Ældreloven § 42

Det fremgår af § 180 a, stk. 1, i serviceloven, at staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser efter denne lov, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion, kommunen anmelder krav herom, og staten modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale sikringsmyndigheder.

Hjemlen til at opkræve mellemstatslig refusion for naturalydelser ved sygdom følger af Europa-Parlamentet og Rådets forordninger (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. I forbindelse med Storbritanniens udtrædelse af EU indgik Unionen en udtrædelsesaftale og en handels- og samarbejdsaftale. Udtrædelsesaftalens afsnit om koordinering af de sociale sikringsordninger anvender forordningernes regler, mens handels- og samarbejdsaftalens protokol om koordinering af sociale sikringsordninger anvender forordningernes regler i modificeret form. For Danmarks vedkommende er forordningernes anvendelsesområde udvidet i forhold til de nordiske lande ved Nordisk Konvention om Social Sikring.

Det fremgår videre af § 180 a, stk. 2, i serviceloven, at indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med social- og boligministeren fastsætter regler om den nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.

Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 564 af 29. april 2015 om refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med stater eller til EU-retten.

Servicelovens § 180 a blev indsat ved lov nr. 293 af 27. marts 2007 for at indføre hjemmel til, at kommunerne kan få refusion for deres udgifter til visse sociale ydelser, som efter EU-retten har karakter af naturalydelser ved sygdom. »Naturalydelser ved sygdom« er et fællesskabsretligt begreb, som efter EU-domstolens praksis blandt andet omfatter ydelser, der har til formål at fremme plejekrævende personers selvstændighed, med henblik på at forbedre den plejekrævende persons sundhedstilstand og levevilkår.

Naturalydelser omfatter i denne sammenhæng også naturalydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, dog ikke under handels- og samarbejdsaftalen med Storbritannien. Forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 finder ikke anvendelse på ydelser der har karakter af social og sundhedsmæssig forsorg.

En vurdering af, hvilke ydelser i serviceloven, der har karakter af naturalydelser ved sygdom, fremgår af afsnit 10.1 i vejledning nr. 10329 af 12. december 2016 om koordinering af sundhedsydelser og visse sociale ydelser for borgere, der rejser mellem EU/EØS-landene og Schweiz.

Det foreslås med stk. 1, at staten refunderer kommunernes udgifter til tilbud efter denne lov, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion. Kommunen anmelder krav herom og staten modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale sikringsmyndigheder.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af servicelovens § 180 a, stk. 1, afgrænset til målgrupperne for ældreloven.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 180 a, stk. 1, vil enhver med lovligt ophold i Danmark have ret til ydelser efter denne lov. Det vil medføre, at en statsborger fra et EU/EØS-land/Schweiz under lovligt ophold i Danmark, allerede direkte efter ældreloven vil have ret til de pågældende (natural)ydelser.

Såfremt en person er socialt sikret i et andet medlemsland end Danmark, vil den danske kommune kunne søge at få udgifterne til visse ydelser efter ældreloven refunderet af den kompetente institution i det land, hvori den pågældende er forsikret, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret.

Refusionskravet til disse ydelser vil skulle gøres gældende via Styrelsen for Patientsikkerhed, EU-Sygesikring.

Visse ydelser i serviceloven er omfattet af EU-rettens definition på »naturalydelser ved sygdom«, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 3276. Der vil tilsvarende være visse ydelser i ældreloven der udgør naturalydelser ved sygdom i EU-retlig forstand.

Det vil ikke være afgørende for bedømmelsen heraf, i hvilken lovgivning en ydelse er beskrevet, men hvilke karakteristika den pågældende ydelse besidder. Den betegnelse, en ydelse har i national lovgivning, vil være uden betydning for vurderingen i henhold til EU-retten.

En række ydelser i serviceloven er omfattet af forordning (EF) nr. 883/2004 og (EF) nr. 987/2009 og kan derfor være omfattet af EU-rettens regler om social sikring. Dette omfatter bl.a. hjælp til sygeplejeartikler, jf. den foreslåede § 32.

Som anført i forarbejderne til servicelovens § 180 a, vil EU-rettens regler udpege den stat, en borger betragtes som socialt sikret i. Når en borger midlertidigt eller permanent opholder sig uden for den stat, hvori han eller hun er sikret, følger det af EU-retten, at denne borger har ret til at modtage naturalydelser ved sygdom på samme vilkår, som de borgere, der er sikrede i opholdsstaten.

EU-retten giver hjemmel til, at de enkelte medlemsstater kan indgå aftaler om helt eller delvist at give afkald på refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom. Disse aftaler indgås for Danmarks vedkommende af indenrigs- og sundhedsministeren.

Refusionskravene vil i overensstemmelse med forarbejderne blive ekspederet af medlemsstaternes forbindelsesorgan, som i Danmark på dette område er Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommunerne vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle indberette refusionskravene elektronisk til Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed vil herefter sende kravene videre til den udenlandske myndighed, som er ansvarlig for den borger, der har fået en naturalydelse ved sygdom under ophold i Danmark. Den udenlandske myndighed vil udbetale refusionen til Styrelsen for Patientsikkerhed, som herefter overfører beløbet til den kommune, der har haft udgiften.

Det foreslås med stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med ældreministeren fastsætter regler om den nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden ændring af servicelovens § 180 a, stk. 2, afgrænset til ældreloven.

Lovbemyndigelsen er på nuværende tidspunkt udmøntet ved bekendtgørelse nr. 564 af 29. april 2015 om refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med stater eller til EU-retten.

Med den foreslåede bestemmelse vil indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med ældreministeren kunne fastsætte de nærmere regler om den nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten. Der vil kunne fastsættes regler om, hvordan der vil kunne ske refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med andre stater eller til EU-retten.

Formålet med stk. 2, er således, at det også efter ældreloven skal være muligt at fastsætte nærmere regler om refusion af en kommunes udgifter efter ældreloven, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion. Det skal endvidere været muligt for indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med ældreministeren at fastsætte nærmere regler om den nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.