VEJ nr 9189 af 31/03/2015
Social- og Boligministeriet
Vejledning til cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri m.v.
5. Typer af kunstnerisk udsmykning
Formålet med Kunstcirkulæret er, at de statslige bygherrer medvirker til at fremme kunstnerisk udsmykning i offentligt tilgængelige bygninger. Det er intentionen, at kunsten skal tilføre en kvalitativ dimension til bygningens arkitektur og til brugernes oplevelse af den.
Kunstnerisk udsmykning kan bestå af kunstværker til anbringelse i, på eller uden for bygningen eller kan være en integreret del af bygningens arkitektur. Uanset hvilken type af kunst, der vælges, regnes kunsten som en del af bygningen. Typen af kunst bør vælges under hensyntagen til bygningens arkitektur, funktion og bygningens brugere. Kunstværket skal være unika og være af høj kunstnerisk kvalitet samt være udformet til stedet og den sammenhæng, som det skal præsenteres i. Udsmykningens art kan være alt fra maleri, fotografi, grafik, videoer, skulpturer, installationer, lyskunst m.m.
Kunstværker, der anbringes i, på eller uden for bygningen, kan omfatte en stor variation indenfor typer af kunstnerisk udsmykning. Det kan f.eks. være enkeltstående skulpturer, frit hængende mobiler, relieffer bestående af lysmoduler eller todimensionelle værker som fotografi, grafik, eller maleri ophængt enkeltvis eller i serier. Kunstværkerne bestilles hos kunstneren, som i udgangspunktet udfører dem til det konkrete sted eller leverer værkerne til stedet.
Hvis processen omkring den kunstneriske udsmykning igangsættes tidligt, vil det være muligt at skabe et værk, som især er integreret i bygningen. I sådanne projekter vil kunsten kunne blive en del af bygningselementerne, som f.eks. gulv, vægbeklædning, funktionelle elementer, glasflader, facadeelementer etc. Kunstbudgettet kan således anvendes til at bearbejde bygningselementer i byggeriet.
Et eksempel kan være et gulvareal, der vælges som genstand for kunstnerisk udsmykning. Som udgangspunkt er gulvet måske projekteret i beton, men med tilførsel af midler til kunstnerisk udsmykning til byggesagen kan en kunstner foreslå en ændring af gulvet til f.eks. et kunstnerisk bearbejdet terrazzo. Et andet eksempel kan være grafik eller fotografi på glasvægge, hvor glasvæggene f.eks. bearbejdes med silketryk, inden de monteres på stedet. En sådan løsning fungerer både som visuel afskærmning, men kan samtidig være en identitetsskabende faktor for brugerne i det specifikke byggeri.
Uanset hvilken type af kunstnerisk udsmykning der vælges, bør bygherren være særligt opmærksom på eventuelle myndighedskrav, som kunstværket skal leve op til, og de eventuelle udgifter der vil være til drift og vedligehold af kunstværket.