Herved bekendtgøres lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lov nr. 548 af 30. maj 2017, med de ændringer, der følger af § 8 i lov nr. 1711 af 27. december 2018.
Under ægteskabet råder hver ægtefælle over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger, som følger af stk. 2, § 2 og kapitel 2 og 3.
Stk. 2. En ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle.
Stk. 3. Er en ægtefælle under samlivet forhindret i at varetage sine interesser på grund af fravær eller sygdom, kan den anden ægtefælle foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan udsættes, herunder afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn til familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast ejendom kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden tilladelse. 1. pkt. gælder ikke, hvis en anden er bemyndiget til at foretage dispositionen.
Under ægteskabet kan ægtefæller indgå aftaler med hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser over for hinanden, jf. dog stk. 2 og 3 og konkurslovens § 64.
Stk. 2. Ægtefæller kan ikke ved aftale fravige reglerne i denne lov, medmindre det følger af kapitel 4 og 5, § 25, stk. 2, og § 32.
Stk. 3. Ægtefæller kan ikke gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
Under ægteskabet hæfter hver ægtefælle med sin formue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.
Under ægteskabet har ægtefæller pligt til at forsørge hinanden.
Stk. 2. Hvad en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse efter stk. 1, tilhører modtageren.
Stk. 3. Der kan efter bestemmelserne i kapitel 16 pålægges en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Ved separation eller skilsmisse deler ægtefællerne deres formuer lige, medmindre de har indgået en aftale om delingen efter § 32 eller andet følger af § 26. Ved en ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo deles ægtefællernes formue lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og den førstafdøde ægtefælles dødsbo, medmindre andet følger af § 51.
Stk. 2. En ægtefælles formue, der efter stk. 1 ligedeles, betegnes delingsformue. Ægtefællernes delingsformue udgør et formuefællesskab mellem ægtefællerne.
En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om at overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvis indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 kræves, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet.
Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 kræves også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen efter § 48.
Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden rimelig tid, kan dispositionen efter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den anden part i aftalen tillades, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen.
Stk. 2. Behandler skifteretten en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formue eller en enkelttvist om boligen efter lov om ægtefælleskifte m.v., træffes afgørelse efter stk. 1 af skifteretten.
Har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle og uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Dette gælder dog ikke, hvis den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen.
Stk. 2. Retssag om omstødelse efter stk. 1 skal anlægges, inden 3 måneder efter at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført. Blev aftalen tinglyst inden overtagelsesdagen, regnes fristen fra tinglysningen.
§§ 6-8 finder kun anvendelse på boliger i Danmark.
Har en ægtefælle givet tredjemand en gave, der medfører nærliggende risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling efter afsnit III eller IV, og vidste tredjemand dette, eller burde tredjemand vide dette, kan denne ægtefælle kræve, at tredjemand giver gaven tilbage.
Stk. 2. Retssag om krav efter stk. 1 skal anlægges, inden 1 år efter at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Er tinglysning eller anden sikringsakt nødvendig for, at tredjemand opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.
Har en ægtefælle overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen.
Ægtefæller kan ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin formue, men at formuen deles ved en ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse betegnes skilsmissesæreje.
At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin formue, og at ægtefællens formue ved formuedeling i forbindelse med dødsboskifte tilkommer den pågældende ægtefælle eller dennes arvinger. Særeje efter denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje.
At en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje. Særeje efter denne bestemmelse betegnes kombinationssæreje.
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan begrænses til at angå følgende:
Et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes genstandssæreje.
En del af en ægtefælles formue, afhængigt af hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue. Særeje efter denne bestemmelse betegnes erhvervelsessæreje.
En brøkdel eller procentdel af en ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes brøkdelssæreje.
Et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes sumsæreje.
Hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Det beløb, der efter denne bestemmelse ikke er særeje, betegnes sumdeling.
Stk. 3. Ægtefæller kan aftale, at beløb, der er sumsæreje og sumdeling, skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks.
Stk. 4. Ægtefæller kan endvidere aftale, at beløb, der er sumdeling, skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procentsats eller skal optrappes over en fastlagt periode.
Stk. 5. Særeje efter stk. 1-4 kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode. Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 12. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvis skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue.
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje, jf. § 23.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en alders-, kapital- eller ratepension skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en personlig erstatning, godtgørelse eller forsikringsudbetaling, jf. § 36, stk. 1 og 2, helt eller delvis skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes rettigheder.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en rettighed omfattet af § 37 helt eller delvis skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdøde eller længstlevende ægtefælles rettigheder.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages i delingsformuen ved formuedeling ved separation, skilsmisse og død, jf. dog stk. 2-4 og § 30.
Stk. 2. Ægtefæller kan ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse eller stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen.
Stk. 3. Ægtefæller kan endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse.
Stk. 4. En aftale efter stk. 1 kan ikke tidsbegrænses.
Ægtefæller og kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.
En ægtepagt er kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Skal en ægtefælles værge efter værgemålsloven give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den.
En ægtepagt kan kun ændres eller ophæves ved ægtepagt, jf. § 20.
Enhver af ægtefællerne kan anmode om, at en ægtepagt tinglyses, jf. §§ 20 og 21.
Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12, dog ikke om sumsæreje eller sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5.
Stk. 2. Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1, og kan fastsætte betingelser herfor.
Stk. 3. Bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv skal træffes ved testamente.
Erhverves et aktiv for både særeje og delingsformue, er aktivet brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 2, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt ved erhvervelsen.
Stk. 2. Erhverves et aktiv for særeje og ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er aktivet særeje af samme art som det anvendte særeje.
Det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af særeje er særeje.
Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En aftale efter 1. pkt. kan ikke tidsbegrænses.
Følgende aktiver og krav indgår ikke i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue ved separation eller skilsmisse efter § 5, stk. 1, 1. pkt.:
Særeje.
Personlige genstande omfattet af § 31.
Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.
Personlige erstatninger omfattet af § 36.
Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.
Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.
Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.
En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
Stk. 2. Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter § 29, jf. dog § 30.
Stk. 3. En ægtefælles delingsformue indgår ikke i ligedelingen, hvis ægtefællens gæld efter § 29, jf. dog § 30, overstiger ægtefællens delingsformue.
Stk. 4. Ligedeling efter stk. 1-3 fraviges, i det omfang det følger af en aftale efter § 32 eller en bestemmelse efter § 33.
Stk. 5. Hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse, finder reglerne i afsnit IV anvendelse.
Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog anmodning om separation eller skilsmisse, jf. dog stk. 2 og 3. Denne dag betegnes ophørsdagen.
Stk. 2. Efter indstilling fra bobehandleren kan skifteretten bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 3. Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse aftale en anden ophørsdag.
Stk. 4 Er en anmodning om skilsmisse bortfaldet, fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ikke er opfyldt, opretholdes ophørsdagen efter stk. 1, hvis en ægtefælle inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om, at ansøgningen er bortfaldet, indgiver anmodning om separation eller skilsmisse.
Ægtefællernes aktiver og passiver indgår i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.
Ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.
Stk. 2. Gæld, der har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, og usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver, fradrages ikke i delingsformuen. Gælden fradrages dog i delingsformuen, i det omfang gælden overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 3. Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages skønsmæssigt i en ægtefælles delingsformue efter forholdet mellem værdien af ægtefællens delingsformue og formue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 4. Det er uden betydning for fradrag af gæld efter stk. 1-3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.
Uanset § 29 og en eventuel aftale efter § 18 har en ægtefælle ikke pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at ægtefællen ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
En ægtefælle kan inden formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.
Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om delingen af deres formue.
Tilhørte den væsentligste del af ægtefællernes delingsformue den ene ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet, eller har den ene ægtefælle under ægteskabet erhvervet den væsentligste del af delingsformuen ved arv eller gave, og vil ligedeling af formuen efter § 5, stk. 1, 1. pkt., være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved formuedeling bestemmes, at denne ægtefælle helt eller delvis kan beholde værdien af egen formue.
En ægtefælles rimelige pensionsrettigheder indgår ikke i formuedelingen.
Stk. 2. Beløb fra rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Stk. 4. Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.
Har ægteskabet været af kortere varighed, indgår ingen pensionsrettigheder i formuedelingen.
Stk. 2. Beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevnetab, varigt men, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v. som følge af personskade, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. § 29, stk. 1.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også for værdien af erstatning til en ægtefælle, der har mistet en forsørger, for en ægtefælles godtgørelser efter §§ 26 og 26 a i lov om erstatningsansvar og for godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold.
Rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter, indgår kun i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.
Har en ægtefælle overført sin delingsformue til egne aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, eller har ægtefællen anvendt sin delingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages i delingsformuen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved overførslen eller betalingen af gælden. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen eller betalingen af gælden, stigning og fald i værdien af de omhandlede aktiver og passiver, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3, og overførsel af midler til pensionsrettigheder, der er omfattet af § 34, stk. 1, og § 35, stk. 1, medfører ikke reguleringskrav efter stk. 1.
Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.
Stk. 4. Overstiger reguleringskravet delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. stk. 1.
Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.
En ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til sin delingsformue, eller som har anvendt midler, der ikke indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsformue, har et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3, medfører ikke reguleringskrav efter stk. 1.
Stk. 3. Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.
Stk. 4. Reguleringskravet kan kun søges dækket af den delingsformue, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. stk. 1.
Stk. 5. Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres gældende.
Har en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde væsentligt reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at blive stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Stk. 2. Misbrugskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.
Stk. 3. Overstiger misbrugskravet delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget misbruget, jf. stk. 1.
Stk. 4. Misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan senere gøres gældende mod den anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er blevet dækket.
En ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene, fordeling af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt en kompensation.
Har en ægtefælle formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan den anden ægtefælle ved formuedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold og omstændighederne i øvrigt.
Sag om krav efter §§ 41 og 42 kan tidligst anlægges, når der er indgivet anmodning til Familieretshuset om separation eller skilsmisse.
Stk. 2. Krav efter §§ 41 og 42 kan ikke gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes delingsformue eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, jf. dog § 78 i lov om ægtefælleskifte m.v.
Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation, hvis
ægtefællen under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og
dette skyldes, at ægtefællen af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.
Stk. 2. Kompensationen kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.
Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis
ægteskabet har været af længere varighed og
der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder.
Stk. 2. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Kompensationsbeløb, som en ægtefælle efter §§ 44 og 45 skal betale til den anden ægtefælle, betales kontant.
Stk. 2. Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde den pågældende ægtefælles erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig, kan skifteretten, hvis forholdene taler for det, bestemme,
at beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning, eller, hvis dette ikke er muligt,
at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, eller, hvis dette ikke er muligt,
at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling.
Stk. 3. Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, gives andelen først af ægtefællens alders- og kapitalpension. Andelen gives ved en deling af pensionsrettigheden.
Beløb, der skal afdrages efter § 46, stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Stk. 2. § 46, stk. 2 og 3, kan fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Stk. 3. Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af dem skal give den anden ægtefælle en andel af sin pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 44 og 45 og for valg af delingsmetode efter § 46, stk. 2 og 3, er opfyldt.
Stk. 4. Pensionsinstituttet kan kræve, at administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, og ved at registrere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 1 afholdes af ægtefællerne.
Hver ægtefælle kan efter vurdering udtage aktiver, der helt eller delvis indgår i ligedelingen efter § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.
Stk. 2. Anmoder begge ægtefæller om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Uanset stk. 2 udtager den anden ægtefælle et aktiv, hvis aktivet for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet eller fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til at udtage et aktiv efter 1. pkt. omfatter følgende aktiver:
Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.
Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.
Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.
Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.
Løsøre, der særlig har tjent den pågældende ægtefælles behov.
Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.
Transportmidler.
Stk. 4. Stk. 3 gælder også ved udtagelse af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
En ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien overstiger det beløb, der tilfalder denne ægtefælle efter § 26. Det manglende beløb skal betales kontant.
Stk. 2. Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at beløbet kan betales over en kortere periode, og skifteretten kan fastsætte vilkårene herfor.
I det omfang pensionsrettigheder indgår i formuedelingen, skal hver ægtefælle udtage sine egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves. § 46, stk. 2 og 3, og § 47 gælder også ved udtagelse af disse pensionsrettigheder.
Ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live indgår i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1, 2. pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, bortset fra følgende aktiver og krav:
Hver ægtefælles fuldstændige særeje.
Hver ægtefælles uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.
Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger omfattet af § 36, stk. 1 og 2.
Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter § 52.
Den førstafdøde ægtefælles pensions- og forsikringsrettigheder, der tilfalder en begunstiget.
Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav efter § 53.
En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i formuedelingen efter § 51.
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælles beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, indgår ikke i formuedelingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Ved formuedelingen efter § 51 kan den længstlevende ægtefælle og den førstafdøde ægtefælles dødsbo fremsætte kompensationskrav efter § 41, og med de ændringer, der følger af stk. 2-5, kan de også fremsætte regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.
Stk. 2. § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, gælder også ved overførsel af skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje.
Stk. 3. § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, gælder ikke, når overførslen er sket til den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder, der er omfattet af § 52, stk. 1.
Stk. 4. § 39 om reguleringskrav ved overførsel af midler, der ikke indgår i formuedelingen, til delingsformue gælder også ved overførsel af fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje.
Stk. 5. Er delingsformuen ikke tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav efter § 40 fra den førstafdøde ægtefælles dødsbo, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 52, stk. 2, der tilhører den længstlevende ægtefælle.
Overtager den længstlevende ægtefælle helt eller delvis delingsformuen til uskiftet bo, og efterlod førstafdøde sig formue, som ikke indgår i formuedelingen, gælder følgende om regulerings- og misbrugskrav:
Har den længstlevende ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 38, kan ægtefællen kræve beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Havde den førstafdøde ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 39, kan dødsboet kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet kan dog ikke overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.
En længstlevende ægtefælle, der har krav efter § 40, kan kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Regulerings- og misbrugskrav efter §§ 38-40, jf. § 53, der ikke er blevet dækket, kan gøres gældende ved skifte af uskiftet bo.
Der kan efter ansøgning pålægges en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter § 4, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 bortfalder, hvis ægtefæller efter samlivsophævelse genoptager samlivet.
Stk. 3. Stk. 1 finder anvendelse, indtil der er indgået en aftale eller truffet en endelig afgørelse om bidragspligten efter § 50 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
En afgørelse om bidrag efter § 56 træffes, under hensyn til om den, der ansøger om bidrag, selv kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder kan betale bidrag.
En afgørelse efter § 56 kan efter ansøgning ændres, hvis omstændighederne taler for det.
Stk. 2. En aftale om bidrag efter § 56 kan efter ansøgning ændres, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig.
Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter §§ 56 og 58 og anmodning om indgivelse af en afgørelse for familieretten skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger og anmodninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3. Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed.
Stk. 2. Finder Familieretshuset, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Familieretshuset tilbyde, at ansøgningen eller anmodningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset bestemmer, hvordan en ansøgning eller anmodning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Familieretshuset kan helt ekstraordinært ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning eller anmodning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset ved at modtage ansøgningen eller anmodningen på anden måde end digitalt.
Stk. 4. En digital ansøgning eller anmodning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Familieretshuset.
Familieretshuset kan til brug for behandlingen af sager om bidrag efter denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anvendelse.
Stk. 2. Afgørelser om afhændelse og pantsætning af fast ejendom, om dispositioner over familiens helårsbolig, om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag og om behandling af en ansøgning, der ikke er indgivet digitalt, træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Familieretshuset eller familieretten.
Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.
Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om:
Behandling af sager om fast ejendom efter § 1, stk. 3.
Behandling af sager om familiens helårsbolig efter § 7, stk. 1.
Behandling af sager om ægtefællebidrag efter §§ 56, 58 og 59, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af en række love på børne- og undervisningsområdet, socialområdet, det familieretlige område, skatteområdet, beskæftigelsesområdet, udlændinge- og integrationsområdet og ældreområdet (Forbud mod anvendelse af personer under 18 år som tolke m.v.) d. 15/05/2025
Børn under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med offentlige forvaltningsmyndigheder og med private leverandører, der udfører opgaver for det offentlige, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Børn under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Ægtefællers økonomiske forhold bedømmes efter den lov, der følger af reglerne i §§ 63-70, medmindre overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 finder anvendelse.
Stk. 2. §§ 63-70 finder ikke anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter kapitel 16.
Denne lov finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab, jf. dog § 65.
For ægtefæller, der ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, finder den lov, der følger af stk. 2-5, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog § 65.
Stk. 2. Loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede samtidig efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 3. Er ægtefæller ikke omfattet af stk. 2, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 4. Er ægtefæller ikke omfattet af stk. 2 og 3, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Når begge ægtefæller har boet her i landet de seneste 5 år, finder denne lov anvendelse på deres økonomiske forhold.
Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.
Stk. 2. En aftale om, hvilken stats lov der skal anvendes på deres økonomiske forhold, som ægtefæller har indgået i udlandet, gælder her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.
Stk. 3. En ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formuedeling er kun gyldig, i det omfang ægtepagten eller aftalen er i overensstemmelse med den lov, der efter stk. 1 og 2 og §§ 63 og 64 finder anvendelse på ægtefællernes økonomiske forhold.
En aftale efter § 65 skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.
Stk. 2. Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller aftaler ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.
Stk. 3. Under en verserende retssag om deres økonomiske forhold eller til brug for en kommende retssag herom kan ægtefæller indgå en aftale efter § 65, stk. 1, uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2.
Afgørelse om eksistensen og gyldigheden af en aftale efter §§ 65 og 66 træffes efter dansk ret.
Den lov, der følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor aktiverne og passiverne befinder sig.
Stk. 2. Anvendelse af en stats lov, som udpeges efter §§ 64 og 65, indebærer anvendelse af de gældende regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler om international privatret.
Uanset hvilken stats lov der finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, finder følgende regler ikke anvendelse:
Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af deres køn.
Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der har taget initiativ hertil.
Stk. 2. En regel i en anden stats lov anvendes ikke, hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.
Finder dansk ret ikke anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, og behandles en sag om ægtefællers økonomiske forhold her i landet, finder følgende bestemmelser anvendelse:
Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.
§ 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk.
§ 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at udtage bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.
Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet.
Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. Lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december 2015, ophæves.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008 om ikrafttræden af overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 forbliver i kraft, indtil den ændres eller ophæves af social- og indenrigsministeren efter § 71, stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse på dispositioner over familiens helårsbolig, der er foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder de hidtil gældende regler i lov om ægteskabets retsvirkninger anvendelse.
De hidtil gældende regler i lov om ægteskabets retsvirkninger om dispositioner over fast ejendom og løsøre finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden, jf. dog § 73 om fast ejendom, der anvendes til familiens helårsbolig.
§ 10 finder ikke anvendelse for gaver, der er givet til tredjemand før lovens ikrafttræden.
Ved vurderingen af, i hvilket omfang aktiver, der er erhvervet før lovens ikrafttræden for både særeje og delingsformue eller for særeje og ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 2. Ved vurderingen af, i hvilket omfang aktiver, som en ægtefælle har modtaget i gave før lovens ikrafttræden med bestemmelse om særeje, eller som en ægtefælle med bestemmelse om særeje har arvet fra en arvelader, der er afgået ved døden før lovens ikrafttræden, er særeje, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Loven finder ikke anvendelse på formuedeling ved separation og skilsmisse, hvis Statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse. Loven finder heller ikke anvendelse på formuedeling ved en ægtefælles død, herunder ved skifte af uskiftet bo, hvis ægtefællen er afgået ved døden før lovens ikrafttræden. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Loven finder ikke anvendelse på anmodninger om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag, som Statsforvaltningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Sådanne anmodninger behandles efter de hidtil gældende regler.
Uanset § 64, stk. 5, finder loven først anvendelse på de økonomiske forhold for ægtefæller, der bor i Danmark ved lovens ikrafttræden, når de har boet i Danmark i 5 år efter ikrafttrædelsen.
Stk. 2. Ægtefæller kan efter § 65, jf. § 66, indgå aftale om, at den lov, der fandt anvendelse på deres formueforhold før lovens ikrafttræden, fortsat skal finde anvendelse.
Stk. 3. Har ægtefæller før lovens ikrafttræden indgået en aftale om, hvilken stats lov der skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold, er aftalen gyldig fra lovens ikrafttræden, hvis aftalen opfylder betingelserne i §§ 65 og 66.
Stk. 4. Er en ægtepagt, der er oprettet i udlandet, ikke anmeldt til tinglysning før lovens ikrafttræden efter det hidtil gældende § 53, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, er ægtepagten gyldig her i landet fra lovens ikrafttræden, hvis den er gyldig efter den lov, der anvendes på ægtefællernes økonomiske forhold.
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden indgået en retshandel, der er omfattet af den hidtil gældende § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger, finder denne regel efter lovens ikrafttræden anvendelse på ægtefællernes hæftelse over for tredjemand.
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden givet sin ægtefælle en gave, uden at kravet i det hidtil gældende § 30, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger var opfyldt, anses gaven som gyldigt givet ved lovens ikrafttræden. Bestemmelsen finder dog anvendelse, hvis den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger før lovens ikrafttræden har anlagt retssag med påstand om, at gaven skal tilbagegives.
Den hidtil gældende § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger finder anvendelse på gaver, som den ene ægtefælle har givet den anden ægtefælle før lovens ikrafttræden.
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden over for skifteretten fremsat anmodning om bosondring, behandles anmodningen efter de hidtil gældende regler i kapitel 5 i lov om ægteskabets retsvirkninger.
Stk. 2. Ved formuedeling efter lovens ikrafttræden på grundlag af bosondring finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) som ændret ved § 3 i lov nr. 203 af 5. marts 20191) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
Ikrafttræden
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2019, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2-5. (Udelades)
Overgangsbestemmelser
Stk. 1. (Udelades)
Stk. 2. § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015, og § 61, stk. 2, i lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold finder anvendelse for afgørelser, som Statsforvaltningen har truffet før lovens ikrafttræden. Afgørelse efter § 21, stk. 2, 2. pkt., i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015, og § 61, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold træffes efter lovens ikrafttræden af familieretten, hvis afgørelse ikke kan indbringes for højere ret.
Stk. 3-9. (Udelades)
(Udelades)
(Udelades)
Malene Vestergaard
/ Carina Fogt-Nielsen
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, har hver ægtefælle i levende live rådigheden over alt, hvad ægtefællen har indført i fællesboet. Denne råderet kaldes særråden. En ægtefælle kan således som udgangspunkt frit sælge, bortgive og pantsætte sine aktiver uden at spørge den anden ægtefælle om lov.
Efter bestemmelsen begrænses rådigheden dog af reglerne i lovens §§ 18-20. Det drejer sig om beskyttelse af den anden ægtefælles interesser i relation til salg m.v. af familiens bolig m.v. Rådigheden begrænses endvidere af § 17, hvorefter en ægtefælle er pligtig at udøve sin rådighed over delingsformue således, at det ikke utilbørligt udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle.
Rådigheden begrænses endvidere af § 14 om overdragelse af erhvervsløsøre til tredjemand.
Det fremgår af retsvirkningslovens § 13, at hvis en ægtefælle under samlivet ved fravær eller sygdom er forhindret i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så vidt ingen anden har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe kan opsættes, derunder oppebære indtægter og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt, foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes uden statsforvaltningens samtykke.
Bestemmelsen gælder efter sit indhold alene, mens samlivet består, og anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at ingen anden har bemyndigelse (f.eks. en fuldmagt) til at handle på den fraværende eller syge ægtefælles vegne.
En ægtefælle anses ikke for at være forhindret i at varetage sine anliggender, hvis den pågældende er i fængsel, på hospital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang det er muligt komme i kontakt med den pågældende ægtefælle med henblik på at få samtykke til den omhandlede retshandel, eventuelt pr. telefon eller e-mail.
Bestemmelsen omhandler både ægtefællens bemyndigelse i forhold til den anden ægtefælle til at handle på dennes vegne og legitimation til at handle i forhold til tredjemand.
§ 13, 1. pkt., er en speciel udformning af den almindelige grundsætning om negotiorum gestio, hvorefter enhver kan foretage dispositioner på en andens vegne, hvis denne er forhindret i selv at varetage sine interesser, og handlingen er nødvendig for at afværge en truende skade eller begrænse en påbegyndt skade. Bestemmelsen er dog mere vidtgående end negotiorum gestio, idet den anden ægtefælle kan disponere ikke blot, når handlingen er nødvendig, men også når den ikke uden ulempe kan opsættes.
Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved retshandler efter § 13, medmindre vedkommende har givet tredjemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv, eller retshandlen falder ind under § 11 (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.3.).
Om retsvirkningslovens §§ 11, 13, 14 og 17, §§ 18-20 samt § 16, stk. 2, henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, råder hver ægtefælle under ægteskabet over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger som følger af det foreslåede stk. 2 (forringelse af formuen), den foreslåede § 2 (begrænsninger i ægtefællers adgang til at indgå aftaler med hinanden), det foreslåede kapitel 2 (beskyttelse af familiens helårsbolig) og det foreslåede kapitel 3 (gaver til og aftaler med tredjemand). Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 16, stk. 1, uden indholdsmæssige ændringer.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal en ægtefælle råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle. Bestemmelsen omfatter ikke kun råden over ægtefællens delingsformue, men hele ægtefællens formue, herunder navnlig særeje. Baggrunden herfor er, at forringelse af en ægtefælles særeje m.v. kan får betydning ved formuedelingen, f.eks. hvis den ene ægtefælle har et regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11, der bl.a. kan rettes mod den anden ægtefælles særeje. Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 17 uden indholdsmæssige ændringer.
Overtrædelse af stk. 2 er ikke selvstændigt sanktioneret, men misbrug af formuen kan udløse misbrugskrav efter lovforslagets § 40, og efter forslagets § 10 kan gaver til tredjemand i visse situationer kræves tilbage.
Bestemmelsen omhandler en ægtefælles ret til at råde i forhold til tredjemand. Bestemmelsen vedrører adgangen til at råde i levende live, da en ægtefælles ret til at råde over sin formue ved sin død er reguleret i arveloven.
Efter det foreslåede stk. 3 kan en ægtefælle under samlivet foretage dispositioner, der ikke uden ulempe kan udsættes, hvis den anden ægtefælle er forhindret i at varetage sine interesser på grund af fravær eller sygdom. Dette omfatter også afhændelse og pantsætning, når dette af hensyn til familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt. Fast ejendom kan dog ikke afhændes eller pantsættes uden statsforvaltningens tilladelse.
Bestemmelsen viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 13.
Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at samlivet mellem ægtefællerne består. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelse, mens bestemmelsen finder anvendelse, selvom ægtefællerne lever adskilt af andre grunde. Hvis samlivet har været ophævet på grund af uoverensstemmelse, men senere genoptages, finder bestemmelsen anvendelse igen.
Efter bestemmelsen er en ægtefælle ikke forhindret i at varetage sine interesser, hvis den pågældende er i fængsel, på hospital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang det er muligt at komme i kontakt med den pågældende ægtefælle med henblik på at få samtykke til den omhandlede retshandel, eventuelt pr. telefon eller e-mail.
Bestemmelsen omhandler både ægtefællens bemyndigelse i forhold til den anden ægtefælle til at handle på dennes vegne og ægtefællens legitimation til at handle i forhold til tredjemand. Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved retshandler efter § 13, medmindre vedkommende har givet tredjemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv.
Bestemmelsen finder også anvendelse, selvom der er formuefællesskab i ægteskabet, og selvom der er tale om en disposition vedrørende et særejeaktiv.
Dispositionsadgangen gælder ikke, hvis en anden er bemyndiget til at foretage dispositionen, eksempelvis ved en almindelig fuldmagt eller ved en fremtidsfuldmagt efter lov nr. 618 af 8. juni 2016 om fremtidsfuldmagter. Bemyndigelsen til at foretage dispositionen kan også tilkomme en værge, der er beskikket efter værgemålsloven.
Ægtefællernes adgang til at indgå aftaler og pådrage sig forpligtelser over for hinanden reguleres af forslagets § 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Efter retsvirkningslovens § 29 kan ægtefæller med de begrænsninger, som loven medfører, indgå retshandler med hinanden om ejendele, som den ene eller begge råder over, og pådrage sig forpligtelser overfor hinanden.
Ægtefællerne kan således frit indgå aftaler med hinanden om f.eks. overdragelse af aktiver fra den ene til den anden, leje af hinandens aktiver, ydelse af lån og ansættelse af den ene ægtefælle i den anden ægtefælles virksomhed. Ægtefællerne kan også pådrage sig forpligtelser over for hinanden uden aftale, f.eks. som følge af, at en ægtefælle uagtsomt eller forsætligt forvolder skade på den anden ægtefælles ejendele eller person.
Efter gældende ret gælder navnlig følgende begrænsninger i ægtefællers ret til at indgå retshandler med hinanden:
– Forhåndsaftaler om deling af ægtefællernes formuer ved separation, skilsmisse og død skal ske gennem aftale om særeje ved ægtepagt, og aftalen skal ligge inden for rammerne af lovens § 28. Ægtefæller kan dog uden ægtepagt indgå en aftale om formuedeling med henblik på en kommende formuedeling.
– Efter lovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
– Gaver mellem ægtefæller kan kræves tilbage, hvis betingelserne herfor i lovens §§ 30-33 er opfyldt.
– En ægtefælles kreditorer kan søge gaver, som en insolvent ægtefælle har givet sin ægtefælle, omstødt, jf. konkurslovens § 64.
Den foreslåede bestemmelse i § 2 viderefører i stk. 1 og 2 uden indholdsmæssige ændringer den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 29 om aftaler mellem ægtfæller, mens stk. 3 ligeledes uden indholdsmæssige ændringer viderefører retsvirkningslovens § 30, stk. 2 om aftaler om fremtidige erhvervelser.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, kan ægtefæller under ægteskabet indgå aftaler med hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig forpligtelser over for hinanden med de undtagelser, der følger af de foreslåede stk. 2 og 3 samt konkurslovens § 64, der foreslås ændret, jf. § 3 i følgelovforslaget.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefæller ikke ved aftale fravige reglerne i loven, medmindre andet følger af de foreslåede kapitler 4-6 (aftaler om særeje og andre aftaler om formuedeling samt krav om ægtepagt for sådanne aftaler) samt den foreslåede § 25, stk. 2, (aftaler om surrogater for og indtægter af særeje, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.12) og den foreslåede § 32 (aftaler om formuedeling i forbindelse med separation og skilsmisse, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.).
Ægtefæller kan således navnlig ikke give afkald på retten til forsørgelse efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, eller på forhånd aftale fravigelse af reglerne om samtykke til dispositioner over familiens helårsbolig (lovforslagets kapitel 2).
Ægtefæller kan ligeledes ikke indgå forhåndsaftaler om formuedelingen ved separation, skilsmisse og død (lovforslagets afsnit III og IV), om regulerings- og misbrugskrav (lovforslagets kapitel 11), om retten til kompensation (lovforslagets kapitel 12), om pensionskompensation (lovforslagets kapitel 13) og om udtagelse af aktiver (forslagets kapitel 14).
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ægtefæller ikke gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Efter retsvirkningslovens § 25 hæfter hver af ægtefællerne med den del af delingsformuen, hvorover den pågældende ægtefælle råder, og med sit særeje for de forpligtelser, der påhviler ægtefællen, hvad enten forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet. Bestemmelsen medfører, at en ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld. Dette kaldes særhæften.
En ægtefælle hæfter således som udgangspunkt ikke for den anden ægtefælles gæld.
Ægtefæller hæfter dog sammen for forpligtelser, som de har påtaget sig sammen, f.eks. ved i fællesskab at optage et lån. Ægtefæller hæfter også sammen for forpligtigelser, der følger af, at de sammen ejer et aktiv (sameje), f.eks. ejendomsskatter vedrørende en fast ejendom, som de begge er medejere af.
Hæftelse for den anden ægtefælles gæld kan også følge af lovgivningen, bl.a. § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter en ægtefælle under visse betingelser hæfter for den anden ægtefælles skattegæld, og § 92, stk. 2, i aktivloven, hvorefter ægtefæller hæfter solidarisk for krav på tilbagebetaling af hjælp til betaling af renter og afdrag på lån i fast ejendom, selv om kun den ene ægtefælle er ejer af ejendommen.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende bestemmelse i § 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.
Efter retsvirkningslovens § 1 skal mand og hustru være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv. Bestemmelsen uddybes i lovens § 2 om ægtefællers gensidige privatretlige forsørgelsespligt. Efter § 2 gælder en gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller, hvorefter det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Opfylder en ægtefælle ikke sin forsørgelsespligt efter § 2, kan den anden ægtefælle anmode statsforvaltningen om at pålægge den første ægtefælle at betale ægtefællebidrag.
Det følger af lovens § 3, at hvis udgifterne til en ægtefælles særlige behov m.v. ikke dækkes af de bidrag, ægtefællen selv skal yde efter § 2, har den anden ægtefælle pligt til at overlade ægtefællen de fornødne penge.
Efter lovens § 4 betragtes det, som efter §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af ægtefællens særlige behov, som om ægtefællen selv havde indført det i fællesboet.
Forsørgelsespligten efter § 2 er en grundlæggende del af ægteskabet. Det er ikke tilstrækkeligt for at konstituere et egentligt økonomisk fællesskab, at det formentlig for de fleste ægtefæller er en naturlig del af samlivet, at man bidrager til hinandens forsørgelse. Med henblik på at skabe sikkerhed og tryghed i forhold til forsørgelsen mellem ægtefællerne er der behov for en egentlig retlig forpligtelse, der fører frem til dette økonomiske fællesskab.
Omfanget af forsørgelsen bestemmes efter et skøn over ægtefællernes forhold ud fra, hvad der efter ægtefællernes livsvilkår er passende. Forsørgelsespligten omfatter navnlig mad, bolig, transport, forsikringer, rengøring m.v. Ægtefællerne aftaler selv den indbyrdes fordeling af familiens udgifter.
En ægtefælle kan opfylde sin forsørgelsespligt ikke blot ved pengeydelser, men også på anden måde, f.eks. ved arbejde i hjemmet, pasning af børnene eller arbejde i en virksomhed, som den anden ægtefælle ejer. Forsørgelsespligten kan også opfyldes ved forbrug af formue.
Det, den ene ægtefælle overfører til den anden ægtefælle, er ikke et lån, der kan kræves tilbage, og der er heller ikke tale om en gave. Hvis overførslerne overstiger det, der efter ægtefællernes økonomiske forhold og familiens behov er et rimeligt bidrag til forsørgelsen, vil der kunne være tale om en gave, der kan medføre, at giverægtefællens kreditorer har et krav mod modtagerægtefællen efter konkurslovens § 64. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.7.
Forsørgelsespligten gælder kun under ægteskabet og ophører ved separation, skilsmisse og død. Ved lovforslagets § 56, stk. 3, foreslås en begrænset udvidelse af forsørgelsespligten, idet adgangen til at få fastsat bidrag også skal gælde under behandlingen af en sag om separation og skilsmisse, indtil spørgsmålet om bidragspligt efter separation eller skilsmisse efter ægteskabslovens § 50 er endeligt afgjort.
Den privatretlige forsørgelsespligt går fortsat forud for offentligretlig forsørgelse. Det betyder, at de socialretlige regler først bliver relevante, hvis der ikke er mulighed for, at forsørgelsen kan rummes ægtefællerne imellem. Den offentligretlige forsørgelse er reguleret i aktivlovens §§ 2 og 97, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.8.
Den foreslåede bestemmelse i § 4 viderefører delvist de gældende bestemmelser i retsvirkningslovens §§ 2 og 4, mens bestemmelsen i §§ 1 og 3 ikke videreføres.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, fastslår, at ægtefæller ligesom ved den gældende bestemmelse i § 2 under ægteskabet har pligt til at forsørge hinanden.
Den gældende bestemmelse i § 2 om ægtefællernes indbyrdes økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten opfyldes og niveauet for forsørgelsespligten, foreslås derimod ikke videreført. Det samme gælder den del af bestemmelsen om, at der til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Det foreslås således, at pligten til at forsørge familien ikke videreføres. Forsørgelsen af ægtefællernes fælles børn er dog fortsat reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 tilhører det, som en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse efter stk. 1, modtageren. Midlerne er delingsformue, medmindre andet følger af en aftale om særeje efter den foreslåede § 12. § 4, stk. 2, viderefører delvist den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 4, hvorefter det, der efter §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af ægtefællens særlige behov, betragtes, som om ægtefællen selv havde indført det i fællesboet. Henvisningen til retsvirkningslovens § 3 foreslås dog ikke videreført, da § 3 ikke foreslås videreført.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, der er ny, indeholder alene en henvisning til, at statsforvaltningen efter bestemmelserne i kapitel 16 kan pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.
Ægtefællernes legale formueordning er den ordning, der gælder for ægtefællers økonomiske forhold, i det omfang ægtefællerne ikke har aftalt andet (se lovforslagets kapitel 4 og 5), eller andet er bestemt af tredjemand (se lovforslagets kapitel 7). Formueordningen indebærer overordnet set, at ægtefællernes formuer deles lige ved separation, skilsmisse og død.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, i et almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje.
Det følger af § 16, stk. 2, at ved ægteskabets ophør ved skilsmisse og død samt ved separation udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
De to bestemmelser foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i en samlet bestemmelse i lovforslagets § 5, der fastslår den grundlæggende hovedregel om ligedeling af ægtefællernes formuer ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., deler ægtefæller ved separation eller skilsmisse deres formuer lige, medmindre de har indgået en aftale om delingen af deres formue efter lovforslagets § 32, eller andet følger af lovforslagets § 26 om formuedelingen ved separation og skilsmisse. Denne bestemmelse fastlægger navnlig, hvilke af ægtefællernes aktiver der indgår i ligedelingen, og som dermed er delingsformue, og hvilke aktiver, der ikke indgår i ligedelingen.
Den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. fastlægger formuedelingen ved en ægtefælles død Det følger af bestemmelsen, at ved en ægtefælles død eller ved skifte af et uskiftet bo deles ægtefællernes formuer lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og førstafdødes dødsbo, medmindre andet følger af lovforslagets § 51 om formuedelingen ved den første ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. Denne bestemmelse fastlægger navnlig, hvilke af ægtefællernes aktiver der indgår henholdsvis ikke indgår i ligedelingen af ægtefællernes formue i forbindelse med dødsboskiftet ved førstafdødes død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. Formuedeling ved en ægtefælles død er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at en ægtefælles formue, der efter stk. 1 ligedeles, betegnes delingsformue. Ægtefællernes delingsformuer udgør et formuefællesskab mellem ægtefællerne (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.
Til kapitel 2
En ægtefælles ret til efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, at råde over sine aktiver, der videreføres i lovforslagets § 1, begrænses bl.a. af bestemmelsen i lovens § 18, stk. 1, hvorefter en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke må afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er delingsformue, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til den. Sådan ejendom må heller ikke uden samtykke af den anden ægtefælle bortlejes eller bortforpagtes, såfremt dette vil medføre, at ejendommen ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirksomheden. Er den anden ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.
Fast ejendom efter lovens § 18 omfatter eksempelvis huse og ejerlejligheder. Efter praksis omfatter bestemmelsen også dispositioner over en del af en fast ejendom, eksempelvis gennem udstykning, hvis det areal, der udstykkes, udgør en naturlig bestanddel af ejendommen, sådan at ejendommens samlede standard eller karakter forringes ved udstykningen.
Den faste ejendom skal tjene til familiens bolig for at være omfattet af § 18. Kerneområdet for dette er familiens hjem, dvs. der hvor familien bor og har sin hverdag. Sommerhuse og andre fritidsejendomme er også omfattet af bestemmelsen, hvis familien anvender ejendommen i et vist omfang.
En ejendom er kun omfattet af § 18, hvis ejendommen er taget i brug af familien. En ejendom, der er købt med det formål, at familien skal benytte den som bolig, men som endnu ikke anvendes til familiens bolig, er således ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter også en ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til.
Bestemmelsen omfatter ikke andelsbolig og heller ikke lejet ejendom eller bolig. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1.2.
Beskyttelsen efter § 18 omfatter kun aktiver, som den ene ægtefælle ejer. Aktiver, der er i sameje mellem ægtefællerne, er ikke omfattet af bestemmelsen, da den ene ægtefælle i kraft af samejet ikke kan disponere over aktivet uden den anden ægtefælles accept. Endvidere omfatter bestemmelsen kun aktiver, der helt eller helvist er delingsformue.
Formålet med bestemmelsen er navnlig at beskytte den ægtefælle, der ikke ejer den ejendom, som familien benytter til bolig, mod, at den anden ægtefælle sælger ejendommen inden separation og skilsmisse og dermed fratager den første ægtefælle muligheden for at udtage ejendommen og indboet ved delingen af ægtefællernes formuer.
Bestemmelsen hænger således sammen med reglerne om krydsende udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens § 63, hvorefter den ene ægtefælle ved formuedelingen mod betaling i et vist omfang kan udtage aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Bestemmelserne hænger endvidere sammen med ægtefælleskiftelovens § 54, hvorefter ægtefællerne beholder rådigheden over deres bodele under ægtefælleskiftet. Skifteretten kan dog fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er delingsformue, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle. Fratager skifteretten en ægtefælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles under rådighedsfratagelsen.
Den længstlevende ægtefælles ret til at udtage aktiver på et dødsboskifte er reguleret i arvelovens §§ 12 og 13, og arvelovens § 91, stk. 2, indeholder regler om en ægtefælles adgang til ved testamente at råde over visse aktiver, der tilhører ægtefællen, og som er delingsformue.
I de fleste familier er boligen det væsentligste økonomiske aktiv, og samtykkekravet ved pantsætning beskytter ikke-ejerægtefællen mod, at formue i form af friværdi i boligen forbruges, uden at den pågældende ved det.
Beskyttelsen gælder efter praksis, selvom ægtefællerne har ophævet samlivet. Beskyttelsen ophører først, når der ved formuedelingen ved separation eller skilsmisse er taget stilling til hvem af ægtefællerne, der skal udtage de omhandlede aktiver efter bestemmelsen om krydsende udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens § 63.
Den foreslåede bestemmelse i § 6 viderefører med ændret anvendelsesområde den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 18, stk. 1. Bestemmelsen indebærer fortsat en begrænsning i en ægtefælles rådighedsret, jf. nu lovforslagets § 1, stk. 1 og 2.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om at overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvist helt eller delvist indgår i ligedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt.
Bestemmelsen omfatter alle helårsboliger, bortset fra lejeboliger, hvor lejerægtefællens ret til at disponere over lejligheden er reguleret af lejelovens § 81, stk. 2, og almenlejelovens § 84, jf. § 87.
Reglen er således i forhold til den gældende bestemmelse udvidet til også at omfatte andelsboliger og andre boliger omfattet af andelsboliglovens § 1 a, der blandt andet omfatter boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, boligsamejer, boliginteressentskaber og boligkommanditselskaber. Er ægtefællernes helårsbolig f.eks. en husbåd eller en campingvogn, er den også omfattet.
I forhold til den gældende bestemmelse er bestemmelsen også begrænset, idet den ikke omfatter erhvervsejendomme og heller ikke fritidshuse, medmindre de tillige anvendes som helårsbolig.
Ikke kun en ejendom, som familien aktuelt bor i, er omfattet af bestemmelsen, men bestemmelsen omfatter f.eks. også en nyindkøbt ejendom eller et hus under opførelse, som familien endnu ikke har nået at flytte ind i, hvilket fremgår af ordene "bestemt til“. Også en ejendom, der midlertidigt er udlejet under f.eks. en udstationering i udlandet, er omfattet af bestemmelsen, hvis det er hensigten, at familien skal vende tilbage til boligen efter det midlertidige ophold.
Det afgørende er, hvor familien faktisk bor eller har til hensigt at bo, og ikke boligens status af helårs- eller fritidshus. Anvendes et helårshus faktisk som fritidshus, er det ikke omfattet af bestemmelsen, og anvendes et fritidshus faktisk som helårsbolig, er det omfattet. Flere ejendomme tilhørende ægtefællerne kan være omfattet af bestemmelsen, f.eks. hvis familien bor i ét hus i sommerhalvåret og et andet i vinterhalvåret, eller hvis familien bor i et hus, mens et nyt hus er under opførelse.
Som efter hidtil gældende ret beskytter bestemmelsen kun selve helårsboligen. Det er således fortsat tilladt uden samtykke f.eks. at frasælge eller bortforpagte et jordstykke fra en ejendom. Det afgørende for, om salg af en del af en ejendom kræver samtykke, vil som efter hidtidig praksis være, om den del, der ønskes frasolgt, udgør en naturlig bestanddel af den faste ejendom, og dermed om ejendommen efter afhændelsen af en del af den stadig kan anvendes til familiens bolig.
Bestemmelsen omfatter også ejendomme med mere end en beboelseslejlighed, hvis familien bor i en af lejlighederne. Det afgørende er, om dispositionen omfatter familiens helårsbolig. Bor familien f.eks. i en lejlighed i en udlejningsejendom, som den ene ægtefælle ejer, kan de andre lejligheder udlejes uden samtykke fra den, der ikke ejer ejendommen. Udstykkes en sådan ejendom i ejerlejligheder, kan de øvrige lejligheder sælges uden samtykke. Salg af hele ejendommen kræver derimod samtykke.
Endelig foreslås det, at beskyttelsen af familiens bolig ligesom efter den gældende ordning kun skal omfatte bolig, der er delingsformue. Beskyttelsen skal således alene omfatte boliger, der helt eller delvist indgår i ligedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette indebærer, at en bolig ikke er omfattet af beskyttelsen, når boligen helt er særeje (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje), erhvervet for midler fra en pensionsrettighed omfattet af §§ 34 og 35, for personlige erstatninger omfattet af § 36, eller for midler omfattet af § 37 om overdragelige og personlige rettigheder.
Hvis boligen er erhvervet for både delingsformue og særeje, er den efter lovforslagets § 24, stk. 1, brøkdelssæreje. Den del af boligen, der er delingsformue, indgår i formuedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., og dermed indgår boligen i formuedelingen, også selvom delingsformuen kun udgør en beskeden del af boligens værdi. Boligen er således omfattet af beskyttelsen efter § 6.
Hvis hele ejerægtefællens formue er brøkdelssæreje, sumsæreje, eller sumdeling efter lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 3-5, er ægtefællens enkelte aktiver ikke fuldt ud særeje, hvorfor boligen ligeledes er omfattet af beskyttelsen efter § 6.
Tilsvarende gælder ved retten til at udtage den anden ægtefælles ejendele efter lovforslagets § 48.
I modsætning til den gældende § 18, stk. 1, 3. pkt., i retsvirkningsloven, er værgens beføjelser ikke udtrykkeligt reguleret. Det indebærer, at de almindelige regler om værgemål finder anvendelse. Er en ægtefælle frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, kan værgen give samtykke på ægtefællens vegne. Dette forudsætter selvsagt, at værgen ikke er inhabil, f.eks. fordi ejerægtefællen selv er værge. I sådanne tilfælde kan der beskikkes en særlig værge efter værgemålslovens § 47.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, kræves samtykke efter stk. 1, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet, og efter det foreslåede stk. 3 kræves samtykke efter stk. 1 også efter separation eller skilsmisse, indtil der efter almindelige formueretlige principper er indgået aftale, eller der er truffet endelig afgørelse om boligen efter lovforslagets § 48 om ægtefællernes ret til at udtage aktiver ved formuedeling i forbindelse med separation og skilsmisse. Hvis der ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med ejendommen, skal ejerægtefællen også efter separation eller skilsmisse have den anden ægtefælles samtykke for at kunne foretage dispositioner omfattet af stk. 1.
Stk. 2 og 3 lovfæstelser gældende ret for så vidt angår ejendomme, der indgår i formuedelingen.
Hvis samtykke nægtes, kan ejerægtefællen anmode om tilladelse fra statsforvaltningen eller skifteretten efter lovforslagets § 7.
En ægtefælle kan beskytte sig mod, at den anden ægtefælle sælger eller pantsætter en ejendom uden samtykke ved at få sin vielsesattest noteret på ejendommens blad i tingbogen. Dette vil efter forslaget også kunne ske i tilfælde, hvor ejendommen er delvis særeje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Det følger af retsvirkningslovens § 20, at når en ægtefælle eller ægtefællens værge nægter at give samtykke til dispositioner, der er omfattet af lovens § 18 (se nu lovforslagets § 6), kan statsforvaltningen tillade dispositionen, hvis der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen. Statsforvaltningen foretager i sådanne sager en konkret vurdering af ægtefællernes modstående interesser. Det er ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte en ægtefælles nægtelse af at give samtykke til en disposition, at ejerægtefællen har rimelige grunde til at sælge eller pantsætte. For at tilladelse dispositionen kræves det også, at de grunde, som den ægtefælle, der ikke ejer aktivet, har for at modsætte sig dispositionen kan betegnes som urimelige, f.eks. at der er tale om chikane. Tilladelse til dispositionen meddeles således, når ægtefællens nægtelse samlet set må anses som urimelig.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. lovens § 52 a, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 7 viderefører retsvirkningslovens § 20, men i overensstemmelsen med lovforslagets § 6 omfatter den kun dispositioner over familiens helårsbolig.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 1, at hvis en ægtefælle nægter at give samtykke til salg m.v. af familiens helårsbolig efter den foreslåede § 6, eller samtykke ikke kan indhentes inden rimelig tid, kan statsforvaltningen efter anmodning fra ejerægtefællen tillade dispositionen, når den anden ægtefælles nægtelse af at give samtykke til dispositionen efter et samlet skøn må anses som urimelig, jf. ovenfor. Der er således ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i forhold den gældende bestemmelse.
Bestemmelsen er udvidet til at omfatte tilfælde, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke inden rimelig tid, f.eks. fordi den anden ægtefælles opholdssted ikke kendes og ikke kan findes oplyst.
Bestemmelsen foreslås også udvidet sådan, at også den anden part i aftalen, som har købt, fået pant i eller har lejet boligen, kan anmode statsforvaltningen om tilladelse til dispositionen. Herved undgås det, at en ægtefælle, der har gjort en dårlig handel, forsøger at dække sig ind under et manglende ægtefællesamtykke.
Statsforvaltningen afgørelser kan efter den foreslåede § 61 påklages til Ankestyrelsen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 træffes afgørelse efter stk. 1 af skifteretten, hvis skifteretten behandler en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller en enkelttvist om boligen efter ægtefælleskifteloven. I så fald er det skifteretten og ikke statsforvaltningen, der har kompetencen til at meddele samtykke. Afgørelsen kan træffes, så snart anmodningen er indgivet, også selvom der ikke er udpeget en bobehandler. Afgørelsen er judiciel og træffes ved kendelse, der kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Det følger af retsvirkningslovens § 18, stk. 2, at hvis en ægtefælle har indgået en retshandel omfattet af § 18, stk. 1, om familiens bolig m.v. uden fornødent samtykke (se lovforslagets § 6), kan den anden ægtefælle få retshandlen omstødt ved dom, hvis erhververen eller panthaveren indså eller burde indse, at ægtefællen var uberettiget til at foretage retshandelen. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab om retshandelen, og senest inden 1 år efter dens tinglysning.
Efter § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en disposition vedrørende fast ejendom, at køberen indså eller burde indse, at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage dispositionen. Det er den anden ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositionen.
For at lette denne bevisbyrde har en ægtefælle mulighed for at få noteret vielsesattesten på ejendommens blad i tingbogen, sådan at medkontrahenten bliver klar over, at ejeren af ejendommen er gift. Det vil i så fald være medkontrahenten, der skal godtgøre, at ægtefællen havde givet samtykke til dispositionen, eller at medkontrahenten med rette antog, at der forelå et samtykke, eller at dispositionen ikke var omfattet af § 18, f.eks. fordi der var tale om en ejendom, der ikke tjente til familiens bolig. Det er uafklaret, om manglende undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond tro.
Bestemmelsen i § 18, stk. 2, foreslås videreført i § 8, dog med ændret bevisbyrde sådan at det er medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro. Det er således køber, lejer eller panthaver, der skal bevise, at han eller hun var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over ejendommen. Bestemmelsen indebærer, at manglende undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond tro. Formålet med ændringen er at øge beskyttelsen af den anden ægtefælle.
På den baggrund følger det af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, at når en ægtefælle har indgået en aftale om familiens bolig, der er omfattet af lovforslagets § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden tilladelse efter den foreslåede § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Dette gælder dog ikke, hvis den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen.
Efter det foreslåede stk. 2 skal retssag efter stk. 1 anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført. Blev aftalen tinglyst inden overtagelsesdagen, regnes fristen fra tinglysningen.
Sagen skal anlægges af den ægtefælle, der ikke har indgået aftalen, mod den, som ejerægtefællen har indgået aftalen med. Sagen behandles efter reglerne om borgerlige retssager. Det er uden betydning for omstødelsessagen, om skifteretten behandler en sag om deling af ægtefællernes formue.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Den foreslåede bestemmelse i § 9 fastslår, at beskyttelsesreglerne i §§ 6-8 kun finder anvendelse på boliger, der befinder sig i Danmark.
Dette skyldes, at en afgørelse om dispositioner over boliger i andre lande bør træffes af myndighederne i det pågældende land, ikke mindst fordi danske afgørelser herom ikke kan forventes at blive anerkendt i andre lande.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til kapitel 3
Den foreslåede bestemmelse i § 10, der er ny, vedrører den situation, hvor en ægtefælle har givet tredjemand en gave. Hvis bortgivelsen af gaven medfører nærliggende risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og tredjemand (gavemodtageren) vidste eller burde vide dette, giver bestemmelsen denne ægtefælle mulighed for at kræve, at tredjemand giver gaven tilbage.
De krav, som efter bestemmelsen kan danne grundlag at kræve gaven tilbage, er navnlig regulerings- og misbrugskrav (lovforslagets kapitel 11), krav på kompensation i særlige situationer (lovforslagets kapitel 12) og krav på pensionskompensation (lovforslagets kapitel 13).
Gaven kan ikke kræves tilbage, hvis gavegiver ved gaven ikke blev insolvent (konkurslovens § 17, stk. 2), og gavegiver utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, dvs. ikke blev insufficient. Efter konkurslovens § 17, stk. 2, er en skyldner insolvent, hvis den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.
Gavegiver skal ikke som i konkurslovens § 64 (se følgelovsforslagets § 3) godtgøre at have været sufficient og likvid trods gaven, men alene at gaven ikke medførte begrundet risiko for insufficiens og insolvens.
Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes ved gaver af stor økonomisk værdi, hvilket udelukker lejlighedsgaver. De gaver, der kan kræves tilbage, vil typisk stå i misforhold til gavegivers økonomiske forhold, hvilket beror på en konkret vurdering af gavegivers formue- og indtægtsforhold.
Også motivet for gaven indgår i vurderingen. Der vil således navnlig være grund til at kunne kræve gaven tilbage, hvis gavegiver som forberedelse af eller i forbindelse med en samlivsophævelse giver værdifulde gaver til sin nye partner eller andre familiemedlemmer eller venner, med henblik på at unddrage den anden ægtefælle fra at få dækket sine krav.
Gaven kan ikke kræves tilbage, hvis den er givet af midler, der ikke ville være indgået i formuedelingen, typisk fordi midlerne var særeje. At give en gave af sit særeje m.v. kan dog være til skade for den anden ægtefælle, hvis gavegiver står tilbage med en betydelig gæld, der efter lovforslagets § 29, stk. 2, ville være blevet dækket helt eller delvist af gaven, men nu skal dækkes af delingsformuen. Det samme gælder, hvis den anden ægtefælle har regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11, der på grund af bortgivelsen ikke kan dækkes af gavegivers resterende formue.
Endelig kræves det, at gavemodtageren vidste eller burde vide, at gaven var givet under de foreliggende omstændigheder. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis gavegivers nye partner er klar over, at gavegiver er i færd med at overføre sin formue til partneren inden samlivsophævelse.
Det er den ægtefælle, der kræver gaven tilbage, der har bevisbyrden herfor.
Adgangen til at kræve en gave tilbage tilkommer kun ægtefællen selv, herunder den længstlevende ægtefælle efter gavegivers død, men ikke ægtefællens arvinger eller kreditorer. Bestemmelsen finder således anvendelse i relation til formuedeling ved separation og skilsmisse (lovforslagets afsnit III) og formuedeling ved en ægtefælles død (lovforslagets afsnit IV).
Det er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at ægtefællerne bliver separeret eller skilt, og bestemmelsen kan således anvendes, uden at der sker formuedeling. Uden formuedeling kan det dog være vanskeligt for den pågældende at godtgøre, at gaven medførte nærliggende risiko for, at ægtefællen ikke ville kunne få dækket sine krav i forbindelse med formuedelingen.
Efter bestemmelsen gives gaven tilbage til gavegiveren sådan, at den anden ægtefælle kan få dækket sine krav ved formuedelingen i gavegiverens formue.
Hvis gavegiver erklæres konkurs, finder omstødelsesreglerne i konkursloven anvendelse.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal retssag om krav efter stk. 1 anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Hvis tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Retsvirkningslovens § 14 vedrører den situation, hvor løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed, med dennes samtykke er inddraget til benyttelse ir en erhvervsvirksomhed, som drives af den anden ægtefælle. I sådanne situationer bliver retshandler, som den ægtefælle, der driver erhvervsvirksomheden, foretager vedrørende løsøret, bindende for den ægtefælle, der ejer løsøret. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand indså eller burde indse, at den anden ægtefælle var uberettiget til at indgå retshandelen.
Reglen medfører, at en tredjemand, som i god tro indgår en aftale med den ægtefælle, der bruger løsøret, om f.eks. at købe det, retligt ejer af løsøret. Den ægtefælle, der ejer løsøret, kan således ikke kræve at få løsøret tilbage.
Bestemmelsen giver ikke brugerægtefællens kreditorer mulighed for at foretage udlæg i løsøret.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at løsøret er kommet tredjemand i hænde. Aftalen bliver således bindende for ejerægtefællen, selv om tredjemand ikke har fået løsøret overgivet.
Bestemmelsen omfatter eksempelvis maskiner, inventar, kontorartikler eller råvarer, der er udlånt til anvendelse i den anden ægtefælles fabrik, kontor eller butik. Det er en forudsætning, at den pågældende løsøregenstand er overladt ægtefællen til benyttelse af mere varig karakter.
Bestemmelsen er begrundet i, at der består et så nært økonomisk fællesskab mellem ægtefæller, at det ville være urimeligt i forhold til tredjemand i god tro, hvis en ægtefælle, der har givet den anden ægtefælle udseende af at være dispositionsberettiget ved at overlade sine ejendele til brug i denne ægtefælles erhvervsvirksomhed, skulle kunne kræve dispositionen omstødt.
Reglen vedrører alene ægtefællens legitimation til at handle i forhold til tredjemand. Det afhænger af ægtefællernes indbyrdes aftale, om den ægtefælle, der indgik aftalen med tredjemand, var bemyndiget hertil.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er delingsformue eller særeje i ægteskabet, og den finder også anvendelse, selvom samlivet mellem ægtefællerne er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
Retsvirkningslovens § 14 foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 11. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at når en ægtefælle har overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen.
Den foreslåede § 11 er en undtagelse til den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1 og 2, om ægtefællers særråden.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Til afsnit II
Til kapitel 4
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, kan ægtefæller ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
At hver ægtefælle ved formuedeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje).
I forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Efter § 28, stk. 2, kan en aftale efter stk.1 angå en del af ægtefællernes ejendele, og aftalen kan tidsbegrænses og træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død.
Disse bestemmelser regulerer udtømmende, hvilke former for særeje ægtefæller gyldigt kan aftale.
Skilsmissesæreje efter § 28, stk. 1, nr. 1, har betydning ved formuedelingen ved separation og skilsmisse, hvor aktiver, der er skilsmissesæreje, holdes uden for ligedelingen.
Ved en ægtefælles død bortfalder retsvirkningerne af skilsmissesæreje, og de aktiver, der ville have været særeje ved separation og skilsmisse, er delingsformue. Aktiverne indgår derfor i ligedelingen mellem længstlevende og førsteafdødes arvinger efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2.
At aktiverne er delingsformue ved førstafdødes død giver den længstlevende ægtefælle mulighed for at overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17. Efter denne bestemmelse kan den længstlevende ægtefælle overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger. Hvis den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, kan boet efter § 18, stk. 1, kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem. Den førstafdøde ægtefælles livsarvinger modtager som udgangspunkt først deres arv efter førstafdøde, når længstlevende dør, og delingsformuen skiftes.
Retsvirkningerne under ægteskabet af skilsmissesæreje fremgår ikke af ordlyden eller bemærkningerne til særejereglerne. Det er således ikke beskrevet, om skilsmissesæreje skal behandles som særeje eller delingsformue under ægteskabet. Dette har navnlig betydning i forhold til anvendelsen af de sociale beskyttelsesregler (se punk 3.7.). Spørgsmålet ses ikke at være afklaret.
Efter § 28, stk. 1, nr. 2, kan ægtefællerne ved ægtepagt i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje aftale, at ejendele ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Fuldstændigt særeje indebærer, at der er særeje under ægteskabet samt ved separation, skilsmisse og død, uanset hvem af ægtefællerne der dør først.
Konsekvenserne af fuldstændigt særeje er blandt andet, at reglerne om vederlagskrav, hvis en ægtefælle misbruger sin rådighed over sin formue (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.), ikke finder anvendelse. Endvidere indebærer det, at reglerne om, at en ægtefælles salg eller pantsætning m.v. af visse aktiver, kræver samtykke fra den ægtefælle, der ikke er (med)ejer af aktivet (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.), heller ikke finder anvendelse. Bor familien i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle som fuldstændigt særeje, kan ejerægtefællen således sælge ejendommen uden den anden ægtefælles samtykke.
Det følger af sidste led i § 28, stk. 1, nr. 2, om dødsboskifte, at når den ene ægtefælle dør, indgår fuldstændigt særeje ikke formuedelingen ved en ægtefælles død.
Ved dødsboskifte ved den første ægtefælles død indebærer dette, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje skiftes med førstafdødes arvinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og at den længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, omfatter det uskiftede bo efter arvelovens § 17 kun ægtefællernes delingsformue og dermed ikke ægtefællernes fuldstændige særeje. Den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje skiftes således også i denne situation med førstafdødes arvinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og den længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende live beholder den længstlevende ægtefælle sit fuldstændige særeje og skal ikke dele det med førstafdødes arvinger. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død tilfalder særejet alene længstlevendes arvinger.
Formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder skifte af uskiftet bo, er nærmere beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.1.
Efter § 28, stk. 2, 3. led, kan en aftale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død. Dette giver ægtefællerne mulighed for at kombinere skilsmissesæreje for begge ægtefæller med fuldstændigt særeje for den ene ægtefælle. Dette kaldes kombinationssæreje.
Kombinationssæreje er således en kombination af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Ved kombinationssæreje er der altid særeje ved separation og skilsmisse (skilsmissesæreje), og dette skilsmissesæreje bliver i bestemte situationer særeje ved en ægtefælles død (dvs. fuldstændigt særeje).
Ægtefællerne kan aftale, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død afhængigt af, hvem af ægtefællerne der dør først. Skilsmissesæreje kan således kombineres med særeje ved død på en række forskellige måder. Kombinationssærejets betydning på et dødsboskifte afhænger derfor dels af den valgte kombination af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje og dels af, hvem af ægtefællerne der dør først.
Valget af, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død, afhænger af, om ægtefællerne ønsker at begunstige den ene af ægtefællerne ved dødsfaldet frem for førstafdødes eller længstlevendes arvinger (ægtefællebegunstigende kombinationssæreje), eller om de ønsker at begunstige deres arvinger (arvingsbegunstigende kombinationssæreje).
Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese den længstlevende ægtefælle fremfor ægtefællernes sær- og/eller fællesbørn. Ægtefæller aftaler ofte et ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne har skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne der dør først. Dette indebærer, at førstafdødes formue er delingsformue. Fordelene for den længstlevende er, at længstlevende har mulighed for enten at sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue eller modtage boslod og arv af førstafdødes formue, samtidig med at længstlevendes egen formue bliver særeje og dermed ikke skal deles med førstafdødes arvinger, navnlig førstafdødes særbørn og ægtefællernes fællesbørn.
Arvingsbegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese enten førstafdødes eller længstlevendes arvinger fremfor ægtefællen. Ved arvingsbegunstigende kombinationssæreje kan eksempelvis førstafdødes arvinger tilgodeses ved, at førstafdødes formue er fuldstændigt særeje, mens længstlevendes formue er delingsformue. Dette indebærer, at førstafdødes formue ikke deles med længstlevende, inden formuen deles med førstafdødes arvinger (ægtefællen og førstafdødes børn). Samtidig skal længstlevendes formue, der er delingsformue, deles lige mellem førstafdødes arvinger og længstlevende. Længstlevende har ikke mulighed for at sidde i uskiftet bo.
Betegnelsen kombinationssæreje findes hverken i loven eller i forarbejderne til den.
I det før omtalte meget anvendte ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne kan aftale skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne, der dør først, har den længstlevende ægtefælle mulighed for at sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue, da den er delingsformue, mens længstlevendes egen formue er fuldstændigt særeje. Efter arvelovens § 23 indgår alt, hvad den længstlevende erhverver, i det uskiftede bo, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Det betyder, at det uskiftede bo kun kommer til at omfatte førstafdødes formue, da hele længstlevendes formue er fuldstændigt særeje.
Hvis ægtefæller aftaler arvingsbegunstigende kombinationssæreje, hvor der skal være fuldstændigt særeje for førstafdøde, mens længstlevendes formue er delingsformue, har den længstlevende ægtefælle efter arvelovens § 13 mulighed for inden for sin arvelod af særejet at overtage aktiver af førstafdødes fuldstændige særeje til vurderingsbeløbet.
I relation til anvendelsen af arvelovens §§ 13 og 23 er det uden betydning, om den pågældende formue er fuldstændigt særeje efter aftale (retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2) eller efter tredjemandsbestemmelse (retsvirkningslovens 28 a), eller om formuen er fuldstændigt særeje som følge af en aftale om kombinationssæreje, når formuen efter denne aftale ved førstafdødes død er fuldstændigt særeje. Det samme gælder andre bestemmelser om fuldstændigt særeje i arveloven og dødsboskifteloven.
Af § 28, stk. 2, 1. led, fremgår, at en aftale om særeje kan angå en del af ægtefællernes ejendele.
Bestemmelsen indebærer for det første, at en aftale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje kan begrænses til at omfatte et eller flere aktiver.
For det andet indebærer bestemmelsen, at en aftale om særeje kan begrænses til at omfatte en brøkdel af en ægtefælles aktiver. Brøkdelssæreje kan således defineres som en aftale, hvor en bestemt brøkdel af en ægtefælles samlede formue eller af enkelte aktiver skal være af én formueart, f.eks. fuldstændigt særeje, mens den resterende brøkdel skal bestå af en eller flere andre formuearter, f.eks. skilsmissesæreje eller delingsformue.
Brøkdelssærejet kan bestå af kombinationer af alle de tilladte formuearter. Angivelsen kan ske enten i brøker eller procenter og skal relateres til hver ægtefælles egen bodel. Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at den ene ægtefælles sommerhus skal være brøkdelssæreje, hvor 1/4 er fuldstændigt særeje, og 3/4 er skilsmissesæreje eller delingsformue. Ægtefællerne kan derimod ikke lovligt aftale, at f.eks. 1/3 af ægtefællernes samlede formue skal være den ene ægtefælles fuldstændige særeje.
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på formuearterne i brøkdelssærejet, og ved formuedelingen, hvor ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de forskellige formuearter beløbsmæssigt.
Betydningen af, at et aktiv, der er brøkdelssæreje, sælges, og salgsprisen anvendes til erhvervelse af et andet aktiv, er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.
Når et aktiv er brøkdelssæreje, som omfatter delingsformue, finder de sociale beskyttelsesregler i retsvirkningslovens §§ 18-20 (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.7) anvendelse. Er der tale om fast ejendom, der er familiens bolig, kræver salg samtykke fra den anden ægtefælle. Endvidere finder reglerne i § 23 om vederlagskrav ved misbrug af rådigheden over aktivet anvendelse (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.).
Et sumsæreje er en aftale om, at et bestemt beløb skal være særeje, mens resten af den pågældende ægtefælles formue skal være delingsformue. Ved sumfælleseje er situationen den omvendte, således at et bestemt beløb er delingsformue og resten særeje.
Sumsæreje og sumfælleseje er ikke nævnt i retsvirkningsloven eller i bemærkningerne hertil, og det har givet anledning til tvivl, om ægtefæller gyldigt kan indgå aftale herom. Der synes dog at være enighed om, at et sumsæreje ikke kan være abstrakt. Således kan det f.eks. ikke gyldigt aftales, at 500.000 kr. af en ægtefælles formue er særeje, da det vil være en fravigelse af ligedelingsprincippet, der ikke har hjemmel hverken i loven eller i dens forarbejder. Derimod er der enighed om, at sumsæreje eller sumfælleseje kan være genstandsrelateret, f.eks. således at det aftales, at 500.000 kr. af friværdien i en ægtefælles ejendom skal være særeje med den virkning, at ægtefællen ved skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr., forudsat at friværdien i ejendommen udgør mindst dette beløb.
Det er uafklaret, hvordan sumsærejet skal behandles, hvis et aktiv, hvortil der er knyttet et genstandsrelateret sumsæreje, sælges.
Med hjemmel i § 28, stk. 2, kan en aftale om særeje tidsbegrænses. Det kan dog ikke aftales, at en mindre byrdefuld særejeform tidsbegrænses og derefter overgår til en mere byrdefuld, f.eks. fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje. Tilsvarende er der ikke adgang til tidsbegrænsning af delingsformue, hvilket følger indirekte af § 28, stk. 2, hvorefter alene en aftale efter stk. 1 om særeje kan tidsbegrænses.
Ophørstidspunktet for særeje skal være fastlagt, så det kan angives på oprettelsestidspunktet, dvs. principielt på underskriftsdatoen. Dette krav medfører, at en tidsbegrænsnings ophør ikke kan gøres afhængig af en uvis begivenheds indtræden, f.eks. at ægtefællerne får børn. Dette betyder, at man allerede på aftaletidspunktet skal kunne fastlægge datoen for særejets ophør.
Ægtefæller kan efter § 28, stk. 2, også aftale et såkaldt aftrapningssæreje ved en kombination af brøkdelssæreje og tidsbegrænsning. Denne særejeform er især relevant, hvor ægtefællerne ønsker at øge delingsformuen, jo længere ægteskabet har varet.
Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at de skal have fuldstændigt særeje i ægteskabet, men at dette skal aftrappes til fælleseje med 1/10 om året over 10 år. Efter 10 års ægteskab er ægtefællernes formue i det hele delingsformue.
Ligesom ved tidsbegrænset særeje skal tidspunkterne for de enkelte aftrapningstrin være fastlagt på forhånd.
De gældende regler om særeje i § 28 blev indsat i retsvirkningsloven ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område), der trådte i kraft den 1. juli 1990.
Efter bemærkningerne til forslaget til ændringsloven (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, side 749) var det Justitsministeriets opfattelse, at en særejebestemmelse i en ægtepagt oprettet inden lovens ikrafttræden måtte betragtes som en bestemmelse om fuldstændigt særeje, medmindre dette senere er ændret ved en ny ægtepagt.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at en særejebestemmelse i en ægtepagt oprettet efter lovens ikrafttræden som udgangspunkt skal fortolkes som en bestemmelse om skilsmissesæreje, medmindre det klart fremgår af ægtepagtens ordlyd, at der skal være fuldstændigt særeje efter lovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Endelig fremgår det af bemærkningerne, at tredjemands bestemmelse om, at arv eller gave skal tilhøre modtageren som særeje, som udgangspunkt skal fortolkes som en bestemmelse om skilsmissesæreje. Udtrykket fuldstændigt særeje skal således være anvendt, for at man kan antage, at arven eller gaven skal være fuldstændigt særeje efter § 28, stk. 1, nr. 2. Dette omfatter testamenter oprettet både før og efter lovens ikrafttræden, og gaver givet efter lovens ikrafttræden.
Hvis testator er afgået ved døden før lovens ikrafttræden, eller hvis en testamentarisk bestemmelse før lovens ikrafttræden er gjort uigenkaldelig, skal en særejebestemmelse dog fortolkes som efter de hidtil gældende regler, dvs. som særeje ved separation, skilsmisse og død. Det samme gælder særejebestemmelse vedrørende en gave, der er overgivet før lovens ikrafttræden.
Den foreslåede bestemmelse i § 12 viderefører den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, stk. 1 og 2, idet dog mulighederne for at aftale særeje foreslås udvidet.
Det foreslåede § 12, stk. 1, fastlægger udtømmende hvilke særejetyper, ægtefæller fremover skal kunne aftale, og stk. 2-5 fastlægger, hvordan særejetyperne kan begrænses. Det drejer sig om følgende:
At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin formue, men at formuen deles ved en ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse betegnes skilsmissesæreje (nr. 1).
At en ægtefælle ved formuedeling ved separation eller skilsmisse beholder sin formue, og at ægtefællens formue ved formuedeling i forbindelse med dødsboskifte tilkommer den pågældende ægtefælle eller dennes arvinger. Særeje efter denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje (nr. 2).
Kombinationssæreje, der indeholder en aftale om, at fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje (nr. 3).
Bestemmelserne i nr. 1 og 2 om skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje viderefører uden indholdsmæssige ændringer de gældende bestemmelser herom i retsvirkningslovens § 28, stk. 1. Bestemmelsen i nr. 3 om kombinationssæreje viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende ulovbestemte ordning.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan en aftale efter stk. 1 begrænses til at angå følgende:
Genstandssæreje, hvorefter et eller flere aktiver er særeje.
Erhvervelsessæreje, hvorefter en del af en ægtefælles formue afhængigt af, hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue, er særeje.
Brøkdelssæreje, hvorefter en brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver er særeje.
Sumsæreje, hvorefter et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er særeje.
Sumdeling, hvorefter hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktive er delingsformue. Det pågældende beløb eller værdien af de pågældende aktiver er således særeje.
Bestemmelserne i nr. 1-3 om genstandssæreje, erhvervelsessæreje og brøkdelssæreje viderefører uden indholdsmæssige ændringer de gældende bestemmelser herom i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, første led.
Bestemmelserne i nr. 4 og 5 fastslår, at ægtefæller kan indgå aftale om sumsæreje og sumdeling. Bestemmelserne viderefører den ordning, som formentlig har været gældende, men udvider ordningens anvendelsesområde sådan, at sumsæreje og sumdeling også kan aftales for en ægtefælles samlede formue.
Genstandssæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, betyder, at særeje kan begrænses til at angå et eller flere aktiver. F.eks. kan ægtefællerne aftale skilsmissesæreje om den ene ægtefælles sommerhus, bil m.v.
Erhvervelsessæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, betyder, at en del af en ægtefælles formue afhængigt af, hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue, er særeje. Ægtefællerne kan f.eks. aftale, at alt hvad de ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være særeje, eller de kan aftale, at alt, hvad de erhverver ved arv og gave, skal være særeje, herunder at arv fra en bestemt arvelader skal være særeje, mens anden arv er delingsformue.
Brøkdelssæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 3 betyder, at en aftale om særeje kan angå en brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller en brøkdel eller procent af et eller flere bestemte aktiver. Der kan aftales forskelligt brøkdelssæreje for forskellige aktiver. Der er ikke sat grænser for, hvor lille brøken kan være. Resten af formuen eller aktivet er delingsformue. Bestemmelsen giver f.eks. mulighed for at aftale, at en ægtefælles formue er en tredjedel delingsformue, en tredjedel skilsmissesæreje og en tredjedel fuldstændigt særeje.
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på formuearterne i brøkdelssærejet, og ved formuedelingen, hvor ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de forskellige formuearter beløbsmæssigt.
Sumsæreje efter det foreslåede stk. 2, nr. 4, indeholder en aftale om, at et bestemt beløb skal være særeje, mens resten af den pågældende ægtefælles formue er delingsformue. Ved sumdeling efter den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 5, er situationen den omvendte, således at et bestemt beløb er delingsformue (sumdeling) og resten særeje.
Ved sumsæreje kan ægtefællerne kan f.eks. aftale, at 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal være skilsmissesæreje, hvilket indebærer, at den pågældende ægtefælle ved en skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr. af sin formue, hvorefter resten skal indgå i formuedelingen. En sådan aftale kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne ønsker, at formue, som den ene ægtefælle havde ved ægteskabets indgåelse, skal holdes uden for delingen, og samtidig ønsker at undgå en senere tvivl om formuens størrelse.
Sumsæreje og sumdeling kan være genstandsrelateret, f.eks. således at 500.000 kr. af friværdien i den ene ægtefælles ejendom er særeje med den virkning, at denne ægtefælle ved skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr., forudsat at friværdien i ejendommen udgør mindst dette beløb.
Falder værdien af en genstand, der er sumsæreje, er det delingsformuen, der formindskes. Falder værdien til under størrelsen af sumsærejet, formindskes særejet. Den manglende del af sumsærejet kan ikke udtages af ægtefællens øvrige delingsformue.
Ægtefæller kan – tilsvarende sumsæreje – aftale sumdeling, hvorefter alt, hvad ægtefællerne ejer eller fremtidigt erhverver, skal være fuldstændigt særeje, idet dog f.eks. 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal være delingsformue. En sådan aftale om sumdeling kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne som udgangspunkt ønsker fuldstændigt særeje om alt, hvad de ejer, men at den ægtefælle, der har den mindste formue, dog sikres et vist beløb i tilfælde af skilsmisse – i eksemplet 250.000 kr., dvs. halvdelen af delingsformuen.
Ægtefæller kan efter det foreslåede stk. 3, der er ny, aftale, at beløb, der er sumsæreje og sumdeling skal pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks. Dermed inflationssikres sumsæreje og sumdeling.
Efter det foreslåede stk. 4, der ligeledes er ny, kan det endvidere aftales, at beløb, der er sumdeling skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procent eller skal optrappes (forøges) over en fastlagt periode.
Efter det foreslåede stk. 5 kan særeje efter stk. 1-4 tidsbegrænset eller aftrappes (begrænses) over en fastlagt periode. Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen eller aftrapningen skal regnes fra. Særejet kan f.eks. aftrappes med en bestemt brøkdel eller procentdel om året.
Ægtefæller kan således inden ægteskabet aftale, at et særeje skal bortfalde f.eks. 10 år efter ægteskabets indgåelse, eller de kan aftale, at særejet aftrappes med 1/5 om året eller over en bestemt periode. Et såkaldt aftrapningssæreje er især relevant, hvor ægtefællerne ønsker at få større delingsformue, jo længere ægteskabet varer.
Det kan derimod ikke aftales, at bortfald af et særeje kan gøres afhængig af uvisse fremtidige begivenheder, som f.eks. at ægtefællerne får (flere) børn, køber hus sammen eller går på pension.
Bestemmelsen indebærer, at det ikke gyldigt kan aftales, at delingsformue kan tidsbegrænses eller aftrappes. En særejeaftale kan således indeholde en aftale om, at særejet begrænses, således at delingsformuen øges, mens det ikke kan aftales, at særejet skal øges, bortset fra pristalsreguleringen i det foreslåede stk. 3. Tilsvarende kan en mindre byrdefuld særejeform ikke tidsbegrænses til at overgå til en mere byrdefuld form, f.eks. fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje. Det kan heller ikke aftales, at aftrapning og bortfald af særejet er betinget af andre omstændigheder.
Et særeje ophører automatisk ved en tidsbegrænsnings ophør og ved forbrug af særejet.
Det foreslåede stk. 5 viderefører således bestemmelsen om tidsbegrænset særeje i retsvirkningslovens § 28, stk. 2, uden indholdsmæssige ændringer, men med bestemmelsen fastslås kravet om, at tidspunktet for særejets helt eller delvise ophør skal være fastlagt i aftalen.
Afhændes et særejeaktiv, bliver det, der træder i stedet for særejet, også særeje. Der henvises til de foreslåede §§ 24 og 25 samt bemærkningerne dertil.
Efter den foreslåede § 20 kan en ægtepagt ændres ved en senere ægtepagt. En ægtefælle kan således ikke ensidigt ændre et aftalt særeje, heller ikke selvom ændringen er til fordel for den anden ægtefælle, f.eks. ved at ophæve et særeje, hvorefter formuen bliver delingsformue.
Lovforslagets § 12 fastlægger ligesom retsvirkningslovens § 28 udtømmende, hvilke særejetyper ægtefæller kan aftale.
I lovforslagets § 23 foreslås det, at den foreslåede § 12 skal finde tilsvarende anvendelse på tredjemands bestemmelser om særeje, bortset fra bestemmelserne om sumsæreje og sumdeling.
Det bemærkes, at retsvirkningslovens § 28, stk. 3, hvorefter aftale om særeje som udgangspunkt omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, foreslås videreført i lovforslagets § 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.8.
Efter retsvirkningslovens § 16 h, stk.1, kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje i overensstemmelse med de muligheder for særeje, der findes i retsvirkningslovens § 28. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Efter bestemmelsen kan ægtefællerne f.eks. aftale, at en pensionsrettighed skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, samt at særejet skal være tidsbegrænset.
Bestemmelsen omfatter både privatpension og pension oprettet som led i ansættelsesforhold.
Da rimelige pensionsrettigheder efter den retsvirkningslovens § 16 b ikke indgår i formuedelingen, vil det som udgangspunkt ikke være nødvendigt at aftale, at en pensionsrettighed er særeje, for at kunne holde rettigheden uden for formuedelingen.
Overstiger en pensionsrettighed imidlertid det rimelige, skal den overskydende del af rettigheden deles, men dette undgås ved at aftale, at rettigheden er særeje. Når rettigheden er særeje, er den endvidere ikke omfattet af reglerne om pensionskompensation i loven §§ 16 d og 16 e.
Ægtefællerne kan aftale, at allerede foretagne indbetalinger skal være særeje, og også at fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden skal være særeje. Aftaler ægtefællerne, at pensionsrettigheden skal være særeje, vil dette som udgangspunkt også omfatte fremtidige indbetalinger.
Den foreslåede bestemmelse i § 13 viderefører uden indholdsmæssige ændringer den gældende bestemmelse i § 16 h, stk. 1. Efter § 13 kan ægtefæller således ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje efter de muligheder for særeje, der findes i lovforslagets § 12. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.8.
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, kan der ved ægtepagt ikke kan træffes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje. Det fremgår således indirekte af bestemmelsen, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale ændringer af tredjemandsbestemt særeje, forudsat at aftalen er i overensstemmelse med særejebestemmelsen, eksempelvis hvis tredjemand har bestemt, at ægtefællerne kan ophæve en særejebestemmelse, når de har været gift i et vist antal år.
Bestemmelsen i § 28 b, stk. 2, foreslås videreført i lovforslagets § 14, stk. 2.
Tredjemandsbestemt særeje kan således kun ændres, hvis tredjemand har bestemt, at dette kan ske. I relation til gaver kan tredjemand efter fuldbyrdelsen af gaven give samtykke til ændring af den oprindelige særejebestemmelse.
Hvis ægtefællerne opretter en ægtepagt i strid med tredjemands bestemmelser, er ægtepagten ugyldig.
Med lovforslagets § 14, stk. 1, foreslås det lovfæstet, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvist skal være delingsformue, eller at særejet skal være en anden form for særeje i overensstemmelse med lovforslagets § 12.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er en aftale efter stk. 1 kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje. Reglerne om tredjemandsbestemt særeje findes i lovforslagets kapitel 7.
Den foreslåede § 14 omfatter også tredjemandsbestemt særeje efter § 103, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler og § 3, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter. Ved følgelovsforslagets §§ 8 og 9 foreslås det, at der i disse to bestemmelser indsættes henvisning til lovforslagets 12 om særejeformerne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.8.
Til kapitel 5
Det følger af retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse. Bestemmelsen omfatter i dag også alderspension, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2.
Baggrunden for bestemmelsen er, at efter lovens § 16 b, stk. 1, indgår en ægtefælles rimelige pensionsrettigheder ikke i formuedelingen. § 16 h, stk. 2, giver ægtefæller mulighed for at fravige dette ved at aftale, at værdien af alders-, kapital- og ratepensioner skal indgå i formuedelingen ved separation og skilsmisse. Det er således værdien af pensionen og ikke selve pensionen, der indgår i formuedelingen.
Bestemmelsen omfatter ikke andre pensionsrettigheder end alders-, kapital- og ratepensioner. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at aftale, at værdien af en kollektiv pensionsrettighed eller en tjenestemandspension skal være delingsformue.
Bestemmelsen omfatter ikke aftaler om deling af pensionsrettigheder ved en ægtefælles død, da den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder efter lovens § 16 a, stk. 1, ikke indgår i formuedelingen ved en ægtefælles død.
En aftale efter § 16 h, stk. 2, vedrører ikke værdien af pensionsordningen ved aftalens indgåelse, men den til enhver tid værende værdi, dvs. i praksis værdien ved formuedelingen.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 viderefører uden indholdsmæssige ændringer retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.9.
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om erstatning og godtgørelse for personskade (personskadeerstatning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger (forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene.
Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør eller separation. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter en lang række andre erstatninger m.v. Dette er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.3.
Det er uafklaret, om ægtefæller ved forhåndsaftale kan fravige erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og aftale, at erstatninger m.v., der efter bestemmelsen ikke indgår i formuedelingen, skal indgå i formuedelingen.
Det foreslås med lovforslagets § 16, der er ny, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne indgå en forhåndsaftale om, at de omhandlede erstatninger helt eller delvist skal indgå i formuedelingen ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død.
Herved får en ægtefælle, der har modtaget eksempelvis en personskadeerstatning, mulighed for at sikre den anden ægtefælle, der måske har indrettet sin tilværelse ud fra hensynet til den tilskadekomne ægtefælle, en kompensation i form af andel i erstatningen.
Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes rettigheder.
Det bemærkes, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, foreslås videreført i lovforslagets § 36, men med udvidet anvendelsesområde.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.9.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særligt gældende regler.
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, omfatter bl.a. ophavsrettigheder, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger, båndlagt arv (arvelovens §§ 53-58) og gave samt goodwill.
Retsvirkningslovens § 15, stk. 2, foreslås videreført i lovforslagets § 37.
Det foreslås, at ægtefæller skal kunne indgå forhåndsaftaler om deling af værdien af en personlig og uoverdragelig rettighed. Efter den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 17 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at værdien af en rettighed omfattet af den foreslåede § 37 helt eller delvist skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først.
Sådanne aftaler kan indgås for alle typer af uoverdragelige og personlige rettigheder. Ægtefæller kan f.eks. aftale, at værdien af en personlig goodwill, som tilhører den ene ægtefælle, skal indgå i delingen ved separation eller skilsmisse med den virkning, at værdien skal gøres op og indgå i formuedelingen.
En aftale efter § 17 vedrører ikke værdien af den pågældende rettighed ved aftalens indgåelse, men den til enhver tid værende værdi, dvs. i praksis værdien ved formuedelingen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.9.
I gældende ret er der ikke lovfæstet regler om fradrag af gæld, bortset fra ægtefælleskiftelovens § 58, stk. 1, hvorefter det er overskuddet af bodelene, der deles. Der er ikke efter gældende ret adgang til at indgå en forhåndsaftale om, i hvilket omfang gæld skal kunne fradrages i delingsformuen.
Som noget nyt foreslås det i lovforslagets § 18, at ægtefæller skal kunne indgå en sådan aftale ved ægtepagt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages ved opgørelsen af den formue, der efter lovforslagets § 26 skal deles ved separation og skilsmisse.
Adgangen til at aftale fradrag for gæld foreslås begrænset ved bestemmelserne i stk. 2-4 og den foreslåede § 30.
En aftale om, at en gældspost ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen, får den virkning, at gælden bæres af ægtefællens særejeaktiver eller andre aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, herunder navnlig personlige erstatninger, jf. lovforslagets § 36. Har den ægtefælle, hvis gældspost efter aftalen skal holdes udenfor delingen, ikke aktiver, der kan holdes uden for delingen, og som kan dække gælden, vil aftalen indebære, at den formue, der skal deles, deles skævt til fordel for den anden ægtefælle, således at denne bliver stillet, som om gælden ikke fandtes.
Ægtefæller kan med denne bestemmelse holde bestemte gældsposter udenfor delingen. Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at den enes studiegæld ikke skal kunne fradrages i delingsformuen, eller at halvdelen af gælden på den anden ægtefælles kontokort skal fradrages i delingsformuen.
Der er som udgangspunkt fri adgang til at aftale, hvilken gæld der skal fradrages i delingsformuen, og hvilken gæld der ikke kan fradrages. Det er med de undtagelser, der følger af det foreslåede stk. 2, endvidere muligt at indgå aftaler om fremtidig sikret gæld, der skal fradrages i delingsformuen, og hvilken der ikke kan fradrages. Ægtefæller kan således f.eks. aftale, at den studiegæld, en af dem stifter fremover, ikke skal kunne fradrages i delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefællerne ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse eller stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter lovforslagets § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen. Denne bestemmelse har til formål at forhindre, at ægtefæller indgår aftale om, at fremtidig gæld, der efter § 29, stk. 2, påhviler særeje, skal fratrækkes i delingsformue. Ægtefæller kan således f.eks. ikke aftale, at al gæld, som manden fremtidig optager med sikkerhed i sin særejeejendom, skal fradrages i delingsformuen.
Ved aftale om, at gæld, der påhviler særeje, efter den foreslåede § 29, stk. 2, skal fratrækkes i delingsformuen, er det således et krav, at den gæld, aftalen vedrører, er stiftet senest i forbindelse med aftalens indgåelse, således at ægtefællerne har mulighed for at overskue, hvilken gæld der er omfattet af aftalen. At gælden skal være stiftet "i forbindelse med aftalen" indebærer, at gælden ikke behøver at være stiftet inden indgåelsen af aftalen. Der er ikke noget til hinder for, at gælden først stiftes efter indgåelsen af aftalen, således gældsstiftelsen sker i forlængelse af aftalen. Selvom et lån først bevilges nogen tid efter aftalen, kan lånet være omfattet af bestemmelsen, hvis ægtefællen ansøgte om lånet i forbindelse med aftalen om gælden, men sagen trak ud, f.eks. på vurdering af ægtefællens kreditværdighed.
For så vidt angår usikret gæld, der ikke er knyttet til et bestemt aktiv, og som efter lovforslagets § 29, stk. 3, skal fradrages med en forholdsmæssig andel i henholdsvis delingsformuen og den formue, der ikke indgår i delingen, kan ægtefæller frit aftale en anden fordeling også for gæld, der endnu ikke er stiftet. Ægtefællerne kan således f.eks. aftale, at hele mandens fremtidige studiegæld ikke skal kunne fradrages i delingsformuen, eller at intet af studiegælden skal fratrækkes i delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ægtefæller endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse. Ægtefællerne kan således ikke f.eks. aftale, at pantegælden i den ene ægtefælles særejeejendom skal fradrages i delingsformuen, hvis ægteskabet ophører ved en ægtefælles død, men ikke hvis ægtefællerne bliver separeret eller skilt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan en aftale efter stk. 1 ikke tidsbegrænses.
Med henvisningen i stk. 1 til lovforslagets § 30 kan en aftale om fordelingen af gæld ikke medføre, at en ægtefælle ved formuedelingen skal aflevere så meget af sin formue til den anden ægtefælle, at den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser og kreditorer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.14.
Til kapitel 6
I overensstemmelse med gældende ret foreslås det med lovforslagets § 19 lovfæstet, at også kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Efter retsvirkningslovens § 35 skal en ægtepagt oprettes skriftlig og under parternes hånd. En umyndig ægtefælle skal også underskrive ægtepagen. Samtykke fra værgen gives ved underskrift på ægtepagten. Bestemmelsen gælder for alle former for ægtepagt.
Efter lovens § 37 må en ægtepagt for at blive gyldig tinglyses i personbogen.
Kravene i §§ 35 og 37 indeholder gyldighedsbetingelser såvel mellem parterne som i forhold til tredjemand.
Ved tinglysning sikres det, at eventuelle ægtepagter kommer frem ved en ægtefællernes separation, skilsmisse og død, og at en ægtefælle ikke kan destruere en ægtepagt, som er til skade for den pågældende.
Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivningen af en ægtepagt til at anmelde den til tinglysning. En anmeldelse til tinglysning efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefælles død har dog ingen retsvirkninger, heller ikke selvom ægtepagten skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde, hvor en ægtepagt er anmeldt før en ægtefælles død, men afvist ved en fejl og efter dødsfaldet anmeldt på ny.
Tinglysning sker i personbogen, der føres af Tinglysningsretten, jf. tinglysningslovens kapitel 7. Tinglysning af ægtepagter i personbogen er nærmere reguleret i tinglysningslovens kapitel 1 og i § 17 i bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 om tinglysning i personbogen.
Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan tinglysning alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur. Efter lovens § 7, stk. 5, kan justitsministeren fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om retsvirkningerne heraf.
Ægtepagter anmeldes digitalt til tinglysning på samme måde som dokumenter om overdragelse og belåning af fast ejendom m.v. I det digitale tinglysningssystem kan ægtefæller underskrive en ægtepagt digitalt samtidig med, at ægtepagten med digital underskrift anmeldes til tinglysning i tinglysningssystemet.
Hvis ægtefællerne underskriver en ægtepagt i hånden, kan den indlægges (uploades) i tinglysningssystemet, og ægtefællerne kan herefter i fællesskab anmelde den til tinglysning med digital underskrift. Hvis kun den ene ægtefælle underskriver anmeldelsen af en ægtepagt, tinglyses ægtepagten med frist til fremvisning af den originalt underskrevne ægtepagt.
Udover de formelle betingelser, der skal være opfyldt for en korrekt digital tinglysning, foretager Tinglysningsretten en prøvelse af ægtepagten. Ved prøvelsen påser Tinglysningsretten, at de aktiver, som ægtepagten vedrører, klart kan identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i overensstemmelse med de muligheder, som retsvirkningsloven giver ægtefæller til at indgå aftale om formueordningen i deres ægteskab. Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter følger ikke direkte af tinglysningsloven, men er udviklet i retspraksis. Om specifikationskravet henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.10.1.1.
Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en senere formuedeling skal anses for materielt gyldig. Der er således ikke noget til hinder for, at en ægtefælle senere gør gældende, at eksempelvis en særejebestemmelse i en tinglyst ægtepagt er ugyldig, fordi den falder uden for, hvad ægtefællerne kan aftale efter retsvirkningsloven. Endvidere er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt tilsidesættes efter de almindelige ugyldighedsregler i aftaleloven.
En ægtepagts retsvirkninger regnes fra den dag, hvor den anmeldes til tinglysning.
Ofte opretter ægtefæller et testamente og en ægtepagt samtidig. Der er ikke noget til hinder for, at ægtefællerne underskriver ægtepagten for notaren samtidig med testamentet, blot de derefter sørger for, at ægtepagten anmeldes digitalt til tinglysning.
Bestemmelserne i retsvirkningslovens §§ 35 og 37 foreslås sammenskrevet og videreført uden indholdsmæssige ændringer i lovforslagets § 20, 1. pkt. Efter denne bestemmelse er en ægtepagt kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i tinglysningsloven. Som efter den gældende ordning kan ægtepagten underskrives digitalt.
Bestemmelsen gælder for alle former for ægtepagt, herunder ægtepagt om særeje (kapitel 4), om forhåndsaftaler om formuedelingen (kapitel 5), om surrogater for og indtægter af særeje (§ 25, stk. 2), og om lovvalg (§ 66, stk. 2, og § 79).
Skal en ægtefælles værge efter værgemålsloven give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten efter det foreslåede 2. pkt. kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den. Der tages ikke i 2. pkt. stilling til, hvornår en værge skal samtykke i oprettelsen af en ægtepagt. Dette afgøres efter værgemålsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 1, kan en ægtepagt ændres ved en senere ægtepagt.
Bestemmelsen foreslås videreført i lovforslagets § 21 uden indholdsmæssige ændringer, idet det dog foreslås, at det i bestemmelsen fastslås, at en ægtepagt også kan ophæves ved ægtepagt.
Henvisningen til lovforslagets § 20 indebærer, at en ægtepagt om ændring af en ægtepagt kun er gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen, samt eventuelt også af underskrevet af værgen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Efter retsvirkningslovens § 49 har enhver af ægtefællerne ret til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen. Det foreslås, at § 49 med uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 22.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 kan enhver af ægtefællerne anmode om, at en ægtepagt tinglyses, også selvom den anden ægtefælle protesterer.
Henvisningen til lovforslagets §§ 20 og 21 indebærer, at ægtepagten skal være underskrevet af begge ægtefæller og eventuelt også af værgen, samt at ægtepagten kun kan ændres og ophæves ved ægtepagt.
Hvis en ægtefælle uden den anden ægtefælles medvirken vil tinglyse en ægtepagt, som begge ægtefæller har underskrevet, kan den pågældende ægtefælle anmelde ægtepagten til tingslysning ved at indlægge (uploade) ægtepagten i tinglysningssystemet. Ægtepagten vil herefter blive tinglyst med frist til fremvisning af den originalt underskrevne ægtepagt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.10.
Til kapitel 7
Efter retsvirkningslovens § 28 a, 1. pkt., kan en arvelader eller gavegiver vedrørende arv og gave træffe tilsvarende bestemmelse om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovens § 28. Bestemmelsen indebærer, at arv og gave indgår i formuedelingen, medmindre arvelader og gavegiver har bestemt, at arven og gaven skal være særeje.
En særejebestemmelse efter § 28 a gælder også, selvom ægtefællen modtog arven eller gaven inden ægteskabet.
Efter § 28 a, 2. pkt., skal en bestemmelse om, at arv skal være særeje, træffes ved testamente. Det er dog tilstrækkeligt, at der foreligger en formløs testamentarisk bestemmelse herom, hvis der ikke foreligger indsigelser, jf. arvelovens § 79.
En bestemmelse om, at arveforskud skal være særeje, skal være truffet senest samtidig med, at arveforskuddet ydes. Det er ikke tilstrækkeligt, at det er bestemt i et testamente, at den arv, der ydes forskud på, skal være særeje.
Generelt gælder der ingen formkrav til gaver. Bestemmelse om, at en gave skal være særeje, skal træffes senest samtidigt med gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodtageren.
Har en arvelader eller gavegiver bestemt, at arven eller gaven skal være særeje, kan gavemodtageren og dennes ægtefælle ifølge retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, ikke aftale noget, der strider mod særejebestemmelsen. Har arvelader således f.eks. bestemt, at en arv skal være fuldstændigt særeje, kan arvingen og dennes ægtefælle ikke ved ægtepagt aftale, at arven skal være delingsformue.
Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en særejebestemmelse, og der kan fastsættes betingelser herfor. Arveladers bestemmelser herom skal fremgå af testamentet. Tilsvarende træffes en gavegivers bestemmelser herom ved gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodtageren, men der er ikke noget til hinder for, at gavegiver senere accepterer ophævelse eller fravigelse af den oprindelige særejebestemmelse.
En arvelader kan således f.eks. i testamentet bestemme, at arven skal være modtagerens fuldstændige særeje, men at modtageren og dennes ægtefælle kan aftale, at arven i stedet skal være delingsformue, forudsat at ægteskabet på det tidspunkt, hvor modtageren og ægtefællen indgår en sådan aftale, har varet mindst 10 år. En sådan aftale skal indgås ved ægtepagt.
Ovenstående gælder, uanset om ægtefællen havde modtaget arven eller gaven inden ægteskabet, og uanset om testamentet eller gavebrevet var oprettet inden ægteskabet.
§ 103, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler og § 3, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter indeholder regler om, at forsikringstager og kontohaver ved testamente eller ved indsættelse som begunstiget kan bestemme, at forsikringen m.v. skal være den begunstigedes særeje.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 28 a videreføres i lovforslagets § 23, der udbygges med lovfæstelse af en gældende ordning for tredjemands bestemmelser om særeje vedrørende arv og gave.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, kan arvelader og gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovforslagets § 12. Det foreslås dog, at arvelader og gavegiver ikke skal kunne træffe bestemmelse om sumsæreje eller sumdeling efter lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Dette skyldes, at en bestemmelse om sumsæreje bl.a. vil betyde, at en arving vil kunne forbruge hele arven og stadig kunne udtage sumsærejet ved formuedelingen. Tilsvarende vil arvingen ved bestemmelse om sumdeling kunne forbruge arven og alligevel ved formuedeling kunne udtage den del af arven, der oversiger delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan arvelader og gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1, og arvelader og gavegiver kan fastsætte betingelser herfor. Med denne lovfæstes den gældende ulovbestemte ordning.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 skal bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv træffes ved testamente.
Hvis en tredjemand træffer bestemmelse om, at gave eller arv skal tilhøre en ægtefælle som "særeje" uden nærmere at præcisere, hvilken af særejetyperne i den foreslåede § 12 arven eller gaven skal være, forudsættes det som i dag, at udgangspunktet for fortolkningen af særejebestemmelse er, at der alene sigtes til skilsmissesæreje. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 12.
Bestemmelsen i § 23 hænger sammen med lovforslagets § 14, der giver ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver helt eller delvist skal være en anden form for særeje eller skal være delingsformue, dog forudsat at aftalen er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje.
Det bemærkes, at i følgelovforslagets §§ 8 og 9 foreslås § 103, stk. 2, i forsikringsaftaleloven og § 3, stk. 2, i pensionsopsparingsloven ændret sådan, at den berettigede kan træffe bestemmelse om særeje, efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1 og 2, i dette lovforslag. Herefter vil den berettigede kunne træffe samme bestemmelser om særeje som en arvelader og gavegiver.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.
Til kapitel 8
Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der er erhvervet for både særeje og delingsformue, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Dette spørgsmål ses heller ikke afklaret i praksis.
Sådan sammenblanding kan opstå, når en ægtefælle køber et aktiv for både delingsformue og særeje.
Sammenblanding kan også opstå, når et aktiv erhverves delvis som arv eller gave med en bestemmelse fra tredjemand om særeje, og således at arvingen eller gavemodtagerne overtager den gæld, der hæfter på aktivet, og/eller betaler et delvist vederlag med delingsformue.
Der er heller ikke fuldt ud taget stilling til behandlingen af et aktiv, der erhverves for særeje og gældsovertagelse eller lånoptagelse.
Højesteret har dog ved dom af 3. november 2016 (sag 46/2016) fastslået, at et behæftet aktiv, der modtages som gave med særejebestemmelse, i sin helhed er særeje, Efter dommen er det dog en betingelse for, at aktivet er særeje, at overdragelsen af aktivet indeholdt et betydeligt gaveelement, I den konkrete sag, hvor værdien af gaven udgjorde 44,12 pct. af aktivets værdi, fandt Højesteret, at aktivet i sin helhed var særeje. Det må antages, at tilsvarende gælder behæftede aktiver, der modtages som arv med særejebestemmelse.
På baggrund af denne dom må det også antages, at et aktiv, som en ægtefælle erhverver for særeje og gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje, i hvert fald hvis særejeandelen er betydelig.
Det er endvidere i retspraksis fastslået, at aktivets status eller formueart (delingsformue, særeje eller en kombination af delingsformue og særeje) fastlægges ved erhvervelsen. Senere indskud i aktivet ændrer ikke aktivets status. Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af aktivet finansieres med delingsformue, udløses der et vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter den anvendte delingsformue ved formuedelingen tilbageføres til delingsformuen og dermed indgår i ligedelingen.
Med lovforslagets § 24 foreslås det, at spørgsmålet om sammenblanding af særeje og delingsformue løses således:
Efter den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 1, er et aktiv, der erhverves dels for midler, der er særeje, og dels for midler, der ikke er særeje, brøkdelssæreje, jf. lovforslagets § 12, stk. 1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt ved erhvervelsen.
Som ved ægtepagter om brøkdelssæreje er der ikke grænser for, hvor små brøkerne kan være. Der vil således kunne opstå situationer, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummen.
Reglen finder også anvendelse på sammenblanding af midler, der er forskellige former for særeje.
Erhverves et aktiv f.eks. for 50 pct. midler, der er skilsmissesæreje, og 50 pct. midler, der er fuldstændigt særeje, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at halvdelen er skilsmissesæreje og halvdelen fuldstændigt særeje.
Hvis aktivet på et senere tidspunkt sælges, vil salgssummen, og hvad der købes for denne, også være brøkdelssæreje.
Anvendes der efter erhvervelsen særejemidler til at forbedre et aktiv, der er delingsformue, eller omvendt, anvendes reglerne i lovforslagets §§ 38 og 39 om reguleringskrav.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er et aktiv, der erhverves dels for midler, der er særeje, og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, særeje af samme art som de anvendte særejemidler.
Der stilles ikke krav til udbetalingens størrelse. Afdrages gælden med delingsformue, vil den anden ægtefælle have et reguleringskrav efter lovforslagets § 38.
Efter lovforslagets § 23 kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv stort set træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter den foreslåede § 12. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til sammenblanding af særeje, delingsformue, gældsovertagelse og lånoptagelse i lovforslagets § 24, der således ikke kun anvendes på aftalt særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det, der træder i stedet for et aktiv, der er delingsformue, også er delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue.
Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af disse aktiver ligeledes er særeje.
Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.
Ægtefæller kan efter § 28, stk. 3, ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt indtægter af særeje skal være delingsformue.
Derimod kan ægtefæller ikke aftale, at surrogater for aktiver, der er delingsformue, skal være særeje. De kan således eksempelvis ikke aftale, at hvis en ejendom, der er delingsformue, sælges, så skal salgsprovenuet være særeje.
Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen.
Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter.
Retsvirkningslovens § 28, stk. 3, foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 25.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 25, stk. 1, er det, der træder i stedet for særeje og indtægter af særeje, særeje.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefællerne ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En sådan aftale kan ikke tidsbegrænses.
Har ægtefællerne aftalt genstandsrelateret sumsæreje eller sumdeling efter lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 4 og 5, og sælges den genstand, som beløbet relaterer sig til, vil beløbet fremover skulle relateres til det eller de aktiver, der træder i stedet for den oprindelige genstand. Har ægtefællerne således f.eks. aftalt, at 500.000 kr. af værdien af mandens hus skal være sumsæreje, og sælger manden huset og anvender salgsprovenuet til køb af et nyt hus, vil 500.000 kr. af værdien af det nye hus derefter være sumsæreje.
Efter lovforslagets § 23 kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv stort set træffe tilsvarende bestemmelse om særeje som efter den foreslåede § 12. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter i lovforslagets § 25, der således ikke kun anvendes på aftalt særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.
Afsnit III
Kapitel 9
Reglerne om behandlingen af sager om deling af ægtefællers formue (fællesbo) findes i ægtefælleskifteloven, suppleret af regler i retsplejeloven. De materielle regler om formuedelingen ved separation og skilsmisse findes i retsvirkningsloven og ægtefælleskifteloven.
Om reglerne om formuedeling ved en ægtefælles død henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Efter retsvirkningsloven skal ægtefællers formuer som udgangspunkt deles lige (§ 15, stk. 1). I ligedelingen indgår ikke særeje (§ 15, stk. 1, jf. §§ 28 og 28 a), rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art (§ 15, stk. 2), visse pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16 c) samt personskadeerstatninger (erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2).
Retsvirkningsloven indeholder enkelte regler om fravigelse af ligedelingen. Det drejer sig om pensionskompensation (§§ 16 d-16 f, se de almindelige bemærkninger, punkt 3.19) og om vederlagskrav ved forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v. og ved en ægtefælles misbrug af sin formue (§ 23, se de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.).
Retsvirkningslovens regler om formuedelingen suppleres af en række bestemmelser i ægtefælleskiftelovens kapitel 7, der bl.a. indeholder regler om opgørelsen af fællesboet (§ 53) og ligedeling (§ 58, stk. 1).
Ægtefælleskifteloven indeholder ligeledes enkelte regler om fravigelse af ligedelingen. Således indeholder §§ 60 og 61 bestemmelser om skævdeling af delingsformuen ved omstødelse af ægteskab og ved kortvarigt ægteskab. Lovens kapitel 9 (§ 67) indeholder regler om særejekompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt ringe.
Ægtefælleskifteloven indeholder endvidere regler om opgørelsen af fællesboet (§ 53 og om ligedeling (§ 58, stk. 1.).
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, kan personskadeerstatning m.v. holdes uden for ligedelingen.
Der findes ikke regler om aftaler om formuedelingen, bortset fra ægteskabslovens § 58 om tilsidesættelse af sådanne aftaler.
Når formuefællesskabet er ophørt, skal der efter ægtefælleskiftelovens § 53 foretages en opgørelse af fællesboet, dvs. ægtefællernes delingsformue. Alle aktiver, som en ægtefælle ejede på ophørsdagen, indgår som udgangspunkt i opgørelsen, dog med de ovennævnte undtagelser.
Gæld, der påhviler delingsformuen på ophørsdagen, fratrækkes i opgørelsen, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.14. Lovgivningen indeholder ikke nærmere regler om fradrag af gæld.
Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel særskilt, jf. ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1. Hvis en ægtefælles delingsformue er positiv, skal den deles med halvdelen til hver af ægtefællerne. Er en ægtefælles delingsformue negativ, deles den ikke.
Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet, i det omfang det er nødvendigt til at fyldestgøre særejekompensationskrav efter § 67 i ægtefælleskifteloven eller vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.
Efter ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 2, 1. pkt., medregnes særejekompensationskrav, vederlagskrav og pensionskompensationskrav (§§ 16 d og 16 e i retsvirkningsloven) ikke ved opgørelsen af bodelene. I modsat fald ville den ægtefælle, som har krav på kompensation, skulle dele sin kompensation med den anden ægtefælle.
Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes efter ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 2, 2. pkt., ikke som aktiv i bidragsmodtagerens bodel.
Når hver ægtefælles bodel er opgjort efter ægtefælleskiftelovens § 53, følger det af lovens § 58, stk. 1, at et eventuelt overskud skal deles ligeligt mellem ægtefællerne. Til dette udgangspunkt gælder imidlertid en række undtagelser.
Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug.
Ligedelingsprincippet ved formuedeling ved separation og skilsmisse i retsvirkningslovens § 15, stk. 1, foreslås videreført i lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., mens bestemmelserne i ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1, og § 58, stk. 1, om gennemførelsen af ligedelingen ved separation og skilsmisse uden indholdsmæssige ændringer foreslås videreført med lovforslagets § 26, stk. 1.
Efter det foreslåede § 26, stk. 1, indgår følgende aktiver og krav ikke i ligedelingen efter lovforslagets 5, stk. 1, 1. pkt.:
Særeje, der både omfatter særeje, der bygger på en aftale mellem ægtefællerne (lovforslagets kapitel 4), tredjemandsbestemt særeje (lovforslagets kapitel 7) og indtægter af og surrogater for særeje (lovforslagets § 25).
Personlige genstande omfattet af lovforslagets § 31.
Pensionsrettigheder: Efter lovforslagets § 34 indgår rimelige pensionsrettigheder ikke i formuedelingen, og efter lovforslagets § 35 indgår pensionsrettigheder ikke i formuedelingen ved kortvarige ægteskaber.
Personlige erstatninger omfattet af lovforslagets § 36, herunder navnlig personskadeerstatninger.
Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af lovforslagets § 37, herunder navnlig goodwill og immaterielle rettigheder.
Regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11.
Kompensationskrav på grund af medvirken op forøgelse eller bevarelse af den anden ægtefælles formue eller til ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk, (lovforslagets kapitel 12) og krav på pensionskompensation (lovforslagets kapitel 13).
En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter de foreslåede bestemmelser herom i lovforslaget eller i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
Det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne besidder på ophørsdagen (se lovforslagets § 27), der indgår i formuedelingen.
Denne oversigt over aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, er udtømmende. Ægtefællernes øvrige formue indgår i formuedelingen, uanset om formuen befinder sig i Danmark eller udlandet.
Om formue i udlandet indgår i formuedelingen eller ej, afgøres efter stk. 1. En udenlandsk pensionsrettighed indgår således ikke i delingen, hvis den er rimelig vurderet efter den foreslåede § 34, selvom rettigheden efter loven i det pågældende land indgår i formuedelingen.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at gæld skal fradrages inden ligedeling efter stk. 1. Der henvises til lovforslagets §§ 29 og 30 om, i hvilket omfang gæld kan fradrages i delingsformuen.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at en ægtefælles delingsformue ikke indgår i ligedelingen, hvis ægtefællens gæld overstiger ægtefællens delingsformue. I så fald deles kun den anden ægtefælles delingsformue, medmindre også den er negativ. Der henvises til lovforslagets §§ 29 og 30 om, i hvilket omfang gæld kan fradrages i delingsformuen.
Efter det foreslåede stk. 4 fraviges ligedelingen i det omfang, det følger af en aftale om formuedelingen efter lovforslagets § 32 og en bestemmelse om skævdeling efter lovforslagets § 33, der navnlig omhandler kortvarige ægteskaber.
Endelig foreslås det i § stk. 5, at reglerne i det foreslåede afsnit IV om formuedeling ved en ægtefælles død finder anvendelse, hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse. I så fald vil et eventuelt påbegyndt ægtefælleskifte blive ændret til et ægtefælleskifte i forbindelse med et dødsboskifte. Samtidig vil ophørsdagen (se lovforslagets § 27) blive ændret til dødsdagen (lovforslagets § 51, stk. 1).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1, og § 58, stk. 1, foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 7 og 11, i følgelovforslaget.
Reglerne om ophørsdagen for formuefællesskabet ved separation og skilsmisse findes i ægtefælleskiftelovens § 51.
At formuefællesskabet ophører, betyder, at det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne havde på ophørsdagen, der indgår i formuedelingen, jf. ægtefælleskiftelovens § 50. Aktiver, der erhverves, og gæld, der stiftes efter ophørsdagen, indgår ikke i formuedelingen. Modtager en ægtefælle f.eks. en gave eller et aktieudbytte efter ophørsdagen, indgår de ikke i formuedelingen.
Ægtefælleskiftelovens § 52 fastlægger, hvilken værdi aktiverne og passiverne indgår med i formuedelingen. Der henvises til lovforslagets § 28.
Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, ophører formuefællesskabet ved separation og skilsmisse ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen. Den dag, formuefællesskabet ophører, kaldes ophørsdagen.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse afslås, tilbagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund af manglende betaling af gebyr for sagens behandling, er der fortsat formuefællesskab i ægteskabet. Dette gælder både afslag, tilbagekaldelse eller bortfald af sagen under statsforvaltningens og rettens behandling af sagen, herunder under en ankesag. Det samme gælder, hvis separations- eller skilsmissesagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende enighed mellem parterne, og ingen af parterne inden for 4-ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separations- eller skilsmissesagen indbringes for retten.
Efter ægteskabslovens § 58 d, stk. 2, skal anmodning om separation og skilsmisse indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Efter bestemmelsens stk. 5 anses en digital ansøgning for at være kommet frem, når den er tilgængelig for statsforvaltningen. Efter forarbejderne til bestemmelsen anses en digital meddelelse for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er tilgængelig for adressaten, det vil sige fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. En meddelelse vil normalt være tilgængelig for adressaten på det tidspunkt, hvor adressaten kan behandle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i adressatens modtagelsessystem. En meddelelse, der er tilgængelig i adressatens system eksempelvis klokken 23:59 den 30. november, er således kommet frem den 30. november, uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder hos adressaten, der gør sig bekendt med meddelelsen på dette tidspunkt, der ligger uden for normal arbejdstid/åbningstid. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24:00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig. Det kan med digital selvbetjening præcist registreres, hvornår en meddelelse er kommet frem.
Det er uden betydning, om en digital anmodning om separation og skilsmisse er kommet frem på en helligdag eller i en weekend – ophørsdagen er den dag, hvor statsforvaltningen modtog anmodningen. Dette gælder både digitale anmodninger via statsforvaltningens digitale løsning og via e-mail.
En anmodning, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af statsforvaltningen. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Endvidere kan statsforvaltningen helt ekstraordinært herudover undlade at afvise en anmodning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for myndigheden ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt. Der henvises til ægteskabslovens § 58 d, stk. 2 og 3.
Der vil således fortsat forekomme anmodninger om separation og skilsmisse, der ikke indgives digitalt. Det er i vejledning af 30. december 2015 om separation og skilsmisse (punkt 4.1.) anført, at anmodning om separation og skilsmisse, der modtages i statsforvaltningens åbningstid, må anses for at være modtaget denne dag. Modtages anmodningen efter ophør af åbningstiden, må den normalt anses som modtaget første hverdag derefter. Dette indebærer, at en anmodning, der afleveres i statsforvaltningens postkasse en lørdag, først anses for modtaget den efterfølgende mandag, forudsat at det er en hverdag. Dette indebærer, at ophørsdagen er mandag.
Der kan opstå situationer, hvor en sag om formuedeling behandles i Danmark efter dansk ret, selvom separations- eller skilsmissesagen behandles i udlandet. I så fald må ophørsdagen efter stk. 1 være den dag, hvor separations- eller skilsmissesagen anses for indledt efter loven i den stat, hvor sagen behandles.
Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Lovforslagets § 27 viderefører med enkelte indholdsmæssige ændringer ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, 4 og 5.
Efter det foreslåede § 27, stk. 1, indgår ved formuedelingen de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse. Ophørsdagen efter stk. 1 fraviges dog efter bestemmelserne i de foreslåede stk. 2 og 3.
Skifteretten kan efter det foreslåede stk. 2 efter indstilling fra bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes, hvis en ægtefælle ved at trække sin anmodning om separation eller skilsmisse tilbage og indgive en ny anmodning ønsker en anden ophørsdag, der stiller ægtefællen bedre ved formuedelingen, f.eks. fordi den anden ægtefælle efter den tidligere ophørsdag har modtaget en arv, der er delingsformue.
Samtidig giver det foreslåede stk. 3 ægtefæller mulighed for i forbindelse med separation eller skilsmisse at aftale en anden ophørsdag. En sådan aftale kan skifteretten ikke ændre efter stk. 2. Bestemmelsen i stk. 3 om ægtefællers adgang til at aftale en anden ophørsdag er udvidet i forhold til den gældende bestemmelse, idet ægtefællerne også før separationen eller skilsmissen kan indgå en sådan aftale. Det er en betingelse for aftalens gyldighed, at den indgås med henblik på en aktuel separation eller skilsmisse. Reglen supplerer således adgangen til at indgå aftaler om formuedeling efter lovforslagets § 32, hvortil der henvises for definitionen af i forbindelse med separation eller skilsmisse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, 4 og 5, foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 7, i følgelovforslaget.
Efter ægtefælleskiftelovens § 52 indgår aktiver og passiver i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.
Bestemmelsen i § 52 fastlægger værdiansættelsestidspunktet, hvis ægtefællerne ikke har aftalt noget andet. Tidspunktet er afgørende for, med hvilken værdi et aktiv eller passiv indgår i formuedelingen.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at værdistigninger og værdifald indtil udlægget eller skiftets afslutning indgår i formuedelingen og dermed skal deles mellem ægtefællerne.
Ægtefællerne kan frit aftale, hvilken værdi et aktiv eller passiv skal indgå med i formuedelingen, og de kan også aftale et andet værdiansættelsestidspunkt end det, der fremgår af § 52.
Lovforslagets § 28 viderefører uden indholdsmæssige ændringer ægtefælleskiftelovens § 52.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 52 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 7, i følgelovforslaget.
Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven regulerer, hvilke passiver der hører til ægtefællernes delingsformuer, og derfor kan fradrages ved opgørelsen af hver ægtefælles delingsformue, samt hvilke gældsposter der hører til særejet og dermed ikke fradrages i delingsformuen. Der er heller ikke i retspraksis taget udtrykkeligt stilling hertil.
Det antages imidlertid, at gæld, der optages eller overtages ved erhvervelsen af et aktiv, får samme status som aktivet. Køber en ægtefælle f.eks. en ejendom med en udbetaling, der er delingsformue, mens købet i øvrigt finansieres med optagelse eller overtagelse af lån, vil gælden også være delingsformue og kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen.
Ved optagelse af gæld med pantesikkerhed i et aktiv efter erhvervelsen af aktivet, sondres der mellem realkreditlån og andre lån. Ved optagelse af realkreditlån antages det, at såvel gælden som låneprovenuet får samme status som aktivet. Optager en ægtefælle f.eks. et realkreditlån i en fast ejendom, der er særeje, bliver gælden særeje og kan ikke fratrækkes i delingsformuen.
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages det, at det ikke er afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet. For disse lån og for lån uden sikkerhed er det antagelig afgørende, hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet investeret i et aktiv, får gælden samme status som aktivet. Optager en ægtefælle således f.eks. et lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en ejendom, der er særeje, og anvendes låneprovenuet til forbedring af en ejendom, der er delingsformue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved opgørelsen af delingsformuen.
Har en ægtefælle gæld, der efter de beskrevne principper hverken hører til delingsformuen eller særejet, f.eks. forbrugsgæld, antages det, at gælden som udgangspunkt skal fordeles forholdsmæssigt mellem særejet og delingsformuen.
Hvis den gæld, der hører til særejet, overstiger værdien af særejet, kan den overskydende gæld fradrages i delingsformuen.
I forhold til aktiver, der kan holdes uden for ligedelingen efter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om personlige og uoverdragelige rettigheder, kan der være gældsposter, der hører til rettigheden, og som følge heraf ikke kan fradrages i delingsformuen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis køb af goodwill, der helt eller delvist kan holdes uden for ligedelingen, er finansieret ved lån.
Det er i praksis fastslået, at ægtefæller ikke kan aftale, hvilken formueart en gæld skal tilhøre, da en sådan aftale falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28, der regulerer, hvilke former for særeje ægtefæller kan aftale. Der kan således ikke gyldigt indgås aftaler om, i hvilket omfang en gæld skal henføres til særeje eller delingsformue, og hermed i hvilket omfang gælden kan fradrages i ægtefællens delingsformue ved formuedeling.
Med lovforslagets § 29 foreslås det, at der lovfæstes regler om, hvordan ægtefællers gæld skal behandles ved opgørelsen af delingsformuen.
Det foreslås i § 29, stk. 1, 1. pkt., at ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Dette svarer til den gældende ordning.
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages det dog, at det ikke er afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet, men hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet investeret i et aktiv, får gælden samme status som aktivet.
Den gældende ordning indebærer, at når provenuet fra et lån med sikkerhed i en ejendom, der er delingsformue, anvendes til forbedring af en ejendom, der er særeje, er gælden særeje og skal derfor fradrages ved opgørelsen af særejet. Efter forslaget til § 29, stk. 1, vil gælden være delingsformue. Låneprovenuet vil dog tilsvarende være delingsformue, og investering af lånet i et aktiv, der er ægtefællens særeje, indebærer en formueforskydning, der udløser et tilsvarende reguleringskrav efter lovforslagets § 38. Retstilstanden er således også her reelt uændret.
Efter bestemmelsens 2. pkt. fradrages usikret gæld, der er stiftet til anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver. Forslaget indebærer, at gæld, der er optaget til reparation af en bil, der er delingsformue, fradrages i delingsformuen.
Dette svarer til den gældende ordning, hvorefter det for lån uden sikkerhed antagelig er afgørende, hvordan låneprovenuet er anvendt.
Begrebet "i øvrigt kan henføres til" omfatter bl.a. lån optaget til betaling af ejendomsskatter, bo- eller gaveafgifter, ejerskifteudgifter og andre udgifter, der er forbundet med at erhverve, eje og bruge aktivet. Eksempelvis fradrages skattegæld i delingsformuen, når gælden er opstået som følge af ejendomsavancebeskatning ved salg af en ejendom, der var delingsformue.
Et usikret banklån til køb af en bil vil således kunne fradrages i delingsformuen, hvis bilen indgår i delingen. Er bilen derimod særeje, kan lånet ikke fradrages i delingsformuen, medmindre lånet overstiger den del af den pågældende ægtefælles samlede formue, der kan holdes uden for delingen (se § 29, stk. 2, 2. pkt.).
Tilsvarende fradrages gæld efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., ikke i delingsformuen, når gælden har sikkerhed i aktiver, der ikke er delingsformue, eller når der er tale om usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller gælden i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver (se herom ovenfor om § 29, stk. 1, 2. pkt.). Gælden fradrages dog i delingsformuen, hvis den overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i ligedelingen (2. pkt.).
Stk. 2 omfatter gæld, der har sikkerhed m.v. i et aktiv, der ikke indgår i delingen, fordi aktivet er særeje, eller på anden måde ikke omfattet af formuedelingen, f.eks. pensionsrettigheder (lovforslagets §§ 34 og 35), personlige og uoverdragelige rettigheder (lovforslagets § 37). Et usikret lån til f.eks. køb af goodwill, der kan holdes uden for formuedelingen, kan således ikke fradrages i delingsformuen. Tilsvarende vil et usikret lån til indbetaling på en pensionsordning, der ikke indgår i delingen, heller ikke kunne fradrages i delingsformuen.
Den gældende ordning indebærer, at ved anvendelse af provenuet fra et lån med sikkerhed i en ejendom, der er særeje, til forbedring af en ejendom, der er delingsformue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved opgørelsen af delingsformuen. Efter forslaget til § 29, stk. 2, vil gælden derimod være særeje. Låneprovenuet vil dog tilsvarende være særeje, og investering i et aktiv, der er ægtefællens delingsformue, indebærer en formueforskydning, der udløser et tilsvarende reguleringskrav efter lovforslagets § 39. Retstilstanden er således reelt uændret.
I relation til stk. 1 og 2 er det uden betydning, hvilken form for sikkerhedsstillelse der er tale om, f.eks. realkreditlån i fast ejendom, lån med sikkerhed i et ejerpantebrev, håndpantsætning og virksomhedspant. Det er en forudsætning, at sikkerheden er stillet samtidig med gældens stiftelse (se stk. 4).
Det er ligeledes uden betydning, om gælden overstiger aktivets værdi.
Har gælden sikkerhed i både aktiver, der er særeje m.v., og aktiver, der er delingsformue, fordeles gælden skønsmæssigt på særejet m.v. og delingsformuen med udgangspunkt i forholdet mellem aktivernes værdi, idet der dog tillige kan lægges vægt på, om gælden har sikkerhed inden for værdien af de pågældende aktiver.
Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages efter det foreslåede stk. 3 skønsmæssigt i en ægtefælles delingsformue efter forholdet mellem værdien af delingsformuen og den formue, der ikke indgår i delingen. Bestemmelsen omhandler f.eks. forbrugsgæld, studielån og erstatningskrav uden for kontrakt.
Ved opgørelsen af den formue, der ikke indgår i formuedelingen, indgår som udgangspunkt alle aktiver, herunder også pensionsrettigheder, der kan udtages forlods efter de foreslåede §§ 34 og 35, og personlige erstatninger omfattet af den foreslåede § 36. At der skal ske en skønsmæssig fordeling indebærer, at det ikke altid vil være nødvendigt at få foretaget en formel vurdering af aktiver, der ikke indgår i delingen, og som derfor normalt ikke bliver vurderet.
Betaling af usikret gæld uden tilknytning til et aktiv skal ikke medføre reguleringskrav, jf. lovforslagets § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2. I modsat fald ville det være nødvendigt for hver betaling af et afdrag på f.eks. en studiegæld at foretage en opgørelse af den pågældende ægtefælles formue, der henholdsvis indgår og ikke indgår i delingen, og beregne, hvilken procentdel af studiegælden der herefter ville kunne fratrækkes i den formue, der skulle deles, for derefter at beregne et reguleringskrav i forhold hertil. En sådan løsning vil ikke være mulig at gennemføre i praksis. Det forekommer endvidere rimeligt, at betaling af f.eks. forbrugsgæld på et kontokort ligestilles med forbrug af kontante midler. Efter forslaget vil det således være uden betydning, om man stifter forbrugsgæld og derefter indfrier gælden med særejemidler, eller om man direkte forbruger sit særeje.
Det afgørende for, hvordan gælden efter stk. 1-3 fordeles, er, om gælden har sikkerhed i et aktiv. I disse tilfælde har gælden samme status som aktivet. Gældens status lægges fast ved stiftelsen, og efterfølgende sikkerhedsstillelse eller udskiftning af sikkerheden medfører ikke, at gælden skifter status, jf. stk. 4.
Indgår ægtefællerne derimod en ægtepagt, hvorefter et aktiv skal være særeje, eller hvorved et aktiv, der hidtil har været særeje, ikke længere skal være det, skifter den gæld, der har sikkerhed i aktivet status, medmindre ægtefællerne aftaler noget andet efter lovforslagets § 18. Det samme gælder for gæld, der er stiftet til brug for erhvervelsen af et aktiv, eller i øvrigt har tilknytning til et aktiv som omhandlet i § 29, stk. 1 eller 2. Har en ægtefælle f.eks. optaget et lån uden sikkerhed til køb af en bil, der i henhold til en ægtepagt er særeje, og ophæver ægtefællerne ægtepagten om særeje, vil lånet herefter kunne fradrages i delingsformuen.
Sikkerheden har kun betydning, hvis den er stillet af den ægtefælle, der hæfter for gælden. Har tredjemand således stillet sikkerhed for en ægtefælles gæld, behandles gælden ved formuedelingen, som om den var uden sikkerhed, dvs. efter stk. 3.
Reglerne i den foreslåede § 29 finder anvendelse, medmindre ægtefællerne i medfør af den foreslåede § 18 ved ægtepagt har indgået en aftale om at holde visse gældsposter uden for delingen.
Af hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesser foreslås det i lovforslagets § 30, at en ægtefælle uanset bestemmelsen om fradrag for gæld efter den foreslåede § 29 og uanset en aftale om fradrag for gæld efter lovforslagets § 18 ikke har pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.
Lovforslagets § 29, der lovfæster regler om, hvordan ægtefællers gæld skal behandles ved opgørelsen af delingsformuen, og lovforslagets § 18 om aftaler om behandlingen af gæld foreslås suppleret med en ny bestemmelse i § 30 om beskyttelsen af kreditorernes interesser.
En aftale om, at en gældspost ikke skal fradrages i den formue, der skal deles, kan medføre, at en ægtefælle i henhold til aftalen skal aflevere så stor en del af sin formue til den anden ægtefælle, at den pågældende ikke har tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser.
Efter den foreslåede § 30 har en ægtefælle uanset aftale og bestemmelse om fradrag for gæld efter lovforslagets §§ 18 og 29 ikke pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at ægtefællen ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Denne bestemmelse kan ægtefællerne ikke fravige ved en forhåndsaftale, da formålet med bestemmelsen er at beskytte kreditorernes interesser.
Den ægtefælle, hvis gældsposter i henhold til aftalen skal holdes uden for formuedelingen, skal derfor ikke aflevere mere til den anden ægtefælle, end at ægtefællens nettoformue efter formuedelingen ikke bliver negativ.
Ved vurderingen af, om ægtefællen har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, skal også den formue, som ægtefællen kan holde uden for formuedelingen, indgå. Derimod kan det ikke tillægges betydning, om ægtefællen i kraft af fremtidige indtægter vil være i stand til at overholde sine forpligtelser til at afdrage på gælden og dermed muligvis alene er teknisk insolvent og ikke insolvent i konkurslovens forstand.
Rettigheder, der er beskyttede mod kreditorforfølgning, indgår ikke i vurderingen af, om ægtefællen har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, idet reglen har til formål at beskytte kreditorerne.
Vælger en ægtefælle i forbindelse med formuedelingen – trods reglen i den foreslåede § 30 – at aflevere så meget af sin formue til den anden ægtefælle, at ægtefællen herefter er ude af stand til at opfylde sine gældsforpligtelser, vil der være tale om en gave, der kan omstødes efter konkurslovens regler.
Dette har kun betydning, når aftalen fører til, at den ægtefælle, hvis gældspost holdes uden for delingen, efter formuedelingen skal betale et beløb til den anden ægtefælle. Er det den anden ægtefælle, der skal betale et beløb til ægtefællen med gældsposten, kan aftalen fuldt ud tillægges betydning, selv om ægtefællen med gældsposten er insolvent. Dette skyldes, at der ikke her sker en overførsel af midler til skade for skyldnerægtefællens kreditorer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.14.
Inden opgørelsen af ægtefællernes delingsformue efter ægtefælleskiftelovens § 53 har hver ægtefælle efter ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.
Bestemmelsen omfatter personlige ting som tøj, smykker, ure og efter omstændighederne sports- og hobbyudstyr. Bestemmelsen giver også en ægtefælle mulighed for at udtage en genstand, som tilhører den anden ægtefælle, men kun hvis genstanden er delingsformue.
Har ægtefællerne delingsformue, og har den ene ægtefælle f.eks. anvendt et smykke, som den anden ægtefælle har arvet fra sin slægt, vil den første ægtefælle kunne udtage smykket forud for formuedelingen.
Bestemmelsen omfatter alene aktiver, der er delingsformue, og ikke aktiver, der er særeje.
Knytter der sig gæld til et aktiv, som udtages, må den ægtefælle, der udtager aktivet, samtidig påtage sig gælden.
At aktiverne udtages inden formuedelingen, indebærer, at de ikke skal medtages i boopgørelsen og ikke skal vurderes ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslå, at de ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold.
Bestemmelsen i § 59, stk. 1, foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 31, hvorefter en ægtefælle inden formuedelingen kan udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.
Det bemærkes, at ægtefælleskifteloven § 59, stk. 2, om forlods udtagelse af genstande til børnenes brug ikke foreslås videreført. Det henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.2.3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 59, foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Med § 32 foreslås det, at den gældende mulighed for, at ægtefæller i forbindelse med en separation eller skilsmisse kan indgå aftale om delingen af deres formue, lovfæstes.
Når en separation eller skilsmisse er aktuel, kan ægtefællerne som udgangspunkt frit indgå aftaler om, hvordan deres formue skal deles. De kan derfor aftale deling af formue, der ellers ikke skulle deles, og de kan aftale betaling af og afkald på kompensationer. De kan også indgå aftaler om, hvem af dem der skal udtage de enkelte aktiver.
Efter den foreslåede bestemmelse indtræder aftalefriheden, når en separation eller skilsmisse er aktuel, og den således indgås med henblik på en forestående formuedeling. Det beror på en konkret vurdering, om en aftale er indgået med henblik på en forestående formuedeling. Der lægges navnlig vægt på, om der er indgivet en anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, eller om dette sker umiddelbart efter, at aftalen er indgået. Aftaler om en eventuel kommende formuedeling, når separation eller skilsmisse ikke er aktuel, kan kun indgås ved ægtepagt og inden for rammerne af bestemmelserne i det foreslåede afsnit II.
Aftaler om delingen af ægtefællernes ejendele, der tillige har virkning ved død, kan kun indgås ved ægtepagt efter bestemmelserne i det foreslåede afsnit II. Herudover kan ægtefællerne hver for sig eller sammen træffe bestemmelse herom ved testamente efter arvelovens regler.
Spørgsmål om tilsidesættelse af sådanne aftaler afgøres efter ægteskabslovens § 58 og aftalelovens § 36, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.
Ligedelingen af ægtefællers delingsformue efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, (se de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.1.1.) modificeres af bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling ved kortvarige ægteskaber. Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der fremgår af lovens § 60, og en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anledning af separation og skilsmisse efter anmodning bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at § 60 anvendes, i det omfang dette findes begrundet.
Efter § 60 udtager hver ægtefælle ved skifte i anledning af omstødelse af ægteskab forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til fællesboet fra eget særeje. Rækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.
At ægteskabet skal have været kortvarigt efter ægtefælleskiftelovens § 61 indebærer ifølge praksis, at anvendelse af reglen i almindelighed er udelukket, hvis ægteskabet har varet op i mod 5 år eller derover. Ved vurderingen af, om ægteskabet har været kortvarigt, lægges der tillige vægt på et forudgående samliv.
Betingelserne om, at ligedeling vil være åbenbart urimelig, og at ægteskabet skal have været uden økonomisk fællesskab af betydning, medfører, at bestemmelsens anvendelsesområde i praksis er snævert.
Hvis betingelserne for skævdeling er opfyldt, fastsættes det beløb, der holdes uden for formuedelingen, skønsmæssigt.
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling i kortvarende ægteskaber foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 33.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 33 kan det ved formuedeling bestemmes, at en ægtefælle helt eller delvist kan beholde værdien af egen formue, hvis den væsentligste del ægtefællernes samlede delingsformue tilhørte denne ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet, eller den ene ægtefælle under ægteskabet har erhvervet den væsentligste del af delingsformuen ved arv eller gave, og ligedeling af formuen efter den foreslåede ligedelingsregel i lovforslagets § 5 vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning.
Det bemærkes, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af ægteskab foreslås videreført i ægteskabslovens bestemmelser i kapitel 3 om omstødelse af ægteskab. Der henvises til § 1, nr. 2, i følgelovforslaget og bemærkningerne dertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.4.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens §§ 60 og 61 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Til kapitel 10
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettigheder forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ikke i ligedelingen.
Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Kapitalpension er imidlertid ved lov nr. 922 af 18. september 2012 om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love (Afskaffelse af fradragsret m.v. for indbetalinger til kapitalpension) afløst af aldersopsparing i pengeinstitut eller aldersforsikring i forsikringsselskaber. En kapitalpension oprettet før lovændringen fortsætter dog, indtil den udbetales, medmindre den er blevet konverteret til en aldersopsparing. Dette indebærer, at henvisningen i § 16 b, stk. 2, til kapitalpensionsrettigheder også omfatter ret til alderspension. I lovforslaget anvendes alders- og kapitalpension i stedet for kapitalpensionsrettigheder. Tilsvarende medfører lovændringen, at supplerende engangsydelse er afløst af supplerende engangssum. Stk. 2 omfatter således i dag rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse.
I stk. 3 fastslås det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i ligedelingen. Dette omfatter f.eks. pensionsrettigheder, der ikke er rimelige, og udbetalte beløb fra ratepensioner og fra løbende livsbetingede pensionspensionsrettigheder.
Ved kortvarige ægteskaber anvendes retsvirkningslovens § 16 c, hvorefter ægtefællerne forlods udtager alle pensionsrettigheder.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, omfatter alle typer af pensionsrettigheder uanset art — herunder udbetalingsvilkår (éngangs- eller rateudbetaling eller løbende udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk eller frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspensionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, indekskontrakt m.v.
Alle sædvanlige arbejdsmarkedspensioner er rimelige. Ordninger aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, f.eks. aftalt ved overenskomst, lokal overenskomst eller fastlagt ved firmaaftale, må anses som udtryk for det pensionsopsparingsniveau, der er almindeligt accepteret som svarende til de pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige situation. Ægtefæller, der ikke er omfattet af en pensionsordning som led i ansættelsen, kan ligeledes indbetale tilsvarende regelmæssige pensionsbidrag, herunder til en alders-, kapital- eller ratepension.
Også pensionsordninger for mindre grupper, der har et kortere eller anderledes opsparingsforløb end sædvanligt, som f.eks. piloter, balletdansere, sangere og lignende, falder ind under begrebet rimelige pensionsrettigheder, hvis ordningen må anses for rimelig i forhold til den pågældende ægtefælles økonomiske situation og forventede pensioneringstidspunkt.
Selvstændige erhvervsdrivende vil ofte også have et andet pensionsopsparingsforløb end lønmodtagere. Ved vurderingen af, om en pensionsordning for en selvstændig erhvervsdrivende kan holdes uden for formuedelingen, må der lægges vægt på, om ordningen må anses for rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold.
Som udgangspunkt vil indbetalinger til en pensionsordning, der er større end de på et givet tidspunkt sædvanlige arbejdsmarkedspensionsindbetalinger inden for det pågældende område, eller hvad der svarer hertil, ikke kunne holdes uden for formuedelingen. Ved vurderingen af, om en pensionsordning må anses for rimelig, må der ud over den pågældende ægtefælles egen situation og indtjeningsforhold også lægges vægt på ægtefællernes samlede situation. Pensionsindbetalinger udover en sædvanlig arbejdsmarkedspension, som har til formål at bringe den i pensionsmæssig henseende ringest stillede ægtefælle op på niveau med den anden ægtefælle, vil derfor som udgangspunkt skulle anses som en del af en rimelig pensionsordning, hvis ægtefællernes økonomiske forhold i øvrigt tilsiger en sådan ekstra opsparing.
Andre pensionsindbetalinger – ud over de på indbetalingstidspunktet sædvanlige arbejdsmarkedspensionsbidrag eller tilsvarende indbetalinger – vil derimod som udgangspunkt falde uden for det rimelige, særlig i de situationer, hvor kun den ene foretager en ekstra pensionsopsparing. Derved tages bl.a. højde for, at opsparingen af skattemæssige grunde foretages alene hos den ene af ægtefællerne. Foretager begge ægtefæller ekstra pensionsindbetalinger, vil ligedelingsprincippet for disse ekstra indbetalinger føre til, at kun differencen i den yderligere opsparing bliver delt.
Som nævnt ovenfor følger det af retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2, at rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, heller ikke indgår i formuedelingen. Det er dog en betingelse, at beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Kan en allerede udbetalt pension holdes uden for formuedelingen, gælder det også det, der træder i stedet for pensionen (surrogater), f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for pensionsudbetalingen. Det samme gælder for renter og andre indtægter af pensionsudbetalingen.
Derimod kan pensionsudbetalinger, surrogater eller renter ikke holdes uden for formuedelingen, hvis beløbene må anses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at pensionsudbetalinger, renter eller, hvad der træder i stedet for disse beløb, er holdt adskilt fra ægtefællens øvrige formue. Et beløb kan eksempelvis ikke anses som forbrugt, fordi det er anvendt til at indfri en prioritet i en fast ejendom.
De øvrige pensionsrettigheder, der efter § 16 b, stk. 3, indgår i formuedelingen, omfatter pensionsrettigheder, der overstiger, hvad der må anses for rimeligt. Værdien af den del af pensionsrettighederne, der overstiger det rimelige, indgår i formuedelingen. Dette gælder for udbetalte beløb fra ratepensioner og fra løbende livsbetingede pensionsrettigheder, jf. stk. 2.
Bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 b foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 34.
Det foreslås med § 34, stk. 1, at en ægtefælles rimelige pensionsrettigheder fortsat ikke skal indgå i formuedelingen. Efter det foreslåede stk. 2, skal beløb fra rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelser, der er udbetalt, ikke indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for indtægter af beløbene og det, der træder i stedet herfor. Ifølge det foreslåede stk. 3, skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing. Med stk. 4 foreslås det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.
Selv om en pensionsordning anses for rimelig og derfor kan udtages forlods af fællesboet, kan en ægtefælle blive pålagt at betale et beløb til den anden ægtefælle efter reglerne om pensionskompensation i lovforslagets §§ 44 og 45.
Endvidere indgår pensionsrettigheder, der holdes uden for formuedelingen efter det foreslåede § 34, i vurderingen af, om en ægtefælle er berettiget til kompensation efter lovforslagets § 42, fordi ægtefællen er stillet urimeligt økonomisk.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Ved kortvarige ægteskaber suppleres bestemmelsen i retsvirkningsloven § 16 b om forlodsudtagelse af rimelige pensionsrettigheder (se lovforslagets § 34) af bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 c om behandlingen af pensionsrettigheder, når ægteskabet har været af kortere varighed.
I disse situationer udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (stk. 1). Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 c omfatter ligesom § 16 b alle typer af pensionsrettigheder uanset art - herunder udbetalingsvilkår (éngangs- eller rateudbetaling eller løbende udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk eller frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspensionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, indekskontrakt m.v.
§ 16 c omfatter også pensionsrettigheder, der ikke er rimelige efter § 16 b.
Et ægteskab anses som udgangspunkt for at være af kortere varighed, hvis det har varet i mindre end 5 år. Der skal ved opgørelsen af ægteskabets varighed normalt ikke tages hensyn til et forudgående samliv. Der kan dog forekomme situationer, hvor det vil være rimeligt også at lægge vægt på et forudgående samliv med økonomisk fællesskab af nogen længde.
Retsvirkningslovens § 16 c foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 35.
Med lovforslagets § 35, stk. 1, foreslås det, at pensionsrettigheder ikke skal indgå i formuedelingen, hvis ægteskabet har været af kortere varighed. Ifølge forslagets stk. 2 skal beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, ikke indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene. Efter det foreslåede stk. 3 skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om erstatning og godtgørelse for personskade (personskadeerstatning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger (forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene.
Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør eller separation. Personskade- og forsørgertabserstatninger indgår således ikke i formuefællesskabet ved separation eller skilsmisse. Baggrunden herfor er, at sådanne erstatninger har et særligt personligt præg.
§ 18, stk. 2, omfatter bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning for tab af forsørger og for andet tab som følge af en skade, eksempelvis for forlængelse af uddannelse eller afholdte helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og for varige mén.
Efter lovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Bestemmelsen omfatter bl.a. godtgørelse til ofre for voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og æreskrænkelser, herunder f.eks. injurier og uberettiget offentliggørelse af følsomme personoplysninger. Efter § 26 a, stk. 1, kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.
Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.
Erstatningsansvarsloven vedrører erstatnings- og godtgørelseskrav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.
§ 18, stk. 2, anses for analogt anvendelig på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger og tilsvarende erstatninger og godtgørelser efter patientforsikringsloven og voldsoffererstatningsloven, godtgørelse til HIV-smittede blødere og lignende erstatninger og godtgørelser.
§ 18, stk. 2, anvendes også analogt på ulykkesforsikringer, men det er uafklaret, om reglerne om forsørgertabserstatning anvendes analogt på livsforsikringsbeløb.
Efter § 18, stk. 3, finder reglerne i stk. 1 og 2 ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette skyldes, at sådanne erstatninger træder i stedet for en lønindtægt, der ville indgå i ægtefællens delingsformue. Stk. 3 omfatter efter retspraksis bl.a. fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, hvorefter der ydes en særlig godtgørelse ved opsigelse af funktionærer, der har været beskæftiget i samme virksomhed i 12 år eller mere.
Der ses ikke at være taget stilling til behandlingen på skifte af andre godtgørelser med relation til en ansættelse, herunder f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven for afskedigelse begrundet i graviditet, godtgørelse efter ligelønsloven og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangler i et ansættelsesbevis.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, og derfor ikke indgår i delingsformuen, er ikke udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om en erstatning er omfattet af § 18, stk. 2.
Det er uden betydning for anvendelsen af § 18, stk. 2, om erstatningen m.v. er erhvervet før eller efter ægteskabet.
For at kunne holde en erstatning uden for delingen må erstatningen ikke være forbrugt. Det er ikke en betingelse, at erstatningen er holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue, men modtageren har bevisbyrden for, at erstatningen ikke er forbrugt. I praksis kan denne bevisbyrde være vanskelig at løfte.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, indgår i formuedelingen. Dermed adskiller ordningen sig fra særeje, hvor indtægter og værdistigning er særeje, jf. punkt. 3.12.
Det foreslås, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og den del af § 18, stk. 3, der er tilknyttet § 18, stk. 2, videreføres i lovforslagets § 36, idet bestemmelsens anvendelsesområde udvides sådan, at bestemmelsen også omfatter godtgørelser efter lovens §§ 26 og 26 a samt de erstatninger m.v., som § 18, stk. 2, i dag anvendes analogt på.
Med lovforslagets § 36 foreslås det således, at der indføres en samlet bestemmelse om hvilke erstatninger m.v., der ikke indgår i formuedelingen. De erstatninger, der efter bestemmelsen ikke indgår i formuedelingen, betegnes personlige erstatninger.
Med § 36, stk. 1, foreslås det, at værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v. som følge af personskade, ikke indgår i formuedelingen.
Personskadeerstatninger kompenserer for selve skaden på skadelidtes person, herunder den lidelse der er forbundet hermed, og for et eventuelt fremtidigt indtægtstab. Det afgørende fællestræk ved disse udbetalinger er, at de kompenserer for et fremtidigt indtægtstab eller for en mere ideel skade i form af fysisk eller psykisk lidelse eller integritetskrænkelse, som f.eks. ved voldtægt eller frihedsberøvelse. Sådanne erstatninger er således tæt knyttet til skadelidte selv, og skadelidte bør derfor kunne beholde dem efter separation og skilsmisse. På samme måde er en forsørgertabserstatning, der ligeledes vedrører fremtiden, knyttet til den berettigedes person.
Ud over de erstatninger, m.v., der i dag er omfattet af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, omfatter bestemmelsen også bl.a. erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger, godtgørelser efter patientforsikringsloven og til HIV-smittede blødere, ulykkesforsikringer samt erstatninger for arbejdsskader og patientskader.
Livsforsikringer, der udbetales til en begunstiget fra en tredjemand (forsikringstager), er ikke omfatter af bestemmelsen. Det samme gælder ulykkes- og sygeforsikringer fra tredjemand. Disse forsikringer m.v. er ikke på samme måde knyttet til modtagerens person, men har mere karakter af arv og gave. Efter forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2, jf. § 122, kan en forsikringstager bestemme, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje.
De ovennævnte nævnte personlige erstatninger holdes efter det foreslåede stk. 1 kun uden for formuedelingen, i det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne fratrækkes i delingsformuen efter lovforslagets § 29, stk. 1.
Efter stk. 2 gælder det samme for værdien af en forsørgertabserstatning, som en ægtefælle har modtaget, samt for værdien af andre personlige erstatninger, der ikke nødvendigvis har tilknytning til en personskade. Det drejer sig om godtgørelser efter erstatningsansvarslovens §§ 26 og 26 a, og godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og ligestillingsloven.
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold. De erstatninger, der er omfattet af stk. 3, har overordnet set til formål at kompensere for et tab af indtægt, der allerede er lidt, når erstatningen udbetales. Den indtægt, som erstatningen skal dække, ville være indgået i formuedelingen, og erstatning for indtægten skal derfor ligeledes indgå i formuedelingen.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 36, stk. 1, 2 og 3, er ikke udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om en erstatning er omfattet af de nævnte bestemmelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Det bemærkes, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, foreslås ophævet, jf. § 7, nr. 3, i følgelovforslaget.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særligt gældende regler.
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, (de såkaldte § 15, stk. 2-rettigheder) omfatter bl.a. ophavsrettigheder, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger, båndlagt arv og gave samt goodwill.
Nogle af disse rettigheders behandling ved formuedelingen er reguleret i anden lovgivning, herunder ophavsretsloven, biblioteksafgiftsloven og arveloven for så vidt angår båndlagt arv (§§ 53-58). For så vidt angår rettigheder, der ikke er særligt lovreguleret, er der i nogle tilfælde taget stilling i retspraksis, mens andre alene er omtalt i litteraturen.
Selvom det bliver fastslået, at en rettighed er uoverdragelig eller af så personlig art, at den henhører under § 15, stk. 2, er det ikke givet, hvordan rettigheden skal behandles ved formuedelingen. Det afgøres ud fra en fortolkning af den enkelte rettigheds karakter. Fravigelse af udgangspunktet om ligedeling kan ske med støtte i en anden lov, forvaltningsakt, privat viljeserklæring, retspraksis og den juridiske litteratur.
Bestemmelsen i § 15, stk. 2, foreslås uden indholdsmæssige ændringer videreført i lovforslagets § 37. Efter denne bestemmelse indgår rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter kun i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.16.
Til kapitel 11
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelingen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis flytte værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen vil således blive formindsket eller forøget, og ved formuedeling i forbindelse med separation eller skilsmisse vil det betyde, at den anden ægtefælle vil få et mindre eller større beløb ved formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne ikke havde fundet sted.
Flytning af værdier mellem f.eks. særeje og delingsformue kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteskabet. Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydninger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og samme ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er delingsformue, og dermed genskabe den oprindelige balance mellem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som følge af overførsel af delingsformue til særeje er således ikke betinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med henblik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet for at blive stillet bedst muligt ved en kommende formuedeling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 omfatter tre forskellige situationer:
En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra anden formue, der ikke er delingsformue, til sin delingsformue (stk. 3). Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 38.
En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delingsformue (stk. 2). Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 39.
Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en senere formuedeling får et mindre beløb ved formuedelingen (stk. 1). Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 40.
Retsvirkningslovens § 23, stk. 2, omhandler den situation, hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sin delingsformue til erhvervelse eller forbedring af aktiver, der er særeje eller omfattet af lovens § 15, stk. 2, om uoverdragelige og personlige rettigheder. I denne situation kan den anden ægtefælle rejse et vederlagskrav, således at formindskelsen af delingsformuen kan udlignes.
Dispositioner efter bestemmelsen omfatter bl.a., at en ægtefælle forbedrer sin ejendom, der er særeje, med midler fra sin delingsformue, eller betaler afdrag på gælden i ejendommen med midler fra sin delingsformue. Bestemmelsen omfatter også anvendelse af delingsformue til anskaffelse af en rettighed, der er omfattet af lovens § 15, stk. 2, om uoverdragelige og personlige rettigheder, og som derfor ikke indgår i formuedelingen, f.eks. en goodwill.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation eller skilsmisse.
En ægtefælle kan gøre et vederlagskrav gældende over for den anden ægtefælle, selvom den første ægtefælle var bekendt eller indforstået med de dispositioner, der udløste kravet.
Efter § 23 stk. 4, finder stk. 2 ikke anvendelse på pensionsrettigheder efter §§ 16 a-16 c. Det betyder, at der ikke kan rejses vederlagskrav efter stk. 2, hvis en ægtefælle overfører midler fra sin delingsformue til en pensionsrettighed, der kan udtages forlods efter disse bestemmelser. Dette skal dog ses i lyset af, at pensionsrettigheder efter § 16 b kun kan udtages forlods, hvis de er "rimelige". Selvom en meget stor overførsel til en pensionsordning ikke udløser vederlagskrav, kan en del af pensionsrettigheden således indgå i formuedelingen, hvis pensionsrettigheden overstiger det rimelige.
Lovens § 16 a vedrører formuedeling ved en ægtefælles død, og § 16 c vedrører formuedeling i ægteskaber af kortere varighed. I begge situationer udtager henholdsvis den længstlevende ægtefælle og begge ægtefæller deres egne pensionsrettigheder, også selvom de ikke anses som er rimelige efter § 16 b. Pensionsrettigheder efter §§ 16 b og 16 c er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2., og i bemærkningerne til §§ 34 og 35, og pensionsrettigheder efter § 16 a er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.1., og i bemærkningerne til § 52.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlagskrav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
Vederlagskrav dækkes ved, at den ægtefælle, der har kravet, forlods udtager det beløb, som er overført fra delingsformuen til særejet, af den resterende del af fællesboet, og er det ikke tilstrækkeligt, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af den anden ægtefælles særeje.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlagskrav, der skyldes en disposition, der er foretaget for flere år siden, men da størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt, er der mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end de overførte midler, f.eks. hvis delingsformue er overført til en fast ejendom, er særeje, og som er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fastsættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
Vederlagskrav står ved formuedelingen tilbage for eventuelle kreditorers krav mod den pågældende ægtefælle.
Med lovforslagets § 38 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 2, jf. stk. 4, og § 24 om vederlagskrav videreføres under betegnelsen reguleringskrav, dog med en klarere beskrivelse af bestemmelsens anvendelsesområde og bedre muligheder for at få reguleringskrav dækket end efter den gældende ordning.
Det foreslås i § 38, stk. 1, at hvis en ægtefælle har overført sin delingsformue til egne aktiver, der er særeje, eller der i øvrigt ikke indgår i formuedelingen, eller hvis ægtefællen har anvendt sin delingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages delingsformuen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav (1. pkt.).
Anvendelsesområdet – aktiver, der ikke indgår i formuedelingen – henviser til lovforslagets § 26 om formuedelingen. Efter denne bestemmelse indgår følgende rettigheder ikke i formuedelingen: særeje, pensionsrettigheder (lovforslagets §§ 34 og 35), personlige erstatninger (lovforslagets § 36) og uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet (lovforslagets § 37).
Anvendelsesområdet svarer således til anvendelsesområdet for den gældende ordning, nemlig overførsler til særeje og til uoverdragelige og personlige rettigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at der reelt ikke er mulighed for at overføre delingsformue til personlige erstatninger, da disse kun holdes uden for formuedelingen med deres værdi, hvilket ikke omfatter værdistigninger, jf. bemærkningerne til § 36). Endvidere svarer reguleringen af overførsler til pensionsrettigheder (se stk. 2) til den gældende ordning.
Ligesom efter den gældende ordning medfører betaling af gæld, der påhviler særeje m.v., vederlagskrav, dog ikke betaling af forbrugsgæld (se stk. 2), der ikke medfører forskydning mellem delingsformue og formue, der ikke indgår i formuedelingen.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes efter et samlet skøn ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved overførslen eller betaling af gælden. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen eller betalingen af gælden, stigning og fald i værdien af de omhandlede aktiver og passiver, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt (2. og 3. pkt.).
I forhold til gældende ret omfatter bestemmelsen også overførsler til alle aktiver, der ikke indgår i ligedelingen, undtagen pensionsrettigheder, jf. det foreslåede stk. 2.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at betaling af gæld omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 29, stk. 3, om forbrugsgæld m.v.) ikke medfører reguleringskrav efter stk. 1. Dette skyldes, at betaling af forbrugsgæld ikke medfører forskydning mellem delingsformue og formue, der ikke indgår i formuedelingen.
Det følger videre af stk. 2, at overførsel af midler til pensionsrettigheder, der er omfattet af lovforslagets § 34, stk. 1, (rimelige pensionsrettigheder) eller § 35, stk. 1, (pensionsrettigheder ved kortvarige ægteskaber) heller ikke medfører reguleringskrav. Dette skyldes, at i ikke-kortvarige ægteskaber er overførsler af delingsformue til pensionsrettigheder fortsat delingsformue, i det omfang overførslen overstiger det rimelige.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres gældende ved formuedelingen.
I stk. 4 foreslås det, at hvis reguleringskravet ved formuedelingen overstiger delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. de foreslåede bestemmelser i § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen.
Det foreslåede stk. 5 indebærer, at reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen efter stk. 4, ikke senere kan gøres gældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelingen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis flytte værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen vil således blive formindsket eller forøget, og ved formuedeling i forbindelse med separation eller skilsmisse vil det betyde, at den anden ægtefælle vil få et mindre eller større beløb ved formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne ikke havde fundet sted.
Flytning af værdier mellem f.eks. særeje og delingsformue kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteskabet. Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydninger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og samme ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er delingsformue, og dermed genskabe den oprindelige balance mellem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som følge af overførsel af delingsformue til særeje er således ikke betinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med henblik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet for at blive stillet bedst muligt ved en kommende formuedeling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 omfatter tre forskellige situationer:
En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra anden formue, der ikke er delingsformue, til sin delingsformue (stk. 3). Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 38.
En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delingsformue (stk. 2). Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 39.
Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en senere formuedeling får et mindre beløb ved formuedelingen (stk. 1). Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 40.
Retsvirkningslovens § 23, stk. 3, omhandler den situation, hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sit særeje til at erhverve eller forbedre et aktiv, der er delingsformue. I denne situation kan den ægtefælle, der har foretaget overførslen, kræve et beløb overført fra delingsformuen til sit særeje.
Dispositioner efter bestemmelsen omfatter bl.a., at en ægtefælle forbedrer sin ejendom, der er delingsformue, med midler fra sit særeje, eller betaler afdrag på gælden i ejendommen med midler fra sit særeje.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation eller skilsmisse.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlagskrav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
Vederlagskrav dækkes ved, at den ægtefælle, der har kravet, forlods udtager det beløb, som er overført fra særejet til delingsformuen, af den resterende del af delingsformuen.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlagskrav, der skyldes en disposition, der er foretaget for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt. Der er således mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end de overførte midler, f.eks. hvis delingsformue er overført til en fast ejendom, der er særeje, og som er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fastsættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
Vederlagskrav står ved formuedelingen tilbage for eventuelle kreditorers krav.
Med lovforslagets § 39 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 3, og § 24 om vederlagskrav videreføres under betegnelsen reguleringskrav uden indholdsmæssige ændringer, dog med en klarere beskrivelse af bestemmelsens anvendelsesområde.
Med § 39, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til sin delingsformue, eller der har anvendt midler, der ikke indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages ægtefællens delingsformue, har et reguleringskrav (1. pkt.).
Anvendelsesområdet – midler, der ikke indgår i formuedelingen – henviser til lovforslagets § 26 om formuedelingen. Efter denne bestemmelse indgår følgende rettigheder ikke i formuedelingen: særeje, pensionsrettigheder (lovforslagets §§ 34 og 35), personlige erstatninger (lovforslagets § 36) og uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet (lovforslagets § 37).
Anvendelsesområdet svarer således til anvendelsesområdet for den gældende ordning, nemlig overførsler af særeje til delingsformue. Det bemærkes i den forbindelse, at uoverdragelige og personlige rettigheder samt pensionsrettigheder ikke foreligger i en form, der gør det muligt at overføre sådanne rettigheder til delingsformue.
Det bemærkes endvidere, at en personlig erstatning kun holdes uden for formuedelingen, i det omfang erstatningen er i behold. Ved overførsel af et kontant erstatningsbeløb til f.eks. en fast ejendom, der er delingsformue, er erstatningen fortsat i behold og kan holdes uden for formuedelingen, hvorfor betalingen af gælden ikke medfører en formueforskydning mellem ægtefællens delingsformue og formue, der ikke indgår i formuedelingen. Tilsvarende gælder udbetalte pensionsbeløb, der efter § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, ikke indgår i formuedelingen, i det omfang, de ikke må anses for forbrugt.
Ligesom efter den gældende ordning medfører betaling af gæld, der påhviler særeje m.v., vederlagskrav, jf. dog stk. 2 om betaling af forbrugsgæld.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes efter et samlet skøn ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved overførslen. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt (2. og 3. pkt.).
I stk. 2 foreslås det, at betaling af gæld omfattet af lovforslagets § 29, stk. 3, om forbrugsgæld m.v. ikke medfører reguleringskrav efter stk. 1. Dette skyldes, at betaling af forbrugsgæld ikke medfører forskydning mellem delingsformue og formue, der ikke indgår i formuedelingen.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres gældende ved formuedelingen. Reguleringsbeløbet udtages inden formuedelingen.
I stk. 4 foreslås det, at reguleringskravet ved formuedelingen kun kan søges dækket af den delingsformue, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. det foreslåede stk. 1. Med stk. 5 foreslås det, at reguleringskrav, der ikke efter stk. 4 er blevet dækket ved formuedelingen, ikke senere kan gøres gældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelingen. Under ægteskabet kan en ægtefælle eksempelvis flytte værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende ægtefælles særeje – eller omvendt. Delingsformuen vil således blive formindsket eller forøget, og ved formuedeling i forbindelse med separation eller skilsmisse vil det betyde, at den anden ægtefælle vil få et mindre eller større beløb ved formuedelingen, end hvis flytningen af værdierne ikke havde fundet sted.
Flytning af værdier mellem f.eks. særeje og delingsformue kan være helt sædvanlige dispositioner under ægteskabet. Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydninger af værdier mellem en ægtefælles delingsformue og samme ægtefælles særeje og anden formue, der ikke er delingsformue, og dermed genskabe den oprindelige balance mellem de forskellige formuearter. Et vederlagskrav som følge af overførsel af delingsformue til særeje er således ikke betinget af, at ægtefællen har foretaget overførslen med henblik på at nedbringe delingsformuen og forøge særejet for at blive stillet bedst muligt ved en kommende formuedeling.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 omfatter tre forskellige situationer:
En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra anden formue, der ikke er delingsformue, til sin delingsformue (stk. 3). Der henvises til lovforslagets § 38.
En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue til sit særeje eller til anden formue, der ikke er delingsformue (stk. 2). Der henvises til lovforslagets § 39.
Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin delingsformue, sådan at den anden ægtefælle ved en senere formuedeling får et mindre beløb ved formuedelingen (stk. 1). Denne bestemmelse videreføres i lovforslagets § 40.
Efter retsvirkningslovens § 23, stk. 1, kan en ægtefælle forlange vederlag, hvis den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af rådigheden over sin delingsformue eller på anden uforsvarlig måde i væsentlig grad har formindsket sin delingsformue. Bestemmelsen har til formål at udligne tab, som en ægtefælle ellers ville lide ved formuedelingen som følge af, at den anden ægtefælle utilbørligt har formindsket sin formue.
Misbrug efter § 23, stk. 1, kan bl.a. være uforholdsmæssigt stort forbrug enten af kapital eller ved optagelse af lån, påtagelse af kautionsforpligtelser, tab ved spekulationsprægede forretninger eller lignende. Andre dispositioner, der kan udgøre misbrug, kan være pådragelse af erstatningsansvar ved forsætligt eller groft uagtsomme forhold, spirituskørsel, vanrøgt af en ejendom eller forsætlig eller grov uagtsom ødelæggelse af egne aktiver. Også gaver til tredjemand kan være misbrug, navnlig hvis ægtefællerne har ophævet samlivet, eller en samlivsophævelse er nært forestående.
Reglerne om vederlagskrav på grund af misbrug skal også ses i lyset af retsvirkningslovens § 16, stk. 1, hvorefter hver ægtefælle har rådigheden over alt, hvad ægtefællen ejer, dog med de indskrænkninger der bl.a. følger af § 17. Efter denne bestemmelse har en ægtefælle pligt at udøve sin rådighed over sin formue sådan, at den ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle.
Rimelige indbetalinger på pensionsordninger, jf. retsvirkningslovens § 16 b, kan aldrig være misbrug. Indbetalinger af uforholdsmæssigt store beløb på pensionsordninger, der kan udtages forlods i medfør af retsvirkningslovens § 16 c om kortvarige ægteskaber, kan derimod efter omstændighederne være misbrug. Ved vurderingen heraf må der lægges vægt på størrelsen af indbetalingerne, om de afviger fra et hidtidigt indbetalingsmønster, og om der er særligt store indbetalinger lige op til anmodningen om separation eller skilsmisse. Under tilsvarende omstændigheder kan længstlevendes uforholdsmæssigt store pensionsopsparinger op til et dødsfald udgøre misbrug. §§ 16 b og 16 c er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.2., og i bemærkningerne til §§ 34 og 35.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget under hele ægteskabet og ikke kun på dispositioner, der er foretaget i tiden op imod separation eller skilsmisse.
For at der kan rejses vederlagskrav efter § 23, stk. 1, mod den anden ægtefælle, kræves, at delingsformuen er blevet formindsket i væsentlig grad. Om formindskelsen er så væsentlig, at der kan kræves vederlag, afgøres ved at sammenligne størrelsen af den rådende ægtefælles delingsformue før og efter den pågældende disposition.
Når disse betingelser er opfyldt skal der ved vurderingen af, om der er grundlag for et vederlagskrav, foretages der en samlet bedømmelse af den pågældende ægtefælles dispositioner. Det er ikke tilstrækkeligt at bedømme den vederlagsfremkaldende disposition isoleret. Der ses også på baggrunden for dispositionen, og hvornår den blev foretaget. Jo tættere ægtefællerne er på separation og skilsmisse, jo lavere vil grænsen være for, at der er tale om misbrug. Navnlig når der er tale om gaver til en ny partner, vil der skulle mindre til, før der er tale om misbrug.
Der kan også foreligge misbrug, selvom der ikke er foretaget en, men en række dispositioner.
Reglerne om vederlagskrav finder anvendelse på misbrug foretaget under hele ægteskabet, og ikke kun på misbrug foretaget i tiden op til en separation eller skilsmisse. Jo tættere ægtefællerne er på separation og skilsmisse, jo lavere vil grænsen være for, hvornår der er tale om misbrug. Misbrug, der ligger langt tilbage i tiden, vil, hvis krav overhovedet rejses, formentlig ofte kunne anses for at være stiltiende accepteret af den anden ægtefælle, hvis denne har haft kendskab til dispositionen.
Kan der rejses vederlagskrav, er det afgørende for kravets størrelse, hvor stort tab den anden ægtefælle har lidt som følge af dispositionen. Tabet kan derfor først opgøres, når delingsformuerne gøres op og deles mellem ægtefællerne.
Der opstår ikke vederlagskrav, hvis den ægtefælle, der foretog dispositionen, havde en negativ delingsformue, da dispositionen blev foretaget, da den anden ægtefælle ikke lider tab ved dispositionen.
Vederlaget kræves først i delingsformuen. Hvis den ikke er tilstrækkelig, kræves vederlaget for halvdelen af det manglende beløb af særeje tilhørende den ægtefælle, der har foretaget misbruget.
Hvis vederlagskravet ikke kan gennemføres mod den anden ægtefælle, fordi ægtefællen ikke har midler til at dække kravet, er der ikke umiddelbart mulighed for at kræve omstødelse af gave til tredjemand eller erstatning fra tredjemand.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan misbrugskrav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
Vederlagskrav står ved formuedelingen tilbage for eventuelle kreditorers krav.
Hvis en ægtefælle vanrøgter sine aktiver, forærer dem væk eller skjuler dem for den anden ægtefælle efter ophørsdagen, jf. ægtefælleskiftelovens § 51, men inden bodelingen er gennemført, er der ikke tale om misbrug, der er omfattet af retsvirkningslovens § 23. Den anden ægtefælles krav på boslod beregnes ud fra de aktiver, der var på ophørsdagen, selv om værdierne i mellemtiden måtte være forsvundet. Hvis en ægtefælle under formuedelingen vanrøgter f.eks. en fast ejendom, så den er faldet i værdi, kan den anden ægtefælle have et erstatningskrav efter almindelige formueretlige regler. Et krav på boslod eller et erstatningskrav, der ikke bliver dækket ved formuedelingen, bortfalder ikke, men kan gøres gældende senere, hvis den anden ægtefælle senere kommer til penge.
Retsvirkningslovens § 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et misbrugskrav, der skyldes en disposition, der er foretaget for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt. Der er således mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end de overførte midler, f.eks. hvis delingsformue er overført til en fast ejendom, der er særeje, og som er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fastsættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
Med lovforslagets § 40 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 1, jf. § 24, videreføres under betegnelsen misbrugskrav, uden indholdsmæssige ændringer, bortset fra bedre muligheder for at få misbrugskrav dækket.
I § 40, stk. 1, foreslås det, at hvis en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde væsentligt har reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at blive stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Med det foreslåede stk. 2 foreslås det, at kravet kun kan gøres gældende ved formuedelingen. Hvis misbrugskravet ved formuedelingen overstiger anden ægtefælles delingsformue, udtages efter det foreslåede stk. 3 halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. de foreslåede § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget misbruget.
I stk. 4 foreslås det i modsætning forslagene vedrørende reguleringskrav i lovforslagets §§ 38 og 39, at misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, senere kan gøres gældende mod den anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er blevet dækket. Sådanne krav kan således tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, hvorefter tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af bl.a. domme og kendelser afsagt af domstole, herunder skifteretter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til kapitel 12
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at denne ægtefælle skal yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2. pkt. anvendes denne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i formuedelingen.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end oprindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til en generel rimelighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet urimeligt end på ringe. I praksis er der således også lagt vægt på, om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller forbedre den anden ægtefælles særeje, herunder ved arbejde i den anden ægtefælles virksomhed, ved betaling af udgifter vedrørende den andens særeje eller ved arbejde i hjemmet, hvilket har gjort det muligt for den ægtefælle at arbejde mere. I tilfælde, hvor den ene ægtefælle har en meget stor formue, er der en tendens til, at retten tilgodeser et ønske om individuel retfærdighed mellem ægtefællerne, så der sker en vis sikring af den mindre formuende ægtefælles sociale stilling, uanset at denne ikke objektivt set er ringe stillet.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt afhængig af, hvad der er baggrunden for og formålet med beløbet. Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et beløb til etablering, er det ofte i størrelsesordenen 50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt på medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1 mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ikke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens § 56 til ægtefælleskifteloven ved lovens ikrafttræden den 1. marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter § 56 er således fortsat relevant for fortolkningen af § 67.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreføres men opdeles i to bestemmelser: Lovforslagets § 41 om lovfæstelse af praksis om medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue og lovforslagets § 42 om ægtefæller, der er stillet urimeligt økonomisk.
Med § 41 videreføres uden indholdsmæssige ændringer den del af ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, der vedrører medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene, fordelingen af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt en kompensation.
Bevarelsen af formue kan f.eks. omfatte situationer, hvor en ægtefælle har forbedret den anden ægtefælles ejendom, der dermed er steget i værdi, men hvor ejendommen samtidig er faldet i værdi på grund af konjunkturerne. Bevarelse kan også være, at den ene ægtefælle har en betydelig særejeformue, men en meget lav indtægt, mens den anden ægtefælle har en betydelig indtægt og ingen formue. Hvis ægtefællen med den høje indtægt under ægteskabet har forsørget den anden ægtefælle, således at den pågældende ikke har haft behov for at bruge af sin formue, har den første ægtefælle medvirket til at bevare den anden ægtefælles formue.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 67 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 13, i følgelovforslaget.
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at denne ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2. pkt. anvendes denne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i formuedelingen.
Efter praksis skal ægteskabet have varet ca. 5 år, før et kompensationsbeløb kommer på tale. Der vil dog kunne lægges vægt på et eventuelt forudgående samliv, ligesom det vil kunne tillægges vægt, hvis ægteskabet har været meget langvarigt.
Anvendelsen af § 67 forudsætter som udgangspunkt, at der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formuedelingen, fordi den ene ægtefælle har kunnet holde en stor formue uden for formuedelingen, da formuen har bestået af særeje eller personlige og uoverdragelige rettigheder, jf. retsvirkningslovens § 15, stk. 2.
Selvom der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formuedelingen, må det antages, at der ikke tilkendes beløb efter ægtefælleskiftelovens § 67, hvis den økonomisk dårligst stillede ægtefælles livsvilkår i øvrigt er sikret, f.eks. gennem ægtefællens andel af delingsformuen eller eget særeje.
Ægtefællernes indtægtsforhold kan også tillægges betydning. For den økonomisk dårligst stillede ægtefælle indgår det i vurderingen, i hvilket omfang denne er i stand til at arbejde, dennes uddannelse, helbred og erhvervserfaring samt eventuelle hjemmeboende børn.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end oprindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til en generel rimelighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet urimeligt end på ringe. I praksis er der endvidere lagt vægt på, om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller forbedre den anden ægtefælles særeje. Der henvises herom til lovforslagets § 41.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt afhængig af, hvad der er baggrunden for og formålet med beløbet. Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et beløb til etablering, er det ofte i størrelsesordenen 50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt på medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1 mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ikke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens § 56 til ægtefælleskifteloven ved lovens ikrafttræden den 1. marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter § 56 er således fortsat relevant for fortolkningen af § 67.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreføres men opdeles i to bestemmelser: Lovforslagets § 41 om medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue og lovforslagets § 42 om ægtefæller, der er stillet urimeligt økonomisk.
Med § 41 videreføres uden indholdsmæssige ændringer den del af ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, der vedrører kompensation til en ægtefælle, der ellers ville blive stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen heraf lægges vægt på ægteskabets varighed, herunder et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 67 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 13, i følgelovforslaget.
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det.
Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om krav efter stk. 1, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan krav efter stk. 1 ikke gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis boet genoptages i medfør af lovens § 78. Stk. 3 indebærer, at en ægtefælle, der ønsker kompensation efter stk. 1, i tilfælde, hvor der sker offentligt skifte, skal gøre kravet gældende i forbindelse med skiftet. Der er ikke særlige lovregler om, hvornår et krav skal gøres gældende, når der ikke sker offentligt skifte. Det følger imidlertid af forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, at kravet forældes 3 år efter, at ægtefællen kunne kræve kravet opfyldt, medmindre der forinden er sket afbrydelse af forældelsen.
Hvis et privat skifte af ægtefællernes formue afsluttes med en formel aftale om formuedeling, vil en ægtefælle, der ikke udtrykkeligt har taget forbehold om at rejse krav efter stk. 1, som udgangspunkt være afskåret fra senere at gøre et sådant krav gældende.
Som det fremgår af lovforslagets §§ 41 og 42 foreslås ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreført, men opdelt i to bestemmelser: § 41 om medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue og § 42 om ægtefæller der er stillet urimeligt økonomisk.
Med § 43 foreslås det, at de nugældende bestemmelser i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3, videreføres uden indholdsmæssige ændringer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 67 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 13, i følgelovforslaget.
Til kapitel 13
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettigheder forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ikke i ligedelingen. Når ægteskabet har været af kortere varighed, udtager ægtefællerne efter § 16 c alle pensionsrettigheder forlods.
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separation og skilsmisse er stillet meget forskelligt pensionsmæssigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at kompensere ægtefæller, der har foretaget en mindre pensionsopsparing end rimeligt (§ 16 d), eller som i øvrigt stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende (§ 16 e). Om sidstnævnte kompensationsmulighed henvises til lovforslagets § 45.
Efter § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation kan det ved formuedelingen bestemmes, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle, hvis sidstnævnte ægtefælle under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid. Beløbet kan efter stk. 2 højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.
Stk. 1 finder også anvendelse, hvis en ægtefælle på grund af den anden ægtefælles arbejde i udlandet eller arbejdsskift i et eller andet omfang har måttet stille sin arbejdsmarkedstilknytning i bero. Der vil også kunne kræves kompensation i situationer, hvor en ægtefælles arbejdssituation har gjort det ønskeligt, at den anden ægtefælle helt eller delvist har været uden for arbejdsmarkedet.
Manglende pensionsopsparing, der skyldes fravær fra arbejdsmarkedet på grund af sygdom eller arbejdsløshed m.v., kan derimod ikke begrunde kompensation efter denne bestemmelse. Om eventuel kompensation i sådanne tilfælde henvises til retsvirkningslovens § 16 e om rimelighedspension, der foreslås videreført i lovforslagets § 45.
Kompensationsreglen i § 16 d finder også anvendelse ved korterevarende ægteskaber. Spørgsmålet om kompensation vil dog kun sjældent blive aktuelt i sådanne ægteskaber, idet adgangen til kompensation ikke forudsættes anvendt på mindre pensionstab, jf. beskrivelsen nedenfor af § 16 d, stk. 2.
Opgørelsen af kompensationsbeløbet tager udgangspunkt i det beløb, ægtefællen ville have opsparet i pension, hvis den pågældende ikke havde arbejdet på deltid, haft orlov eller været hjemmearbejdende. Har en ægtefælle f.eks. arbejdet på deltid i 10 år, vil kompensationen som udgangspunkt svare til nettoværdien af forskellen mellem det, ægtefællen rent faktisk har opsparet i pension, og det, der ville være opsparet, hvis vedkommende havde arbejdet på fuld tid. Arbejdsgivers eventuelle pensionsbidrag indgår i denne beregning.
Hvis ægtefællen har været hjemmearbejdende, må der foretages et skøn over den pensionsopsparing, som den pågældende ville have foretaget, hvis vedkommende havde været på arbejdsmarkedet.
Det beløb, der skal betales i kompensation, kan efter § 16 d, stk. 2, højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue. Har en ægtefælle f.eks. i en periode været hjemmearbejdende for at passe familiens børn, men alligevel samlet set under ægteskabet sparet mere op end den anden ægtefælle, kan ægtefællen ikke få kompensation for den manglende pensionsopsparing.
Ved beregning af beløbet er det pensionsopsparingen under ægteskabet foretaget af delingsformue, der er afgørende. Det er derimod uden betydning, om den eller de pensionsordninger, der indbetales til, er delingsformue eller særeje, medmindre ægtefællerne ved ægtepagt har aftalt, at særejet også omfatter fremtidige indbetalinger. Der henvises til retsvirkningslovens 16 h, stk. 1, der foreslås videreført i lovforslagets § 13.
Bestemmelsen om fællesskabskompensation indebærer ikke, at enhver mindre forskel mellem ægtefællernes pensionsindbetalinger under ægteskabet skal udlignes. Den manglende pensionsopsparing skal svare til op mod to års pensionsindbetalinger for en fuldtidsforsikret, før der opstår spørgsmål om at betale kompensation.
Kompensationsbestemmelsen er en erstatningslignende regel. Det er derfor som udgangspunkt uden betydning, hvordan ægtefællerne i øvrigt er stillet pensions- eller formuemæssigt. Der kan dog forekomme situationer, hvor ægtefællernes øvrige pensionsmæssige og økonomiske forhold er af en sådan karakter, at det ikke vil være rimeligt at pålægge en ægtefælle at betale kompensation til den anden ægtefælle.
Der bør normalt ikke ydes kompensation i videre omfang, end at den kompensationsberettigede ægtefælles samlede pension værdimæssigt bringes på niveau med den kompensationsbetalende ægtefælles samlede pension.
En ægtefælle, der er insolvent, skal ikke betale en kompensation til den anden ægtefælle. Ved bedømmelsen af ægtefællens solvens skal pensionsordningens nettoværdi medregnes.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 d om fællesskabskompensation uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 44.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettigheder forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ikke i ligedelingen. Når ægteskabet har været af kortere varighed, udtager ægtefæller efter § 16 c alle pensionsrettigheder forlods.
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separation og skilsmisse er stillet meget forskelligt pensionsmæssigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at kompensere ægtefæller, der har foretaget en mindre pensionsopsparing end rimeligt (§ 16 d), eller som i øvrigt stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende (§ 16 e). Om § 16 d henvises til lovforslagets § 44.
Efter § 16 e, stk. 1, om rimelighedskompensation kan det ved formuedelingen bestemmes, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis ægteskabet har været af længere varighed, og der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Efter stk. 2 skal der ved afgørelsen tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Bestemmelsen har til formål at forhindre, at en ægtefælle, der enten slet ikke har en pensionsordning eller kun har en beskeden pensionsordning, efter et længerevarende ægteskab bliver stillet urimeligt i pensionsmæssig henseende, fordi den anden ægtefælle har pensionsrettigheder, der vil kunne udtages forlods ved skifte af fællesboet.
Kriteriet i bestemmelsen er et andet end i ægtefælleskiftelovens § 67 (se lovforslagets § 42), hvor det er en betingelse for kompensation, at ægtefællen ellers vil blive stillet urimeligt økonomisk. Det er tilstrækkeligt til at opnå kompensation, at en ægtefælle ellers vil blive stillet urimeligt i pensionsmæssig henseende, idet reglen således skal kompensere, at rimelige pensionsværdier undtages fra delingen mellem ægtefællerne, uden at ægtefællerne ved ægtepagt selv har aftalt dette.
Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at ægteskabet har været af længere varighed. Dette vil normalt være tilfældet, når ægteskabet har varet 15 år eller længere. Der kan ved vurderingen heraf også tages hensyn til et forudgående ægteskabslignende samliv med økonomisk fællesskab.
Der skal endvidere være stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. For at vurdere, om dette er tilfældet, er det nødvendigt at sammenligne pensionsværdierne både ved formuedelingen og på ægtefællernes sædvanlige pensioneringstidspunkter. Herved tages der bl.a. højde for en eventuel aldersforskel mellem ægtefællerne. Værdien af en pensionsrettighed på tidspunktet for pensioneringen vil normalt fremgå af de årlige udsendte pensionstilsagn.
Da formålet med pensioner er den løbende forsørgelse, vil alders- og kapitalpensioner ved sammenligningen mellem værdierne af ægtefællernes pensionsordninger skønsmæssigt skulle omregnes til løbende udbetalinger. Ved løbende livsbetingede pensionsrettigheder er det alderspensionstilsagnet, der er afgørende for sammenligningen. Andre ydelser i form af invaliditetsydelser, børnepension m.v. er ikke relevante ved sammenligningen af ægtefællernes pensionsmæssige stilling.
Selv om der ofte vil være en vis forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder, vil denne ikke altid kunne karakteriseres som stor.
Ved lovforslaget i 2006 om § 16 e ville en årlig forskel i de løbende udbetalinger på op til ca. 50.000 kr. mellem ægtefællernes to pensionsordninger fremskrevet til det sædvanlige pensioneringstidspunkt normalt ikke kunne anses for stor. Kompensation ville derfor normalt ikke blive givet, hvis der ikke er en forskel på ca. 50.000 kr., ligesom der heller ikke ville skulle kompenseres i videre omfang, end at der altid er en forskel på ca. 50.000 kr. i de årlige løbende udbetalinger. Beløbsgrænsen er ikke absolut og vil også med tiden skulle tilpasses. Ved vurderingen af værdierne af ægtefællernes pensionsordninger ses der bort fra folkepension og andre ydelser fra det offentlige.
Betalingen af et beløb til en ægtefælle skal sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende. Et kompensationsbeløb bør således ikke bringe en ægtefælles pensionsrettigheder over, hvad der svarer til den til enhver tid gældende årlige pension som en faglært tjenestemand med fuld pensionsalder, der fratræder på grund af alder ved det 62. år ville kunne opnå ved sit 65. år, altså fra det tidspunkt, hvor den pågældende yderligere kan få folkepension. Har den pensionsmæssigt dårligst stillede ægtefælle – bortset fra folkepension m.v. – således en pensionsrettighed, der ved et sædvanligt indbetalingsforløb frem til den normale pensionsalder årligt udgør ca. 135.000 kr. (2006-niveau), kan den pågældende ægtefælle i almindelighed ikke anses for at være urimeligt stillet i pensionsmæssig henseende. Et kompensationsbeløb bør heller ikke bringe en ægtefælles pensionsrettigheder over, hvad der svarer til ca. 135.000 kr. årligt (2006-niveau). Dette udgangspunkt for vurderingen er ikke absolut og vil til enhver tid skulle tilpasses.
Efter § 16 e, stk. 2, skal der ved afgørelsen af, om en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Ejer den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle særejemidler, der kompenserer for den pågældendes pensionsmæssige ringe stilling, bør ægtefællen ikke have noget beløb fra den anden ægtefælle, selv om der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Derimod er det uden betydning for vurderingen af den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælles forhold, om den anden ægtefælle har et større særeje. I denne situation vil der eventuelt kunne ydes et beløb efter ægtefælleskiftelovens § 67 (se lovforslagets § 42).
Den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle bør heller ikke have noget beløb, hvis den pågældende i forbindelse med formuedelingen modtager en betydelig formue fra den anden ægtefælle, herunder en andel af den anden ægtefælles pensionsordning, der ikke kan udtages forlods, eller hvis den pågældende modtager kompensation efter retsvirkningslovens § 16 d om fællesskabskompensation (lovforslagets § 44), der i tilstrækkeligt omfang kompenserer for ægtefællens pensionsmæssige ringe stilling.
Har den ene ægtefælle placeret stort set hele sin opsparing i pensionsrettigheder, mens den anden ægtefælle har en ikke ubetydelig anden opsparing, men en ringe pensionsopsparing, kan det indgå i rimelighedsvurderingen, at den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle i forbindelse med formuedelingen skal dele hele sin opsparing med den pensionsmæssigt bedst stillede ægtefælle.
Det vil ligeledes kunne indgå i vurderingen af, om en ægtefælle er stillet urimeligt i pensionsmæssig henseende, om den pågældende er berettiget til ægtefællebidrag og ægtefællepension uden tidsbegrænsning.
Størrelsen af det beløb, en ægtefælle skal betale, for at den anden ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt pensionsmæssigt, fastsættes skønsmæssigt. I vurderingen indgår udover de oven for omtalte forhold vedrørende ægtefællernes formueforhold og ægteskabets varighed, også omstændighederne i øvrigt.
Der kan f.eks. lægges vægt på ægtefællernes alder, deres helbredsforhold og arbejdsevne.
Beløbet, der skal betales, bør normalt ikke være større, end at det svarer til ca. 25 % af forskellen mellem værdien af hver af ægtefællernes pensionsopsparing under ægteskabet. Anvendelsen af dette maksimum vil som udgangspunkt forudsætte, at ægteskabet har varet noget længere end 15 år, og at ægtefællen med den mindste pension stort set ikke har andet end sin folkepension. Hertil kommer, at beløbet i almindelighed ikke bør bringe den pågældende ægtefælles samlede pensionsniveau (bortset fra folkepension m.v.) over ca. 135.000 kr. årligt (2006-niveau) i løbende udbetalinger, og at forskellen mellem ægtefællernes løbende pensionsudbetalinger også efter kompensationen kan være op til 50.000 kr. (2006-niveau).
De foreslåede principper for kompensation indebærer normalt, at en ægtefælle ikke kan få mere i kompensation, end at vedkommende samlet set bliver bragt på det niveau, som den pågældende ægtefælle ville kunne påregne, såfremt vedkommende havde foretaget de for sit erhverv sædvanlige pensionsindbetalinger under ægteskabet. Dette betyder f.eks., at en hjemmehjælper eksempelvis maksimalt kan nå op på en hjemmehjælpers normale pensionsniveau, selv om vedkommendes ægtefælle er langt bedre stillet pensionsmæssigt.
Har en ældre ægtefælle altid været hjemmearbejdende eller haft en meget ringe eller skiftende tilknytning til arbejdsmarkedet, skal kompensationen på samme måde som for en ufaglært som udgangspunkt begrænses til et beløb, der ikke overstiger en ufaglærts pensionsindbetalinger under ægteskabet i de perioder, hvor der ikke er indbetalt til en pensionsordning.
En ægtefælle, der er insolvent, skal ikke betale en kompensation til den anden ægtefælle. Ved bedømmelsen af ægtefællens solvens skal pensionsordningens nettoværdi medregnes.
Om den anden kompensationsmulighed i retsvirkningslovens § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation henvises til lovforslagets § 44.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 e om rimelighedskompensation uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 45.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder bestemmelser om, hvordan pensionskompensation efter lovens §§ 16 d og 16 e (lovforslagets §§ 44 og 45) skal betales.
Efter bestemmelsen skal beløbet som udgangspunkt betales kontant (§ 16 f, stk. 1). Den ægtefælle, der har krav på pensionskompensation, har således ikke krav på en andel af den anden ægtefælles pensionsrettighed.
Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde den pågældendes erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig, kan det, hvis forholdene taler for det, efter § 16 f, stk. 2, bestemmes, at beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning (stk. 2, nr. 1). En afdragsordning bør normalt ikke strække sig over mere end 5 år. I tilfælde, hvor en afdragsordning på 5 år vil være urimelig – f.eks. på grund af modtagerens helbredsforhold – bør der fastsættes en kortere afdragsordning.
Hvis en afdragsvis betaling ikke er mulig, fordi der ikke kan stilles tilstrækkelig sikkerhed, eller fordi beløbet ikke kan afdrages over en kort årrække, kan skifteretten bestemme, at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension (stk. 2, nr. 2).
Hvis dette heller ikke er muligt, kan det bestemmes, at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling (stk. 2, nr. 3).
Har en ægtefælle flere pensionsrettigheder, følger det af § 16 f, stk. 3, at andelen af pensionsrettigheden først gives af ægtefællens alders- og kapitalpension. Har ægtefællen ikke en alders- og kapitalpension, gives andelen af ægtefællens ratepension. Hvis der både er en privattegnet og en arbejdsmarkedsrelateret ordning med samme udbetalingsmønster, forudsættes det, at den privattegnede ordning anvendes først.
Det foreslås, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 f, stk. 1-3, om, hvordan pensionskompensation skal betales, uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 46.
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder i stk. 4-7 bestemmelser om, hvordan en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, og hvordan en ægtefælle skal afdrage et kompensationsbeløb, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling. Herom henvises til lovforslagets § 47.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder i stk. 4-7 bestemmelser om, hvordan en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af sin alders-, kapital- eller ratepension, og hvordan en ægtefælle skal afdrage kompensationsbeløbet, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling, jf. lovens § 16 f, stk. 2 og 3, (lovforslagets § 46), at pensionskompensation skal betales på den måde.
Efter § 16 f, stk. 3, gives en andel af en alders-, kapital- eller ratepension ved en egentlig deling af ordningen. Der kan således ikke ske deling i form af en uigenkaldelig begunstigelse af ægtefællen, idet en begunstigelsesindsættelse vil bortfalde ved den begunstigedes død.
Efter stk. 4 skal beløb, der skal afdrages efter § 16 f, stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Værdien af den ret, der tilbydes ægtefællen, skal altid svare til kompensationsbeløbet.
Efter stk. 5 kan bestemmelserne i stk. 2 og 3 (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3) fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Ønsker ægtefællerne at indgå aftale om deling af pensionsrettigheden, herunder om at den ene ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet efter § 16 f, stk. 6, kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne i §§ 16 d og 16 e (lovforslagets §§ 44 og 45), § 16 f, stk. 2 og 3, (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3) samt § 16 g (lovforslagets § 50) er opfyldt. Det betyder, at ægtefællerne ikke uden pensionsinstituttets samtykke er berettiget til at fravige prioriteringsrækkefølgen i § 16 f, stk. 2 og 3, eller at fastsætte det beløb, der skal deles efter § 16 b, stk. 3, eller det beløb, der skal betales efter §§ 16 d og 16 e, til et større beløb, end hvad der følger af reglerne.
Er begge ægtefæller og pensionsinstituttet enige om en delingsordning, er der ikke noget til hinder for, at ægtefællerne kan indgå en aftale, der fraviger betingelserne i § 16 f, stk. 2-4, (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3, og § 47, stk. 1). Ægtefællerne kan således med pensionsinstituttets samtykke aftale deling af en ratepension, selv om der findes en alders- og kapitalpension. De kan også aftale, at en ægtefælle indsættes som begunstiget i en alders- og kapitalpension i stedet for deling af alders- og kapitalpensionen.
Pensionsinstituttet kan efter § 16 f, stk. 7, kræve, at ægtefællerne betaler administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed. Fordelingen af omkostningerne mellem ægtefællerne følger de almindelige formueretlige regler.
Det foreslås, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 f, stk. 4-7, uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 47.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.19.
Til kapitel 14
Når det er fastslået, hvilke værdier hver ægtefælle skal have efter separationen eller skilsmissen, skal der tages stilling, hvilke aktiver hver ægtefælle skal udtage, herunder hvilke aktiver ægtefællerne i fællesskab skal søge at afhænde. Denne udtagelsesret er reguleret i lovforslagets §§ 48-50.
Det følger af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 1, at hver ægtefælle ved formuedelingen er berettiget til at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering. Bestemmelsen omfatter således alene aktiver, der er delingsformue.
Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt, skal den ægtefælle, til hvis bodel ejendelen hører, have fortrinsret, jf. § 63, stk. 2, 1. pkt.
§ 63, stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog følgende undtagelser til dette udgangspunkt:
Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til at opretholde hjemmet.
Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne.
Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis virksomheden udelukkende eller dog i det væsentlige er blevet drevet af denne.
Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.
Bestemmelsen omfatter også bolig, som ejeren havde erhvervet inden ægteskabet, eller som ejeren har modtaget som arv eller gave, men ved afgørelsen kan der tages hensyn hertil.
Udtagelsesretten efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, kaldes "krydsende udtagelsesret" og giver en ægtefælle mulighed for mod betaling at udtage aktiver, der er delingsformue, og som tilhører den anden ægtefælle. Den ægtefælle, der udtager aktiverne, får dermed mulighed for at opretholde det fælles hjem og sit arbejde.
Kriterierne for at udtage de enkelte typer af aktiver ikke ens, men overordnet lægges der i relation til udtagelse af familiens bolig eller sommerhus vægt på ægtefællernes samlede behov for etablering af et nyt hjem, og om boligen har den væsentligste betydning for den anden ægtefælle. Heri indgår bl.a., hvor eventuelle børn skal bo, hvem der har den bedste mulighed for at benytte ejendommen, og hvem der har den følelsesmæssigt tætteste tilknytning til ejendommen, f.eks. fordi den har været i slægtens eje i en årrække. Endvidere har det betydning, om den anden ægtefælle har økonomisk mulighed for at overtage ejendommen eller for at skaffe sig en anden bolig.
Ejerægtefællen kan også forbedre sine muligheder for at udtage boligen ved at stille en anden passende bolig til rådighed for den anden ægtefælle.
Stk. 2, nr. 1 og 2, omfatter alene fast ejendom og dermed ikke andelsbolig og lejebolig. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1.2.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 63 om udtagelsesretten videreføres i lovforslagets § 48. Udtagelsesretten foreslås dog udvidet sådan, at den også omfatter andelsbolig, husbåd, der er bestemt til familiens helårsbolig, samt løsøre og transportmidler. Endvidere foreslås anvendelsesområdet udvidet sådan, at bestemmelsen også finder anvendelse på udtagelse af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
I lovforslagets § 48, stk. 1, foreslås det, at hver ægtefælle efter vurdering kan udtage aktiver, der helt eller delvist indgår i ligedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.
Et aktiv er kun undtaget fra bestemmelsen, når boligen helt er særeje (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje), erhvervet for midler fra en pensionsrettighed omfattet af §§ 34 og 35, for personlige erstatninger omfattet af § 36, eller for midler omfattet af § 37 om overdragelige og personlige rettigheder.
Hvis aktivet er erhvervet for både delingsformue og særeje, er det efter lovforslagets § 24, stk. 1, brøkdelssæreje. Den del af aktivet, der er delingsformue, indgår i formuedelingen efter lovforslagets § 5, stk. 1, 1. pkt., og dermed indgår aktivet i formuedelingen, også selvom delingsformuen kun udgør en beskeden del af aktivets værdi. Aktivet er således omfattet af § 48. Hvis hele ejerægtefællens formue er brøkdelssæreje, sumsæreje, eller sumdeling efter lovforslagets § 12, stk. 2, nr. 3-5, er ægtefællens enkelte aktiver ikke fuldt ud særeje, hvorfor ægtefællens aktiver ligeledes er omfattet af § 48.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at hvis begge ægtefæller anmoder om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog de foreslåede undtagelser i stk. 3.
Med stk. 3 foreslås det, at den anden ægtefælle uanset det foreslåede stk. 2 udtager et aktiv, hvis aktivet for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til efter stk. 3 at udtage et aktiv foreslås at omfatte følgende aktiver: Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig (nr. 1), fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig (nr. 2), fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig (nr. 3), indbo i fælles hjem og fritidsbolig (nr. 4), løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov (nr. 5), erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre (nr. 6) samt transportmidler (nr. 7).
Med stk. 4 foreslås det, at udtagelsesretten i stk. 3 også skal gælde ved afgørelsen om, hvem af ægtefællerne der skal udtage aktiver, som de ejer i sameje.
Hvis der er aktiver, der ikke bliver udlagt til en af ægtefællerne, følger det af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 3, at aktiverne afhændes efter bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 25.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 63 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan udlæg af aktiver efter § 63 ske, selv om værdien af de pågældende aktiver overstiger ægtefællens boslod. Det overskydende beløb skal i så fald betales kontant til den anden ægtefælle. Skifteretten kan dog i særlige tilfælde tillade afdragsvis betaling og i denne forbindelse fastsætte vilkårene herfor.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 64 uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 49.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Det bemærkes, at ægtefælleskiftelovens § 64 foreslås ophævet, jf. § 2, nr. 12, i følgelovforslaget.
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, (lovforslagets § 34) udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige pensionsrettigheder forlods.
I det omfang pensionsrettigheder ikke kan udtages forlods efter § 16 b, skal ægtefællen efter § 16 g, stk. 1, udtage egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves.
Kan en pensionsrettighed ikke ophæves, og er den det eneste værdifulde aktiv, kan der opstå den situation, at den ægtefælle, der ejer rettigheden, ikke har midler til at overføre til den anden ægtefælle til dækning af dennes krav som følge af ligedelingen af pensionsrettigheden. I sådanne situationer følger det af stk. 2, at reglerne i § 16 f, stk. 2-7, om deling af pensionsrettigheder (se lovforslagets § 46, stk. 2 og 3, og § 47) finder anvendelse.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 g uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 50.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.
Afsnit IV
Kapitel 15
Ved en ægtefælles død skal ægtefællernes formue deles mellem den førstafdøde ægtefælles dødsbo og den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo, Når det efter denne formuedeling er fastlagt, hvilken del af formuen, der tilkommer en ægtefælles dødsbo, fordeles formuen mellem den pågældende ægtefælles arvinger efter reglerne i arveloven.
Der foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.
Formuedeling ved en ægtefælles død foretages i følgende situationer:
– Ved skifte af den førstafdøde ægtefælles formue ved dennes død, når den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget delingsformuen til uskiftet bo.
– Ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live.
– Ved skifte af uskiftet bo ved den længstlevende ægtefælles død.
Dør ægtefæller samtidigt, uden at det kan afgøres, hvem der døde først, deles formuerne lige mellem de to dødsboer.
Der er ikke i dag en samlet regulering af formuedeling ved en ægtefælles død. Overordnet set finder dog reglerne om formuedeling ved separation og skilsmisse tilsvarende anvendelse ved formuedeling ved en ægtefælles død.
Enkelte bestemmelser i retsvirkningsloven finder dog efter deres indhold anvendelse ved formuedeling ved en ægtefælles død, og på enkelte punkter afviger reglerne fra de regler, der gælder ved formuedeling ved separation og skilsmisse.
Der findes heller ikke en samlet regulering af formuedeling ved skifte af et uskiftet bo.
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes et nyt afsnit (afsnit IV), der indeholder regler om formuedeling ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo.
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2, udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Bestemmelsen fastslår således, at der ved formuedelingen ved en ægtefælles død gælder det samme ligedelingsprincip som ved separation og skilsmisse.
I det følgende gennemgås, hvilke aktiver der ikke indgår i delingsformuen ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælleslevende live.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, får reglerne om formuefællesskab kun anvendelse på rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art (uoverdragelige og personlige rettigheder), i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler.
En række af den førstafdøde ægtefælles personlige og uoverdragelige rettigheder falder bort ved dødsfaldet. Andre rettigheder mister deres personlige karakter og vil derfor indgå i delingsformuen og dermed i et eventuelt uskiftet bo. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af de særlige forhold for den pågældende rettighed.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, følger det af bestemmelsen, at længstlevendes uoverdragelige og personlige rettigheder. ikke indgår i det uskiftede bo, og at længstlevende beholder sine uoverdragelige og personlige rettigheder, hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes levende live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død indgår længstlevendes uoverdragelige og personlige rettigheder derimod i det udskiftede bo, medmindre andet følger af de særlige forhold for den pågældende rettighed.
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af § 16 a, stk. 1, at den længstlevende ægtefælle udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods. Denne bestemmelse foreslås videreført i lovforslagets § 52, hvortil der henvises.
Det følger af sidste led i § 28, stk. 1, nr. 2, om dødsboskifte, at når den ene ægtefælle dør, indgår fuldstændigt særeje ikke i formuedelingen ved en ægtefælles død.
Ved dødsboskifte ved den første ægtefælles død indebærer dette, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje skiftes med førstafdødes arvinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og at den længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, omfatter det uskiftede bo efter arvelovens § 17 kun ægtefællernes delingsformue og dermed ikke ægtefællernes fuldstændige særeje. Den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje skiftes således også i denne situation med førstafdødes arvinger, herunder den længstlevende ægtefælle, og den længstlevende ægtefælle beholder sit fuldstændige særeje.
Ved skifte af det uskiftede bo i længstlevendes levende live beholder den længstlevende ægtefælle sit fuldstændige særeje og skal ikke dele det med førstafdødes arvinger. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død tilfalder særejet alene længstlevendes arvinger.
Efter § 18, stk. 2, i erstatningsansvarsloven indgår personskadeerstatning m.v., der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør, herunder ophør ved død. Personskadeerstatninger indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje. Som beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.3., finder § 18, stk. 2, anvendelse på en lang række andre erstatninger og godtgørelser m.v. Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, kan ikke holdes uden for formuedelingen og indgår således i delingsformuen.
Det følger af bestemmelsen, at den længstlevende ægtefælles personskadeerstatninger ikke indgår i delingsformuen ved førstafdødes død, men at førstafdødes erstatninger indgår i delingsformuen.
Dette indebærer, at hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, indgår længstlevendes erstatninger ikke i det uskiftede bo, og at længstlevende beholder sine erstatninger m.v., hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes levende live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død indgår længstlevendes erstatninger i det udskiftede bo.
Dødsboskiftelovens kapitel 17 indeholder regler om skifte af en længstlevende ægtefælles aktiver og passiver i forbindelse med skifte af den afdøde ægtefælles dødsbo. Efter lovens § 74 behandles afdødes aktiver og passiver efter de øvrige regler i dødsboskifteloven, mens den længstlevende ægtefælles aktiver og passiver, der er delingsformue, behandles efter reglerne i kapitel 17.
Efter lovens § 77 finder ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51, 53 og 56-58 anvendelse på skifte af ægtefællernes formuer med de ændringer, der følger af forholdets natur. Det betyder, at reglerne om ophørsdagen, tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt opgørelsen af fællesboet finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med skifte af længstlevende ægtefælles aktiver og passiver. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.1., for en beskrivelse af disse regler.
Efter arvelovens § 11, stk. 1, kan den længstlevende ægtefælle forlods udtage genstande, som udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller som er erhvervet til mindreårige børns brug. Den længstlevende ægtefælle kan efter bestemmelsens stk. 2 udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod, særeje, livforsikringer, pensionsydelser m.v. udgør indtil 740.000 kr. (2017-niveau), jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1281 af 27. oktober 2016 om regulering af beløb i henhold til arveloven. Disse bestemmelser finder anvendelse både ved skifte ved førstafdødes død og ved skifte af uskiftet bo ved længstlevendes levende live.
Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 1, finder lovens § 77 og dermed de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, som den henviser til, tillige anvendelse ved skifte af et uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. § 77 er beskrevet oven for. Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 3, træder datoen for skifterettens modtagelse af begæringen om skifte af det uskiftede bo i stedet for dødsdagen, således at det er aktiver og passiver på denne dag, der indgår i skiftet af det uskiftede bo.
Det følger af arvelovens § 17, at den længstlevende ægtefælle efter den anden ægtefælles død kan overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger. I det uskiftede bo indgår tillige alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver, for så vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje, jf. arvelovens § 23, stk. 1. § 23 indeholder derudover bl.a. særlige regler om, i hvilket omfang livsforsikrings– og pensionsrettigheder indgår i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse (§ 51), der overordnet fastlægger formuedelingen ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 26 om formuedelingen ved separation og skilsmisse.
Efter det foreslåede § 51 stk. 1, indgår ved dødsboskiftet i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1, 2. pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, dvs. ved klokkeslettet for dødsfaldet.
Efter bestemmelsen indgår følgende aktiver og krav dog ikke i ligedelingen:
Hver ægtefælles fuldstændige særeje. Dette omfatter også kombinationssæreje efter lovforslagets § 12, stk. 1, nr. 3, der efter særejebestemmelsen bliver fuldstændigt særeje for en af ægtefællerne ved førstafdødes død.
Hver ægtefælles uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af lovforslagets § 37. Det må antages, at førstafdødes uoverdragelige og personlige rettigheder mister deres uoverdragelighed og tilknytning til afdøde ved dødsfaldet med den virkning, at de indgår i formuedelingen. Det kan dog ikke fuldstændigt udelukkes, at der eksisterer uoverdragelige og personlige rettigheder, der efter de regler, som de er undergivet, ikke kan indgå i delingsformuen.
Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger, omfattet af lovforslagets § 36, stk. 1 og 2. Derimod indgår førstafdødes personlige erstatninger i formuedelingen.
Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m.v. efter lovforslagets § 52.
Den førstafdøde ægtefælles pensions- og forsikringsrettigheder, der tilfalder en begunstiget.
Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav efter lovforslagets § 53.
En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter ægteskabsloven. Denne bestemmelse svarer til lovforslagets § 26, stk. 1, nr. 8.
Efter stk. 2 og 3 fradrages gæld efter lovforslagets § 29, jf. § 30, inden ligedelingen, og en ægtefælles delingsformue deles ikke, hvis ægtefællens gæld overstiger ægtefællens delingsformue. Disse bestemmelser svarer til lovforslagets § 26, stk. 2 og 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af retsvirkningslovens § 16 a, stk. 1, at den længstlevende ægtefælle udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods.
Efter stk. 2 udtager den længstlevende ægtefælle endvidere forlods beløb fra alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder efter stk. 3 ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
§ 16 a omfatter alle typer af pensionsrettigheder uanset art - herunder udbetalingsvilkår (éngangs-, rate- eller løbende udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk eller frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspensionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, indekskontrakt m.v.
Retten til forlods udtagelse af pensionsrettigheder efter førstafdøde ægtefælles død gælder også lignende rettigheder. Dette indebærer, at også andre forsikringsrettigheder, der må antages at tjene pensionsformål, kan holdes uden for formuedelingen.
Den skattemæssige behandling er ikke afgørende for, om en pensionsrettighed kan antages at tjene et pensionsformål og dermed udtages forlods. Forlodsudtagelsen gælder også pensionsrettigheder, der er oprettet af udstationerede personer, der ikke beskattes i Danmark. Blandt andet på grund af skiftende skattemæssig behandling af forskellige former for alderdomsopsparing er der oprettet en lang række forskellige ordninger, f.eks. privattegnede livsforsikringer med opsparing, der ikke er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit 1, og hvis præmier ikke kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Disse forsikringsordninger adskiller sig imidlertid ikke så væsentligt fra privattegnede alders- og kapitalpensionsforsikringsordninger og -opsparingsordninger eller fra indekskontrakter, at de ikke bør udtages forlods af den længstlevende ægtefælle.
Sådanne ordninger var før skattereformen i 1987 en almindelig alderdomsopsparingsform for bl.a. ægtefæller, der ikke var berettigede til at oprette pensionsordninger, fordi de ikke havde et ansættelsesforhold, og ordningerne tjener som udgangspunkt også alderdomsforsørgelsesformål såvel som livsforsikringsformål.
Det er dog en betingelse for, at ordningen kan være omfattet af forlodsudtagelsen, at ordningen er oprettet i et forsikringsselskab, pengeinstitut eller lignende, at ordningen er knyttet til længstlevendes liv og alder, at der er aftalt et tidligste tidspunkt for udbetalingen, der svarer til pensionsalderen for længstlevendes erhverv, og at der som begunstiget i ordningen er indsat en af de af pensionsbeskatningslovens § 5, stk. 2, nævnte personer eller dødsboet.
Det beror på en konkret vurdering, om en ordning kan sidestilles med en pensionsordning med den virkning, at længstlevende kan udtage ordningen forlods ved formuedelingen ved førstafdødes død.
Almindeligvis er pensionsordninger både uoverdragelige og fritaget for kreditorforfølgning. Disse kriterier er dog ikke i sig selv afgørende for, om ordningen er omfattet af retsvirkningslovens § 16 a, da flere pensionsordninger kan realiseres, selv om dette normalt medfører beskatning. Er en ordning stillet som sikkerhed eller lignende, vil gælden på det underliggende forhold inden for ordningens værdi skulle belaste forlodsudtagelsen.
Retten til forlodsudtagelse omfatter efter § 16 a, stk. stk. 2, også beløb fra længstlevendes kapitalpensionsrettigheder – herunder fra lignende alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt. Det er dog en betingelse, at beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Derimod indgår udbetalte løbende livsbetingede ydelser eller allerede foretagne ratepensionsudbetalinger som almindelig formue på skifte. Fremtidige udbetalinger i henhold til sådanne ordninger kan den længstlevende ægtefælle derimod udtage forlods af boet efter stk. 1.
Kan en allerede udbetalt pension holdes uden for formuedelingen, vil retten til forlods udtagelse også gælde surrogater, f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for pensionsudbetalingen. Det samme gælder for renter af pensionsudbetalingen, og hvad der træder i stedet for disse.
Derimod kan pensionsudbetalinger, surrogater eller renter ikke holdes uden for formuedelingen, hvis beløbene må anses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at pensionsudbetalinger, renter eller, hvad der træder i stedet for disse beløb, er holdt adskilt fra den længstlevende ægtefælles øvrige formue. Et beløb kan eksempelvis ikke anses som forbrugt, fordi det er anvendt til at indfri en prioritet i en fast ejendom. Bevisbyrden for, at pensionsudbetalingerne m.v. ikke må anses som forbrugt, påhviler den længstlevende ægtefælle.
Pensionsordninger, der er udbetalt i utide, og som derfor er beskattet efter reglen i pensionsbeskatningslovens § 28, kan ikke udtages forlods. Sådanne beløb har ved udbetalingen mistet deres karakter af pensionsopsparing. Beløb, der er overført til en anden pensionsordning, kan derimod ikke anses for at have mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Det følger af bestemmelsen, at den førstafdøde ægtefælles pensionsrettigheder ved førstafdødes død indgår i delingsformuen og dermed i et eventuelt uskiftet bo, medmindre der er indsat en begunstiget til pensions- og forsikringsrettigheden efter pensionsopsparingslovens § 2 og forsikringsaftalelovens § 102. Når der er indsat en begunstiget, udbetales midlerne umiddelbart til denne ved kontohaverens og forsikringstagerens død.
Hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, følger det af bestemmelsen, at længstlevendes pensionsrettigheder m.v. ikke indgår i det uskiftede bo, og at længstlevende beholder sine pensionsrettigheder, hvis det uskiftede bo skiftes i længstlevendes levende live. Ved skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes død indgår længstlevendes pensionsrettigheder derimod i det udskiftede bo, medmindre der er indsat en begunstiget, jf. ovenfor.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 a uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 52.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Den foreslåede bestemmelse i § 53, der er ny, vedrører, hvordan kompensationskrav samt regulerings- og misbrugskrav, der vedrører dispositioner, der er foretaget før den førstafdøde ægtefælles død, skal behandles ved formuedeling efter lovforslagets § 51, dvs. ved den første ægtefælles død samt ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live.
I lovforslagets § 53, stk. 1, foreslås det, at den længstlevende ægtefælle eller den førstafdøde ægtefælles dødsbo ved formuedelingen skal kunne fremsætte kompensationskrav efter den foreslåede § 41 om medvirken til forøgelse m.v. af den anden ægtefælles formue, og med de ændringer, der følger af stk. 2-5, kan de også fremsætte regulerings- og misbrugskrav efter det foreslåede kapitel 11.
Efter forslaget finder lovforslagets § 42 om kompensationskrav til en ægtefælle, der er stillet urimeligt ringe, ikke anvendelse ved formuedeling ved en ægtefælles død. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.
De foreslåede bestemmelser i § 53, stk. 2-5, regulerer, hvordan de foreslåede bestemmelser i §§ 38-40 om regulerings- og misbrugskrav skal anvendes ved formuedeling ved dødsboskifte.
Efter det foreslåede stk. 2 finder § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, gælder også ved overførsel af skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje. Dette skyldes, at skilsmissesæreje ved en ægtefælles død bliver delingsformue, og hvis skilsmissesæreje under ægteskabet er overført til fuldstændigt særeje, så er delingsformuen ved dødsboskiftet blevet formindsket, hvilket reguleringskravet skal rette op på.
Tilsvarende foreslås det i stk. 4, at § 39 om reguleringskrav ved overførsel af midler, der ikke indgår i formuedelingen, til delingsformue også gælder ved overførsel af fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje, da delingsformuen ved en sådan overførsel er blevet forøget.
Med det foreslåede stk. 3 gælder § 38 om reguleringskrav ved overførsel af delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen ikke, når overførslen af delingsformue er sket til den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder, der er omfattet af § 52, stk. 1. Dette er i overensstemmelse med den gældende ordning i retsvirkningslovens § 23, stk. 4, hvorefter vederlagskrav efter bestemmelsens stk. 2 om overførsel af delingsformue til særeje med videre ikke finder anvendelse ved overførsel til pensionsrettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 16 a, der foreslås videreført i § 52.
Endelig foreslås det i stk. 5, at når et misbrugskrav efter § 40, der tilkommer den førstafdøde ægtefælles dødsbo, overstiger delingsformuen, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af særeje eller alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, jf. § 52, stk. 2, der tilhører den længstlevende ægtefælle. Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 40, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Lovforslagets § 54, der er ny, vedrører behandlingen af regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11, når den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo, og førstafdøde efterlod sig formue, som ikke indgår i formuedelingen.
I § 54, stk.1, nr. 1, foreslås det, at hvis den længstlevende ægtefælle har krav på et reguleringsbeløb efter den foreslåede § 38, skal ægtefællen kunne kræve beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Med nr. 2 forslås det, at hvis den førstafdøde ægtefælle havde krav på et reguleringsbeløb efter den foreslåede § 39, skal dødsboet kunne kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet skal dog ikke kunne overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.
I nr. 3 foreslås det, at en længstlevende ægtefælle, der har misbrugskrav efter lovforslagets § 40, skal kunne kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
I § 55, der er ny, foreslås det, at regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets §§ 38-40, jf. § 53, der ikke allerede er blevet dækket, typisk gennem den foreslåede bestemmelse i § 54, kan gøres gældende ved skifte af uskiftet bo. Dette gælder både ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live og ved den længstlevende ægtefælles død.
I overensstemmelse med lovforslagets § 53 kan regulerings- og misbrugskrav gøres gældende af den længstlevende ægtefælle og af ægtefællernes dødsboer.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Afsnit V
Kapitel 16
Det fremgår af § 2 i retsvirkningsloven, at det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Hvis en ægtefælle forsømmer at opfylde sin forsørgelsespligt, kan det efter lovens § 5 efter ansøgning pålægges ægtefællen at betale bidrag til den anden ægtefælle, i det omfang det efter omstændighederne må anses for rimeligt. § 5 omhandler bidrag under ægteskabet i situationer, hvor ægtefællerne ikke har ophævet samlivet på grund af uoverensstemmelse. Bestemmelsen gælder således også efter en samlivsophævelse, der ikke skyldes uoverensstemmelse, men er begrundet i f.eks. hospitalsindlæggelse, institutionsanbringelse eller afsoning af fængselsstraf.
Forudsætningen for at fastsætte bidrag efter § 5 er, at der er tale om forsømmelse af forsørgelsespligten. En ægtefælle, der betaler kost og logi for den anden ægtefælle, men intet andet, forsømmer delvist sin forsørgelsespligt og vil derfor kunne pålægges at betale bidrag, hvis den anden ægtefælle ellers ikke har mulighed for at få dækket sine øvrige behov. Fastsættelse af bidrag efter § 5 kræver forsømmelse af grovere karakter, og at forsømmelsen ikke er tilfældig eller helt kortvarig.
Det fremgår af § 6, 1. pkt., at ægtefæller ved samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse fortsat har pligt til at forsørge hinanden efter bestemmelsen i § 2. Hvis en ægtefælle forsømmer sin forsørgelsespligt, følger det af § 6, 2. pkt., at ægtefællen efter ansøgning kan pålægges at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Efter § 6, 3. pkt., kan der ved afgørelsen om bidraget tages hensyn til skylden for samlivsophævelsen. Denne del af bestemmelsen er i dag uden betydning i praksis. En tilsvarende bestemmelse i ægteskabsloven udgik i 1969. Grunden til, at bestemmelsen ikke blev ændret samtidig hermed, var først og fremmest, at gennemførelsen af en ny retsvirkningslov var under overvejelse.
Afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6 træffes af statsforvaltningen, jf. § 8, 1. pkt. Efter § 8, 2. pkt., kan statsforvaltningen efter ansøgning til enhver tid ændre en afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6, når forholdene væsentlig har forandret sig.
Ansøgning om bidrag efter §§ 5 og 6 kan indgives af en ægtefælle, der mener, at den anden ægtefælle ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter § 2. Ansøgning kan endvidere indgives af det offentlige efter § 97 i aktivloven, jf. de almindelige bemærkninger, punkt. 3.5.1.8.
Ægtefæller kan selv indgå aftaler om bidrag under ægteskabet, men efter retsvirkningslovens § 9 kan statsforvaltningen ved en afgørelse efter §§ 5 og 6 fravige en sådan aftale, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig har ændret sig.
Et bidrag fastsat efter § 5 bortfalder automatisk, hvis samlivet ophæves på grund af uoverensstemmelse. Et bidrag efter § 6 bortfalder automatisk, hvis ægtefællerne genoptager samlivet.
Et bidrag efter § 6 ophører, når separation eller skilsmisse er endelig. Ifølge retspraksis gælder bidragsafgørelser efter bestemmelsen dog fortsat indtil landsrettens dom, hvis en byretsdom om separation eller skilsmisse ankes. Vedrører anke af separation- og skilsmissedom alene spørgsmålet om bidragspligten, foreligger endelig dom i relation til bidragspligten først ved landsrettens dom.
Det foreslås, at §§ 5 og 6 i retsvirkningsloven uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 56. En ægtefælle, der mener, at den anden ægtefælle ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter den foreslåede bestemmelse i § 4, vil således også fremover kunne ansøge statsforvaltningen om, at den anden ægtefælle pålægges at betale ægtefællebidrag. Tilsvarende vil det offentlige kunne ansøge om fastsættelse af bidrag efter aktivlovens § 97.
Det foreslås dog i lovforslagets § 56, stk. 1, at afgørelser om bidrag under ægteskabet i alle situationer træffes efter den samme bestemmelse og efter samme kriterier. Det foreslås således, at sondringen mellem, om der er tale om bidrag under samlivet eller efter samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse, ophæves. Om bidragets størrelse henvises til lovforslagets § 57.
Med stk. 2 foreslås det lovfæstet, at ægtefællebidrag fastsat under ægteskabet bortfalder, hvis ægtefæller efter samlivsophævelse senere genoptager samlivet. Dermed fastslås det også, at et bidrag fastsat under samlivet ikke bortfalder, selvom ægtefællerne ophæver samlivet, heller ikke selvom samlivsophævelsen skyldes uoverensstemmelse.
Med stk. 3 foreslås det lovfæstet, at der kan fastsættes bidrag efter lovforslagets § 56, stk. 1, indtil spørgsmålet om bidragspligt efter § 50 i ægteskabsloven er afgjort ved endelig dom eller ved aftale. Er der ikke inden separation og skilsmisse fastsat bidrag efter lovforslagets § 56, stk. 1, kan der ved anke af dom om separation eller skilsmisse eller af beslutning om bidragspligt fastsættes bidrag efter § 56, stk. 1, under landsrettens behandling af separations- eller skilsmissesagen.
Stk. 3 fastslår også, at et ægtefællebidrag, der er fastsat efter lov om ægtefællers økonomiske forhold, fortsætter, indtil spørgsmålet om bidragspligt er endeligt afgjort. I det følgende beskrives, hvornår spørgsmålet om bidragspligt er endeligt afgjort:
Efter ægteskabslovens § 42, stk. 1, kan statsforvaltningen give bevilling til separation eller skilsmisse, hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om vilkårene om bidragspligt og om retten til at fortsætte et boliglejemål. I så fald følger det af det foreslåede stk. 3, at bidragspligten efter stk. 1 ophører fra bevillingens dato.
Er sag om separation og skilsmisse indbragt for retten, er der efter retsplejelovens § 454, stk. 1, en frist på 4 uger til anke af separations- og skilsmissedommen. Domme, der går ud på separation eller skilsmisse, kan ankes særskilt for så vidt angår vilkårene (bidragspligt og retten til at fortsætte et boliglejemål).
I relation til byretsdomme til separation og skilsmisse, der ikke ankes, indebærer det foreslåede stk. 3, at bidragspligten efter lovforslagets § 56, stk. 1, først bortfalder, når ankefristen på 4 uger er udløbet. Hvis sagsøgte under byrettens behandling af sagen havde erklæret sig indforstået med påstanden om separation eller skilsmisse og med påstanden om bidragspligt, følger det af det foreslåede stk. 3, at bidragspligten efter § 56, stk. 1, bortfalder allerede fra byrettens dom. Ved ankeafkald bortfalder bidragspligten efter § 56, stk. 1, fra afkaldets dato.
Ankes en separations- eller skilsmissedom eller en bestemmelse om bidragspligt i en separations- eller skilsmissedom, følger det af det foreslåede stk. 3, at bidragspligten efter § 56, stk. 1, bortfalder fra landsrettens dom. Hæves anken, bortfalder bidragspligten fra den dag, hvor landsretten modtog meddelelse herom.
Det vil være bedst stemmende hermed, at byretten i en separations- eller skilsmissedom lader en afgørelse om tidsbegrænset bidragspligt have virkning fra det tidspunkt, hvor dommen er endelig, og at landsretten lader en afgørelse om tidsbegrænset bidragspligt have virkning fra landsrettens dom.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Det fremgår af §§ 5 og 6, jf. § 8, i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen efter ansøgning kan pålægge en ægtefælle, der forsømmer sin forsørgelsespligt, at betale bidrag til den anden ægtefælle. Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret under bemærkningerne til den foreslåede § 56.
Efter praksis fastsættes der et bidrag, der svarer til omkring 1/5 af forskellen mellem ægtefællernes indkomster før skat. Denne praksis tager udgangspunkt i den typiske situation, hvor begge ægtefæller har en indkomst af en vis størrelse. Et bidrag vil skønsmæssigt normalt blive fastsat til et beløb i hele tusinde og med månedsvis forfald forud.
Bidragsbetalerens samlede underholdsforpligtelser til børn og ægtefælle vil dog normalt ikke kunne overstige 1/3 af indkomsten.
Da bidragsbetalerens eventuelle nye ægtefælle eller samlever ikke har forsørgelsespligt over for bidragsbetalerens tidligere ægtefælle, medregnes bidragsbetalerens nye ægtefælle eller samlevers økonomiske forhold ikke ved vurderingen af bidragets størrelse.
Udgifter til forsørgelse af en tidligere ægtefælle anses for at gå forud for bidragsbetalerens andre udgifter. Efter praksis har ægtefællernes andre udgifter derfor yderst sjældent betydning ved fastsættelse af størrelsen af et ægtefællebidrag.
Ved vurderingen af ægtefællebidragets størrelse tages der dog hensyn til de udgifter, bidragsbetaleren har til sine børn. De udgifter til børn, der tages hensyn til, er efter praksis normalt det beløb, bidragsbetaleren er pålagt eller kan blive pålagt at betale i børne- eller uddannelsesbidrag. Udgifterne til børn bliver fratrukket i bidragsbetalerens indkomst, inden bidraget størrelse vurderes efter de normale retningslinjer.
Børne- og Socialministeriet udsender hvert år en indkomstoversigt for det kommende år for fastsættelse af børne- og ægtefællebidrag. Denne oversigt indeholder bl.a. vejledende indkomstbeløb for, hvornår der fastsættes ægtefællebidrag. Størrelsen af ægtefællernes indkomster har også betydning for, hvor stort et bidrag der i givet fald fastsættes. Det afgørende er ægtefællernes fremtidige indkomstniveau.
Hvis bidragsbetaleren har en lav indkomst, vil der normalt ikke blive fastsat et bidrag, da bidragsbetaleren skal have mulighed for at forsørge sig selv. Det fremgår af indkomstoversigt af 15. december 2016 for fastsættelse af børne- og ægtefællebidrag i 2017, at hvis bidragsbetalerens årlige indkomst i 2017 ikke overstiger ca. 280.000 kr., vil der normalt ikke blive fastsat bidrag. Er bidragsbetalerens indkomst i 2017 mellem ca. 278.000 kr. og ca. 300.000 kr. om året, fastsættes bidraget skønsmæssigt til et mindre beløb end ellers. Bidraget vil som udgangspunkt ikke blive fastsat så højt, at bidragsbetalerens bruttoindkomst – efter fradrag af ægtefællebidrag samt bidrags- og forsørgelsespligter over for børn – bringes ned under ca. 280.000 kr. om året.
Har bidragsmodtageren en mellemindkomst eller en høj indkomst, har bidragsmodtageren ikke et rimeligt behov for bidrag, og der vil derfor efter praksis normalt ikke blive fastsat et bidrag (bidragsloftet). Det fremgår af indkomstoversigten for 2017, at hvis bidragsmodtageren i 2017 har en årlig indkomst på ca. 290.000 kr. til ca. 330.000 kr. eller derover, anses bidragsmodtagerens økonomiske forhold for at være så gode, at der ikke fastsættes bidrag.
Hvis bidragsbetaleren har en meget høj indkomst, kan der efter en konkret vurdering være grundlag for at fastsætte bidrag, selvom bidragsmodtagerens samlede indkomst derved overstiger det aktuelle vejledende indkomstbeløb. Det fremgår af indkomstoversigten for 2017, at hvis bidragsbetalerens indkomst i 2017 er under ca. 800.000 kr. om året, fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag ligger i den nedre halvdel af intervallet for bidragsmodtagerens indkomst – det vil sige ca. 290.000 kr. til ca. 310.000 kr. om året. Overstiger bidragsbetalerens indkomst ca. 800.000 kr. om året, fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag ligger i den øvre halvdel af intervallet for bidragsmodtagerens indkomst – det vil sige ca. 310.000 kr. til ca. 330.000 kr. om året. Har bidragsbetaleren en meget høj indkomst, kan der være grundlag for at fastsætte bidrag, selvom bidragsmodtagerens samlede indkomst derved overstiger ca. 330.000 kr. om året. Overstiger bidragsbetalerens indkomst ca. 1,3 mio. kr. om året, fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag er ca. 330.000 kr. til ca. 350.000 kr. om året. Har bidragsbetaleren en væsentlig højere indkomst, kan der efter en konkret vurdering fastsættes bidrag sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag overstiger ca. 350.000 kr. om året.
Hvis bidragsmodtageren ikke har nogen indkomst eller kun har en lav indkomst, vil dette medføre, at der bliver fastsat et bidrag, der er uforholdsmæssigt belastende for bidragsbetaleren. Derfor tillægger man efter praksis bidragsmodtageren en fiktiv indkomst ved beregningen af bidragets størrelse. Det fremgår af indkomstoversigten for 2017. at denne fiktive indkomst i 2017 er ca. 120.000 kr. om året. Efter aktivloven bliver kontanthjælp ikke betragtet som en indkomst, da kontanthjælp er subsidiær i forhold til et ægtefællebidrag. I en sådan situation vil bidragsmodtagerens indkomst skulle anses for at være 0 kr., da et ægtefællebidrag vil blive modregnet i kontanthjælpen. Den fiktive indkomst gælder ikke i forhold til vurderingen af bidragsmodtagerens bidragsbehov (bidragsloftet).
I den årlige indkomstoversigt for fastsættelse af børne- og ægtefællebidrag er der taget hensyn til de danske skatteregler. Efter disse regler har bidragsbetaleren normalt skattefradrag for betalte børne- og ægtefællebidrag. Værdien af fradraget er omkring 1/3 af bidraget. Bidraget er en betydelig større økonomisk belastning, hvis bidragsbetaleren ikke har mulighed for at fradrage bidraget i sin skattepligtige indtægt. Derfor tages der ved bidragsfastsættelsen hensyn til en eventuel manglende mulighed for skattefradrag. Et ægtefællebidrag vil normalt skønsmæssigt blive nedsat med omkring 1/3, hvis bidragsbetaleren ikke har fradragsret. Hvis bidraget allerede er nedsat på grund af bidragsmodtagerens egen indkomst (”bidragsloftet”), vil bidraget kun blive nedsat, hvis en nedsættelse med omkring 1/3 medfører, at bidraget kan fastsættes lavere end ved brug af ”bidragsloftet”.
Det er efter praksis et krav, at bidragsmodtageren udnytter sin erhvervsevne i rimeligt omfang. Ved vurderingen tages der især hensyn til alder, uddannelse, beskæftigelse under ægteskabet, ægteskabets varighed, og til hvor længe bidragsmodtageren har været i den nuværende situation. I forbindelse med en samlivsophævelse eller lige efter en separation eller skilsmisse kan bidragsmodtageren have behov for nogen tid til at indrette sig på den nye situation. Man er derfor tilbageholdende med at konstatere, at bidragsmodtageren ikke udnytter sin erhvervsevne i denne periode. Hvis det vurderes, at bidragsmodtageren ikke udnytter sin erhvervsevne, vil man efter praksis ved vurderingen af bidragets størrelse lægge den indkomst til grund, som bidragsmodtageren skønsmæssigt kunne have.
Der fastsættes efter praksis ikke bidrag, og et fastsat bidrag bortfalder, hvis bidragsmodtageren har indledt et ægteskabslignende samlivsforhold med en ny partner. Hvis et allerede fastsat bidrag skal bortfalde, skal bidragsbetaleren dog enten aftale dette med bidragsmodtageren eller ansøge statsforvaltningen herom. I sager, hvor bidragsmodtageren og den nye partner ikke bor sammen, kan bidraget kun bortfalde i den helt særlige situation, at der mellem bidragsmodtageren og den nye partner er et forhold, der skønnes at indebære et sådant personligt og økonomisk interessefællesskab, at forholdet – uanset at bidragsmodtageren og partneren bor hver for sig – kan sidestilles med et forhold, hvor parterne har fælles bopæl. Det indgår bl.a. i vurderingen heraf, om bidragsmodtageren og partneren har indrettet sig sådan, at der er sket en hel eller delvis sammenblanding af deres økonomiske interesser.
Ved en afgørelse om bidrag efter retsvirkningslovens § 6 kan der efter praksis tages hensyn til et kortvarigt ægteskab. Dette kan medføre, at der ikke fastsættes et bidrag, eller at bidraget fastsættes lavere end ellers – eksempelvis sådan at bidraget fastsættes til 1/3 eller 2/3 af det bidrag, man ellers ville fastsætte efter de almindelige retningslinjer. Efter praksis vil et ægteskab på ca. 3-4 år som udgangspunkt kunne anses som kortvarigt. Et længerevarende forudgående samliv vil dog kunne indgå ved vurderingen af, om bidraget skal fastsættes lavere end det bidrag, man ellers ville fastsætte efter de vejledende retningslinjer.
Da et bidrag efter § 5 normalt vil blive fastsat under samlivet, træffes afgørelsen om bidragets størrelse i videre omfang ud fra et konkret skøn i det enkelte tilfælde end ved afgørelser efter § 6.
Det foreslås, at der i lovforslagets § 57 indsættes regler om fastsættelse af størrelsen af ægtefællebidrag. Det følger af bestemmelsen, at en afgørelse om bidrag efter lovforslagets § 56 træffes under hensyn til, om den, der ansøger om bidrag, selv kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder kan betale bidrag.
Ved fastsættelse af bidrag efter denne bestemmelse anvendes ovennævnte kriterier for bidragets størrelse.
I relation til kriterierne for fastsættelse af bidrag efter § 5 i retsvirkningsloven foreslås det dog, at den hidtidige mulighed for i videre omfang at fastsætte bidraget ud fra et konkret skøn i det enkelte tilfælde end ved afgørelser efter § 6 i retsvirkningsloven afskaffes. Dette vil medføre, at kriterierne for fastsættelse af bidrag under ægteskabet fremover vil være ens, uanset om der er tale om bidrag under samlivet eller efter en samlivsophævelse. Det bemærkes, at det også fremover ved fastsættelse af bidrag under ægteskabet vil være muligt at tage hensyn til et kortvarigt ægteskab i relation til vurderingen af bidragets størrelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Det fremgår af § 8 i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen efter ansøgning til enhver tid kan ændre en afgørelse om bidrag efter lovens §§ 5 og 6, når forholdene væsentlig har forandret sig.
Om størrelsen af ægtefællebidrag efter §§ 5 og 6 henvises til beskrivelsen af gældende ret i bemærkningerne til de foreslåede §§ 56 og 57.
Ansøgning om ændring af bidrag efter §§ 5 og 6 kan indgives af en ægtefælle, der mener, at den anden ægtefælle ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter § 2. Ansøgning kan endvidere indgives af det offentlige efter § 97 i aktivloven, jf. de almindelige bemærkninger, punkt. 3.5.1.8.
Ægtefæller kan selv aftale, om der skal betales bidrag, herunder også størrelsen af et bidrag. Det fremgår af § 9 i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen ved en afgørelse efter lovens §§ 5 og 6 kan fravige en mellem ægtefællerne truffen aftale, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig har ændret sig.
Det foreslås, at §§ 8 og 9 i retsvirkningsloven om ændring af afgørelser og aftaler om bidrag uden indholdsmæssige ændringer videreføres i lovforslagets § 58. I relation til ændring af bidrag, der er fastsat af statsforvaltningen (den nugældende § 8 i retsvirkningsloven) foreslås det dog, at bestemmelsen herom (det foreslåede stk. 1), sprogligt ensrettes med bestemmelsen i § 53, stk. 2, i ægteskabsloven. Dette vil medføre, at bidrag fastsat efter den foreslåede § 56 kan ændres af statsforvaltningen, hvis omstændighederne taler for det. Dermed udgår det nugældende kriterie om, at der skal være tale om væsentligt forandrede forhold, for at et bidrag fastsat af statsforvaltningen kan ændres.
Aftalte bidrag vil efter det foreslåede stk. 2 på samme måde som i dag efter ansøgning kunne ændres af statsforvaltningen, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig.
Efter de foreslåede bestemmelser vil der som efter gældende ret være forskel på betingelserne for ændring af bidrag afhængig af, om der er tale om et fastsat eller aftalt bidrag. Et aftalt bidrag vil således fortsat kun kunne ændres, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig, mens et fastsat bidrag til enhver tid vil kunne ændres, hvis bidraget efter de retningslinjer, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets §§ 56 og 57, vil blive fastsat lavere eller højere, end det allerede er, idet det dog bemærkes, at ved forhøjelse eller nedsættelse af et bidrag vil bidraget normalt skønsmæssigt blive fastsat til et beløb i hele tusinde.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Kapitel 17
Det fremgår af § 52, stk. 1, i retsvirkningsloven, at en ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter loven skal indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af statsforvaltningen. Kravet om, at ansøgningen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle bilag til ansøgningen også kan indgives digitalt. Det fremgår af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan eller skal indgives digitalt, og hvilke dokumenter der skal fremlægges i original.
Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen dog efter stk. 2 tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Statsforvaltningen bestemmer, hvordan ansøgningen i så fald skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Det er statsforvaltningen, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom statsforvaltningen ud fra en helhedsvurdering af borgeren må bedømme, om borgeren vil kunne indgive ansøgningen ved anvendelse af selvbetjeningsløsningen efter modtagelse af hjælp hertil.
Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens, borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder m.v., hvor hjælp eller medbetjening fra statsforvaltningens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte borgere, der gør, at borgeren ikke kan ansøge om ægtefællebidrag ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning.
Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grupper, der kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning og derfor skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Særlige forhold vil eksempelvis kunne foreligge, hvor en borger er indsat i fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning.
En sag om ægtefællebidrag kan behandles i Danmark, selvom den, der indgiver ansøgningen, er udenlandsk statsborger med bopæl i udlandet. Når en selvbetjeningsløsning forudsætter anvendelse af personnummer eller NemID, og borgeren ikke har et personnummer eller ikke kan få udstedt NemID, vil der foreligge særlige forhold, der gør, at ansøgningen ikke skal indgives via den digitale selvbetjeningsløsning. Personer bosat på Færøerne har som udgangspunkt ikke et dansk CPR-nummer og kan således heller ikke få NemID.
Efter stk. 3 kan statsforvaltningen helt ekstraordinært ud over de nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for statsforvaltningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt. Der kan eksempelvis være tale om, at statsforvaltningens digitale selvbetjeningsløsning ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil statsforvaltningen eksempelvis kunne anvise borgeren en anden måde at ansøge på, hvis statsforvaltningens selvbetjeningsløsning er ude af drift. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet vurdering er klare økonomiske fordele ved at modtage ansøgningen ikke-digitalt.
En digital ansøgning anses efter stk. 4 for at være kommet frem, når den er tilgængelig for statsforvaltningen.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 52 videreføres uden indholdsmæssige ændringer i lovforslagets § 59. Det ovenfor beskrevne om indgivelse af ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter retsvirkningsloven vil således fremover være gældende ved indgivelse af ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter lovforslagets §§ 56 og 58.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ligesom i dag ikke gælder for anmodning om tilladelse til dispositioner over en fraværende ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og familiens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1), og at bestemmelsen heller ikke gælder ansøgning om fritagelse for kravet om anvendelse af digital selvbetjening (lovforslagets § 59).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Det fremgår af § 9 a i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af et bidrag efter loven kan anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller Ankestyrelsen disse oplysninger, kan der træffes afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag (processuel skadevirkning).
Efter lovens § 52 a, stk. 4, kan statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter loven få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
For Ankestyrelsen gælder disse to bestemmelser ved behandling af klager over statsforvaltningens afgørelser om ægtefællebidrag. Om klageadgangen henvises til lovforslagets § 61.
Det foreslås, at de to bestemmelser videreføres uden indholdsmæssige ændringer i lovforslagets § 60. Det ovenfor beskrevne om behandlingen af bidragssager vil således fremover være gældende ved behandlingen af ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter lovforslagets §§ 56 og 58.
Det bemærkes, at denne bestemmelse ikke gælder ved anmodning om tilladelse til dispositioner over en fraværende ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og familiens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1), og at bestemmelsen heller ikke gælder ansøgning om fritagelse af anvendelse af digital selvbetjening (lovforslagets § 59).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retsvirkningsloven, at statsforvaltningens afgørelser efter loven kan påklages til Ankestyrelsen. Dette omfatter bl.a. statsforvaltningens afgørelser om ægtefællebidrag og statsforvaltningens afgørelser efter lovens §§ 18 og 19, jf. § 20, om tilladelse til salg m.v. af familiens bolig og indbo m.v.
Ved Ankestyrelsens behandling af sådanne klager finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.
Bestemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 fastsætter bl.a., at Ankestyrelsen træffer afgørelse i klagesager efter retsvirkningsloven uden medvirken af beskikkede medlemmer, medmindre sagen har principiel eller generel betydning, jf. § 52 a, stk. 3, og § 52 c, stk. 1. Er dette tilfældet, træffes afgørelsen på et møde med deltagelse af to beskikkede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Efter lovens § 68 er Ankestyrelsen ikke bundet af parternes påstande og er uafhængig af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. Ankestyrelsens afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Endelig fremgår det af lovens § 70, at Ankestyrelsens afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesudvalgets forretningsordener.
Efter retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, skal en klage over en afgørelse om ægtefællebidrag indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af denne frist.
Børne- og socialministeren kan efter lovens § 52 a, stk. 3, fastsætte regler om klagers behandling og om behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. lovens §§ 5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1855 af 23. december 2015 om børne- og ægtefællebidrag (bidragsbekendtgørelsen).
Bidragsbekendtgørelsens bestemmelser om ansøgningsfrister i §§ 8-10 drejer sig om, i hvilke situationer et ægtefællebidrag fastsættes fra den relevante ændring i parternes forhold, der udløste ansøgningen om bidrag, og i hvilke situationer bidraget først fastsættes fra et senere tidspunkt.
Bekendtgørelsens bestemmelser om ændringstidspunkter i § 14 drejer sig om, fra hvilket tidspunkt en ansøgning om forhøjelse eller nedsættelse af et bidrag skal have virkning.
Det foreslås, at § 52 a videreføres i lovforslagets § 61. Det fremgår således af det foreslåede stk. 1, at klager over statsforvaltningens afgørelser efter loven skal behandles af Ankestyrelsen. Klageadgangen omfatter statsforvaltningens afgørelser om tilladelse til dispositioner over en fraværende ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og familiens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1), om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag (lovforslagets §§ 56 og 58) og om fritagelse for kravet om anvendelse af digital selvbetjening (lovforslagets § 59).
Med stk. 2 foreslås det, at klagefristen på 4 uger i sager om ægtefællebidrag skal videreføres. I stk. 3 foreslås det, at børne- og socialministeren på samme måde som i dag også fremover skal kunne fastsætte regler om behandling af klager og om behandling af sager om ægtefællebidrag, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.
Som noget nyt foreslås det i lovforslagets § 61, stk. 3, nr. 1 og 2, at ministeren også skal kunne fastsætte regler om behandlingen af sager om dispositioner over en fraværende ægtefælles faste ejendom (lovforslagets § 1, stk. 3) og familiens helårsbolig (lovforslagets § 7, stk. 1).
i medfør af retsvirkningslovens § 52 a, stk. 3, er der udstedt bekendtgørelse nr. 1855 om børne- og ægtefællebidrag. Ved lovens ikrafttræden vil der i medfør af lovforslagets § 61, stk. 3, nr. 3, blive udstedt en ny bekendtgørelse om børne- og ægtefællebidrag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til afsnit VI
Til kapitel 18
Det foreslås i § 62, stk. 1, at ægtefællers økonomiske forhold skal bedømmes efter den lov, der følger af de forslåede regler i §§ 63-70, men at dette ikke skal gælde, hvis Den Nordiske Ægteskabskonvention finder anvendelse.
I det foreslåede stk. 2 fastslås det, at lovvalgsreglerne ikke finder anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter den foreslåede § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter det foreslåede kapitel 16. Dette skyldes, at sager om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres efter dansk ret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
I § 63 foreslås det, at lov om ægtefællers økonomiske forhold finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab. Det er ikke en betingelse, at ægtefællerne bor sammen. Det afgørende er, at de begge bor i Danmark, hvilket ikke omfatter Grønland og Færøerne, medmindre loven sættes i kraft for disse dele af riget.
Ved bopæl i § 63 forstås som i lovforslagets § 64 sædvanligt opholdssted, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.2.
Bor begge ægtefæller ikke i Danmark ved indgåelsen af ægteskabet, finder lovforslagets § 64 anvendelse.
Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællerne har indgået en lovvalgsaftale efter den foreslåede bestemmelse i § 65.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Når ægtefællerne ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, foreslås det i § 64, stk. 1, 1. pkt., at følgende lov finder anvendelse på deres økonomiske forhold:
Som udgangspunkt er det loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, der finder anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 2). Det er ikke en betingelse, at ægtefællerne bor sammen. Det afgørende er, at de begge bor samtidigt i samme stat. Det er uden betydning, om bopæl i samme land efter bestemmelsen først etableres flere år efter indgåelsen af ægteskabet. Behandles der inden ægtefællerne samtidigt har fået bopæl i samme stat, en sag i Danmark om deres økonomiske forhold, finder stk. 2 ikke anvendelse. I givet fald fastlægges lovvalget efter de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4.
Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 3).
Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 4). Denne bestemmelse finder anvendelse i situationer, hvor ægtefællerne aldrig har boet samtidigt i samme stat, også selvom de ikke bor sammen. Ved vurdering af, hvilken stat de havde den tætteste tilknytning ved indgåelsen af ægteskabet, lægges der bl.a. vægt på, om ægtefællerne havde boet i samme stat inden ægteskabet, hvor deres ejendele befandt sig ved indgåelsen af ægteskabet, og om de havde planer om at bosætte sig i samme stat. Der kan også lægges vægt på deres statsborgerskab.
Når begge ægtefæller uafbrudt har boet her i landet de seneste fem år, finder lov om ægtefællers økonomiske forhold efter det foreslåede stk. 5 automatisk anvendelse på deres økonomiske forhold. Det bemærkes, at efter den foreslåede overgangsbestemmelse i § 79, stk. 1, finder lov om ægtefællers økonomiske forhold først anvendelse på de økonomiske forhold for ægtefæller, der bor i Danmark ved lovens ikrafttræden, når de har boet i Danmark i fem år efter ikrafttrædelsen.
Efter det foreslåede stk. 1 gælder bestemmelserne i stk. 2-5 ikke, hvis ægtefællerne har indgået en lovvalgsaftale efter den foreslåede bestemmelse i § 65 eller efter overgangsbestemmelsen for lovvalgsaftaler i § 79, stk. 1.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 64 er ægtefællernes bopæl afgørende for lovvalget. Det foreslås, at der ved vurderingen af bopælen anvendes bopælsbegrebet sædvanligt opholdssted (habitual residence), da det er det samme bopælsbegreb, der anvendes i Rådets forordning (EU) 2016/1103 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, som de foreslåede lovvalgsregler i kapitel 18 tager udgangspunkt i.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.2., svarer bopælsbegrebet efter retsplejelovens § 235, stk. 1 og 2, i det store hele til sædvanligt opholdssted. Udgangspunktet er efter disse bestemmelser, at man har bopæl i Danmark, hvis tilknytningen hertil er mindst ligeså stærk som til udlandet. Bopæl fortolkes som det sted, hvor man har sit hjem, hvor ens ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor man opholder sig, når man ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie, studie- eller forretningsrejse eller fængselsophold. Bopælsbegrebet bygger alene på faktiske omstændigheder. Bopæl i Danmark kan opgives ved at tage bopæl i udlandet. En person med bopæl i Danmark opgiver således sin bopæl her i landet, når den pågældende tager bopæl i udlandet og ikke længere har en tilsvarende stærk tilknytning til Danmark.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Dansk ret giver ikke ægtefæller mulighed for at indgå aftale om, hvilken statslov, der skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.
Med forslaget til § 65, stk. 1, får ægtefæller mulighed for at indgå lovvalgsaftaler. Efter bestemmelsen kan ægtefæller aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold. Bestemmelsen giver ikke ægtefæller mulighed for at aftale, at loven i en stat, som de har planlagt at flytte til, skal finde anvendelse.
Ved bopæl i § 65 forstås som i lovforslagets § 64 sædvanligt opholdssted, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.2.
En lovvalgsaftale indgået i udlandet gælder efter stk. 2 her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.
I en lovvalgsaftale bør det udtrykkeligt bestemmes, hvilken stats lov der finder anvendelse. Valget kan imidlertid også fremgå af en aftale, uden at lovvalget udtrykkeligt er nævnt. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis ægtefællerne indgår en ægtepagt, der er baseret på en forudsætning om, at dansk ret finder anvendelse, f.eks. gennem henvisninger til de danske regler om særeje, men hvor det ikke udtrykkeligt fremgår, at ægtefællerne ønsker at aftale dansk ret, f.eks. fordi de ikke er klar over, at en anden stats lov finder anvendelse.
En lovvalgsaftale kan ændres gennem en ny aftale.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Med hensyn til formkravene til en lovvalgsaftale efter § 65, stk. 1, foreslås det i § 66, stk. 1, at aftalen skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller. Aftalen kan underskrives med digital signatur. En aftale, der er underskrevet i udlandet med en udenlandsk digital signatur, anerkendes i Danmark, hvis den udenlandske signatur er undergivet sikkerhedskrav, der svarer til sikkerhedskravene til en dansk digital signatur.
Hvis begge ægtefæller bor her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller hvis ægtefællerne aftaler, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen efter det foreslåede stk. 2 indgås ved ægtepagt efter reglerne i lovforslagets kapitel 6.
Under en verserende retssag om et ægtepars økonomiske forhold eller til brug for en kommende retssag herom giver det foreslåede stk. 3 ægtefællerne mulighed for at indgå en lovvalgsaftale, uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2. Aftalen kan f.eks. indgås ved notering i retsbogen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Opstår der en tvist om eksistensen og gyldigheden af en lovvalgsaftale, f.eks. påstand om tvang, svig m.v., foreslås det i § 67, at tvisten skal afgøres efter dansk ret. Dette indebærer, bl.a., at afgørelsen bl.a. skal træffes efter aftaleloven, herunder lovens bestemmelser om aftalers gyldighed.
Det er uden betydning for en lovvalgsaftales gyldighed i Danmark, om den aftalte stats lov tillader ægtefæller at indgå lovvalgsaftaler om deres økonomiske forhold.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Den foreslåede bestemmelse i § 68, stk. 1, lovfæster det såkaldte enhedsprincip, hvorefter den lov, der følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor aktiverne og passiverne befinder sig.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at anvendelse af en stats lov efter §§ 66 eller 67 indebærer anvendelse af de gældende regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler om internationale privatret. Der er tale om en såkaldt renvoi-regel, der er sædvanlig i internationale konventioner m.v. om lovvalg.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
De foreslåede bestemmelser i § 69 indeholder sammen med lovforslagets § 70 visse muligheder for at modificere anvendelsen af den udenlandske lov, der skal anvendes efter lovforslagets §§ 64 og 65.
I § 69, stk. 1, foreslås det, at følgende regler ikke finder anvendelse:
Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængig af deres køn.
Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der tog initiativ til opløsning af ægteskabet.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 indebærer bl.a., at en udenlandsk aftale eller bestemmelse om, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden, hvis den pågældende har været utro, ikke vil finde anvendelse i Danmark.
Det foreslåede stk. 1 supplerer ordre public-forbeholdet i stk. 2. Det må således antages, at danske myndigheder under henvisning til ordre public i vidt omfang vil afvise at anvende kønsdiskriminerende regler og regler, der lægger vægt på en ægtefælles skyld i ægteskabets opløsning, Med det foreslåede stk. 1 er det ikke er nødvendigt at foretage en ordre public-vurdering af en udenlandsk lovgivning, der f.eks. indeholder kønsdiskriminerende elementer. Det er tilstrækkeligt for at afvise at anvende den udenlandske regel, at konstatere, at den er kønsdiskriminerende, eller at den lægger vægt på en ægtefælles skyld i ægteskabets opløsning.
Det er ikke muligt at angive udtømmende, hvilke udenlandske aftaler og regler, hvis anvendelse vil stride mod fundamentale danske retsprincipper (ordre public), og der er derfor foreslået en generel opsamlingsbestemmelse i stk. 2. Efter denne bestemmelse skal anvendelsen af en regel i en anden stats lov undlades, hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
De foreslåede bestemmelser i § 70 indeholder sammen med forslaget til § 69 visse muligheder for at modificere anvendelsen af den udenlandske lov, der skal anvendes efter §§ 64 og 65.
Finder dansk ret ikke finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, og behandles en sag om ægtefællers økonomiske forhold her i landet, finder følgende bestemmelser altid anvendelse:
– Beskyttelsen efter de foreslåede §§ 6-9 af familiens bolig (nr. 1).
– Kompensation efter den foreslåede § 42 til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk (nr. 2).
– Retten til efter de foreslåede § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, ved formuedeling at udtage bolig, der udelukkende eller hovedsageligt er bestemt til familiens bolig (nr. 3).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.
Efter retsvirkningslovens § 53 a, stk. 1, kan regeringen uden Folketingets samtykke indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan børne- og socialministeren endvidere administrativt fastsætte regler af international privatretlig karakter om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets retsvirkninger.
Foruden at indeholde en bemyndigelse til at indgå overenskomst om forholdet mellem de nordiske lande, giver bestemmelsen også børne- og socialministeren mulighed for administrativt at fastsætte regler af international privatretlig karakter, hvilket skyldes, at det mellem de nordiske lande har været almindeligt, at man i stedet for at indgå traktater søger at gennemføre ensartede regler enten ved lov eller ved administrativt fastsatte regler.
Med hjemmel i stk. 2 blev overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 sat i kraft for Danmark ved bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008.
Det foreslås, at § 53 a videreføres uden indholdsmæssige ændringer i lovforslagets § 71.
Kapitel 19
Den foreslåede bestemmelse i § 72, stk. 1, vedrører lovens ikrafttræden. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2018.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse i stk. 1 indebærer, at loven – medmindre andet er bestemt – finder anvendelse på ægteskaber, der er indgået før og efter lovens ikrafttræden, på dispositioner, der er foretaget før og efter lovens ikrafttræden, og på sager om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig sager om formuedeling, der verserer ved lovens ikrafttræden.
Det er ubetænkeligt at lade loven finde anvendelse på ægteskaber, der er indgået før ikrafttrædelsen, da lovforslaget ikke indebærer ændringer af de grundlæggende elementer i den gældende formueordning.
Det foreslås dog, at loven ikke skal finde anvendelse på verserende sager, og at de hidtil gældende regler finder anvendelse i sådanne situationer. Der henvises til lovforslagets § 77 (formuedeling ved separation og skilsmisse og ved en ægtefælles død), § 78 (ægtefællebidrag) og § 83 (bosondring). Der henvises endvidere til § 16, stk. 2-9, i følgelovforslaget, der bl.a. indeholder overgangsregler for de materielle regler om formuedeling i ægtefælleskifteloven m.v., der foreslås overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.3. og 3.13.
Endvidere indeholder det foreslåede kapitel 20 bestemmelser, der begrænser lovens anvendelse på visse dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
I det følgende beskrives, i hvilke situationer lov om ægtefællers økonomiske forhold vil finde anvendelse på dispositioner m.v., der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 1 om ægtefællers råderet, aftalefrihed, hæftelse for gæld, forsørgelsespligt og formuedeling (ligedeling) indeholder ikke indholdsmæssige ændringer i forhold til den gældende ordning. Der er derfor ikke noget til hinder for, at disse bestemmelser finder anvendelse ved lovens ikrafttræden, herunder på eksisterende ægteskaber, dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden og verserende sager om formuedeling m.v.
Lovforslagets § 11 om dispositioner over løsøre, som den ene ægtefælle har overladt til den anden til brug i dennes erhvervsvirksomhed, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 14, og den foreslåede § 11 kan derfor finde anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden, herunder på verserende sager.
Lovforslagets § 12 om aftaler om særeje, der efter den foreslåede § 23, stk. 1, ligeledes finder anvendelse på tredjemandsbestemt særeje, indeholder på en række punkter udvidelser i forhold til gældende ret med hensyn til, hvilke aftaler ægtefæller gyldigt kan indgå om delingen af deres formuer ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død. Derimod foreslås der ingen indskrænkninger i aftaleadgangen. Det vil således ikke kunne forekomme, at en ægtepagt om særeje, som var gyldig før lovens ikrafttræden, efter den foreslåede § 12 vil være ugyldig efter lovens ikrafttræden.
Ægtepagter oprettet før lovens ikrafttræden kan indeholde bestemmelser, som ægtefællerne ikke gyldigt kan aftale efter den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, eller som det er uafklaret, om ægtefællerne gyldigt kan aftale. Ægtepagter, der indeholder sådanne bestemmelser, er formentlig i de fleste tilfælde blevet afvist fra tinglysning. Det kan dog ikke udelukkes, at sådanne ægtepagter er blevet tinglyst, og derfor formelt er gyldige. Hvis en ægtepagt, der efter gældende ret på grund af sit indhold er helt eller delvis ugyldig, er tinglyst før lovens ikrafttræden, og ægtepagten indeholder bestemmelser, der efter de foreslåede regler i lovforslagets kapitel 4 og 5 gyldigt kan aftales, bør ægtepagten efter lovens ikrafttræden være gyldig. Ægtefællerne har i sådanne situationer næppe været klar over, at ægtepagten var ugyldig ved oprettelsen, og der er ikke noget hensyn at tage til en ægtefælles eventuelle forventninger om, at en ægtepagt vil blive erklæret ugyldig. Herved undgås også, at den tvivl, der har været med hensyn til, hvad der gyldigt kan aftales, videreføres efter lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i § 13 om aftale om, at en pensionsrettighed skal være særeje, og i § 14 om ændring af tredjemandsbestemt særeje viderefører de tilsvarende bestemmelser i henholdsvis retsvirkningslovens § 16 h og § 28 b, stk. 2.
De foreslåede bestemmelser i §§ 15-17, hvorefter ægtefæller kan aftale, at personlige erstatninger samt værdien af alders-, kapital- og ratepensionsordninger og af uoverdragelige og personlige rettigheder skal indgå i formuedelingen, er nye. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at disse bestemmelser også finder anvendelse på aftaler vedrørende de nævnte aktiver, der er indgået ved ægtepagt før lovens ikrafttræden. Det samme gælder for aftaler om gæld efter den foreslåede bestemmelse i § 18. Begrundelsen for dette er, at ægtefællerne næppe har været klar over, at ægtepagten var ugyldig ved oprettelsen, og at der ligesom ved særejeægtepagter indgået før lovens ikrafttræden (se ovenfor) ikke er noget hensyn at tage til en ægtefælles eventuelle forventninger om, at ægtepagten vil blive erklæret ugyldig.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 6 om oprettelse af ægtepagt svarer indholdsmæssigt til den gældende ordning efter retsvirkningslovens §§ 35, 37 og 49. Bestemmelserne i kapitel 6 kan derfor finde anvendelse på ægtepagter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden.
Lovforslagets § 25 om surrogater for og indtægter af særeje svarer til den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, stk. 3, og den kan derfor også finde anvendelse på særeje, der er etableret før lovens ikrafttræden. Om særeje i forhold til aktiver erhvervet før lovens ikrafttræden, herunder ved arv og gave, henvises til overgangsbestemmelsen i § 76.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.14, er det i dag ikke lovreguleret, hvordan en ægtefælles gæld ved formuedeling skal fordeles mellem ægtefællens delingsformue, særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelingen. De foreslåede bestemmelser i §§ 29 og 30 afklarer retstilstanden. Den foreslåede ordning svarer i vidt omfang indholdsmæssigt til den gældende ordning, og vil gennem de foreslåede bestemmelser om reguleringskrav i øvrigt føre til samme resultater som den gældende ordning. Henset hertil og under hensyn til, at den gældende ordning beror på retspraksis, der ikke ses at have taget stilling til alle aspekter af gældsproblematikken, og at en ægtefælle derfor næppe i alle situationer kan have en begrundet forventning om en bestemt løsning, foreslås det, at §§ 29 og 30 også skal finde anvendelse på gæld, der er stiftet før lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 10 (aktiver, der ikke indgår i formuedelingen), kapitel 12 (kompensationskrav i særlige situationer), kapitel 13 (pensionskompensation) og kapitel 14 (udtagelse af aktiver) viderefører uden større indholdsmæssige ændringer den gældende ordning i relation til pensioner (retsvirkningslovens §§ 16 b og 16 c), personlige erstatninger (erstatningsansvarslovens §§ 18, 26 og 26 a), uoverdragelige og personlige rettigheder (retsvirkningslovens § 15, stk. 2), kompensationskrav (ægtefælleskiftelovens § 67), pensionskompensation (retsvirkningslovens §§ 16 d-16 f) og udtagelse af aktiver (ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 samt retsvirkningslovens § 16 h). Det foreslås derfor, at bestemmelserne i kapitel 10 og 12-14 også skal finde anvendelse på aktiver, der er erhvervet før lovens ikrafttræden, samt på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Tilsvarende foreslås det, at de foreslåede bestemmelser i kapitel 11 om regulerings- og misbrugskrav tillige finder anvendelse på dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 39 om reguleringskrav ved overførsler af midler mellem en ægtefælles særeje og delingsformue svarer indholdsmæssigt til de gældende bestemmelser i retsvirkningslovens § 23, stk. 2-4, og § 24.
De foreslåede nye regler om reguleringskrav har ligesom de gældende regler i retsvirkningslovens §§ 23 og 24 til formål ud fra et konkret skøn at genoprette balancen efter formueforskydninger mellem en ægtefælles formuearter. Sammenblanding af formuearter kan ske kontinuerligt gennem ægteskabet, og det ville i praksis være særdeles kompliceret at skulle anvende forskellige regler for dispositioner foretaget før og efter lovens ikrafttræden. Hertil kommer, at de gældende og foreslåede nye regler vil føre til samme resultat, og at en ægtefælle, der overfører midler fra sit særeje til sin delingsformue eller omvendt, næppe har gjort sig nøje overvejelser om, hvilke konsekvenser det vil have ved en senere formuedeling. Det samme gælder den anden ægtefælle. Det foreslås derfor, at de nye regler også skal finde anvendelse på formueforskydninger, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Forslaget om, at reglerne om regulerings- og misbrugskrav også skal gælde for dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden indebærer, at muligheden i lovforslagets § 38, stk. 4, for at søge reguleringskrav dækket af en udbetalt alders- og kapitalpension m.v. også vil gælde for dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden. Dette skyldes, at der ikke er grund til at tage hensyn til en ægtefælles mulige forventninger om, hvordan reguleringskrav som følge af overførsel af delingsformue til særeje m.v. vil blive dækket.
Det samme gør sig gældende i relation til misbrugskrav efter den foreslåede bestemmelse i § 40, der skal afløse retsvirkningslovens § 23, stk. 1, jf. § 24. Det nye i § 40 er, at et misbrugskrav også kan kræves dækket af en udbetalt alders- og kapitalpension m.v., og at kravet ikke bortfalder, hvis det ikke dækkes ved formuedelingen. Dette har til formål at forbedre mulighederne for at få dækket det tab, som en ægtefælle har lidt som følge af den anden ægtefælles misbrug. Der er ikke hensyn at tage til den misbrugende ægtefælles mulige forventninger om, hvordan kravet vil blive dækket, hvorfor det foreslås, at § 40 også finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
I stk. 2 foreslås det, at den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger ophæves ved lovens ikrafttræden.
Ved bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008, udstedt i medfør af retsvirkningslovens 53 a, stk. 2, blev overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 sat i kraft for Danmark.
Ophævelse af en lov medfører som udgangspunkt, at bekendtgørelser udstedt i medfør af loven tillige ophæves. Da denne overenskomst fortsat skal gælde for Danmark, foreslås det i stk. 3, at bekendtgørelsen skal forblive i kraft, indtil den ændres eller ophæves af børne- og socialministeren efter den foreslåede bestemmelse i § 71, stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 1855 om børne- og ægtefællebidrag er bl.a. udstedt i medfør af retsvirkningslovens § 52 a, stk. 3. Ved ophævelsen af denne bestemmelse bortfalder bekendtgørelsen af børne- og ægtefællebidrag, og der vil samtidig blive udstedt en ny bekendtgørelse om børne- og ægtefællebidrag. Denne bekendtgørelse udstedes i medfør af lovforslagets § 61, stk. 3, nr. 3, der viderefører retsvirkningslovens § 52 a, stk. 3.
Til kapitel 20
De foreslåede bestemmelser i kapitel 2 om beskyttelse mod salg m.v. af familiens helårsbolig indebærer, at fritidshus og fast ejendom, der anvendes til erhverv, der i dag efter retsvirkningslovens § 18 er beskyttet mod salg m.v., ikke længere vil være omfattet af beskyttelsen mod ejerægtefællens dispositioner uden den anden ægtefælles samtykke. Derimod udvides anvendelsesområdet for beskyttelsen af familiens helårsbolig sådan, at beskyttelsen også omfatter andelsbolig, husbåd m.v.
Af hensyn til ejerægtefællen og tredjemand foreslås det i § 73, at loven, dvs. navnlig dens kapitel 2, ikke skal finde anvendelse på dispositioner over familiens bolig, der er foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder de hidtil gældende regler anvendelse, navnlig retsvirkningslovens §§ 18 og 20. Dispositioner, der efter disse regler var gyldige, da de blev foretaget, forbliver således gyldige.
Salg af en andelsbolig inden lovens ikrafttræden er således gyldig uden den anden ægtefælles samtykke, selvom salget efter lovens ikrafttræden ville have krævet ægtefællesamtykke efter lovforslagets § 6.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Reglerne i retsvirkningsloven om dispositioner over fast ejendom og løsøre foreslås som anført i de almindelige bemærkninger, punkt 3.7., ophævet. I § 74 foreslås det, at retsvirkningslovens regler om dispositioner over løsøre og fast ejendom, fortsat skal finde anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden. Det drejer sig navnlig om retsvirkningslovens §§ 18-20.
Er aftale om salg af familiens sommerhus indgået før lovens ikrafttræden uden den anden ægtefælles samtykke, kan aftalen således efter lovens ikrafttræden kræves omstødt. Dette er dog ikke til hinder for, at der efter lovens ikrafttræden indgås en ny salgsaftale, der vil være gyldig uden den anden ægtefælles samtykke.
Beskyttelsen af fast ejendom, der anvendes til familiens helårsbolig, foreslås ved lovforslagets kapitel 2 opretholdt, og der foreslås i § 73 en særskilt overgangsbestemmelse herom.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 10 om en ægtefælles krav på tilbagegivelse af gave, som den anden ægtefælles har givet tredjemand, kun skal finde anvendelse, når gaven er givet efter lovens ikrafttræden. Dette skyldes, at det vil være betænkeligt at indføre en mulighed for at gøre krav gældende i forhold til gaver, der er givet inden lovens ikrafttræden, hvor parterne ikke var bekendt med muligheden for at kræve gaven tilbage.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 24 er et aktiv, der er erhvervet for både særeje og delingsformue, brøkdelssæreje, og et aktiv erhvervet for særeje og ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje af samme art som det anvendte særeje. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på aktiver, som en ægtefælle har arvet eller modtaget i gave.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 24, er gældende ret om, hvornår et aktiv er særeje, når det delvist erhverves for særejemidler, i et vist omfang uafklaret. Den foreslåede ordning svarer i vidt omfang til den gældende ordning, men det må antages, at der vil være situationer, hvor et aktiv helt eller delvist er særeje, når det vurderes efter § 24, mens aktivet vurderet efter den gældende ordning helt eller delvist er delingsformue og dermed omfattet af ligedelingen. Det foreslås derfor, at § 24 ikke skal finde anvendelse på aktiver, som en ægtefælle har erhvervet før lovens ikrafttræden.
Det foreslås således i stk. 1, at § 24 ikke skal finde anvendelse på aktiver, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. For sådanne aktiver finder de hidtil gældende regler anvendelse. Disse regler er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.1.
I stk. 2 foreslås det, at § 24 ligeledes ikke skal finde anvendelse på aktiver, som en ægtefælle har modtaget i gave før lovens ikrafttræden, eller har arvet fra en arvelader, der er afgået ved døden før lovens ikrafttræden. For sådanne aktiver finder de hidtil gældende regler anvendelse. Disse regler er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.11.1.1.
Det foreslås i § 77, at loven ikke skal finde anvendelse, hvis statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse afslås, tilbagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund af manglende betaling af gebyr for sagens behandling, finder § 77 i anvendelse. Dette gælder både afslag på og tilbagekaldelse eller bortfald af anmodningen under statsforvaltningens og rettens behandling af sagen, herunder under en ankesag. Det samme gælder, hvis separations- eller skilsmissesagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende enighed mellem parterne, og ingen af parterne inden for 4-ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separations- eller skilsmissesagen indbringes for retten.
Indgives ny anmodning om skilsmisse m.v. først efter lovens ikrafttræden, finder § 77 således ikke anvendelse.
Derimod finder § 77 anvendelse, selvom sagen om separation eller skilsmisse af statsforvaltningen indbringes for retten, eller førsteinstansens afgørelse appelleres, og uanset at dette først sker efter lovens ikrafttræden.
Det foreslås ligeledes, at loven ikke skal finde anvendelse, hvis ægtefællen er afgået ved døden før lovens ikrafttræden. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslås, at loven ikke skal finde anvendelse på anmodninger om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag, som statsforvaltningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Det drejer sig navnlig om bestemmelserne om ægtefællebidrag i kapitel 16. Sådanne anmodninger behandles efter de hidtil gældende regler, navnlig retsvirkningslovens § 8, jf. §§ 5 og 6, samt §§ 9, 9 a og 52 a.
De foreslåede regler i kapitel 18 om lovvalg indebærer på en række punkter ændringer i forhold til gældende ret, hvor mandens domicilstat ved ægteskabets indgåelse er afgørende for lovvalget, og hvor ægtefællerne forbliver undergivet den samme lov, uanset om de flytter under ægteskabet.
Det foreslås, at lovvalgsreglerne i kapitel 18 også skal finde anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikrafttræden. Baggrunden for dette er, at der ellers vil skulle anvendes forskellige lovvalgsregler afhængigt af tidspunktet for ægteskabets indgåelse i en lang årrække. Dette vil medføre en øget risiko for fejlagtig rådgivning og misforståelser om retstilstanden.
Endvidere er omdrejningspunktet i de foreslåede lovvalgsregler bestemmelsen i § 64, stk. 2, hvorefter det er loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskab, der anvendes på deres økonomiske forhold. For de fleste ægtefæller vil dette ikke medføre ændring af lovvalget, da det efter den gældende ordning er loven i mandens domicilstat ved indgåelsen af ægteskabet, der anvendes. Hvis begge ægtefæller boede i mandens domicilstat, vil den valgte lov således være den samme, uanset hvilket regelsæt der anvendes.
At de nye regler også skal finde anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikrafttræden, følger af den foreslåede ikrafttrædelsesregel i § 72, stk. 1, som beskrevet i generelle bemærkninger til overgangsreglerne i kapitel 20.
Den foreslåede bestemmelse i § 64, stk. 5, om anvendelse af dansk ret, når et ægtepar har boet her i landet de seneste 5 år, vil straks ved lovens ikrafttræden medføre ændring af lovvalget i ægteskaber, hvor ægtefællerne ved indgåelsen af ægteskabet boede i et andet land, men senere er flyttet til Danmark og nu har boet her i mere end 5 år. For at undgå sådanne umiddelbare ændringer af lovvalget foreslås det i stk. 1, at uanset § 64, stk. 5, finder lov om ægtefællers økonomiske forhold først anvendelse på de økonomiske forhold for ægtefæller, der bor i Danmark ved lovens ikrafttræden, når de har boet i Danmark i fem år efter ikrafttrædelsen. Dette giver ægtefællerne mulighed for at indrette deres formueordning på den kommende ændring af lovvalget.
For at sikre, at ægtefællerne i alle tilfælde ved aftale kan beholde eller vende tilbage til den lov, de var omfattet af før lovens ikrafttræden, også selv om dette ikke er et af de lovvalg, de kan foretage efter lovudkastets § 67, foreslås der i stk. 2 en regel herom.
Efter gældende ret er det ikke muligt at indgå lovvalgsaftaler, og indgåede aftaler herom er derfor ugyldige. Det foreslås i stk. 3, at lovvalgsaftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden, skal være gyldige fra og med lovens ikrafttræden, hvis de lever op til lovens indholdsmæssige krav i § 65 og de formelle krav i § 66. Dette skyldes, at ægtefællerne må have antaget, at aftalerne var gyldige, da de indgik dem, og at en ægtefælle derfor ikke vil have haft en beskyttelsesværdig forventning om at kunne påberåbe sig, at aftalen er ugyldig. Uanset dette finder de foreslåede bestemmelser i §§ 69 og 70 om ordre public m.v. anvendelse.
Efter retsvirkningslovens § 53, stk. 2, er en udenlandsk ægtepagt gyldig i Danmark ved bosættelse her i landet, i det omfang ægtepagten ikke strider mod retsvirkningsloven. I forhold til tredjemand er gyldigheden dog betinget af, at ægtepagten inden 1 måned fra bosættelsen anmeldes til personbogen.
Efter de foreslåede lovvalgsregler i kapitel 18, der også regulerer ægtefællernes adgang til at oprette ægtepagt, vil det ikke længere være et krav, at danske formkrav til ægtepagt er opfyldt, hvis ægtefællernes formueforhold er reguleret af udenlandsk ret. Som følge heraf foreslås det i stk. 4, at ægtepagter indgået inden lovens ikrafttræden er gyldige fra lovens ikrafttræden uden tinglysning, hvis de er gyldige efter den lov, der anvendes på ægtefællernes økonomiske forhold.
Retsvirkningslovens § 11, hvorefter en ægtefælle bl.a. kan foretage indkøb på kredit til den daglige husholdning med den virkning, at den anden ægtefælle også hæfter for gælden, foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Det foreslås i § 82, at retsvirkningslovens § 11 efter lovens ikrafttræden fortsat skal finde anvendelse på ægtefællernes hæftelse over for tredjemand for dispositioner, der er omfattet af § 11. Der henvises til beskrivelsen af § 11 i de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.3.
Som anført i de almindelige bemærkninger, punkt 3.6., foreslås kravet i retsvirkningslovens § 30, stk. 1, om ægtepagt som betingelse for, at en gave mellem ægtefæller er gyldig, ophævet. Dette er begrundet i, at en ægtefælle ikke mange år senere bør kunne fortryde en gave og kræve den tilbage, blot fordi ægtefællerne har overset kravet om ægtepagt.
I relation til kreditorerne giver den gældende ordning en kreditor, der først længe efter en gaveoverdragelse har fået et krav på giverægtefællen, mulighed for at påberåbe sig ugyldigheden og kræve gaven tilbage fra den ægtefælle, der har modtaget gaven, hvis ægtefællerne ikke har givet gaven ved ægtepagt. Denne mulighed for at kræve en gave tilbage går langt ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte gavegiverens kreditorers interesser. Det er således alene kreditorer, der havde et krav mod gavegiver ved overdragelsen af gaven, der har et beskyttelsesværdigt behov for beskyttelse mod at lide tab som følge af overdragelse af gaver mellem ægtefæller. Disse interesser er i dag beskyttet ved retsvirkningslovens § 33 og konkurslovens § 64.
Den foreslåede ophævelse af retsvirkningslovens § 30, stk. 1, betyder, at en ægtefælle, som før lovens ikrafttræden har givet sin ægtefælle en gave, som efter den gældende ordning er ugyldig på grund af manglende ægtepagt, ved lovens ikrafttræden vil kunne give ægtefællen gaven igen med den virkning, at gaven bliver gyldig.
I stedet for sådanne individuelle løsninger foreslås det i § 81, at gaver givet uden ægtepagt før lovens ikrafttræden skal anses for gyldigt givet ved lovens ikrafttræden. Den foreslåede ophævelse af ægtepagtskravet får således også virkning for gaver, der er givet før lovens ikrafttræden.
En ægtefælle, der uden ægtepagt har givet sin ægtefælle en gave før lovens ikrafttræden, har således efter lovens ikrafttræden ikke mulighed for at kræve gaven tilbage. Tilsvarende har en kreditor, der har et krav mod gavegiver, ikke mulighed for at kræve gaven tilbage fra gavemodtageren efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1.
Det foreslås dog, at retsvirkningslovens § 30, stk. 1, fortsat skal finde anvendelse, hvis den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger før lovens ikrafttræden har anlagt retssag om tilbagegivelse af gaven. Dermed får ophævelsen af bestemmelsen ikke betydning for verserende retssager.
Kreditorer, som ikke før lovens ikrafttræden har anlagt retssag om tilbagegivelse af en gave, der med forslaget til § 81 bliver gyldig ved lovens ikrafttræden, har mulighed for at søge værdien af gaven tilbagegivet efter retsvirkningslovens § 33, der efter den foreslåede overgangsbestemmelse i § 82 finder anvendelse på gaver givet før lovens ikrafttræden.
Det følger af retsvirkningslovens § 33, at såfremt den ene ægtefælle har givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring på overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses uopnåelig, holde sig til den anden ægtefælle for værdien af det overførte, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår, samt gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien, og den ægtefælle, der modtag gaven, er fri for ansvar, når ægtefællen beviser, at gaven er gået tabt uden ægtefællens skyld.
Kreditorerne har endvidere mulighed for at søge gaven omstødt efter konkurslovens § 64. Efter denne bestemmelses stk. 1 kan gaver, som er fuldbyrdet senere end 6 måneder før fristdagen, fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidligere, men senere end 1 år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse.
Er gaven givet tidligere, men senere end 2 år før fristdagen, kan omstødelse desuden ske, hvis modtageren er en af skyldnerens nærstående, herunder en ægtefælle, jf. lovens § 2, nr. 1. Modtageren kan dog efter lovens § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.
Efter § 1, stk. 1, er fristdagen bl.a. den dag, da skifteretten modtog konkursbegæringen.
Med disse muligheder for at søge gavens værdi tilbagegivet eller gaven omstødt er kreditorernes beskyttelsesværdige interesser i at kunne gøre krav gældende i forhold til gaver, der før lovens ikrafttræden er givet uden ægtepagt, varetaget i fornødent omfang.
Om retsvirkningslovens § 33 henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.6.1.2.1., og om konkurslovens § 64 henvises til de almindelige bemærkninger, punkt. 3.6.1.2.2.
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden gyldigt givet den anden ægtefælle en gave, foreslås det, at giverægtefællens kreditorers adgang til at gøre et krav gældende mod modtagerægtefællen efter lovens ikrafttræden fortsat skal bedømmes efter retsvirkningslovens § 33, der således fortsat skal finde anvendelse på sådanne gaver efter lovens ikrafttræden.
Når en ægtefælle inden lovens ikrafttræden over for skifteretten har fremsat anmodning om bosondring, foreslås det i stk. 1, at anmodningen behandles efter retsvirkningslovens kapitel 5 om bosondring, der foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Dette gælder også, selvom skifterettens afgørelse indbringes for landsretten, og uanset at dette først sker efter lovens ikrafttræden.
I stk. 2 foreslås det, at de hidtil gældende regler finder anvendelse ved formuedeling efter lovens ikrafttræden, når formuedelingen foretages på grundlag af en bosondring, uanset om bosondringen er meddelt før eller efter lovens ikrafttræden.
Til kapitel 21
Efter bestemmelsen gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men den kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
