LOV nr 1651 af 30/12/2024
Ældreministeriet
Ældreloven § 27
Ældreministeren samler og formidler oplysninger om de kommunale og private plejeenheder og leverandører, der er nævnt i stk. 2, i en landsdækkende plejeoversigt (plejeoversigten) med henblik på følgende:
-
At sikre gennemsigtighed, skabe overblik over og muliggøre sammenligning mellem plejeenhederne og leverandørerne for dermed at understøtte borgernes frie valg, jf. § 18, på et oplyst grundlag.
-
At understøtte lige konkurrence mellem private og offentlige plejeenheder og leverandører.
Stk. 2. Plejeoversigten indeholder oplysninger om følgende kommunale og private plejeenheder og leverandører:
-
Plejehjem m.v., jf. § 47.
-
Plejeboligbebyggelser, jf. lov om almene boliger m.v.
-
Plejeboligbebyggelser, jf. lov om boliger for ældre og personer med handicap.
-
Friplejeboligbebyggelser, jf. lov om friplejeboliger.
-
Andre tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer og der er tilknyttet fast personale.
-
Kommunale og private leverandører, der leverer tilbud i borgernes egne hjem, jf. § 10.
Stk. 3. Plejeoversigten omfatter ikke tilbud, hvor der i væsentligt omfang leveres hjælp og støtte til borgerne efter lov om social service.
Stk. 4. Kommunale og private plejeenheder og leverandører, som er nævnt i stk. 2, kan kun indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 28, hvis de er registreret i plejeoversigten.
Stk. 5. Ældreministeren fastsætter nærmere regler om plejeoversigten, herunder om kommunale og private plejeenheder og leverandørers pligt til at give oplysninger til plejeoversigten, og om Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i den forbindelse.
Forarbejder til Ældreloven § 27
RetsinformationDet fremgår af servicelovens § 14 a, at ældreministeren samler og formidler oplysninger om kommunale og private tilbud om plejehjem, jf. servicelovens § 192, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger, i en landsdækkende plejehjemsoversigt.
Plejehjemsoversigten omfatter ifølge servicelovens § 14 a, stk. 2, ikke tilbud, hvor hjælpen og støtten i væsentligt omfang omfatter støtte efter servicelovens § 85. Støtte efter servicelovens § 85 omfatter hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer (socialpædagogisk bistand). I afgrænsningen henvises der til den hjælp og støtte, der gives i tilbuddet generelt og ikke i forhold til den enkelte beboer.
Registrering i plejehjemsoversigten er efter servicelovens § 14 a, stk. 3, en betingelse for, at plejehjem efter servicelovens § 192, plejeboligbebyggelser fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelser fortrinsvis for ældre er en del af en kommunalbestyrelses forsyning, jf. servicelovens § 4, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven, jf. § 4, stk. 1. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter servicelovens § 4, stk. 1, ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud, jf. § 4, stk. 2.
Ældreministeren har i medfør af bemyndigelsen i servicelovens § 14 a, stk. 4, fastsat nærmere regler om plejehjemsoversigten i bekendtgørelse nr. 1219 af 22. oktober 2018 om plejehjemsoversigten.
Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. bestemmelser om, at plejehjemsoversigten skal indeholde generelle baggrundsoplysninger om hvert enkelt plejehjem, plejeboligbebyggelse eller friplejeboligbebyggelse som f.eks. navn, adresse, plejehjemsleder, sygefravær, plejehjemstype mm. Der skal desuden gives oplysninger om tilbuddets bolig og drift som f.eks. antal boliger/plejehjemspladser, husleje, beskrivelse af boligerne samt mulighed for tilkøb. Herudover skal der give informationer om tilbuddets faglige tilgang og aktiviteter som eksempelvis plejehjemmets værdigrundlag, tilgang til pårørende, madordning, om eget dyr er tilladt, aktiviteter samt seneste tilsynsrapporter.
Ud over information om de enkelte plejehjem mv. indeholder plejehjemsoversigten mere generel information om at flytte på plejehjem som eksempelvis typerne af plejehjem, reglerne for visitation, det frie plejehjemsvalg, fastsættelse af husleje mv.
Etableringen og den daglige drift af plejehjemsoversigten varetages af Sundhedsdatastyrelsen, som fører stikprøvekontrol med, at oplysningerne er indberettet. Sundhedsdatastyrelsen kan følge op i forhold til den indberetningspligtige, såfremt oplysninger om tilbud ikke er indberettet, eller oplysningerne ikke er i overensstemmelse med plejehjemsoversigtens systematik, jf. bekendtgørelsens § 9. Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet vejledninger for indrapportering til plejehjemsoversigten.
Det foreslås i stk. 1, at ældreministeren samler og formidler oplysninger om de kommunale og private plejeenheder og leverandører, der er anført i stk. 2, i en landsdækkende plejeoversigt (Plejeoversigten) med henblik på 1) at sikre gennemsigtighed, skabe overblik over og muliggøre sammenligning mellem plejeenhederne og leverandørerne for dermed at understøtte borgernes frie valg, jf. § 18 på et oplyst grundlag, og 2) at understøtte lige konkurrence mellem private og offentlige plejeenheder og leverandører.
Med det foreslåede stk. 1 vil formålet med, at ældreministeren samler og formidler oplysninger om de kommunale og private plejeenheder og leverandører, der er anført i det foreslåede stk. 2, i plejeoversigten, fremgå direkte af loven.
Da oversigten over plejehjem i servicelovens § 14 a videreføres i ældrelovens § 27, og som noget nyt udvides med oplysninger om leverandører af hjemmepleje foreslås det, at oversigten benævnes ”Plejeoversigten” i stedet for ”plejehjemsoversigten”.
Det foreslås i stk. 2, at Plejeoversigten indeholder oplysninger om følgende kommunale og private plejeenheder og leverandører: 1) plejehjem m.v., jf. § 47, 2) plejeboligbebyggelser, jf. lov om almene boliger m.v., 3) plejeboligbebyggelser, jf. lov om boliger for ældre og personer med handicap, 4) friplejeboligbebyggelser, jf. lov om friplejeboliger, 5) andre tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale og 6) kommunale og private leverandører, der leverer tilbud efter § 10 i borgernes eget hjem.
Med det foreslåede stk. 2, nr. 1-4, videreføres servicelovens § 14 a, stk. 1, for så vidt angår plejehjem m.v., plejeboligbebyggelser, jf. lov om almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, jf. lov om boliger for ældre og personer med handicap og friplejeboligbebyggelser, jf. lov om friplejeboliger.
Det foreslåede vil betyde, at Plejeoversigten vil skulle indeholde oplysninger om de enheder, der er nævnt i nr. 1-4.
Det foreslås som noget nyt i stk. 2, nr. 5, at Plejeoversigten vil skulle indeholde oplysninger om andre tilsvarende boligenheder, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale.
Det foreslåede vil betyde, at andre boligenheder svarende til de boligenheder, der er nævnt i nr. 1-4 vil skulle fremgå af Plejeoversigten, herunder midlertidige pladser, hvor hjælpen udgår fra servicearealer, og der er tilknyttet fast personale.
Det foreslås som noget nyt i stk. 2, nr. 6, at Plejeoversigten vil skulle indeholde oplysninger om kommunale og private leverandører, der leverer tilbud efter § 10 i borgernes eget hjem.
Det foreslåede vil betyde, at Plejeoversigten vil skulle indeholde oplysninger om de kommunale og private leverandører, der leverer tilbud efter det foreslåede § 10 (pleje- og omsorgsforløb) i borgernes eget hjem.
Det foreslås i stk. 3, at Plejeoversigten ikke omfatter tilbud, hvor der i væsentligt omfang leveres hjælp og støtte til borgerne efter lov om social service.
Det foreslåede stk. 3 vil betyde, at Plejeoversigten ikke omfatter tilbud, hvor der i væsentligt omfang leveres hjælp og støtte efter serviceloven. I afgrænsningen henvises der til den hjælp og støtte, der gives i tilbuddet generelt og ikke i forhold til den enkelte beboer.
Det foreslås i stk. 4, at kommunale og private plejeenheder og leverandører, som er nævnt i stk. 2, kun kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 28, hvis de er registrerede i Plejeoversigten.
Det foreslåede stk. 4 vil betyde, at kommunale og private plejeenheder og leverandører, som er nævnt i stk. 2, og som ikke er registreret i Plejeoversigten ikke vil kunne indgå i kommunalbestyrelsens forsyning efter det foreslåede § 28. Det foreslåede stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens § 14 a, stk. 4.
Det foreslås i stk. 5, at ældreministeren fastsætter nærmere regler om Plejeoversigten, herunder om kommunale og private plejeenheder og leverandørers pligt til at give oplysninger til Plejeoversigten, og om Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i den forbindelse.
Det foreslåede vil bemyndige ældreministeren til at fastsætte de nærmere regler om Plejeoversigten, herunder om kommunale og private plejeenheder og leverandørers pligt til at give oplysninger til Plejeoversigten, og om Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i den forbindelse.
Med den foreslåede bemyndigelse vil ældreministeren kunne fastsætte nærmere regler om Plejeoversigten, og om hvilke oplysninger kommunale og private plejeenheder og leverandører vil skulle give til Plejeoversigten. I den forbindelse vil ældreministern kunne fastsætte forskellige niveauer for kommunale og private plejeenheder og leverandørers pligt til at give oplysninger. F.eks. forventes det, at ældreministeren vil fastsætte, at kommunale leverandører af tilbud efter den foreslåede § 10 (pleje- og omsorgsforløb) i borgerens eget hjem, alene vil skulle give en række af de fastsatte oplysninger for kommunens hjemmepleje som helhed, og at disse oplysninger således ikke vil skulle gives for hver enkel hjemmeplejedistriktsenhed i kommunen.
Med den foreslåede bemyndigelse er det hensigten, at ældreministeren vil fastsætte kommunalbestyrelsens pligt til at sikre, at tilbud, der er del af den kommunale forsyning indberetter oplysningerne til Plejeoversigten. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen er i dialog med det enkelte tilbud om, hvilke oplysninger der indberettes til Plejeoversigten. Kommunalbestyrelsen vil særligt skulle være opmærksom på at inddrage selvejende institutioner og private leverandører. Ældreministeren forventes også at fastsætte private tilbuds, der ikke er en del af den kommunale boligforsyning, pligt til sikre, at tilbuddet er indberettet til Plejeoversigten. I henhold til lov om friplejeboliger § 1, stk. 1, er friplejeboliger udlejningsboliger uden for den kommunale boligforsyning. Dog følger det af lov om friplejeboliger § 1, stk. 2, at en friplejeboligleverandør kan indgå aftale med kommunalbestyrelsen om, at denne får anvisningsret til en eller flere boliger i en friplejeboligbebyggelse.
Det vil både blive muligt for kommunalbestyrelsen og det enkelte tilbud at indberette til Plejeoversigten. For tilbud, der er del af den kommunale forsyning afgør den enkelte kommunalbestyrelse, om det enkelte tilbud eller kommunalbestyrelsen indberetter til Plejeoversigten.
Den foreslåede bemyndigelse forventes udnyttet til fastsættelse af regler som dels vil videreføre de krav om oplysninger, som fremgår af bekendtgørelse nr. 1219 af 22. oktober 2018 om plejehjemsoversigten, dels udvide oplysningspligten.
På Plejeoversigten vil brugerne således kunne finde generelle oplysninger om hvert enkelt plejehjem, plejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre som f.eks. adresse, plejehjemsleder, plejehjemstype mm. samt informationer om eksempelvis plejehjemmets værdigrundlag, tilgang til pårørende, boligernes indretning, madordning, aktiviteter, om man må have kæledyr m.m.
Som noget nyt vil brugerne på Plejeoversigten kunne finde generelle oplysninger om kommunale og private leverandører, der leverer hjælp og støtte i eget hjem.
Herudover forventes ældreministeren som noget nyt at fastsætte krav om oplysninger, som vil kunne give en indikation af private og kommunale plejehjems og plejeleverandørers kvalitet, hvilket som udgangspunkt vil omfatte oplysninger om brugertilfredshed, faste teams, og medarbejderkontinuitet samt ældretilsynets tilsyn med plejeenheder, herunder ældretilsynets vurdering af kvalitet i helhedsplejen i forbindelse med seneste tilsyn og oplysninger om eventuelle sanktioner. Derudover forventes der for plejehjem at blive tilføjet oplysninger om antal medarbejdere og faggrupper. Oplysningerne forventes så vidt muligt at blive baseret på eksisterende data og viden, men der vil være behov for, at plejeleverandørerne skal registreret og opdatere oplysningerne på Plejeoversigten.
De konkrete informationer på plejehjemsoversigten forventes bl.a. at blive fastlagt på baggrund af den planlagte brugertilfredshedsundersøgelse blandt hjemmehjælpsmodtagere og plejehjemsbeboere, som gennemføres hvert andet år. Tilfredshed vil kun blive udstillet for plejehjem og leverandører, hvor der er et tilstrækkeligt antal besvarelser til at sikre borgernes anonymitet.
Ældreministeren vil desuden benytte bemyndigelsen til at fastsætte Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i forhold til at sikre, at kommunalbestyrelser, private tilbud om plejehjem og private leverandører, der leverer hjælp og støtte til ældre i eget hjem indrapporterer til Plejeoversigten. Sundhedsdatastyrelsen forventes at få beføjelse til at kunne følge op i forhold til kommunalbestyrelser, private tilbud om plejehjem og private leverandører, der leverer hjælp og støtte til ældre i eget hjem, hvis oplysningerne om et tilbud ikke er indberettet, eller oplysningerne ikke er i overensstemmelse med Plejeoversigtens systematik.
Hvis kommunalbestyrelsen eller det private tilbud ikke følger op, forventes det fastsat, at Sundhedsdatastyrelsen kan markere manglen på Plejeoversigten i forhold til det pågældende tilbud. Markeringen vil kunne fjernes, når indberetningen er bragt i orden.
Det er desuden hensigten, at Plejeoversigten vil skulle tilpasses, så brugere af Plejeoversigten vil få let adgang til at fremsøge relevante oplysninger. Det forventes f.eks., at det vil blive muligt at søge på de eksisterende oplysninger om, hvorvidt det er tilladt at medbringe kæledyr, f.eks. hund, geografiske søgekriterier, ligesom de nye oplysninger om plejeenhedernes kvalitet vil indgå som søgekriterie. Brugergrænsefladen forventes tilsvarende forbedret, så ældre borgere bliver præsenteret for et overskueligt valg af plejehjem eller plejeleverandører på baggrund af søgekriterierne. Ligeledes forventes muligheden for at indberette oplysninger til Plejeoversigten at blive gjort mere brugervenlig, så ledere, medarbejdere og kommuner let kan registrere og opdatere oplysninger på Plejeoversigten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.