BEK nr 1733 af 30/12/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Bekendtgørelse om kommuners indberetninger og erklæringer efter elforsyningslovens §§ 37 og 37 a, varmeforsyningslovens §§ 23 l og 23 m og §§ 12 og 13 i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren § 6
Kommunen skal tilrettelægge sit bogholderi således, at modtagne uddelinger og vederlag ved afståelse i henhold til § 3, stk. 4 og 5, registreres på særskilte konti i bogholderiet. Såfremt uddelinger og vederlag ved afståelse af andele i virksomheder hidrører fra forrentning af indskudskapital, opgøres uddelingerne og vederlaget på en særskilt konto ved registreringen, jf. lov om varmeforsyning § 23 l, stk. 3, 2. og 3. pkt.
Stk. 2. Registreringen skal omfatte alle modtagne uddelinger og vederlag ved afståelse, medmindre der er tale om en selskabsmæssig omstrukturering omfattet af elforsyningslovens § 37, stk. 2, varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 2, eller § 12, stk. 2, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren. I det omfang uddelinger og vederlag ikke består af kontante beløb, skal der som grundlag for registreringen foreligge dokumentation for værdiansættelsen. Værdiansættelsen skal ske til markedsværdien.
Stk. 3. Som grundlag for registreringen skal foreligge dokumentation for rådighedsdatoen samt beløbets størrelse.
Stk. 4. Rådighedsdatoen er den dato, hvor uddelingen eller vederlaget ved afståelse er til kommunens rådighed, og hvor kommunen har mulighed for at disponere over beløbet. Beløbet regnes eksempelvis for at være til kommunens rådighed, når det indgår på en kommunal konto, jf. dog § 8, stk. 2. Ved uddelinger, som ikke registreres i det kommunale regnskab, til kommunens øvrige virksomhed samt til fonde og ikke kommunalt ejede virksomheder, anses uddelingstidspunktet for rådighedsdatoen. Ved afståelse til fonde anses afståelsestidspunktet for rådighedsdatoen.
Stk. 5. Som grundlag for registreringen skal der i tilfælde af afståelse af ejerandele til en fond eller anden selvejende institution foreligge dokumentation for ansættelse af et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele på afståelsestidspunktet samt dokumentation for afståelsestidspunktet.
Stk. 6. Som grundlag for registreringen skal der foreligge dokumentation for eventuelle fradrag efter elforsyningslovens § 37, stk. 7 og 8, varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 7 og 8, eller § 12, stk. 7, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.
Stk. 7. Som grundlag for registreringen skal der foreligge et organisationsdiagram, som omfatter alle virksomheder omfattet af § 3, stk. 2 og 3, herunder delvist ejede virksomheder, med angivelse af ejerandele pr. 31. december i det kalenderår, indberetningen eller erklæringen vedrører. Hvis der er sket selskabsmæssige omstruktureringer, som har ført til ændringer i kommunens ejerskab til de omfattede virksomheder, skal der tillige foreligge en kort redegørelse for omstruktureringerne, herunder oplysning om, hvorvidt de anses for at ligge inden for elforsyningslovens § 37, stk. 2, varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 2, eller § 12, stk. 2, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren. Organisationsdiagrammet skal endvidere omfatte helt eller delvist kommunalt ejede virksomheder, der varetager aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af vandsektorloven eller aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 8. Dokumentationen i henhold til stk. 2-7 skal foreligge i kommunen og på begæring indsendes til Forsyningstilsynet.