BEK nr 1219 af 22/11/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for den, der varetager datahub § 11
Forsyningstilsynet fastsætter årligt et samlet effektiviseringskrav. Det samlede effektiviseringskrav kan bestå af summen af et generelt effektiviseringskrav og et individuelt effektiviseringskrav fastsat af Forsyningstilsynet under hensyn til forsyningssikkerheden. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om det samlede effektiviseringskrav i året forud for et reguleringsår.
Stk. 2. Forsyningstilsynet udarbejder metoden for effektiviseringskrav.
Stk. 3. Ikkeeffektiviseringspålagte omkostninger er omkostninger, der er ikkepåvirkelige eller kun i ringe grad kan påvirkes af den datahubansvarlige virksomhed, og kan ikke indgå i omkostningsgrundlaget til brug for fastsættelsen af effektiviseringskrav. Følgende omkostninger er ikkeeffektiviseringspålagte omkostninger:
-
Omkostninger til forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter, hvor der er offentlig medfinansiering.
-
Omkostninger til myndighedsbehandling i henhold til lov om elforsyning, lov om Forsyningstilsynet og regler fastsat i medfør heraf.
-
Omkostninger forvoldt af tredjemand, som ikke er dækket af forsikring eller tredjemand.
-
Omkostninger til force majeure.
-
Øvrige omkostninger, som Forsyningstilsynet vurderer ikke skal indgå i omkostningsgrundlaget for effektiviseringskrav.