Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 213 af 22/02/2013

Justitsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 35

Inden der træffes afgørelse om afslag, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres. Dog kan høring undlades, hvor afgørelsen træffes i henhold til § 32, § 33, stk. 1, nr. 3, eller § 34, stk. 1, nr. 1.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union § 35

I de i § 33, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 5, og stk. 2, samt § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2 og 3, nævnte tilfælde skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres, inden der træffes beslutning om, hvorvidt afgørelsen kan fuldbyrdes helt eller delvist. I øvrige tilfælde kan der foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Bestemmelsen indebærer, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i visse tilfælde skal høres, inden fuldbyrdelse afslås.

Det drejer sig for det første om afslag på grund af formelle mangler, jf. lovforslagets § 33, stk. 1, nr. 1. Høringen skal sikre, at udstedelsesstaten får mulighed for at rette op på de formelle mangler, der måtte være i den første fremsendelse af anmodningen.

Dernæst drejer det sig om afslagsgrundene vedrørende jurisdiktion, princippet om dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem), udeblivelsesdomme og udvidet konfiskation.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der i andre tilfælde end de nævnte foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Der gælder ingen formkrav for høringen.