LOV nr 1653 af 30/12/2024
Ældreministeriet
Ældretilsynsloven § 17
Kommunalbestyrelserne, som varetager funktionen som ældretilsyn efter denne lov, overtager senest den 1. juli 2025 det personale, som i kommunerne og i Styrelsen for Patientsikkerhed udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven, jf. § 1. Den kommunalbestyrelse, som varetager funktionen som ældretilsyn, overtager det personale, som har tjenestested i en kommune eller i Styrelsen for Patientsikkerhed beliggende tættest på kommunalbestyrelsen, der varetager ældretilsynet.
Stk. 2. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med overførsel efter stk. 1 ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Stk. 3. Tjenestemænd har pligt til at følge med opgaverne til den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår. Den nye ansættelsesmyndighed udbetaler den samlede tjenestemandspension, idet pensionsbyrden deles forholdsmæssigt mellem de to ansættelsesmyndigheder.
Forarbejder til Ældretilsynsloven § 17
RetsinformationLov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 (herefter virksomhedsoverdragelsesloven) finder ikke uden særskilt lovhjemmel anvendelse på en administrativ eller ved lov foretaget omorganisering af offentlige administrative myndigheder eller en overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt. i virksomhedsoverdragelsesloven. I forhold til om der er tale om en omorganisering af offentlige administrative myndigheder, kan det udledes af de specielle bemærkninger til virksomhedsoverdragelseslovens § 1, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, side 5659, at overførsel af opgaver, som indebærer egentlig myndighedsudøvelse, ikke omfattes af loven. Virksomhedsoverdragelsesloven finder således ikke direkte anvendelse for de medarbejdere, der i dag i beskæftiger sig med ældretilsyn i kommunerne og Styrelsen for Patientsikkerhed. Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag foreslås, at virksomhedsoverdragelsesloven skal finde tilsvarende anvendelse for de medarbejdere, der ikke umiddelbart er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelserne, som varetager funktionen som ældretilsyn efter denne lov, overtager senest den 1. juli 2025 det personale, som i kommunerne og i Styrelsen for Patientsikkerhed udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaven, jf. § 1. Den kommunalbestyrelse, som varetager funktionen som ældretilsyn, overtager det personale som har tjenestested i en kommune eller i Styrelsen for Patientsikkerhed, beliggende tættest på kommunalbestyrelsen, der varetager ældretilsynet.
Det foreslåede 1. pkt., vil medføre, at kommunalbestyrelserne i de udpegede ældretilsynskommuner skal overtage de medarbejdere, som er ansat i kommuner eller i Styrelsen for Patientsikkerhed, og som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af opgaver i relation til tilsyn på ældreområdet, jf. lovforslagets § 1. Det vil i den forbindelse ikke være afgørende, på hvilket grundlag f.eks. kollektiv overenskomst, individuel aftale mv. medarbejderens ansættelsesvilkår hviler på.
Det foreslåede 1. pkt., vil derudover indebære, at medarbejdere, der varetager arbejdsfunktioner med begrænset tilknytning til de opgaver, der overføres til de kommuner, der vil få ansvaret for ældretilsynet, ikke uden særskilt aftale mellem hhv. den enkelte kommune eller Styrelsen for Patientsikkerhed og den modtagende tilsynskommune, vil være blandt de medarbejdere, der vil være omfattet af overdragelsen. Arbejdsfunktioner med begrænset tilknytning vil i den sammenhæng f.eks. kunne være økonomi, IT, HR og rengøring.
Afklaringen af hvilke medarbejdere, der konkret vil skulle overdrages til det nye ældretilsyn, og deres eventuelle opsigelsesvarsler forudsættes afklaret i hhv. de afgivende kommuner og i Styrelsen for Patientsikkerhed hurtigst muligt efter vedtagelsen af denne foreslåede lov. Det vil herefter være den modtagende ældretilsynskommune, som vil være ansvarlige for og som vil varetage den samlede proces i forhold til den fremtidige placering af medarbejderne og håndtering af forholdene for den enkelte medarbejder. Det forudsættes, at den afgivende og den modtagne myndighed samarbejder om udmelding til medarbejdere, håndtering af praktik omkring overdragelse, herunder f.eks. overdragelse af relevante medarbejderdata og personalesager.
Selve overdragelsen vil i medfør af det foreslåede 1. pkt. senest skulle være gennemført den 1. juli 2025. Det forudsættes i den forbindelse, at den afgivende og den modtagne myndighed samarbejder om en løbende overdragelse af medarbejderne med henblik på, at både det nye ældretilsyn, herunder medarbejderne kan være klar til at sætte i drift den 1. juli 2025, og at de afgivende myndigheder frem i mod den 1. juli 2025 kan behandle og afvikle sager.
Det foreslåede 2. pkt., vil medføre, at medarbejdere, der hidtil har varetaget opgaver i relation til tilsyn på ældreområdet i kommunerne eller i Styrelsen for Patientsikkerhed, vil blive overført til det ældretilsyn i den kommune, der vil ligge tættest på deres hidtidige tjenestested. Eksempelvis er Styrelsen for Patientsikkerhed lokaliseret i kommunerne København, Randers og Kolding. Medarbejdere i styrelsen vil derfor overgå til det ældretilsyn i den kommune, der ligger tættest på den enhed i Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor medarbejderen har sit tjenestested.
Det foreslås i stk. 2, at de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som i forbindelse med overførsel efter stk. 1 ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Det foreslåede stk. 2, vil medføre, at lov om lønmodtageres retsstilling vil finde tilsvarende anvendelse på det personale, der overtages af ældretilsynskommunerne efter kriterierne i stk. 1.
Med det foreslåede sikres således, at de udpegede ældretilsynskommuner, indtræder i de rettigheder og forpligtelser over for medarbejderne efter bestemmelserne i virksomhedsoverdragelsesloven, hvis medarbejderne i kommunerne eller i Styrelsen for Patientsikkerhed udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med varetagelsen af ældretilsynsopgaven. De pågældende medarbejdere vil endvidere blive omfattet af lovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter medarbejderne mod usaglige afskedigelser som følge af opgaveoverførslen. Virksomhedsoverdragelsesloven vil finde anvendelse i sin helhed.
I forbindelse med overdragelsen af medarbejdere kan gældende overenskomster opsiges til deres udløb, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, og medarbejderne varsles ændrede vilkår svarende til de overenskomstmæssige vilkår i de udpegede ældretilsynskommuner. Individuelt aftalte vilkår vil være gældende, indtil de eventuelt opsiges med de aftalte opsigelsesvarsler, jf. dog virksomhedsoverdragelseslovens § 3, hvoraf det fremgår, at afskedigelse på grund af overdragelse af en virksomhed eller en del heraf anses for ikke rimelig begrundet i virksomhedens forhold, med mindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.
Det foreslås med stk. 3, at tjenestemænd har pligt til at følge med opgaverne til den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår. Den nye ansættelsesmyndighed udbetaler den samlede tjenestemandspension, idet pensionsbyrden deles forholdsmæssigt mellem de to ansættelsesmyndigheder.
Det foreslåede 1. pkt., vil medføre, at tjenestemænd, som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, der overføres til den nye ansættelsesmyndighed, vil være forpligtet til at følge med over til det nye ældretilsyn. Forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling vil dog ikke gælde, hvis forpligtelsen til at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte. Der kan ikke angives præcise retningslinjer for forpligtelsen til at påtage sig en anden stilling, heller ikke i forhold til eksempelvis geografiske ændringer. Stor afstand mellem det hidtidige og det nye tjenestested vil således ikke i sig selv udelukke en pligt til at gøre tjeneste i den nye stilling.
Det forudsættes, at der ikke sker forringelser i løn- og andre ansættelsesvilkår som følge af flytningen til den nye ansættelsesmyndighed. Den nye ansættelsesmyndighed vil i medfør at det foreslåede 2. pkt., derfor også være forpligtet til at udbetale den samlede tjenestemandspension. Pensionsbyrden vil skulle deles forholdsmæssigt mellem de to ansættelsesmyndigheder efter princippet i kapitel 5 i bekendtgørelse nr. 130 af 28. februar 2006 om beregning af tjenestemandspensioner og om fordeling af pensionsbyrden i forbindelse med kommunalreformen.