BEK nr 284 af 27/03/2017
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse om tilskud m.v. til efterskoler og frie fagskoler § 42
Styrelsen administrerer tilskud til personlig assistance og til hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, jf. lovens § 25 a og § 26 a. Ansøgning om tilskud skal indgives digitalt til styrelsen. Meddelelser fra styrelsen om bevilget tilskud sker digitalt.
Stk. 2. Skolens ansøgning skal indeholde oplysninger om elevens personnummer.
Stk. 3. Til ansøgning om tilskud til personlig assistance vedlægges dokumentation for behovet for personlig assistance i form af udtalelse fra pædagogisk psykologisk rådgivning i elevens tidligere skolekommune eller fra anden faglig sagkyndig person. Desuden vedlægges der en udtalelse fra skolen, der redegør nærmere for, hvordan den personlige assistance tænkes anvendt.
Stk. 4. Til ansøgning om tilskud til hjælpemidler for elever på efterskoler uanset alder samt elever på frie fagskoler, der ikke er fyldt 18 år ved kursets begyndelse, vedlægges en udtalelse fra pædagogisk-psykologisk rådgivning i elevens tidligere skolekommune. Ved ansøgning om tilskud til hjælpemidler til svagsynede eller blinde elever kan udtalelsen fra pædagogisk-psykologisk rådgivning erstattes af en udtalelse fra en synsfaglig person med viden om kompenserende hjælpemidler i undervisningssammenhæng, eksempelvis en synskonsulent. Ved ansøgning om tilskud til hjælpemidler til elever med læse-stavevanskeligheder kan udtalelsen fra pædagogisk-psykologisk rådgivning erstattes af Ordblindetesten fra Undervisningsministeriet. Til ansøgning om tilskud til hjælpemidler til øvrige elever vedlægges una udtalelse fra anden faglig sagkyndig person. Ved ansøgning om tilskud til hjælpemidler til øvrige elever med læse-stavevanskeligheder kan udtalelse fra anden faglig sagkyndig person erstattes af Ordblindetesten fra Undervisningsministeriet.
Stk. 5. Ansøgninger om tilskud til personlig assistance og hjælpemidler kan indgives hele året og skal så vidt muligt være styrelsen i hænde senest 14 dage efter, at skolen har modtaget dokumentation for elevens behov. Når eleven har påbegyndt sit skoleår på skolen, skal ansøgningen om tilskud til personlig assistance og hjælpemidler være styrelsen i hænde senest 14 dage efter, at skolen har modtaget dokumentation for elevens behov.
Stk. 6. Skolen skal bestille den bevilligede støtte i form af hjælpemidler hos en af de leverandører som styrelsen enten anviser til eller har indgået aftale om levering af støtten, og skolen afregner for leveret støtte med leverandøren.
Stk. 7. Skolen skal omgående skriftligt underrette styrelsen om afbrydelse af og væsentlige ændringer i forhold til ansøgninger om tilskud til personlig assistance, og omgående skriftligt underrette styrelsen, hvis behovet for personlig assistance ophører eller ændres væsentligt efter, at der er bevilget tilskud.
Stk. 8. Tilskud til personlig assistance ydes for det antal hele kursusuger, som eleven har deltaget i.
Stk. 9. Hjælpemidler, hvortil der er ydet tilskud efter lovens § 25 a og § 26 a, følger eleven til anden uddannelse, hvortil styrelsen yder tilskud til specialpædagogisk bistand, jf. bekendtgørelse om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser m.v., til videregående uddannelse omfattet af lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser og til undervisning eller uddannelse ved anden institution omfattet af lov om friskoler og private grundskoler m.v., af lov om efterskoler og frie fagskoler eller af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og højere forberedelseseksamen (hf-kurser).
Stk. 10. Når skolen indskriver en elev, der medbringer et hjælpemiddel bevilget under et tidligere undervisnings- eller uddannelsesforløb jf. stk. 6, skal skolen ansøge om overførsel af bevillingen. Skolen skal oplyse om tidligere støtteforløb i sin ansøgning og skal i sin redegørelse vurdere, om der er behov for ændringer af støtten. Hvis der ikke indstilles ændringer af støtten, kan der ses bort fra dokumentationskravet i stk. 3.