Årsregnskabsloven § 43

Ligesom i gældende lovs §§ 28 og 36 kræver forslagets § 43, stk. 1, at materielle og immaterielle anlægsaktiver med begrænset brugstid afskrives systematisk over brugstiden. Afskrivningskravet gælder ikke for finansielle anlægsaktiver, der ikke anses for at have begrænset brugstid.

Bygninger anses for at have en begrænset brugstid, og skal derfor afskrives over brugstiden. Investeringsvirksomheder, der investerer i ejendomme, skal derimod løbende regulere disse til dagsværdi og undlade at afskrive, jf. forslagets § 38. Virksomheder i regnskabsklasse B kan tilsvarende anvende reglerne om dagsværdi på biologiske aktiver.

Formålet med afskrivninger af aktiver er at indregne omkostninger, der modsvarer det forbrug af aktivet, som sker for at opnå indtægter. Aktivet vil også normalt blive nedslidt over brugstiden. Op- eller nedskrives aktivet, jf. forslagets §§ 41 og 42, skal afskrivningerne beregnes på baggrund af den op- eller nedskrevne værdi, fordi omkostningerne ved virksomhedens forbrug af aktivet ændres, når aktivet har en højere eller lavere værdi end kostprisen. Afskrivninger er derfor i det værdibaserede regnskab et surrogat for offeromkostningerne snarere end periodisering af tidligere afholdte omkostninger. Denne tilgang til afskrivningsbegrebet stemmer også overens med EU-kommissionens fortolkningsmeddelelse af 20. januar 1998, der kræver, at merafskrivninger, som hidrører fra opskrivningbeløbet, føres i resultatopgørelsen på samme måde som afskrivninger på kostprisen.

Stk. 2

præciserer, at der skal afskrives efter et skøn over aktivets restværdi, også kaldet "scrapværdi" eller "skrotværdi". Restværdi opstår, hvor brugstiden er kortere end aktivets levetid, og aktivet derved har en værdi, når brugstiden for virksomheden udløber. Desuden kan der forekomme rester i form af materialer m.v., efter at aktivet er helt forbrugt. Denne restværdi skal ikke indgå som omkostninger i form af afskrivninger, da den ikke modsvarer virksomhedens forbrug af aktivet. At aktiver ofte afhændes inden deres levetid ophører, skyldes aktivets økonomiske forældelse eller skattemæssige hensyn.

Restværdien måles, når aktivet tages i brug, og er det beløb, som virksomheden på tidspunktet for ibrugtagningen forventer at opnå ved salg af aktivet ved udløb af brugstiden. Restværdien kan i sagens natur ikke indeholde forventede prisstigninger på aktivet, ellers ville afskrivningskravet for langsigtede investeringer i anlægsaktiver f.eks. ejendomme reelt være omsonst. Sker der efterfølgende væsentlige ændringer i restværdien, som ikke kan tilskrives generelle prisstigninger, skal restværdien korrigeres. Dette får indvirkning på efterfølgende perioders afskrivninger, men må ikke medføre tilbageføring af allerede foretagne afskrivninger, jf. forslagets § 52, stk. 1.

For at kunne beregne afskrivningerne skal virksomheden fastsætte den forventede brugstid allerede ved ibrugtagningen. Fastlæggelsen af brugstiden sker på baggrund af bl.a. aktivets kapacitet og den forventede produktion, forventet slitage, virksomhedens reparations- og vedligeholdelsesprogram, teknisk forældelse og erfaringer ved tilsvarende anlæg. Ændringer i brugstiden fører til, at kommende perioders afskrivninger ændres. Der må ikke ske tilbageføring af tidligere foretagne afskrivninger, idet disse blev foretaget under de forudsætninger, som var gældende og rigtige på de daværende tidspunkter.

Forslaget kræver systematik i afskrivningerne, men anviser ikke konkrete metoder. Lineære, progressive og degressive afskrivningsmetoder vil i almindelighed opfylde kravet om systematik. Den skattemæssige saldoafskrivningsmetode, hvor den årlige afskrivningsprocent hvert år fastsættes ud fra skattemæssige overvejelser, tillades derimod ikke anvendt. Afskrivninger, der beregnes udfra forventet produktionsvolumen i stedet for den periode, aktivet bruges i, opfylder kravet om systematik i forslaget. I øvrigt udtrykkes omkostningerne ved virksomhedens forbrug ofte bedre udfra produktionsvolumen.

Stk. 3

sætter en overgrænse på 20 år for, hvor lang brugstiden for immaterielle aktiver kan være. Gældende lov indeholder ingen overgrænse. Grænsen kan rummes inden for 4. direktiv, der ikke sætter nogen grænse. Den er i overensstemmelse med den grænse, der er fastsat som sædvanlig overgrænse i IAS 38, men som kan overskrides i særlige tilfælde. Hvor kravet om et retvisende billede undtagelsesvist skulle kræve en længere periode, skal virksomheden anvende afvigelsesreglen i § 11, stk. 3, med de heraf følgende noteoplysninger.

Bestemmelsen implementerer 4. direktivs artikel 35, stk. 1, litra b og artikel 37, stk. 2.