Årsregnskabsloven § 12

Forslagets § 12 stiller nogle overordnede krav til de oplysninger, som årsrapporten skal indeholde for at opfylde kravet om et retvisende billede. Kravene baseres på antagelser om regnskabsbrugernes typiske informationsbehov, og tilsigter at markere årsrapportens formål og udviklingsretningen for et retvisende billede.

Forslagets stk. 1

bestemmer, at årsrapporten for at give et retvisende billede skal opfylde både stk. 2 om årsrapportens opgaver og stk. 3 om kvalitetskravene. Det fremgår samtidig, at det er af de lovpligtige dele af årsrapporten, at man skal kunne udlede det retvisende billede for virksomheden i finansiel forstand. Indeholder en supplerende beretning, der jo ikke er lovpligtig, oplysninger af betydning for det retvisende billede, skal disse oplysninger optages i de lovpligtige dele, f.eks. i ledelsesberetningen.

Forslagets stk. 2

markerer, at årsrapporten for at give et retvisende billede skal indrettes efter brugergruppernes typiske informationsbehov. I gældende lov findes ingen bestemmelse om, hvem årsrapporten henvender sig til. Kredsen af regnskabsbrugere er angivet i 2. pkt. bl.a. for at undgå en for snæver opfattelse af målgruppen hos regnskabsaflægger. Opregningen er ikke udtømmende.

Det ligger i forholdets natur, at brugerne forudsættes at have et vist kendskab til regnskaber, og det man kan få ud af dem. På den anden side kræves der ikke ekspertviden. Det betyder, at årsrapporten ikke skal tage hensyn til alle tænkelige brugere, men alene dem, der normalt må forventes at benytte den slags oplysninger, som findes i årsrapporten.

Typiske brugere er virksomhedsdeltagere (f.eks. aktionærer, anpartshavere, interessenter og kommanditister), medarbejdere, alliancepartnere, kreditorer som långivere eller leverandører, kunder, skattemyndigheder og tilskudsmyndigheder. Bestemmelsen omhandler ikke kun de eksisterende virksomhedsdeltagere, kreditorer m.v. Også potentielle virksomhedsdeltagere, kreditorer m.v. hører med i begrebet.

Finansanalytikere og pressen bruger ligeledes regnskaber, men virker i høj grad som mellemmænd til de øvrige regnskabsbrugere. I erhvervsdrivende fonde er modtagere af uddelinger i sidste instans interessenter, men deres interesser varetages af fondsmyndighederne.

Når én virksomhed ønsker at overtage en anden, vil den overtagende virksomhed ofte have behov for en række oplysninger, der typisk fremskaffes i form af "due dilligence". Sådanne særlige oplysningsbehov skal ikke være styrende for årsrapportens indhold. Selvom skattemyndighederne er brugere af driftsøkonomiske regnskaber, forudsættes deres behov for oplysninger med henblik på ligningen ikke at skulle dækkes fuldt af årsrapporten. Årsrapporten skal heller ikke sikre de forskellige tilsynsmyndigheders særskilte kontrolinteresser, der normalt må tilgodeses ved særskilte indberetninger fra virksomhederne.

Kredsen af regnskabsbrugere afhænger af virksomhedens art og omfang. Børsnoterede virksomheder har således forventeligt en større og mere forskelligartet kreds af regnskabsbrugere end det lille anpartsselskab. Samtidig vil den relative fordeling af regnskabsbrugerne være forskellig fra virksomhed til virksomhed. Børsnoterede virksomheder vil ofte have mange nuværende og potentielle investorer, hvorimod det mindre anpartsselskab typisk nyder størst opmærksomhed hos kreditorer, kunder og lokalsamfund. Her er investorerne anpartshaverne ofte identisk eller næsten identisk med ledelsen. De internationale regnskabsstandarder forudsætter også en stor brugerkreds, men tager udgangspunkt i, at investorernes behov for værdiskabelse shareholder value og oplysninger herom skal tilgodeses. Det skal ses i lyset af, at standarderne først og fremmest retter sig mod børsnoterede selskaber. Standarderne forudsætter dog, at der ikke er væsentlige forskelle mellem investorernes informationsbehov og de andre brugergruppers.

En dansk begrebsramme og årsregnskabsloven som helhed forudsætter som nævnt en betydeligt bredere brugerkreds og tilsigter derfor i større omfang at opfylde forskellige interessegruppers informationsbehov (stakeholder value).

De supplerende beretninger vil ofte rette sig mod andre interessegrupper end investorer, da beretningerne kan belyse virksomheden ud fra andre indfaldsvinkler end de rent finansielle. Alt efter formål og beretningsform vil de dog også have betydning for de typiske finansielle brugere, der har behov for større indsigt ved en bredere synsvinkel. En særlig situation gælder for de grønne regnskaber, der indtil videre har et snævrere beskrivelsesobjekt, nemlig listevirksomheden, der trods betegnelsen ofte kun er en aktivitet under virksomheden, der måske kan have flere sådanne aktiviteter. Her er formentligt tilsynsmyndigheder og det lokale samfund de mest relevante interessegrupper. I fremtiden må man dog forvente, at mange virksomheder frivilligt vil supplere med egentlige miljørapporter, der omhandler virksomhedens miljøforhold udfra et bredere sigte end de grønne regnskaber.

Det fremgår af stk. 2, at årsrapporten skal udarbejdes, så den udgør et egnet grundlag til støtte for brugernes økonomiske og virksomhedspolitiske beslutninger om virksomheden. Beslutningsopgaverne antages at vedrøre placering af brugerens egne ressourcer, forvaltningskontrol, og fordeling af virksomhedens ressourcer.

1. Placering af regnskabsbrugerens egne ressourcer. Dvs. at årsrapporten skal søge at udgøre en egnet støtte for regnskabsbrugerens beslutning om, hvorvidt den pågældende vil investere eller fortsætte med at investere penge eller andre ressourcer i den pågældende virksomhed. Skal aktionæren snarere sælge aktierne og investere i en anden virksomhed? Opnår virksomheden et tilstrækkeligt resultat af sine investeringer? Vil virksomheden give afkast af sig i fremtiden? Skal regnskabsbruger give kredit til virksomheden? Skal regnskabsbruger tage ansættelse i og derved levere arbejdsydelser til virksomheden? Skal aktionæren på generalforsamlingen stemme for ledelsens spareplaner? Kan samhandelspartnere regne med virksomheden som kunde også i fremtiden?

2. Kontrol af ledelsens forvaltning af virksomhedens ressourcer. Her skal regnskabsbrugeren af årsrapporten bibringes information, der kan støtte i vurderingen af, om virksomhedens ledelse har forvaltet ressourcerne forsvarligt. Lever ledelsen op til sit ansvar? Har ledelsen anbragt midlerne fornuftigt eller ligger der ikke-lønsom overskudskapital? Forvalter ledelsen virksomhedens ressourcer på en for miljøet skånsom og hensigtsmæssig måde, dvs. opfylder virksomheden sin del af "den sociale kontrakt" med samfundet? Kan ledelsen holde på sine medarbejdere? Det er ikke tiltænkt, at årsrapporten skal indeholde resultaterne af en forvaltningsrevision, men kravet indebærer, at de lovpligtige krav må vurderes i lyset af behovet for kontrol af ledelsens forvaltning af de indskudte og indtjente midler.

3. Fordeling af virksomhedens ressourcer. Her får regnskabsbrugerne oplysninger, der hjælper dem til at træffe beslutning med henblik på fordeling af virksomhedens midler til interessegrupperne. Uddeler virksomheden for lidt af overskuddet til ejerne aktionærerne? Skal generalforsamlingen tiltræde ledelsens forslag til udbytte? Får ledelsen et for stort vederlag på aktionærernes bekostning? Uddeler den erhvervsdrivende fond midler til trængende modtagere, eller bruges de til administration?

Ovennævnte model de 3 beslutningsopgaver - baseres på antagelser om regnskabsbrugernes informationsbehov. Modellen er velkendt blandt revisorer og regnskabsfolk hér som i udlandet. Den har således været benyttet inden for regnskabsteorien i flere år, men er vanskelig at efterprøve videnskabeligt. Udover denne model vil man derfor kunne forestille sig mange andre modeller, som kunne være benyttet som løftestang for den fremtidige udvikling. Regnskabsrådet har lagt vægt på at få en forståelig og pragmatisk model.

Modellens centrale placering i forslagets krav om retvisende billede, vil formentlig få en afledet effekt på selskabsledelsens adfærd. Ledelsen vil således formentlig ofte søge at lede virksomheden, så der f.eks. bliver flere midler til fordeling blandt selskabsdeltagerne, hvis dette ønske er fremherskende hos flertallet af regnskabsbrugerne. Regnskabsrådet har dog anbefalet, at lovens model tager udgangspunkt i kravene til rapportering fremfor udtrykkelige krav til, hvorledes selskabet skal ledes.

Regnskabsbrugernes overordnede informationsbehov kan sjældent opfyldes fuldt ud. Dels vil der være situationer, hvor opfyldelse af ét behov vil være i modstrid med et andet behov, dels er der en række detailkrav i loven f.eks. forbudet mod indtægtsføring af urealiserede værdistigninger som ikke altid vil være i fuld overensstemmelse med de tre behov. Hvor lovens detailkrav og de tre behov ikke stemmer overens, vil de kunne vejlede ledelsen, hvis der er behov for supplerende oplysninger efter § 11, stk. 2, eller i særlige tilfælde er grund til at fravige lovens krav med hjemmel i § 11, stk. 3. At der kan være modstrid mellem de tre behov er forventeligt. Ledelsen må hér med grundlag i sin virksomheds typiske brugere forsøge at opfylde behovene så godt som muligt.

Forslagets § 12 er i det hele taget udtryk for de rammer, som årsrapporten på længere sigt må forventes at udvikle sig inden for, snarere end udtryk for hvilke præcise krav årsrapporten her og nu skal leve op til. En udvikling i regnskabsbrugernes informationsbehov over tid, vil automatisk betyde ændringer i kravene til årsrapporten. Det understreges tydeligt i bestemmelsen, at årsrapporten hverken kan eller skal opfylde alle regnskabsbrugernes konkrete informationsbehov, jf. udtrykket "støtter" i stk. 2, men virksomheden skal søge at efterleve de overordnede "idealkrav" så godt som muligt.

Stk. 3

præciserer generalklausulen i § 11 under hensyntagen til de i § 12, stk. 2, fastsatte formål med årsrapporten. Kvalitetskravene til informationen skal således være en støtte for regnskabsudarbejders overvejelser over valg af regnskabspraksis og om behovet for at supplere de lovkrævede oplysninger med yderligere oplysninger eller i særlige tilfælde at fravige lovens detailbestemmelser, jf. § 11, stk. 3.

Relevans

retter sig mod de beslutninger, regnskabsbruger skal træffe. I stk. 2 er opregnet de væsentligste formål med brugen af årsrapporter. Relevans skal altså ses i lyset af disse formål. I almindelighed defineres relevans ved, om den pågældende oplysnings tilstedeværelse kan føre til en ændret beslutning. I almindelighed skal forholdet for at være relevant have prognoseværdi, kunne sammenholdes med tidligere forhold og være aktuelt.

Pålidelighed

indebærer, at oplysningerne i rimeligt omfang kan efterprøves verificeres dels afspejler virkeligheden så rigtigt som muligt. Kravet om pålidelighed er i et vist omfang nødvendigt for, at revisor kan revidere oplysningerne, således at regnskabsbruger fuldt ud kan fæste lid til årsrapportens udsagn. Kravet må dog ikke medføre, at der lægges så stor vægt på en nøjagtig verificerbarhed, at oplysninger om virkeligheden ikke får lov til at komme med. I kraft af en større orientering mod værdibaserede regnskaber af hensyn til større relevans vil revisor ofte ikke kunne verificere værdien af aktiver og forpligtelser nøjagtigt på baggrund af kostpriser. I stedet skal revisor tage stilling til rimeligheden af de forudsætninger, ledelsen lægger til grund for vurderingerne.

Det større fokus på relevans og afspejling af virkeligheden fremfor nøjagtig verifikation er fuldt ud i tråd med den internationale udvikling, der i højere grad går ind for at udarbejde værdibaserede regnskaber.

For oplysninger i noter og ledelsesberetning er pålidelighedskravet snarere et sandsynlighedskrav. Kravet skal hindre, at virksomheden oplyser om urealistiske og usandsynlige forhold, som kan forvride regnskabsbrugers indtryk af virksomheden. Pålidelighedskravet indebærer også, at der ikke må være strid mellem oplysningerne og andre dele af årsrapporten.

Forslaget åbner mulighed for at acceptere varierende grader af pålidelighed efter hvilken regnskabsklasse, virksomheden omfattes af. Små virksomheder vil normalt have vanskeligt ved at investere i omfattende og nøjagtig datafangst i samme omfang som store virksomheder. Ligeledes vil omverdnens interesse ud fra en gennemsnitsbetragtning her være væsentligt mindre end for større virksomheder. Derfor har lovens regler i regnskabsklasse A et væsentligt lavere ambitionsniveau end B og C, for slet ikke at tale om D, og har derfor også en væsentligt lavere reguleringsinteresse. Hvis en virksomhed i regnskabsklasse A vil stræbe efter et højere niveau, kan den imidlertid tilvælge reglerne i en højere regnskabsklasse. Tilsvarende gælder for de højere klasser. Pligten til at tilnærme sig et værdibaseret regnskab bliver stærkere i klasse C end i klasse B. Omvendt kan man næppe forestille sig, at en virksomhed i klasse C bedre kan give et retvisende billede ved at springe ned til klasse B. Loven tillader derfor ikke at vælge nedad, medmindre virksomheden simpelthen bliver mindre.

Ikke alle forhold kan opgøres med samme grad af pålidelighed. Eksempelvis vil værdien af likvide midler altid kunne opgøres med større pålidelighed end værdien af immaterielle aktiver. De forskellige pålidelighedsniveauer i forhold til de enkelte poster i årsregnskabet er naturlige og ligger bag behovet for at klassificere posterne. Et andet eksempel er oplysninger i ledelsesberetning og noter. Her vil der i sagens natur ikke altid kunne tilvejebringes samme grad af pålidelighed som i balance og resultatopgørelse. Oplysninger i ledelsesberetning og noter er netop påkrævet, når væsentlige forhold ikke kan opgøres med den pålidelighed, som kræves ved indregning i årsregnskabets opstillinger. Virksomhedens manglende kontrol med ressourcen kan også have betydning. Når ledelsen skal afgøre, hvilket pålidelighedsniveau, der tillader indregning, skal den regne med, at der er grænser for, hvor lavt et niveau af pålidelighed, der kan accepteres af regnskabsbrugerne og revisor. Lovforslaget indeholder enkelte skadesklausuler. Det gælder f.eks. forslagets § 32 om undtagelser fra kravet om at vise nettoomsætningen for B-virksomheder og for mellemstore virksomheder i regnskabsklasse C. Og efter § 72 kan virksomheden undlade at give oplysninger om datter- og associerede virksomheder ved at påberåbe sig skade for virksomheden ved at give de pågældende oplysninger. I lyset af lovens krav om retvisende billede kan en skadesklausul ikke indfortolkes, hvor loven ikke har modificeret udtrykkelige krav med en udtrykkelig skadesklausul, som i de nævnte tilfælde. Lovgiver har her taget stilling. Hvor der er tale om frivillige oplysninger, der ikke er foreskrevet i loven, kan en afvejning af skadesvirkninger med nytteværdien af oplysningerne for regnskabsbrugerne komme på tale. Giver årsrapporten stadig et retvisende billede, således at en normalt forekommende regnskabsbruger ikke lider skade ved at mangle de nødvendige oplysninger, kan væsentlig skade for virksomheden påberåbes.

Det transaktionsbaserede regnskab har som en væsentlig forudsætning en stor vægt på pålidelighed. Det betyder, at en del relevante forhold fravælges eller i det mindste ikke indregnes, f.eks. opskrivninger, hvor gevinsten ikke er konstateret ved en transaktion. Brugerne får dermed ikke kendskab til værdistigningen eller eventuelle i mellemtiden tilkomne værditab og vil derved kunne være uvidende om relevante økonomiske tendenser.

Informationernes grad af relevans og pålidelighed kan variere over tid. Besidder en virksomhed et aktiv, for hvilket der først efter en tid opstår et effektivt marked, vil dagsværdien for aktivet kunne opgøres med større grad af pålidelighed efter etableringen af markedet end før. Relevans og pålidelighed af informationerne må derfor vurderes løbende, normalt hvert år.