LOV nr 1651 af 30/12/2024
Ældreministeriet
Ældreloven § 17
Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold for personer, der i en periode har særligt behov for pleje og omsorg.
Forarbejder til Ældreloven § 17
RetsinformationDet fremgår af § 84 stk. 2, at kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold for personer, der i en periode har særligt behov for omsorg og pleje.
For nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 3.10.1 i lovforslagets bemærkninger.
Bestemmelsen foreslås videreført i ældreloven med redaktionelle ændringer afgrænset til ældrelovens målgruppe.
Med lovforslagets § 17 foreslås det derfor, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for pleje og omsorg.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne, men ikke vil være forpligtet til, at tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje. Det betyder, at kommunen f.eks. kan vælge i stedet at give den fornødne hjælp i borgerens egen bolig.
Tilbud om midlertidigt ophold efter den foreslåede bestemmelse bør lige som i dag rettes mod personer, der bor alene, og som midlertidigt har et særligt behov for omsorg og pleje, og hvor et midlertidigt ophold vurderes at være den bedste løsning, hvis der skal ydes den optimale pleje og omsorg. Begrebet »pleje og omsorg« sigter på, at der primært er tale om hjælp og støtte i form af f. eks personlig pleje og praktiske opgaver, dvs. den form for hjælp, der kan indgå i helhedspleje i form af et pleje- og omsorgsforløb efter lovforslagets § 10. Tilbuddet vil også kunne omfatte almindelig sygepleje som f.eks. medicinhåndtering. Tilbuddet omfatter således ikke borgere, der primært har behov for kompleks sundhedsfaglig behandling i forlængelse af en sygehusindlæggelse.
Eksempelvis kan en person, der er udskrevet fra hospitalet efter et hoftebrud, have behov for lidt ekstra opsyn de første par uger. Eller det kan være en person med en dobbeltsidig lungebetændelse af en karakter, der ikke nødvendiggør hospitalsindlæggelse, men hvor personen føler sig utryg ved at være alene hjemme.
Der vil alene være tale om et tilbud, og borgere vil derfor kunne vælge ikke at tage imod tilbuddet, men i stedet få den eventuelt fornødne hjælp i egen bolig efter den foreslåede § 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets bemærkninger.