Afskrivningsloven § 5A

Bestemmelsen fastsætter nærmere, hvorledes afskrivningsgrundlaget opgøres efter saldometoden.

Bortset fra, at bestemmelsen også omfatter skibe, svarer den indholdsmæssigt til den gældende lovs § 2. Mere detaljeret svarer den foreslåede bestemmelses stk. 1 - 3 til den gældende lovs § 2, stk. 1 - 6. Den foreslåede bestemmelses stk. 4 og 5 om udskydelse af selskabers førsteårs afskrivning m.v. på udlejningsdriftsmidler svarer stort set til den gældende lovs § 2, stk. 8 og 9.

Dog foreslås det at afskaffe kravet i den gældende lovs § 2, stk. 4, om, at afskrivningen skal foretages med hele procenter. Forslaget herom er i overensstemmelse med en anbefaling i afskrivningsgruppens betænkning fra 1985 om forenkling af afskrivningsloven (Betænkning 1031/85, side 24).

Reglen om afskrivning med hele procenter på driftsmidler m.v. formodes med afskrivningsloven i 1957 at være indført af praktiske hensyn. Det kan være lettere for den skattepligtige at regne med hele procenter. Omvendt kan den skattepligtige også foretrække, at saldoværdien slutter med et rundt tal, hvilket kan være svært, såfremt kravet om hele procenter skal opfyldes. I praksis har skattemyndighederne administreret reglen meget liberalt. Når hertil kommer, at der ikke stilles krav om hele procenter for bygningsafskrivningerne, forekommer det forenklende også at fjerne kravet fra den øvrige del af afskrivningsloven.

Endvidere kan den skattepligtige i dag udligne skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen med forøgede skattemæssige af- og nedskrivninger. Da der kun kan afskrives med hele procenter, giver dette administrative vanskeligheder både for den skattepligtige og skattemyndighederne. Det er på grund af dette krav om hele procenter vanskeligt at foretage en nøjagtig udligning, hvorfor der ofte kun skal ske en mindre ændring i ansættelsen.

Den foreslåede forenkling vil medføre en administrativ lettelse, idet skattemyndighederne herefter kun skal kontrollere, at maksimumafskrivningssatsen (25 pct.) ikke overskrides, jf. stk. 3 i den foreslåede bestemmelse, mens de ikke skal undersøge, om der afskrives med hele procenter.

Reglerne i den gældende lov om afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede skibe indeholdes i den gældende lovs afsnit III i §§ 12 og 13. Efter § 12 foretages skattemæssig afskrivning under eet for samtlige skibe, der hører til en skattepligtigs virksomhed og udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. § 13 i den gældende lov er en henvisningsbestemmelse, hvorefter reglerne i den gældende lovs afsnit I om afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler finder anvendelse på erhvervsmæssigt benyttede skibe.

Lovforslaget indeholder ikke som den gældende lov et særskilt kapitel om afskrivning på skibe. Skibe er således medtaget i forslagets kapitel 2 sammen med driftsmidler og således også i den foreslåede bestemmelse i § 5.

Dette indebærer, at en virksomheds udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe efter lovforslaget skal føres på samme afskrivningssaldo.

I konsekvens heraf er det i den foreslåede overgangsbestemmelse i § 56 fastsat, at den afskrivningsberettigede saldoværdi for skibe ved udgangen af indkomståret 1998 overføres til den samlede saldo i lovforslagets § 5 for driftsmidler og skibe ved begyndelsen af indkomståret 1999.

Efter bestemmelsens stk. 1 skal driftsmidler og skibe, som en skattepligtig udelukkende benytter erhvervsmæssigt, afskrives på en samlet saldo for virksomheden. Har den skattepligtige flere virksomheder, opgøres en saldo for hver virksomhed. I en virksomhed, hvor der er flere personligt og solidarisk hæftende ejere, eksempelvis et interessentskab eller lignende, opgør hver ejer eller interessent en saldo for sig.

Efter stk. 2, 2. pkt., i den foreslåede bestemmelse tillægges saldoværdien anskaffelses summen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomståret. Dette indebærer efter den foreslåede bestemmelse i § 3 bl.a., at driftsmidlet eller skibet skal være leveret til virksomheden inden udgangen af indkomståret. Stk. 2, 2. pkt., i den foreslåede bestemmelse indeholder endvidere reglen om, at salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt i indkomstårets løb, fradrages saldoværdien. Af bestemmelsen fremgår, at salgssummen fradrages på det tidspunkt, hvor der er sket levering . Dette indebærer en ændring i forhold til gældende ret, hvor der lægges vægt på det tidspunkt, hvor salget er aftalt. Herved fjernes det »hul« i afskrivningerne, der efter gældende ret kan opstå, hvor hverken sælger eller køber kan afskrive på driftsmidlet, fordi salgssummen for solgte driftsmidler og skibe fradrages saldoværdien allerede i aftaleåret, uanset om driftsmidlet eller skibet først måtte blive leveret til køberen i det følgende indkomstår. Ved »levering« forstås levering i købelovens forstand som omtalt ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 3. En negativ saldoværdi behandles i overensstemmelse med bestemmelsen i forslagets § 8.

Den foreslåede bestemmelse har koncentreret indholdet af den gældende lovs § 2 i en kortere form. I den forbindelse er det ikke fundet nødvendigt at videreføre den gældende lovs § 2, stk. 5, om opgørelse af den ultimosaldo, der skal overføres til det følgende indkomstår, idet dette nu følger af den foreslåede bestemmelses stk. 2, sidste pkt., hvorefter saldoværdien ved indkomstårets begyndelse udgør det beløb, hvortil driftsmidler og skibe anskaffet i tidligere indkomstår er nedbragt ved afskrivninger.

Afskrivning kan højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi, jf. bestemmelsens stk. 3, mod i dag 30 pct. Nedsættelsen af afskrivningsprocenten skal dog først have virkning fra og med indkomståret 2000.

Bestemmelsens stk. 4 og 5 svarer til den gældende lovs § 2, stk. 8 og 9, jf. omtalen ovenfor, idet bestemmelserne dog også gælder for foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4. Envidere foreslås det, jf. bestemmelsens stk. 4, at den særskilte afskrivning for indkomståret efter anskaffelsesåret kan ske med indtil 50 pct. af anskaffelsessummen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 om udskydelse af selskabers førsteårs afskrivning er en forholdsvis bred bestemmelse, idet den omfatter enhver type udlejningsvirksomhed. Bestemmelsen omfatter også virksomhed med udlejning af eksempelvis biler, hårde hvidevarer, forbrugerelektronik, entreprenørmaskiner, stilladser, lifte m.v. Bestemmelsen kan således også omfatte udlejning af aktiver, hvor udlejningen er led i normal forretningsmæssigt drevet virksomhed i selskabet, og hvor anskaffelsen af udlejningsaktiverne ikke primært må tilskrives de tilhørende skattefordele.

Det foreslås på baggrund heraf i stk. 6, at Ligningsrådet skal kunne dispensere fra reglerne om udskydelse af førsteårs afskrivning. Formålet er at friholde selskabers normale forretningsmæssige virksomhed med udlejning af aktiver.

Ligningsrådet skal herefter kunne give dispensation i tilfælde, hvor rådet anser det som godtgjort, at anskaffelsen af aktiver, der enten anskaffes med henblik på udlejning, eller som ved anskaffelsen allerede er udlejet, er et led i normal forretningsmæssigt drevet virksomhed i selskabet og i det væsentlige ikke sker med henblik på udnyttelse af skatteregler.

I tilfælde, hvor anskaffelsen ikke primært sker med henblik på anvendelse af aktiverne i selskabets egen normale virksomhed, men i stedet primært sker med henblik på at reducere selskabets umiddelbare skattebetaling i kraft af adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger på anskaffede udlejningsaktiver, foreligger der som udgangspunkt ikke normal forretningsmæssigt drevet virksomhed. I sådanne tilfælde må det antages, at selskabet ikke ville anskaffe de pågældende udlejningsaktiver, medmindre der kan foretages skattemæssige afskrivninger på disse. Ligningsrådet kan ved behandlingen af dispensationsansøgningerne lægge vægt på, om selskabet er likvidationsmodent, om selskabet før anskaffelsen i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, eller om selskabets ejerforhold i forbindelse med anskaffelsen af aktiverne er ændret væsentligt.

Har udlejning af aktiver derimod været selskabets normale virksomhed eller en del heraf i flere år forud for anskaffelsen, eller har selskabets ejerkreds i det væsentlige været uændret i en årrække forud for anskaffelsen, taler dette som udgangspunkt for at indrømme selskabet dispensation.

Begrundelsen for, at reglerne er udformet som dispensationsregler, er, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at fastsætte objektive regler for, hvornår et selskabs udlejning af driftsmidler eller skibe i det væsentlige er forretningsmæssigt begrundet og, hvornår et selskabs udlejning af aktiverne i det væsentlige er skattemæssigt begrundet. Der vil i afgrænsningen altid indgå et vist skønselement. Ved at udforme reglerne som dispensationsregler skabes der gennem Ligningsrådets afgørelser efterhånden en praksis for de forhold, der kan begrunde en dispensation for selskabet, og de forhold, der kan begrunde et afslag. Når Ligningsrådet efterhånden har fastlagt en nærmere praksis på området, vil det blive overvejet at udforme objektive regler.