LBK nr 1203 af 29/08/2022
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Økologiloven § 3
Ved lovens administration skal der særlig lægges vægt på hensynet til økologiens troværdighed og omdømme hos forbrugeren. Herudover skal det økologiske forsigtighedsprincip ved produktion og forarbejdning af økologiske produkter indgå ved administrationen.
Forarbejder til Økologiloven § 3
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse i § 3 er ny. Med forslaget fastslås det, at hensynet til økologiens omdømme og troværdighed skal vægtes tungt i forbindelse med administration af loven.
Det fremhæves, at forbrugernes tillid til den økologiske produktion er afgørende. Forslaget indebærer, at økologiens omdømme og fastholdelse af forbrugernes tillid til den økologiske produktion vil blive tillagt stor vægt, når der skal træffes afgørelser på lovens område. Det vil i nogle tilfælde medføre, at der træffes afgørelser, der ellers ville kunne anses for meget vidtgående i forhold til den enkelte økologiske producent.
Endvidere fastslås det udtrykkeligt, at hensynet til det økologiske forsigtighedsprincip i forhold til produktion og forarbejdning af økologiske produkter skal indgå ved administrationen. Princippet om forsigtighed er et af grundprincipperne i økologisk produktion.
Brugen af industrielt fremstillede pesticider og andre miljøfremmede stoffer er generelt ikke tilladt i økologien. Udelukkelsen er udtryk for et andet og mere vidtgående forsigtighedsprincip end den risikovurdering, som f.eks. ligger til grund for godkendelsen af pesticider i konventionelt landbrug.
Det økologiske forsigtighedsprincip ligger også til grund for mange af de økologiske regler for dyrehold. Ved behandling med veterinære lægemidler er tilbageholdelsestiden f.eks. dobbelt så lang som fastsat i den generelle lovgivning. Forsigtighedsprincippet afspejles herudover i reglerne om tilvirkning af økologiske fødevarer, idet tilvirkningen bl.a. skal ske ved anvendelse af et begrænset antal særligt tilladte tilsætnings- og hjælpestoffer.
Princippet om forsigtighed er også indarbejdet i den gældende kontrolordning. Her er den økologiske producent f.eks. forpligtet til at fjerne enhver henvisning til den økologiske produktionsmetode, hvis der er mistanke om, at et produkt ikke opfylder de økologiske produktionsregler.
Det økologiske forsigtighedsprincip er endvidere direkte udmøntet i den nye økologiforordning (jf. Almindelige bemærkninger til lovforslaget, punkt 4), både for så vidt angår den primære økologisk produktion og produktionen af fødevarer. Det fremgår således bl.a. af artikel 6 og 7 som et særligt princip, der gælder for forarbejdning af såvel fødevarer som økologisk foder. I begge tilfælde skal forarbejdning ske med forsigtighed, helst ved anvendelse af biologiske, mekaniske og fysiske metoder. Endvidere skal den kontrolordning, der indføres ved økologiforordningen, jf. artikel 27, stk. 2, mindst omfatte anvendelse af forsigtigheds- og kontrolforanstaltninger.
Disse overordnede hensyn til troværdighed og forsigtighed vil generelt finde anvendelse i forbindelse med lovens administration, herunder ved fastsættelse af generelle regler efter loven, ved fastsættelse af vejledninger og normer som rammer og retningslinjer for myndighedernes praksis og ved konkrete afgørelser efter loven. Herved sikres en konsekvent, sammenhængende og fremadrettet tilgang til den økologiske produktion.
Til kapitel 2
Det Økologiske Fødevareråd