Herved bekendtgøres lov om forbud mod tobaksreklame m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 21. oktober 2008 med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 327 af 23. marts 2013 og § 1 i lov nr. 2071 af 21. december 2020.
Loven finder anvendelse på tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter hvorved forstås:
Varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes, tygges eller på anden måde indtages, hvis de, helt eller delvis, er fremstillet af tobak.
Varer, der er beregnet til at blive benyttet sammen med varer omfattet af nr. 1.
Produkter med indhold af nikotin, der ikke er tobaksvarer, jf. § 2, nr. 2, i lov om tobaksvarer m.v., eller elektroniske cigaretter, jf. § 2, nr. 1, i lov om elektroniske cigaretter m.v., og som ikke er godkendt ved en markedsføringstilladelse efter lov om lægemidler eller EU-retlige regler om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse af humanmedicinske lægemidler, og udstyr, der er beregnet til at blive benyttet sammen med disse produkter.
Rygeprodukter baseret på planter, urter eller frugter, som ikke indeholder tobak, og som kan forbruges via en forbrændingsproces.
Ved reklame forstås i denne lov enhver handling i erhvervsøjemed, som har til formål at fremme salget af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, eller som har dette som en direkte eller indirekte virkning.
Stk. 2. Ved reklame forstås tillige:
Brug af et navn, mærke, symbol eller andre kendetegn, der hovedsagelig er kendt fra tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter i reklame for andre varer og tjenesteydelser.
Markedsføring af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter ved hjælp af et varemærke, der er kendt som eller i brug som mærke for andre varer og tjenesteydelser.
Brug af layout, udformning eller bestemte farvesammensætninger, der forbindes med bestemte tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter.
Brug af genkendelige tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter i reklame for andre varer og tjenesteydelser.
Stk. 3. Ved sponsorering forstås i denne lov enhver form for offentligt eller privat bidrag til et arrangement, en aktivitet eller en enkeltperson med det formål at fremme salget af tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter eller med dette som en direkte eller indirekte virkning.
Stk. 4. Ved salgssted forstås ethvert sted, hvor tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter udbydes til salg.
Alle former for reklame for tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter er forbudt.
Stk. 2. Forbuddet gælder dog ikke:
Reklame i pressen og andre trykte publikationer, der udelukkende henvender sig til fagfolk i branchen for tobak, og publikationer, der trykkes og udgives i tredjelande, såfremt de ikke hovedsagelig er bestemt for EU´s marked.
Brug af et navn, der før den 13. december 2000 har været anvendt både for tobaksvarer og andre varer eller tjenesteydelser, til reklame for disse andre produkter, såfremt navnet fremtræder i en form, hvorved det tydeligt adskiller sig fra navnets udseende på tobaksvaren.
Brug af et navn, der er kendt fra tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter i reklame for andre varer og tjenesteydelser, hvis den anden vare eller tjenesteydelse kun markedsføres i et begrænset geografisk område.
Sponsorering til fordel for tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter er forbudt.
Enhver form for uddeling, der har til formål at fremme afsætningen af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter, eller som har dette som direkte eller indirekte virkning, er forbudt.
Synlig anbringelse og fremvisning af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter på salgssteder, herunder på internettet, er forbudt.
Stk. 2. Forbuddet gælder ikke salg af piber på internettet og salg af piber, pibetobak og cigarer på fysiske salgssteder, som er specialiseret i salg af disse produkter.
Stk. 3. Salgssteder, herunder på internettet, kan efter anmodning fra køberen give køberen en liste med neutrale oplysninger om, hvilke tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter der sælges på salgsstedet, og varernes pris. På fysiske salgssteder kan listen med neutrale oplysninger opsættes ved en ekspedientbetjent salgskasse.
Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om forbuddet efter stk. 1, om, hvilke produkter og salgssteder der er omfattet af stk. 2, om reklame på disse salgssteder og om salgsstedets fremvisning af neutrale oplysninger efter stk. 3.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med lovens overholdelse. Tilsynet føres efter markedsføringslovens regler.
Overtrædelse af §§ 3, 4, 5 og 5 a straffes med bøde.
Stk. 2. I regler, der fastsættes i medfør af § 5 a, stk. 4, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af lov om tobaksvarer m.v. og forskellige andre love (Tredje og sidste del af udmøntning af forebyggelsesplanen målrettet børn og unge – tobak, nikotin og alkohol) d. 30/12/2024
Ved overtrædelse af § 5 a, stk. 1, og regler fastsat i medfør af § 5 a, stk. 4, og når den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale bøden, som er angivet i bødeforelægget, kan Forbrugerombudsmanden tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag.
Stk. 2. Retsplejelovens §§ 834 og 752 om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter stk. 1.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har gentagelsesvirkning som en dom.
Loven træder i kraft den 1. januar 2002.
Stk. 2. (Udelades).
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 536 af 17. juni 2008 (Aromastoffer, aldersgrænser for salg af tobak og udstilling af tobaksvarer på tobaksudsalgsteder)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. september 2008.
Lov nr. 327 af 23. marts 2013 (Krav om billedlegitimation og skiltning herom samt forbud mod reklame for tobaksvarer på internettet for specialbutikker)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. september 2013.
Lov nr. 2071 af 21. december 2020 (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2-7.
Stk. 2. Lovens § 1, § 2, nr. 1-3 og 7, § 3, nr. 1, 9-13, 15 og 18, § 4 og § 5, nr. 1, 2 og 7-10, træder i kraft den 1. april 2021.
Stk. 3. Lovens § 2, nr. 8-12 og 15-20, 22 og 23, træder i kraft den 1. juli 2021.
Stk. 4. Lovens § 3, nr. 2 og 3, og § 5, nr. 3-5, og §§ 3 b og 3 c i lov om elektroniske cigaretter m.v. som affattet ved denne lovs § 3, nr. 4, og §§ 7 b og 7 c i lov om røgfri miljøer som affattet ved denne lovs § 5, nr. 6, træder i kraft den 31. juli 2021.
Stk. 5. Lovens § 3, nr. 7, 14 og 17, træder i kraft den 1. oktober 2021.
Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 2, nr. 4 og 5, og § 3, nr. 5, 6 og 16.
Stk. 7. Sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 2, nr. 6, 13, 14 og 21, og § 3, nr. 8.
Stk. 8. For udstyr, der benyttes i forbindelse med tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, der er fremstillet før den 1. april 2021, har lovens § 2, nr. 7, virkning fra den 1. april 2022.
Stk. 9. For tobakssurrogater, der er fremstillet før den 1. juli 2021, har lovens § 2, nr. 9 og 12, virkning fra den 1. april 2022.
Stk. 10. For tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, der er fremstillet før den 1. juli 2021, har lovens § 2, nr. 11 og 15, virkning fra den 1. april 2022.
Stk. 11. For elektroniske cigaretter, genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin og smagsstoffer til brug i elektroniske cigaretter med kendetegnende aroma, der er fremstillet før den 1. april 2021, har lovens § 3, nr. 13, virkning fra den 1. april 2022.
Stk. 12. For elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin, der er fremstillet før den 1. oktober 2021, har lovens § 3, nr. 7, virkning fra den 1. oktober 2022.
Stk. 13. Erhvervsministeren kan i forbindelse med ikrafttrædelsen af § 5 b i lov om elekroniske cigaretter m.v. som affattet ved denne lovs § 3, nr. 6, fastsætte en overgangsordning for indgivelse af anmeldelse af de eksisterende genopfyldningsbeholdere uden nikotin på markedet.
Stk. 14. Sundhedsministeren fastsætter i forbindelse med ikrafttrædelsen af § 14, stk. 3 og 4, i lov om tobaksvarer m.v. som affattet ved denne lovs § 2, nr. 6, en overgangsordning på 12 måneder for markedsføring af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter med kendetegnende aroma, der er fremstillet, før bestemmelsen træder i kraft.
/ Anne Bækgaard
Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.
Lovændringen vedrører §§ 3 og 6.
Lovændringen vedrører § 3.
Lovændringen vedrører §§ 1- 5 og § 7.