Search for a command to run...
LOV nr 118 af 07/02/2012
Skatteministeriet
I lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven), som ændret ved § 3 i lov nr. 1273 af 16. december 2009, § 15 i lov nr. 1278 af 16. december 2009, § 2 i lov nr. 159 af 16. februar 2010 og § 14 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, foretages følgende ændring:
Ved § 19 i lov nr. 516 af 12. juni 2009 om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændringer som følge af selskabsloven) er reglerne i skattekontrollovens § 3 A ændret som følge af indførelsen af Ejerregistret for aktie- og anpartsselskaber. De vedtagne ændringer er ikke trådt i kraft endnu, idet etableringen af Ejerregistret afventer nyt IT-system i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
De ændringer, der endnu ikke er trådt i kraft, tilsigter at medføre, at bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 A ikke længere gælder for de selskaber, som skal indberette disse oplysninger til Ejerregistret efter selskabslovens §§ 56-58. Derimod vil skattekontrollovens § 3 A blive opretholdt for den kreds af selskaber, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, i det omfang disse selskaber ikke efter selskabslovens §§ 56-58 skal indberette til Ejerregistret. Endvidere vil oplysningspligten komme til at omfatte alle, der ejer mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller råder over mere end 5 pct. af den samlede stemmeværdi i de pågældende selskaber. Hermed stilles der samme krav til ejernes kapitalbesiddelse eller råderet som efter kravene i Ejerregistret.
De ændringer, som fremgår af § 19 i lov nr. 516 af 12. juni 2009, foreslås nu erstattet af de ændringer, der fremgår af dette lovforslags § 8, nr. 1-3. Det foreslås derfor, at § 19 ophæves.