LBK nr 1098 af 27/08/2025
Skatteministeriet
Aktieavancebeskatningsloven § 27
I tilfælde, hvor der ikke foretages effektiv udbetaling af minimumsindkomsten fra et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. ligningslovens § 16 C, der er et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF, jf. bilag 1, anses den manglende effektive udbetaling som et tillæg til den oprindelige andel, der anses for anskaffet på samme tidspunkt som den oprindelige andel, og med en anskaffelsessum, der svarer til den manglende betaling. Den manglende effektive udbetaling anses for tillagt den oprindelige andel på tidspunktet for investeringsinstituttets årlige godkendelse af regnskabet, dog senest den 30. juni i året efter det kalenderår, som minimumsindkomsten hidrører fra.
Stk. 2. Stk. 1 finder dog kun anvendelse, hvis
-
den manglende udbetaling ikke behandles af instituttet som et nyt indskud, der medfører en forøgelse af modtagerens nominelle andele i instituttet, eller
-
der ikke er tale om den i ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1, nævnte likvidationsudlodning, der kun medtages med det udloddede beløb.
Stk. 3. Hvis anskaffelsessummen ikke kan fastslås, ansættes den til 0 kr.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved manglende effektiv udbetaling til skattepligtige, der beskattes af værdistigninger på investeringsbeviser i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning efter et lagerprincip, selv om instituttet ikke er et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF.
Krydsreferencer
3 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Aktieavancebeskatningsloven § 27
Bestemmelsen svarer til § 6, stk. 6, i den nuværende aktieavancebeskatningslov.
Hvis minimumsudlodningen i en udloddende forening ikke foretages, anses den manglende betaling for en forhøjelse af anskaffelsessummen for den oprindelige andel. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at ejeren af andelen beskattes af minimumsudlodningen som udbytte jf. ligningslovens § 16 C, stk. 15, selvom minimumsudlodningen ikke udbetales.
Det er en betingelse, at den manglende udbetaling ikke af foreningen behandles som et nyt indskud, der forøger ejerens nominelle andele i foreningen. Tilsvarende forhøjes anskaffelsessummen heller ikke, hvor der er tale om en likvidationsudlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, 4. pkt.
Hvis størrelsen af den ikke udbetalte minimumsudlodning ikke kan dokumenteres fastsættes den til 0 kr.
Reglen om forhøjelse af anskaffelsessummen finder også anvendelse på investeringsforeningsbeviser, der beskattes efter lagerprincippet, selvom investeringsforeningen ikke er omfattet af Rådets direktiv nr. 85/611/EØF. Hvis andelen er anskaffet før indkomstårets begyndelse forhøjes primoværdien med den manglende effektive betaling. Hvis andelen er anskaffet efter indkomstårets begyndelse forhøjes anskaffelsessummen med den manglende effektive betaling.