Vejloven § 80a

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 102, stk. 1, om placering af genstande mv. på vejarealet.

Ved vejareal forstås i denne bestemmelse det areal, som er taget i brug som vejareal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skråningsarealer eller lignende.

Bestemmelsen er udtryk for en anerkendelse af vejmyndighedens ejendomsret til vejarealet. Den skal først og fremmest sikre, at vejarealet kan anvendes til trafikale og andre alment anerkendte formål.

Opremsningen af foranstaltninger, hvortil der kræves vejmyndighedens tilladelse, er fortsat ikke udtømmende. Begrebet ”udlejning uden fører” er udtaget. Det er blevet vurderet, at det er de samme hensyn, der gør sig gældende uanset om køretøjerne lejes ud med eller uden fører. Bestemmelsen vurderes også at omfatte udlejning af andre køretøjer end biler, f.eks. cykler. Det skal understreges, at der ikke er tale om et forbud imod at placere de i stk. 1 nævnte genstande på vej, men alene at det altid kræver vejmyndighedens tilladelse, før der sker anbringelse af genstande mv. på vejarealet.

Ved vurderingen af ansøgning om tilladelse efter denne bestemmelse, eller efterfølgende lovliggørelse af forhold omfattet heraf, skal vejmyndigheden lægge særligt vægt på de forhold, der er omfattet af forslagets § 1. Vejmyndigheden kan lovligt vedtage regulativer om råden over vejarealet, for eksempel om udeservering, skiltning mv. Det er dog forudsat, at vejmyndighederne administrerer bestemmelsen i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler.

Som et nyt stk. 2 foreslås det, at der indsættes udtrykkelig hjemmel for vejmyndigheden til at opkræve betaling for råden over vejarealet til andre formål end trafikale, f.eks. opsætning af reklameskilte på vejarealet. Bestemmelsen lovfæster administrativ praksis. Det er vejmyndigheden, der skønner, hvor meget der i det konkrete tilfælde skal opkræves som betaling for råden over vejarealet. Vejmyndigheden skal tilstræbe, at betalingen modsvarer vejmyndighedens direkte og indirekte faktiske udgifter i forbindelse med den forretningsmæssige, ikke-trafikale råden over vejarealet. Et vilkår om betaling kan også omfatte de former for råden, som er omfattet af regler fastsat af vejmyndigheden, jf. stk. 2. Det bemærkes særligt i forhold til ledninger, der er placeret inden for vejarealet på gæsteprincippets vilkår, at bestemmelsen ikke giver vejmyndigheden hjemmel til at kræve betaling for placering af ledningsskabe og andet, der betjener eller overvåger den pågældende ledning, idet disse genstande i så fald vil være omfattet af gæsteprincippet på lige fod med ledningen. Der henvises i øvrigt til gæsteprincippet, herunder muligheden for at aftale sig til andre vilkår, jf. bemærkningerne til § 77.

Som et nyt stk. 3 foreslås det, at transportministeren får hjemmel til at bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler om visse former for råden, som herefter ikke kræver tilladelse som nævnt i stk. 1, før foranstaltningen påbegyndes. Vejmyndighedens regler kan kun omfatte de former for råden, som transportministeren forinden har fastlagt ved bekendtgørelse. Det er et krav, at vejmyndigheden forhandler med politiet om de nærmere regler og derefter offentliggør dem.

Med denne bestemmelse får transportministeren mulighed for i forbindelse med udstedelse af bekendtgørelse at lette den kommunale administration på en række ukomplicerede områder, der generelt er kendetegnet ved en række fællestræk. Det kan f.eks. dreje sig om vareudstillinger langs butiksfacaden, udeservering og placeringen af cykelstativer.