Indholdsfortegnelse
1 Indledning
2 Ansøgningspuljens formål
3 Ansøgerkreds
4 Målgruppe
5 Baggrund om ansøgningspuljen
6 Forventede resultater
7 Indhold i projektet
8 Projektperiode
9 Tildelingskriterier og vurdering
10 Tilskudsberettigede udgifter
11 Ikke tilskudsberettigede udgifter
12 Udarbejdelse af budget
13 Ansøgningsfrist og -procedure
14 Statsstøtte
1 Indledning
Med Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2021 blev der afsat i alt 9,7 mio. kr. til en ansøgningspulje til forsøg med borgerstyrede budgetter. Midlerne er afsat i finansloven for 2022 på § 15.75.28.50.
2 Ansøgningspuljens formål
Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til at understøtte socialt udsatte borgeres vej til rehabilitering og øget livskvalitet ved at give den enkelte borger et borgerstyret budget kombineret med social støtte.
Det borgerstyrede budget indebærer, at borgeren får sit eget budget på i alt op til 50.000 kr. Borgeren definerer selv, hvilke udfordringer og mål vedkommende har, og hvad budgettet skal anvendes til. Det borgerstyrede budget skal understøtte realiseringen af borgerens egne ønsker og målsætninger for øget selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet.
Med ansøgningspuljen ydes der støtte til det borgerstyrede budget, svarende til 50.000 kr. pr. borger i projektet samt 60.000 kr. til løn til støtteforløb pr. borger.
3 Ansøgerkreds
Ansøgningspuljens ansøgerkreds er kommuner.
Det forventes, at 3-5 kommuner modtager støtte fra ansøgningspuljen.
4 Målgruppe
Ansøgningspuljens målgruppe er borgere med særlige sociale problemer, som er i målgruppen for eller modtager hjælp og støtte efter afsnit V i lov om social service, og som vurderes at kunne opnå større grad af selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet.
Målgruppen skal således være mennesker, der er udsatte og har sociale problemstillinger, f.eks. hjemløshed, et stofmisbrug eller en psykisk lidelse. Det kan også være en kombination af flere problemstillinger, men de må dog ikke være så komplekse, at vedkommende ikke kan drage nytte af et personligt budget. Ordningen er således ikke rettet mod f.eks. borgere, hvis funktionsniveau er så dårligt, at de ikke kan forfølge de målsætninger, der skal være for et personligt budget.
Det forventes, at 80-90 borgere vil få gavn af et borgerstyret budget i projektperioden.
5 Baggrund om ansøgningspuljen
I 2017-2021 blev der gennemført et forsøg med borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere i fire kommuner. Formålet med forsøgsprojektet var at understøtte socialt udsatte borgeres selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet gennem brugen af borgerstyrede budgetter kombineret med social støtte fra kommunen. I løbet af projektet blev 101 borgere tildelt et forløb på 12 måneder og et personligt budget på 50.000 kr., som vedkommende kunne benytte til at indfri sine egne mål med hjælp fra en støtteperson.
Erfaringsopsamlingen fra projektet viser, at borgerne oplevede en forbedret livskvalitet og selvbestemmelse samt en ændret rollefordeling i samarbejdet med deres kommunale støttepersoner. Det ændrede samarbejde har også skabt positive ringe i vandet i relation til borgernes samarbejde med andre kommunale myndigheder. Godt halvdelen af borgerne i forsøget kom i løbet af projektperioden tættere på deres langsigtede mål.
Erfaringerne fra det tidligere projekt danner nu grundlag for et nyt forsøg med borgerstyrede budgetter, hvor målgruppen tildeles et budget på 50.000 kr., men hvor forløbet forlænges til 15 måneder. Budgettet kombineres i lighed med det tidligere forsøg med social støtte fra en støtteperson.
6 Forventede resultater
Det forventes, at de støttede projekter opnår nedenstående resultater.
Forventede resultater på borgerniveau:
– De deltagende borgere opnår større grad af selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet ved selv at definere egne udfordringer og egne mål.
Forventede resultater på organisatorisk niveau:
– Kommunerne opnår viden og erfaringer med at arbejde rehabiliterende og empowerment orienteret ift. målgruppen.
– Kommunerne opnår et forbedret samarbejde med de deltagende borgere.
7 Indhold i projektet
Med ansøgningspuljen ydes der støtte til, at den enkelte socialt udsatte borger får en trækningsret på et budget på op til 50.000 kr., som vedkommende herefter kan råde over og anvende efter eget ønske til forskellige aktiviteter og udgifter i en periode på 15 måneder. Det er op til den enkelte borger at definere egne mål, så længe målene understøtter formålet om øget selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet. De konkrete målsætninger vil variere fra person til person, men kan eksempelvis være ønsket om et bedre helbred, at få og bevare en bolig, at få et job eller komme i uddannelse, at genoptage kontakten med familie og venner eller at nedtrappe et misbrug. Det vil ligeledes være op til den enkelte at definere, hvilke tiltag der vil kunne hjælpe vedkommende til at opfylde sine mål (se afsnit 7.1 for eksempler).
I forbindelse med det borgerstyrede budget tilknyttes borgeren en socialfaglig medarbejder fra kommunen, der har til opgave at støtte og hjælpe borgeren i processen. Som led i den socialfaglige støtte kan der f.eks. udfærdiges en dynamisk plan med borgerens mål for budgettet samt de konkrete tiltag, budgettet skal anvendes til. Der vil være tale om et periodebestemt forløb på 15 måneder, hvor medarbejderen hjælper borgeren videre og understøtter den proces, der igangsættes med muligheden for at disponere over det borgerstyrede budget. Medarbejderen skal samtidig understøtte borgeren i forhold til eksempelvis kontakt til øvrige sociale myndigheder, frivillige organisationer og lignende. Kommunen tildeles op til 60.000 kr. i lønkroner pr. støtteforløb.
Kommunen kan f.eks. vælge at lade funktionen som socialfaglig støtte til borgeren blive varetaget af en medarbejder, borgeren kender hos en privat aktør, eller af den bostøtte, borgeren allerede modtager støtte fra. I dette tilfælde er det kommunens ansvar at sikre, at der etableres det fornødne samarbejde mellem en medarbejder i den kommunale myndighed og den socialfaglige medarbejder om borgerens forløb, herunder om borgerens trækning på budgettet, i forhold til at sikre, at det gennemføres inden for formålet.
7.1. Midler, herunder anvendelsesmuligheder for det borgerstyrede budget
Der kan søges om støtte fra ansøgningspuljen til borgerstyrede budgetter og løn.
Borgere der deltager i projektet får en trækningsret på op til 50.000 kr. i en periode på 15 sammenhængende måneder.
Det borgerstyrede budget kan bruges til udgifter, der understøtter borgernes egne mål og ønsker med budgettet. Budgettet kan eksempelvis bruges på udgifter til personlig pleje (frisør, tandlæge e.l.), transport (cykel, buskort e.l.) udgifter forbundet med sociale aktiviteter, uddannelse sport eller udgifter forbundet med indretning af bolig. Budgettet kan også bruges til afvikling af gæld, hvis dette understøtter borgerens mål og ønsker.
Det er kommunen, der afholder udgiften, på vegne af borgeren. Der må ikke ske kontant udbetaling til borgeren, så det sikres, at borgeren ikke risikerer at hæfte for eventuelle uhensigtsmæssige dispositioner.
Det borgerstyrede budget er skattefrit og indgår ikke i vurderingen af retten til øvrige offentlige ydelser, herunder eksempelvis kontanthjælp, og støtten fradrages ikke i sådanne ydelser. Støtten må således ikke føre til reduktion af andre ydelser, idet det personlige budget er tænkt som et supplement til eventuelle øvrige sociale indsatser, som borgeren modtager. Hensigten med det personlige budget er ikke at stille borgeren ringere ved deltagelse i forsøget.
Ved anvendelse af budgettet skal kommunen være opmærksom på, at borgere på kontanthjælp eller uddannelseshjælp bliver omfattet af de almindelige regler vedr. formue efter projektperiodens udløb. Anskaffelse af materiel i projektperioden bør derfor ikke overstige grænsen for formue ved projektets udløb.
Hvis borgeren fraflytter kommunen undervejs i projektperioden vil borgeren udtræde af projektet og dermed give afkald på de resterende midler i budgettet.
For en nærmere beskrivelse af tilskudsberettigede udgifter se vejledningens afsnit 10-12.
7.2. Understøttelse
Socialstyrelsen yder i projektperioden vejledning til de deltagende kommuner. Dette sker primært via et fælles opstartsmøde og to årlige netværksmøder. Derudover ydes individuel vejledning ved behov.
Socialstyrelsen udarbejder derudover en erfaringsopsamling som afslutning på forsøget. Data til erfaringsopsamlingen forventes indhentet via de fælles netværksmøder, casebeskrivelser udarbejdet af de deltagende kommuner, kommunale casebesøg og interviews med bl.a. borgere.
7.3. Tidsplan
Tidsplanen for projektet er:
– 1. kvartal 2023: Opstartsmøde
– 2. kvartal 2023: Netværksmøde
– 4. kvartal 2023: Netværksmøde
– 2. kvartal 2024: Netværksmøde
– 3. og 4. kvartal 2024: Casebesøg og interviews
– 4. kvartal 2024: Afsluttende netværksmøde
– 1. og 2. kvartal 2025: Casebesøg og interviews
– 4. kvartal 2025: Erfaringsopsamling foreligger
8 Projektperiode
Midlerne anvendes i perioden 1. december 2022 til 31. december 2024.
De sidste borgerforløb skal senest starte 1. oktober 2023, således at de kan være afsluttet ved projektperiodens udløb 31. december 2024.
9 Tildelingskriterier og vurdering
Ansøgningen vurderes på baggrund af, om tildelingskriterierne er opfyldt, og om der er sammenhæng mellem disse, jf. tabel 1. De enkelte vurderingsområder uddybes nedenfor efter den skematiske oversigt.
Tabel 1: Vurdering og tildelingskriterier
Vurdering | Tildelingskriterier |
---|---|
1. Ansøgerkreds, formål, målgruppe og målsætninger | Projektets ansøger, formål og målgruppe ligger inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds, formål og målgruppe. Kommunen opstiller relevante og konkrete målsætninger for projektet. |
2. Faglige krav | Kommunen gennemfører forsøg med modellen for borgerstyrede budgetter til udsatte borgere. Kommunen redegør for, hvordan de borgerstyrede budgetter kombineres med social støtte, og hvordan den sociale støtte understøtter borgerne i at disponere over det borgerstyrede budget. Det borgerstyrede budget og den tilknyttede sociale støtte skal være en ekstra hjælp til borgerne og ikke erstatte tilbud, som kommunen er forpligtet til at levere efter reglerne i lov om social service og øvrig relevant lovgivning. Hvis borgeren allerede modtager lignende støttetilbud fra kommunen, skal støtten til det borgerstyrede budget tænkes sammen med støttetilbuddene. |
3. Organisatoriske krav | Kommunen beskriver projektets organisering, som understøtter afprøvningen af forsøget med borgerstyrede budgetter. Kommunen forpligter sig til at indgå i samarbejde med Socialstyrelsen og bidrage til en erfaringsopsamling. |
4. Budget | Der er overensstemmelse mellem budgettet og tilskudsberettigede udgifter. |
5. Sammenhæng | Der er sammenhæng mellem projektets formål, målgruppe, målsætninger, aktiviteter etc. |
Når ansøgningsskemaet udfyldes, skal ansøger beskrive nedenstående:
Ad 1) Ansøgerkreds, formål, målgruppe og målsætninger
Det vil blive vurderet, om ansøger er inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds, som er kommuner.
Det vil blive vurderet om projektets formål, målgruppe og målsætninger er inden for ansøgningspuljens formål, målgruppe og målsætninger.
Til brug for vurderingen skal det beskrives, hvordan projektet har til formål, at støtte socialt udsatte borgeres vej til rehabilitering og øget livskvalitet ved at give den enkelte borger et borgerstyret budget kombineret med social støtte. Det er vigtigt, at det sandsynliggøres, at projektet medvirker til at fremme ansøgningspuljens formål.
Projektets målgruppe skal beskrives kort og præcist, herunder skal målgruppens karakteristika og udfordringer beskrives og det skal fremgå, hvor mange borgere, der indgår i projektet. Endvidere skal det sandsynliggøres at målgruppen vil få gavn af deltagelse i projektet.
Der skal opstilles konkrete målsætninger på borgerniveau, som skal have sammenhæng med de forventede resultater for ansøgningspuljen (afsnit 6). Målsætningerne skal afspejle de forandringer, som projektet forventes at medføre for borgerne. Det er således ikke tilstrækkeligt at opstille aktivitetsmål, som fx gennemførelse af borgerforløbet.
Ad 2) Faglige krav
Det vil blive vurderet, om projektets aktiviteter bidrager til gennemførelse af forsøget med modellen for borgerstyrede budgetter.
Kommunen skal redegøre for, hvordan det påtænkes at arbejde med de borgerstyrede budgetter og hvordan budgetterne kombineres med social støtte, som understøtter borgerne i at disponere over det borgerstyrede budget.
Til brug for vurderingen skal kommunen redegøre for sine forudsætninger for, at understøtte borgerne i anvendelsen af det borgerstyrede budget samt sin motivation for at deltage i forsøget. Det kan eksempelvis være i form af erfaringer med tilgange/metoder, som vil blive anvendt i projektet eller forudgående erfaringer i arbejdet med den specifikke målgruppe.
Kommunen skal endvidere beskrive, hvordan støtten og det borgerstyrede budget tænkes sammen med evt. lignende støttetilbud, som borgerne modtager.
Kommunen skal bekræfte, at det borgerstyrede budget og den tilknyttede sociale støtte er en ekstra hjælp til borgerne og ikke erstatter tilbud, som kommunen er forpligtet til at levere efter reglerne i lov om social service og øvrig relevant lovgivning.
Ad 3) Organisatoriske krav
Det vil blive vurderet, om projektorganiseringen understøtter projektets gennemførelse og realiserbarhed.
Til brug for vurderingen skal projektets organisationsstruktur og beslutningskompetence beskrives. Dette kan f.eks. gøres ved en beskrivelse af den organisatoriske placering af indsatsen, projektets medarbejdere og opgavefordeling, herunder om der udpeges en projektleder og om der eksempelvis nedsættes en styregruppe eller andet beslutningsorgan.
Kommunen skal forpligte sig til at indgå i samarbejde med Socialstyrelsen og bidrage til en erfaringsopsamling.
Ad 4) Budget
Det vil blive vurderet, hvorvidt budgettet lever op til kravene om tilskudsberettigede udgifter.
Det skal oplyses, hvis der er en økonomisk interesse mellem ansøger og evt. samarbejdspartnere. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis der er personsammenfald mellem projektets medarbejdere og leverandører.
Budgettet skal indtastes i Excel-dokumentet ”Budgetskema”, som ligger på ansøgningspuljens side på Socialstyrelsens hjemmeside. Ved indsendelse af ansøgningen vedhæftes budgetskemaet.
Læs mere om krav til budgettet m.m. i vejledningens afsnit 10-12.
Ad 5) Sammenhæng
Det vil blive vurderet, om der er sammenhæng i projektet, herunder mellem projektets formål, målgruppe, målsætninger samt aktiviteter og om projektets realiserbarhed hermed er sandsynliggjort.
Vurderingen foretages på baggrund af ansøgers samlede beskrivelse af projektet under ovenstående tildelingskriterier.
10 Tilskudsberettigede udgifter
Ansøger kan søge om tilskud svarende til antal borgere, der indgår i projektet x 110.000 kr. (50.000 kr. pr. borgerforløb og 60.000 kr. til løn pr. borgerforløb). En mindre del af midlerne til løn kan også anvendes til revision. Projektets udgifter skal anføres under specifikke budgetposter i budgettet. Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der er tilskudsberettigede i forhold til tilskud fra ansøgningspuljen:
Lønudgifter til aflønning af medarbejdere i projektet, svarende til op til 60.000 kr. pr. borger i projektet. Lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time. Lønudgifter må ikke inkluderes under andre budgetposter. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i overenskomster for arbejdet på området. Yderligere information kan fås ved henvendelse til de relevante fagfor-eninger. Hvis området ikke er dækket af en overenskomst, må lønniveauet ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for lignende arbejde.
Borgerstyrede budgetter, svarende til 50.000 kr. pr. borger i projektet.
Udgifter til revisor.
11 Ikke tilskudsberettigede udgifter
Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der ikke kan dækkes gennem tilskud fra ansøgningspuljen:
Aktiviteter eller tilsvarende til personer uden lovligt ophold.
Udgifter til projekter forankret i udlandet samt Grønland og Færøerne.
12 Udarbejdelse af budget
Budgettet skal være realistisk, sparsommeligt og leve op til de krav, der er til udgiftstyper og niveauer.
Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af projektets forventede udgifter i forhold til det ansøgte projekt.
Det er vigtigt, at følgende oplysninger angives i budgettet:
– Projektets titel
– Ansøgers identifikation (CVR-nummer)
– Ansøgers navn og adresse
Krav til budgettet
Udgifter skal specificeres i budgettet. Udgifter kan ikke samles i overordnede budgetposter som overhead, administrationsbidrag og diverse. Der kan ikke budgetteres med uforudsete udgifter.
Det skal også være udgifter, som afholdes, når der er modtaget tilskud. Kun i særlige tilfælde kan der ydes tilskud til udgifter, som er afholdt, før der blev ydet tilskud, hvis udgifterne har en klar tilknytning til projektet.
Periodiserede budgetter
Udgifterne skal periodiseres, således at udgiften budgetteres i det kvartal, den forventes afholdt i det pågældende projektår. Hvis der f.eks. er en ansat projektleder i projektet, opgøres lønnen, som den afholdes pr. kvartal. Gennemsnitstal kan således ikke anvendes.
Enhedspriser
Alle udgiftsposter skal så vidt muligt udspecificeres i antal enheder og pris pr. enhed. Hvis projektet f.eks. indebærer afholdelse af to ens aktiviteter inden for det samme kvartal, og hver af aktiviteterne koster 10.000 kr., anføres to enheder á 10.000 kr. i det kvartal, hvor aktiviteten og dermed udgifterne forventes afholdt.
Noter til budgettet
Ved behov skal der udarbejdes forklarende noter til de udgiftsposter, som anføres i budgettet. Hvis en af budgetposterne f.eks. er ”Seminar”, kan noten indeholde oplysninger om forventet antal deltagere, seminarets varighed (antal dage, med eller uden overnatning), pris pr. deltager, honorar til oplægsholder mv. Noten skal således dels klarlægge indholdet af den enkelte aktivitet og dels klarlægge forudsætningerne for udgiftens størrelse.
Moms
Kommuner og regioner kan ikke få tilskud til dækning af moms, da momsen refunderes af momsudligningsordningen. Alle udgifter skal derfor i budgettet være ekskl. moms.
Udbetaling af tilskud
Udbetalingerne vil ske til den NemKonto, som er tilknyttet organisationens CVR-nummer. Såfremt jeres organisation ikke har en NemKonto, skal I således kontakte jeres pengeinstitut og bede dem indberette en NemKonto.
I kan læse mere om NemKonto samt udbetaling af tilskud på Socialstyrelsens hjemmeside via følgende link: https://socialstyrelsen.dk/puljer-og-tilskud/tilskudsportal-1/faq-om-udbetalinger.
13 Ansøgningsfrist og -procedure
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er torsdag den 6. oktober 2022 kl. 12.00. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere fremsendes.
Det forventes, at ansøgerne får svar på ansøgningen ultimo november 2022.
Spørgsmål til ansøgningspuljen kan stilles til Julie Tang i Socialstyrelsen via jult@socialstyrelsen.dk.
Indgivelse af ansøgning
Offentlige myndigheder og offentlige institutioner m.v. skal indgive ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen ved anvendelse af den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed (Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal).
Private ansøgere kan indgive ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen ved anvendelse af den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed (Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal). Private ansøgere kan indsende/aflevere ansøgninger via andre kanaler end den anviste digitale løsning f.eks. med post eller via mail til tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk. Det er også muligt at afhente ansøgningsmaterialet i Socialstyrelsen eller få tilsendt papirskabeloner. Ved behov for yderligere information om indsendelsesmuligheder kan Tilskudsforvaltning kontaktes på telefon 72 42 41 33 eller mail tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk.
For alle ansøgere gælder, at ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen skal indgives på den ansøgningsblanket og i det budgetskema, som Socialstyrelsen har udarbejdet til ansøgningspuljen. Ansøgningen skal vedlægges de bilag, der fremgår af ansøgningsmaterialet. Ansøgningsmaterialet ligger på ansøgningspuljens side på Socialstyrelsens hjemmeside. Ansøgere bedes indsende ansøgningsblanketten i PDF-format af hensyn til læsevenligheden, hvis det er muligt.
Der sendes en kvittering, når Socialstyrelsen har modtaget ansøgningen.
For yderligere information om ansøgningsprocessen henvises til vejledningen herom på Socialstyrelsens hjemmeside.
Afvisning af ansøgning ved manglende opfyldelse af formalia
Socialstyrelsen har ret til at afvise ansøgninger, som ikke opfylder formalia. Det vil fx være tilfældet, hvis ansøger ikke har anvendt ansøgningspuljens ansøgningsskema eller budgetskema, hvis alle obligatoriske bilag ikke er vedlagt ansøgningen, eller hvis eventuelle anslagsbegrænsninger i tekstfelter i ansøgningsskemaet er overskredet.
Vurdering af ansøgningen
Der foretages en vurdering af projektet ud fra oplysningerne i ansøgningen og budgettet, herunder evt. budgetnoter. Bilag til ansøgningen indgår alene i vurderingen, såfremt det fremgår af ansøgningsvejledningen, at ansøger skal eller kan indsende specifikke bilag. Øvrige bilag, som fremsendes, vil således ikke indgå i sagsbehandlingen.
Utilstrækkelige oplysninger i ansøgningen eller anden manglende medvirken kan føre til, at sagen afgøres på det foreliggende grundlag.
It-problemer ved indsendelse af ansøgning
Du skal gøre følgende, hvis du oplever it-problemer i forbindelse med indsendelse af din ansøgning:
Hvis du oplever it-problemer på egne systemer, er det dit eget ansvar at afhjælpe disse, fx i samarbejde med din eventuelle it-leverandør/it-support.
Hvis du oplever it-problemer på Socialstyrelsens ansøgningsportal, kan du kontakte Tilskudsforvaltning på mail tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk eller telefon 72 42 41 33.
Der er ikke tale om it-tekniske problemer, hvis fx din medarbejdersignatur ikke virker. Som ansøger bærer du således ansvaret herfor.
VIGTIGT: DETTE SKAL DU GØRE FØR ANSØGNINGSFRISTEN
Hvis it-problemet på Socialstyrelsens ansøgningsportal ikke kan løses før ansøgningsfristens udløb, kan du:
Fremsende ansøgningen på anden vis, så den er Socialstyrelsen i hænde inden ansøgningsfristens udløb. Ansøgningen kan sendes til sikkermail.puljer@socialstyrelsen.dk.
Inden ansøgningsfristens udløb kontakte Tilskudsforvaltning og dokumentere, at de it-tekniske problemer skyldes fejl på Socialstyrelsens ansøgningsportal. Fejlen kan fx bestå i, at hjemmesiden er nede, eller at link til at sende en ansøgning ikke virker. En del af dokumentationen skal være et skærmprint, der fx viser en fejlmeddelelse på Socialstyrelsens ansøgningsportal. Dokumentationen kan sendes til tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk. I umiddelbar forlængelse heraf skal du indsende din ansøgning med tilhørende budget og evt. bilag til Tilskudsforvaltning. Ansøgningen kan sendes til sikkermail.puljer@socialstyrelsen.dk. Ansøgninger, som modtages senere end 1 time efter ansøgningsfristen, vil ikke komme i betragtning.
Ovenstående er en forudsætning for, at din ansøgning kan indgå i Socialstyrelsens sagsbehandling.
14 Statsstøtte
EU-retten indeholder et generelt forbud mod statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det betyder, at tilskud fra en ansøgningspulje kan være uforenelig med EU-retten, hvis støtten gives til et projekt, der indeholder en økonomisk aktivitet, fx i form af et produkt eller en ydelse, hvor støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen på et marked, og hvor støtten potentielt kan påvirke samhandlen i det indre marked.
Socialstyrelsen foretager alene en overordnet vurdering af, om projekter, der lever op til ansøgningspuljens tildelingskriterier og indstilles til støtte, er i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. Vurderingen foretages på baggrund af de oplysninger, der fremgår af den indsendte ansøgning. Den enkelte tilskudsmodtager skal således være opmærksom på, at tilskuddet anvendes i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler.
For yderligere information om de EU-retlige statsstøtteregler henvises til Erhvervsministeriets hjemme-side: http://em.dk/arbejdsomraader/erhvervsregulering-og-internationale-forhold.