Årsregnskabsloven § 135c

Forslagets § 135, stk. 1, 1. pkt.,

kræver, at årsrapporten skal revideres. Pligten omfatter dog ikke virksomheder, der skal følge reglerne i regnskabsklasse A. Ved at foreskrive revisionspligt for virksomheder, der skal følge reglerne i regnskabsklasse B - D, implementeres 4. direktivs artikel 51 og 7. direktivs artikel 37.

Det følger af bestemmelsen, at det ikke længere kræves, at børsnoterede og statslige aktieselskaber skal have to revisorer. Dette er en lempelse i forhold til gældende årsregnskabslovs § 61 c, stk. 1. Lempelsen får dog først virkning efter udløbet af overgangsperioden i lovforslagets § 165, stk. 6 (se denne bestemmelse og bemærkningerne hertil). I lighed med andre virksomheder har de børsnoterede og statslige aktieselskaber, som ønsker to revisorer, fortsat mulighed for at vælge en ekstra revisor. På denne måde lempes de økonomiske byrder i et vist omfang for disse aktieselskaber, hvis de måtte ønske det. Historisk synes kravet at stamme fra en tid, da revisorvirksomhederne ofte ikke var tilstrækkeligt store til at kunne magte revisionen af meget store virksomheder. Etableringen af de store og verdensomspændende revisorsamarbejder, der kan hamle op med de vanskelige opgaver, som børsnoterede virksomheder stiller, samt udviklingen i det hele taget, byder imidlertid på realistiske alternativer til kravet om to revisorer. Dette krav har da også i mange år næsten været et dansk særsyn, idet man i de fleste andre lande har foretrukket andre veje til at støtte revisors uafhængighed og kvalitet, f.eks. ved rotationsordninger og effektiv kvalitetskontrol af det udførte arbejde, hvad enten denne gennemføres eksternt eller internt. For eksempel findes kravet om to revisorer ikke ved børsnotering på to af verdens mest dominerende kapitalmarkeder, New York Stock Exchange og NASDAQ. Det er i den forbindelse tankevækkende, at selv verdens største selskaber kan nøjes med én revisor. I øvrigt er det vigtigt at understrege, at revisor reelt skal være uafhængig, også selv om han eller hun er enerevisor.

Forslaget om ophævelse af kravet om to revisorer forudsætter ikke ophævelse af Finanstilsynets ret til at kræve flere revisorer i visse finansielle virksomheder.

Reglerne i gældende lovs §§ 61 a, 61 e og 61 f om selve valget af revisor er flyttet til lovene for de enkelte virksomhedsformer, hvor disse regler hører bedre hjemme. Se her navnlig forslaget til følgelovens § 1, nr. 23 (aktieselskabslovens § 82) og bemærkningerne dertil.

Forslaget viderefører reglen i gældende lovs § 61 g, stk. 1 og 2, om, at virksomhedens årsrapport skal revideres. Resten af § 61 g (kravene til revisionen) overføres til at blive reguleret i bekendtgørelse med hjemmel i lov om statsautoriserede revisorer § 6 a, stk. 4, og lov om registrerede revisorer § 4 a, stk. 4.

Den lovpligtige revision medfører, at revisor skal efterprøve grundlaget for oplysningerne i årsrapporten. Herunder skal aktivers og forpligtelsers tilstedeværelse kontrolleres. Revisor skal endvidere sikre, at alle forhold enkeltvis og samlet er rigtigt afspejlet i årsrapporten. Herunder om de indregnede forhold opfylder den grad af pålidelighed, som er forventet af regnskabsbruger, og om årsrapporten som helhed udviser et retvisende billede.

Revisionen må naturligvis skulle ses i forhold til de reviderede oplysninger. Der er derfor forskel på en revision af årsrapportens oplysninger i resultatopgørelse og balance og på mere subjektive oplysninger i ledelsesberetningen om forventninger til fremtiden og videnoplysninger i en supplerende beretning.

Slutproduktet af revisionen er en revisionspåtegning på årsrapporten, ligesom der skal afgives revisionsprotokollat. Disse krav er foreslået overført til lov om statsautoriserede revisorer § 12 og lov om registrerede revisorer § 6. Nærmere bestemmelser kan findes i erklæringsbekendtgørelsens §§ 3 - 7 henholdsvis § 19.

Revision af supplerende beretninger er ikke en traditionel revision, men er i stort omfang snarere en gennemgang af, at oplysningerne er relevante og realistiske i forhold til de oplysninger, der fremgår af den øvrige del af årsrapporten. Desuden er de supplerende beretninger i overvejende grad inde i en eksperimentfase. Der mangler endnu erfaring og almindeligt anerkendte retningslinier for udarbejdelsen og revisionen af de supplerende beretninger.

Indgår supplerende beretninger som en del af virksomhedens årsrapport, skal disse i henhold til forslagets stk. 1, 2. pkt., derfor ikke revideres, jf. dog muligheden i det foreslåede stk. 3, hvorefter styrelsen kan foreskrive revisionspligt for virksomheder, der skal følge reglerne for regnskabsklasse C og D.

Forslagets stk. 2, 1. pkt

., bestemmer, at kun statsautoriserede eller registrerede revisorer kan foretage lovpligtig revision af årsrapporter for virksomheder, der skal udarbejde årsrapporter efter lovforslaget. Kravet om statsautoriseret eller registreret revisor ligger inden for betingelserne i 8. selskabsdirektiv (84/253/EØF). § 2, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer giver mulighed for, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan dispensere fra kravet om dansk statsautoriseret revisor, således at udenlandske revisorer med tilsvarende uddannelse i et begrænset omfang kan påtage sig opgaver i Danmark, herunder deltage i revisionen af danske selskaber. En tilsvarende bestemmelse gælder for registrerede revisorer, jf. lov om registrerede revisorer § 1 a, stk. 2.

For virksomheder, der skal udarbejde årsrapport efter reglerne for regnskabsklasse D, kræver forslagets stk. 2, 2. pkt., at mindst én revisor skal være statsautoriseret.

Gældende årsregnskabslovs § 61 b, stk. 3, bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte begrænsninger i registrerede revisorers adgang til at foretage lovpligtig revision i store selskaber. Der henvises til bekendtgørelse nr. 427 af 23. maj 1996, der sætter ret høje beløbsgrænser for de virksomheder, som registrerede revisorer ikke må revidere: 75 mio. kroner i balancesum og 150 mio. kroner i nettoomsætning samt 250 medarbejdere gennemsnitligt i regnskabsåret. Bestemmelsen indførtes i sin tid som en midlertidig foranstaltning, fordi uddannelsen af registrerede revisorer ikke fandtes tilstrækkelig til at gennemføre revision i meget store virksomheder. Uddannelsesniveauet synes nu at have opnået et tilstrækkeligt stade til at lempe begrænsningerne for de registrerede revisorer. Lovforslaget indeholder derfor ingen hjemmel til at fastsætte de omtalte grænser som betingelse for registrerede revisorers adgang til at foretage lovpligtig revision.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., undtager de supplerende beretninger som omhandlet i forslagets § 2, stk. 2, og § 14, fra revisionen. Her giver stk. 3 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mulighed for alligevel at fastsætte krav om revision af de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten for alle eller nogle af de virksomheder, som er omfattet af regnskabsklasse C og D. Muligheden er tænkt udnyttet, når det viser sig, at de nødvendige standarder for såvel de supplerende beretninger som revisionsmetodik er udviklet tilstrækkeligt til, at en revision kan gennemføres. Der er naturligvis intet til hinder for, at virksomhederne allerede nu ønsker revision af hele årsrapporten og frivilligt kan indlade sig på dette.