Forarbejder til Skovloven § 39a

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 2, §§ 13 og 14 samt lensafløsningslovens § 5, stk. 7, men er i alt væsentligt en videreførelse af disse bestemmelser. Desuden er der tilføjet hjemmel til at stille vilkår til afgørelser efter §§ 19 - 21.

Bestemmelsen fastslår herefter, at miljøministeren i almindelighed kan stille vilkår i forbindelse med de afgørelser, han kan træffe efter loven, og beskriver i nr. 1 – 5 en række særlige vilkår, der er knyttet til bestemte afgørelser.

Ad stk. 1

Ad nr. 1)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 8, stk. 2, hvorefter miljøministeren kan fastsætte vilkår for tilladelse til at pålægge fredskovspligt, herunder om tidsfrister, bevoksningens robusthed og sikkerhed for tilplantning. I praksis stilles der efter denne bestemmelse ofte detaljerede vilkår om, hvordan skoven skal opbygges, for at et areal, som nytilplantes, kan blive fredskovspligtigt. Typisk stilles krav om etablering af ydre løvskovbryn, om at store monokulturer undgås, om valg af træarter, som er velegnede på lokaliteten, om plantetal pr. ha og om tilplantningsplan.

I forslaget bevares muligheden for at stille vilkår for afgørelsen om, at et areal bliver fredskovspligtigt efter forslagets § 4. Typen af vilkår, der kan stilles til opbygning af skoven, er dog ikke som hidtil eksemplificeret i lovteksten. Ved afgørelsen af, om et areal kan blive fredskovspligtigt, forudsættes det efter forslaget – som hidtil – at der anlægges en helhedsbetragtning med hensyn til, om arealet opfylder eller vil kunne opfylde bestemmelserne i forslagets kapitel 3. Det synes derfor mest hensigtsmæssigt, at initiativet overlades til ejeren, som gennem en tilplantningsplan kan redegøre for sine egne planer for arealet, i stedet for at myndighederne stiller detaljerede vilkår, som ejeren er pligtig at følge. En egentlig tilplantningsplan er kun relevant i forbindelse med afgørelse om fredskovspligt på arealer, der ikke i forvejen er træbevoksede. Ved afgørelse om fredskovspligt på et eksisterende skovareal vil det være tilstrækkeligt med en redegørelse for, hvordan de krav, der fremgår af bestemmelserne i kapitel 3, er opfyldt, eller at de efter en konkret vurdering kan nås inden for en rimelig frist. Ved afgørelse om fredskovspligt på arealer, hvor der er et større areal med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift end det, som er tilladt efter skovloven, kan der fastsættes en frist på op til 10 år. Der vil under alle omstændigheder blive krævet et detaljeret kortbilag.

Tilplantningsplanen skal rumme de elementer, som også hidtil er indgået ved vurderingen af, om et areal kan blive fredskovspligtigt, og som sikrer, at der etableres en robust og varieret skov. Der vil således i forbindelse med godkendelse af tilplantningsplanen som vilkår for afgørelsen om fredskovspligt blive lagt vægt på, at der etableres skovbryn, at der på meget små arealer fortrinsvis anvendes løvtræarter, at planter og frø er af velegnet materiale, samt at andelen af juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, åbne arealer og tilgroningsarealer overholder de rammer, der er angivet i forslagets kap. 3. Nogle af de anførte vilkår kan eventuelt fraviges, når arealet, som tilplantes, enten ligger omkranset af eksisterende fredskov eller der er tale om en udvidelse af en ejers eksisterende fredskov. Hvis der ikke er noget til hinder for, at arealet bliver fredskovspligtigt, og hvis tilplantningsplanen eller redegørelsen sandsynliggør, at arealet opfylder eller indenfor den fastsatte tidsramme kan opfylde kravene i kapitel 3, træffes afgørelse om, at arealet kan blive fredskovspligtigt.

I forslaget er muligheden for at stille vilkår om sikkerhed for tilplantningen udgået. I praksis stilles kun vilkår om sikkerhed, når pålæggelse af fredskovspligt sker som følge af et vilkår om erstatningsskov, jf. stk. 2, hvorefter ministeren bl.a. kan fastsætte regler om sikkerhedsstillelse. I alle andre tilfælde vil man ikke gennemtvinge tilplantningen, hvis ejeren fortryder beslutningen om fredskovspligt inden det tidspunkt, hvor afgørelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet, jf. § 42. Det er således først, når denne periode er udløbet og vilkårene for pålæggelsen af fredskovspligt er opfyldt, at fredskovspligten i praksis vil blive håndhævet. Ved dispensation eller ophævelse af fredskovspligt til råstofgravning er der også kun behov for at stille vilkår om sikkerhed for tilplantning af erstatningsskoven efter skovloven. Sikkerhed for evt. gentilplantning af gravearealet er således et vilkår, der stilles i selve afgørelsen om gravningen, som træffes af amtet efter råstofloven.

Ad nr. 2)

Bestemmelsen er ny, men erstatter muligheden i den gældende lov for at stille vilkår om tidsbegrænsning for afgørelser om ophævelse af fredskovspligten. Efter forslaget kan der i stedet stilles vilkår om, at fredskovspligten genindtræder, og at arealet skal retableres i overensstemmelse med skovlovens formål, hvis den brug, der er givet tilladelse til med ophævelsen, på et tidspunkt ophører. Dette kan især blive aktuelt i forbindelse med tilladelser til meget langvarige aktiviteter, fx større erhvervsmæssige råstofindvindinger, hvor alene varigheden af aktiviteten gør det mest nærliggende at ophæve fredskovspligten, men hvor det byggeri eller anlæg, der gives tilladelse til, ligger som en integreret del af skoven. I tilfælde, hvor tidshorisonten er kortere, og fredskovspligten på længere sigt ønskes bevaret, synes det mest hensigtsmæssigt at træffe afgørelsen efter § 38, jf. § 11, om dispensation fra fredskovspligten.

Ad nr. 3)

Bestemmelsen er et led i lovens ordning for så vidt angår miljøministerens kompetence til at indgå aftaler med ejere om driften af særligt værdifuld skov, jf. § 18 og §§ 25 og 26. Udbetaling af tilskud skal således kunne gøres betinget af, at der indgås en aftale, som begrænser ejerens råden eller pålægger ham bestemte driftsformer. For at det endelige mål med sådanne aftaler, som i mange tilfælde kun har værdi, fordi de har en varig (evig) karakter, kan opnås, skal aftalerne desuden kunne tinglyses på ejendommen, jf. bemærkningerne til § 40, stk. 3.

Ad nr. 4)

Vilkåret om tidsbegrænsning anvendes i tilfælde, hvor der er tale om tidsbegrænset aktivitet, som ophører inden for en overskuelig årrække, det vil i praksis sige 10 år. Tidsbegrænsning har efter den gældende praksis også været brugt til at »følge en udvikling« i en aktivitet, hvor der kunne være en formodning om, at den på et tidspunkt ville ophøre. Efter udløbet af tidsfristen er der imidlertid typisk givet en ny tidsbegrænset tilladelse. Hvis en tidsbegrænset tilladelse forlænges flere gange, opstår der en forventning om, at aktiviteten kan fortsættes, og der er så i realiteten opstået en permanent tilladelse, men uden at vilkårene for tilladelsen er overvejet i relation til en permanent tilladelse.

Det forudsættes derfor ved den fremtidige administration af bestemmelsen, at vilkår om tidsbegrænsning som overvejende hovedregel ikke skal kunne forlænges. Ønskes aktiviteten fortsat efter den første tidsbegrænsede periode, skal det overvejes, om der kan gives en permanent tilladelse. Kan tilladelsen gives, skal der tages stilling til vilkår om erstatningsskov, og der kan også i øvrigt fastsættes ændrede vilkår som følge af, at tilladelsen bliver permanent.

I forbindelse med dispensationer fra forbuddet mod byggeri mv. bør det overvejes at stille vilkår om tilplantning med træer på arealet , hvis brugen af en tilladt aktivitet ophører.

Ad nr. 5)

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 14, stk. 1, som bestemmer, at miljøministeren fastsætter vilkår om erstatningsskov i forbindelse med afgørelser om dispensation til byggeri, anlæg mv. eller ophævelse af fredskovspligten. Bestemmelsen gælder som hidtil ikke, hvis fredskovspligten ophæves på kommunale arealer, der tages i brug i henhold til en kommuneplan, jf. forslagets § 6, stk. 2 (gældende lovs § 9, stk. 2). Efter den gældende lov er der vedtaget en bekendtgørelse, som bl.a. fastsætter bestemmelser for, i hvilke tilfælde kravet om erstatningsskov kan fraviges. Da ministeren således ikke i alle tilfælde fastsætter vilkår om erstatningsskov, er »fastsætter« i forslaget ændret til »kan fastsætte«. Der er ikke hermed lagt op til en svækkelse af kravet om, at der skal udlægges erstatningsskov, når fredskovspligten ophæves eller der dispenseres fra fredskovspligten til byggeri mv, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor om fastsættelse af regler om erstatningsskov.

Ad stk. 2

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs § 14, stk. 2 – 5, som giver miljøministeren beføjelse til at bestemme erstatningsskovens størrelse, at der skal stilles sikkerhed, og at forpligtelsen til erstatningsskov kan opfyldes ved at betale for skovetablering et andet sted. Endvidere bemyndiger bestemmelsen ministeren til at fastsætte nærmere regler om erstatningsskov, herunder om fravigelse af kravet i særlige tilfælde. Bemyndigelsen til at fastsætte regler er udnyttet, og alle de nævnte forhold er beskrevet i bekendtgørelsen om erstatningsskov (nr. 874 af 24. november 1997).

Formålet med vilkåret om erstatningsskov er at sikre, at en række af samfundets behov kan opfyldes, uden at skovarealet derved formindskes. Efter gældende lov og praksis stilles også krav om erstatningsskov, hvis fredskovspligten ophæves i situationer, hvor samfundsmæssige behov tilsiger, at fredskovspligten ophæves. Der skal således ved planlægning og budgettering af alle former for bygge- og anlægsarbejder tages højde for udgiften til etablering af erstatningsskov. Dette gælder også, når der eksproprieres til offentlige anlægsarbejder.

Det forudsættes, at der snarest efter lovens vedtagelse udarbejdes en ny bekendtgørelse om erstatningsskov, der som hidtil forudsættes at indeholde bestemmelser om følgende forhold:

Om, at der i visse tilfælde ikke stilles krav om erstatningsskov

Efter den gældende bekendtgørelse kan kravet om erstatningsskov fraviges, hvis de arealer, hvor fredskovspligten ophæves, eller hvor der tillades byggeri mv., er meget små. I bekendtgørelsen er fastsat meget restriktive bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »meget små« arealer.

Det forudsættes også efter forslaget, at der fastsættes bestemmelser om, at der ikke skal fastsættes vilkår om erstatningsskov, når de arealer, der skal erstattes, er meget små. Der lægges dog samtidig op til en mere smidig administration heraf, jf. nedenfor.

Om størrelsen af erstatningsskovsarealet

Ved afvejning af størrelsen af erstatningsskoven tages bl.a. følgende forhold i betragtning:

1. Længden af den periode, der forløber, før et nyt skovareal kan frembyde et tilsvarende skovklima.

2. De mulige skader, som rydning af arealet vil kunne medføre for en eventuel tilbageværende skovbevoksning, hvis fredskovspligten kun ophæves på en del af arealet.

3. De flersidige værdier, som går tabt ved for tidlig afdrift.

Den erstatningsskov, der kræves som vilkår for ændret anvendelse af et fredskovspligtigt areal eller ophævelse af fredskovspligt, vil som følge af disse betragtninger normalt være større end det oprindelige areal.

Ophævelse af fredskovspligt på lange smalle arealer, fx ved vejanlæg eller –udvidelser og andre »strækningsanlæg«, er særlig kritisk i relation til påvirkninger af den tilbageværende skovbevoksning. Dette vil afspejle sig ved udmåling af erstatningsskovens størrelse. Ligeledes vil kravene til etablering af erstatningsskov være skærpede i tilfælde, hvor fredskovspligten undtagelsesvis ophæves på skovarealer af meget høj værdi, fx bynære skove eller skove med et stort naturindhold.

Normalt vil kravet om erstatningsskov ikke kunne overstige den dobbelte størrelse af det areal, hvorpå fredskovspligten ophæves. Dobbelt areal er hidtil kun blevet forlangt, hvis det areal, hvor fredskovspligten ophæves, er træbevokset.

Om sikkerhed for tilplantning

Bestemmelser herom skal som hidtil sikre, at de økonomiske forudsætninger for etablering af erstatningsskov til erstatning for de fredskovspligtige arealer, der opgives, er til stede.

Om betaling for erstatningsskov

Ikke alle skovejere eller anlægsmyndigheder o.lign. ønsker eller har umiddelbar mulighed for at etablere ny skov på egne arealer, hvis de får en forpligtelse til at etablere erstatningsskov. Der bør i sådanne tilfælde – i overensstemmelse med hidtidig praksis - være mulighed for, at vedkommende kan betale sig ud af forpligtelsen, enten ved at betale for tilplantning af puljearealer, jf. nedenfor, eller ved at betale for tilplantning af offentlige eller private arealer, som samtidig bliver fredskov.

Betalingen for erstatningsskov på offentlige arealer vil tage udgangspunkt i de faktiske omkostninger. For at undgå unødig administration anvendes dog i praksis nogle standardsatser for hhv. løv- og nåleskov - alt efter, hvilke vilkår der stilles i forbindelse med tilladelsen.

Om etablering af puljeskov

Tankegangen bag vilkåret om erstatningsskov er, at der skal etableres et nyt fredskovspligtigt areal i stedet for det areal, som overgår til anden anvendelse, eller hvor fredskovspligten ophæves. Arealer, der allerede er fredskovspligtige, kan derfor ikke bruges som erstatningsskov.

Det forudsættes dog, som efter den gældende bekendtgørelse, at det skal være muligt at etablere »puljeskov«. Puljeskov er et areal med fredskovspligt, som i en periode kan anvendes til at modsvare krav om erstatningsskov. Afgørelsen om at anvende arealet til puljeskov træffes samtidig med, at der træffes beslutning om fredskovspligt efter forslagets § 4.

Det forudsættes som hidtil, at der ikke vil blive givet tilladelse til at anvende et areal til puljeskov, hvis beslutningen om fredskovspligt på arealet træffes som følge af et vilkår i et tilsagn om tilskud til etableringen af skov på arealet. Derudover forudsættes der ikke at være begrænsninger i muligheden for at få tilladelse til at anvende arealer, der bliver fredskovspligtige efter § 4, til puljeskov. Alle, som etablerer fredskov uden tilskud, får dermed mulighed for efter ansøgning at anvende arealet som puljeskov.

Som hidtil vil der normalt blive stillet vilkår om, at tilladelsen til at anvende et areal puljeskov begrænses til 10 år. Afgørelsen om fredskovspligt efter § 4 er dog bindende for hele arealet, uanset om det i løbet af 10 års perioden anvendes som erstatningsskov eller ej.

Det forudsættes, at der fremover stilles vilkår om, at der tinglyses en deklaration på ejendommen om tilladelsen til at anvende det fredskovspligtige areal som puljeareal. Når der herefter gives tilladelse til at anvende en del af puljearealet som erstatningsskov, vil der samtidig blive stillet vilkår om, at deklarationen får påtegning herom. Dette vil sikre, at der til enhver tid er overblik over, om et fredskovspligtigt areal eller dele heraf er puljeskov, og at skovlovsmyndigheden ikke belastes af administration af ordningen.

Det forudsættes med forslaget, at muligheden for at etablere puljeskov gælder både for offentlige myndigheder og private ejere.

Det forudsættes dog samtidig, at der ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen tages højde for de erfaringer med erstatningsskov, som er opnået, siden bekendtgørelsen trådte i kraft, og at der lægges op til en smidigere administration, end der er mulighed for med den gældende bekendtgørelse. Den gældende bekendtgørelse er således uhyre restriktiv, og der kan opstå situationer, hvor det synes urimeligt, at det efter bekendtgørelsen ikke er muligt at fravige kravet om erstatningsskov eller kravene til erstatningsskovens størrelse. Det gælder fx i følgende situationer:

– Efter bekendtgørelsen er det ikke muligt at fravige vilkåret om erstatningsskov i andre tilfælde, end når der er tale om et meget lille areal. Det er snævert defineret, hvad der forstås ved et »meget lille areal«, og størrelsen er forskellig afhængigt af årsagen til, at der skal opfyldes vilkår om erstatningsskov. Der bør imidlertid også være mulighed for helt at fravige kravet om erstatningsskov, fx i tilfælde hvor der gives tilladelse til en midlertidig foranstaltning på et areal, der er relativt nyetableret med skov, og som retableres med skov, når den midlertidige foranstaltning ophører. Eller i tilfælde, hvor fredskovspligten ophæves på arealer, der ikke er træbevoksede, og som heller ikke er egnede til træbevoksning. Det kan fx være arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og som ligger i tilknytning til skov uden dog at være en integreret del af skoven.

– Efter bekendtgørelsen skal erstatningsarealet som udgangspunkt være mindst 110 pct. af det areal, der skal erstattes, stigende til 200 pct. i nærmere bestemte tilfælde. Imidlertid kan det i nogle tilfælde, hvor kravet om erstatningsskov i sig selv er rimeligt, dog være urimeligt at kræve 110 pct. erstatningsskov. Fx bør der i forbindelse med en større råstofgravning, hvor arealerne løbende inddrages til gravning og efterbehandles, kunne tages højde for, at arealerne løbende retableres med skov, når der udmåles erstatningsskov. Der bør i sådanne tilfælde være mulighed for at stille krav om erstatningsskov på et væsentligt mindre areal end 110 pct.