LBK nr 271 af 09/03/2023
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om Energinet § 6a
Energinets helejede datterselskaber ledes af en bestyrelse.
Stk. 2. Energinet udpeger medlemmer til bestyrelserne i Energinets helejede datterselskaber. Klima-, energi- og forsyningsministeren træffer beslutning om kriterierne for sammensætning af bestyrelserne i Energinets helejede datterselskaber.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Energinet § 6a
RetsinformationI henhold til stk. 1 skal Energinet Danmark ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Bestyrelsen vil være ansvarlig for Energinet Danmarks virksomhed og organisation overfor økonomi- og erhvervsministeren og kan ifalde ansvar efter dansk rets almindelige regler. Bestyrelsen varetager virksomhedens overordnede ledelse, herunder fører tilsyn med direktionens varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen træffer beslutning i alle spørgsmål, som er af væsentlig betydning, herunder om den overordnede tilrettelæggelse af Energinet Danmarks arbejde inden for de retningslinier, som er fastlagt i vedtægten og som i øvrigt fastlægges af ministeren. Økonomi- og erhvervsministeren kan genudpege bestyrelsesmedlemmer, og han kan til enhver tid afsætte de af ham udpegede bestyrelsesmedlemmer. Det vil i vedtægten blive fastlagt, at bestyrelsen skal vedtage en forretningsorden, der indeholder nærmere retningslinier for bestyrelsens varetagelse af sit hverv. Forretningsordenen skal opfylde de krav, der gælder for statslige aktieselskaber, jf. aktieselskabslovens § 56, stk. 7, eller som i øvrigt fastsættes af økonomi- og erhvervsministeren i vedtægten. Bestyrelsens forretningsorden skal forelægges økonomi- og erhvervsministeren til godkendelse.
Af stk. 2 fremgår det, at økonomi- og erhvervsministeren udpeger 8 af de 11 bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden. 2 af de 8 medlemmer udpeges af økonomi- og erhvervsministeren efter indstilling fra elsektoren i overensstemmelse med aftalen af 29. marts 2004 mellem regeringen og Elfor. Der vil endvidere blive udpeget et medlem med indsigt inden for gassektoren.
Af stk. 3 fremgår det, at bestyrelsen samlet skal have generelle erhvervs- og ledelsesmæssige kompetencer samt indsigt i el-, gas- og varmeforsyning og i forbruger- og samfundsforhold. Bestemmelsen er en følge af aftalen af 29. marts 2004 mellem regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier. Bestyrelsen skal endvidere, jf. den politiske aftale, varetage miljømæssige og samfundsmæssige hensyn.
Af stk. 3 fremgår det endvidere, at bestyrelsen skal være uafhængig af kommercielle interesser i elproduktions- og elhandelsvirksomheder. Hensigten er, at der ikke vil blive udpeget medlemmer med interesser indenfor elproduktions- eller elhandelsvirksomheder, herunder virksomheder med forsyningspligt. Det vil blandet andet sige, at et bestyrelsesmedlem i Energinet Danmark ikke samtidig må være direktør eller bestyrelsesmedlem i en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller i en virksomhed, der ejer disse.
Økonomi- og erhvervsministeren skal ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer således sikre, at bestyrelsen kan varetage sine opgaver uafhængigt. Økonomi- og erhvervsministeren har derfor mulighed for at anmode elsektoren om at indstille andre kandidater, end de to kandidater elsektoren i første omgang indstiller, jf. stk. 2.
Af stk. 4 fremgår det, at bestyrelsesmedlemmer, der udpeges af økonomi- og erhvervsministeren, udpeges for en periode på 2 år.
Medarbejderne vælger i henhold til stk. 5 tre medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen, herunder koncernrepræsentation, efter tilsvarende regler som i aktieselskabsloven. Medarbejderrepræsentationen på 3 bestyrelsesmedlemmer vil udgøre den samlede medarbejderrepræsentation, hvoraf 1 bestyrelsesmedlem vil være koncernrepræsentant. Der sker herved en fravigelse af antal medarbejderrepræsentanter i forhold til aktieselskaber.
Disse samt suppleanter herfor vælges efter regler i aktieselskabsloven om valg af medarbejderrepræsentanter, hvilket bl.a. betyder, at valget sker for en periode på 4 år. Det følger af § 27, at valg af medarbejderrepræsentanter skal finde sted snarest muligt efter etableringen af Energinet Danmark. Aktieselskabslovens § 49, stk. 2, der fastslår, at medarbejderne først har krav på valg af medarbejderrepræsentanter efter 3 år, finder således ikke tilsvarende anvendelse for Energinet Danmark. Aktieselskabslovens § 49, stk. 7, om, at medarbejderrepræsentanterne kun kan vælges blandt de medarbejdere, der hele det sidste år har været ansat i selskabet, finder således heller ikke tilsvarende anvendelse ved første valg af medarbejderrepræsentanter i forbindelse med etableringen af Energinet Danmark.
Bekendtgørelse nr. 942 af 9. december 1993 om medarbejderes valg af bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og anpartsselskaber m.v. (selskabsrepræsentation) og bekendtgørelse nr. 943 af 9. december 1993 om medarbejderes valg af bestyrelsesmedlemmer i moderselskaber, der er aktieselskaber og anpartsselskaber m.v. (koncernrepræsentation) finder anvendelse.
Herudover vælger medarbejderne i datterselskaber, der er aktieselskaber, bestyrelsesmedlemmer i de respektive datterselskaber efter reglerne i aktieselskabsloven.
Det følger af stk. 6, at bestyrelsesmedlemmer kan genudpeges og til enhver tid afsættes.