LBK nr 151 af 27/01/2021
Digitaliseringsministeriet
Frekvensloven § 37
Efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og kulturministeren kan Energistyrelsen med 1 års varsel tilbagekalde tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.
Stk. 2. Efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og kulturministeren kan Energistyrelsen med 6 måneders varsel tilbagekalde tilladelser til andre formål end radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.
Krydsreferencer
2 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Frekvensloven § 37
Kompetencen til at føre forhandlinger med kulturministeren foreslås overført til videnskabsministeren fra IT- og Telestyrelsen. I praksis vil det være IT- og Telestyrelsen, der forestår forhandlingerne med kulturministeren på vegne af videnskabsministeren.
Til stk. 1
Tilladelser udstedt til radio- eller tv-formål vil som alle øvrige tilladelser kunne tilbagekaldes eller ændres efter de almindelige regler herfor, jf. de foreslåede §§ 23-26. Tilbagekaldelse eller ændring vil i sådanne tilfælde ske på baggrund af frekvensmæssige hensyn. Den foreslåede bestemmelse præciserer, at hvis tilbagekaldelse af tilladelser på radio- eller tv-området sker på baggrund af mediepolitiske hensyn, skal en sådan tilbagekaldelse ske på baggrund af forhandling herom mellem kulturministeren og videnskabsministeren. Denne forhandling mellem kulturministeren og videnskabsministeren skal bl.a. omfatte, efter hvilke retningslinjer tilbagekaldelsen skal gennemføres, herunder retningslinjer om kriterierne for tilbagekaldelse. Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne anvendes i tilfælde, hvor det er nødvendigt at foretage en omfordeling af tilladelser. Et eksempel på, hvor omfordeling kan blive aktuel, er i forbindelse med en eventuel replanlægning af frekvensbånd afsat til radio- eller tv-formål. Tilbagekaldelsen kan ske med et års varsel.
Når der er truffet beslutning om tilbagekaldelse af tilladelser på baggrund af mediepolitiske hensyn, f.eks. som følge af en replanlægning af frekvensbånd afsat til radio- eller tv-formål, foretager IT- og Telestyrelsen en tilbagekaldelse af tilladelserne. IT- og Telestyrelsen kan herefter udstede nye tilladelser på radio- eller tv-området i henhold til de foreslåede § 35 og § 36. Udstedelse af tilladelser efter tilbagekaldelse kan ske til de på tilbagekaldelsestidspunktet eksisterende tilladelsesindehavere, men udstedelse af tilladelser kan også ske til andre, der ønsker at anvende de samme radiofrekvenser. En tilladelsesindehaver, hvis tilladelse bliver tilbagekaldt, vil derfor ikke nødvendigvis få udstedt en ny tilladelse efterfølgende. Ligeledes kan den anvendte radiofrekvens eller andre vilkår for tilladelsen være forskellige i forhold til en eventuel tidligere tilladelse.
Til stk. 2
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at tilladelser udstedt til et andet formål end radio eller tv, kan tilbagekaldes med et varsel på seks måneder. Tilbagekaldelsen sker på baggrund af mediepolitiske hensyn efter forhandling herom mellem kulturministeren og videnskabsministeren. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.
Indehavere af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er nævnt i den foreslåede § 34, til andre formål end radio eller tv, må således tåle, at deres tilladelser tilbagekaldes med et kortere varsel, end hvad der gør sig gældende for tilladelser udstedt til radio- eller tv-formål eller for øvrige tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som ikke er nævnt i den foreslåede § 34. Begrundelsen for det korte varsel er, at der i frekvensplanen af mediepolitiske hensyn afsættes nogle radiofrekvenser, hvor anvendelsen til radio- eller tv-formål vægtes tungest. Det vil på den baggrund være nødvendigt at kunne tilbagekalde tilladelser til andre formål end radio eller tv med et kortere varsel for bedst muligt at kunne varetage disse mediepolitiske hensyn uden større forsinkelser.