Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 994 af 30/08/2015

Beskæftigelsesministeriet

Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 10

Et af KL 100 pct. ejet aktieselskab etablerer og driver Ydelsesrefusion som en fælles, kommunal it-understøttelse til opgørelse af kommunens refusion og medfinansiering, jf. § 5, af ydelser omfattet af § 3, stk. 1, opgørelse af perioder med selvforsørgelse, jf. § 6, og opgørelse af det særlige fleksbidrag, jf. § 7.

Stk. 2. Selskabets aktiviteter vedrørende Ydelsesrefusion skal være tydeligt adskilt fra selskabets øvrige aktiviteter.

Stk. 3. Selskabet handler alene efter instruks fra kommunerne.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med KL fastsætte regler om, hvilke opgaver selskabet skal udføre i forbindelse med etablering og drift af Ydelsesrefusion.

Detaljer

Forarbejder til Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne § 10

Efter gældende regler er kommunen ansvarlig for at opgøre kommunens medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse i en digital løsning på baggrund af oplysninger på individniveau fra arbejdsløshedskasserne om udbetalte arbejdsløshedsdagpenge, udbetalt midlertidig arbejdsmarkedsydelse, udbetalt befordringsgodtgørelse og oplysninger fra kommunen og det fælles it-baserede datagrundlag om aktivering. De gældende regler om opgørelse af medfinansiering af de nævnte ydelser fremgår af bekendtgørelse nr. 1513 af 23. december 2014 om kommunernes medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse til de forsikrede ledige.

Kommunen er efter gældende regler ligeledes ansvarlig for at beregne og hjemtage refusion til ydelser m.v., som kommunen udbetaler. Denne hjemtagelse af refusion sker ved manuel indberetning til Social- og Indenrigsministeriet. De gældende regler om kommunernes hjemtagelse af statsrefusion er fastsat i bekendtgørelse nr. 552 af 28. april 2015 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1.1.

Det foreslås i stk. 1, at et af KL 100 pct. ejet aktieselskab skal etablere og drive Ydelsesrefusion som en fælles kommunal it-understøttelse til opgørelse af refusion og medfinansiering, jf. § 5, af ydelser omfattet af § 3, stk. 1. Det foreslås, at Ydelsesrefusion også skal anvendes til opgørelse af perioder med selvforsørgelse, jf. § 6, og opgørelse af det særlige fleksbidrag, jf. § 7.

Forslaget om, at det skal være en kommunal it-understøttelse, er begrundet i den eksisterende arbejdsdeling mellem stat og kommuner, hvor kommunerne selv har ansvar for egne økonomisystemer – og hermed ansvar for korrekt administration og økonomforvaltning. I forlængelse af nuværende praksis og arbejdsdeling mellem stat og kommuner vil det være en kommunal opgave at udvikle, drive og vedligeholde det fremtidige refusionssystem Ydelsesrefusion på beskæftigelsesområdet. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.

Forslaget i stk. 2, om, at selskabet skal adskille aktiviteter vedrørende Ydelsesrefusion fra selskabets øvrige aktiviteter skal ses i sammenhæng med forslaget til § 21. Efter den foreslåede § 21, stk. 1, må selskabet alene benytte kommunernes bidrag efter § 20 til de nødvendige omkostninger til etablering og drift af Ydelsesrefusion med tilhørende snitflader, nødvendige støttesystemer og nødvendige tilpasninger af indkomstregisteret.

Efter den foreslåede § 21, stk. 2, må selskabet ikke udbetale udbytte eller foretage anden udlodning af overskud baseret på Ydelsesrefusion.

Det foreslås i stk. 3, at selskabet alene handler efter instruks fra kommunerne. Forslaget skal ses i sammenhæng med persondatalovens § 41, stk. 1, hvorefter databehandleren kun må handle efter instruks fra den dataansvarlige. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 19 om Ydelsesrefusion som databehandler for kommunerne og den foreslåede fravigelse fra persondatalovens § 42, stk. 2, vedrørende indgåelse af databehandleraftale, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.4. og bemærkningerne til § 19.

Det foreslås i stk. 4, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL kan fastsætte regler om, hvilke opgaver selskabet skal udføre i forbindelse med etablering og drift af Ydelsesrefusion. Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse fastsættes regler om, at selskabet som led i etablering og drift af Ydelsesrefusion:

– Udarbejder kravspecifikation for Ydelsesrefusion samt for alle ændringer og nye systemkomponenter, nødvendige støttesystemer og snitflader.

– Etablerer og varetager kontrakter og øvrige aftaler om etablering, drift, vedligeholdelse og videreudvikling af Ydelsesrefusion.

– Sikrer de fornødne testprocedurer, herunder prøveplaner, forud for idriftsættelse af alle systemkomponenter.

– Etablerer administrative, systemmæssige og it-sikkerhedsmæssige kontrolrutiner, der i videst muligt omfang sikrer mod fejl i forbindelse med drift og brug af Ydelsesrefusion.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 19 om Ydelsesrefusion som databehandler for kommunerne og den foreslåede fravigelse fra persondatalovens § 42, stk. 2, vedrørende indgåelse af databehandleraftale, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.1.4. og bemærkningerne til § 19.