Lovguiden Logo
Gældende

VEJ nr 10199 af 02/12/2025

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Vejledning om tilladelse til afgræsning af forurenede områder med særlige naturbeskyttelseshensyn

4. Ophævelse af restriktion mod anvendelse som fødevarer

Hvis restriktionen mod anvendelse som fødevarer skal ophæves, skal det dokumenteres, at dyret ikke udgør en risiko for fødevaresikkerheden. Da dyret har afgræsset et område, som er konstateret eller er under mistanke for at være forurenet, anses produkter fra dyret som udgangspunkt for at være sundhedsskadelige og dermed for at være farlige fødevarer. Produkterne må derfor i udgangspunktet ikke markedsføres.

Det er op til operatøren at dokumentere over for Fødevarestyrelsen, at dyret ikke udgør en risiko for fødevaresikkerheden. Det kan ske ved kemisk analyse af blodprøver fra dyr, der har afgræsset et forurenet areal. Det er op til operatøren at afholde de udgifter, der er forbundet med prøvetagning samt indsendelse og analyse af blodprøver.

Fødevarestyrelsen kan vejlede om, hvornår dyrenes indhold af de forurenende stoffer forventes at være faldet, såfremt at dyrene ikke længere udsættes for den pågældende forurening, og såfremt dyrene forventes at udskille de forurenende stoffer over tid. For dyr, som er forurenet med PFAS gælder, at dyrene langsomt vil udskille PFAS, hvis de flyttes til et område, som ikke er forurenet med PFAS.

Stikprøver af blod skal være repræsentative for den gruppe af dyr, for hvilke restriktion mod anvendelse som fødevarer ønskes ophævet.

Med en repræsentativ stikprøve forstås i relation til PFAS prøver udtaget fra mindst 5 pct. af en gruppe dyr, der i samme periode har afgræsset det samme forurenede areal. Dette er baseret på principperne i forordning (EU) nr. 1428/2022 om prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af perfluoralkylstoffer i visse fødevarer. Dog skal der som minimum udtages prøver fra to dyr og der kræves ikke prøver fra mere end 10 dyr fra samme gruppe.

Afhængigt af dyregruppens størrelse skal en repræsentativ stikprøve således tages på følgende grundlag:

  1. Grupper på 40 dyr eller mindre: der skal udtages prøver fra mindst to dyr.

  2. Grupper på 41-200 dyr: der skal udtages prøver fra mindst fem pct. af dyrene.

  3. Grupper på mere end 200 dyr: der skal udtages prøver fra mindst 10 dyr.

Prøver skal udtages fra de dyr i gruppen, der har afgræsset det forurenede areal i længst tid i løbet af den samlede græsningsperiode.

Der skal udtages den samme mængde blod fra hvert dyr i stikprøvegruppen. Blodprøver skal udtages af en autoriseret dyrlæge. Hver prøve skal mærkes med entydig identifikation af udtagningsdagen samt det dyr og den population, den er taget fra.

Analyser af blodprøver skal udføres af et laboratorium, der er udpeget af Fødevarestyrelsen til at udføre de pågældende analyser. Fødevarestyrelsen kan oplyse nærmere om, hvilke laboratorier i Danmark eller andre EU-lande, der er udpeget til at udføre en given analyse. Det valgte testlaboratorium kan være behjælpelig med oplysninger om krav til prøvemængder, prøveopbevaring, prøveudtagningsudstyr mv. Laboratoriet kan poole prøver fra samme population i det omfang, analysemetodens følsomhed tillader det. Dette for at udføre så få test som muligt.

Fødevarestyrelsen kan kontaktes for vejledning om, hvornår det på baggrund af den eksisterende viden anbefales at udtage prøver. Anbefalingen kan f.eks. baseres på, hvor længe dyrene har afgræsset et forurenet areal, hvilken type forurening, der er tale om, og hvor lang tid der er gået, siden dyrene har været udsat for forureningen.

Desuden kan Fødevarestyrelsen oplyse om de emballagetyper, minimale prøvemængder samt opbevaring og transportforhold, som er nødvendige for at undgå kontaminering eller forringelse af prøverne, så de bliver uegnede til analyse for de aktuelle stoffer.

Fødevarestyrelsen kan ikke holdes ansvarlig for, om prøveudtagningen og resultaterne af de efterfølgende analyser giver mulighed for at ophæve den restriktion, som dyret/dyrene er pålagt imod anvendelse som fødevarer.

Hvis du som operatør har fået foretaget analyser af repræsentative stikprøver af blod fra en gruppe af dyr, der har været underlagt restriktion mod anvendelse som fødevarer, kan du anmode Fødevarestyrelsen om at få ophævet restriktionen.

Anmodningen skal sendes digitalt til Fødevarestyrelsens lokale veterinærenhed senest 14 kalenderdage før, at dyret/dyrene skal indgå i fødevarekæden.

Anmodningen skal indeholde følgende oplysninger:

– Operatørens CHR-nummer.

– Dyrets/dyrenes identifikationskode eller unikke kode.

– Analyseresultater fra de udførte blodprøver.

Fødevarestyrelsen sammenholder resultaterne af de fremsendte analyser med gældende indikatorværdier eller grænseværdier for de pågældende forurenende stoffer i blod. Hvis der ikke findes grænseværdier eller indikatorværdier for det eller de forurenende stoffer, der analyseres for, foretages en konkret risikovurdering på baggrund af analyseresultaterne.

Indtil videre forventes bekendtgørelsen primært at have relevans for operatører, hvis dyr skal afgræsse områder, hvor der er konstateret eller er mistanke om forurening med per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS). For PFAS sammenholder Fødevarestyrelsen analyseresultater for blodprøver med Fødevarestyrelsens indikatorværdier for PFOS i blod (se bilag).

Hvis analyseresultaterne viser, at der ikke er nogen risiko for fødevaresikkerheden, træffer Fødevarestyrelsen afgørelse om, at restriktionen for dyrene kan ophæves, og dyrene kan herefter omsættes på normal vis.

Hvis analyseresultaterne viser, at en risiko for fødevaresikkerheden ikke kan udelukkes, vil den pålagte restriktion mod anvendelse som fødevarer fortsat være gældende. Du har som operatør mulighed for at udtage og analysere nye stikprøver af blod fra den samme dyregruppe på et senere tidspunkt.

Detaljer

Relateret indhold