Begrænset skattepligt af renter allokeret til fast ejendom ejet af udenlandske selskaber i Danmark
Præcisering af indeholdelsespligt for royaltyskat og renteskat
Ikrafttrædelse 1. juli 2025
Disse lovforslag afspejler regeringens fokus på at implementere internationale standarder, forbedre vilkår for iværksættere, justere ejendomsbeskatningen og fremme grønne investeringer i 2025.
Aktiekapitalen i finansielle virksomheder og aktie- eller anpartskapitalen i finansielle holdingvirksomheder skal indbetales fuldt ud. Immaterielle aktiver kan ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital.
Stk. 2. I pengeinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, realkreditinstitutter, og finansielle holdingvirksomheder kan deling af aktiekapitalen eller anpartskapitalen i klasser med forskellig stemmeværdi ikke finde sted, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. I realkreditinstitutter, der er omdannet til aktieselskaber, og hvor en fond eller forening oprettet i forbindelse med omdannelsen er hovedaktionær, kan der i vedtægterne ske en deling af instituttets aktiekapital i aktieklasser med og uden stemmeret. Alle aktier med stemmeret skal have samme stemmeværdi.
Stk. 4. Hvis et realkreditinstitut, der er omdannet til et aktieselskab, og hvor en fond eller forening oprettet i forbindelse med omdannelsen er hovedaktionær, udsteder stemmeløse aktier, jf. stk. 3, finder selskabslovens § 73 om indløsningsret for minoritetsaktionærer og selskabslovens § 70 om indløsningsret for hovedaktionæren ikke anvendelse for disse aktier. Hvis realkreditinstituttet har en eller flere aktieklasser optaget til handel på et reguleret marked eller en alternativ markedsplads og en aktiepost overdrages som led i et overtagelsestilbud, finder 1. pkt. ikke anvendelse.
Stk. 5. En finansiel virksomhed må ikke mod vederlag til eje eller pant erhverve egne aktier, hvis den pålydende værdi af selskabets og dets datterselskabers samlede beholdning af aktier i selskabet som følge af erhvervelsen vil overstige 10 pct. I den tilladte beholdning af egne aktier medregnes aktier, der er erhvervet af tredjemand i eget navn, men for virksomhedens regning.
Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte regler for egne udstedte instrumenter, der kan indgå i kapitalgrundlaget, herunder regler om indløsning og erhvervelse af egne udstedte instrumenter for investeringsforvaltningsselskaber og for finansielle holdingvirksomheder, som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 13
Bestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Stk. 1 er ny for forsikringsselskaber, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber. Stk. 2 , som kun omfatter pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, viderefører tilsvarende bestemmelser i henholdsvis lov om banker og sparekasser m.v. og lov om fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen er dog ny for investeringsforvaltningsselskaber.
Stk. 1 er en udvidelse i forhold til lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven, idet disse love kun indeholder forbud mod at anvende goodwill som en del af den indbetalte kapital.
Bestemmelsen indebærer, at immaterielle aktiver ikke kan indgå som en del af den indbetalte kapital, hverken ved stiftelsen af den finansielle virksomhed eller ved en senere aktiekapitalforhøjelse. Bestemmelsen skal sikre, at aktiekapitalen reelt er til stede. Dette har særlig betydning i afviklingssituationer.
Immaterielle aktiver skal forstås i overensstemmelse med det regnskabsmæssige begreb, der omfatter aktiveret goodwill, aktiverede udviklingsomkostninger og øvrige immaterielle aktiver, herunder computersoftware.
Den indbetalte aktiekapital udgør et væsentligt element i egenkapitalen og for nystiftede virksomheder det væsentligste element. I konkurstilfælde, hvor egenkapitalen skal anvendes til at absorbere tabene, vil immaterielle aktiver ofte have en lavere værdi eller slet ingen værdi. Eksempelvis vil goodwill normalt ikke have en værdi i konkurstilfælde, idet goodwill er udtryk for en forventning om virksomhedens fremtidige indtjeningsevne.
Efter lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven kan goodwill ikke anvendes som en del af den indbetalte kapital. Det er imidlertid ikke kun goodwill, som i konkurstilfælde vil have en begrænset værdi. Dette gælder som udgangspunkt samtlige immaterielle aktiver. Med henblik på at sikre, at aktiekapitalen, som en del af egenkapitalen, kan absorbere eventuelle tab i tilfælde af konkurs, foreslås bestemmelsen derfor udvidet til at omfatte samtlige immaterielle aktiver.
Lov om forsikringsvirksomhed og realkreditloven indeholder ikke en bestemmelse om, at immaterielle aktiver eller goodwill ikke kan anvendes som en del af den indbetalte kapital. Forslaget indebærer derfor en nydannelse for forsikringsselskaber og realkreditinstitutter. Beskyttelseshensynet er imidlertid det samme, hvilket er baggrunden for, at bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.
Bestemmelsen foreslås som led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder også at omfatte investeringsforvaltningsselskaber.
I forhold til de tilsvarende bestemmelser i lov om banker og sparekasser m.v. og lov om fondsmæglerselskaber er ordet stemmeret i forslagets stk. 2 erstattet med stemmeværdi. Der er alene tale om en sproglig præcisering, som ikke indebærer materielle ændringer. Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at aktionærer med kun en beskeden kapital kan dominere en finansiel virksomhed.
Bestemmelsen er ny for forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.
Forbuddet i bestemmelsen forhindrer alene en opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeværdi.
Forbuddet forhindrer derfor ikke, at aktiekapitalen opdeles i aktieklasser med forskellige rettigheder med hensyn til udbytte, indløselighed m.v.
Bestemmelsen vedrører aktiernes stemmeret. Aktionærernes adgang til at stemme kan derfor reguleres uafhængigt af bestemmelsen. Forbuddet er derfor ikke til hinder for, at der indføres et stemmeloft.
Vedtægtsmæssige begrænsninger af den enkelte aktionærs mulighed for at erhverve aktier er heller ikke i strid med bestemmelsens forbud.
Det bemærkes, at aktieselskabsloven finder anvendelse ved bedømmelse af stemmeretsbegrænsninger og begrænsninger af aktiernes omsættelighed.
Stk. 2 er fremadrettet, og forhindrer ikke, at der lovligt kan bibeholdes opdeling af aktiekapital i aktieklasser med forskellig stemmeværdi, der allerede eksisterer ved lovens ikrafttræden.