Arbejdskraftens frie bevægelighed i EU-retten

Arbejdskraftens frie bevægelighed er et af EU's grundlæggende principper og en hjørnesten i det europæiske samarbejde. EU-retten indeholder omfattende bestemmelser, der sikrer EU-borgeres ret til at arbejde og bo i andre medlemslande.

Retsgrundlag

Det primære retsgrundlag for arbejdskraftens frie bevægelighed findes i:

• Artikel 45 i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), som fastslår grundprincippet om arbejdskraftens frie bevægelighed Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen indledning
• Forordning (EU) nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, som detaljerer arbejdstageres rettigheder Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 1
• Direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit
• Direktiv 2014/54/EU om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed Foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed 1

Grundlæggende rettigheder for EU-arbejdstagere

EU-retten giver arbejdstagere følgende grundlæggende rettigheder:

1. Ret til at søge arbejde i et andet EU-land Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 1
2. Ret til at arbejde uden arbejdstilladelse i et andet EU-land
3. Ret til at bo i værtslandet mens de arbejder
4. Ret til at forblive i landet også når ansættelsesforholdet ophører
5. Ret til ligebehandling med værtslandets statsborgere vedrørende:
   • Adgang til beskæftigelse Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 2
   • Arbejdsvilkår og aflønning Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 7
   • Sociale og skattemæssige fordele
   • Adgang til bolig Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 9
   • Fagforeningsrettigheder Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 8
   • Børns adgang til uddannelse

Som det fremgår af artikel 1 i forordning 492/2011: "Enhver statsborger i en medlemsstat har uanset bopæl ret til at tage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område i overensstemmelse med de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der gælder for arbejdstagere, der er statsborgere i denne stat." Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 1

Ligebehandlingsprincippet

Ligebehandlingsprincippet er centralt i EU-retten om arbejdskraftens frie bevægelighed. Artikel 7 i forordning 492/2011 fastslår: "En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse." Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 7

Ifølge Europa-Kommissionen omfatter dette princip retten til:

• Ligebehandling ved ansættelse
• Samme arbejdsvilkår som værtslandets statsborgere
• Samme adgang til sociale ydelser og skattefordele
• Ligebehandling vedrørende medlemskab af fagforeninger

Familiemedlemmers rettigheder

Familiemedlemmer til en EU-arbejdstager har også ret til at:

• Opholde sig i samme land som arbejdstageren
• Tage arbejde eller uddannelse i værtslandet
• Få adgang til sociale ydelser på lige fod med værtslandets borgere Foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed 5

Definitionen af familiemedlemmer er blevet udvidet med tiden og omfatter nu ikke kun ægtefæller og børn, men også registrerede partnere under visse betingelser.

Begrænsninger i den frie bevægelighed

EU-retten tillader visse begrænsninger i arbejdskraftens frie bevægelighed:

1. Hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed - men disse skal fortolkes snævert
2. Beskæftigelse i den offentlige sektor - artikel 45, stk. 4, i TEUF tillader begrænsninger, men EU-Domstolen har fortolket dette indskrænkende til kun at omfatte stillinger, der indebærer direkte eller indirekte udøvelse af offentlig myndighed Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen 40
3. Midlertidige overgangsperioder for nye medlemslande

EU-Domstolens rolle

EU-Domstolen har spillet en afgørende rolle i udviklingen af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed:

• Har defineret begrebet "arbejdstager" bredt
• Har afklaret vandrende arbejdstageres ret til sociale ydelser
• Har fastslået i SU-sagen (2013), at EU-borgere, der studerer i et andet EU-land og samtidig arbejder, har ret til studiestøtte på lige fod med nationale statsborgere, hvis de har "reel og faktisk beskæftigelse"

Som Folketingets EU-Oplysning påpeger, har EU-Domstolens fortolkninger haft stor betydning for, hvordan reglerne om den frie bevægelighed og adgang til sociale ydelser administreres i praksis.

Nyere udvikling

I de senere år har EU arbejdet på at styrke håndhævelsen af reglerne om fri bevægelighed:

• Direktiv 2014/54/EU har indført nye klagemuligheder for arbejdstagere, der udsættes for forskelsbehandling
• Der er etableret en Europæisk Arbejdsmarkedsmyndighed (2019) for at sikre bedre håndhævelse af EU-reglerne om arbejdskraftmobilitet
• Koordineringen af sociale sikringsordninger er blevet forbedret gennem forordning (EF) nr. 883/2004 og dens gennemførelsesforordning

Sammenfatningsvis udgør arbejdskraftens frie bevægelighed et omfattende retsområde i EU-retten, der sikrer EU-borgere retten til at arbejde og bo i andre medlemslande, samtidig med at det indeholder regler, der skal skabe balance mellem hensynet til den frie bevægelighed og medlemsstaternes legitime interesser.