Med en placering tæt på Kastrup Lufthavn er byudviklingsmulighederne for store arealer i Tårnby Kommune og Dragør Kommune begrænset af den støj, der kommer fra lufthavnen. Samtidig er kommunerne hårdt ramt af krisen i lufthavnen som følge af COVID-19, og de har behov for at kunne tiltrække nye virksomheder og skabe nye jobmuligheder og vækst.
Udlæg af ny byzone inden for støjrestriktionsområdet omkring Københavns Lufthavn i Kastrup er ikke muligt ifølge Fingerplan 2019 og Støjcirkulæret. Dette skyldes, at støjrestriktionsområdet bl.a. skal sikre, at der ikke planlægges for ny byudvikling tæt på lufthavnen, herunder nye boliger, der kan påvirke lufthavnens miljøgodkendelse og herved dens drifts- og udviklingsmuligheder. Hensynet bag støjrestriktionsområdet er fastholdt med dette landsplandirektiv, da det er en forudsætning, at arealerne kun kan anvendes til erhverv, der ikke vil påvirke lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder.
En muliggørelse af disse udlæg til byzone forudsætter en ny statslig planlægning. Indenrigs- og boligministeren har efter § 3 i Planloven mulighed for at udarbejde et selvstændigt landsplandirektiv til varetagelse af landsplanmæssige interesser. Det vurderes at være en landsplanmæssig interesse både at sikre muligheder for, at den beskæftigelsesmæssige situation i Tårnby Kommune og Dragør Kommune kan løftes, og at lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder tilsvarende er sikret.
Bekendtgørelse om landsplandirektiv for arealer til erhverv i Tårnby Kommune og Dragør Kommune inden for støjrestriktionsområdet omkring Københavns Lufthavn i Kastrup er omfattet af krav om miljøvurdering efter miljøvurderingsloven (Lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)).
Landsplandirektivet muliggør, at der på to specifikke arealer i hhv. Tårnby Kommune og Dragør Kommune kan planlægges for erhverv.
Anvendelsen af arealet fastsættes til erhverv, som ikke begrænser lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder – f.eks. industri- og produktionserhverv, transport- og logistikvirksomheder og lagerfaciliteter. Arealerne kan derimod ikke udlægges til andre mere støjfølsomme erhverv såsom kontorer, institutioner, liberale erhverv, hotel, restauration mv.
Desuden muliggøres etablering af mindre tekniske anlæg til arealernes forsyning. For at sikre lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder skal støjgrænser for fly ifm. start og landing overholdes, ligesom grænseværdier for terminalstøj på arealerne skal overholdes i den kommunale planlægning. Dvs. at når kommunerne planlægger for erhverv på arealerne, så skal støjzonerne angivet på kort T2 i Fingerplan 2019 og på kortbilag 2 og 3 i Støjcirkulæret respekteres, ligesom planlovens bestemmelser om planlægning for støjbelastede arealer skal være overholdt (§ 15 a og § 11 a, stk. 1, nr. 7). Ved terminalstøj på over 70 dB på arealerne skal kommunerne via afskærmningsforanstaltninger sikre, at støjen på arealerne ikke overskrider grænsen på 70 dB, som er fastsat i Miljøstyrelsens vejledning om støj fra flyvepladser, nr. 5 fra 1994.
De arealmæssige afgrænsninger af støjzonerne og støjrestriktionsområderne omkring lufthavnen, som er fastlagt i Fingerplan 2019 og i Støjcirkulæret, vil fortsat være gældende for arealerne.
Ved mindre tekniske anlæg til arealernes forsyning forstås anlæg som fx en energicentral, der kan forsyne arealerne med varme og køling.
Landsplandirektivet træder ikke i stedet for kommunal planlægning efter planloven. Dette betyder, at kommunerne for at realisere lokalplanpligtige anlæg skal udarbejde lokalplan og kommuneplantillæg.
Vedtagelsen af dette landsplandirektiv betyder, at Fingerplan 2019 ophæves for disse arealer, undtagen § 31 hvoraf det følger, at den kommunale planlægning skal respektere støjzonerne og støjrestriktionsområdet omkring lufthavnen. Støjcirkulæret fastholdes for arealerne undtagen § 16, stk. 1, nr. 1, der ophæves. Støjcirkulærets § 16, stk. 1, nr. 1, fastlægger, at der ikke må udlægges yderligere byzone inden for støjrestriktionsområdet. Denne bekendtgørelse træder i stedet.