Search for a command to run...
LOV nr 731 af 13/06/2023
Børne- og Undervisningsministeriet
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2023, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. § 2 b i stu-loven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 3. § 1, nr. 17, træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 4. § 3 a, stk. 1, nr. 5, i stu-loven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16, træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 5. § 1, nr. 24 og 25, har virkning fra den 1. januar 2025, for så vidt angår uddannelsessteder, der er dækket af en overenskomst, som er indgået før den 1. august 2023.
Det foreslås i stk. 1 , at loven som aftalt blandt de partier, der har indgået Aftale om flere rettigheder og bedre tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov STU, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2, træder i kraft den 1. august 2023.
Det foreslås i stk. 3 , at den foreslåede portal træder i kraft 1. januar 2025. Baggrunden herfor er, at det er nødvendigt med tid til teknisk udvikling og implementering af portalen. portalen forventes udviklet i løbet af 2023/24 og at blive åbnet for, at uddannelsesstederne kan indlægge oplysninger i den i sidste kvartal 2024. Portalen vil herefter blive offentligt tilgængelig for potentielle STU-elever fra 1. januar 2025.
I konsekvens heraf foreslås det i stk. 2 , at den unges ret til et alternativt uddannelsessted først træder i kraft den 1. januar 2025. Uden portalen vil være vanskeligt for en ung at overskue, hvilke uddannelsessteder der udbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, herunder hvilke uddannelsessteder, der tilbyder uddannelsesforløb, som matcher den unges behov, dvs. specialiseringsbehov, ønsker og interesser.
I forlængelse af den foreslåede regel i stk. 2 foreslås det i stk. 4 , at kommunalbestyrelsens forpligtelse til på hjemmesiden at orientere om den unges mulighed for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted først træder i kraft den 1. januar 2025.
Det vil desuden være administrativt tungt for kommunalbestyrelsen at skulle indgå kvalitetsaftaler med et uddannelsessted, hvis oplysninger ikke kan søges frem på portalen. Det foreslås derfor i stk. 5 , at kommunalbestyrelsens pligt til at indgå kvalitetsaftale til erstatning for eksisterende overenskomster, som er indgået i henhold til de hidtidig gældende regler først får virkning samtidig med portalen. Kommunalbestyrelsen vil med det foreslåede ikke skulle have en kvalitetsaftale med et uddannelsessted til erstatning for en eksisterende overenskomst før 1. januar 2025.
Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen fra og med den 1. august 2023 skal indgå kvalitetsaftale med et uddannelsessted, som kommunalbestyrelsen ikke forud herfor har en overenskomst med. Det foreslåede vil endvidere indebære, at en overenskomst, der i perioden 1. august 2023 til 1. januar 2025 udløber eller opsiges eller ophæves af en parterne, skal erstattes af en kvalitetsaftale, hvis parterne ønsker at forny aftalen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og til lovforslagets § 1, nr., 12, 15 og 24-25, og de specielle bemærkninger dertil.