Ældreloven § 32

Det fremgår af § 158, stk. 1, i serviceloven, at den, der modtager hjælp efter serviceloven til sig selv eller sin ægtefælle, skal, medmindre andet er bestemt i serviceloven, betale for den hjælp, der modtages.

Efter gældende ret vil der skulle være et yderligere retsgrundlag ud over § 158, hvis der skal ske opkrævning af betaling. De konkrete betalingsregler vil skal derfor fremgå af lov eller bekendtgørelse.

Der er fastsat en række konkrete bemyndigelsesbestemmelser i serviceloven, der giver ældreministeren adgang til at fastsætte betalingsregler. Efter servicelovens § 161, stk. 3, fastsætter ældreministeren således regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 madservice, rehabiliteringsforløb, midlertidigt ophold og genoptræning og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.

Det foreslås med § 32, 1. pkt., at den, der modtager tilbud efter §§ 6, 10, 13, 14, 16, 17 og 47 til sig selv til sig selv eller sin ægtefælle, skal, medmindre andet er bestemt i ældreloven, betale for tilbuddet, der modtages.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. er en videreførelse uden ændringer af § 158, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for ældreloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret. Bestemmelsen fastsætter et princip om, at der skal betales for tilbud efter lovens §§ 6, 10, 13, 14, 16, 17 og 47.

Det foreslås, at det principielle udgangspunkt om, at der skal ydes betaling for bistand fra det offentlige til en person selv eller til familiemedlemmer, der er omfattet af pågældendes forsørgelsespligt videreføres i ældreloven med den foreslåede § 32.

Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 158 skulle være et yderligere retsgrundlag ud over den foreslåede § 32, hvis der skal kunne ske opkrævning af betaling.

De konkrete betalingsregler vil derfor skulle fremgå af andre bestemmelser i ældreloven.

Det foreslås med § 32, 2. pkt., at betalingen kan fastsættes forholdsmæssigt på baggrund af den pågældendes indkomstgrundlag.

Det foreslåede vil betyde, at betalingen kan fastsættes afhængigt af den pågældende persons og eventuel ægtefælles indkomstgrundlag. Det vil indebære, at der tages hensyn til personer med lav indkomst. Dermed videreføres gældende ret i servicelovens § 158 om, at der ikke vil kunne blive tale om at kræve betaling hos modtageren af kontanthjælp og hjælp i øvrigt, der ydes under hensyn til den pågældendes økonomiske trang.

§ 33, 2. pkt., vil ikke kunne føre til en forhøjelse af betalingen, som overstiger omkostningerne. Det vil alene kunne føre til en nedsættelse af betalingen som følge af pågældendes eller ægtefællens indkomstgrundlag.