur, at indehaveren selv kan udnytte designet, jf. direktivets artikel 12(1), der
udtrykkeligt angiver dette.
De forhold, der nævnes i 2. pkt. som eksempler på udnyttelse, er ikke udtømmende som i den gældende lovs § 5. Bestemmelsen
indeholder derfor en udvidelse i forhold til gældende ret, idet den omfatter enhver erhvervsmæssig udnyttelse. Det er imidlertid
tvivlsomt, om udvidelsen vil få betydning i praksis. Forbudet mod andres uhjemlede udnyttelse af designet skal ses i sammenhæng
med de indskrænkninger i designretten, som fremgår af forslaget til §§ 10-12. Disse undtagelser omfatter bl.a. udnyttelse af
designet i privat øjemed og udnyttelse i forbindelse med forsøg.
Stk. 2, 1. pkt.,
er en gennemførelse af direktivets artikel 9(1). Bestemmelsen angiver, hvor langt omfanget af eneretten i stk. 1 kan udstrækkes i
forhold til andre design. Den gældende lovs § 5, stk. 2, fastslår, at mønsterretten kun omfatter varer af samme eller lignende
art. Lovforslaget indeholder ikke en sådan begrænsning. Det er her afgørende, hvilket helhedsindtryk den informerede bruger har af
de pågældende design. Designretten omfatter således alle design, der efter den informerede brugers opfattelse giver samme
helhedsindtryk, som det beskyttede design. Det vil sige, at ansøgerens klasseangivelse i henhold til Locarno-arrangementet ikke
længere er bestemmende for beskyttelsens udstrækning til forskellige produktområder. Med hensyn til begrebet "den informerede
bruger" henvises til bemærkningerne til forslagets § 3, stk. 3.
Stk. 2, 2. pkt.,
er en gennemførelse af direktivets artikel 9(2). Bestemmelsen fastslår, at designerens valgmuligheder ved udviklingen af designet
skal lægges til grund ved vurderingen af beskyttelsesomfanget, jf. forslaget til § 3, stk. 3. Hvor designeren kun har meget få
valgmuligheder i forbindelse med udformningen af et produktets udseende, fordi det skal opfylde en bestemt funktion, vil
designretten alligevel kunne gøres gældende, selv om helhedsindtrykket ikke adskiller sig fra helhedsindtrykket af andre design i
samme omfang, som det ellers kræves.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 13(1). Bestemmelsen angiver indskrænkninger i designretten.
Nr. 1
fastslår, at designretten ikke er til hinder for andres udnyttelse af designet til private formål. Det er i overensstemmelse med §
5 i den gældende lov, hvor det følger modsætningsvis af ordlyden "erhvervsmæssigt". Det er normalt også uden betydning for
indehaveren af designretten, at private handlinger ikke kan forbydes, f.eks. fremstilling af et eksemplar af designet til eget
brug.
Nr. 2
fastslår, at designretten ikke er til hinder for, at designet anvendes i forsøgsøjemed. En lignende bestemmelse findes i
patentlovens § 3, stk. 3, nr. 3, men ikke i den gældende lov. Formålet med bestemmelsen er, at der gives adgang til at prøve
designets anvendelighed og videreudviklingsmuligheder. Herigennem gives der også adgang til såkaldt "reverse engineering", hvorved
der er mulighed for at analysere designet med henblik på produktudvikling. Hvis et designbeskyttet produkt anvendes som
hjælpemiddel i forbindelse med forsøg ved forskning, vil forholdet ikke være omfattet af undtagelsen. Bestemmelsen vil næppe få
samme betydning som inden for patentretten, men reglen gør det klart, at et beskyttet design ikke udelukker forsøg, som angår
designet.
Nr. 3
fastslår, at designretten ikke forhindrer, at designet gengives ved citering eller anvendes i undervisning, hvis det sker på en
loyal måde. Det er f.eks. tilladt at gengive et design i et faglitterært tidsskrift under forudsætning af, at kilden angives. En
lignende bestemmelse findes i ophavsretlovens § 22, men ikke i den gældende lov.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 13(2). Bestemmelsen angiver indskrænkninger i designretten.
Forslaget er mere vidtgående end § 7 i den gældende lov, der kun hjemler adgang til at indføre reservedele og tilbehør til
luftfartøjer hjemmehørende i en fremmed stat med henblik på reparation af disse luftfartøjer, hvis der findes en gensidig aftale
herom. Baggrunden for bestemmelsen er konventionen angående international civil luftfart (Chicago-konventionen), jf.
bekendtgørelse C. nr. 17 af 30. marts 1948, artikel 27 og betænkningen s. 110. Konventionen indeholder alene minimumsbestemmelser
på området.
Det er ikke fundet nødvendigt at foretage en sondring mellem EU-stater og andre stater. Det foreslås derfor at opgive kravet
om gensidighed i relation til stater uden for EU's territorium, da bestemmelsen ikke forventes at få betydning i praksis.
Endvidere udvides bestemmelsen til at omfatte skibe. Opgivelse af kravet om gensidighed skal ses i lyset af den
internationalisering, som finder sted.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 15. Den gældende lov indeholder ingen regler om konsumption.
Med bestemmelsen fastslås regional konsumption inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Det vil sige, at
designretten ikke kan gøres gældende for så vidt angår produkter, som er indført her til landet efter, at de har været gjort til
genstand for et lovligt salg af rettighedshaveren eller med dennes samtykke i andre EØS-lande. Modsætningsvis følger det af
bestemmelsen, at parallelimport til Danmark af designbeskyttede produkter ikke kan finde sted fra et land uden for EØS-området,
uanset at et produkt, som er omfattet af designbeskyttelsen, er bragt i omsætning i det pågældende land af indehaveren af
designretten eller af en anden med indehaverens samtykke.
Bestemmelsen angiver den myndighed, som en designansøgning skal indgives til, samt krav til ansøgningens indhold. Det
materiale og de oplysninger, der skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen, er ikke så omfattende som i henhold til den
gældende lovs § 10, stk. 2 og 3. Der er ikke fundet behov for at opretholde et krav om, at ansøgningen skal indeholde oplysning
om, hvem der har frembragt designet. Dette anses for at være et internt anliggende mellem ansøgeren og designeren, jf. stk. 4 om
notering af designeren i designregistret. Det er heller ikke fundet nødvendigt, at ansøgeren skal afgive en nyhedserklæring, da
det i praksis er vanskeligt at gøre ansvaret for erklæringen gældende over for ansøgeren.
Stk. 1
svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 10, stk. 1.
Stk. 2
fastslår, hvad ansøgningen som minimum skal indeholde. Ansøgerens navn eller firma skal angives i ansøgningen, da oplysningerne er
nødvendige af hensyn til identifikation af ansøgeren, bl.a. til brug for brevveksling mellem den pågældende og Patent- og
Varemærkestyrelsen. Ansøgningen skal endvidere indeholde en gengivelse af designet. Uden en gengivelse af designet i form af
afbildninger eller model er det ikke muligt at tage stilling til en ansøgning om designregistrering, og ansøgningen vil derfor
ikke kunne anses for indgivet. En ansøgning med gengivelse af designet vil få en ansøgningsdato, som er den afgørende dato i
forhold til de rettigheder, der knyttes til designregistreringen, jf. § 14, stk. 1. Herudover skal ansøgeren bl.a. angive det
produkt, som designet søges registreret for, samt oplyse den eller de klasser, hvortil produktet skal henføres i det
internationale klassificeringssystem (Locarno-arrangementet). De nævnte krav vil blive præciseret i bekendtgørelse om ansøgning og
registrering af design.
Stk. 3
angiver, at ansøgeren tillige kan indlevere en model. Det er op til ansøgeren, om denne vil indlevere en model, hvorimod
afbildninger altid skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Visse produkter kan være så vanskelige at gengive helt
tilfredsstillende, at det kan være en fordel, at en model foreligger. Hvis der indleveres en model, er det modellen, som er
afgørende for omfanget af designbeskyttelsen, selv om det er afbildningerne, som offentliggøres i Dansk Designtidende.
Stk. 4
indeholder en fakultativ bestemmelse, hvorefter ansøgeren eller designeren kan anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at indføre
i designregistret, hvem der har frembragt designet. Designeren har således ret til at blive nævnt i Patent- og Varemærkestyrelsens
designregister, hvis denne anmoder herom. Det kan endvidere efter anmodning indføres i designregistret, at designet er frembragt
af flere designere i et teamwork. Hvis mange designere har været fælles om at frembringe designet, kan styrelsen dog af praktiske
grunde angive en fælles betegnelse for gruppen af designere i registret. En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 19 i
forslaget til forordning om EF-design.
Stk. 5
fastslår, at der skal betales gebyr i forbindelse med indgivelse af en ansøgning. Patent- og Varemærkestyrelsen påbegynder ikke
behandlingen af ansøgningen, før gebyrerne er betalt til styrelsen.
Stk. 1 gør det klart hvilken dag, der skal anses som ansøgningsdagen. Dette tidspunkt er afgørende for de retsvirkninger, herunder prioritetsstillingen, som kan knyttes til designansøgningen. Der er ikke tilsigtet nogen substantiel ændring i forhold til den gældende lovs § 13, stk. 1.
Stk. 2 fastsætter ligesom den gældende lovs § 13, stk. 2, at en ansøgning ikke må ændres efter indgivelsen af ansøgningen, således at det ansøgte design fremtræder som et nyt design. Med hensyn til mindre væsentlige ændringer af designet, der foretages efter ansøgningens indgivelse, henvises til § 20.
Til § 15
Bestemmelsen vedrører samregistrering af design. Bestemmelsen er en ændring i forhold til den gældende lovs § 11 og er baseret på de tilsvarende regler om samregistrering i forslaget til forordning om EF-design i artikel 40(1) og i Genève-aftalens artikel 5(4).
I henhold til bestemmelsen kan en designansøgning omfatte flere design. Kravet i den gældende lovs § 11 om, at de varer, for hvilke mønstrene søges registreret, skal høre sammen i henseende til tilvirkning og brug, har vist sig at være vanskeligt at administrere, og bestemmelsen har heller ikke vist sig at være så velbegrundet som oprindeligt antaget. Med forslaget indføres en forenkling for såvel ansøgere som Patent- og Varemærkestyrelsen, idet det blot skal konstateres, om produkterne hører til i samme klasse i Locarno-arrangementet. I overensstemmelse med de internationale regler om samregistrering er der ikke fastsat nogen begrænsning i antallet af design, der kan omfattes af en ansøgning om samregistrering. Dette kan især have praktisk betydning inden for tekstilindustrien.
Til § 16
Danmark er forpligtet til at give adgang til påberåbelse af prioritet i henhold til Pariserkonventionens artikel 4. Retten til at påberåbe prioritet er tillige forudsat i direktivet. På linje med de øvrige industrielle eneretslove foreslås det, at betingelserne for at kunne påberåbe prioritet i forbindelse med en ansøgning udtrykkeligt skal fremgå af designloven. I den gældende lov er der en bemyndigelsesbestemmelse i § 8 vedrørende prioritet, som er udnyttet i mønsterbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
Prioriteten indebærer, at en ansøgnings indlevering her i landet i forhold til nyhedskravet og tidligere indgivne ansøgninger skal anses som indgivet samtidig med ansøgningens indlevering i en fremmed stat.
Stk. 1 fastslår, at der kan opnås en prioritet på op til 6 måneder fra datoen for indgivelse af en udenlandsk ansøgning om design- eller brugsmodelbeskyttelse under forudsætning af, at ansøgningen er indgivet i et land, der er medlem af Pariserkonventionen eller i et WTO-land. Der kan således også påberåbes prioritet fra en ansøgning om international registrering i henhold til det gældende Haag-arrangement om international registrering af mønstre, jf. tillige lovforslagets § 56 om Genève-aftalen. Den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelsen i mønsterbekendtgørelsens § 7, stk. 1, 1. pkt. Den nye bestemmelse omfatter dog tillige andre mellemkommende rettigheder, f.eks. ophavsrettigheder, jf. § 7, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2 fastslår, at opnåelse af prioritet fra et land, der ikke er medlem af Pariserkonventionen eller et WTO-land, beror på, om der er gensidig anerkendelse af prioritet. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i mønsterbekendtgørelsens § 7, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3 giver ansøgeren adgang til at påberåbe sig en dansk ansøgning om design- eller brugsmodelbeskyttelse som grundlag for prioritet. I den gældende mønsterbekendtgørelse er det kun muligt at påberåbe sig prioritet fra en dansk brugsmodelansøgning, men det er fundet hensigtsmæssigt at udvide reglen til også at omfatte designansøgninger. Bestemmelsen giver ansøgeren mulighed for at tilbagetage sin designansøgning og ansøge om det samme design på et senere tidspunkt med fastholdelse af prioritetsdatoen for den første ansøgning.
Stk. 4 indeholder en ny bestemmelse, der fastslår, at prioritet også kan påberåbes fra en officiel eller officielt anerkendt international udstilling. Det drejer sig kun om de relativt få udstillinger, som er omfattet af konventionen fra 1928, hvilket f.eks. betyder, at nationale udstillinger eller de ofte forekommende messer i Danmark og udlandet, ikke kan påberåbes som prioritetsgrund. Dette medfører, at praktisk taget ingen udstillinger i Norden er aktuelle i den forbindelse.
Den gældende lovs § 3, nr. 2, om at designet kan registreres, selv om det er blevet forevist på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling inden for 6 måneder før ansøgningens indlevering, giver ikke en egentlig prioritetsret. Bestemmelsen sikrer blot, at ansøgerens fremvisning ikke er nyhedsskadelig for den pågældende selv, hvis denne senere indgiver en ansøgning. Den foreslåede bestemmelse vil i modsætning hertil medføre, at en dobbeltfrembringelse i tidsrummet mellem udstillingen og indgivelse af ansøgningen ikke er nyhedsskadelig, hvis ansøgningen er indgivet med udstillingsprioritet.
Udstillingsprioriteten kan ikke kombineres med andre prioritetsregler. Hvis designet f.eks. fremvises på en officielt anerkendt udstilling, og der herefter indgives en designansøgning i et andet land, må der højst være forløbet 6 måneder fra udstillingen, inden ansøgningen indgives i Danmark.
Til § 17
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 8 og 11(1)(a).
Med forslaget til§ 17ændres Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger om designbeskyttelse. Ifølge forslaget skal Patent- og Varemærkestyrelsen i modsætning til den gældende lov alene foretage en meget begrænset forundersøgelse af ansøgningen forinden registrering. Ønskes en videregående undersøgelse, kan ansøgeren mod særskilt betaling anmode styrelsen herom, jf. stk. 2. Direktivet stiller ikke krav til omfanget af registreringsmyndighedens forundersøgelse. Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger under punkt 6.
Stk. 1 fastlægger de betingelser for registrering, som Patent- og Varemærkestyrelsen skal påse ex officio i forbindelse med behandlingen af en ansøgning. Ifølge forslaget kan designet kun registreres, hvis ansøgningen angår et design i lovens forstand, jf. forslaget til § 2, nr. 1, og hvis designet ikke strider mod offentlig orden eller sædelighed, jf. forslaget til § 7, stk. 1, nr. 1. Desuden kræves, at der indgives en ansøgning for hvert design, som søges registreret. Denne regel er dog modificeret for så vidt angår design til produkter, som kan henføres til samme klasse i det internationale klassificeringssystem, jf. forslaget til § 15 om samregistrering. Hvis betingelserne er opfyldt, registrerer Patent- og Varemærkestyrelsen designet og offentliggør det i Dansk Designtidende, jf. forslaget til § 18. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen hindringer i forbindelse med sin forundersøgelse, skal ansøgningen afslås eller registrering af designet ske i ændret form, jf. forslaget til §§ 19 og 20.
Stk. 2 indeholder en adgang for ansøgeren til at anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at foretage en supplerende forundersøgelse. Det foreslås, at ansøgeren skal have mulighed for at få undersøgt, om det ansøgte design krænker andres rettigheder. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt i de oplysninger om ældre rettigheder, som findes i Patent- og Varemærkestyrelsens registre samt andre forhold, styrelsen har kendskab til. I takt med den elektroniske udvikling med hensyn til opbevaring af oplysninger om design på elektroniske medier vil undersøgelsen kunne udvides til også at omfatte disse oplysninger. De nærmere regler om undersøgelsens omfang m.v. vil blive fastsat i bekendtgørelse om ansøgning og registrering af design, jf. stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsens supplerende undersøgelse er alene vejledende for ansøgeren og kan ikke føre til registreringsnægtelse. Hvis registreringskravene i stk. 1 er opfyldt, kan ansøgeren kræve designet registreret, selv om den supplerende undersøgelse indeholder oplysninger om andre design, der eventuelt måtte være nyhedsskadelige. Det vil derfor bero på ansøgerens egen beslutning, om ansøgningen skal føre til registrering med risiko for, at der senere indgives en anmodning om administrativ prøvning eller anlægges retssag om designets udslettelse. Det betyder samtidig, at andre designindehavere skal holde sig orienterede, om hvilke design der registreres, for derved at kunne håndhæve deres egne designrettigheder. Dette er i overensstemmelse med udviklingen inden for immaterialretten, der går i retning af, at markedet regulerer sig selv med hensyn til sameksistens mellem forskellige rettigheder. En lignende løsning findes inden for varemærkeretten. En eventuel konflikt må således løses efter registreringen ved administrativ prøvning i henhold til § 25, stk. 1, eller ved domstolene, hvis ansøgeren ikke vælger at tilbagekalde sin ansøgning eller forhandle om samtykke.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til erhvervsministeren, der kan fastsætte de nærmere regler om den supplerende undersøgelses omfang samt gebyret for undersøgelsen.
Til § 18
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 18, stk. 1. Den eksisterende adgang til at nedlægge indsigelse i henhold til den gældende bestemmelse i § 18, stk. 2, foreslås ophævet. Efter indførelsen af administrativ prøvning i hele designets gyldighedsperiode, jf. forslaget til § 27, findes indsigelsesadgangen ikke længere nødvendig, jf. de almindelige bemærkninger under punkt 6.
Til § 19
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 14, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og stk. 3, og § 15.
Til § 20
Bestemmelsen gennemfører sammen med forslaget til § 28 direktivets artikel 11(7).
Stk. 1 fastslår, at et design kan registreres i ændret form, hvis designet fortsat opfylder betingelserne for beskyttelse, og det beholder sin identitet. Bestemmelsen kan få betydning i forbindelse med Patent- og Varemærkestyrelsens forundersøgelse, jf. forslaget til § 17, stk. 1. Bestemmelsen finder anvendelse, hvis designet indeholder noget, som strider mod offentlig orden eller sædelighed. Her vil det i visse tilfælde være muligt at fjerne registreringshindringen, uden at designets helhedsindtryk påvirkes i sådan grad, at identitetskravet ikke kan opfyldes.
Stk. 2 fastslår, at ansøgningen skal afslås, hvis ansøgeren ikke ønsker designet beskyttet i den ændrede form, som Patent- og Varemærkestyrelsen kan godkende.
Bestemmelsen vedrører samregistrering af design. Bestemmelsen er en ændring i forhold til den gældende lovs § 11 og er baseret
på de tilsvarende regler om samregistrering i forslaget til forordning om EF-design i artikel 40(1) og i Genève-aftalens artikel
5(4).
I henhold til bestemmelsen kan en designansøgning omfatte flere design. Kravet i den gældende lovs § 11 om, at de varer, for
hvilke mønstrene søges registreret, skal høre sammen i henseende til tilvirkning og brug, har vist sig at være vanskeligt at
administrere, og bestemmelsen har heller ikke vist sig at være så velbegrundet som oprindeligt antaget. Med forslaget indføres en
forenkling for såvel ansøgere som Patent- og Varemærkestyrelsen, idet det blot skal konstateres, om produkterne hører til i samme
klasse i Locarno-arrangementet. I overensstemmelse med de internationale regler om samregistrering er der ikke fastsat nogen
begrænsning i antallet af design, der kan omfattes af en ansøgning om samregistrering. Dette kan især have praktisk betydning
inden for tekstilindustrien.
Danmark er forpligtet til at give adgang til påberåbelse af prioritet i henhold til Pariserkonventionens artikel 4. Retten til
at påberåbe prioritet er tillige forudsat i direktivet. På linje med de øvrige industrielle eneretslove foreslås det, at
betingelserne for at kunne påberåbe prioritet i forbindelse med en ansøgning udtrykkeligt skal fremgå af designloven. I den
gældende lov er der en bemyndigelsesbestemmelse i § 8 vedrørende prioritet, som er udnyttet i mønsterbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
Prioriteten indebærer, at en ansøgnings indlevering her i landet i forhold til nyhedskravet og tidligere indgivne ansøgninger
skal anses som indgivet samtidig med ansøgningens indlevering i en fremmed stat.
Stk. 1
fastslår, at der kan opnås en prioritet på op til 6 måneder fra datoen for indgivelse af en udenlandsk ansøgning om design- eller
brugsmodelbeskyttelse under forudsætning af, at ansøgningen er indgivet i et land, der er medlem af Pariserkonventionen eller i et
WTO-land. Der kan således også påberåbes prioritet fra en ansøgning om international registrering i henhold til det gældende
Haag-arrangement om international registrering af mønstre, jf. tillige lovforslagets § 56 om Genève-aftalen. Den foreslåede
bestemmelse svarer til bestemmelsen i mønsterbekendtgørelsens § 7, stk. 1, 1. pkt. Den nye bestemmelse omfatter dog tillige andre
mellemkommende rettigheder, f.eks. ophavsrettigheder, jf. § 7, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2
fastslår, at opnåelse af prioritet fra et land, der ikke er medlem af Pariserkonventionen eller et WTO-land, beror på, om der er
gensidig anerkendelse af prioritet. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i mønsterbekendtgørelsens § 7, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3
giver ansøgeren adgang til at påberåbe sig en dansk ansøgning om design- eller brugsmodelbeskyttelse som grundlag for prioritet. I
den gældende mønsterbekendtgørelse er det kun muligt at påberåbe sig prioritet fra en dansk brugsmodelansøgning, men det er fundet
hensigtsmæssigt at udvide reglen til også at omfatte designansøgninger. Bestemmelsen giver ansøgeren mulighed for at tilbagetage
sin designansøgning og ansøge om det samme design på et senere tidspunkt med fastholdelse af prioritetsdatoen for den første
ansøgning.
Stk. 4
indeholder en ny bestemmelse, der fastslår, at prioritet også kan påberåbes fra en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling. Det drejer sig kun om de relativt få udstillinger, som er omfattet af konventionen fra 1928, hvilket
f.eks. betyder, at nationale udstillinger eller de ofte forekommende messer i Danmark og udlandet, ikke kan påberåbes som
prioritetsgrund. Dette medfører, at praktisk taget ingen udstillinger i Norden er aktuelle i den forbindelse.
Den gældende lovs § 3, nr. 2, om at designet kan registreres, selv om det er blevet forevist på en officiel eller officielt
anerkendt international udstilling inden for 6 måneder før ansøgningens indlevering, giver ikke en egentlig prioritetsret.
Bestemmelsen sikrer blot, at ansøgerens fremvisning ikke er nyhedsskadelig for den pågældende selv, hvis denne senere indgiver en
ansøgning. Den foreslåede bestemmelse vil i modsætning hertil medføre, at en dobbeltfrembringelse i tidsrummet mellem udstillingen
og indgivelse af ansøgningen ikke er nyhedsskadelig, hvis ansøgningen er indgivet med udstillingsprioritet.
Udstillingsprioriteten kan ikke kombineres med andre prioritetsregler. Hvis designet f.eks. fremvises på en officielt
anerkendt udstilling, og der herefter indgives en designansøgning i et andet land, må der højst være forløbet 6 måneder fra
udstillingen, inden ansøgningen indgives i Danmark.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 8 og 11(1)(a).
Med forslaget til § 17 ændres Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af ansøgninger om designbeskyttelse. Ifølge forslaget
skal Patent- og Varemærkestyrelsen i modsætning til den gældende lov alene foretage en meget begrænset forundersøgelse af
ansøgningen forinden registrering. Ønskes en videregående undersøgelse, kan ansøgeren mod særskilt betaling anmode styrelsen
herom, jf. stk. 2. Direktivet stiller ikke krav til omfanget af registreringsmyndighedens forundersøgelse. Om baggrunden for
forslaget henvises til de almindelige bemærkninger under punkt 6.
Stk. 1
fastlægger de betingelser for registrering, som Patent- og Varemærkestyrelsen skal påse ex officio i forbindelse med behandlingen
af en ansøgning. Ifølge forslaget kan designet kun registreres, hvis ansøgningen angår et design i lovens forstand, jf. forslaget
til § 2, nr. 1, og hvis designet ikke strider mod offentlig orden eller sædelighed, jf. forslaget til § 7, stk. 1, nr. 1. Desuden
kræves, at der indgives en ansøgning for hvert design, som søges registreret. Denne regel er dog modificeret for så vidt angår
design til produkter, som kan henføres til samme klasse i det internationale klassificeringssystem, jf. forslaget til § 15 om
samregistrering. Hvis betingelserne er opfyldt, registrerer Patent- og Varemærkestyrelsen designet og offentliggør det i Dansk
Designtidende, jf. forslaget til § 18. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen hindringer i forbindelse med sin forundersøgelse, skal
ansøgningen afslås eller registrering af designet ske i ændret form, jf. forslaget til §§ 19 og 20.
Stk. 2
indeholder en adgang for ansøgeren til at anmode Patent- og Varemærkestyrelsen om at foretage en supplerende forundersøgelse. Det
foreslås, at ansøgeren skal have mulighed for at få undersøgt, om det ansøgte design krænker andres rettigheder. Undersøgelsen vil
tage udgangspunkt i de oplysninger om ældre rettigheder, som findes i Patent- og Varemærkestyrelsens registre samt andre forhold,
styrelsen har kendskab til. I takt med den elektroniske udvikling med hensyn til opbevaring af oplysninger om design på
elektroniske medier vil undersøgelsen kunne udvides til også at omfatte disse oplysninger. De nærmere regler om undersøgelsens
omfang m.v. vil blive fastsat i bekendtgørelse om ansøgning og registrering af design, jf. stk. 3.
Patent- og Varemærkestyrelsens supplerende undersøgelse er alene vejledende for ansøgeren og kan ikke føre til
registreringsnægtelse. Hvis registreringskravene i stk. 1 er opfyldt, kan ansøgeren kræve designet registreret, selv om den
supplerende undersøgelse indeholder oplysninger om andre design, der eventuelt måtte være nyhedsskadelige. Det vil derfor bero på
ansøgerens egen beslutning, om ansøgningen skal føre til registrering med risiko for, at der senere indgives en anmodning om
administrativ prøvning eller anlægges retssag om designets udslettelse. Det betyder samtidig, at andre designindehavere skal holde
sig orienterede, om hvilke design der registreres, for derved at kunne håndhæve deres egne designrettigheder. Dette er i
overensstemmelse med udviklingen inden for immaterialretten, der går i retning af, at markedet regulerer sig selv med hensyn til
sameksistens mellem forskellige rettigheder. En lignende løsning findes inden for varemærkeretten. En eventuel konflikt må således
løses efter registreringen ved administrativ prøvning i henhold til § 25, stk. 1, eller ved domstolene, hvis ansøgeren ikke vælger
at tilbagekalde sin ansøgning eller forhandle om samtykke.
Stk. 3
indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til erhvervsministeren, der kan fastsætte de nærmere regler om den supplerende
undersøgelses omfang samt gebyret for undersøgelsen.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 18, stk. 1. Den eksisterende adgang til at nedlægge
indsigelse i henhold til den gældende bestemmelse i § 18, stk. 2, foreslås ophævet. Efter indførelsen af administrativ prøvning i
hele designets gyldighedsperiode, jf. forslaget til § 27, findes indsigelsesadgangen ikke længere nødvendig, jf. de almindelige
bemærkninger under punkt 6.
Bestemmelsen gennemfører sammen med forslaget til § 28 direktivets artikel 11(7).
Stk. 1
fastslår, at et design kan registreres i ændret form, hvis designet fortsat opfylder betingelserne for beskyttelse, og det
beholder sin identitet. Bestemmelsen kan få betydning i forbindelse med Patent- og Varemærkestyrelsens forundersøgelse, jf.
forslaget til § 17, stk. 1. Bestemmelsen finder anvendelse, hvis designet indeholder noget, som strider mod offentlig orden eller
sædelighed. Her vil det i visse tilfælde være muligt at fjerne registreringshindringen, uden at designets helhedsindtryk påvirkes
i sådan grad, at identitetskravet ikke kan opfyldes.
Stk. 2
fastslår, at ansøgningen skal afslås, hvis ansøgeren ikke ønsker designet beskyttet i den ændrede form, som Patent- og
Varemærkestyrelsen kan godkende.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 19. På grund af ændringer i reglerne om forundersøgelse, jf. forslaget til § 17, og ophævelse af indsigelsesadgangen, jf. de almindelige bemærkninger under punkt 6, er det dog tidspunktet for registreringen og ikke som i den gældende lov bekendtgørelsestidspunktet for ansøgningen, der er afgørende for, hvornår sagens akter skal holdes tilgængelige for enhver. I det omfang sagens akter ikke er offentligt tilgængelige, er aktindsigt i medfør af offentlighedslovens regler tillige udelukket.
Til § 22
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 34. Med hensyn til strafansvar ved overtrædelse af bestemmelsen henvises til forslagets § 41.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 34. Med hensyn til strafansvar ved overtrædelse af
bestemmelsen henvises til forslagets § 41.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 10 og 14. Med bestemmelsen udvides den maksimale beskyttelsesperiode i forhold til den gældende lov fra 15 år til 25 år, medmindre det drejer sig om beskyttelse af reservedele, jf. stk. 2.
Stk. 1 fastslår, at et design kan registreres for en eller flere perioder på 5 år. Designet kan maksimalt beskyttes i 25 år, det vil sige, at registreringen kan fornyes op til fire gange. Den første periode regnes fra den dag, da ansøgning om registrering blev indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen. For så vidt angår registreringens fornyelse henvises til forslagets § 24.
Beskyttelsestiden på 25 år vil for de fleste design være tilstrækkelig. Nogle design har kort levetid, f.eks. inden for tekstilindustrien, mens behovet for designbeskyttelse er det samme i mange år på andre områder. Da beskyttelsesbehovet ikke er ens for alle design, findes det mest praktisk at opdele beskyttelsestiden i 5-årige perioder. Hvis en ansøger kan forudse, at dennes design behøver en længere beskyttelsesperiode end 5 år, findes det naturligt og hensigtsmæssigt, at ansøger allerede på grundlag af sin ansøgning kan opnå registrering for et længere tidsrum end den første 5-årige periode.
Opretholdelse af designbeskyttelsen er ikke betinget af, at designretten udøves således som på varemærkeområdet, hvor manglende opfyldelse af brugspligten kan medføre tab af varemærkeretten, jf. varemærkelovens § 25.
Stk. 2 fastsætter beskyttelsestiden for reservedele til højst 15 år, hvilket svarer til beskyttelsestiden i henhold til den gældende lov. Begrænsningen af beskyttelsesperioden i forhold til stk. 1 skyldes kravet i direktivets artikel 14 om, at medlemslandene ikke må udvide designbeskyttelsen på reservedelsområdet. Om baggrunden for de særlige forhold vedrørende reservedele henvises til de almindelige bemærkninger under punkt 3.
Til § 24
Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til den gældende lovs § 25 og varemærkelovens § 27, stk. 3.
Stk. 1 angiver, at registreringen kan fornyes 3 måneder før og senest 6 måneder efter den sidste registreringsperiodes udløb. Perioden på 3 måneder er fastsat af praktiske hensyn. 6-måneders-fristen er fastsat på baggrund af Pariserkonventionens artikel 5 b, hvoraf følger, at der skal indrømmes mindst 6 måneder til betaling af fornyelsesgebyr. Anmodningen om fornyelse skal være fremsat, og de fastsatte fornyelsesgebyrer skal være betalt inden 6 måneders-fristens udløb. Hvis fornyelsesgebyret først betales efter udløbet af den pågældende registreringsperiode, men inden udløbet af de 6 måneder, betales der et forhøjet gebyr. Det forhøjede gebyr skal dække de administrationsomkostninger, der er forbundet med, at betalingen først finder sted efter udløbet af registreringsperioden.
Stk. 2 fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke er erstatningsansvarlig for manglende rettidig indbetaling, hvis styrelsen ikke har sendt en opkrævning til indehaveren, f.eks. på grund af en adresseændring, der ikke er meddelt til styrelsen. Den gældende lov indeholder ikke en lignende præcisering af styrelsens ansvar, men en tilsvarende regel findes i varemærkelovens § 27, stk. 3.
Stk. 3 fastslår, at en registrering skal udslettes, hvis fornyelsesgebyret ikke bliver betalt inden 6-måneders-fristens udløb. Med hensyn til genoprettelse af designretten henvises til § 48, stk. 2.
Stk. 4 foreskriver, at en registrerings fornyelse skal offentliggøres. Offentliggørelsen foretages af Patent- og Varemærkestyrelsen i Dansk Designtidende.
Til kapitel 5
Registreringens ophør ved dom eller administrativ prøvning m.v.
Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til den gældende lovs § 25 og varemærkelovens § 27, stk. 3.
Stk. 1
angiver, at registreringen kan fornyes 3 måneder før og senest 6 måneder efter den sidste registreringsperiodes udløb. Perioden på
3 måneder er fastsat af praktiske hensyn. 6-måneders-fristen er fastsat på baggrund af Pariserkonventionens artikel 5 b, hvoraf
følger, at der skal indrømmes mindst 6 måneder til betaling af fornyelsesgebyr. Anmodningen om fornyelse skal være fremsat, og de
fastsatte fornyelsesgebyrer skal være betalt inden 6 måneders-fristens udløb. Hvis fornyelsesgebyret først betales efter udløbet
af den pågældende registreringsperiode, men inden udløbet af de 6 måneder, betales der et forhøjet gebyr. Det forhøjede gebyr skal
dække de administrationsomkostninger, der er forbundet med, at betalingen først finder sted efter udløbet af
registreringsperioden.
Stk. 2
fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke er erstatningsansvarlig for manglende rettidig indbetaling, hvis styrelsen ikke
har sendt en opkrævning til indehaveren, f.eks. på grund af en adresseændring, der ikke er meddelt til styrelsen. Den gældende lov
indeholder ikke en lignende præcisering af styrelsens ansvar, men en tilsvarende regel findes i varemærkelovens § 27, stk. 3.
Stk. 3
fastslår, at en registrering skal udslettes, hvis fornyelsesgebyret ikke bliver betalt inden 6-måneders-fristens udløb. Med hensyn
til genoprettelse af designretten henvises til § 48, stk. 2.
Stk. 4
foreskriver, at en registrerings fornyelse skal offentliggøres. Offentliggørelsen foretages af Patent- og Varemærkestyrelsen i
Dansk Designtidende.
Til kapitel 5
Registreringens ophør ved dom eller administrativ prøvning m.v.
Bestemmelsen er sammen med forslaget til § 27 en gennemførelse af direktivets artikel 11(1)-(5). Bestemmelsen indeholder som noget nyt adgang til administrativ prøvning af et design efter registreringen. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede begrænsning i Patent- og Varemærkestyrelsens ex officio undersøgelse, jf. forslaget til § 17, stk. 1. Denne begrænsning medfører, at mange registreringer vil blive foretaget uden en videregående prøvning af, om betingelserne for at opnå designret er tilstede. Derfor kan der være behov for, at det senere undersøges, om en designregistrering bør opretholdes helt eller delvist. En administrativ prøvning kendes også fra patent-, varemærke- og brugsmodelområdet.
Bestemmelsen er parallel til forslagets § 27 om hel eller delvis ugyldiggørelse af en designregistrering ved dom.
Ifølge bestemmelsen kan hel eller delvis udslettelse af en designregistrering ske administrativt på et hvilket som helst tidspunkt efter, at registrering har fundet sted. Adgang til administrativ prøvning er en ændring i forhold til gældende ret, hvor hel eller delvis udslettelse efter registrering alene kan ske ved dom. En administrativ prøvning vil være hurtig og billig og fremstå som et alternativ til domstolsprøvelse.
Stk. 1 er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1) og (2). Bestemmelsen giver både indehaveren af designregistreringen og andre, som f.eks. finder, at registreringen krænker deres rettigheder, mulighed for at anmode om administrativ prøvning. Indehaveren af designregistreringen kan anmode om administrativ prøvning, uanset at indehaveren har fået foretaget en supplerende undersøgelse ved Patent- og Varemærkestyrelsen forinden registreringen i henhold til § 17, stk. 2. Indehaveren kan f.eks. være blevet bekendt med nye oplysninger om designet, som styrelsen ikke har kunnet tage stilling til under den supplerende undersøgelse. For at undgå en forestående retssag kan en indehaver derfor have interesse i en administrativ prøvning med henblik på hel eller delvis udslettelse af registreringen.
Bestemmelsen angiver en udtømmende opregning af forhold, der kan påberåbes som grundlag for udslettelse af designet.
Stk. 2 er en gennemførelse af direktivets artikel 11(3)-(5). Bestemmelsen fastsætter begrænsninger for, hvem der kan anmode om hel eller delvis udslettelse af registreringen. Begrænsningerne tilsigter, at kun de, som har en retlig interesse, kan fremsætte anmodningen. Opremsningen af begrænsningerne er udtømmende, således at enhver kan gøre gældende, at betingelserne i de øvrige bestemmelser, som er nævnt i stk. 1, ikke er opfyldt. Det drejer sig bl.a. om kravet til designets nyhed og individuelle karakter.
Stk. 3 fastslår, at der ikke kan ske parallel behandling ved domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen, herunder Patentankenævnet, af spørgsmål vedrørende et design. Formålet er at undgå unødige forsinkelser og omkostninger for parterne. Bestemmelsen medfører, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal afvise en anmodning om administrativ prøvning, hvis der samtidig med anmodningen indgives en stævning, eller der verserer en retssag om samme design. Hermed udelukker bestemmelsen også tredjemænd, som ikke er part i en retssag, fra at kunne anmode om administrativ prøvning. Det er ikke afgørende, om sagerne ved domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen er identiske. I så fald ville Patent- og Varemærkestyrelsen skulle foretage en afprøvning af dette spørgsmål, som ville kunne give anledning til selvstændige konflikter om, hvorvidt afvisning af anmodningen om administrativ prøvning er berettiget. Sag ved domstolene, herunder ved fogedretterne, omfatter såvel sager om hel eller delvis udslettelse af et design i henhold til § 27 som sager om designindgreb, bedre ret til designet m.v. Retssagen er først endelig afgjort, når ankefristen er udløbet.
Ifølge bestemmelsen skal Patent- og Varemærkestyrelsen i tilfælde af, at en retssag anlægges, inden en anmodning om administrativ prøvning er endelig afgjort, stille behandlingen i bero. Berostillelse skal kun foretages, når anmodningen om administrativ prøvning er indgivet af andre end designeren. Hvis anmodningen er indgivet af indehaveren af designet, færdigbehandler Patent- og Varemærkestyrelsen sagen. Årsagen til denne forskel mellem tredjemand og designindehaveren er, at Patent- og Varemærkestyrelsen hurtigt kan afslutte behandlingen af designindehaverens anmodning. Det skyldes, at der ikke skal ske inddragelse af andre end designindehaveren selv under prøvningen. Berostillelse omfatter også sager, der er under behandling i Patentankenævnet. Hermed bringes forslaget i overensstemmelse med patentloven, hvor der er konstateret problemer ved parallel behandling.
Stk. 4 fastslår, at der skal betales gebyr, hvis der anmodes om administrativ prøvning af en designregistrering.
Til § 26
Stk. 1 indebærer, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal afvise at behandle en sag om administrativ prøvning, hvis anmodningen ikke er ledsaget af dokumentation, som redegør for de grunde, hvorpå anmodningen støttes. Sådan dokumentation kan f.eks. omfatte tidligere offentliggjorte design, som anses for nyhedsskadelige. Kravet om dokumentation skyldes, at Patent- og Varemærkestyrelsen som udgangspunkt kun kan gennemføre en effektiv undersøgelse på baggrund af indsendt materiale, der angiver de forhold, som styrelsen skal tage stilling til.
Stk. 2 sikrer, at indehaveren af designet får mulighed får at varetage sine interesser.
Til § 27
Bestemmelsen er sammen med forslaget til § 25 en gennemførelse af direktivets artikel 11(1)-(5). Bestemmelsen indeholder en angivelse af, hvornår en designregistrering kan kendes ugyldig ved dom samt hvem, der kan anlægge sag om hel eller delvis ugyldighed. Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 31.
En designregistrering bør ligesom i henhold til den gældende lov kunne kendes ugyldig ved dom, hvis registreringen ikke burde have fundet sted. Bestemmelsen er parallel til forslagets § 25 om administrativ prøvning. Det må antages, at administrativ prøvning i vidt omfang vil blive anvendt frem for sagsanlæg ved domstolene. Forinden en sag om et design kan indbringes for domstolene, skal ankefristen for indbringelse af Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse til Patentankenævnet være udløbet, jf. kapitel 6.
Stk. 1 er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1) og (2). Bestemmelsen angiver en udtømmende opregning af forhold, der kan påberåbes som ugyldighedsgrund.
Stk. 2 er en gennemførelse af direktivets artikel 11(3)-(5). Begrænsningerne med hensyn til hvem, der kan anlægge sag, har til formål, at kun de, som har retlig interesse, kan anlægge sag. Opremsningen af begrænsningerne er udtømmende, således at enhver kan gøre gældende, at betingelserne i de øvrige bestemmelser, som er nævnt i stk. 1, ikke er opfyldt. Det drejer sig bl.a. om kravet til designets nyhed og individuelle karakter.
Stk. 3 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 31, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 4 er en er en gennemførelse af direktivets artikel 11(9). Efter et designs bortfald, f.eks. fordi det ikke er fornyet, eller gyldighedsperioden er udløbet, kan det fortsat have betydning at få fastslået, om der oprindeligt har foreligget en designret, f.eks. hvis en tvist går flere år tilbage.
Til § 28
Bestemmelsen er sammen med forslaget til § 20 en gennemførelse af direktivets artikel 11(7).
Stk. 1 fastslår, at et design kan registreres i ændret form, hvis designet fortsat opfylder betingelserne for beskyttelse, og det beholder sin identitet. Bestemmelsen har betydning i forbindelse med Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af anmodning om administrativ prøvning efter § 25, stk. 1, eller ved behandling af en sag ved Patentankenævnet eller domstolene. Bestemmelsen kan f.eks. finde anvendelse, hvis designet indeholder en andens varemærke eller en andens design. Her vil det i visse tilfælde være muligt at fjerne registreringshindringen, uden at designets helhedsindtryk påvirkes i sådan grad, at identitetskravet ikke kan opfyldes.
Stk. 2 fastslår, at registreringen skal udslettes, hvis indehaveren ikke ønsker registreringen opretholdt i den form, som Patent- og Varemærkestyrelsen kan acceptere. Det er en forudsætning for registrering i ændret form, at indehaveren betaler gebyret for offentliggørelse af ændringen.
Stk. 1 indebærer, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal afvise at behandle en sag om administrativ prøvning, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af dokumentation, som redegør for de grunde, hvorpå anmodningen støttes. Sådan dokumentation kan f.eks. omfatte
tidligere offentliggjorte design, som anses for nyhedsskadelige. Kravet om dokumentation skyldes, at Patent- og Varemærkestyrelsen
som udgangspunkt kun kan gennemføre en effektiv undersøgelse på baggrund af indsendt materiale, der angiver de forhold, som
styrelsen skal tage stilling til.
Stk. 2
sikrer, at indehaveren af designet får mulighed får at varetage sine interesser.
Bestemmelsen er sammen med forslaget til § 25 en gennemførelse af direktivets artikel 11(1)-(5). Bestemmelsen indeholder en
angivelse af, hvornår en designregistrering kan kendes ugyldig ved dom samt hvem, der kan anlægge sag om hel eller delvis
ugyldighed. Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 31.
En designregistrering bør ligesom i henhold til den gældende lov kunne kendes ugyldig ved dom, hvis registreringen ikke burde
have fundet sted. Bestemmelsen er parallel til forslagets § 25 om administrativ prøvning. Det må antages, at administrativ
prøvning i vidt omfang vil blive anvendt frem for sagsanlæg ved domstolene. Forinden en sag om et design kan indbringes for
domstolene, skal ankefristen for indbringelse af Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse til Patentankenævnet være udløbet, jf.
kapitel 6.
Stk. 1
er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1) og (2). Bestemmelsen angiver en udtømmende opregning af forhold, der kan
påberåbes som ugyldighedsgrund.
Stk. 2
er en gennemførelse af direktivets artikel 11(3)-(5). Begrænsningerne med hensyn til hvem, der kan anlægge sag, har til formål, at
kun de, som har retlig interesse, kan anlægge sag. Opremsningen af begrænsningerne er udtømmende, således at enhver kan gøre
gældende, at betingelserne i de øvrige bestemmelser, som er nævnt i stk. 1, ikke er opfyldt. Det drejer sig bl.a. om kravet til
designets nyhed og individuelle karakter.
Stk. 3
svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 31, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 4
er en er en gennemførelse af direktivets artikel 11(9). Efter et designs bortfald, f.eks. fordi det ikke er fornyet, eller
gyldighedsperioden er udløbet, kan det fortsat have betydning at få fastslået, om der oprindeligt har foreligget en designret,
f.eks. hvis en tvist går flere år tilbage.
Bestemmelsen er sammen med forslaget til § 20 en gennemførelse af direktivets artikel 11(7).
Stk. 1
fastslår, at et design kan registreres i ændret form, hvis designet fortsat opfylder betingelserne for beskyttelse, og det
beholder sin identitet. Bestemmelsen har betydning i forbindelse med Patent- og Varemærkestyrelsens behandling af anmodning om
administrativ prøvning efter § 25, stk. 1, eller ved behandling af en sag ved Patentankenævnet eller domstolene. Bestemmelsen kan
f.eks. finde anvendelse, hvis designet indeholder en andens varemærke eller en andens design. Her vil det i visse tilfælde være
muligt at fjerne registreringshindringen, uden at designets helhedsindtryk påvirkes i sådan grad, at identitetskravet ikke kan
opfyldes.
Stk. 2
fastslår, at registreringen skal udslettes, hvis indehaveren ikke ønsker registreringen opretholdt i den form, som Patent- og
Varemærkestyrelsen kan acceptere. Det er en forudsætning for registrering i ændret form, at indehaveren betaler gebyret for
offentliggørelse af ændringen.
Stk. 1 omfatter ikke kun spørgsmålet om retten til et design i ansøgningsfasen som i den gældende lovs § 16, stk. 1, men også påstand om retten til et allerede registreret design. Tredjemand kan f.eks. rejse spørgsmålet om retten til et registreret design overfor Patent- og Varemærkestyrelsen i forbindelse med en anmodning om administrativ prøvning i henhold til § 25, stk. 1. Patent- og Varemærkestyrelsen tager kun stilling til påstanden, hvis der foreligger klar dokumentation. Hvis dette ikke er tilfældet, egner afgørelsen af spørgsmålet sig ikke til behandling ved Patent- og Varemærkestyrelsen, idet afgørelsen ofte vil kræve en omfattende bevisførelse, der af retssikkerhedsmæssige grunde bør finde sted ved domstolene. Om søgsmålsfrister henvises til forslagets § 27, stk. 3.
Stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 16, stk. 2, dog er "kan" ændret til "skal" for at sikre, at der ikke sker parallel behandling om retten til et design ved domstolene og Patent- og Varemærkestyrelsen.
Til § 30
Bestemmelsen svarer med enkelte konsekvensændringer til den gældende lovs § 17. Ligesom forslaget til § 29 omfatter bestemmelsen tillige spørgsmål vedrørende et registreret design og ikke kun et ansøgt design som i den gældende lovs § 17.
Stk. 2 skal sikre, at en ansøgning eller designregistrering opretholdes uændret, indtil der er taget endelig stilling til spørgsmålet om overførelse af registreringen til en anden. Designindehaveren kan f.eks. ikke få udslettet et design under en administrativ prøvning, før der er taget endelig stilling til spørgsmålet om retten til designet.
Til § 31
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 32. Det er dog præciseret i stk. 1, 2. pkt., at Patent- og Varemærkestyrelsen skal overføre registreringen til den berettigede, når retten til designet er fastslået af domstolene.
Til § 32
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1).
Stk. 1 fastslår, at en designregistrering skal udslettes, hvis der foreligger en hindring for fortsat at opretholde registreringen. Konstateringen af, om der foreligger en sådan hindring, kan følge af en afgørelse truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen i anledning af en anmodning om administrativ prøvning i henhold til § 25, stk. 1, en afgørelse truffet af Patentankenævnet eller af en afsagt dom. Udslettelse kan først finde sted efter ankefristens udløb. Bestemmelsen omfatter tillige den situation, hvor en designindehaver har givet afkald på designretten.
Stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til brugsmodellovens § 36, stk. 4.
Til § 33
Stk. 1 foreskriver, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre ændringer, som foretages i en designregistrering, på baggrund af endelige afgørelser om hel eller delvis udslettelse m.v. Afgørelser afsagt af domstolene meddeles til Patent- og Varemærkestyrelsen, jf. § 46. Offentliggørelsen finder sted i Dansk Designtidende. Offentliggørelse skal ske af hensyn til tredjemand.
Stk. 2 foreskriver, at der skal betales et gebyr for offentliggørelse af en registrering i ændret form, jf. § 28.
Bestemmelsen svarer med enkelte konsekvensændringer til den gældende lovs § 17. Ligesom forslaget til § 29 omfatter
bestemmelsen tillige spørgsmål vedrørende et registreret design og ikke kun et ansøgt design som i den gældende lovs § 17.
Stk. 2
skal sikre, at en ansøgning eller designregistrering opretholdes uændret, indtil der er taget endelig stilling til spørgsmålet om
overførelse af registreringen til en anden. Designindehaveren kan f.eks. ikke få udslettet et design under en administrativ
prøvning, før der er taget endelig stilling til spørgsmålet om retten til designet.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 32. Det er dog præciseret i stk. 1, 2. pkt., at
Patent- og Varemærkestyrelsen skal overføre registreringen til den berettigede, når retten til designet er fastslået af
domstolene.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 11(1).
Stk. 1
fastslår, at en designregistrering skal udslettes, hvis der foreligger en hindring for fortsat at opretholde registreringen.
Konstateringen af, om der foreligger en sådan hindring, kan følge af en afgørelse truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen i
anledning af en anmodning om administrativ prøvning i henhold til § 25, stk. 1, en afgørelse truffet af Patentankenævnet eller af
en afsagt dom. Udslettelse kan først finde sted efter ankefristens udløb. Bestemmelsen omfatter tillige den situation, hvor en
designindehaver har givet afkald på designretten.
Stk. 2
svarer med redaktionelle ændringer til brugsmodellovens § 36, stk. 4.
Stk. 1 foreskriver, at Patent- og Varemærkestyrelsen skal offentliggøre ændringer, som foretages i en designregistrering, på
baggrund af endelige afgørelser om hel eller delvis udslettelse m.v. Afgørelser afsagt af domstolene meddeles til Patent- og
Varemærkestyrelsen, jf. § 46. Offentliggørelsen finder sted i Dansk Designtidende. Offentliggørelse skal ske af hensyn til
tredjemand.
Stk. 2
foreskriver, at der skal betales et gebyr for offentliggørelse af en registrering i ændret form, jf. § 28.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til brugsmodellovens § 37, stk. 1.
Til § 35
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelserne i de øvrige industrielle eneretslove om indbringelse af afgørelser for Patentankenævnet, jf. patentlovens § 25, brugsmodellovens § 37 og varemærkelovens § 46. Det er ligesom i varemærkeloven fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at en klage til Patentankenævnet og et søgsmål ved domstolene har opsættende virkning.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelserne i de øvrige industrielle eneretslove om indbringelse af
afgørelser for Patentankenævnet, jf. patentlovens § 25, brugsmodellovens § 37 og varemærkelovens § 46. Det er ligesom i
varemærkeloven fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at en klage til Patentankenævnet og et søgsmål ved domstolene har opsættende
virkning.
Bestemmelsen er ændret i overensstemmelse med lov nr. 432 af 31. maj 2000 om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. I overensstemmelse hermed ophæves bestemmelserne om hæftestraf. Bestemmelsen svarer i øvrigt med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 35.
Til § 37
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 36.
Til § 38
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 37.
Til § 39
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 38. Bestemmelsen vil formentlig næppe få stor praktisk betydning på grund af de foreslåede ændringer vedrørende registreringsproceduren, herunder ophævelse af indsigelsesadgangen inden registreringen.
Til § 40
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 39.
Til § 41
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 40.
Til kapitel 8
Retsplejebestemmelser
Til § 42
Bestemmelsen angiver, hvilke domstole der er kompetente i designsager.
Stk. 1 foreskriver, at sager om design behandles ved Sø- og Handelsretten, medmindre parterne aftaler andet. Bestemmelsen svarer til varemærkelovens § 43, stk. 4.
Stk. 2 fastslår hvilke domstole, der er kompetente i sager om konflikter vedrørende EF-design. I henhold til forordningsforslaget om EF-design skal medlemslandene udpege kompetente nationale domstole på designområdet. Ifølge forordningsforslaget har en dom afsagt af en EF-designdomstol virkning i samtlige EU-lande. Da forordningen om EF-designet endnu er under udarbejdelse, får bestemmelsen først virkning fra det tidspunkt, hvor forordningen træder i kraft.
I medfør af EF-varemærkeforordningen er Sø- og Handelsretten og Højesteret ligeledes udpeget som de kompetente domstole vedrørende sager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens § 43 a.
Til § 43
Bestemmelsen omhandler forbud, som nedlægges på baggrund af rettigheder vedrørende EF-design. Bestemmelsen fastslår hvilke retter, der er kompetente i disse sager. Dette gælder uanset om en EF-designdomstol i anden medlemsstat i henhold til forordningen har kompetence med hensyn til realitetsspørgsmålet. Tilsvarende kompetenceregler findes i §§ 43 b - 43 d i varemærkeloven.
Bestemmelsen får først virkning fra det tidspunkt, hvor forordningen om EF-designet træder i kraft.
Stk. 1 angår alene forbud, der skal have virkning i Danmark. Når der således kun er tale om et nationalt forbud, er det den enkelte fogedret, som er kompetent til at nedlægge forbudet.
Stk. 2 omfatter den situation, hvor et forbud skal have virkning i hele EU. I følge forordningsforslaget om EF-design kan et forbud, der er nedlagt af en national udpeget ret, få virkning for samtlige medlemsstater. I Danmark skal forbudet nedlægges af Sø- og Handelsretten.
Stk. 3 fastslår, at et forbud skal nedlægges af Sø- og Handelsretten, hvis sagen omfatter et EF-design, og forbudet skal have virkning i hele EU, uanset at forbudet omfatter andre design, hvor forbudet kunne være nedlagt ved fogedretten. Sådanne andre design omfatter også internationale designregistreringer med virkning her i landet.
Stk. 4 angiver, at de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 57 om forbud finder anvendelse i forbindelse med forbudssager vedrørende EF-design.
Stk. 5 fastslår, at Sø- og Handelsrettens forbud kan kæres til Østre Landsret.
Til § 44
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 42.
Til § 45
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 43.
Til § 46
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 44.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 38. Bestemmelsen vil formentlig næppe få stor praktisk
betydning på grund af de foreslåede ændringer vedrørende registreringsproceduren, herunder ophævelse af indsigelsesadgangen inden
registreringen.
Bestemmelsen angiver, hvilke domstole der er kompetente i designsager.
Stk. 1
foreskriver, at sager om design behandles ved Sø- og Handelsretten, medmindre parterne aftaler andet. Bestemmelsen svarer til
varemærkelovens § 43, stk. 4.
Stk. 2
fastslår hvilke domstole, der er kompetente i sager om konflikter vedrørende EF-design. I henhold til forordningsforslaget om
EF-design skal medlemslandene udpege kompetente nationale domstole på designområdet. Ifølge forordningsforslaget har en dom afsagt
af en EF-designdomstol virkning i samtlige EU-lande. Da forordningen om EF-designet endnu er under udarbejdelse, får bestemmelsen
først virkning fra det tidspunkt, hvor forordningen træder i kraft.
I medfør af EF-varemærkeforordningen er Sø- og Handelsretten og Højesteret ligeledes udpeget som de kompetente domstole
vedrørende sager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens § 43 a.
Bestemmelsen omhandler forbud, som nedlægges på baggrund af rettigheder vedrørende EF-design. Bestemmelsen fastslår hvilke
retter, der er kompetente i disse sager. Dette gælder uanset om en EF-designdomstol i anden medlemsstat i henhold til forordningen
har kompetence med hensyn til realitetsspørgsmålet. Tilsvarende kompetenceregler findes i §§ 43 b - 43 d i varemærkeloven.
Bestemmelsen får først virkning fra det tidspunkt, hvor forordningen om EF-designet træder i kraft.
Stk. 1
angår alene forbud, der skal have virkning i Danmark. Når der således kun er tale om et nationalt forbud, er det den enkelte
fogedret, som er kompetent til at nedlægge forbudet.
Stk. 2
omfatter den situation, hvor et forbud skal have virkning i hele EU. I følge forordningsforslaget om EF-design kan et forbud, der
er nedlagt af en national udpeget ret, få virkning for samtlige medlemsstater. I Danmark skal forbudet nedlægges af Sø- og
Handelsretten.
Stk. 3
fastslår, at et forbud skal nedlægges af Sø- og Handelsretten, hvis sagen omfatter et EF-design, og forbudet skal have virkning i
hele EU, uanset at forbudet omfatter andre design, hvor forbudet kunne være nedlagt ved fogedretten. Sådanne andre design omfatter
også internationale designregistreringer med virkning her i landet.
Stk. 4
angiver, at de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 57 om forbud finder anvendelse i forbindelse med forbudssager
vedrørende EF-design.
Stk. 5
fastslår, at Sø- og Handelsrettens forbud kan kæres til Østre Landsret.
Bestemmelsen erstatter §§ 12 og 45 i den gældende lov. Forslaget er hovedsageligt begrundet i, at Europa-Kommissionen over for Danmark og andre EU-lande, herunder Sverige og Finland, som har tilsvarende regler, har tilkendegivet, at kravet om en i eget land bosat fuldmægtig strider mod EU-reglerne om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser. Forslaget skal sikre, at Danmark følger de EU-retlige regler.
Med bestemmelsen ophæves kravet om, at ansøgere og designindehavere, der ikke har bopæl her i landet, skal have en herboende fuldmægtig. Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel ansøgere og rettighedshavere i udlandet, herunder EØS-området, som ansøgere og rettighedshavere bosat i Danmark.
Bestemmelsen påtænkes at finde anvendelse i de tilfælde, hvor Patent- og Varemærkestyrelsen skønner, at en fuldmægtig er nødvendig af hensyn ansøgerens eller indehaverens interesser, som ellers ikke vil blive varetaget på betryggende vis. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor fraværet af en professionel rådgiver kan medføre henlæggelse af en ansøgning eller tab af designretten.
Behovet for en fuldmægtig vil typisk opstå i den situation, hvor ansøger ikke kan kommunikere på dansk eller et andet sprog, som beherskes af Patent- og Varemærkestyrelsen. Det samme vil være tilfældet, hvis ansøger ikke er i stand til at varetage sine interesser på grund af særlige tekniske eller juridiske komplikationer i forbindelse med behandlingen af ansøgningen.
Indehaveren af en designregistrering kan have behov for en fuldmægtig f.eks. i forbindelse med behandlingen af en anmodning om administrativ prøvning. Her kan professionel hjælp ligeledes være påkrævet på grund af sagens komplicerede karakter.
Repræsentation ved en fuldmægtig erstatter ikke Patent- og Varemærkestyrelsens almindelige vejledningspligt i henhold til forvaltningsloven. Kun i det tilfælde, hvor ansøgerens eller designindehaverens interesser ikke kan varetages tilstrækkeligt inden for den almindelige vejledningspligt, bør styrelsen opfordre til, at der udpeges en fuldmægtig.
Bestemmelsen indeholder i lighed med gældende ret ingen krav til hvem, der kan optræde som fuldmægtig. Fuldmægtigen skal dog have bopæl inden for EØS-området. En juridisk person kan også anerkendes som fuldmægtig. Der kan ikke stilles særlige kvalifikationskrav til fuldmægtigen bortset fra, at den pågældende skal være myndig. En ansøger eller designindehaver, der bliver anmodet om at udpege en fuldmægtig, forventes typisk at rette henvendelse til en dansk advokat eller patentagent.
Der er ikke som i dag knyttet retsvirkninger til undladelsen af at udpege en fuldmægtig, f.eks. afslag på en ansøgning.
Bestemmelsen indeholder et krav om, at såfremt der bliver udpeget en fuldmægtig, skal fuldmægtigens navn og adresse indføres i designregistreret. Ændringer i fuldmagtsforholdet skal tillige noteres i registreret.
Udpeges der en fuldmægtig, må det følge af almindelige retsgrundsætninger, at Patent- og Varemærkestyrelsen og andre med frigørende virkning kan rette henvendelse til den, der er angivet som fuldmægtig i registreret, så længe fuldmagten ikke formelt er trukket tilbage over for styrelsen. En fuldmægtig skal således med bindende virkning kunne modtage meddelelser, stævning og lignende og afgive svar på fuldmagtsgiverens vegne. I særlige tilfælde vil der i stedet for en fuldmægtig kunne anvises en serviceadresse, hvortil korrespondance m.v. kan sendes med frigørende virkning.
Arbejdssproget ved Patent- og Varemærkestyrelsen vil fortsat være dansk. Ansøgninger vil dog fortsat kunne indgives til styrelsen på norsk og svensk i overensstemmelse med hidtidig praksis, jf. § 3 i den gældende mønsterbekendtgørelse. Sagsbehandling vil i begrænset omfang kunne finde sted på engelsk, f.eks. hvis der er tale om rent formelle forhold i form af indsendelse af erklæringer og lignende.
Bestemmelsen forventes ikke at få større betydning for den danske advokat- og patentagentbranche, der typisk optræder som fuldmægtige for ikke herboende ansøgere og rettighedshavere, da sådanne ansøgere og rettighedshavere som oftest ikke selv vil være i stand til at kommunikere på dansk over for danske myndigheder.
Til § 48
Bestemmelsen vedrørende genoprettelse af rettigheder er ny i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til patentlovens § 72. Begrundelsen for at medtage bestemmelsen i forslaget er, at de samme hensyn gør sig gældende for genoprettelse af designrettigheder som for patentrettigheder. Uden en sådan regel vil f.eks. en forsinkelse med betaling af fornyelsesgebyr medføre, at designretten ikke kan genetableres, fordi designet vil være nyhedsskadeligt i forhold til sig selv i forbindelse med en ny ansøgning. Med hensyn til anvendelsen af bestemmelsen vil Patent- og Varemærkestyrelsen følge praksis vedrørende patentlovens § 72.
Bestemmelsen vedrørende genoprettelse af rettigheder er ny i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen svarer med
redaktionelle ændringer til patentlovens § 72. Begrundelsen for at medtage bestemmelsen i forslaget er, at de samme hensyn gør sig
gældende for genoprettelse af designrettigheder som for patentrettigheder. Uden en sådan regel vil f.eks. en forsinkelse med
betaling af fornyelsesgebyr medføre, at designretten ikke kan genetableres, fordi designet vil være nyhedsskadeligt i forhold til
sig selv i forbindelse med en ny ansøgning. Med hensyn til anvendelsen af bestemmelsen vil Patent- og Varemærkestyrelsen følge
praksis vedrørende patentlovens § 72.
Stk. 1 indeholder en bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler for gennemførelse af loven. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 47.
Stk. 2 er en bemyndigelsesbestemmelse, der tager højde for indførelse af EF-designet, der forventes at ske i 2001 med vedtagelse af forordningen om EF-design, jf. de almindelige bemærkninger under punkt 4.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsætte de gebyrer, som er nævnt i loven. Gebyrerne vil omfatte ansøgnings- og fornyelsesgebyrer. Ansøgningsgebyrer vil tillige kunne omfatte særlige tillægsgebyrer i form af klassegebyr for hver klasse ud over den første, samregistreringsgebyr for hvert design ud over det første, gebyr for offentliggørelse af hver afbildning ud over den første samt opbevaringsgebyr for modeller.
Til § 50
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 17. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende dansk ret, selv om bestemmelsen ikke findes i den gældende lov. I lov om ophavsret følger det af § 10, stk. 1, at beskyttelse efter lov om mønstre ikke udelukker ophavsret.
Til § 51
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til patentlovens § 44 og mønsterlovens § 27, stk. 3. Notering af pant og udlæg følger allerede af § 22 i den gældende mønsterbekendtgørelse. Noteringen er alene af ordensmæssig karakter og har ikke virkning i forhold til tredjemand, f.eks. som sikringsakt.
Bestemmelsen i stk. 3 fastslår, at notering af overdragelse af et enkelt design ikke kan finde sted, så længe designet er omfattet af en samregistrering. Hvis designindehaveren ønsker notering om overdragelse indført i designregisteret, skal der ske en deling af registreringen, forinden sådan notering kan finde sted. Baggrunden er praktiske hensyn, bl.a. bør tredjemand klart kunne se af en registerudskrift hvilke design, som er omfattet af registreringen.
Bestemmelsen er en gennemførelse af direktivets artikel 17. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende dansk ret, selv om
bestemmelsen ikke findes i den gældende lov. I lov om ophavsret følger det af § 10, stk. 1, at beskyttelse efter lov om mønstre
ikke udelukker ophavsret.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til patentlovens § 44 og mønsterlovens § 27, stk. 3. Notering af pant og udlæg
følger allerede af § 22 i den gældende mønsterbekendtgørelse. Noteringen er alene af ordensmæssig karakter og har ikke virkning i
forhold til tredjemand, f.eks. som sikringsakt.
Bestemmelsen i stk. 3 fastslår, at notering af overdragelse af et enkelt design ikke kan finde sted, så længe designet er
omfattet af en samregistrering. Hvis designindehaveren ønsker notering om overdragelse indført i designregisteret, skal der ske en
deling af registreringen, forinden sådan notering kan finde sted. Baggrunden er praktiske hensyn, bl.a. bør tredjemand klart kunne
se af en registerudskrift hvilke design, som er omfattet af registreringen.
Stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 46 a, stk. 1, 1. pkt.
Stk. 2 indeholder en generel undtagelse fra aktindsigt i Patent- og Varemærkestyrelsens servicesager. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den gældende lovs § 46 a, stk. 2, som trådte i kraft den 30. juli 2000, jf. lov nr. 412 af 31. maj 2000. Der findes en lignende bestemmelse i patent-, varemærke- og brugsmodelloven.
Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 46 a, stk. 1, 2. pkt.
Til kapitel 10
International designregistrering
Til kapitel 10
Tidspunktet for ikrafttrædelsen af kapitel 10 fastsættes af erhvervsministeren, jf. § 60, stk. 1. En forudsætning for ikrafttrædelsen af kapitel. 10 vil være, at Danmark ratificerer Genève-aftalen om international registrering af design. Med vedtagelse af lovforslaget kan regeringen således på Danmarks vegne ratificere aftalen. Beslutning om dansk ratifikation vil blive truffet på grundlag af en høring af de berørte kredse, jf. tillige de almindelige bemærkninger under punkt 5.
Til § 53
Bestemmelsen indeholder en definition af en international designregistrering.
Til § 54
Bestemmelsen fastslår retsvirkningen af en international designregistrering. Direktivets bestemmelser finder også anvendelse på internationale designregistreringer, jf. artikel 2(1)(c) i direktivet.
Til § 55
Ifølge Genève-aftalen har ansøger mulighed for at indgive en international designansøgning enten til den nationale registreringsmyndighed eller til det Internationale Bureau, World Intellectual Property Organization (WIPO), i Genève. Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan indgive en international designansøgning. Ved udtrykket "regulær industriel og kommerciel virksomhed" udelukkes f.eks. virksomheder, som alene har en postadresse her i landet.
Til § 56
Bestemmelsen fastslår, at der i forbindelse med en international designansøgning kan påberåbes prioritet i henhold til Pariserkonventionens artikel 4 fra et konventionsland eller fra et land, som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Til § 57
Bestemmelsen fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan nægte et design hel eller delvis gyldighed i Danmark, hvis det ikke opfylder registreringsbetingelserne i designloven. Fristen for afslag er 6 måneder for lande, der alene foretager en begrænset forundersøgelse af en designansøgning, hvilket vil være tilfældet i Danmark, hvis lovforslaget vedtages.
Til § 58
Af Genève-aftalen fremgår det, at den internationale designregistrering kan fornyes hvert femte år. Den samlede beskyttelsesperiode er den samme som for nationale registreringer. I Danmark vil det sige 15 år for design til reservedele og 25 år for andre design, jf. forslaget til § 23.
Til § 59
Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at erhvervsministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte bestemmelser om behandling af internationale designansøgninger og deres registrering i Danmark.
Til kapitel 11
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Til § 60
Stk. 1 fastslår, at loven træder i kraft 1. oktober 2001. Denne dato er valgt af hensyn til fristen den 28. oktober 2001 for gennemførelse af direktivet om retlig beskyttelse af mønstre i national lovgivning. Ikrafttrædelse af kapitel 10 forudsætter, at Danmark ratificerer Genève-aftalen om international registrering af design. Med vedtagelse af lovforslaget åbnes der mulighed for, at regeringen kan ratificere aftalen, jf. tillige de almindelige bemærkninger under punkt 5.
Stk. 2 ophæver den gældende mønsterlov, jf. dog stk. 3.
Stk. 3 fastslår, at den gældende mønsterlov i en overgangsperiode fortsat vil finde anvendelse på allerede registrerede design og ansøgninger, som er indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen inden lovens ikrafttræden. Det vil bl.a. sige, at disse design højst vil have gyldighed i 15 år i henhold til de gældende regler. Desuden vil der ikke kunne anmodes om administrativ prøvning vedrørende disse registreringer.
Stk. 4 giver mulighed for at fortsætte en erhvervsmæssig udnyttelse i henhold til § 6 i den gældende lov efter ikrafttræden af lovforslaget. Bestemmelsen får næppe stor betydning, da adgangen til fortsat udnyttelse ikke har haft udbredelse i praksis. Bestemmelsen tilsigter alene at skabe sikkerhed for, at eventuelle eksisterende rettigheder til fortsat udnyttelse ikke fortabes ved vedtagelse af loven. Lovforslaget indeholder ikke en tilsvarende adgang til at kunne udnytte sådanne rettigheder.
Til § 61
Bestemmelsen er affattet i overensstemmelse med almindelig praksis med hensyn til Grønland og Færøerne.
Bilag
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/71EF
af 13. oktober 1998
om retlig beskyttelse af mønstre
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),
i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B(3), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 29. juli 1998, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ifølge traktaten har Fællesskabet bl.a. som mål at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk, at fremme snævrere forbindelser mellem Fællesskabets medlemsstater, samt gennem fælles handling at sikre økonomiske og sociale fremskridt for Fællesskabets lande ved at fjerne de skranker, der deler Europa; med henblik herpå indeholder traktaten bestemmelser om oprettelse af et indre marked, der er kendetegnet ved fjernelse af hindringerne for de frie varebevægelser, og om gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke forvrides; en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om retlig beskyttelse af mønstre vil fremme disse mål;
(2) den forskellige retlige beskyttelse af mønstre i medlemsstaternes lovgivning indvirker direkte på etableringen af det indre marked og på dets funktion, hvad angår varer, der omfatter mønstre; sådanne forskelle kan forvride konkurrencen inden for det indre marked;
(3) for at det indre marked kan fungere korrekt, er det derfor nødvendigt at sikre indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af mønstre;
(4) i denne forbindelse er det vigtigt at holde sig for øje, hvilke løsninger og fordele, en EF-mønsterordning vil medføre for virksomheder, der ønsker at erhverve mønsterrettigheder;
(5) det er ikke nødvendigt at gennemføre en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om mønstre, idet det vil være tilstrækkeligt, at harmoniseringen begrænses til de nationale retsregler, som mest direkte indvirker på det indre markeds funktion; bestemmelser om sanktioner, retsmidler og håndhævelse bør fastsættes nationalt; målene for en sådan begrænset harmonisering kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne enkeltvis;
(6) medlemsstaterne bør derfor stadig frit kunne fastsætte de proceduremæssige bestemmelser om registrering og fornyelse af mønsterrettigheder og om disses ugyldighed samt bestemmelser om retsvirkningerne af en sådan ugyldighed;
(7) dette direktiv er ikke til hinder for, at der på mønstre anvendes national lovgivning eller fællesskabsret, der giver en anden beskyttelse end den, der opnås ved registrering eller offentliggørelse som mønster, f.eks. lovgivning om ikke-registrerede mønsterrettigheder, varemærker, patenter og brugsmodeller, samt lovgivningen om markedsføring eller civilretligt ansvar;
(8) så længe ophavsretslovene ikke er harmoniseret, er det vigtigt at fastslå princippet om kumulativ beskyttelse i henhold til lovgivningen om registrerede mønstres beskyttelse og i henhold til ophavsretslovgivningen, hvorimod det overlades til medlemsstaterne at fastsætte omfanget af den ophavsretlige beskyttelse og betingelserne for at opnå en sådan beskyttelse;
(9) virkeliggørelsen af målene for det indre marked forudsætter, at betingelserne for opnåelse af en registreret mønsterret er identiske i alle medlemsstater; med henblik herpå er det nødvendigt at have en ensartet definition af begrebet mønster og af de krav til nyhed og individuel karakter, som registrerede mønstre skal opfylde;
(10) for at fremme de frie varebevægelser er det vigtigt at knæsætte princippet om, at registrerede mønsterrettigheder giver rettighedshaveren ens beskyttelse i alle medlemsstater;
(11) rettighedshaveren opnår ved registrering beskyttelse af de mønsterelementer i et produkt eller en del af et produkt, som synligt fremgår af ansøgningen og gøres offentligt tilgængelige ved bekendtgørelse eller ved adgang til den relevante sagsakt;
(12) beskyttelsen bør ikke udvides til at omfatte komponenter, der ikke er synlige under normal brug af et produkt, eller elementer af en komponent, som ikke er synlige, når komponenten er monteret, eller elementer, som ikke i sig selv ville opfylde kravene til nyhed og individuel karakter; de elementer af et mønster, der af disse grunde er udelukket fra beskyttelse, bør ikke få indflydelse på vurderingen af, om andre elementer af mønstret opfylder kravene til beskyttelse;
(13) et mønsters individuelle karakter bør vurderes ud fra, om det helhedsindtryk, den informerede bruger får ved betragtning af mønstret, klart adskiller sig fra helhedsindtrykket af den allerede eksisterende formgivning, idet der tages hensyn til arten af det produkt, som mønstret finder anvendelse på eller indgår i, og navnlig hvilken industrigren produktet tilhører, samt den grad af frihed, frembringeren har haft ved udviklingen af mønstret;
(14) teknisk innovation må ikke vanskeliggøres ved mønsterbeskyttelse af elementer, der alene er bestemt af en teknisk funktion; men dette må selvsagt ikke medføre, at et mønster skal have æstetisk karakter; ligeledes må kompatibilitet mellem produkter af forskelligt fabrikat ikke hindres ved, at beskyttelsen udvides til at gælde for mekaniske sammenkoblingers mønstre; de elementer af et mønster, der af disse grunde er udelukket fra beskyttelse, bør ikke få indflydelse på vurderingen af, om andre elementer af mønstret opfylder kravene til beskyttelse;
(15) mekaniske sammenkoblinger i modulopbyggede produkter kan dog udgøre et vigtigt element i de innovative karakteristika ved modulopbyggede produkter og repræsentere et vigtigt markedsføringsaktiv, og de bør derfor kunne beskyttes;
(16) der kan ikke erhverves mønsterret til et mønster, som strider mod offentlig orden eller sædelighed; dette direktiv indebærer ikke en harmonisering af begreberne offentlig orden og sædelighed i de enkelte medlemsstater;
(17) for at det indre marked kan fungere korrekt, er det afgørende at fastsætte en ensartet beskyttelsestid i forbindelse med registrerede mønsterrettigheder;
(18) dette direktivs bestemmelser berører ikke anvendelsen af konkurrencereglerne i traktatens artikel 85 og 86;
(19) for en række industrisektorer er det afgørende, at dette direktiv vedtages meget snart; på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at foretage en fuldstændig indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om brug af beskyttede mønstre til reparation af sammensatte produkter, således at de atter får deres oprindelige udseende, når det produkt, som mønstret finder anvendelse på eller indgår i, udgør en komponent af et sammensat produkt, hvis udseende det beskyttede mønster er afhængigt af; det forhold, at der ikke sker en fuldstændig indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om brug af beskyttede mønstre til reparation af sammensatte produkter, bør ikke hindre, at der sker en indbyrdes tilnærmelse af de andre bestemmelser i medlemsstaternes mønsterlovgivning, der mest direkte indvirker på det indre markeds funktion; medlemsstaterne bør derfor i mellemtiden opretholde bestemmelser, som er i overensstemmelse med traktaten og vedrører brug af mønstret for en komponent, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende; såfremt de indfører nye bestemmelser vedrørende en sådan brug, bør disse kun have til formål at liberalisere markedet for sådanne komponenter; de medlemsstater, der på datoen for dette direktivs ikrafttræden ikke har bestemmelser om beskyttelse af mønstre for komponenter, er ikke forpligtet til at indføre registrering af mønstre for sådanne komponenter; tre år efter gennemførelsesdatoen bør Kommissionen forelægge en analyse af de konsekvenser, bestemmelserne i dette direktiv har haft for Fællesskabets industri, forbrugerne, konkurrencen og det indre markeds funktion; analysen bør med hensyn til komponenter af sammensatte produkter omfatte overvejelser om harmonisering baseret på forskellige muligheder, herunder et system med vederlag og et system baseret på mønsterbeskyttelse i et begrænset tidsrum; senest et år efter forelæggelsen af denne analyse, bør Kommissionen efter høring af de mest berørte parter foreslå Europa-Parlamentet og Rådet de ændringer i direktivet, der måtte være nødvendige med henblik på fuldstændig gennemførelse af det indre marked med hensyn til komponenter af sammensatte produkter, og enhver anden ændring, som den finder nødvendig;
(20) overgangsbestemmelsen i artikel 14 om mønstret for en komponent, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende, kan under ingen omstændigheder betragtes som en hindring for den frie bevægelighed for et produkt, der udgør en sådan komponent;
(21) de væsentlige grunde, der kan føre til udelukkelse fra registrering i medlemsstater, hvor der foretages en tilbundsgående undersøgelse af ansøgningerne forud for registreringen, samt de væsentlige grunde, der kan føre til registrerede mønsterrettigheders ugyldighed i samtlige medlemsstater, skal opregnes udtømmende
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a) »Mønster«: et produkts eller en del af et produkts udseende, navnlig bestemt af de særlige træk ved selve produktets og/eller dets udsmyknings linjer, konturer, farver, form, struktur og/eller materiale.
b) »Produkt«: en industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet artikel, herunder bl.a. dele, der er bestemt til at blive samlet til et sammensat produkt, samt emballage, udstyr, grafiske symboler og typografiske skrifttyper, men ikke edb-programmer.
c) »Sammensat produkt«: et produkt, der består af flere komponenter, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og samles igen.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) mønstre, der er registreret hos en medlemsstats centrale myndigheder for industriel ejendomsret
b) mønstre, der er registreret hos Benelux-Mønsterkontoret
c) mønstre, der er genstand for en international registrering med retsvirkning i en medlemsstat
d) ansøgninger om registrering af de under litra a), b) og c) nævnte mønstre.
2. I dette direktiv omfatter mønsterregistrering også bekendtgørelse af mønstret efter indlevering af mønsteransøgningen til myndigheden for industriel ejendomsret i en medlemsstat, hvor en sådan bekendtgørelse har den virkning, at der opstår en mønsterret.
Artikel 3
Betingelser for beskyttelsen
1. Medlemsstaterne beskytter mønstre ved registrering og giver indehaverne eneret i overensstemmelse med dette direktivs bestemmelser.
2. Et mønster beskyttes ved en mønsterret, i det omfang mønstret er nyt og har individuel karakter.
3. Et mønster, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt, som udgør en komponent af et sammensat produkt, anses kun for at være nyt og have individuel karakter:
a) hvis komponenten efter at være blevet inkorporeret i det sammensatte produkt fortsat er synlig under normal brug af dette produkt, og
b) i det omfang de synlige elementer af komponenten i sig selv opfylder kravene om nyhed og individuel karakter.
4. Ved »normal brug« i den i stk. 3, litra a), anvendte betydning forstås den endelige brugers anvendelse, med udelukkelse af vedligeholdelse og reparation.
Artikel 4
Nyhedskravet
Et mønster anses for nyt, hvis intet identisk mønster er blevet offentligt tilgængeligt inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen. Mønstre anses for identiske, hvis deres særlige træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.
Artikel 5
Individuel karakter
1. Et mønster anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre mønstre, som er blevet offentligt tilgængelige inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen.
2. Ved vurderingen af et mønsters individuelle karakter tages der hensyn til den grad af frihed, som frembringeren har haft ved udviklingen af mønstret.
Artikel 6
Offentliggørelse
1. Med henblik på anvendelsen af artikel 4 og 5 anses et mønster for at være blevet offentligt tilgængeligt, hvis det er blevet bekendtgjort i forbindelse med registreringen eller på anden måde er blevet offentliggjort, eller det er udstillet, benyttet kommercielt eller på anden måde blevet kendt, undtagen i tilfælde hvor fagkredsene inden for den pågældende sektor i Fællesskabet ikke med rimelighed kan have fået kendskab til de pågældende arrangementer som led i deres normale forretningsførelse inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen. Mønstret anses dog ikke for at være blevet offentligt tilgængeligt, blot fordi tredjemand har fået kendskab til det under et eksplicit eller implicit krav om fortrolighed.
2. Ved anvendelsen af artikel 4 og 5, tages der ikke hensyn til offentliggørelsen i de tilfælde, hvor et mønster, for hvilket der påberåbes beskyttelse i henhold til en registreret mønsterret i en medlemsstat, er gjort offentligt tilgængeligt:
a) af frembringeren eller af den, til hvem hans ret er overgået, eller af tredjemand på grundlag af oplysninger, der er meddelt, eller foranstaltninger, der er truffet af mønsterfrembringeren eller af den, til hvem hans ret er overgået, og
b) i løbet af de 12 måneder, der går forud for datoen for indgivelsen af ansøgningen eller, hvis der begæres prioritet, forud for prioritetsdagen.
3. Stk. 2 finder også anvendelse, hvis mønstret er blevet offentligt tilgængeligt som følge af misbrug i forhold til frembringeren eller den, til hvem hans ret er overgået.
Artikel 7
Mønstre, der er bestemt af deres tekniske funktion, samt mønstre for sammenkoblinger
1. Der kan ikke erhverves mønsterret til de elementer af et produkts udseende, der alene er bestemt af produktets tekniske funktion.
2. Der kan ikke erhverves mønsterret til de elementer af et produkts udseende, der nødvendigvis må reproduceres i deres nøjagtige form og dimensioner, for at det produkt, som mønstret indgår i eller finder anvendelse på, rent mekanisk kan kobles til et andet produkt eller placeres i, på eller omkring et andet produkt eller bringes i kontakt med et andet produkt, således at begge produkter opfylder deres funktion.
3. Uanset stk. 2 skal der på de i artikel 4 og 5 fastsatte betingelser kunne erhverves mønsterret til et mønster, der giver mulighed for en mangfoldig sammenbygning eller sammenkobling af produkter i et modulopbygget system bestående af indbyrdes udskiftelige elementer.
Artikel 8
Mønstre, der strider mod offentlig orden eller sædelighed
Der kan ikke erhverves mønsterret til et mønster, der strider mod offentlig orden eller sædelighed.
Artikel 9
Beskyttelsens omfang
1. Beskyttelsen i henhold til en mønsterret omfatter ethvert mønster, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk.
2. Ved vurderingen af beskyttelsens omfang skal der tages hensyn til den grad af frihed, som frembringeren har haft ved udviklingen af mønstret.
Artikel 10
Beskyttelsens varighed
Registreringen giver et mønster, der opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2, mønsterretlig beskyttelse for en eller flere perioder på fem år regnet fra datoen for ansøgningens indgivelse. Rettighedshaveren kan få forlænget beskyttelsesperioden for en eller flere perioder på hver fem år indtil i alt 25 år regnet fra ansøgningsdatoen.
Artikel 11
Ugyldighed eller udelukkelse fra registrering
1. Registrering af et mønster afslås, eller mønsterretten i forbindelse med et allerede registreret mønster erklæres ugyldig:
a) hvis mønstret ikke er et mønster i den i artikel 1, litra a), anførte betydning, eller
b) hvis det ikke opfylder betingelserne i artikel 3-8, eller
c) hvis ansøgeren eller indehaveren af mønsterretten ikke er berettiget til den i henhold til vedkommende medlemsstats lovgivning, eller
d) hvis mønstret strider mod et tidligere mønster, som er blevet offentligt tilgængeligt efter datoen for ansøgningens indgivelse eller, hvis der begæres prioritet, efter prioritetsdagen, og som fra en dato, der ligger forud for førnævnte dato, er beskyttet ved et registreret EF-mønster eller ved en ansøgning om registrering som et EF-mønster eller ved en mønsterret i vedkommende medlemsstat eller ved en ansøgning om en sådan ret.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at registrering af et mønster afslås, eller at mønsterretten i forbindelse med et allerede registreret mønster erklæres ugyldig:
a) hvis et kendetegn benyttes i et senere mønster, og fællesskabsretten eller vedkommende medlemsstats lovgivning vedrørende sådanne tegn giver indehaveren af retten til kendetegnet ret til at forbyde en sådan brug, eller
b) hvis mønstret udgør en uhjemlet brug af et værk, der er beskyttet af vedkommende medlemsstats ophavsretslovgivning, eller
c) hvis mønstret udgør en uretmæssig brug af et af de elementer, der er anført i artikel 6c i Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret eller en uretmæssig brug af andre kendetegn, emblemer og våbenskjold end dem, der er omfattet af artikel 6c i ovennævnte konvention, og som er af særlig offentlig interesse i vedkommende medlemsstat.
3. Den begrundelse, som omhandles i stk. 1, litra c), kan kun påberåbes af den person, som mønsterretten tilkommer i henhold til lovgivningen i vedkommende medlemsstat.
4. De begrundelser, som omhandles i stk. 1, litra d), og i stk. 2, litra a) og b), kan kun påberåbes af ansøgeren til eller indehaveren af den modstridende ret.
5. Den begrundelse, som omhandles i stk. 2, litra c), kan kun påberåbes af den person eller den juridiske person, som er berørt af brugen.
6. Uanset stk. 4 og 5 kan medlemsstaterne bestemme, at de begrundelser, som omhandles i stk. 1, litra d), og stk. 2, litra c), også kan påberåbes af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat på eget initiativ.
7. Hvis registrering af et mønster er afslået, eller en mønsterret er erklæret ugyldig i medfør af stk. 1, litra b), eller stk. 2, kan mønstret registreres eller mønsterretten opretholdes i ændret form, såfremt mønstret i den ændrede form opfylder betingelserne for beskyttelse, og det beholder sin identitet. Registrering eller opretholdelse i ændret form kan omfatte registrering ledsaget af et delvist afkald fra indehaveren af mønsterretten eller indførelse i mønsterregistret af en dom om mønsterrettens delvise ugyldighed.
8. En medlemsstat kan uanset stykke 1-7 fastsætte, at de registreringshindrende grunde eller ugyldighedsgrunde, der gælder i vedkommende medlemsstat forud for den dato, hvor de nødvendige bestemmelser for at efterkomme dette direktiv træder i kraft, finder anvendelse på de ansøgninger om registrering af mønstre, som er indgivet forud for nævnte dato, samt på de deraf følgende registreringer.
9. En mønsterret kan også erklæres ugyldig, efter at den er bortfaldet, eller der er givet afkald på den.
Artikel 12
Rettigheder, som følger af mønsterretten
1. Registreringen af et mønster giver indehaveren eneret til at bruge det og til at forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at bruge det. En sådan brug omfatter navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som mønstret indgår i eller finder anvendelse på, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.
2. Dersom de i stk. 1 nævnte handlinger i henhold til en medlemsstats lovgivning ikke kunne forhindres inden datoen for ikrafttrædelsen af de nødvendige bestemmelser for at efterkomme dette direktiv, kan de rettigheder, der følger af mønsterretten, ikke påberåbes med henblik på at forhindre, at en person, der havde påbegyndt sådanne handlinger forud for denne dato, fortsætter hermed.
Artikel 13
Begrænsning af de rettigheder, som følger af mønsterretten
1. De rettigheder, som ved et mønsters registrering følger af mønsterretten, kan ikke udøves i forbindelse med:
a) handlinger, der foretages i privat og ikke-erhvervsmæssigt øjemed
b) handlinger, der foretages i forsøgsøjemed
c) eftergørelse i citatøjemed eller til undervisningsbrug, forudsat at sådanne handlinger er forenelige med god forretningsskik og ikke i urimeligt omfang skader den normale udnyttelse af mønstret, og forudsat at kilden angives.
2. De rettigheder, som ved et mønsters registrering følger af mønsterretten, kan endvidere ikke udøves i forbindelse med:
a) udstyr på skibe og fly, der er hjemmehørende i et andet land, når sådanne fartøjer midlertidigt kommer ind på vedkommende medlemsstats territorium
b) indførsel til medlemsstaten af reservedele og tilbehør med henblik på reparation af sådanne fartøjer
c) udførelse af reparationer på sådanne fartøjer.
Artikel 14
Overgangsbestemmelse
Indtil der vedtages ændringer til dette direktiv på forslag af Kommissionen i henhold til artikel 18, opretholder medlemsstaterne deres gældende ret vedrørende brugen af mønstret for en komponent, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende, og kan kun ændre denne ret, hvis formålet hermed er at liberalisere markedet for sådanne komponenter.
Artikel 15
Konsumption af rettigheder
De rettigheder, som opnås ved registrering, omfatter ikke handlinger i forbindelse med produkter, som et mønster, der falder inden for beskyttelsesområdet, indgår i eller er anvendt på, når produktet er blevet markedsført i Fællesskabet af mønsterhaveren eller med dennes samtykke.
Artikel 16
Forholdet til andre former for beskyttelse
Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke Fællesskabets eller vedkommende medlemsstats lovgivning om ikke-registrerede mønsterrettigheder, varemærker eller andre kendetegn, patenter, brugsmodeller, typografiske skrifttyper, civilretligt ansvar eller markedsføring.
Artikel 17
Forholdet til ophavsret
Et mønster, der er beskyttet ved registrering i eller med virkning for en medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv, kan også beskyttes i henhold til vedkommende stats lovgivning om ophavsret fra det tidspunkt, hvor mønstret blev skabt eller fastlagt i en given form. Hver medlemsstat fastsætter, i hvilket omfang og under hvilke betingelser der opnås en sådan beskyttelse, herunder kravet til originalitet.
Artikel 18
Revision
Tre år efter den i artikel 19 anførte gennemførelsesdato forelægger Kommissionen en analyse af de konsekvenser, bestemmelserne i dette direktiv har haft for Fællesskabets industri, herunder navnlig de mest berørte industrisektorer og særlig producenter af sammensatte produkter og komponenter, forbrugerne, konkurrencen og det indre markeds funktion. Senest et år herefter forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet forslag til de ændringer af dette direktiv, der måtte være nødvendige med henblik på fuldstændig gennemførelse af det indre marked med hensyn til komponenter af sammensatte produkter, samt til enhver anden ændring, som den finder nødvendig i lyset af sine høringer af de mest berørte parter.
Artikel 19
Gennemførelsesbestemmelser
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 28. oktober 2001.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 20
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 13. oktober 1998.
På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J. M. GIL-ROBLES C. EINEM Formand
Formand
Erklæring fra Kommissionen
Kommissionen deler den bekymring vedrørende bekæmpelsen af efterligninger, som Europa-Parlamentet giver udtryk for.
Kommissionen agter inden udgangen af indeværende år at fremlægge en grønbog om plagiering og efterligninger i det indre marked.
Kommissionen vil i grønbogen medtage Europa-Parlamentets forslag om, at efterlignere kan pålægges pligt til at give rettighedsindehavere oplysninger vedrørende deres illegale handlinger.
(1) EFT C 345 af 23. 12. 1993, s. 14, og EFT C 142 af 14. 5. 1996, s. 7.
(2) EFT C 388 af 31. 12. 1994, s. 9, og EFT C 110 af 2. 5. 1995, s. 12.
(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 12. oktober 1995 (EFT C 287 af 30. 10. 1995, s. 157), Rådets fælles holdning af 17. juni 1997 (EFT C 237 af 4. 8. 1997, s. 1) og Europa-Parlamentets afgørelse af 22. oktober 1997 (EFT C 339 af 10. 11. 1997, s. 52). Europa-Parlamentets afgørelse af 15. september 1998. Rådets afgørelse af 24. september 1998.
Officielle noter
Forslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre (EF-Tidende 1998 nr. L 289, s. 28).
Bestemmelsen fastslår retsvirkningen af en international designregistrering. Direktivets bestemmelser finder også anvendelse
på internationale designregistreringer, jf. artikel 2(1)(c) i direktivet.
Ifølge Genève-aftalen har ansøger mulighed for at indgive en international designansøgning enten til den nationale
registreringsmyndighed eller til det Internationale Bureau, World Intellectual Property Organization (WIPO), i Genève.
Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan indgive en international designansøgning. Ved udtrykket "regulær industriel og kommerciel
virksomhed" udelukkes f.eks. virksomheder, som alene har en postadresse her i landet.
Bestemmelsen fastslår, at der i forbindelse med en international designansøgning kan påberåbes prioritet i henhold til
Pariserkonventionens artikel 4 fra et konventionsland eller fra et land, som er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Bestemmelsen fastslår, at Patent- og Varemærkestyrelsen kan nægte et design hel eller delvis gyldighed i Danmark, hvis det
ikke opfylder registreringsbetingelserne i designloven. Fristen for afslag er 6 måneder for lande, der alene foretager en
begrænset forundersøgelse af en designansøgning, hvilket vil være tilfældet i Danmark, hvis lovforslaget vedtages.
Af Genève-aftalen fremgår det, at den internationale designregistrering kan fornyes hvert femte år. Den samlede
beskyttelsesperiode er den samme som for nationale registreringer. I Danmark vil det sige 15 år for design til reservedele og 25
år for andre design, jf. forslaget til § 23.
Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at erhvervsministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte bestemmelser om behandling af
internationale designansøgninger og deres registrering i Danmark.
Stk. 1 fastslår, at loven træder i kraft 1. oktober 2001. Denne dato er valgt af hensyn til fristen den 28. oktober 2001 for
gennemførelse af direktivet om retlig beskyttelse af mønstre i national lovgivning. Ikrafttrædelse af kapitel 10 forudsætter, at
Danmark ratificerer Genève-aftalen om international registrering af design. Med vedtagelse af lovforslaget åbnes der mulighed for,
at regeringen kan ratificere aftalen, jf. tillige de almindelige bemærkninger under punkt 5.
Stk. 2
ophæver den gældende mønsterlov, jf. dog stk. 3.
Stk. 3
fastslår, at den gældende mønsterlov i en overgangsperiode fortsat vil finde anvendelse på allerede registrerede design og
ansøgninger, som er indgivet til Patent- og Varemærkestyrelsen inden lovens ikrafttræden. Det vil bl.a. sige, at disse design
højst vil have gyldighed i 15 år i henhold til de gældende regler. Desuden vil der ikke kunne anmodes om administrativ prøvning
vedrørende disse registreringer.
Stk. 4
giver mulighed for at fortsætte en erhvervsmæssig udnyttelse i henhold til § 6 i den gældende lov efter ikrafttræden af
lovforslaget. Bestemmelsen får næppe stor betydning, da adgangen til fortsat udnyttelse ikke har haft udbredelse i praksis.
Bestemmelsen tilsigter alene at skabe sikkerhed for, at eventuelle eksisterende rettigheder til fortsat udnyttelse ikke fortabes
ved vedtagelse af loven. Lovforslaget indeholder ikke en tilsvarende adgang til at kunne udnytte sådanne rettigheder.
Bestemmelsen er affattet i overensstemmelse med almindelig praksis med hensyn til Grønland og Færøerne.
Bilag
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/71EF
af 13. oktober 1998
om retlig beskyttelse af mønstre
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),
i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B(3), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 29. juli 1998, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ifølge traktaten har Fællesskabet bl.a. som mål at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske
folk, at fremme snævrere forbindelser mellem Fællesskabets medlemsstater, samt gennem fælles handling at sikre økonomiske og
sociale fremskridt for Fællesskabets lande ved at fjerne de skranker, der deler Europa; med henblik herpå indeholder traktaten
bestemmelser om oprettelse af et indre marked, der er kendetegnet ved fjernelse af hindringerne for de frie varebevægelser, og om
gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke forvrides; en indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om retlig beskyttelse af mønstre vil fremme disse mål;
(2) den forskellige retlige beskyttelse af mønstre i medlemsstaternes lovgivning indvirker direkte på etableringen af det indre
marked og på dets funktion, hvad angår varer, der omfatter mønstre; sådanne forskelle kan forvride konkurrencen inden for det
indre marked;
(3) for at det indre marked kan fungere korrekt, er det derfor nødvendigt at sikre indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om beskyttelse af mønstre;
(4) i denne forbindelse er det vigtigt at holde sig for øje, hvilke løsninger og fordele, en EF-mønsterordning vil medføre for
virksomheder, der ønsker at erhverve mønsterrettigheder;
(5) det er ikke nødvendigt at gennemføre en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om mønstre, idet det vil være
tilstrækkeligt, at harmoniseringen begrænses til de nationale retsregler, som mest direkte indvirker på det indre markeds
funktion; bestemmelser om sanktioner, retsmidler og håndhævelse bør fastsættes nationalt; målene for en sådan begrænset
harmonisering kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne enkeltvis;
(6) medlemsstaterne bør derfor stadig frit kunne fastsætte de proceduremæssige bestemmelser om registrering og fornyelse af
mønsterrettigheder og om disses ugyldighed samt bestemmelser om retsvirkningerne af en sådan ugyldighed;
(7) dette direktiv er ikke til hinder for, at der på mønstre anvendes national lovgivning eller fællesskabsret, der giver en anden
beskyttelse end den, der opnås ved registrering eller offentliggørelse som mønster, f.eks. lovgivning om ikke-registrerede
mønsterrettigheder, varemærker, patenter og brugsmodeller, samt lovgivningen om markedsføring eller civilretligt ansvar;
(8) så længe ophavsretslovene ikke er harmoniseret, er det vigtigt at fastslå princippet om kumulativ beskyttelse i henhold til
lovgivningen om registrerede mønstres beskyttelse og i henhold til ophavsretslovgivningen, hvorimod det overlades til
medlemsstaterne at fastsætte omfanget af den ophavsretlige beskyttelse og betingelserne for at opnå en sådan beskyttelse;
(9) virkeliggørelsen af målene for det indre marked forudsætter, at betingelserne for opnåelse af en registreret mønsterret er
identiske i alle medlemsstater; med henblik herpå er det nødvendigt at have en ensartet definition af begrebet mønster og af de
krav til nyhed og individuel karakter, som registrerede mønstre skal opfylde;
(10) for at fremme de frie varebevægelser er det vigtigt at knæsætte princippet om, at registrerede mønsterrettigheder giver
rettighedshaveren ens beskyttelse i alle medlemsstater;
(11) rettighedshaveren opnår ved registrering beskyttelse af de mønsterelementer i et produkt eller en del af et produkt, som
synligt fremgår af ansøgningen og gøres offentligt tilgængelige ved bekendtgørelse eller ved adgang til den relevante sagsakt;
(12) beskyttelsen bør ikke udvides til at omfatte komponenter, der ikke er synlige under normal brug af et produkt, eller
elementer af en komponent, som ikke er synlige, når komponenten er monteret, eller elementer, som ikke i sig selv ville opfylde
kravene til nyhed og individuel karakter; de elementer af et mønster, der af disse grunde er udelukket fra beskyttelse, bør ikke
få indflydelse på vurderingen af, om andre elementer af mønstret opfylder kravene til beskyttelse;
(13) et mønsters individuelle karakter bør vurderes ud fra, om det helhedsindtryk, den informerede bruger får ved betragtning af
mønstret, klart adskiller sig fra helhedsindtrykket af den allerede eksisterende formgivning, idet der tages hensyn til arten af
det produkt, som mønstret finder anvendelse på eller indgår i, og navnlig hvilken industrigren produktet tilhører, samt den grad
af frihed, frembringeren har haft ved udviklingen af mønstret;
(14) teknisk innovation må ikke vanskeliggøres ved mønsterbeskyttelse af elementer, der alene er bestemt af en teknisk funktion;
men dette må selvsagt ikke medføre, at et mønster skal have æstetisk karakter; ligeledes må kompatibilitet mellem produkter af
forskelligt fabrikat ikke hindres ved, at beskyttelsen udvides til at gælde for mekaniske sammenkoblingers mønstre; de elementer
af et mønster, der af disse grunde er udelukket fra beskyttelse, bør ikke få indflydelse på vurderingen af, om andre elementer af
mønstret opfylder kravene til beskyttelse;
(15) mekaniske sammenkoblinger i modulopbyggede produkter kan dog udgøre et vigtigt element i de innovative karakteristika ved
modulopbyggede produkter og repræsentere et vigtigt markedsføringsaktiv, og de bør derfor kunne beskyttes;
(16) der kan ikke erhverves mønsterret til et mønster, som strider mod offentlig orden eller sædelighed; dette direktiv indebærer
ikke en harmonisering af begreberne offentlig orden og sædelighed i de enkelte medlemsstater;
(17) for at det indre marked kan fungere korrekt, er det afgørende at fastsætte en ensartet beskyttelsestid i forbindelse med
registrerede mønsterrettigheder;
(18) dette direktivs bestemmelser berører ikke anvendelsen af konkurrencereglerne i traktatens artikel 85 og 86;
(19) for en række industrisektorer er det afgørende, at dette direktiv vedtages meget snart; på nuværende tidspunkt er det ikke
muligt at foretage en fuldstændig indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om brug af beskyttede mønstre til
reparation af sammensatte produkter, således at de atter får deres oprindelige udseende, når det produkt, som mønstret finder
anvendelse på eller indgår i, udgør en komponent af et sammensat produkt, hvis udseende det beskyttede mønster er afhængigt af;
det forhold, at der ikke sker en fuldstændig indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om brug af beskyttede mønstre
til reparation af sammensatte produkter, bør ikke hindre, at der sker en indbyrdes tilnærmelse af de andre bestemmelser i
medlemsstaternes mønsterlovgivning, der mest direkte indvirker på det indre markeds funktion; medlemsstaterne bør derfor i
mellemtiden opretholde bestemmelser, som er i overensstemmelse med traktaten og vedrører brug af mønstret for en komponent, der
anvendes til reparation af et sammensat produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende; såfremt de indfører nye
bestemmelser vedrørende en sådan brug, bør disse kun have til formål at liberalisere markedet for sådanne komponenter; de
medlemsstater, der på datoen for dette direktivs ikrafttræden ikke har bestemmelser om beskyttelse af mønstre for komponenter, er
ikke forpligtet til at indføre registrering af mønstre for sådanne komponenter; tre år efter gennemførelsesdatoen bør Kommissionen
forelægge en analyse af de konsekvenser, bestemmelserne i dette direktiv har haft for Fællesskabets industri, forbrugerne,
konkurrencen og det indre markeds funktion; analysen bør med hensyn til komponenter af sammensatte produkter omfatte overvejelser
om harmonisering baseret på forskellige muligheder, herunder et system med vederlag og et system baseret på mønsterbeskyttelse i
et begrænset tidsrum; senest et år efter forelæggelsen af denne analyse, bør Kommissionen efter høring af de mest berørte parter
foreslå Europa-Parlamentet og Rådet de ændringer i direktivet, der måtte være nødvendige med henblik på fuldstændig gennemførelse
af det indre marked med hensyn til komponenter af sammensatte produkter, og enhver anden ændring, som den finder nødvendig;
(20) overgangsbestemmelsen i artikel 14 om mønstret for en komponent, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, således
at det atter får sit oprindelige udseende, kan under ingen omstændigheder betragtes som en hindring for den frie bevægelighed for
et produkt, der udgør en sådan komponent;
(21) de væsentlige grunde, der kan føre til udelukkelse fra registrering i medlemsstater, hvor der foretages en tilbundsgående
undersøgelse af ansøgningerne forud for registreringen, samt de væsentlige grunde, der kan føre til registrerede
mønsterrettigheders ugyldighed i samtlige medlemsstater, skal opregnes udtømmende
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a) »Mønster«: et produkts eller en del af et produkts udseende, navnlig bestemt af de særlige træk ved selve produktets og/eller
dets udsmyknings linjer, konturer, farver, form, struktur og/eller materiale.
b) »Produkt«: en industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet artikel, herunder bl.a. dele, der er bestemt til at blive samlet
til et sammensat produkt, samt emballage, udstyr, grafiske symboler og typografiske skrifttyper, men ikke edb-programmer.
c) »Sammensat produkt«: et produkt, der består af flere komponenter, som kan udskiftes, således at produktet kan skilles ad og
samles igen.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) mønstre, der er registreret hos en medlemsstats centrale myndigheder for industriel ejendomsret
b) mønstre, der er registreret hos Benelux-Mønsterkontoret
c) mønstre, der er genstand for en international registrering med retsvirkning i en medlemsstat
d) ansøgninger om registrering af de under litra a), b) og c) nævnte mønstre.
2. I dette direktiv omfatter mønsterregistrering også bekendtgørelse af mønstret efter indlevering af mønsteransøgningen til
myndigheden for industriel ejendomsret i en medlemsstat, hvor en sådan bekendtgørelse har den virkning, at der opstår en
mønsterret.
Artikel 3
Betingelser for beskyttelsen
1. Medlemsstaterne beskytter mønstre ved registrering og giver indehaverne eneret i overensstemmelse med dette direktivs
bestemmelser.
2. Et mønster beskyttes ved en mønsterret, i det omfang mønstret er nyt og har individuel karakter.
3. Et mønster, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt, som udgør en komponent af et sammensat produkt, anses kun
for at være nyt og have individuel karakter:
a) hvis komponenten efter at være blevet inkorporeret i det sammensatte produkt fortsat er synlig under normal brug af dette
produkt, og
b) i det omfang de synlige elementer af komponenten i sig selv opfylder kravene om nyhed og individuel karakter.
4. Ved »normal brug« i den i stk. 3, litra a), anvendte betydning forstås den endelige brugers anvendelse, med udelukkelse af
vedligeholdelse og reparation.
Artikel 4
Nyhedskravet
Et mønster anses for nyt, hvis intet identisk mønster er blevet offentligt tilgængeligt inden den dato, hvor ansøgningen om
registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen. Mønstre anses for identiske, hvis deres
særlige træk kun adskiller sig fra hinanden på uvæsentlige punkter.
Artikel 5
Individuel karakter
1. Et mønster anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig
fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre mønstre, som er blevet offentligt tilgængelige inden den dato, hvor ansøgningen
om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen.
2. Ved vurderingen af et mønsters individuelle karakter tages der hensyn til den grad af frihed, som frembringeren har haft
ved udviklingen af mønstret.
Artikel 6
Offentliggørelse
1. Med henblik på anvendelsen af artikel 4 og 5 anses et mønster for at være blevet offentligt tilgængeligt, hvis det er
blevet bekendtgjort i forbindelse med registreringen eller på anden måde er blevet offentliggjort, eller det er udstillet,
benyttet kommercielt eller på anden måde blevet kendt, undtagen i tilfælde hvor fagkredsene inden for den pågældende sektor i
Fællesskabet ikke med rimelighed kan have fået kendskab til de pågældende arrangementer som led i deres normale forretningsførelse
inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der begæres prioritet, inden prioritetsdagen. Mønstret
anses dog ikke for at være blevet offentligt tilgængeligt, blot fordi tredjemand har fået kendskab til det under et eksplicit
eller implicit krav om fortrolighed.
2. Ved anvendelsen af artikel 4 og 5, tages der ikke hensyn til offentliggørelsen i de tilfælde, hvor et mønster, for hvilket
der påberåbes beskyttelse i henhold til en registreret mønsterret i en medlemsstat, er gjort offentligt tilgængeligt:
a) af frembringeren eller af den, til hvem hans ret er overgået, eller af tredjemand på grundlag af oplysninger, der er meddelt,
eller foranstaltninger, der er truffet af mønsterfrembringeren eller af den, til hvem hans ret er overgået, og
b) i løbet af de 12 måneder, der går forud for datoen for indgivelsen af ansøgningen eller, hvis der begæres prioritet, forud for
prioritetsdagen.
3. Stk. 2 finder også anvendelse, hvis mønstret er blevet offentligt tilgængeligt som følge af misbrug i forhold til
frembringeren eller den, til hvem hans ret er overgået.
Artikel 7
Mønstre, der er bestemt af deres tekniske funktion, samt mønstre for sammenkoblinger
1. Der kan ikke erhverves mønsterret til de elementer af et produkts udseende, der alene er bestemt af produktets tekniske
funktion.
2. Der kan ikke erhverves mønsterret til de elementer af et produkts udseende, der nødvendigvis må reproduceres i deres
nøjagtige form og dimensioner, for at det produkt, som mønstret indgår i eller finder anvendelse på, rent mekanisk kan kobles til
et andet produkt eller placeres i, på eller omkring et andet produkt eller bringes i kontakt med et andet produkt, således at
begge produkter opfylder deres funktion.
3. Uanset stk. 2 skal der på de i artikel 4 og 5 fastsatte betingelser kunne erhverves mønsterret til et mønster, der giver
mulighed for en mangfoldig sammenbygning eller sammenkobling af produkter i et modulopbygget system bestående af indbyrdes
udskiftelige elementer.
Artikel 8
Mønstre, der strider mod offentlig orden eller sædelighed
Der kan ikke erhverves mønsterret til et mønster, der strider mod offentlig orden eller sædelighed.
Artikel 9
Beskyttelsens omfang
1. Beskyttelsen i henhold til en mønsterret omfatter ethvert mønster, der ikke giver den informerede bruger et andet
helhedsindtryk.
2. Ved vurderingen af beskyttelsens omfang skal der tages hensyn til den grad af frihed, som frembringeren har haft ved
udviklingen af mønstret.
Artikel 10
Beskyttelsens varighed
Registreringen giver et mønster, der opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2, mønsterretlig beskyttelse for en eller flere
perioder på fem år regnet fra datoen for ansøgningens indgivelse. Rettighedshaveren kan få forlænget beskyttelsesperioden for en
eller flere perioder på hver fem år indtil i alt 25 år regnet fra ansøgningsdatoen.
Artikel 11
Ugyldighed eller udelukkelse fra registrering
1. Registrering af et mønster afslås, eller mønsterretten i forbindelse med et allerede registreret mønster erklæres ugyldig:
a) hvis mønstret ikke er et mønster i den i artikel 1, litra a), anførte betydning, eller
b) hvis det ikke opfylder betingelserne i artikel 3-8, eller
c) hvis ansøgeren eller indehaveren af mønsterretten ikke er berettiget til den i henhold til vedkommende medlemsstats lovgivning,
eller
d) hvis mønstret strider mod et tidligere mønster, som er blevet offentligt tilgængeligt efter datoen for ansøgningens indgivelse
eller, hvis der begæres prioritet, efter prioritetsdagen, og som fra en dato, der ligger forud for førnævnte dato, er beskyttet
ved et registreret EF-mønster eller ved en ansøgning om registrering som et EF-mønster eller ved en mønsterret i vedkommende
medlemsstat eller ved en ansøgning om en sådan ret.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at registrering af et mønster afslås, eller at mønsterretten i forbindelse med et allerede
registreret mønster erklæres ugyldig:
a) hvis et kendetegn benyttes i et senere mønster, og fællesskabsretten eller vedkommende medlemsstats lovgivning vedrørende
sådanne tegn giver indehaveren af retten til kendetegnet ret til at forbyde en sådan brug, eller
b) hvis mønstret udgør en uhjemlet brug af et værk, der er beskyttet af vedkommende medlemsstats ophavsretslovgivning, eller
c) hvis mønstret udgør en uretmæssig brug af et af de elementer, der er anført i artikel 6c i Pariserkonventionen til beskyttelse
af industriel ejendomsret eller en uretmæssig brug af andre kendetegn, emblemer og våbenskjold end dem, der er omfattet af artikel
6c i ovennævnte konvention, og som er af særlig offentlig interesse i vedkommende medlemsstat.
3. Den begrundelse, som omhandles i stk. 1, litra c), kan kun påberåbes af den person, som mønsterretten tilkommer i henhold
til lovgivningen i vedkommende medlemsstat.
4. De begrundelser, som omhandles i stk. 1, litra d), og i stk. 2, litra a) og b), kan kun påberåbes af ansøgeren til eller
indehaveren af den modstridende ret.
5. Den begrundelse, som omhandles i stk. 2, litra c), kan kun påberåbes af den person eller den juridiske person, som er
berørt af brugen.
6. Uanset stk. 4 og 5 kan medlemsstaterne bestemme, at de begrundelser, som omhandles i stk. 1, litra d), og stk. 2, litra c),
også kan påberåbes af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat på eget initiativ.
7. Hvis registrering af et mønster er afslået, eller en mønsterret er erklæret ugyldig i medfør af stk. 1, litra b), eller
stk. 2, kan mønstret registreres eller mønsterretten opretholdes i ændret form, såfremt mønstret i den ændrede form opfylder
betingelserne for beskyttelse, og det beholder sin identitet. Registrering eller opretholdelse i ændret form kan omfatte
registrering ledsaget af et delvist afkald fra indehaveren af mønsterretten eller indførelse i mønsterregistret af en dom om
mønsterrettens delvise ugyldighed.
8. En medlemsstat kan uanset stykke 1-7 fastsætte, at de registreringshindrende grunde eller ugyldighedsgrunde, der gælder i
vedkommende medlemsstat forud for den dato, hvor de nødvendige bestemmelser for at efterkomme dette direktiv træder i kraft,
finder anvendelse på de ansøgninger om registrering af mønstre, som er indgivet forud for nævnte dato, samt på de deraf følgende
registreringer.
9. En mønsterret kan også erklæres ugyldig, efter at den er bortfaldet, eller der er givet afkald på den.
Artikel 12
Rettigheder, som følger af mønsterretten
1. Registreringen af et mønster giver indehaveren eneret til at bruge det og til at forbyde tredjemand, der ikke har hans
samtykke, at bruge det. En sådan brug omfatter navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et
produkt, som mønstret indgår i eller finder anvendelse på, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.
2. Dersom de i stk. 1 nævnte handlinger i henhold til en medlemsstats lovgivning ikke kunne forhindres inden datoen for
ikrafttrædelsen af de nødvendige bestemmelser for at efterkomme dette direktiv, kan de rettigheder, der følger af mønsterretten,
ikke påberåbes med henblik på at forhindre, at en person, der havde påbegyndt sådanne handlinger forud for denne dato, fortsætter
hermed.
Artikel 13
Begrænsning af de rettigheder, som følger af mønsterretten
1. De rettigheder, som ved et mønsters registrering følger af mønsterretten, kan ikke udøves i forbindelse med:
a) handlinger, der foretages i privat og ikke-erhvervsmæssigt øjemed
b) handlinger, der foretages i forsøgsøjemed
c) eftergørelse i citatøjemed eller til undervisningsbrug, forudsat at sådanne handlinger er forenelige med god forretningsskik og
ikke i urimeligt omfang skader den normale udnyttelse af mønstret, og forudsat at kilden angives.
2. De rettigheder, som ved et mønsters registrering følger af mønsterretten, kan endvidere ikke udøves i forbindelse med:
a) udstyr på skibe og fly, der er hjemmehørende i et andet land, når sådanne fartøjer midlertidigt kommer ind på vedkommende
medlemsstats territorium
b) indførsel til medlemsstaten af reservedele og tilbehør med henblik på reparation af sådanne fartøjer
c) udførelse af reparationer på sådanne fartøjer.
Artikel 14
Overgangsbestemmelse
Indtil der vedtages ændringer til dette direktiv på forslag af Kommissionen i henhold til artikel 18, opretholder
medlemsstaterne deres gældende ret vedrørende brugen af mønstret for en komponent, der anvendes til reparation af et sammensat
produkt, således at det atter får sit oprindelige udseende, og kan kun ændre denne ret, hvis formålet hermed er at liberalisere
markedet for sådanne komponenter.
Artikel 15
Konsumption af rettigheder
De rettigheder, som opnås ved registrering, omfatter ikke handlinger i forbindelse med produkter, som et mønster, der falder
inden for beskyttelsesområdet, indgår i eller er anvendt på, når produktet er blevet markedsført i Fællesskabet af mønsterhaveren
eller med dennes samtykke.
Artikel 16
Forholdet til andre former for beskyttelse
Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke Fællesskabets eller vedkommende medlemsstats lovgivning om ikke-registrerede
mønsterrettigheder, varemærker eller andre kendetegn, patenter, brugsmodeller, typografiske skrifttyper, civilretligt ansvar eller
markedsføring.
Artikel 17
Forholdet til ophavsret
Et mønster, der er beskyttet ved registrering i eller med virkning for en medlemsstat i overensstemmelse med dette direktiv,
kan også beskyttes i henhold til vedkommende stats lovgivning om ophavsret fra det tidspunkt, hvor mønstret blev skabt eller
fastlagt i en given form. Hver medlemsstat fastsætter, i hvilket omfang og under hvilke betingelser der opnås en sådan
beskyttelse, herunder kravet til originalitet.
Artikel 18
Revision
Tre år efter den i artikel 19 anførte gennemførelsesdato forelægger Kommissionen en analyse af de konsekvenser, bestemmelserne
i dette direktiv har haft for Fællesskabets industri, herunder navnlig de mest berørte industrisektorer og særlig producenter af
sammensatte produkter og komponenter, forbrugerne, konkurrencen og det indre markeds funktion. Senest et år herefter forelægger
Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet forslag til de ændringer af dette direktiv, der måtte være nødvendige med henblik på
fuldstændig gennemførelse af det indre marked med hensyn til komponenter af sammensatte produkter, samt til enhver anden ændring,
som den finder nødvendig i lyset af sine høringer af de mest berørte parter.
Artikel 19
Gennemførelsesbestemmelser
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest
den 28. oktober 2001.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette
direktiv.
Artikel 20
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 13. oktober 1998.
På Europa-Parlamentets På Rådets vegne
vegne
J. M. GIL-ROBLES C. EINEM
Formand Formand
Erklæring fra Kommissionen
Kommissionen deler den bekymring vedrørende bekæmpelsen af efterligninger, som Europa-Parlamentet giver udtryk for.
Kommissionen agter inden udgangen af indeværende år at fremlægge en grønbog om plagiering og efterligninger i det indre
marked.
Kommissionen vil i grønbogen medtage Europa-Parlamentets forslag om, at efterlignere kan pålægges pligt til at give
rettighedsindehavere oplysninger vedrørende deres illegale handlinger.
(1)
EFT C 345 af 23. 12. 1993, s. 14, og EFT C 142 af 14. 5. 1996, s. 7.
(2)
EFT C 388 af 31. 12. 1994, s. 9, og EFT C 110 af 2. 5. 1995, s. 12.
(3)
Europa-Parlamentets udtalelse af 12. oktober 1995 (EFT C 287 af 30. 10. 1995, s. 157), Rådets fælles holdning af 17. juni 1997
(EFT C 237 af 4. 8. 1997, s. 1) og Europa-Parlamentets afgørelse af 22. oktober 1997 (EFT C 339 af 10. 11. 1997, s. 52).
Europa-Parlamentets afgørelse af 15. september 1998. Rådets afgørelse af 24. september 1998.
Officielle noter
Forslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om
retlig beskyttelse af mønstre (EF-Tidende 1998 nr. L 289, s. 28).
