Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås, at loven kun finder anvendelse på den lønmodtager, der ikke i medfør af en kollektiv overenskomst mindst opnår den beskyttelse, der fremgår af arbejdstidsdirektivet. Den kollektive overenskomst kan være indgået før lovens ikrafttræden eller på et senere tidspunkt. Kravet om, at overenskomsten skal overholde direktivets minimumskrav, betyder også, at det ved kollektiv overenskomst kan besluttes at udnytte direktivets undtagelsesmuligheder mv. Arbejdsmarkedets parter har således bl.a. mulighed for under overholdelse af direktivets begrænsninger at udvide referenceperioden, inden for hvilken den gennemsnitlige arbejdstid skal beregnes til 12 måneder. Med kollektive overenskomster menes også aftaler på tjenestemandsområdet.
I stk. 2, foreslås det, at ikke-overenskomstansatte lønmodtagere, der er ansat på en virksomhed, der er delvist overenskomstdækket, og som indgår en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at overenskomsten som er gældende for andre medarbejdere på virksomheden, og som indeholder rettigheder svarende til lovens §§ 2-8, også er gældende for dem, ikke er omfattet af loven. Det forudsættes, at lønmodtageren får kopi af de relevante overenskomstbestemmelser.
I stk. 3 undtages de i direktivet ekskluderede sektorer. Det foreslås derfor, at loven ikke skal gælde for vej-, luft-, sø- og jernbanetransport, sejlads ad indre vandveje, havfiskeri, andre aktiviteter på havet, samt aktiviteter, der udøves af læger under uddannelse. Disse områder, bortset fra søfarende som defineret i Rådets direktiv 1999/63/EF, er omfattet af ændringsdirektivet, som skal være implementeret tidligst den 1. august 2003. For læger under uddannelse er der fastsat en overgangsperiode på fem år fra den 1. august 2004. For at være omfattet af de undtagne aktiviteter kræves det, at den pågældende lønmodtager er direkte beskæftiget med den pågældende aktivitet. Det er altså ikke alle ansatte i den pågældende branche, der er undtaget.
Til § 2
I § 2 foreslås en række definitioner.
I stk. 1 foreslås det således at indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen svarer til den nu sædvanlige definition i den arbejdsretlige lovgivning, jf. ferieloven, lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og lov om gennemførelse af deltidsdirektivet.
I stk. 2 foreslås det at definere arbejdstid som det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til rådighed for arbejdsgiveren under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver. Regler om en anden opgørelse af arbejdstiden, der måtte være fastsat i henhold til kollektiv overenskomst, gælder forud for loven, i det omfang det er i overensstemmelse med direktivets art. 2, stk. 1, som bl.a. fastslår at arbejdstidsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.
I direktivet defineres natperiode som et tidsrum på mindst 7 timer, og som omfatter perioden mellem kl. 00.00 og 05.00. Inden for dette tidsrum kan natperioden frit aftales. Direktivet fastsætter natperioden til mellem kl. 22.00 og 05.00, i det omfang der ikke er aftalt eller fastsat andet i medfør af kollektiv overenskomst. Det foreslås derfor i stk. 3 at definere natperiode og natarbejde på samme måde som i direktivet. Herudover foreslås i stk. 4 en definition af natarbejder, som dels svarer til direktivets art. 2, stk. 4a, og dels kan være en person, der udfører natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode på 12 måneder, jf. direktivets art. 2, stk. 4b.
Til § 3
Efter direktivets artikel 4 skal alle arbejdstagere sikres ret til en pause, hvis den daglige arbejdstid overstiger 6 timer. Efter direktivet kan medlemsstaterne selv fastsætte de nærmere bestemmelser herfor, herunder varigheden og kriterierne for tildeling af pausen.
Det er ikke hensigtsmæssigt på forhånd at fastsætte ensartede regler for længden af pauser eller placeringen af disse, idet forholdene i den enkelte branche, på den enkelte virksomhed og for den enkelte arbejdsfunktion er vidt forskellige. Det ville således være misvisende at fastsætte en mindstevarighed af pausen, fordi det, der måske var tilstrækkeligt i én branche, var helt utilstrækkeligt i en anden. Ofte bliver spise og hvilepauserne fastsat i samarbejde med medarbejderne, mens arbejdsgiveren har det endelige ord i tilfælde af uenighed. Medarbejderne vil kunne påtale en fastlæggelse af pausen og varigheden af denne inden for mange overenskomstområder, hvis medarbejderne finder, at arbejdsgiveren ikke har fastsat pausen under tilstrækkelig hensyntagen til medarbejdernes ønsker og virksomhedens tarv.
Som et eksempel på fastsættelse af varigheden af pausen i en overenskomst, kan nævnes overenskomsten mellem Dansk Industri og CO-Industri, der har fastsat pausen til ikke under 10 minutter.
Til § 4
I overensstemmelse med direktivets artikel 6 foreslås en maksimal ugentlig gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer over en periode på 4 måneder.
Beregningsteknisk indgår perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.
Som omtalt i de almindelige bemærkninger kan referenceperioderne udvides under nærmere betingelser ved kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.
Begrænsningen gælder i forhold til den enkelte arbejdsgiver.
For så vidt angår den maksimale ugentlige arbejdstid for unge under 18 år, henvises til arbejdsmiljølovens bestemmelser herom.
Til § 5
Det foreslås i § 5, stk. 1 i overensstemmelse med direktivet at begrænse arbejdstiden for natarbejdere til højst 8 timer pr. periode på 24 timer beregnet over et gennemsnit på 4 måneder. Natarbejdere er personer, der udfører mindst 3 timer af den daglige arbejdstid inden for natperioden. Natperioden er defineret i forslaget til § 2, stk. 3, og udgør et tidsrum på mindst 7 timer, der skal omfatte tidsrummet kl. 00.00 til 05.00. Hvis der er tale om særligt risikofyldt arbejde eller arbejde, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, kan der højst arbejdes med natarbejde pr. arbejdsdag i 8 timer i løbet af 24 timer. Der vil således ikke være brug for referenceperioder til at beregne et gennemsnit, når arbejdet er særligt risikofyldt eller særligt belastende. Der findes ikke faste definitioner af, hvad der forstås ved særligt risikofyldt arbejde eller arbejde, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning. I de situationer, hvor man som lønmodtager eller arbejdsgiver ikke er enige om, hvorvidt et arbejde kan karakteriseres som særligt risikofyldt eller indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, vil Arbejdstilsynet kunne anmodes om en udtalelse.
I stk. 2 foreslås det, i overensstemmelse med direktivet, at den i arbejdsmiljølovens kapitel 9 fastsatte minimumsperiode på 24 timers ugentlig hvile ikke medtages i beregningen af gennemsnittet af den referenceperiode, der er lovens udgangspunkt og som er nævnt i stk. 1. Dette vil også gælde ved evt. længere referenceperioder i tilfælde af udnyttelse af direktivets undtagelsesmuligheder.
Til § 6
Efter direktivets artikel 9 skal natarbejdere tilbydes gratis helbredskontrol, inden de påbegynder beskæftigelse med natarbejde. Det foreslås derfor i § 6, at lønmodtagere, der skal påbegynde natarbejde, har krav på et tilbud fra arbejdsgiveren om en helbredskontrol, inden de begynder at arbejde med natarbejde. Helbredskontrollen kan ske hos egen læge eller hos bedriftssundhedstjenesten (BST). En sådan undersøgelse, som foretages efter tilbud fra en arbejdsgiver, skal efter gældende ret betales af arbejdsgiveren, jf. lov om brug af helbredsoplysninger mv. på arbejdsmarkedet, § 3, hvorefter arbejdsgiveren skal betale for helbredsoplysninger, der indhentes efter tilbud fra denne.
Til § 7
I overensstemmelse med direktivets artikel 9, stk. 1b, foreslås det i § 7 at sikre natarbejdere en mulighed for at blive overflyttet til dagarbejde, når det er muligt. Det vil være den almindelige praktiserende læge, BST eller en arbejdsmedicinsk klinik, der kan udtale sig om eventuelle helbredsproblemer, der skyldes natarbejde, og som vil skulle medføre, at natarbejderen har krav på at blive flyttet til dagarbejde, når det er muligt.
Til § 8
I stk. 1 foreslås det, at hvis lønmodtagerens rettigheder efter loven er krænkede, kan lønmodtageren få tilkendt en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være pålæg om arbejde, der medfører, at arbejdstiden i gennemsnit over en 4 måneders periode overstiger 48 timer.
Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal afgøres efter de fagretlige regler.
Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst skal afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge bestemmelserne i den kollektive overenskomst til grund.
Dette gælder også lønmodtagere, der i medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 2, er sikret direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.
De civile domstole afgør ligeledes sager om krænkelse af rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst, såfremt en organiseret lønmodtager godtgør at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2. Ved fagretlig behandling menes tillige tjenestemandsretterne.
I stk. 2 foreslås det, at en lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven, skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiveren. Godtgørelsens størrelse fastsættes efter sagens øvrige omstændigheder. Muligheden for at få godtgørelse i henhold til forslaget til stk. 2 medfører dog ikke, at en lønmodtager, der tillige har ret til godtgørelse efter fx funktionærloven, får ret til godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt.
I stk. 3 foreslås det at sikre de lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer arbejdstidsdirektivet, rettigheder, der svarer til de i stk. 2 foreslåede, i det omfang overenskomstens regler medfører, at lønmodtageren ikke kan få sagligheden af en afskedigelse prøvet via overenskomstens regler om fagretlig behandling, fx fordi lønmodtageren ikke har opnået den fornødne anciennitet. Da der er tale om et krav, der ikke har hjemmel i overenskomsten, skal sager herom føres ved de civile domstole.
Til § 9
Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at fastsætte de nærmere regler om undtagelse af visse lønmodtagergrupper i henhold til direktivets artikel 17, stk. 1 og 2, om undtagelser.
Det er hensigten, at udnyttelsen af denne hjemmel sker med udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i kollektive overenskomster om dette spørgsmål.
Således indeholder direktivet hjemmel til under overholdelse af generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed at undtage fx personale med ledelsesfunktioner eller andet personale, der har beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger, arbejdende familiemedlemmer eller arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.
Der er endvidere mulighed for at fravige direktivets bestemmelser om pauser, natarbejde og referenceperioder, forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder.
Muligheden for, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om udnyttelse af direktivets undtagelsesbestemmelser, svarer til den række bemyndigelser, der er givet til beskæftigelsesministeren i arbejdsmiljølovens kapitel 9. Disse bemyndigelser har også sin begrundelse i arbejdstidsdirektivets undtagelsesmuligheder.
Til § 10
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2002.
Til § 11
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Grønland og Færøerne.
Bilag
RÅDETS DIREKTIV 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 118 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),
i samarbejde med Europa-Parlamentet(3),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(4), og
ud fra følgende betragtninger:
I henhold til Traktatens artikel 118 A skal Rådet, ved udstedelse af direktiver, vedtage minimumsforskrifter med henblik på at forbedre navnlig arbejdsmiljøet for at sikre et højere niveau for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed;
i henhold til nævnte artikel skal det i disse direktiver undgås, at der pålægges administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder;
bestemmelserne i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet(5) finder i fuld udstrækning anvendelse på de områder, der er omfattet af nærværende direktiv, dog med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv;
det hedder bl.a. i punkt 7, første afsnit, punkt 8 og punkt 19, første afsnit, i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som blev vedtaget af stats- og regeringscheferne for elleve medlemsstater på Det Europæiske Råds samling den 9. december 1989 i Strasbourg:
»7. Etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyrdes tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til arbejdstidens længde og tilrettelæggelse og andre former for arbejde end tidsubegrænset arbejde, såsom tidsbegrænset arbejde, deltidsarbejde, vikarbureauarbejde og sæsonarbejde.
8. Enhver arbejdstager i Det Europæiske Fællesskab har i overensstemmelse med gældende praksis i det enkelte land ret til en ugentlig hvileperiode og årlig ferie med løn, idet der skal ske indbyrdes tilnærmelse af varigheden heraf på et stadigt stigende niveau.
19. Enhver arbejdstager skal på arbejdspladsen have tilfredsstillende vilkår for så vidt angår beskyttelse af sikkerheden og sundheden. Der skal træffes passende foranstaltninger med henblik på en fortsat harmonisering af vilkårene inden for dette område på et stadigt stigende niveau«;
forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske hensyn;
dette direktiv udgør et konkret led i gennemførelsen af den sociale dimension inden for det indre marked;
fastsættelse af minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af arbejdstiden vil forbedre arbejdsvilkårene i Fællesskabet;
for at sikre arbejdstagerne sikkerhed og sundhed i Fællesskabet bør de have minimumshvileperioder - dagligt, ugentligt og årligt - og passende pauser; i denne forbindelse bør der også fastsættes et loft for den ugentlige arbejdstid;
der bør tages hensyn til Den Internationale Arbejdsorganisations principper om tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder om natarbejde;
hvad angår den ugentlige hviletid bør der tages behørigt hensyn til de forskellige kulturelle, etniske, religiøse og andre faktorer i medlemsstaterne; det er navnlig i sidste instans op til hver enkelt medlemsstat at afgøre, om og i hvilket omfang søndagen skal medregnes i den ugentlige hviletid;
der er foretaget undersøgelser, som viser, at den menneskelige organisme om natten er særlig følsom over for miljøforstyrrelser og over visse byrdefulde former for arbejdstilrettelæggelse, og at lange perioder med natarbejde kan være skadelige for arbejdstagernes sundhed og være til fare for sikkerheden under arbejdet;
varigheden af natarbejde bør derfor begrænses, herunder også overtid, og det bør fastsættes, at arbejdsgivere, som regelmæssigt beskæftiger natarbejdere, på anmodning informerer de kompetente myndigheder herom;
det er vigtigt, at der tilbydes natarbejdere gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse ved natarbejde og derefter med regelmæssige mellemrum, og at de, hvis de lider af helbredsproblemer, når det er muligt overføres til dagarbejde, som passer til dem;
situationen for natarbejdere og skifteholdsarbejdere kræver, at beskyttelsesniveauet for deres sikkerhed og sundhed tilpasses arten af det arbejde, de udfører, og at beskyttelses- og forebyggelses-tjenester og -faciliteter forefindes og virker effektivt;
arbejdsvilkårene kan have skadelige virkninger for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed; ved tilrettelæggelsen af arbejdet efter en bestemt rytme bør der tages hensyn til det generelle princip om, at arbejdet skal tilpasses mennesket;
det kan som følge af et arbejdes særlige natur blive nødvendigt at træffe særskilte foranstaltninger om tilrettelæggelsen af arbejdstiden inden for visse sektorer eller aktiviteter, som dette direktiv ikke finder anvendelse på;
af hensyn til de spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden i virksomhederne, synes det hensigtsmæssigt at give mulighed for at anvende visse bestemmelser i nærværende direktiv med en vis smidighed, idet det sikres, at principperne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed følges;
det bør fastsættes, at visse bestemmelser i nærværende direktiv kan fraviges af henholdsvis medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter; i tilfælde af fravigelse bør der som en generel regel ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
AFSNIT I
ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Formål og anvendelsesområde
1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
2. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på
b) visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.
3. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF, jf. dog artikel 17 i nærværende direktiv med undtagelse af vej-, luft-, sø- og jernbanetransport, sejlads ad indre vandveje, havfiskeri, andre aktiviteter på havet samt aktiviteter, der udøves af læger under uddannelse.
4. Bestemmelserne i direktiv 89/391/EØF finder i fuld udstrækning anvendelse på de forhold, der er nævnt i stk. 2, med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
arbejdstid: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis
hvileperiode: det tidsrum, der ikke er arbejdstid
natperiode: et tidsrum på mindst syv timer, der er fastsat ved national lovgivning, og som under alle omstændigheder omfatter tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl. 05.00
natarbejder:
a) dels en arbejdstager, der normalt udfører mindst tre timer af sin daglige arbejdstid i natperioden
b) dels en arbejdstager, der forventes at udføre en vis del af sin årlige arbejdstid i natperioden, idet denne del efter den pågældende medlemsstats valg fastsættes:
i) ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter, eller
ii) ved nationale eller regionale kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter
skifteholdsarbejde: enhver form for tilrettelæggelse af holdarbejde, som består i, at arbejdstagerne afløser hinanden på de samme arbejdspladser efter en bestemt tidsplan, herunder på skift, og som kan være kontinuerligt eller diskontinuerligt, hvilket kræver, at arbejdstagerne arbejder på forskellige tidspunkter over en given periode af dage eller uger
skifteholdsarbejder: arbejdstager, som deltager i skifteholdsarbejde.
AFSNIT II
MINIMUMSHVILEPERIODER - ANDRE ASPEKTER AF TILRETTELÆGGELSEN AF ARBEJDSTIDEN
Artikel 3
Daglig hviletid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på elleve sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.
Artikel 4
Pauser
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere kan holde pause, hvis den daglige arbejdstid overstiger seks timer; de nærmere bestemmelser herfor, herunder varigheden og kriterierne for tildeling af pausen, fastsættes i kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller, hvor sådanne overenskomster eller aftaler ikke findes, i den nationale lovgivning.
Artikel 5
Ugentlig hviletid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil lægges de elleve timers daglig hviletid, som er omhandlet i artikel 3.
Minimumshvileperioden i stk. 1 omfatter i princippet søndagen.
Hvis objektive eller tekniske omstændigheder eller omstændigheder i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse gør det berettiget, kan der fastsættes en minimumshvileperiode på 24 timer.
Artikel 6
Maksimal ugentlig arbejdstid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at det, henset til kravene om at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, sikres;
at den ugentlige arbejdstid begrænses ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter
at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syv dagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde.
Artikel 7
Årlig ferie
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed, i overensstemmelse med de kriterier for opnaælse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.
2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.
AFSNIT III
NATARBEJDE - SKIFTEHOLDSARBEJDE - ARBEJDSRYTME
Artikel 8
Natarbejdets varighed
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:
at den normale arbejdstid for natarbejde i gennemsnit ikke overstige otte timer pr. periode på 24 timer
at natarbejdere ved særlig risikofyldt beskæftigelse eller beskæftigelse, der indebærer en betydeligt fysisk eller psykisk belastning, ikke arbejder mere end otte timer i løbet af en periode på 24 timer, i hvilken de udfører natarbejde.
For så vidt angår dette punkt defineres særlig risikofyldt beskæftigelse eller beskæftigelse, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, i den nationale lovgivning og/eller praksis eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter under hensyn til de følgevirkninger og risici, der er forbundet med natarbejde.
Artikel 9
Heldbredskontrol og natarbejderes overgang til dagarbejde
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:
a) at der tilbydes natarbejdere gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse ved natarbejde og derefter med regelmæssige mellemrum
b) at natarbejdere, der lider af helbredsproblemer, som påviseligt skyldes, at de udfører natarbejde, når det er muligt, overføres til dagarbejde, som passer til dem.
2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol skal være omfattet af lægens tavshedspligt.
3. Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol kan indgå i en national helbredsordning.
Artikel 10
Garantier i forbindelse med natarbejde
Medlemsstaterne kan lade arbejde, der udføres af bestemte kategorier natarbejdere, være betinget af opfyldelsen af visse garantier på vilkår, der fastsættes i den nationale lovgivning og/eller praksis, for så vidt angår arbejdere, som løber en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko, der er knyttet til natarbejdet.
Artikel 11
Information ved regelmæssig beskæftigelse af natarbejdere
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdsgivere, som regelmæssigt beskæftiger natarbejdere, på anmodning informerer de kompetente myndigheder herom.
Artikel 12
Sikkerheds- og sundhedsbeskyttelse
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:
at der for natarbejdere og skifteholdsarbejdere gælder et beskyttelsesniveau for sikkerhed og sundhed, som svarer til arten af det arbejde, de udfører
at der findes passende beskyttelses- og forebyggelsestjenester og -faciliteter vedrørende natarbejderes og skifteholdsarbejderes sikkerhed og sundhed, som svarer til dem, der gælder for de øvrige arbejdstagere, og som er til rådighed til enhver tid.
Artikel 13
Arbejdsrytme
Medlemsstater træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en arbejdsgiver, der agter at tilrettelægge arbejdet efter en bestemt rytme, tager hensyn til det generelle princip om, at arbejdet skal tilpasses mennesket, navnlig med henblik på at afbøde virkningen af monotont arbejde og arbejde i en fast rytme, og alt efter arbejdets art, til kravene vedrørende sikkerhed og sundhed, særlig for så vidt angår pauser i arbejdstiden.
AFSNIT IV DIVERSE BESTEMMELSER
Artikel 14
Mere specifikke fællesskabsbestemmelser
Bestemmelserne i dette direktiv finder ikke anvendelse, hvis andre fællesskabsbestemmelser indeholder mere specifikke forskrifter på området for så vidt angår visse former for beskæftigelse eller erhverv.
Artikel 15
Gunstigere bestemmelser
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller til at fremme eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.
Artikel 16
Referenceperioder
Medlemsstaterne kan fastsætte følgende:
for gennemførelsen af artikel 5 (ugentlig hviletid): en referenceperiode på ikke over 14 dage
for gennemførelsen af artikel 6 (maksimal ugentlig arbejdstid): en referenceperiode på ikke over fire måneder.
Perioder med årlig betalt ferie i henhold til artikel 7 og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet
Hvis den i artikel 5 fastsatte minimumshvileperiode på 24 timer falder i denne referenceperiode, lades den ude af betragtning ved beregning af gennemsnittet.
Artikel 17
Undtagelsesbestemmelser
1. Under overholdelse af de generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan medlemsstaterne fravige artikel 3, 4, 5, 6, 8 og 16, når arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles og/eller fastsættes på forhånd, eller når arbejdstagerne selv kan fastsætte den, bl.a. når der er tale om:
a) personale med ledelsesfunktioner eller andet personale, der har beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger
b) arbejdende familiemedlemmer; eller
c) arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.
2. Følgende artikler kan fraviges ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder, eller - i usædvanlige tilfælde, hvor det af objektive grunde ikke er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder - på betingelse af, at der ydes de pågældende arbejdstagere en passende beskyttelse:
2.1. artikel 3, 4, 5, 8 og 16:
a) for aktiviteter, der er kendetegnet ved afstand mellem arbejdstagerens arbejdssted og bopæl eller ved afstand mellem arbejdstagerens forskellige arbejdssteder
b) for vagt-, overvågnings- og døgnvagtaktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at beskytte goder og personer, f.eks. når der er tale om vagter, portnere eller vagtselskaber
c) for aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion, f.eks. når der er tale om:
i) modtagelse, behandling og/eller pleje på hospitaler eller lignende institutioner, døgninstitutioner og plejehjem samt fængsler
personale beskæftiget i havne eller lufthavne
iii) presse, radio, fjernsyn, filmproduktion, postvæsen og telekommunikation, ambulancetjeneste, brandvæsen og civilbeskyttelse
iv) gas-, vand og elektricitetsforsyning, renovationsvæsen og forbrændingsanlæg
v) industrier, hvis arbejdsproces af tekniske grunde ikke kan afbrydes
vi) forsknings- og udviklingsaktiviteter
vii) jordbrug
d) i tilfælde forudsigeligt ekstraarbejde, f.eks.:
i) inden for jordbrug
ii) inden for turisterhvervet
iii) inden for postvæsenet
2.2. artikel 3, 4, 5, 8 og 16:
a) under de omstændigheder, der er nævnt i artikel 5, stk. 4, i direktiv 89/391/EØF
b) i tilfælde af ulykker eller overhængende fare for ulykker
2.3. artikel 3 og 5:
a) for skifteholdsarbejde, når arbejdstageren skifter hold og ikke mellem afslutningen af det ene holds arbejde og begyndelsen af det andet holds har mulighed for at tage den daglige eller ugentlige hviletid
b) ved aktiviteter, der er kendetegnet ved flere kortere arbejdsperioder i løbet af dagen, f.eks. rengøringsarbejde.
3. Artikel 3, 4, 5, 8 og 16 kan fraviges ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt eller regionalt niveau, eller i overensstemmelse med regler, som disse parter har fastsat, ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på et lavere niveau.
De medlemsstater, hvor der ikke findes noget lovbestemt system for indgåelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt eller regionalt niveau på de områder, der er omfattet af dette direktiv, eller de medlemsstater, hvor der findes en særlig lovbestemt ramme herfor, men da inden for grænserne af denne, kan i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis tillade, at artikel 3, 4, 5, 8 og 16 fraviges ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på et passende kollektivt niveau
Fravigelse i første og andet afsnit er kun tilladt, hvis der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserede hvileperioder, eller - i undtagelsestilfælde, hvor det af objektive grunde ikke er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder - på betingelse af, at der ydes de pågældende arbejdstagere en tilsvarende beskyttelse.
Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere regler for:
hvordan arbejdsmarkedets parter skal anvende dette stykke, og
hvorledes bestemmelserne i de kollektive overenskomster eller aftaler, som er indgaæt i overensstemmelse med dette stykke, kan udvides til også at omfatte andre arbejdstagere i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.
4. Muligheden fra at fravige artikel 16, nr. 2, som fastsat i stk. 2, nr. 2.1 og 2.2, og stk. 3 i nærværende artikel, må ikke medføre, at referenceperioden overstiger seks måneder.
Medlemsstaterne skal dog under overholdelse af almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed have mulighed for at tillade, at der af objektive og tekniske grunde samt af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse, ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter fastsættes referenceperioder, som under ingen omstændigheder må overstige tolv måneder.
Inden er udløbet af en periode på syv år regnet fra den i artikel 18, stk. 1, litra a), fastsatte dato tager Rådet, på grundlag af et forslag fra Kommissionen ledsaget af en evalueringsrapport, bestemmelserne i dette stykke op til fornyet behandling og beslutter, hvad der videre skal foretages
Artikel 18
Afsluttende bestemmelser
1. a) Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 23. november 1996, eller sikrer sig senest på denne dato, at arbejdsmarkedets parter ved aftale iværksætter de nødvendige bestemmelser, idet medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at kunne garantere de ved dette direktiv krævede resultater.
b) i) En medlemsstat kan imidlertid undlade at anvende artikel 6 under overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og forudsat, at den ved nødvendige foranstaltninger, som er truffet med henblik herpå, sikrer:
at ingen arbejdsgiver kræver, at en arbejdstager præsterer mere end 48 timers arbejde i løbet af en syvdagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, nr. 2, medmindre arbejdstageren har samtykket i at udføre et sådant arbejde
at det ikke lægges arbejdstageren til last, at vedkommende ikke er indstillet på at give sit samtykke til at udføre et sådant arbejde
at arbejdsgiveren fører ajourførte registre over de arbejdstagere, der udfører et sådant arbejde
at registrene stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, som af sikkerheds og/eller sundhedsmæssige årsager kan forbyde eller begrænse arbejdstagernes mulighed for at overskride den maksimale ugentlige arbejdstid
at arbejdsgiveren efter anmodning fra de kompetente myndigheder giver disse oplysninger om de aftaler, der er indgaæt med arbejdstagerne om udførelse af et arbejde, hvorved de overskrider en arbejdstid på 48 timer i løbet af en syv dagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, nr. 2.
Inden udløbet af en periode på syv år regnet fra den i litra a) fastsatte dato tager Rådet, på grundlag af et forslag fra Kommissionen ledsaget af en evalueringsrapport, bestemmelserne i dette nr. i) op til fornyet behandling og beslutter, hvad der videre skal foretages.
ii) Medlemsstaterne har ligeledes, for så vidt angår anvendelsen af artikel 7, mulighed for at anvende en overgangsperiode på højst tre år regnet fra den i litra a) fastsatte dato, forudsat at det i overgangsperioden sikres:
at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af tre ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnaælse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis
at den årlige betalte ferieperiode på tre uger ikke kan erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.
c) Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen herom.
2. Når medlemsstaterne vedtager de i stk. 1 omhandlede love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
3. Uanset medlemsstaternes ret til at tilpasse de forskellige love, administrative og kontraktmæssige bestemmelser på arbejdstidsområdet efter udviklingen, for så vidt som dette direktivs minimumskrav overholdes, kan gennemførelsen af direktivet ikke danne grundlag for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af arbejdstagerne.
4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
5. Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om den praktiske gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv med angivelse af arbejdsmarkedsparternes synspunkter.
Kommissionen underretter Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen herom.
6. Kommissionen forelægger hvert femte år Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv under hensyntagen til stk. 1, 2, 3, 4 og 5.
Artikel 19
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. november 1993.
På Rådets vegne
M. SMET
Formand
I § 2 foreslås en række definitioner.
I stk. 1 foreslås det således at indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen svarer til den nu sædvanlige definition i den arbejdsretlige lovgivning, jf. ferieloven, lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og lov om gennemførelse af deltidsdirektivet.
I stk. 2 foreslås det at definere arbejdstid som det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til rådighed for arbejdsgiveren under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver. Regler om en anden opgørelse af arbejdstiden, der måtte være fastsat i henhold til kollektiv overenskomst, gælder forud for loven, i det omfang det er i overensstemmelse med direktivets art. 2, stk. 1, som bl.a. fastslår at arbejdstidsbegrebet skal forstås i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.
I direktivet defineres natperiode som et tidsrum på mindst 7 timer, og som omfatter perioden mellem kl. 00.00 og 05.00. Inden for dette tidsrum kan natperioden frit aftales. Direktivet fastsætter natperioden til mellem kl. 22.00 og 05.00, i det omfang der ikke er aftalt eller fastsat andet i medfør af kollektiv overenskomst. Det foreslås derfor i stk. 3 at definere natperiode og natarbejde på samme måde som i direktivet. Herudover foreslås i stk. 4 en definition af natarbejder, som dels svarer til direktivets art. 2, stk. 4a, og dels kan være en person, der udfører natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode på 12 måneder, jf. direktivets art. 2, stk. 4b.
Efter direktivets artikel 4 skal alle arbejdstagere sikres ret til en pause, hvis den daglige arbejdstid overstiger 6 timer. Efter direktivet kan medlemsstaterne selv fastsætte de nærmere bestemmelser herfor, herunder varigheden og kriterierne for tildeling af pausen.
Det er ikke hensigtsmæssigt på forhånd at fastsætte ensartede regler for længden af pauser eller placeringen af disse, idet forholdene i den enkelte branche, på den enkelte virksomhed og for den enkelte arbejdsfunktion er vidt forskellige. Det ville således være misvisende at fastsætte en mindstevarighed af pausen, fordi det, der måske var tilstrækkeligt i én branche, var helt utilstrækkeligt i en anden. Ofte bliver spise og hvilepauserne fastsat i samarbejde med medarbejderne, mens arbejdsgiveren har det endelige ord i tilfælde af uenighed. Medarbejderne vil kunne påtale en fastlæggelse af pausen og varigheden af denne inden for mange overenskomstområder, hvis medarbejderne finder, at arbejdsgiveren ikke har fastsat pausen under tilstrækkelig hensyntagen til medarbejdernes ønsker og virksomhedens tarv.
Som et eksempel på fastsættelse af varigheden af pausen i en overenskomst, kan nævnes overenskomsten mellem Dansk Industri og CO-Industri, der har fastsat pausen til ikke under 10 minutter.
I overensstemmelse med direktivets artikel 6 foreslås en maksimal ugentlig gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer over en periode på 4 måneder.
Beregningsteknisk indgår perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.
Som omtalt i de almindelige bemærkninger kan referenceperioderne udvides under nærmere betingelser ved kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.
Begrænsningen gælder i forhold til den enkelte arbejdsgiver.
For så vidt angår den maksimale ugentlige arbejdstid for unge under 18 år, henvises til arbejdsmiljølovens bestemmelser herom.
Det foreslås i § 5, stk. 1 i overensstemmelse med direktivet at begrænse arbejdstiden for natarbejdere til højst 8 timer pr. periode på 24 timer beregnet over et gennemsnit på 4 måneder. Natarbejdere er personer, der udfører mindst 3 timer af den daglige arbejdstid inden for natperioden. Natperioden er defineret i forslaget til § 2, stk. 3, og udgør et tidsrum på mindst 7 timer, der skal omfatte tidsrummet kl. 00.00 til 05.00. Hvis der er tale om særligt risikofyldt arbejde eller arbejde, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, kan der højst arbejdes med natarbejde pr. arbejdsdag i 8 timer i løbet af 24 timer. Der vil således ikke være brug for referenceperioder til at beregne et gennemsnit, når arbejdet er særligt risikofyldt eller særligt belastende. Der findes ikke faste definitioner af, hvad der forstås ved særligt risikofyldt arbejde eller arbejde, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning. I de situationer, hvor man som lønmodtager eller arbejdsgiver ikke er enige om, hvorvidt et arbejde kan karakteriseres som særligt risikofyldt eller indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, vil Arbejdstilsynet kunne anmodes om en udtalelse.
I stk. 2 foreslås det, i overensstemmelse med direktivet, at den i arbejdsmiljølovens kapitel 9 fastsatte minimumsperiode på 24 timers ugentlig hvile ikke medtages i beregningen af gennemsnittet af den referenceperiode, der er lovens udgangspunkt og som er nævnt i stk. 1. Dette vil også gælde ved evt. længere referenceperioder i tilfælde af udnyttelse af direktivets undtagelsesmuligheder.
Efter direktivets artikel 9 skal natarbejdere tilbydes gratis helbredskontrol, inden de påbegynder beskæftigelse med natarbejde. Det foreslås derfor i § 6, at lønmodtagere, der skal påbegynde natarbejde, har krav på et tilbud fra arbejdsgiveren om en helbredskontrol, inden de begynder at arbejde med natarbejde. Helbredskontrollen kan ske hos egen læge eller hos bedriftssundhedstjenesten (BST). En sådan undersøgelse, som foretages efter tilbud fra en arbejdsgiver, skal efter gældende ret betales af arbejdsgiveren, jf. lov om brug af helbredsoplysninger mv. på arbejdsmarkedet, § 3, hvorefter arbejdsgiveren skal betale for helbredsoplysninger, der indhentes efter tilbud fra denne.
I overensstemmelse med direktivets artikel 9, stk. 1b, foreslås det i § 7 at sikre natarbejdere en mulighed for at blive overflyttet til dagarbejde, når det er muligt. Det vil være den almindelige praktiserende læge, BST eller en arbejdsmedicinsk klinik, der kan udtale sig om eventuelle helbredsproblemer, der skyldes natarbejde, og som vil skulle medføre, at natarbejderen har krav på at blive flyttet til dagarbejde, når det er muligt.
I stk. 1 foreslås det, at hvis lønmodtagerens rettigheder efter loven er krænkede, kan lønmodtageren få tilkendt en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være pålæg om arbejde, der medfører, at arbejdstiden i gennemsnit over en 4 måneders periode overstiger 48 timer.
Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal afgøres efter de fagretlige regler.
Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst skal afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge bestemmelserne i den kollektive overenskomst til grund.
Dette gælder også lønmodtagere, der i medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 2, er sikret direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.
De civile domstole afgør ligeledes sager om krænkelse af rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst, såfremt en organiseret lønmodtager godtgør at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2. Ved fagretlig behandling menes tillige tjenestemandsretterne.
I stk. 2 foreslås det, at en lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven, skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiveren. Godtgørelsens størrelse fastsættes efter sagens øvrige omstændigheder. Muligheden for at få godtgørelse i henhold til forslaget til stk. 2 medfører dog ikke, at en lønmodtager, der tillige har ret til godtgørelse efter fx funktionærloven, får ret til godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt.
I stk. 3 foreslås det at sikre de lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer arbejdstidsdirektivet, rettigheder, der svarer til de i stk. 2 foreslåede, i det omfang overenskomstens regler medfører, at lønmodtageren ikke kan få sagligheden af en afskedigelse prøvet via overenskomstens regler om fagretlig behandling, fx fordi lønmodtageren ikke har opnået den fornødne anciennitet. Da der er tale om et krav, der ikke har hjemmel i overenskomsten, skal sager herom føres ved de civile domstole.
Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at fastsætte de nærmere regler om undtagelse af visse lønmodtagergrupper i henhold til direktivets artikel 17, stk. 1 og 2, om undtagelser.
Det er hensigten, at udnyttelsen af denne hjemmel sker med udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i kollektive overenskomster om dette spørgsmål.
Således indeholder direktivet hjemmel til under overholdelse af generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed at undtage fx personale med ledelsesfunktioner eller andet personale, der har beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger, arbejdende familiemedlemmer eller arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.
Der er endvidere mulighed for at fravige direktivets bestemmelser om pauser, natarbejde og referenceperioder, forudsat at der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder.
Muligheden for, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om udnyttelse af direktivets undtagelsesbestemmelser, svarer til den række bemyndigelser, der er givet til beskæftigelsesministeren i arbejdsmiljølovens kapitel 9. Disse bemyndigelser har også sin begrundelse i arbejdstidsdirektivets undtagelsesmuligheder.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Grønland og Færøerne.
Bilag
RÅDETS DIREKTIV 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 118 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),
i samarbejde med Europa-Parlamentet(3),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(4), og
ud fra følgende betragtninger:
I henhold til Traktatens artikel 118 A skal Rådet, ved udstedelse af direktiver, vedtage minimumsforskrifter med henblik på at forbedre navnlig arbejdsmiljøet for at sikre et højere niveau for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed;
i henhold til nævnte artikel skal det i disse direktiver undgås, at der pålægges administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder;
bestemmelserne i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet(5) finder i fuld udstrækning anvendelse på de områder, der er omfattet af nærværende direktiv, dog med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv;
det hedder bl.a. i punkt 7, første afsnit, punkt 8 og punkt 19, første afsnit, i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som blev vedtaget af stats- og regeringscheferne for elleve medlemsstater på Det Europæiske Råds samling den 9. december 1989 i Strasbourg:
»7. Etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyrdes tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til arbejdstidens længde og tilrettelæggelse og andre former for arbejde end tidsubegrænset arbejde, såsom tidsbegrænset arbejde, deltidsarbejde, vikarbureauarbejde og sæsonarbejde.
Enhver arbejdstager i Det Europæiske Fællesskab har i overensstemmelse med gældende praksis i det enkelte land ret til en ugentlig hvileperiode og årlig ferie med løn, idet der skal ske indbyrdes tilnærmelse af varigheden heraf på et stadigt stigende niveau.
Enhver arbejdstager skal på arbejdspladsen have tilfredsstillende vilkår for så vidt angår beskyttelse af sikkerheden og sundheden. Der skal træffes passende foranstaltninger med henblik på en fortsat harmonisering af vilkårene inden for dette område på et stadigt stigende niveau«;
forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske hensyn;
dette direktiv udgør et konkret led i gennemførelsen af den sociale dimension inden for det indre marked;
fastsættelse af minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af arbejdstiden vil forbedre arbejdsvilkårene i Fællesskabet;
for at sikre arbejdstagerne sikkerhed og sundhed i Fællesskabet bør de have minimumshvileperioder - dagligt, ugentligt og årligt - og passende pauser; i denne forbindelse bør der også fastsættes et loft for den ugentlige arbejdstid;
der bør tages hensyn til Den Internationale Arbejdsorganisations principper om tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder om natarbejde;
hvad angår den ugentlige hviletid bør der tages behørigt hensyn til de forskellige kulturelle, etniske, religiøse og andre faktorer i medlemsstaterne; det er navnlig i sidste instans op til hver enkelt medlemsstat at afgøre, om og i hvilket omfang søndagen skal medregnes i den ugentlige hviletid;
der er foretaget undersøgelser, som viser, at den menneskelige organisme om natten er særlig følsom over for miljøforstyrrelser og over visse byrdefulde former for arbejdstilrettelæggelse, og at lange perioder med natarbejde kan være skadelige for arbejdstagernes sundhed og være til fare for sikkerheden under arbejdet;
varigheden af natarbejde bør derfor begrænses, herunder også overtid, og det bør fastsættes, at arbejdsgivere, som regelmæssigt beskæftiger natarbejdere, på anmodning informerer de kompetente myndigheder herom;
det er vigtigt, at der tilbydes natarbejdere gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse ved natarbejde og derefter med regelmæssige mellemrum, og at de, hvis de lider af helbredsproblemer, når det er muligt overføres til dagarbejde, som passer til dem;
situationen for natarbejdere og skifteholdsarbejdere kræver, at beskyttelsesniveauet for deres sikkerhed og sundhed tilpasses arten af det arbejde, de udfører, og at beskyttelses- og forebyggelses-tjenester og -faciliteter forefindes og virker effektivt;
arbejdsvilkårene kan have skadelige virkninger for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed; ved tilrettelæggelsen af arbejdet efter en bestemt rytme bør der tages hensyn til det generelle princip om, at arbejdet skal tilpasses mennesket;
det kan som følge af et arbejdes særlige natur blive nødvendigt at træffe særskilte foranstaltninger om tilrettelæggelsen af arbejdstiden inden for visse sektorer eller aktiviteter, som dette direktiv ikke finder anvendelse på;
af hensyn til de spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden i virksomhederne, synes det hensigtsmæssigt at give mulighed for at anvende visse bestemmelser i nærværende direktiv med en vis smidighed, idet det sikres, at principperne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed følges;
det bør fastsættes, at visse bestemmelser i nærværende direktiv kan fraviges af henholdsvis medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter; i tilfælde af fravigelse bør der som en generel regel ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
AFSNIT I
ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Formål og anvendelsesområde
Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
Dette direktiv finder anvendelse på:
a) de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på
b) visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.
Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF, jf. dog artikel 17 i nærværende direktiv med undtagelse af vej-, luft-, sø- og jernbanetransport, sejlads ad indre vandveje, havfiskeri, andre aktiviteter på havet samt aktiviteter, der udøves af læger under uddannelse.
Bestemmelserne i direktiv 89/391/EØF finder i fuld udstrækning anvendelse på de forhold, der er nævnt i stk. 2, med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
arbejdstid: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis
hvileperiode: det tidsrum, der ikke er arbejdstid
natperiode: et tidsrum på mindst syv timer, der er fastsat ved national lovgivning, og som under alle omstændigheder omfatter tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl. 05.00
natarbejder:
a) dels en arbejdstager, der normalt udfører mindst tre timer af sin daglige arbejdstid i natperioden
b) dels en arbejdstager, der forventes at udføre en vis del af sin årlige arbejdstid i natperioden, idet denne del efter den pågældende medlemsstats valg fastsættes:
i) ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter, eller
ii) ved nationale eller regionale kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter
skifteholdsarbejde: enhver form for tilrettelæggelse af holdarbejde, som består i, at arbejdstagerne afløser hinanden på de samme arbejdspladser efter en bestemt tidsplan, herunder på skift, og som kan være kontinuerligt eller diskontinuerligt, hvilket kræver, at arbejdstagerne arbejder på forskellige tidspunkter over en given periode af dage eller uger
skifteholdsarbejder: arbejdstager, som deltager i skifteholdsarbejde.
AFSNIT II
MINIMUMSHVILEPERIODER - ANDRE ASPEKTER AF TILRETTELÆGGELSEN AF ARBEJDSTIDEN
Artikel 3
Daglig hviletid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på elleve sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.
Artikel 4
Pauser
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere kan holde pause, hvis den daglige arbejdstid overstiger seks timer; de nærmere bestemmelser herfor, herunder varigheden og kriterierne for tildeling af pausen, fastsættes i kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller, hvor sådanne overenskomster eller aftaler ikke findes, i den nationale lovgivning.
Artikel 5
Ugentlig hviletid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil lægges de elleve timers daglig hviletid, som er omhandlet i artikel 3.
Minimumshvileperioden i stk. 1 omfatter i princippet søndagen.
Hvis objektive eller tekniske omstændigheder eller omstændigheder i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse gør det berettiget, kan der fastsættes en minimumshvileperiode på 24 timer.
Artikel 6
Maksimal ugentlig arbejdstid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at det, henset til kravene om at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, sikres;
at den ugentlige arbejdstid begrænses ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter
at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syv dagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde.
Artikel 7
Årlig ferie
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed, i overensstemmelse med de kriterier for opnaælse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.
Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.
AFSNIT III
NATARBEJDE - SKIFTEHOLDSARBEJDE - ARBEJDSRYTME
Artikel 8
Natarbejdets varighed
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:
at den normale arbejdstid for natarbejde i gennemsnit ikke overstige otte timer pr. periode på 24 timer
at natarbejdere ved særlig risikofyldt beskæftigelse eller beskæftigelse, der indebærer en betydeligt fysisk eller psykisk belastning, ikke arbejder mere end otte timer i løbet af en periode på 24 timer, i hvilken de udfører natarbejde.
For så vidt angår dette punkt defineres særlig risikofyldt beskæftigelse eller beskæftigelse, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, i den nationale lovgivning og/eller praksis eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter under hensyn til de følgevirkninger og risici, der er forbundet med natarbejde.
Artikel 9
Heldbredskontrol og natarbejderes overgang til dagarbejde
a) at der tilbydes natarbejdere gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse ved natarbejde og derefter med regelmæssige mellemrum
b) at natarbejdere, der lider af helbredsproblemer, som påviseligt skyldes, at de udfører natarbejde, når det er muligt, overføres til dagarbejde, som passer til dem.
Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol skal være omfattet af lægens tavshedspligt.
Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol kan indgå i en national helbredsordning.
Artikel 10
Garantier i forbindelse med natarbejde
Medlemsstaterne kan lade arbejde, der udføres af bestemte kategorier natarbejdere, være betinget af opfyldelsen af visse garantier på vilkår, der fastsættes i den nationale lovgivning og/eller praksis, for så vidt angår arbejdere, som løber en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko, der er knyttet til natarbejdet.
Artikel 11
Information ved regelmæssig beskæftigelse af natarbejdere
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdsgivere, som regelmæssigt beskæftiger natarbejdere, på anmodning informerer de kompetente myndigheder herom.
Artikel 12
Sikkerheds- og sundhedsbeskyttelse
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre:
at der for natarbejdere og skifteholdsarbejdere gælder et beskyttelsesniveau for sikkerhed og sundhed, som svarer til arten af det arbejde, de udfører
at der findes passende beskyttelses- og forebyggelsestjenester og -faciliteter vedrørende natarbejderes og skifteholdsarbejderes sikkerhed og sundhed, som svarer til dem, der gælder for de øvrige arbejdstagere, og som er til rådighed til enhver tid.
Artikel 13
Arbejdsrytme
Medlemsstater træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en arbejdsgiver, der agter at tilrettelægge arbejdet efter en bestemt rytme, tager hensyn til det generelle princip om, at arbejdet skal tilpasses mennesket, navnlig med henblik på at afbøde virkningen af monotont arbejde og arbejde i en fast rytme, og alt efter arbejdets art, til kravene vedrørende sikkerhed og sundhed, særlig for så vidt angår pauser i arbejdstiden.
AFSNIT IV DIVERSE BESTEMMELSER
Artikel 14
Mere specifikke fællesskabsbestemmelser
Bestemmelserne i dette direktiv finder ikke anvendelse, hvis andre fællesskabsbestemmelser indeholder mere specifikke forskrifter på området for så vidt angår visse former for beskæftigelse eller erhverv.
Artikel 15
Gunstigere bestemmelser
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller til at fremme eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.
Artikel 16
Referenceperioder
Medlemsstaterne kan fastsætte følgende:
for gennemførelsen af artikel 5 (ugentlig hviletid): en referenceperiode på ikke over 14 dage
for gennemførelsen af artikel 6 (maksimal ugentlig arbejdstid): en referenceperiode på ikke over fire måneder.
Perioder med årlig betalt ferie i henhold til artikel 7 og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet
Hvis den i artikel 5 fastsatte minimumshvileperiode på 24 timer falder i denne referenceperiode, lades den ude af betragtning ved beregning af gennemsnittet.
Artikel 17
Undtagelsesbestemmelser
a) personale med ledelsesfunktioner eller andet personale, der har beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger
b) arbejdende familiemedlemmer; eller
c) arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.
2.1. artikel 3, 4, 5, 8 og 16:
a) for aktiviteter, der er kendetegnet ved afstand mellem arbejdstagerens arbejdssted og bopæl eller ved afstand mellem arbejdstagerens forskellige arbejdssteder
b) for vagt-, overvågnings- og døgnvagtaktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at beskytte goder og personer, f.eks. når der er tale om vagter, portnere eller vagtselskaber
c) for aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion, f.eks. når der er tale om:
i) modtagelse, behandling og/eller pleje på hospitaler eller lignende institutioner, døgninstitutioner og plejehjem samt fængsler
personale beskæftiget i havne eller lufthavne
iii) presse, radio, fjernsyn, filmproduktion, postvæsen og telekommunikation, ambulancetjeneste, brandvæsen og civilbeskyttelse
iv) gas-, vand og elektricitetsforsyning, renovationsvæsen og forbrændingsanlæg
v) industrier, hvis arbejdsproces af tekniske grunde ikke kan afbrydes
vi) forsknings- og udviklingsaktiviteter
vii) jordbrug
d) i tilfælde forudsigeligt ekstraarbejde, f.eks.:
i) inden for jordbrug
ii) inden for turisterhvervet
iii) inden for postvæsenet
2.2. artikel 3, 4, 5, 8 og 16:
a) under de omstændigheder, der er nævnt i artikel 5, stk. 4, i direktiv 89/391/EØF
b) i tilfælde af ulykker eller overhængende fare for ulykker
2.3. artikel 3 og 5:
a) for skifteholdsarbejde, når arbejdstageren skifter hold og ikke mellem afslutningen af det ene holds arbejde og begyndelsen af det andet holds har mulighed for at tage den daglige eller ugentlige hviletid
b) ved aktiviteter, der er kendetegnet ved flere kortere arbejdsperioder i løbet af dagen, f.eks. rengøringsarbejde.
De medlemsstater, hvor der ikke findes noget lovbestemt system for indgåelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt eller regionalt niveau på de områder, der er omfattet af dette direktiv, eller de medlemsstater, hvor der findes en særlig lovbestemt ramme herfor, men da inden for grænserne af denne, kan i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis tillade, at artikel 3, 4, 5, 8 og 16 fraviges ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på et passende kollektivt niveau
Fravigelse i første og andet afsnit er kun tilladt, hvis der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserede hvileperioder, eller - i undtagelsestilfælde, hvor det af objektive grunde ikke er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder - på betingelse af, at der ydes de pågældende arbejdstagere en tilsvarende beskyttelse.
Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere regler for:
hvordan arbejdsmarkedets parter skal anvende dette stykke, og
hvorledes bestemmelserne i de kollektive overenskomster eller aftaler, som er indgaæt i overensstemmelse med dette stykke, kan udvides til også at omfatte andre arbejdstagere i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.
Medlemsstaterne skal dog under overholdelse af almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed have mulighed for at tillade, at der af objektive og tekniske grunde samt af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse, ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter fastsættes referenceperioder, som under ingen omstændigheder må overstige tolv måneder.
Inden er udløbet af en periode på syv år regnet fra den i artikel 18, stk. 1, litra a), fastsatte dato tager Rådet, på grundlag af et forslag fra Kommissionen ledsaget af en evalueringsrapport, bestemmelserne i dette stykke op til fornyet behandling og beslutter, hvad der videre skal foretages
Artikel 18
Afsluttende bestemmelser
b) i) En medlemsstat kan imidlertid undlade at anvende artikel 6 under overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og forudsat, at den ved nødvendige foranstaltninger, som er truffet med henblik herpå, sikrer:
at ingen arbejdsgiver kræver, at en arbejdstager præsterer mere end 48 timers arbejde i løbet af en syvdagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, nr. 2, medmindre arbejdstageren har samtykket i at udføre et sådant arbejde
at det ikke lægges arbejdstageren til last, at vedkommende ikke er indstillet på at give sit samtykke til at udføre et sådant arbejde
at arbejdsgiveren fører ajourførte registre over de arbejdstagere, der udfører et sådant arbejde
at registrene stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, som af sikkerheds og/eller sundhedsmæssige årsager kan forbyde eller begrænse arbejdstagernes mulighed for at overskride den maksimale ugentlige arbejdstid
at arbejdsgiveren efter anmodning fra de kompetente myndigheder giver disse oplysninger om de aftaler, der er indgaæt med arbejdstagerne om udførelse af et arbejde, hvorved de overskrider en arbejdstid på 48 timer i løbet af en syv dagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, nr. 2.
Inden udløbet af en periode på syv år regnet fra den i litra a) fastsatte dato tager Rådet, på grundlag af et forslag fra Kommissionen ledsaget af en evalueringsrapport, bestemmelserne i dette nr. i) op til fornyet behandling og beslutter, hvad der videre skal foretages.
ii) Medlemsstaterne har ligeledes, for så vidt angår anvendelsen af artikel 7, mulighed for at anvende en overgangsperiode på højst tre år regnet fra den i litra a) fastsatte dato, forudsat at det i overgangsperioden sikres:
at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af tre ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnaælse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis
at den årlige betalte ferieperiode på tre uger ikke kan erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.
c) Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen herom.
Når medlemsstaterne vedtager de i stk. 1 omhandlede love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
Uanset medlemsstaternes ret til at tilpasse de forskellige love, administrative og kontraktmæssige bestemmelser på arbejdstidsområdet efter udviklingen, for så vidt som dette direktivs minimumskrav overholdes, kan gennemførelsen af direktivet ikke danne grundlag for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af arbejdstagerne.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om den praktiske gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv med angivelse af arbejdsmarkedsparternes synspunkter.
Kommissionen underretter Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen herom.
Artikel 19
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. november 1993.
På Rådets vegne
M. SMET
Formand
Herved bekendtgøres lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 89 af 30. januar 2024.
Loven finder anvendelse for lønmodtagere, jf. § 2, stk. 1, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. §§ 3, 4 og 5-7 finder ikke anvendelse for lønmodtagere, der i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til artikel 2, stk. 1, 3 og 4, og artiklerne 4, 6, 8, 9, 16, 17, 18 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
Stk. 3. For lønmodtagere, der ikke er omfattet af en overenskomst, der sikrer de rettigheder, der nævnes i stk. 2, finder §§ 3, 4 og 5-7 ikke anvendelse, hvis det i det enkelte ansættelsesforhold skriftligt aftales, at lønmodtageren er sikret disse rettigheder i henhold til en nærmere angiven kollektiv overenskomst, som er gældende i den virksomhed, hvor lønmodtageren er ansat. § 8, stk. 1 og 2, finder alene anvendelse i de i § 8, stk. 3, nævnte tilfælde.
Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse for mobile lønmodtagere, jf. § 2, stk. 2, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport. Øvrige mobile lønmodtagere er ikke omfattet af §§ 3 og 5.
Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse, hvis der i anden særlig lovgivning eller bestemmelser med hjemmel heri er fastsat regler om tilrettelæggelse af arbejdstiden, der som minimum svarer til direktivets beskyttelsesniveau.
Stk. 6. Under overholdelse af de generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed finder §§ 3, 4 og 5 ikke anvendelse, hvis arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles eller fastsættes på forhånd, eller hvis lønmodtagerne selv kan fastsætte den, når der er tale om lønmodtagere, der kan træffe selvstændige beslutninger, eller som har ledelsesmæssige funktioner, jf. direktivets artikel 17, stk. 1, litra a. Det skal fremgå af ansættelseskontrakten, at lovens §§ 3, 4 og 5 ikke finder anvendelse.
Ved en lønmodtager forstås i denne lov en person, der modtager vederlag for udførelse af personligt arbejde i tjenesteforhold.
Stk. 2. Ved mobil lønmodtager forstås i denne lov en lønmodtager, der er en del af rejsende eller flyvende personale, som er ansat af en virksomhed, der udfører passager- eller godstransport ad vej eller luftvej.
Stk. 3. Medmindre andet er fastsat i henhold til kollektiv overenskomst, forstås ved arbejdstid i denne lov det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver.
Stk. 4. Ved natperiode forstås i denne lov et tidsrum på mindst 7 timer, som omfatter tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl. 05.00. Medmindre andet er aftalt, er natperioden fra kl. 22.00 til kl. 05.00.
Stk. 5. Ved en natarbejder forstås i denne lov en lønmodtager, der normalt udfører mindst 3 timer af sin daglige arbejdstid i natperioden, eller en lønmodtager, der udfører natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode på 12 måneder.
En lønmodtager med en daglig arbejdstid på mere end 6 timer har ret til en pause af et sådant omfang, at pausens formål tilgodeses. Pausen lægges efter de for arbejdsstedet normale regler for lægning af arbejdstiden.
Den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder må ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde, jf. dog § 4 a. Perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.
De mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark kan under overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af lønmodtagernes sikkerhed og sundhed i overensstemmelse med stk. 2-4 aftale, at der på det pågældende overenskomstområde er adgang til at indgå individuelle aftaler om, at lønmodtageren arbejder ud over 48 timer om ugen i gennemsnit.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte mulighed for at fravige bestemmelser om, at der højst må arbejdes 48 timer om ugen i gennemsnit, kan alene anvendes i forhold til lønmodtagere, der er omfattet af overenskomstbestemmelser om rådighedsvagter, herunder lokalaftaler herom, og som udfører samfundskritiske funktioner inden for de områder, der er angivet i artikel 17, stk. 3, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
Stk. 3. En lønmodtager, der gennem indgåelse af en individuel aftale som nævnt i stk. 1 har samtykket i at arbejde ud over 48 timer om ugen i gennemsnit, kan til enhver tid med et rimeligt varsel trække dette samtykke tilbage. Det må ikke lægges lønmodtagere, der ikke samtykker i at arbejde ud over 48 timer om ugen i gennemsnit, eller som trækker et sådant samtykke tilbage, til last, at de ikke ønsker at arbejde ud over 48 timer om ugen i gennemsnit.
Stk. 4. For lønmodtagere, der gennem indgåelse af en individuel aftale som nævnt i stk. 1 har samtykket i at arbejde ud over 48 timer om ugen i gennemsnit, må den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke overstige 60 timer beregnet over en periode på 4 måneder. Under overholdelse af almindelige principper for beskyttelse af lønmodtagernes sikkerhed og sundhed kan det dog af objektive og tekniske grunde og af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse fastsættes i den pågældende overenskomst eller aftale, at en længere referenceperiode, som kan være op til 12 måneder, kan anvendes. Perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.
Stk. 5. De mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, jf. stk. 1, kan under de i stk. 2 nævnte betingelser derudover i overenskomsten fastsætte, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid kan overstige 60 timer for lønmodtagere, der gennem indgåelse af en individuel aftale som nævnt i stk. 1 har samtykket i at arbejde ud over 48 timer om ugen i gennemsnit.
Stk. 6. Spørgsmål om, hvorvidt en kollektiv overenskomst opfylder de betingelser, der fremgår af stk. 1-5, afgøres af Arbejdsretten. Tvister om, hvorvidt betingelserne i stk. 2-5 er opfyldt, kan dog være genstand for fagretlig behandling og eventuelt faglig voldgift, hvis dette er aftalt mellem de pågældende overenskomstparter.
Med henblik på at sikre overholdelse af gældende regler om daglig og ugentlig hviletid og maksimal ugentlig arbejdstid skal arbejdsgiveren indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt arbejdstidsregistreringssystem, der gør det muligt at måle den daglige arbejdstid for hver enkelt af de pågældende lønmodtagere.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal sørge for, at lønmodtageren kan tilgå egne oplysninger i det arbejdstidsregistreringssystem, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal opbevare de i henhold til stk. 1 registrerede oplysninger i 5 år efter udløbet af den periode, der udgør grundlaget for beregningen af lønmodtagerens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.
Stk. 4. I forhold til lønmodtagere, der i overensstemmelse med § 4 a, stk. 1, har samtykket i at arbejde mere end 48 timer i gennemsnit om ugen, skal arbejdsgiveren desuden
føre ajourførte registre over de pågældende lønmodtagere,
stille de registrerede oplysninger til rådighed for Arbejdstilsynet, som af sikkerheds- eller sundhedsmæssige årsager som led i opgaven med at påse overholdelsen af arbejdsmiljølovgivningen kan forbyde eller begrænse lønmodtagernes mulighed for at arbejde ud over 48 timer om ugen i gennemsnit, og
efter anmodning give Arbejdstilsynet oplysninger om de aftaler, der er indgået i overensstemmelse med § 4 a, stk. 1.
Stk. 5. Klage over en afgørelse fra Arbejdstilsynet om at forbyde eller begrænse lønmodtagernes mulighed for at arbejde ud over 48 timer i gennemsnit om ugen, jf. stk. 4, nr. 2, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet. § 81, stk. 1-5, om klageadgang i lov om arbejdsmiljø finder tilsvarende anvendelse.
Den normale arbejdstid for natarbejdere må i gennemsnit ikke overstige 8 timer pr. periode på 24 timer beregnet over en periode på 4 måneder.
Stk. 2. Den i arbejdsmiljølovens kapitel 9 fastsatte minimumsperiode på 24 timers ugentlig hvile medtages ikke i beregningen af gennemsnittet inden for referenceperioden.
Stk. 3. Hvor en natarbejder er beskæftiget ved særlig risikofyldt arbejde eller ved arbejde, der indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, må der ikke arbejdes mere end 8 timer i løbet af en periode på 24 timer, i hvilken der udføres natarbejde.
Lønmodtagere skal tilbydes gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse med natarbejde og derefter inden for regelmæssige tidsrum på mindre end 3 år.
Natarbejdere, der lider af helbredsproblemer, som påviseligt skyldes, at de udfører natarbejde, overføres, når det er muligt, til dagarbejde, som passer til dem.
En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.
Stk. 3. For lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst som nævnt i § 1, stk. 2, jf. herved tillige § 1, stk. 3, kan sager om krænkelse af rettighederne efter sådan en overenskomst, herunder om den i stk. 1 og 2 nævnte godtgørelse, som ikke bliver behandlet ad fagretlig vej, afgøres ved de civile domstole.
Beskæftigelsesministeren bemyndiges til efter forhandlinger med arbejdsmarkedets parter at fastsætte nærmere regler vedrørende udnyttelse af de i direktivet indeholdte undtagelsesmuligheder. Beskæftigelsesministeren bemyndiges herunder til efter fælles anmodning fra de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter at fastsætte nærmere regler om muligheden for at fravige bestemmelser om, at der højst må arbejdes 48 timer om ugen i gennemsnit, på andre områder end angivet i artikel 17, stk. 3, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 258 af 8. april 2003 om ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (Inddragelse af de ekskluderede sektorer i lovens dækningsområde)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 31. juli 2003.
Lov nr. 89 af 30. januar 2024 om ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet og lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter (Indførelse af registreringskrav og mulighed for at fravige reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. juli 2024.
/ Christian Andersen-Mølgaard
Loven gennemfører dele af Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT. 1993 nr. L 307, s. 18).
Lovændringen vedrører § 1 og § 2.
Lovændringen vedrører § 1, § 4, § 4 a, § 4 b, § 8 og § 9.
