VEJ nr 9553 af 22/06/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Vejledning om håndtering af lægemidler i kriminalforsorgens institutioner
1. Anvendte begreber
Denne vejledning anvender følgende begreber:
Ekspedition: Når en læge har ordineret et lægemiddel, skal der i medicinskabe eller -rum i kriminalforsorgens institutioner foretages en ekspedition, inden lægemidlet udleveres. Ekspedition skal forstås som en håndtering af lægens ordination. Dette sker blandt andet ved, at det konkrete lægemiddel doseres i overensstemmelse med ordinationen til den konkrete indsatte. Ved dosering forstås den del af ekspeditionen, hvor den ordinerede dosis (f.eks. to tabletter eller 1 ml) lægges i eller påfyldes en beholder, der efterfølgende kan udleveres til den indsatte.
Institutionens ledelse: Den administrative ledelse, som fastlægger rammerne for tilrettelæggelsen af arbejdet på institutionen og dens lokationer. Ledelsen har bl.a. ansvaret for at sikre, at der er tilknyttet en ansvarlig læge, og at institutionen har de tilstrækkelige faciliteter, ressourcer og tilstrækkeligt personale.
Driftsherreansvaret, som fremgår af sundhedsloven i forhold til det organisatoriske tilsyn, hviler på kriminalforsorgen. Driftsherren kan opdeles i forskellige områder, f.eks. et kriminalforsorgsområde. Den enkelte institutions ledelse tegner driftsherren udadtil og skal i det daglige løfte ansvaret for den fornødne patientsikkerhed på stedet.
Lokation: En afgrænset adresse, som hører under en institution i kriminalforsorgen, hvor der er indsatte. En institution kan bestå af en eller flere lokationer, svarende til en matrikel.
Medicinskabe og medicinrum: Særlige afgrænsede områder, hvor der kan opbevares lægemidler i kriminalforsorgens institutioner efter reglerne i bekendtgørelse om medicinskabe i kriminalforsorgen (fælles lægemidler). De fælles lægemidler må ikke opbevares andre steder i kriminalforsorgens institutioner. Lægemidlerne, der opbevares i området, kan i skabet eller rummet ekspederes af læger, sygeplejersker eller farmaceuter til den enkelte indsatte patient på baggrund af en ordination fra en læge. Lægemidlerne skal håndteres efter vejledningens afsnit 3. Medicinskabe og -rum skal ses i modsætning til skabe og rum med lægemidler til individuelle indsatte.
Efter vejledningens afsnit 4 kan lægemidler ordineret til individuelle indsatte ekspederet af apoteket med dosisetiket til den indsatte også opbevares i skabe og rum, men disse skal være afskilt fra de fælles lægemidler.
Rekvisition : En bestilling til et privat apotek fra den ansvarlige læge på lægemidler til et medicinskab eller -rum.
Ansvarlig læge : Den læge, der er udpeget til ansvarlig læge på institutionen efter bekendtgørelsens § 4.