LBK nr 1203 af 29/08/2022
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Økologiloven § 6
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om udformningen af økologikontrolmærket (Ø-mærket).
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om anvendelse af Ø-mærket på produkter omfattet af denne lov, herunder om anvendelse af mærket i forbindelse med markedsføring af produkter omfattet af loven.
Stk. 3. Ø-mærket kan anvendes i forbindelse med oplysning om og undervisning i økologi.
Forarbejder til Økologiloven § 6
RetsinformationDen i § 6 foreslåede bestemmelse er ny, idet der ikke tidligere har været en særskilt lovbestemmelse om økologikontrolmærket (Ø-mærket). Reguleringen af mærket er hidtil sket med hjemmel i den gældende lovs § 2, stk. 3, der bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om mærkning.
Ø-mærket er et offentligt kontrolmærke, der blev introduceret i 1989. Ø-mærket viser, at den seneste produktion (herunder tilvirkning, pakning, mærkning, m.v.) af det mærkede produkt er sket på en bedrift eller virksomhed, der er kontrolleret af de danske myndigheder. Det er frivilligt for den autoriserede producent at anvende Ø-mærket.
På de områder, hvor der i dag er produktionsregler, er det reguleret, i hvilket omfang mærket må anvendes. Der er på nuværende tidspunkt tre bekendtgørelser, der regulerer produktion af henholdsvis økologiske fødevarer, økologiske jordbrugsprodukter, der skal anvendes til nonfood, og økologiske produkter fra akvakulturbrug.
Til stk. 1
Med forslaget til stk. 1 bemyndiges ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at fastsætte regler om udformningen af Ø-mærket. Ø-mærkets grafiske udformning fremgår i dag af bekendtgørelse nr. 605 af 15. juni 2006 om økologiske fødevarer m.v. Ø-mærket har følgende udformning:
Til stk. 2
Med forslaget til stk. 2 bemyndiges ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at fastsætte regler om anvendelse af Ø-mærket på produkter omfattet af lovforslaget.
Efter den eksisterende regulering kan Ø-mærket anvendes i forbindelse med markedsføring af økologiske produkter, når den seneste produktion eller tilberedning, herunder f.eks. pakning og mærkning, er sket på en virksomhed, der er autoriseret efter økologiloven. Denne regulering videreføres umiddelbart.
Herudover vil der fremover kunne fastsættes regler om anvendelse af Ø-mærket i forbindelse med skiltning og reklame for produkter produceret i henhold til bestemmelserne i økologiforordningen eller bestemmelser fastsat efter denne lov. Der vil f.eks. kunne fastsættes regler om, at Ø-mærket kan anvendes i annoncer, vinduesdekorationer, på plasticposer m.m. Dette gælder også i forbindelse med markedsføring af økologiske produkter, hvor den seneste produktion eller tilberedning er sket på en virksomhed kontrolleret af myndighederne eller kontrolorganerne i et andet EU-medlemsland, eller hvor produkterne er importeret fra et tredjeland i henhold til bestemmelserne i økologiforordningen eller efter bestemmelser fastsat i medfør af denne lov.
Med forslaget til stk. 2 er det præciseret, at Ø-mærket kun må anvendes på produkter omfattet af loven. Det vil sige, at Ø-mærket ikke må bruges til f.eks. markedsføring af f.eks. kosmetik og tøj.
Til stk. 3
Med stk. 3 foreslås det, at Ø-mærket kan anvendes i forbindelse med undervisning og oplysning om økologi.
I forbindelse med udbredelse af kendskabet til den økologiske produktionsmetode m.v. har det vist sig hensigtsmæssigt at anvende Ø-mærket f.eks. i forbindelse med informationskampagner om økologi og den økologiske produktionsmetode samt i undervisningsmateriale f.eks. til skoleelever. Herudover kan det være praktisk i forbindelse med informationssøgning bl.a. på hjemmesider, hvor der ligger faktuelle oplysninger om økologi.
Til kapitel 4
Autorisation
Reglerne om autorisation har hidtil været fastsat dels i loven, dels på bekendtgørelsesniveau.
Med de i forslaget til kapitel 4 foreslåede bestemmelser præciseres og samles alle centrale regler om autorisation, herunder om fratagelse, i ét kapitel i loven.
Herudover er der foreslået en række nye regler, der har til hensigt at modvirke spekulation i omgåelse af reglerne og dermed medvirke til at sikre den fortsatte tillid til de økologiske produkter. Denne præcisering i forhold til den gældende lov er begrundet i, at ejerforholdene inden for sektoren i højere grad end tidligere er præget af interessentskaber og forskellige selskabskonstruktioner.