LBK nr 1372 af 22/09/2022
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Bekendtgørelse af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. § 22
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. § 22
RetsinformationLoven gælder ikke for Færøerne og Grønland
Bilag 1
Lovbekendtgørelse nr. 975 af 25. oktober 2000
Bekendtgørelse af lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre
Hermed bekendtgøres lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 11. februar 2000, med de ændringer, der følger af § 20 i lov nr. 263 af 12. april 2000 og § 7 i lov nr. 423 af 31. maj 2000. Lovbekendtgørelsen gælder først i sin helhed fra 1. januar 2001, da ændringerne, som følger af lov nr. 263 af 12. april 2000, først træder i kraft den 1. januar 2001.
Kapitel 1
Formål, målgruppe og gennemførelse
§ 1.
Formålet med undervisning i dansk som andetsprog er, at voksne udlændinge, jf. § 2, stk. 2, på baggrund af deres sproglige og kulturelle forudsætninger tilegner sig viden om og færdigheder i at forstå og anvende dansk. Undervisningen skal fremme deltagernes aktive brug af dansk sprog, og den skal udvikle deres bevidsthed om dansk kultur og demokrati og herigennem medvirke til, at de kan fungere i det danske samfund.
Stk. 2.
Undervisningen skal give deltagerne mulighed for at opnå almene forudsætninger for fortsat uddannelse og almene kundskaber og færdigheder, som er relevante i forhold til arbejdslivet, og som styrker deltagernes aktive medvirken i det danske samfund.
§ 2.
Kommunalbestyrelsen tilbyder voksne udlændinge, jf. stk. 2, der er folkeregistreret i kommunen (bopælskommunen), undervisning i dansk som andetsprog.
Stk. 2.
Tilbudet omfatter udlændinge over 18 år, der har opholdstilladelse eller efter den gældende lovgivning har ret til at opholde sig i Danmark i ubegrænset tid og er tilmeldt folkeregisteret.
Stk. 3.
Udlændinge under 18 år, der opfylder betingelserne i stk. 2, kan deltage i undervisningen, når det ikke anses for muligt eller rimeligt at henvise dem til undervisning i dansk som andetsprog i den kommunale ungdomsskole eller andet relevant undervisningstilbud.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan sidestille danske statsborgere med udlændinge, når de af særlige grunde ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 5.
Personer, som ikke er omfattet af stk. 2 eller regler fastsat i medfør af stk. 4, kan tilbydes undervisning i dansk som andetsprog for voksne mod betaling på de sprogcentre, jf. § 3, stk. 2, der udbyder undervisning i henhold til denne lov. Kommunalbestyrelsen i bopælskommunen kan give tilskud til denne undervisning.
§ 3.
En kommunalbestyrelse kan indgå aftale med een eller flere kommunalbestyrelser om gennemførelsen af undervisningstilbud i henhold til § 2, stk. 1.
Stk. 2.
Undervisningstilbud i medfør af § 2, stk. 1, gennemføres på sprogcentre, jf. kapitel 3, som kan være kommunale, amtskommunale eller private, herunder selvejende institutioner.
Kapitel 2
Undervisningstilbudet og prøver
§ 4.
Undervisningen omfatter dansk som andetsprog, hvori indgår undervisning i dansk sprog og danske kultur- og samfundsforhold. I undervisningen kan indgå praktik i begrænset omfang i privat eller offentlig virksomhed og ekskursioner. Undervisningsministeren fastsætter regler om undervisningen.
Stk. 2.
Undervisningstilbudet skal afpasses efter den enkelte kursists behov og forudsætninger. Undervisningen opdeles i begynderniveau, mellemniveau og afsluttende niveau med klare mål og delmål. Herudover tilbydes alfabetiseringsundervisning og introducerende forløb af kortere varighed.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at undervisningstilbudet kan omfatte flere fag end dansk som andetsprog.
Stk. 4.
Der kan tilrettelægges særlige tilbud for ledige kursister, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 27.
§ 5.
Undervisningstilbud skal kunne påbegyndes senest tre måneder efter, at der er ansøgt herom, medmindre der foreligger usædvanlige forhold.
Stk. 2.
For personer, der er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark, skal undervisningstilbud kunne påbegyndes senest en måned efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for den pågældende udlænding, og gennemføres i overensstemmelse med den handlingsplan, der udarbejdes for den enkeltes introduktionsprogram.
Stk. 3.
Kursisterne skal følge det planlagte undervisningsforløb på sprogcentret. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om fravær og udelukkelse fra undervisningen.
Stk. 4.
Efter forhandling med arbejdsministeren fastsætter undervisningsministeren nærmere regler om fravær og underretning af Arbejdsformidlingen herom for de personer, som deltager i undervisningen efter § 27, stk. 1 og 2.
§ 6.
Optagelse på sprogcentret sker efter henvisning fra kursistens bopælskommune.
Stk. 2.
Indplacering på sprogniveau og hold foretages af sprogcentret på grundlag af en pædagogisk vurdering af den enkelte kursists forudsætninger.
Stk. 3.
Undervisningen tilrettelægges som dagundervisning og som aftenundervisning efter behov.
Stk. 4.
Undervisning i henhold til denne lov kan kombineres med andre voksenundervisningstilbud, aktiveringstilbud, praktikophold m.v. i henhold til anden lovgivning.
Stk. 5.
I forbindelse med undervisningen skal der tilbydes uddannelses- og erhvervsvejledning.
Stk. 6.
Der kan ydes tolkebistand i forbindelse med indplacering på sprogniveau, introduktion til sprogcentret og vejledning.
Stk. 7.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1-6 nævnte forhold og om kvalitetsudvikling og kontrol med sprogcentrenes virksomhed.
§ 7.
Undervisningen i dansk som andetsprog kan afsluttes med en prøve på det afsluttende niveau.
Stk. 2.
Personer, der ikke har deltaget i undervisningen, kan indstille sig som selvstuderende til den afsluttende prøve.
Stk. 3.
Undervisningen i dansk som andetsprog for ledige kursister, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, jf. § 27, stk. 1 og 2, afsluttes med en sprogtest.
Stk. 4.
Sprogcentret evaluerer kursisternes sprogtilegnelse undervejs i undervisningsforløbet, herunder ved overgang mellem de forskellige undervisningsniveauer, jf. § 4, stk. 2.
Stk. 5.
Undervisningsministeren fastsætter regler om prøver og anden evaluering, om udstedelse af prøve- og kursusbeviser, om tilsynet med prøver samt om honorering af medlemmer af opgavekommissionerne og beskikkede censorer.
Stk. 6.
For personer, der er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark, udstedes i forbindelse med undervisningens afslutning et bevis for aktiv deltagelse til de udlændinge, der opfylder betingelserne herfor.
§ 8.
Kommunalbestyrelsen i kursistens bopælskommune følger løbende undervisningens forløb og resultater på baggrund af indberetninger fra sprogcentret om kursistens aktuelle niveauplacering, udbytte af undervisningen og deres fravær.
§ 9.
Kommunalbestyrelsen i bopælskommunen skal sørge for, at personer bosat i kommunen, der er omfattet af denne lov, orienteres om undervisningstilbudet i henhold til § 2, stk. 1. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom, herunder om andre offentlige myndigheders medvirken til informationsindsatsen.
Kapitel 3
Sprogcentrene
§ 10.
Et sprogcenter skal have en størrelse, der muliggør holddannelser med ensartet dansksprogligt niveau og mål. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom samt om sprogcentre.
Stk. 2.
Et sprogcenter kan, hvor det findes hensigtsmæssigt, henlægge dele af undervisningen til afdelinger, der geografisk er placeret uden for sprogcentret inden for eller uden for den kommune, hvor centret er beliggende.
Stk. 3.
Et sprogcenter kan henlægge dele af undervisningen til andre offentlige eller private uddannelsesinstitutioner, hvis det fremgår af driftsoverenskomsten, jf. § 11.
§ 11.
En kommunalbestyrelse kan, eventuelt efter forudgående aftale med en eller flere kommunalbestyrelser, oprette et kommunalt sprogcenter i kommunen eller indgå driftsoverenskomst om undervisningens gennemførelse med et sprogcenter, der er beliggende i kommunen. Et sprogcenter kan ikke oprettes og drives af flere kommuner i fællesskab.
Stk. 2.
Den kommunalbestyrelse, der etablerer undervisningen i kommunen eller indgår overenskomst herom med et sprogcenter beliggende i kommunen, er den driftsansvarlige kommune (centerkommunen). Hvor særlige forhold taler herfor, kan undervisningsministeren godkende, at centerkommunen er en anden kommune end den, hvor sprogcentret er beliggende.
Stk. 3.
Centerkommunalbestyrelsen skal sikre, at en kommunalbestyrelse, der ønsker at benytte sig af et undervisningstilbud i centerkommunen, får mulighed herfor.
Stk. 4.
Et sprogcenter indgår driftsoverenskomst med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor centret er beliggende, jf. dog stk. 2, 2. pkt. Et sprogcenter kan kun indgå driftsoverenskomst med een kommunalbestyrelse.
Stk. 5.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af driftsoverenskomster.
§ 12.
Kommunalbestyrelsen i centerkommunen fører tilsyn med sprogcentrets virksomhed efter denne lov. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udøvelsen af tilsynet.
§ 13.
Den daglige ledelse af et sprogcenter varetages af en forstander, der tillige har det pædagogiske ansvar.
Stk. 2.
Forstanderen træffer alle konkrete afgørelser vedrørende kursisterne.
Stk. 3.
Forstanderen kan ikke samtidig være leder af en anden uddannelsesinstitution.
§ 14.
Med henblik på at rådgive sprogcentrets ledelse og centerkommunen nedsætter centerkommunalbestyrelsen i tilknytning til hvert sprogcenter et sprogcenterråd. Sprogcenterrådet sammensættes af personer, som er udpeget af brugerkommuner og arbejdsformidling, og af repræsentanter for det lokale arbejdsmarked, voksenuddannelsesinstitutioner m.v. I sprogcenterrådet skal endvidere være repræsentanter valgt af og blandt sprogcentrets kursister og lærere.
Stk. 2.
Sprogcenterrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 15.
Ved hvert sprogcenter nedsættes et pædagogisk råd, som er rådgivende for centrets forstander og sprogcenterrådet. Rådet består af sprogcentrets forstander og alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver.
Stk. 2.
Det pædagogiske råd fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 16.
Ved hvert sprogcenter har kursisterne ret til at danne et kursistråd. Rådet udpeger repræsentanter for kursisterne til udvalg m.v., som sprogcentret har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for kursisterne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor kursisternes deltagelse ville stride mod anden lovgivning. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om valg til kursistråd, om kursistrådenes virksomhed og om kommunalbestyrelsens forpligtelse over for kursistrådene.
§ 17.
Undervisningen på sprogcentrene skal foregå i egnede lokaler i et voksenpædagogisk skolemiljø med fornødent udstyr. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 18.
Sprogcentrene samarbejder med andre sprogcentre og andre voksenuddannelsesinstitutioner i et lokalt fællesskab i sprogcentrets optagområde. Samarbejdet har til formål at sikre, at uddannelsesstederne udnytter deres ressourcer bedst muligt, og at de informerer og vejleder samordnet om deres samlede uddannelsestilbud. Som led i samarbejdet danner uddannelsesinstitutionerne et lokalt fælles samarbejdsforum, som mødes mindst een gang hvert kvartal.
§ 19.
Bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for forstandere og lærere, der er ansat på et sprogcenter, skal godkendes af det i lov om kommunernes styrelse § 67 nævnte lønningsnævn.
Kapitel 4
Finansiering af undervisningen
§ 20.
Kommunen afholder udgifterne til undervisning af kursister, der bor i kommunen, jf. dog § 27, stk. 3, og lov om tilskud til undervisning i dansk som andetsprog for voksne.
Stk. 2.
Tilskud til et sprogcenter, der ikke er oprettet af en kommune, udbetales af centerkommunen.
Stk. 3.
Har en centerkommune afholdt udgifter, jf. stk. 1, for kursister bosiddende uden for kommunen, kan den kræve refusion hos bopælskommunen. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betalingen for undervisningen, herunder efter forhandling med indenrigsministeren takster for undervisningen.
Stk. 4.
Undervisningen er vederlagsfri for kursisterne, jf. dog § 2, stk. 5.
Stk. 5.
Efter regler fastsat af undervisningsministeren kan der afkræves et gebyr hos personer, der indstiller sig til en afsluttende prøve uden at være tilmeldt undervisningen.
Stk. 6.
Ud over refusion i henhold til stk. 3 kan centerkommunen hos bopælskommunen opkræve betaling for udgifter, som den afholder som driftsansvarlig kommune, herunder til administration og tilsyn.
Stk. 7.
Sprogcentre kan udbyde rekvireret undervisning.
§ 21.
Bopælskommunen kan yde befordringsgodtgørelse til kursisternes deltagelse i undervisningen.
Kapitel 5
Leder- og lærerkvalifikationer
§ 22.
Sprogcentrets forstander skal have de nødvendige pædagogiske og administrative forudsætninger.
Stk. 2.
Sprogcentrets lærere skal have de nødvendige faglige og pædagogiske forudsætninger for at undervise voksne udlændinge. Uddannelses- og erhvervsvejlederne på sprogcentret skal herudover have de nødvendige faglige forudsætninger for at vejlede.
Stk. 3.
Undervisningsministeriet fastsætter regler om forstanderes, læreres og vejlederes kvalifikationer.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
§ 23.
Undervisningsministeren kan fravige lovens bestemmelser, i det omfang det anses for påkrævet for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område.
§ 24.
Undervisningsministeren kan yde tilskud til uddannelse af sprogcentrenes forstandere, lærere, vejledere og øvrige personale samt til konsulentvirksomhed.
Stk. 2.
Undervisningsministeren kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område, herunder til landsdækkende erfaringsopsamling og formidling inden for faget dansk som andetsprog.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan bemyndige centerkommunalbestyrelser til at fordele og administrere tilskud efter stk. 1 og 2.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud efter stk. 1 og 2, om regnskabsaflæggelse og revision m.v. samt om administrationen af tilskuddene, herunder om udbetaling af forskud og opsparing af ikke forbrugte beløb til brug i følgende finansår.
§ 25.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om sprogcentrenes indhentning, registrering og videregivelse af kursisternes personnumre, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives.
Stk. 2.
Undervisningsministeren kan indhente de oplysninger fra kommunalbestyrelserne og sprogcentrene, som er nødvendige for at varetage ministeriets overordnede tilsyn med området. Ministeren kan fastsætte regler herom, herunder om i hvilken form oplysningerne skal gives.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelserne kan indhente de oplysninger fra sprogcentrene, der er nødvendige for at varetage deres opgaver i henhold til denne lov.
§ 26.
Klage over sprogcentrenes afgørelser kan indbringes for centerkommunalbestyrelsen.
Stk. 2.
Klager over de afsluttende prøver og bedømmelse af prøverne kan indbringes for centerkommunalbestyrelsen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til stk. 1 og 2 og bedømmelse i henhold til stk. 2 kan indbringes for undervisningsministeren.
Stk. 4.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om klager og klagefrister.
Kapitel 7
Andre uddannelsestilbud
§ 27.
Senest 3 måneder efter anmodning fra arbejdsformidlingen skal et sprogcenter tilbyde undervisning i dansk som andetsprog til udlændinge, der modtager arbejdsløshedsdagpenge. Undervisningen afsluttes med en sprogtest. Efter forhandling med arbejdsministeren fastsætter undervisningsministeren regler om henvisning, sproglig vurdering og sprogtest. Undervisningsministeren fastsætter regler om undervisningen.
Stk. 2.
Efter anmodning fra arbejdsformidlingen gives tilbudet efter stk. 1 også til danske statsborgere, der modtager arbejdsløshedsdagpenge.
Stk. 3.
Udgifterne til sproglig vurdering, undervisning og sprogtest afholdes af arbejdsformidlingen.
Kapitel 8
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 28.
Loven træder i kraft den 1. januar 1999. § 3, stk. 1, §§ 11, 13, 14 og 17 og § 28, stk. 4 og 5, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
Lov om undervisning af voksne indvandrere m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 655 af 29. juni 1994, ophæves den 1. januar 1999.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen i bopælskommunen skal sikre, at kursister, der er begyndt på undervisningen i henhold til den i stk. 2 nævnte lov, uden tidsmæssig afbrydelse efter den 1. januar 1999 kan videreføre undervisning efter denne lov. Kommunalbestyrelsen skal ligeledes sikre, at udlændinge, der før den 1. januar 1999 har ansøgt om undervisning i henhold til den i stk. 2 nævnte lov, uden tidsmæssig afbrydelse efter den 1. januar 1999 kan påbegynde undervisning efter denne lov. Amtsrådet skal bistå kommunalbestyrelsen med de fornødne oplysninger.
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan efter forhandling med indenrigsministeren fastsætte nærmere regler om overgang fra amtskommunal til kommunal opgavevaretagelse i sprogcentre.
Stk. 5.
Undervisningsministeren kan indhente oplysninger hos kommunerne om, hvorledes undervisningen vil blive gennemført og koordineret efter den 1. januar 1999.
Stk. 6.
Staten kan i perioden fra den 1. januar 1999 til den 31. december 2001 yde tilskud til sprogcentrenes merudgifter til løn under tjenestefrihed til efteruddannelse af forstandere, lærere, vejledere og øvrige personale.
§ 29.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 1125 af 29. december 1999 har følgende bestemmelse om ikrafttræden:
§ 8.
Loven træder i kraft den 1. januar 2000.
Stk. 2.
(Udeladt.)
Stk. 3.
(Udeladt.)
Stk. 4.
(Udeladt.)
Stk. 5.
(Udeladt.)
Lov nr. 263 af 12. april 2000, hvis § 20 ændrer § 1, stk. 1 og § 16, indeholder følgende bestemmelser om ikrafttræden:
§ 22
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. januar 2001, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
(Udeladt.)
Stk. 3.
(Udeladt.)
Stk. 4.
(Udeladt.)
Stk. 5.
(Udeladt.)
Lov nr. 423 af 31. maj 2000, hvis § 7 ændrer § 20, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse om ikrafttræden:
§ 5.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for tilskud til undervisning, der tilbydes fra og med den 1. juli 2000.
§ 6.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Undervisningsministeriet, den 25. oktober 2000
Margrethe Vestager
/ Annelise Lund-Rasmussen
Bilag 2
Lov nr. 1043 af 17. december 2002
Lov om ændring af integrationsloven, lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre med flere love
(Anvisning af boliger til flygtninge, kommunalt samarbejde på integrationsområdet, integrationsråd, ophævelse af revisionsbestemmelse m.v. og udvidelse af danskundervisningens udbyderkreds m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 792 af 18. september 2002, som ændret ved § 42 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, § 2 i lov nr. 361 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 438 af 10. juni 2002, foretages følgende ændringer:
I § 2 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en udlænding er omfattet af integrationsloven.«
§ 4, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Ansvaret for flygtninge efter stk. 1 påhviler kommunalbestyrelsen fra udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende, jf. dog stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med den pågældendes samtykke overtage ansvaret for en flygtning efter stk. 1 før udgangen af den første hele måned efter meddelelse af opholdstilladelse.«
I § 5 indsættes efter »uddannelsesinstitutioner«: », private virksomheder«.
I § 5 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opgaver vedrørende introduktionsprogrammer for udlændinge, jf. kapitel 4, udbetaling af introduktionsydelse og hjælp i særlige tilfælde, jf. kapitel 5 og 6, og samordning af den almindelige integrationsindsats, jf. § 3, stk. 2, som varetages af kommunalbestyrelsen.«
§ 10 affattes således:
»§ 10.
I forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal tage bopæl (visitering).
Stk. 2.
En flygtning, som visiteres til en kommune i medfør af stk. 1, skal af den ansvarlige kommunalbestyrelse registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet landet i den pågældende kommune. Dette gælder, uanset om flygtningen i en tidsbegrænset periode midlertidigt tager ophold i en anden kommune som led i aktivering.
Stk. 3.
Registrering i medfør af stk. 2 foretages med virkning senest fra den dato, hvor ansvaret for flygtningen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. § 4.
Stk. 4.
Foretager den ansvarlige kommunalbestyrelse ikke registrering af en flygtning efter stk. 2, registrerer Udlændingestyrelsen i Det Centrale Personregister (CPR) flygtningen som tilflyttet landet i den pågældende kommune.
Stk. 5.
Registrering i medfør af stk. 2 eller 4 finder sted, uanset om flygtningen tager bopæl eller ophold i kommunen fra den i stk. 3 nævnte dato.
Stk. 6.
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om Udlændingestyrelsens afgørelser efter stk. 1 og om registrering i Det Centrale Personregister, jf. stk. 2-5.«
§ 12 affattes således:
»§ 12.
Kommunalbestyrelsen skal snarest muligt, efter at ansvaret for en flygtning er overgået til kommunalbestyrelsen, anvise boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen visiterer til kommunen efter § 10, jf. dog stk. 2. Hvis lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, kan kommunalbestyrelsen ikke nægte at yde fuld støtte i medfør af § 15 i lov om individuel boligstøtte.
Stk. 2.
I ganske særlige tilfælde kan en flygtning, efter at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for den pågældende, jf. § 4, stk. 2, med tilladelse fra Udlændingestyrelsen midlertidigt forblive indkvarteret på et sted, der er beregnet til indkvartering, jf. udlændingelovens § 42 a.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal, såfremt dette ikke allerede er sket, snarest muligt efter en flygtnings ophør af et ophold på en højskole efter § 23, stk. 2, nr. 3, anvise bolig efter stk. 1 til den pågældende.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen afholder de udgifter, der er forbundet med flygtningens flytning til kommunen. Tager flygtningen ophold på en højskole som led i aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 3, umiddelbart i forbindelse med ansvarsovertagelsen, afholder kommunalbestyrelsen flygtningens udgifter i forbindelse med flytningen fra det sted, hvor den pågældende har opholdt sig under asylsagens behandling, til højskolen.
Stk. 5.
Indtil det er muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise flygtningen et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder.
Stk. 6.
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om betaling for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf, herunder for indkvartering efter stk. 2 på det indkvarteringssted, hvor flygtningen har opholdt sig under asylsagens behandling.«
§§ 14, 46 og 67 ophæves.
§ 15 affattes således:
»§ 15.
Udnytter kommunalbestyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang sine muligheder for at anvise permanente boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen, kan Udlændingestyrelsen med henblik på at anvise boliger til de pågældende på vegne af kommunalbestyrelsen og for kommunens regning indgå aftaler om at erhverve, indrette eller leje ejendomme i kommunen.«
I § 19 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
For flygtninge kan den individuelle kontrakt indgås, før kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil Udlændingestyrelsen har visiteret flygtningen, jf. § 10, overtager ansvaret for den pågældende, jf. § 4, stk. 2.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
I § 23, stk. 2, nr. 3, indsættes efter »uddannelsesaktiviteter«: », herunder højskoleophold«.
I § 23, stk. 2, indsættes som nr. 7:
»7) Særlige opkvalificerende forløb på op til 3 måneder for udlændinge, som medbringer uddannelseskvalifikationer, med henblik på anvendelsen af disse kvalifikationer på det danske arbejdsmarked. En udlænding kan som led i introduktionsprogrammet kun gennemføre et sådant forløb én gang.«
Efter § 24 indsættes som ny pargraf:
»§ 24 a.
Kommunalbestyrelsen kan efter aftale med en arbejdsgiver tilbyde udlændinge i ordinær beskæftigelse opkvalificerende forløb.
Stk. 2.
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om indholdet af de opkvalificerende forløb, som kan tilbydes efter stk. 1.«
§ 34, stk. 1, affattes således:
»Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til nærmere bestemte udgifter, der er dokumenterede og rimelige, og som skyldes udlændingens deltagelse i introduktionsprogrammet, hvis den pågældende eller dennes ægtefælle ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Kommunalbestyrelsen kan herunder dække udgifter til
-
deltagelse i særlige forløb,
-
transport,
-
værktøj samt arbejdsredskaber og arbejdsbeklædning,
-
helt særligt undervisningsmateriale og
-
egenbetaling i forbindelse med ophold på højskoler som led i aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 3, af en varighed på ikke over 26 uger.«
I § 42, stk. 4, 3. pkt., udgår »arbejdsmarkedets parter,«.
I § 44, stk. 1, udgår »efter reglerne om forholdstalsvalg i § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse«.
I § 45, stk. 7, ændres »stk. 5, nr. 1, eller stk. 8 eller 9« til: »stk. 5, nr. 1, stk. 11 eller 12«.
I § 45 indsættes efter stk. 7 som nye stykker:
»Stk. 8.
Staten yder i stedet for tilskud efter stk. 5 et tilskud på 9.201 kr., for hver måned en kommune tilbyder aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 7. Der kan højst ydes tilskud i 3 måneder.
Stk. 9.
For hver måned staten yder tilskud efter stk. 8, fragår en måned i den sidste del af den samlede periode, hvori der ydes tilskud efter stk. 5.
Stk. 10.
Staten yder ikke tilskud efter stk. 5 for udlændinges deltagelse i højskoleophold som led i aktivering efter § 23, stk. 2, nr. 3.«
Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 11 og 12.
I § 45, stk. 9, der bliver til stk. 12, indsættes efter »i medfør af § 22«: »i mindst 5 timer om ugen«.
I § 45 indsættes efter stk. 9, der bliver til stk. 12, som nyt stykke:
»Stk. 13.
Staten yder et tilskud på 1.929 kr. pr. måned for hver udlænding i ordinær beskæftigelse, der modtager danskundervisning efter § 22 i mindst 10 timer om ugen, eller som deltager i opkvalificerende forløb efter § 24 a i mindst 10 timer om ugen. Danskundervisningen eller det opkvalificerende forløb skal sammen med beskæftigelsen udgøre mindst 37 timer om ugen.«
Stk. 10-12 bliver herefter stk. 14-16.
I § 45, stk. 12, der bliver til stk. 16, ændres »stk. 4-10« til: »stk. 4-14«.
I § 48 ændres »§ 45, stk. 4-10« til: »§ 45, stk. 4-14«.
Efter § 51 indsættes:
»§ 51 a.
En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 5, stk. 2, kan til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af de bemyndigede opgaver afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er nødvendige herfor.
Stk. 2.
En kommunalbestyrelse, der har bemyndiget en anden kommunalbestyrelse i medfør af § 5, stk. 2, kan til brug for kommunalbestyrelsens behandling af en sag afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som er tilgået denne som følge af bemyndigelsen.
Stk. 3.
En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 5, stk. 2, kan til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af de bemyndigede opgaver indhente de samme oplysninger fra offentlige myndigheder og private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne havde behandlet sagen.«
I § 52 ændres »§ 11, stk. 6« til: »§ 11, stk. 7«.
I § 53, stk. 1, indsættes efter »Udlændingestyrelsens bestemmelse om«: », hvorvidt en udlænding er omfattet af integrationsloven, jf. § 2, stk. 4, om«.
I § 53 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3.
Afgørelser, der er truffet af en kommunalbestyrelse efter bemyndigelse i medfør af § 5, stk. 2, kan ikke påklages til den delegerende kommunalbestyrelse.
Stk. 4.
Klage over afgørelser, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af § 5, stk. 2, kan indbringes for det sociale nævn, der er klageinstans i forhold til den delegerende kommunalbestyrelses afgørelser, jf. stk. 2.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 5 og 6.
I § 53, stk. 4, der bliver til stk. 6, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2, 4 og 5«.
I § 56 indsættes som 2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke udlændinge, hvor den person, hvortil den pågældende har en familiemæssig tilknytning, har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varetagelse af et bestemt arbejde eller lignende formål.«
§ 2
I lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre, jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 25. oktober 2000, foretages følgende ændringer:
I § 3, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter nærmere regler om sprogcentre.«
I § 3 indsættes som stk. 3-7:
»Stk. 3.
En kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om, at undervisning i medfør af § 2, stk. 1, der tilbydes kursister som led i aktivering eller beskæftigelse på en privat eller offentlig virksomhed, kan gennemføres af andre udbydere end nævnt i stk. 2.
Stk. 4.
En kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om, at undervisning i medfør af § 2, stk. 1, der tilbydes kursister som led i et uddannelsesforløb, kan gennemføres af andre udbydere end nævnt i stk. 2.
Stk. 5.
En kommunalbestyrelse kan træffe beslutning om, at udlændinge, der er fyldt 18 år, men som endnu ikke er fyldt 25 år, kan modtage undervisning i dansk som andetsprog, jf. § 2, stk. 1, på den kommunale ungdomsskole.
Stk. 6.
Bestemmelserne i § 11, §§ 13-16, § 20, stk. 2 og 6, § 22, stk. 1, § 24, stk. 3, § 26, stk. 1, og § 27, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse for de udbydere, der er nævnt i stk. 3-5.
Stk. 7.
Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om udbuddet og udbyderne i henhold til stk. 3-5.«
I § 4 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
Undervisningen gennemføres fleksibelt med hensyn til tid, sted og indhold for at fremme samspillet med den øvrige integrations- og aktiveringsindsats.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
I § 5, stk. 2, ændres »den handlingsplan, der udarbejdes for den enkeltes introduktionsprogram« til: »den individuelle kontrakt, som indgås mellem udlændingen og kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 19«.
I § 5, stk. 4, og § 7, stk. 3, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
I § 6, stk. 2, udgår »og hold«.
I § 7, stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
I § 7 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5.
De kursister, der har modtaget danskundervisning udbudt i henhold til § 3, stk. 3-5, kan tilmelde sig til undervisningens afsluttende prøver på et sprogcenter som selvstuderende, jf. stk. 2.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
§ 10 ophæves.
I § 12 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fører tilsyn med danskundervisning, der gennemføres i henhold til § 3, stk. 3-5. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udøvelsen af tilsynet.«
I § 17, 1. pkt., udgår »i et voksenpædagogisk skolemiljø«.
I § 20, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
I § 20, stk. 3, 2. pkt., udgår »efter forhandling med indenrigsministeren«.
Efter § 25 indsættes:
»§ 25 a.
Sprogcentre og andre udbydere af danskundervisning, jf. § 3, stk. 3-5, kan efter aftale med en kommunalbestyrelse varetage andre integrationsopgaver, herunder formidling af praktikforløb og job til kursister.«
I § 27 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Andre udbydere af danskundervisning end sprogcentre, jf. § 3, stk. 3-5, kan efter aftale med arbejdsformidlingen tilbyde undervisning som nævnt i stk. 1 og 2.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 3
I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 793 af 18. september 2002, ophæves § 13, stk. 1, 3. pkt.
§ 4
I lov nr. 423 af 31. maj 2000 om tilskud til undervisning i dansk som andetsprog for voksne ophæves § 2.
§ 5
I lov om ungdomsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 13. september 2000, som ændret ved § 1 i lov nr. 274 af 8. maj 2002, foretages følgende ændringer:
I § 3, stk. 2, indsættes som nr. 4:
»4) Undervisning i dansk som andetsprog for udlændinge mellem 18 og 25 år, jf. § 3, stk. 5, i lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre.«
Efter § 30 indsættes i kapitel 5:
»§ 31.
Undervisningsministeren kan fravige lovens bestemmelser, i det omfang det anses for påkrævet for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde inden for lovens område.«
§ 6
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. januar 2003, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Integrationslovens § 2, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, § 52, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 23, og § 53, stk. 1, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 24, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 3.
Integrationslovens § 56, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 27, har virkning for udlændinge, som meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven efter den 1. januar 2003.
Givet på Christiansborg Slot, den 17. december 2002
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/ Bertel Haarder