BEK nr 1708 af 30/12/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv. § 2
En rehabiliteringsplan består af en forberedende del og en indsatsdel. Den forberedende del skal udarbejdes for alle, der skal have deres sag behandlet i et rehabiliteringsteam. Indsatsdelen skal udarbejdes for personer, der skal have et ressourceforløb efter kapitel 19 eller et jobafklaringsforløb efter kapitel 18 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Den forberedende del af rehabiliteringsplanen skal udarbejdes i samarbejde med borgeren og med udgangspunkt i borgerens job- og uddannelsesmål samt med udgangspunkt i borgerens ressourcer og samlede situation.
Stk. 3. Beskrivelsen og dokumentationen i rehabiliteringsplanens forberedende del skal indgå i grundlaget for
-
rehabiliteringsteamets indstilling i sygedagpengesager, der forelægges rehabiliteringsteamet efter § 13 c, stk. 3, i lov om sygedagpenge, sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension og for kommunens afgørelse i disse sager,
-
kommunens afgørelse i sager om førtidspension, der behandles uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 3, og § 18, stk. 2, i lov om social pension og
-
kommunens vurdering af, om en borger skal tilbydes revalidering.
Stk. 4. Som en service for kommunerne stiller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skabeloner til rådighed til brug for udarbejdelsen af en rehabiliteringsplan og for rehabiliteringsteamets indstilling. Skabelonerne findes på www.star.dk.