Hvordan beskattes smartwatches og telefoner som personalegoder?
Beskatning af smartwatches og telefoner som personalegoder
Beskatning af telefoner som personalegode
Når en arbejdsgiver stiller en telefon til rådighed for en medarbejders private brug, beskattes medarbejderen efter reglerne om "fri telefon" i ligningsloven § 16, stk. 12. Ifølge Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit C.A.5.2.6.1 udgør den skattepligtige værdi ►3.300 kr. (2025)◄. Værdien nedsættes med det antal hele måneder, hvor telefonen ikke har været til rådighed.
Smartwatches skattemæssige behandling
I en nylig afgørelse fra marts 2024, SKM2024.203.SR, har Skatterådet taget stilling til, om et smartwatch skal anses for en telefon i skattemæssig henseende. Skatterådet konkluderede, at:
"På baggrund af den teknologiske udvikling i samfundet, og fordi et Smartwatch med eller uden eSIM med adgang til telefoni kan sammenlignes med en smartphone, er det Skatterådets opfattelse, at et Apple Watch eller lignende Smartwatch med eller uden eSIM må anses for en telefon omfattet af beskatningen af fri telefon i ligningsloven § 16, stk. 12."
Dette betyder, at smartwatches behandles på samme måde som telefoner skattemæssigt.
Beskatning ved flere telefoner/smartwatches
Hvis en medarbejder får stillet flere telefoner til rådighed, herunder også smartwatches, gælder følgende principper:
Én samlet beskatning: Den faste værdi på 3.300 kr. (2025) kan omfatte flere telefoner, hvis der er en reel arbejdsmæssig begrundelse for at have flere enheder.
Krav om reel arbejdsmæssig begrundelse: Som beskrevet i Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit C.A.5.2.6.1 stilles der skærpede krav til den arbejdsmæssige begrundelse, når en arbejdsgiver stiller flere af samme gode til rådighed.
Uden reel begrundelse: Hvis der ikke er en reel arbejdsmæssig begrundelse, beskattes yderligere telefoner/smartwatches efter de almindelige regler for personalegoder til markedsværdi.
I SKM2024.203.SR vurderede Skatterådet, at der var en reel arbejdsmæssig begrundelse for at stille et smartwatch til rådighed som telefon nr. 2, selv når det blev tilbudt gennem en lønomlægning. Skatterådet lagde vægt på, at:
Et smartwatch indeholder anvendelsesmuligheder og funktionaliteter, som en smartphone ikke har
Uret er nemmere at have med sig, da det bæres på håndleddet
Dette giver hurtigere adgang til at besvare opkald, beskeder og overblik over kalendere mv.
Skatterådet forudsatte dog, at smartwatch'et ikke reelt stilles til rådighed for andre i medarbejderens husstand.
Sædvanligt tilbehør
Sædvanligt tilbehør til telefoner, såsom opladere, covers, høretelefoner og andet tilsvarende udstyr, der ofte leveres sammen med telefonen, udløser ikke særskilt beskatning. Dette fremgår af Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit C.A.5.2.3.2.
Efter Skatterådets afgørelse betragtes et smartwatch ikke som sædvanligt tilbehør, men som en selvstændig telefon.
Et pengeinstitut og et realkreditinstitut, opfylder ikke det kombinerede kapitalbufferkrav fastsat i medfør af § 125 a, stk. 1, hvis ikke instituttet eller selskabet samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra a-c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, det individuelle solvenskrav fastsat i medfør af § 124, stk. 3, eller § 125, stk. 3, og det individuelle solvensbehov fastsat i medfør af § 124, stk. 2, til at afhjælpe andre risici end risikoen for overdreven gearing.
Stk. 2. Et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der er udpeget i henhold til § 310, opfylder ikke gearingsgradbufferkravet, jf. artikel 92, stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, hvis det globalt systemisk vigtige finansielle institut (G-SIFI) ikke samtidig har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at opfylde kravene i artikel 92, stk. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 876/2019 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 samt de dele af det individuelle solvenskrav, jf. § 124, stk. 3, og det individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 2, som er fastsat til at afhjælpe risikoen for overdreven gearing.
Stk. 3. Et pengeinstitut og et realkreditinstitut, der opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, jf. § 125 a, stk. 1, og gearingsgradbufferkravet, hvor gearingsgradbufferkravet finder anvendelse, må ikke foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. stk. 7, i et omfang, der reducerer den egentlige kernekapital til et niveau, hvor det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet ikke længere er opfyldt, jf. dog stk. 9.
Stk. 4. En virksomhed som nævnt i stk. 3, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, skal opgøre det relevante maksimale udlodningsbeløb og straks underrette Finanstilsynet herom.
Stk. 5. En virksomhed som nævnt i stk. 3, der ikke opfylder det kombinerede kapitalbufferkrav, eller et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2, der ikke opfylder gearingsgradbufferkravet, må ikke foretage følgende handlinger, før virksomheden har opgjort det maksimale udlodningsbeløb og underrettet Finanstilsynet i medfør af § 125 d:
Foretage udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. stk. 7.
Indføre en forpligtelse til at betale variabel løn eller skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser eller betale variabel løn, såfremt forpligtelsen til at betale er blevet indført på et tidspunkt, hvor virksomheden ikke opfyldte det kombinerede kapitalbufferkrav eller gearingsgradbufferkravet.
Foretage betalinger, der vedrører hybride kernekapitalinstrumenter.
Stk. 6. En virksomhed som nævnt i stk. 1 og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2 må ikke udlodde mere end det maksimale udlodningsbeløb ved handlinger omfattet af stk. 5, nr. 1-3, jf. dog stk. 9.
Stk. 7. Ved udlodning, der vedrører egentlig kernekapital, jf. stk. 3 og 5, forstås:
Udbetaling af kontant udbytte.
Udlodning af helt eller delvis betalte fondsaktier eller andre kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter.
Indløsning eller tilbagekøb, som en virksomhed foretager af egne aktier eller andre kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter.
Tilbagebetaling af beløb betalt i forbindelse med de kapitalinstrumenter, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter.
Udlodning af poster, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1, litra b-e, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter.
Stk. 8. En virksomhed som nævnt i stk. 1 og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI) som nævnt i stk. 2 skal træffe nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at størrelsen af de overskud, der kan udloddes, og det maksimale udlodningsbeløb opgøres nøjagtigt. Virksomheden skal på anmodning kunne dokumentere denne nøjagtighed over for Finanstilsynet.
Stk. 9. Stk. 3 og 6 finder kun anvendelse på betalinger, der medfører en reduktion af egentlig kernekapital eller en reduktion af overskuddet, og hvor suspension af betaling eller manglende betaling ikke er ensbetydende med misligholdelse eller vil medføre iværksættelse af insolvensbehandling.
Stk. 10. Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse og indberetning af de maksimale udlodningsbeløb.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 125b
Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed, herunder bestemmelser på bekendtgørelsesniveau om kapitalgrundlag for forsikringsselskaber. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, og med forslaget gennemføres delvist yderligere EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.
Stk. 1 indeholder bestemmelsen om, at basiskapitalen i forsikringsselskaber og tværgående pensionskassers til enhver tid mindst skal udgøre det største af solvenskravet og minimumskapitalkravet.
Nr. 1, 2 og 3 fastsætter solvenskravet for livsforsikringsvirksomhed, nr. 4 fastsætter solvenskravet for skadesforsikringsvirksomhed, nr. 5 fastsætter minimumskapitalkravet for livsforsikringsvirksomhed og nr. 6 og 7 fastsætter minimumskapitalkravet for skadesforsikringsvirksomhed.
Nr. 1 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse I, II, III, IV eller VI (livsforsikring), og hvor selskabet eller den tværgående pensionskasse har påtaget sig en investeringsrisiko. For disse udgør kravet til basiskapitalen 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser samt 0,3 pct. af risikovægtede poster for risikosummen. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster. Livsforsikringshensættelser opgøres i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Nr. 2 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse V eller forsikringsklasse III, og hvor selskabet ikke har påtaget sig en investeringsrisiko og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år. For disse selskaber udgør kravet til basiskapitalen 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser samt 0,3 pct. af risikovægtede poster for risikosummen. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster.
Nr. 3 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse III, og hvor selskabet ikke har påtaget sig en investeringsrisiko og for hvilke det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år. For disse selskaber udgør kravet til basiskapitalen 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger samt 0,3 pct. af risikovægtede poster for risikosummen. Ændringen i forhold til gældende lovgivning er en præcisering af solvenskravet i det tilfælde, hvor beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte dirftsomkostninger, ikke er fastsat for en periode over 5 år. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster.
Nr. 4 bestemmer solvenskravet for de forsikringsselskaber, der har koncession til forsikringsklasse 1-18 (skadesforsikring). Solvenskravet udgør det højeste beløb af 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtdægter op til 50 millioner euro plus 16 pct. af forfaldne beløb over dette beløb og 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne op til 35 millioner euro plus 23 pct. af beløb derudover. Bruttoudgifterne beregnes som et årligt gennemsnit af de seneste tre regnskabsår. Ændringen i forhold til gældende lovgivning er en forhøjelse af beløbsgrænserne til 50 millioner euro og 35 millioner euro. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster.
Nr. 5 indeholder minimumskapitalkrav til forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse I, II, III, IV, V eller VI. Minimumskapitalkravet udgør 3 millioner euro. Ændringen i forhold til gældende regler er en forhøjelse af minimumskapitalkravet, samt at minimumkapitalkravet for tværgående pensionskasser og gensidige selskaber ikke længere reduceres med 25 pct. Dermed er minimumskapitalkravet uafhængig af selskabsformen.
Nr. 6 indeholder minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, der har koncession til forsikringsklasse 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 16, 17 eller 18, og minimumskapitalkravet udgør 2 millioner euro. Ændringen i forhold til gældende regler er en forhøjelse af minimumskapitalkravet, samt at minimumskapitalkravet for gensidige selskaber ikke længere automatisk reduceres med 25 pct.
Nr. 7 indeholder minimumskapitalkravet for forsikringsselskaber, der har koncession til forsikringsklasse 10, 11, 12, 13, 14 eller 15. Minimumskapitalkravet udgør 3 millioner euro. Ændringen i forhold til gældende regler er en forhøjelse af minimumskapitalkravet, samt at minimumskapitalkravet for gensidige selskaber ikke længere automatisk reduceres med 25 pct.
Stk. 2 præciserer, at et selskabs solvenskrav udgør summen af solvenskravet for livsforsikringsvirksomhed beregnet i stk. 1, nr. 1-3, og solvenskravet for skadesforsikringsselskab beregnet i stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen har baggrund i EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.
Stk. 3 præciserer, at et selskabs minimumskapitalkrav udgør det største af minimumkravet for forsikringsklasse I-VI, fastsat i stk. 1, nr. 5, minimumskravet for forsikringsklasse 1-9 og 16-18, fastsat i stk. 1, nr. 6, og minimumskravet for forsikringsklasse 10-15, fastsat i stk. 1, nr. 7.
Stk. 4 giver mulighed for, at der i overensstemmelse med EF direktivet 2002/13/EF kan ske en nedsættelse af minimumskapitalkravet for gensidige forsikringsselskaber. Direktivet giver mulighed for, at nedsættelsen kan ske med indtil 25 pct.
Efter § 142 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere betingelser som vilkår for nedsættelsen.
