VEJ nr 9023 af 20/01/2012
Erhvervsministeriet
Vejledning til bekendtgørelse om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter (Prisoplysningsbekendtgørelsen)
Oplysninger om ind- og udlån
§ 3, stk. 1. Pengeinstituttet skal oplyse bl.a. om indlånsrentesatser for de mest almindeligt forekommende indlånskonti, som eksempelvis en lønkonto, en børneopsparing eller en kapitalpensionskonto, der fortsat kan oprettes. Mest almindeligt forekommende indlånskonti betyder, at pengeinstituttet skal oplyse om de indlånsprodukter, som giver et repræsentativt billede af instituttets indlånsprodukter for instituttets typiske kundegruppe. Pengeinstituttet skal derimod ikke oplyse om konti, der ikke længere kan oprettes.
Hvis instituttet oplyser om de indlånsprodukter, som mindst 5 pct. af instituttets kunder har, vil dette typisk opfylde kravet om oplysning om de mest almindeligt forekommende indlånskonti. Afgrænsningen vil dog altid afhænge af en konkret vurdering af det enkelte pengeinstituts kundegruppe. Hvis en aktionærkonto er ét af det pågældende instituts mest almindeligt forekommende konti, skal der gives oplysninger om denne.
Pengeinstitutterne skal hurtigst muligt efter en renteændring tilrette pengeinstituttet skiltning i forretningslokalet og på hjemmesiden.
§ 3, stk. 1, nr. 2, vedrører alene oplysninger om de fordele og begrænsninger, som pengeinstituttet tilknytter den enkelte indlånskonto. Som eksempel på fordele kan nævnes gebyrfrit visa-dankort eller lavere gebyrer for betaling af girokort. Som eksempel på begrænsninger kan nævnes krav om køb af et vist antal af aktier i instituttet i forbindelse med oprettelsen af en indlånskonto for at opnå en bestemt indlånsrente. Hvis instituttet har et krav om, at kunden skal købe aktier for at få det pågældende produkt, skal ca. værdien for aktierne oplyses. Instituttet skal ændre ca. værdien, når kursen for aktierne ændrer sig væsentligt.
Faste omkostninger til en indlånskonto i henhold til § 3, stk. 1 nr. 4, kan eksempelvis være de omkostninger, der opstår som følge af et krav om, at kunden til indlånskontoen skal have et visa-dankort, som medfører et etableringsgebyr for anskaffelsen af kortet. Det er således de omkostninger, som er en betingelse for selve kontoen, der skal oplyses om.
Et pengeinstitut skal i henhold til stk. 1 oplyse om instituttets mest almindeligt forekommende udlånskonti, som eksempelvis en kassekredit, et billån eller et forbrugslån, der fortsat kan oprettes. Mest almindeligt forekommende udlånskonti betyder, at pengeinstituttet skal oplyse om de udlånsprodukter, som giver et repræsentativt billede af instituttets udlånsprodukter for instituttets typiske kundegruppe. Pengeinstituttet skal derimod ikke oplyse om konti, der ikke længere kan oprettes.
Hvis instituttet oplyser om de udlånsprodukter, som mindst 5 pct. af instituttets kunder har, vil dette typisk opfylde kravet om oplysning om de mest almindeligt forekommende udlånskonti. Afgrænsningen vil dog altid afhænge af en konkret vurdering af det enkelte pengeinstituts kundegruppe.
Hvis et pengeinstitut blandt de mest almindeligt forekommende udlån har flere lån af samme type, som alle kan karakteriseres som »mest almindeligt forekommende”, skal der oplyses om alle lånene.
Et pengeinstitut skal ved udlånsprodukter skilte med, om de udbydes med fast eller variabel rentesats, og om de udbydes med eller uden rentspænd. Ekstraordinære rentesatser, der forventes at blive ydet til kunder som følge af f.eks. specielt gode formueforhold eller tilknyttede erhvervskundeforhold, medtages ikke.
Pengeinstitutterne skal hurtigst muligt efter en renteændring tilrette pengeinstituttets skiltning i forretningslokalet og på hjemmesiden.
For at sikre at den oplyste rente eller rentespændet er retvisende, skal pengeinstituttet løbende - og mindst hver 3. måned - sikre, at prisskiltningen er i overensstemmelse med de priser, pengeinstituttet udbyder nyetablerede udlånsprodukter til. Viser det sig, at der rent faktisk er ydet lån inden for et større eller mindre rentespænd end det oplyste, skal rentespændet på skiltningen justeres i overensstemmelse hermed. Ønsker pengeinstituttet at bibeholde det oplyste rentespænd, skal pengeinstituttet sørge for, at dets udlånspraksis tilrettes, således at denne bliver i overensstemmelse med den eksisterende skiltning. Der ses bort fra ekstraordinære rentesatser, jf. ovenfor.
Den løbende opfølgning er ikke til hinder for, at pengeinstituttet kan justere rentespændet. § 5, stk. 1, nr. 3, vedrører alene oplysninger om pengeinstituttets egne fordele og begrænsninger tilknyttet den enkelte udlånskonto. Som eksempel på begrænsninger kan nævnes krav om køb af et vist antal af aktier i instituttet i forbindelse med oprettelse af en udlånskonto for at opnå en bestemt udlånsrente. En ca. værdi af de i kravet nævnte aktier skal oplyses, da begrænsningen svarer til en fast engangsomkostning ved at have lånet, men som ikke er indregnet i de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
Efter § 5, stk. 1, nr. 5, skal pengeinstituttet give oplysning om den årlige provision. Provisionssatsen skal oplyses som en procentsats samt beregningsmåden herfor, herunder om provisionen beregnes af saldo eller kreditmaksimum. Hvor der i bekendtgørelsen står ÅOP, skal der alene oplyses om ÅOP før skat.
Det fremgår af § 6, stk. 1, at pengeinstituttet skal oplyse om udlånsformerne kassekredit, billån, boliglån og forbrugslån ud fra standardforudsætningerne i bekendtgørelsens bilag 1. Der er ud fra standardforudsætningerne kun krav om, at der oplyses om en af hver af de fire udlånsformer. Ønsker et pengeinstitut at oplyse om flere udlånsprodukter af samme type, kan dette gøres så længe rammerne i standardforudsætningerne følges bla. ved benyttelse af løbende nummerering af udlånsprodukterne, fx a1, a2, hvis der er flere former for kassekredit.
Af standardforudsætningerne fremgår det, at et pengeinstitut i overensstemmelse med standardforudsætningerne altid skal anføre prisen på et billån med 20 pct. udbetaling.
Foruden oplysninger i henhold til standardforudsætningerne skal pengeinstituttet fortsat følge oplysningskravene i § 5, stk. 1. Det betyder som nævnt under § 5, at hvis et institut har flere udlånsprodukter af samme type, der alle kan karakteriseres som »mest almindeligt forekommende”, skal der oplyses om disse lån foruden oplysningerne om standardforudsætningerne.
Ved en kassekredit i relation til § 6, forstås en kassekredit som er tilknyttet en lønkonto, hvor der ikke er krav om sikkerhedsstillelse. For forbrugslån er der ligeledes ikke krav om sikkerhedsstillelse, mens der for både et billån og et boliglån er krav om sikkerhedsstillelse.
Det følger af § 6, stk. 3, at hvis et pengeinstitut anvender andre forudsætninger end de standardforudsætninger, der er anført i bilag 1 for lånetyperne kassekredit, billån, boliglån og forbrugslån og derfor ikke udbyder disse lånetyper with disse standardforudsætninger, skal pengeinstituttet skilte med instituttets egne forudsætninger for de pågældende produkter. Bilagets litrering skal dog fortsat anvendes.